Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Livet som kristen

Hvordan bliver et menneske retfærdiggjort overfor Gud? Podcast

Hvorfor er det umuligt for mennesket at blive god nok i Guds øjne, og kan det virkelig passe at vi ikke kan blive mere eller mindre retfærdiggjorte ved vore gerninger? Det svarer jeg på i denne prædiken som jeg holdt sidst i Rødkærsbro Frikirke. Jeg gør op med en del misforståelser omkring retfærdiggørelse, tro og helliggørelse. Retfærdiggørelse skal ikke forveksles med helliggørelse, eller gode gerninger. Ligeså skal vi heller ikke mene at tro er lig med at adlyde, som nogen påstår. Det at adlyde er en konsekvens af troen, men tro er ikke lig med at adlyde, og det er faktisk farligt når folk siger sådan. Men det kan du høre mere om i prædikenen.

Jeg blev personlig meget opmuntret af at holde denne prædiken og det gjorde flere af de andre også som var med til gudstjenesten. Håber det også gælder for dig.

Categories
Bibelen Kirke Korset Livet som kristen

Total retfærdiggørelse er ikke afhængigt af mig

 

I morgen skal jeg i Rødkærsbro Frikirke tale om retfærdiggørelse igen. Men denne gang vil jeg særlig fokusere på at det at den kristne er retfærdiggjort ikke afhænger af hvor meget vi tror, eller hvor meget vi gør, eller hvor meget vi omvendte os eller græd da vi blev frelst. Med det siger jeg ikke at den slags slet ikke betyder noget. Men den retfærdiggørelse vi har fået i Kristus afhænger slet ikke af dette. Retfærdiggørelsen bygger udelukkende på hvad en anden har gjort for os, og i vort sted. Den afhænger af at Jesus betalte den fulde pris på korset.

En af de bibellærere jeg har fået særlig hjælp fra her er Charles Leiter. I hans bog “Retfærdiggørelse og genfødsel” skriver han bl.a. følgende om dette:

“Der er intet i mennesket, der får Gud til at retfærdiggøre ham, heller ikke hans omvendelse og tro. Omvendelse betaler ikke for synd. En forbryders anger over sine forbrydelser tilfredsstiller ikke lovens retfærdige krav. Tro betaler heller ikke for synd! Kun Jesu blod kan betale for synd! Retfærdiggørelse er baseret på Kristi blod.

Dette forklarer, hvorfor en person kan have en meget svag tro og stadig være retfærdiggjort. Forestil dig to broer, der krydser en afgrund: Den ene er meget svag og upålidelig; den anden er meget stærk. En mand kan vel have en meget stærk tro på den svage bro og tillidsfuldt træde ud på den. Hans stærke tro vil ikke forhindre ham i at falde i døden.
På den anden side kan en mand vel have en meget svag tro på den stærke bro og kun med nød og næppe og med frygt og bæven formå at fortsætte ud på den. Broen vil bære ham sikkert uanset hans svage tro. Alt, hvad der er nødvendigt for ham, er at have nok tro til at få ham ud på broen! Da nogen fortalte Hudson Taylor, at han måtte være en mand med en stærk tro, svarede han: ”Nej, Jeg er en mand med en meget lille tro på en meget stor Gud.”

Det her er kernestof for den kristne at kende til, for det er bl.a. den form for lære som er med til at vise os og hjælpe os til at forstå hvad det er  for en frihed vi har fået i Kristus. En frihed som desværre er blevet misforstået til at blive til noget den ikke er.

Rødkærsbro Frikirke er forresten den kirke vi har haft her i Rødkærsbro siden påske sidste år. Men nu har vi bare fået et navn. Det er kl.11.00 på Havrevej 4, og du er velkommen.

Du kan forresten downloade hele Charles Leiters bog gratis på dette link:

http://illbehonest.com/justification-regeneration-danish-retfaerdiggorelse-og-genfodsel

Categories
Bibelen Evig dom Falsk Lære Livet som kristen Omvendelse

Podcast: Ikke enhver der siger Herre, Herre

Hvem er det som på dommedag vil sige Herre, Herre til Jesus, men som Jesus vil give det usædvanligt hårde svar: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”. Nogle har kommet med et overdrevet svar ved at påstå at det handler om den karismatiske bevægelse. Det synes jeg personligt er gå langt over grænsen. For det handler tydeligvis mere om hvad de siger i deres forsvar til Jesus og hvorfor de siger det, da de finder ud af at de ikke kommer ind til den evige sabbatshvile i Himlen. At der i den gruppe er en stor del som hører til i den karismatiske bevægelse er meget muligt. Men det kan også sagtens være folk som hører til i andre kirkelige retninger. For der er noget i deres svar som ligger som en latent mulighed i alle mennesker, hvis vi ikke tager os i agt. Nogen folk tror at vi ikke kan vide hvem det er som på dommens dag vil sige sådan, men jeg tror ikke det er Guds mening at vi skal gå rundt i frygt for om det kunne være en selv der kommer til at stå i en sådan situation den dag. Gud ønsker vi skal have tryghed i frelsen. Derfor er jeg overbevist om at det er muligt at finde ud af hvad det er der kendetegner dem som troede de ellers var sande kristne, men i virkeligheden ikke var det. For hvis Jesus siger ”Jeg har aldrig kendt jer”, så betyder det at de aldrig har været kristne på trods af de gerninger/mirakler som de har udført. Men her er et lille hint:

Prædikenen her holdt jeg i søndags i vores husmenighed i Rødkærsbro, hvor jeg er ved at gennemgå Mattæus-evangeliet. Lige nu er jeg ved at afslutte Jesu bjergprædiken, og det er ret voldsomme udtalelser Jesus afslutter den prædiken med. Men det gør Han fordi det er vigtigt, og fordi vi har brug for at blive advaret imod falske veje, og opmuntret til at holde os til Ham og Hans ord. Jeg håber du kan få glæde af denne forkyndelse.

Categories
Hvem er Gud? Korset Livet som kristen Troens forsvar

Hvad betyder mest? Troen eller hvad jeg tror på?

I husmenigheden her i Rødkærsbro er vi ved at gennemgå Charles Leiters bog “Retfærdiggørelse og genfødsel”. Sidste gang blev jeg bare så begejstret og opmuntret over den undervisning at min glæde sprudlede over. Sjældent har jeg læst en kristen bog med så klar og befriende tale som denne. Kristus bliver malet for mine øjne og det Han har gjort på korset i mit sted bliver endnu mere tydeligt for mig. Vi læste i kapitel tre sidst, og der stod der bl.a. det her om det at tro:

“Der er intet i mennesket, der får Gud til at retfærdiggøre ham, heller ikke hans omvendelse og
tro. Omvendelse betaler ikke for synd. En forbryders anger over sine forbrydelser tilfredsstiller ikke
lovens retfærdige krav. Tro betaler heller ikke for synd! Kun Jesu blod kan betale for synd!
Retfærdiggørelse er baseret på Kristi blod.

Dette forklarer, hvorfor en person kan have en meget svag tro og stadig være retfærdiggjort.
Forestil dig to broer, der krydser en afgrund: Den ene er meget svag og upålidelig; den anden er
meget stærk. En mand kan vel have en meget stærk tro på den svage bro og tillidsfuldt træde ud på
den. Hans stærke tro vil ikke forhindre ham i at falde i døden. På den anden side kan en mand vel
have en meget svag tro på den stærke bro og kun med nød og næppe og med frygt og bæven formå
at fortsætte ud på den. Broen vil bære ham sikkert uanset hans svage tro. Alt, hvad der er nødvendigt
for ham, er at have nok tro til at få ham ud på broen! Da nogen fortalte Hudson Taylor, at han måtte
være en mand med en stærk tro, svarede han: ”Nej, Jeg er en mand med en meget lille tro på en
meget stor Gud.”
Da Dødens Engel passerede gennem Egypten på Påskenatten, så Gud kun efter én ting – blodet
på dørstolperne. ”Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer” Dem, der befandt sig inde i huset, kan vel
have været fulde af frygt og bæven, men det gjorde ingen forskel, så længe blodet var blevet påført.”

Jeg elsker dette billede som så tydeligt viser at det slet ikke afhænger af mig, eller af hvor meget jeg tror, men på hvem jeg tror på. Folk kan så nemt misforstå det med tro så det kommer til at handle om hvor meget man tror som betyder noget. Men det er jo sekundært hvis det er noget forkert jeg tror på. Men hvis troen afhænger af hvem og hvad jeg tror på, så er det ikke længere mig det står og falder på. Nej, så kan det bære p.g.a. Kristus.

Hvis du er tørstig efter mere, kan du downloade bogen gratis på dette link: http://illbehonest.com/justification-regeneration-danish-retfaerdiggorelse-og-genfodsel

 

Categories
Bibelen Livet som kristen

Sandheden skal gøre os frie

Jesus har lovet os at sandheden vil sætte os fri. Det siger Han i Johannes-evangeliet. Det er et ret stort løfte, men glædeligvis er det sådan at hvis Jesus siger den slags, så er det fordi Han mener det, og fordi vi kan stole på Ham. Men hvordan skal vi så forstå dette løfte? Vi læser det i Johannes-evangeliet 8.31-32 hvor der står følgende:

“Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«”

Det som er meget vigtigt at lægge mærke til her, er hvad Jesus definerer som sandheden. Det er nemlig HANS ORD. Det ord kan vi godt finde ud af at finde, for det er nemlig bibelen. Jesus har ikke holdt sin sandhed hemmelig for os i dag, Han ønsker vi skal kende Hans vilje, og Hans tanker for os der tilhører Ham. Hvor vidunderligt er det ikke at læse dette, og finde ud af at det ord er i stand til at sætte os fri? Samtidig er det interessant at Jesus ikke taler om at en befrielsesprædikant kan give os frihed. Eller at det er en ekstra åndelig oplevelser som vil sætte os fri. Nej, det er så enkelt at det er ved at blive I Guds ord, ved at læse Guds ord, og lære Guds ord at kende, at vi bliver sat frie.

Og når jeg tænker tilbage på mit liv med Gud igennem tiden, så må jeg også erkende at det igen og igen har været Guds ord der har hjulpet mig ud af både det ene og det andet. Ikke mirakler, ikke profetier, men det at kende Guds ord, og holde mig til Guds ord. Jeg får helt lyst til at takke Gud for at Han har givet os sit ord. Tak gode Gud for dit vidunderlige livgivende og befriende ord som du har skænket.

Categories
Livet som kristen Troens forsvar

Sproul holder fast i “Frelst ved tro alene”!

En kristen forkyndere som igennem mange år har holdt fast i den sunde lære, og ikke har været parat til at gå på kompromis på kirkens kernepunkter er R. C. Sproul. I den korte video nedenunder viser han hvor meget vi bør stå fast på doktrinen “Frelst ved tro alene”, og om hvor meget vi må være parat til at blive skilt fra kirker, fra familier, fra venner for at holde fast i denne doktrin. Hvorfor? Fordi det er så vigtig og essentiel en del af evangeliet, at man ikke kan skille den fra evangeliet, uden at det falder fra hinanden. I en tid som den vi lever i, hvor der er mange der vælger at falde på halen for folk der prædiker noget andet end denne doktrin, er det befriende og forløsende at høre Sproul være så klar i mælet her.

Konsekvensen af Sprouls undervisning her, er at det ikke er bibelsk som Ulf Ekman at flytte over til den Romerks katolske kirke, som går imod denne doktrin. Det er heller ikke bibelsk at følge folk som Torben Søndergaard ligegyldig hvor mange mirakler han så end peger på, så længe han siger frelst af “Tro og dåb m.m. alene”. AT påstå vi er frelst af tro og noget mere, er at gå over en grænse til et sted hvor man begynder at fornægte evangeliets renhed og kraft.

Hvis du vil høre mere om hvorfor det er så vigtigt at holder fast i at vi er frelst ved tro alene, kan jeg anbefale følgende prædiken som jeg holdt for nylig: https://sand.omvendelse.dk/podcast-frelst-af-tro-alene-5025.htm

Categories
Hvem er Gud? Livet som kristen Omvendelse

Charles Leiters bog på dansk (og gratis)

En person som jeg sætter særlig pris på, og som jeg har haft stor glæde af at kunne snakke med igennem de sidste 6 år er Charles Leiter. Første gang jeg mødte ham var da han og Paul Washer besøgte Danmark for små seks år siden. Der fandt jeg ud af at de to supplerede hinanden rigtig godt i den undervisning vi fik af dem. Paul Washer var den radikale, sprudlende underviser der brændte helt igennem. Charles Leiter var også radikal og brændte igennem, men på en anden måde. Han er en ældre herre, som har tjent Herren som ældstebror og forkynder i mange år i en menighed i Missouri USA. Charles har en ballast og erfaring sammen med en stor kærlighed til Jesus og Guds ord, som gør at der er en rigtig god balance i hans undervisning. En balance som i høj grad er med til at tydeliggøre Guds kærlighed, og derfor også er noget som jeg ønsker mere af. Noget af den undervisning han gav brændte sig ind i mit hjerte og sidder der den dag i dag.

Da Paul Washer og Charles Leiter ankom til vores bibellejr hvor de var hovedtalerne, havde Charles Leiter en kasse fyldt med den bog som han har skrevet og som han er ret kendt for i visse bibeltro kredse. Bogen hedder “Justification and regeneration”. Den gav han frit væk til os, uden at få en krone, så vi var mange der fik et eksemplar. I den underviser han i elementære grundpiller i kristendommen og viser hvorfor retfærdiggørelse af tro er så vigtigt, og hvorfor det er så afgørende vigtigt at blive født på ny. Det gør han i et sprog som både er enkelt og dybt, og det kan anbefales. Nu er den bog så blevet oversat og kan læses på dansk. Og ikke nok med det, den koster ikke noget. Du kan downloade den kvit og frit på Illbehonest hjemmside. Der ligger den også på andre sprog.

I husmenigheden i Rødkærsbro gennemgår vi den faktisk lige nu som en del af vores bibelundervisning, og vi er rigtig glade for at have noget på dansk som er rigtig godt. Så det er med stor glæde at jeg kan anbefale en bog på dansk af en god bibelsk funderet underviser der har arbejdet for Herren igennem mange år, og stadig er trofast i den tjeneste. Så mangler du noget godt at læse i, så er her en stærk anbefaling. Du kan finde linket til den danske oversættelse her: http://illbehonest.com/justification-regeneration-danish-retfaerdiggorelse-og-genfodsel

 

Categories
Bibelen Livet som kristen Omvendelse podcast

Podcast: Hvad er forskellen på den smalle og brede vej?

Jesus taler meget skarpt om at der kun findes to veje i livet her på jorden. Samt at det er vigtigt at gå på den rigtige. For den ene vej som er smal, fører til livet, mens den anden fører til fortabelse. Men hvad kendetegner forskellen på de to veje, og hvorfor er vejen til fortabelse så bred? Udover det, taler jeg i starten om det man kalder den gyldne lov. Nemlig det Jesus siger om at vi skal gøre mod andre, som vi ønsker de skal gøre mos os. Det var dels noget folk i forvejen kendte til også dengang, men Jesus kommer med en ny vinkel som man ikke var så vant til.

Download eller hør den online her på siden. [display_podcast]

Categories
Hvem er Gud? Livet som kristen

Podcast:Bed søg og bank på

Jesus siger til os i bjergprædikenen at vi skal bede, vi skal søge og vi skal banke på hos Gud. For Gud vil vi skal søge Ham og Han ønsker at lukke op for os, og Han ønsker at vi har fællesskab med Gud i bønnen. Det skriftsted prædikede jeg over i vores husmenighed i Rødkærsbro her i søndags. Det som blev tydeligt for mig da jeg skulle forberede den prædiken, var at nøglen til at forstå det skriftsted er at Gud er god, og at Han vil være vores Fader og vel at mærke en god Far. Guds faderkærlighed kommer kraftigt til udtryk når Jesus taler om dette. Det er faktisk ret vigtigt for os kristne at vi ser Gud som vores Far, og ikke “kun” som Gud. Det er jo derfor at Jesus når Han underviser om bøn, siger at vi skal sige “Vor Fader”. Han er først og fremmest Gud, men tænk at den Gud som vi levede som fjender af, ønskede at være vores Far i stedet. Hvilken kærlighed viser det ikke fra Ham? Når vi ved dette, så giver det også mening at bede til Ham, søge Ham og banke på hos Ham. Men hvad er det vi kan forvente når vi gør det, det er hvad jeg forsøger at besvare i denne prædiken.

Categories
Kirke Livet som kristen

Omvendelse.dk’s Nytårstale: Hvor er de sande mænd?

Snart er dette år ovre, og et nyt starter om få dage. Her op til det nye år har jeg kigget tilbage på hvordan det er gået. Jeg har set på hvordan mit eget liv har udviklet sig, hvordan den som står nær mig har udviklet sig. Men også på hvordan flere folk som jeg normalt respekterer, tilsyneladende er gået åndeligt i stå eller tilbage, eller har givet op overfor den udvikling som størstedelen af kirken i Danmark følger. Jeg har også set hvordan folk som jeg troede var modne kristne, fremstå som folk der var umodne og uværdige hvilket er bedrøveligt at se.

Når jeg ser på kirkerne i Danmark i dag, så ser jeg en slående mangel på genfødte overgivne mænd som i deres liv med Kristus, viser modenhed, ydmyghed og bibelsk indsigt. Men vel at mærke således at det er tydeligt at det er folk der gør det fordi de har en stor kærlighed til Kristus, og fordi de frygter Kristus mere end mennesker, og alligevel elsker mennesker.  Det er sådanne mænd Gud vil have står som ledere af Hans kirke, men desværre er vi i en situation for tiden hvor den slags mænd er meget, meget svære at finde.

Jeg beder til Gud om at Han vil rejse mænd op til at stå som ledere af Hans kirke, for hvis vi ikke får det, så tror jeg det moralske forfald for både kirke og samfund vil fortsætte. Vi har brug sunde modne kristne som vi kan gå til, få vejledning af, som vil bede med os og for os, og har omsorg for dem som Gud har sat dem til at tage sig af. Mænd som forstår korsets budskab, og som udlever korsets budskab. Men jeg ved også godt hvorfor det er så svært at finde den slags mænd i dag. Svaret er at det koster at leve sådan et liv. Det koster en sit eget liv, og jeg må indrømme at jeg selv har svært ved at nå til det punkt hvor jeg kan sige ”jeg er parat til at betale den pris”. Jeg har mødt folk som har betalt prisen, og lever overgivent, og er modne, kærlige og ydmyge ledere af Guds kirke. Det er folk jeg ser op til, som jeg beundrer, og som jeg ville ønske der var flere af i Danmark. Men jeg ser også på de få jeg kender som er sådan, at de har betalt en pris at leve sådan, og prisen kan virke høj.
Må Gud give os nåde og give os mænd der er parat til at betale prisen for at stå i lederskab, og er parat til at modnes og blive modne, sunde ledere som elsker Gud og tager sig af dem som Gud har sat dem til at lede og tjene. Jeg ved det er en farlig bøn at bede, for det kan betyde at Gud kalder på en selv, og jeg ved ikke om jeg er parat til det endnu (hvilket jeg skriver selvom jeg er medleder af en menighed i Rødkærsbro). Alligevel vil jeg bede den og håber der er flere der vil bede den bøn. For det er der virkelig brug for, hvis vi skal have kirker der kan stå imod når den sande storm kommer, og det bliver virkelig vanskeligt. For hvis vi ikke kan stå imod den lille blæst der er nu, hvordan skal vi så kunne stå imod når det bliver værre? Har vi så ikke i endnu større grad brug for bibelske ledere der står fast på Guds ord, og er fyldt af Helligånd og kærlighed?