Categories
Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

Når den kristne er drevet af prestige og ikke Gud

Dan Turèll sagde engang at penge var det mest afhængighedsskabende stof, han nogensinde havde mødt. Det havde han måske ret i, men i kirkerne som jeg har været i, har der været en anden og farligere drivkraft tilstede i nogle folks liv. Det har været en drivkraft som jeg har kunne finde i både dårlige som gode kirker, og ingen kirker kan sige sig fri fra folk som ikke har været påvirket af netop denne. Jeg taler om drivkraften prestige.
Jeg har set hvordan folk der er drevet af at opnå prestige har ødelagt deres egne liv, deres familiers liv og selv hele kirkers liv. Jeg har set hvordan prestige er blevet tolket som åndelighed, selvom det i virkeligheden var folks egen kødelige drift. Og jeg har set familier blive opløst fordi en ægtemand og far var drevet af noget der så åndeligt ud, men i virkeligheden ikke handlede om andet end at andre folk skulle se op til ham.
Og lige præcis her dukker den sataniske del op i prestige. For umiddelbart kan prestige virke uskyldigt, men det handler om at andre folk skal se op til en på den ene eller anden måde. Men det var også prestige der drev djævelen til at vende sig imod Gud. Han var jo oprindelig en højtstående og smuk engel, men ville i stedet for at tilbede Gud, tilbede sig selv, og have andre engles tilbedelse (er billedligt fortalt i Ezikiel 28). Djævelen faldt fordi han kiggede mere på sig selv og sin egen skønhed. Reelt set var det lysten til at opnå prestige som gjorde at han faldt.

Prestige kan forklædes sig som Guds kald
Jeg kender folk som har droppet deres job, for at forsøge sig som prædikanter, men ikke fordi de var kaldet af Gud, men fordi de var kaldet af den lille kødelige del i deres sjæl der hed prestige. Lysten til at prædike handlede om noget helt andet end at prædike Guds ord, nej det handlede om at få folk til at se på en. Se hvilken prædikant jer er, se hvor god jeg er til at prædike levende, se jeg kan prædike så flere folk kommer i kirke for at høre den fremragende prædikant, se mig, se mig, se MIG!
Jeg har set fædre som var superdygtige til deres ellers gode job, smide det hele for at blive prædikant uden at Gud havde kaldet dem. Jeg har set de samme mænd bilde sig selv ind at de gjorde Guds vilje, mens deres familier faldt fra hinanden som sand imellem hænderne.
Jeg har set gode kristne, som brændte for at prædike evangeliet, gå efter prestigepositioner på deres arbejdspladser, eller ikke være tilfreds før de fik den rigtige ansættelse på en finere arbejdsplads. Du ved det sted hvor alle de andre i branchen ville ønske de var. Og jeg har set hvordan deres brand for at give evangeliet til andre, blev afløst af en brand for at få succes i denne verden, så folk kunne se på dem og sige ”se ham den kristne der, han gør det vel nok godt”. Jeg har set det, og jeg har set konsekvenserne af det. Både for dem der lykkes i at få prestigejobbet, men også for dem der brændte deres lys i begge ender af det, og fadede ud, for i sidste ende for at sidde udslidt og færdig tilbage.

Men jeg har også set hvordan præster som engang turde prædike sandhed, i deres kødelige lyst efter at få en prestigekirke har ændret på deres budskaber. Præsterne fandt så frem til lovende kirkevækstkoncepter, der skulle få flere til at komme i kirken. Jeg har set hvordan disse koncepter ikke har givet noget som helst andet end utilfredse kirkegængere, men jeg har også set at nogen kirker faktisk er vokset markant. Nogle af disse koncepter virker jo, for de er jo skabt til at skabe vækst. Men jeg har også set hvad der sker når præsten som tog initiativet til det, bliver ”kaldet” af en anden og større kirke til at komme og gøre det samme. Så falder det hele fra hinanden, og væksten som man havde, viser sig at blive en gammel ballon der engang var stor, spændstig og flot, men nu i stedet er blevet slatten, støvet og kedelig. Jeg har set at det hele var tomhed, og at det byggede mere på mennesker end det byggede på Gud og Hans sandhed.
De samme kirkers præster har jeg set blive hyldet af andre præster som offentligt har sagt tillykke, godt gået, og superarbejde til den succesfulde præst. Mens de samtidig glemmer at hvis væksten skyldes præsten og ikke Gud, så er det ikke en vækst der er værd at bygge på.

Guds sande kald
Gud har aldrig nogensinde kaldet os til prestige. Han har kaldet os til at være Hans børn, og han har kaldet os til at prædike evangeliet. Vores drivkraft skal ikke være lysten til at blive set, og anerkendt af andre. Vores drivkraft bør altid være at gøre Guds vilje, og gøre det til Hans ære. Det er ikke det nemmeste at gøre, for vi har alle noget kød i os som vil noget andet. Men er det ikke langt bedre end at ens drivkraft er at få andre til at se på Kristus, end det er at få folk til at se på en selv?

Categories
Kirke Kommentar til medierne

Hvad kan Stan Lee lære den moderne kirke?

Indrømmet, jeg bliver selv irriteret over præster der påstår vi kan lære af den ene og den anden sekulære person eller ideologi. For det skal ikke være denne verden der leder os, men Guds ord og Guds Ånd. Så undskyld til dig der ikke kan lide overskriften her. Men det skal heller ikke gøre os helt lukkede for at lære noget fornuftigt af denne verden. Og nu hvor det meste af Hypen over Stan Lees død (manden som står bag en stor del af Marvels superhelteunivers), kom jeg til at tænke på at Stan faktisk satte det sproglige niveau i hans tegneserier meget højt. Når man læser en af de gamle Jack Kirby/Stan Lee historier, så er det ikke usædvanligt at der blev brugt ord som man ellers ikke brugte i daglig tale. Ofte var det ord som kom fra gymnasie- og universitets-verdenen. Nogle af figurerne havde også helt shakespeareagtige dialoger, noget som man ellers ikke ville tænke ville passe til et tegneseriemedie. Men det var med fuldt overlæg at Stan Lee valgte dette. Han havde fundet ud af at mange af læserne var folk i tyverne som var under uddannelse, men samtidig var der også en mængde teenagere og børn der læste bladene. I stedet for at tænke at svære ord kunne skræmme de yngre læsere væk, så mente Stan Lee, at de jo ikke behøvede forstå det hele, og man kunne sagtens sørge for at det var spændende uden at alt blev forklaret på børneniveau. Det viste sig han havde ret. Her er hvad han sagde om dette i 1984:

”We used colleged-level vocabulary. We wanted to use words like proselytize, or misanthropic, we go a head and we do it, and we don’t worry about the young kids, and we find that they enjoy the stories as much as the older ones. But we encouraged the older audience to read comics to.” Sagt I et talkshow med Alan Thicke I 1984 (link).

Det er ikke fordi jeg ønsker at anbefale Stan Lee, eller hans historier, nogle af dem var spændende og gode, andre bare dumme eller skøre, og meget af Marvel blev i halvfjerdserne også til religionsblanderi o.l. Men om ikke andet så var manden en fantastisk kommunikatør. Han formåede i 7 årtier at kommunikere spændende indhold til en bred gruppe af folk. Og det gjorde han ikke ved at gøre sproget simpelt. Han troede faktisk på at hans læsere kunne læse, eller kunne blive bedre til at læse hvis de fortsatte med at læse. Han var ikke bange for at noget af det gik hen over hovedet på læserne, bare historierne var spændende nok. Og lige præcis her kan den moderne kirke lære noget.


For alt for mange steder er man bange for at prædike et budskab som bruger bibelske ord, for man ønsker ikke at skubbe folk væk med ”svære ord som ingen forstår”. Konsekvensen er flere steder at forkyndelsen er på et barnagtigt niveau, som der ikke er noget kød på. Præstens opgave er at forkynde Guds ord uden at gøre det nemmere at spise, og uden at gøre det så simpelt at der ikke er noget at tænke over. Præsten må godt bruge ord som folk ikke er vant til, men gør det endelig på en måde så folk får lyst til at finde ud af hvad det betyder.
Det er bedre at prædikanterne bruger et ordforråd som er bibelsk og rigtigt, end at de bruger ord som bare forsimpler vigtigt indhold fra bibelen. Når det er sagt, så må der selvfølgelig også godt være plads til begge dele, og gerne i den samme forkyndelse. Men det som Stan Lee gjorde var at have en spændende historie, og kommunikationen af den historie behøvede ikke gå ud over sproget. For hvis historien var spændende nok, så skulle læserne nok følge med selvom de ikke forstod alle ord. På samme måde har kirken noget der er langt mere spændende. For evangeliet er ikke bare en spændende historie, den er også sand, og selve det at Gud blev menneske for at redde os mennesker der i vores syndighed var helt fortabt, det er en fantastisk historie som er værd at fortælle. Så lad os fortælle evangeliet, og lad os gøre det rigtigt og så spændende at folk som ikke forstår hele evangeliet, dog får lyst til at lære mere om evangeliet så de forstår hvem Jesus er, og hvorfor Han kom til os.