Jeg havde i sidste uge, en snak over ZOOM (og dermed Coronafrit) med Jón Poulsen, som er pastor i Ølgod Valgmenighed. Han havde spurgt om han og jeg der kommer fra forskellig kirkebaggrund kunne samtale om hvornår kritik er i orden, og hvornår det kan komme ud på et vildspor. Men vigtigst af alt, hvad siger bibelen om dette emne. Det kom der en god længere snak ud af. En ting soom jeg syntes var ret givende ved denne samtale, er bl.a. at Jón som jo er uddannet teolog, og jeg som er uddannet økonom og matematiker, begge kan se at der er et behov for at kirkens folk er i stand til at tænke selv, og ikke bare tage alt for gode varer. Det er jo ikke meningen man blot skal lægge hele dette ansvar over på ens pastor. Men selv være tænkende og vurdere det man hører i lyset af Guds ord.
Men lyt selv og se om du også kan få noget ud af vores snak.
Category: Overfladisk kristendom
Der findes en underlig tendens hos kristne, der går ud på at at sige ordsprog så tit at man nærmest tror at det er Guds ord. Som dengang jeg kom i pinsevækkelsen, da fik jeg at vide at tungetale var et sprog som djævelen ikke forstod. Når jeg så spurgte folk hvor det stod henne, så var der ingen der rigtig kunne svare på det. Hvis der endelig var nogen der kom med bibelhenvisninger, så var det tydeligt at se at det intet havde at gøre med at djævelen ikke forstod tungetale. Men det skulle jeg åbenbart ikke spørge om sådan noget, for sådan var det bare. Selv min gamle erfarne præst ville ikke have at jeg stillede sådan nogle “voldsomme” spørgsmål som jo kunne undergrave gammel pinseteologi.
Nåh, men nu er det ikke for at hænge pinsefolk ud det her, men blot for at tage et eksempel som jeg havde erfaret fra min kirkelige baggrund. Men jeg har oplevet at der er masser af andre floskler som kan findes hos kristne som ikke har sit udspring i bibelen. For eksempel den her:
“Når Gud lukker en dør, så åbner Han et vindue”.
Den har jeg godt nok hørt rigtig mange gange, men jeg har aldrig nogensinde læst det i bibelen. Man havde jo heller ikke vinduer dengang på samme måde som man har i dag. Men er der alligevel ikke noget om snakken? For det meste vil jeg da sige ja. Ofte lukker Gud en dør for os, men viser os en anden vej i stedet. Men er det virkelig en lov eller regel at Gud altid åbner et vindue, eller en anden dør når han lukker en dør?
Slet ikke. Der er døre som Gud lukker uden at lukke nogen som helst andre op. Når Gud sender folk til evig fortabelse, så er der ikke nogen anden udgang. Døren er lukket, og lukket for evig. Og der kan være mange andre eksempler på at Gud ikke lukker nogle andre døre eller vinduer op, som ikke er helt så voldsomme. Men det er ikke noget Gud har lovet, men ja, Han gør det nogen gange, men ikke som en lov.
Men hvor har folk så udtrykket fra? Ja, i dette tilfælde er den kilde som jeg kan finde en egentlig ret god film fra Hollywood. Nemlig “The Sound of Music”: Her bliver det ovenikøbet sagt mindst to gange. Første gang da Maria forlader klosteret, og anden gang da hun snakker med den unge Liesl om kærlighed (som dog viser sig at visne hurtigt da den unge mand Liesl er forelsket i, er en glødende nazist).
Og ja det lyder rigtig dejligt, og hvordan kan man dog sige at det ikke skulle passe, når det lyder så smukt, og bliver sagt i så flot en musical?
Ikke desto mindre, så bør kristne bygge deres tro på det der står i bibelen, og ikke på floskler som lyder rare og smukke, heller ikke selvom de bliver sagt i en berømt Musical. Hvilket er svært for mig at acceptere, for jeg har virkelig en svaghed for de gamle musicals. Særlig dem med Fred Astaire og Gene Kelly. Men det har jo ikke noget med sagen at gøre.
Anyway, har du brug for at høre Maria sige de berømte ord, så er de her:
Livet er nogen gange hårdt, og nogen gange nærmest uudholdeligt. Personligt har jeg det som regel meget godt, men indimellem har jeg også haft både korte og lange perioder hvor jeg har set min egen svaghed og magtesløshed og spurgt “hvorfor Gud?”. Jeg ved om andre kristne som har gået igennem lignende ting, og jeg kender folk som har gennemgået langt værre ting end jeg har oplevet. Ting som man af naturlige årsager må undre sig over sker, fordi det kan være rigtig svært at se Guds vilje i det.
Jeg kender folk som har mistet deres ægtefælle i en ung alder, og er efterladt tilbage med små børn. Jeg kender folk som har mistet deres børn på den ene og anden forfærdelige måde, og folk som har mistet en af forældrene mens de var børn. Døden kan komme og hente os, når vi mindst venter det, og det er en voldsom måde at blive skilt fra dem vi elsker. I en sådan situation, står man med det store spørgsmål “Hvorfor Gud?”.
Har stadig Jesus
En kvinde som havde mistet sin mand, sagde at hun havde dog ikke mistet klippen. Hun havde stadig Jesus. Det er en vigtig sandhed for os kristne, at om alt andet falder, så har vi stadig Jesus som vores klippe at holde os til. Om alt andet forsvinder som sand imellem vore hænder, så har vi en klippe at holde fast i. Job opgav ikke sin tro, selvom han mistede alt hvad han havde (hvis man ser bort fra hans kone, som anbefalede ham at forbande Gud og dø). Jobs tro og den ære han gav til Gud under hans trængsel viser at en kristne går igennem hårde tider. Men den viser også at det er afgørende vigtigt er at vi stoler på Gud, og giver Ham ære under hårde såvel som gode tider. Jobs tro betød ikke at han troede det var hans egen skyld det som skete. Hvilket det jo heller ikke var. Nogen af hans venner som kom for at trøste ham, påstod faktisk at det skyldtes ham selv, at det var Guds straf over ham, eller at der var synd i hans liv siden det skete. Job var klogere. Dårlige ting sker også for Guds børn, og bare fordi man er kristen, behøver man ikke have krav på et liv uden modstand. Jobs tro på Gud var dyb og rodfæstet, og det skal en kristens tro også være!
En overfladisk tro på Gud vil ikke hjælpe når der kommer trængsler og modstand. En tro som bare er baseret på at det er fedt at gå i kirke og synge sange med pop og rock rytmer. Den kan heller ikke bygge på overfladiske prædikener som handler om at tro på sig selv, eller at finde sit formål med livet. En tro som ikke er baseret på Guds ord, og ikke viser hvem Gud er, kan ikke hjælpe os her. Men en tro som er baseret på sandheden, og gør at man ved hvem Gud er, og ved hvad Han har gjort på Golgatas kors i vores sted, er en tro der kan hjælpe os når vi oplever modstand.
Det betyder ikke at vi får alting forklaret. For hvordan skulle jeg dog kunne forklare at det var godt at man mistede sin hustru i en dødsulykke, eller at barnet døde af en uhelbredelig sygdom, eller mistede sit job på det mest forfærdelige tidspunkt o.l.? Det er jeg ikke istand til at forklare, og nogen gange tror jeg kun man gør skade ved at forsøge at forklare det. Hvad vi har brug for at forklare er at Guds kærlighed og nåde er den samme hvad enten vi oplever ørkenvandring, eller oaser.
I 1962 fik jazzfolket i Danmark øjnene op for en ung pige på 16 år. På Jazzklubber i Århus kunne man høre hende synge nogle af de smukkeste og sværeste jazzsange. Folk med forstand på jazz var rystet over hendes talent. Hun sang som en kvinde med 50 års livserfaring, men hun var jo kun 16 år og gik vist nok på realskolen dengang. En ting er at synge jazz, en anden ting at synge det smukt og rent. Men at synge teksterne som om det var ens egne tekster, og som om det var noget man selv havde oplevet igennem livet og så alligevel kun være 16 år, ja, det er noget helt usædvanligt. Dengang var Birgit Lystager meget klar i mælet om hendes valg af Jazz. Hun syntes det var mere levende og frit at synge over. Hvorimod at pop ikke gav de samme muligheder for at improvisere ifølge hende. Ja, faktisk sagde pop-musik hende ikke noget. Det var for stift og gav hende ikke musikalsk udfordring. Så mange tænkte dengang at frk. Lystager ville få en lysende fremtid inden for jazz. Hun kunne måske blive Danmarks svar på Monica Zetterlund, eller Ella Fitzgerald.
Det skulle dog ændre sig. Fem år senere begyndte Lystager at indspille pop musik fra dansktop repertoiret. Ikke at der er noget galt med dansktop musik, det kan sådan set være fint nok. Men at gå bort fra jazzen som hun var så eminent til, og i stedet tjene ”de fede penge” på dansktop-musik var lidt som at sælge sin sjæl. Hun fik dog en af dansktoppens største hits med ”Smilende Susie”, og flere med.
Hun vendte nogen gange tilbage til at synge lidt jazz indimellem i halvfjerdserne, men ilden var væk. Hun havde slet ikke den karisma og intensitet over sin sang, som den hun havde før hun gik over til dansk top musikken. Jazzen var død i hende, og var blevet dræbt af den samlebåndsmaskine som dansktop-musikken var i halvfjerdserne.
Præsterne der endte som Birgit Lystager
Ok, jeg kan som jazz-interesseret være irriteret over at Danmark mistede et talent som Birgit Lystager. Det er jo kun musik. Men det som irriterer mig endnu mere er alle de præster som startede med at være brændende i ånden, og som mente det var vigtigt at prædike Guds ord, men som i dag er faldet for det som giver mest popularitet. Alt for mange præster i dag er som om de er blevet ramt af et Birgit Lystager syndrom. Der var engang hvor de elskede Guds ord, elskede at forkynde det klart og rent. Men i takt med at de steg i graderne, og kunne se at deres netværk og popularitet kunne udvides ved at sige de rette ord til de rette personer, mistede de den sande forkyndelse. Alt for mange gange har jeg set dem udskifte den gode forkyndelse med smarte amerikanske kirkevækstkoncepter som bygger på pop-psykologi og underholdning. Koncepter som tiltrækker mennesker, men er uden ordets sande forkyndelse. De præster som engang turde prædike Guds ord, men som har vendt sig til det nye og smarte, kender jo stadigvæk skriften, og kender evangeliet. Og det er deres største dom. At de kender det, men ikke prædiker det. Det er som om at når de en sjælden gang forsøger at prædike det, så er de som Birgit Lystager forsøg i halvfjerdserne på at synge jazz. Der er ikke længere liv i det. De brænder ikke for det, for de udskiftede Guds ord, med menneskers værk. De har mistet det.
Nåh til dem der godt ville høre Birgit Lystager synge Jazz i sine unge dage, så er det meget svært at finde. Danmarks Radio har nogle live-optagelser liggende fra tredserne, så man kan kun håbe de bliver frigivet engang. Det jeg har hørt af de optagelser er så godt, at jeg nærmest føler mig sømmet fast til muren. På samme måde har jeg hørt gode bibeltro prædikener fra brændende unge forkyndere der ramte, der i dag blot prædiker det samme overfladiske pop-psykologi som de fleste andre.
Der er brug for forkyndere der holder fast i den gode forkyndelse, ligegyldig hvad der end foregår i kirkerne, og hvor meget modstand den sande forkyndelse end vil give.
Det var grundlæggeren af Frelsens hær William Booth der sagde; ”Den største fare ved det tyvende århundrede vil blive religion uden Helligånden, Kristendom uden Kristus, tilgivelse uden omvendelse, frelse uden vækst i ånden, politik uden Gud, og Himlen uden Helvede”.
Desværre har Williams Booths profeti vist sig at passe. I dag er mange kirker glade for at der ikke bliver talt om negative ting i kirken. ”Vi er en positiv kirke, der fokuserer på det gode i livet” siger de stolt. Men kirker der taler sådan har slet ikke fattet hvem Gud er, og slet ikke hvem Jesus er. De er fortabte, fordi de prædiker et halvt evangelium. De vil hellere være smarte og have moderne kirker, med lækker teknologisk udstyr, der kan vise de kirkefremmede, at de er en moderne kirke der følger med tiden. (Forstå mig ret jeg har ikke noget imod Powerpoint og god lyd, men ofte er det det der er fremtrædende frem for en ordentlig forkyndelse).
Samtidig beklager de samme kirker sig over at Guds ord ikke ser ud til at virke, som det gjorde engang. De begrunder det med at vi lever i en ny tid, og at verden er hård. De tager fejl. Vi i vesten lever aldeles ikke i en hård verden. Vil de have en hård verden, så tag til Nordkorea. Det er det hårdeste land at være kristen i, i hele verden. Grunden til at det Guds ord de taler ikke virker, er at det ikke er Guds ord de prædiker. De prædiker deres egne ord. De tager det ud af skriften som de ikke kan lide, og lægger det til som de godt kan lide.
Sagt på en anden måde, de bøjer Guds ord. Men hvis vi bøjer et sværd, vil det så ikke miste sin brugbarhed? Selvfølgelig vil det det, og det er også det der sker når kirker vælger at vrage dele af skriften, og kun fokusere på ”den positive del”. Eller den del der kan lyde smukt, men ikke koster noget at forkynde.
Vil du opleve at Guds ord er skarpere end noget tveægget sværd, der trænger igennem sjæl og ånd, som der står om i Heb. 4.12. Så brug Guds ord som Guds ord er!
Læs hvordan de gamle evangelister talte ordet. Læs Charles Spurgeon, John Wesley, Martin Luther, Paulus, men allermest Jesus Kristus. Du vil lægge mærke til at der er en ting der går igen. Det var et klart og tydeligt evangelium der blev forkyndt. Ikke et halvt evangelium, men et helt evangelium, med fokus på både det positive og det negative. Både Himlen og Helvede, tilgivelse og omvendelse. De prædikede sandheden og holdt ikke ubekvemme sandheder tilbage.
Lad dig ikke forføre af moderne kristendom, for alle forsøg på at gøre kristendom moderne har været mislykkede. De så måske smarte ud dengang, men de døde igen og igen. Det er kun den sande kristendom der har sejret. Den som ikke fokuserer på at være smart, men på at forkynde det fulde og sande Guds ord.
Jeg har efterhånden læst i bibelen mange gange, men jeg har endnu ikke fundet det skriftsted, hvor der skulle stå, at hvis man beder Jesus om at komme ind i sit hjerte, så er man frelst.
For det viser sig at det heller ikke står i biblen. I stedet for står der, at man skal omvende sig, erkende sin synd og tro på evangeliet om Jesus Kristus. Det er også det, Jesus starter med at prædike i Markusevangeliet 1.15:
“Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”
Desværre er det ikke det, vi hører, når prædikanterne af i dag indbyder folk til at blive frelst. Jeg hørte engang en meget kendt dansk forkynder, der efter at have bedt for syge, sagde: “det her med Jesus, det kan også blive en del af dig. Det er ikke så svært, du skal bare række din hånd op og gentage denne bøn”. Og så kom hans bøn, som ikke omhandlede synd, heller ikke omvendelse og heller ikke korset. Nej, den handlede bare om at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte, og så var man frelst. Lidt ligesom instant coffee. Nemt og billigt nok til at man ikke gider tænke over det. Jeg tror, at fyrre mennesker rakte hånden op. Og menigheden der var superbegejstret for, at fyrre sjæle var blevet frelst – troede de. Men nej, det var ikke frelst, og det viste sig også bagefter, da det var de færreste af dem, der efterfølgende begyndte at komme i kirken. Og dem, der begyndte at komme faldt også hurtigt fra, og til sidst var der ikke nogen tilbage.
Hvad var der galt? Ja, for det første havde prædikanten misforstået, hvordan man bliver frelst. Det kan ikke ske uden omvendelse. Han havde ikke fortalt, hvorfor vi er syndere, der har brug for at omvende os fra os selv og give vore liv til Jesus.
Desværre er denne prædikant ikke en enlig svale. Hans metode er efterhånden blevet normen for, hvordan man prædiker evangeliet i dag. Prædikanterne i langt de fleste kirker kender ikke Guds ord, og mange af dem, der kender det, vælger at bøje det, så det passer ind i en moderne verdens forståelsesmønster.
Gid disse prædikanter ville omvende sig og prædike Guds ord som Guds ord er. Ligesom Martin Luther, Charles Spurgeon, John Wesley og Paulus gjorde. Ellers gør vi Guds ord harmløst og virkningsløst, og hvad skal vi så bruge det til?
En af de mest kendte pastasaucer fra Italien hedder Ragu Alla Bolognese. I Danmark kalder vi den bare bolognesesauce, og serverer den med spaghetti hvilket en italiener aldrig ville. De serverer den med tartiatelle (båndpasta). Det er en enkel pastaret med en kødsauce baseret på oksekød og tomater. Mange tror at det er en bolognesesauce de laver, når de har stegt noget kød, og derefter hældt et glas tomatsovs udover, og lader det simre i 10 minutter. For det står der jo på bologneseglasset at man skal gøre. Men det har intet med en sand bolognese at gøre. Det ligner en bolognese, det har de samme ingredienser som en bolognese, men den smager ikke som en bolognese, selvom dens duft for den utrænede næse kan minde derom. Det man har lavet er en parodi på en bolognese, og en god ægte italiensk kok vil ikke godkende det som bolognese. Han vil nok gå med til at kalde det kødsauce, men slet ikke bolognese. Så hvad er der galt?
Der er det galt, at man i en hurtig forbrugerkultur har glemt hvordan man laver en sand bolognese. Man starter med at bruner det hakkede oksekød. Smag til med salt og peber (italienske krydderier kan også godt godkendes), og slut af med at hælde tomatpuree med vand i. Evt. kan man hælde nogle flåede tomater i, i stedet. Nu kommer det vigtige element for en sauce bolognese. Den skal simre mindst 1½ time. Mange mener at den skal have mindst 2 timer, men så er den også færdig. Hvis den kun har kogt i 10 minutter kan man ikke kalde det for en bolognese, for den vigtige proces som sker ved langtidssimring kan ikke ske på blot 10 minutter.
Det der skal ske er at oksekødets bindevæv (collagen) skal frigøres. Det er collagen der gør at kød er sejt. Derfor skal kød fra en gammel ko have lang tid, mens kød fra en kalv skal have kortere tid. Normalt ved tilberedning af hakkekød tænker man ikke på dette, fordi man har skåret kødet ud i en slags fortyggede bidder. Men det collagen som er i kødet, skaber en smag i saucen som er helt unik for langtidstilberedt oksekød. Den smag skal der være i en bolognese for at man overhovedet kan kalde det for en bolognese.
Vi har alt for travlt til det, tænker nogen når de hører at det tager mindst to timer at tilberede en bolognese. Okay, jeg kan godt gå med til, at det ikke er et stort afgørende punkt for nogle folks livskvalitet, om deres bolognese er sand eller falsk. Men det er et stort problem at vi har glemt hvordan man bliver frelst. For det har betydning for hvor mennesker skal ende i evigheden. Det er de færreste i kirkerne der i dag ved hvordan man bliver frelst. Man har en idé om det, men efter test viser det sig at rigtig mange ikke har den fjerneste idé om, hvorfor eller hvordan man bliver frelst. Man har i stedet en idé om hvordan en kristen skal se ud. Derfor prøver man med diverse discipelskabsprogrammer at få folk til at ligne kristne. For hvis vi synes de er kristne, så håber vi at Gud også vil synes det. Men Gud ser ikke på det ydre, han ser efter om vi er blevet født på ny. Bibelen siger at den som ikke er født på ny, kan ikke komme ind i Guds rige, ja man kan ikke engang se Guds rige. Og hvis folk ikke bliver født på ny, fordi kirken ikke længere ved hvordan og hvorfor man skal blive kristen, så dør folk uden evangeliet og uden Jesus.
I stedet for at forkynde et budskab der gør, at folk forstår hvorfor de har brug for at omvende sig, og kan se at de har brug for at Gud føder dem på ny. Så har vi i stedet valgt at bilde folk ind, at de bliver kristen ved alle mulige andre ting, som bibelen ikke på noget tidspunkt har godkendt som frelsende.Vi har fået noget der er meget værre end falsk bolognese. Vi har fået falske kristne i kirken. Falske kristne som ovenikøbet selv tror de er kristne, for det har de jo fået at vide at de er. Men i stedet er de døde i deres synder, og går en forfærdelig fremtid i møde, fordi en kirke der har glemt det originale budskab, ikke har advaret imod den kommende dom.
Kirken er nødt til at forkynde et klart budskab, som viser hvorfor vi har brug for Jesu frelse, og hvordan vi kommer til at tilhøre Ham. Det kræver at vi lever op til den bibelske forkyndelse, og ikke laver en parodi der svarer til mange danskeres forsøg på at lave en bolognese. Vi skal prædike det sande og fulde budskab, og ikke et halvt.
Jesus sagde at ”den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”. Første gang jeg læste det, tænkte jeg at så hårdt mente Jesus det nok ikke. Men efterhånden som jeg læste videre i bibelen, fandt jeg ud af at det virkelig var sandt, og Han mente det meget alvorligt. På det tidspunkt havde jeg ikke taget mit kors op. Jeg havde heller ikke valgt at følge Jesus. Jeg levede mit eget liv, derfor var det også hårdt for mig at læse. Men jeg kaldte mig alligevel for en kristen. Men Gud vidste bedre, og viste mig at jeg tog fejl og at jeg ikke tilhørte Ham. Netop fordi jeg ikke havde omvendt mig, og betalt den pris det koster at være en kristen.
Koster ikke Gratis?
Men hov, er frelsen da ikke gratis? Til dels ja, og til dels nej. Ja, den er gratis fordi vi får den fuldstændig ufortjent, og kan ikke gøre noget for at få den selv. Det er Gud der tilbyder os den, og vi kan ikke få den hvis ikke Gud kalder på os og derved tilbyder os frelsen. Men samtidig har den en pris, for vi kan ikke få den hvis ikke vi vender om fra os selv og giver vore liv til Jesus. Prisen for at blive et Guds barn er at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus Kristus. Vi skal altså betale med vore egne liv. Det kan virke som en ret stor pris. Den virkede stor for mig da jeg omvendte mig, på trods af at det liv jeg levede var ynkeligt, syndigt og fortabt på samme tid. Jeg var ikke en der var værd at sætte sine penge på, for jeg så ikke ud til at have en fremtid. Alligevel syntes jeg det var en stor pris at betale, for jeg elskede mit eget liv.
Jeg elskede min synd, men jeg kunne også godt se at den synd jeg elskede gjorde at jeg var adskilt fra Jesus som jeg ellers snakkede så meget om. Men om vi lever et liv i succes og rigdom, eller i gennemsnits omstændigheder med et gennemsnitligt job og en gennemsnitsløn, eller lever på bunden af samfundet, så føles det at vende sig fra sit eget liv altid som en stor pris at betale.
“Nævn prisen”
Jesus sagde det havde en pris at følge Ham, og det skal vi også sige. Men hvis vi ikke siger det har en pris, eller vi ikke mener det er nødvendigt at fortælle om den pris, så bedrager vi os selv. Men vi bedrager også dem som hører på os, hvis vi ikke sørger for at gøre opmærksom på den pris det er at følge Jesus. Vi giver dem billig nåde, uden omkostninger. Noget som vi ikke er blevet bedt om at prædike. Det kan godt være folk prøver at forhandle med Gud om de ikke kan betale en mindre pris. Det er ikke unormalt at folk forsøger det. Det gjorde jeg selv, men fandt ud af at på det område var der ikke noget at forhandle om!
Køb ikke en dårlig kopivare
Noget jeg har tænkt over på det sidste er hvor nemt det er at glemme dette. Vi har en tendens til at sige god for den ene og den anden forkynder som formår at prædike på en ny og mere moderne måde. De kan måske prædike så kristendom bliver et logisk valg, en fornuftig beslutning, det sidste du lige mangler at gøre for at få et komplet liv og andre lignende argumenter. Men ofte bliver den slags forkyndelse blot til et billigt evangelium, hvor det koster ikke noget særligt.
Men evangeliet koster. Jesus Kristus udgød sit blod og betalte med sit liv da Han blev knust af den vrede som Gud ville sende over mig, hvis jeg skulle stå alene foran Ham på dommens dag. Det var den højeste pris Jesus betalte og den blev betalt på Golgatas kors! Hvis Jesus var parat til at betale så høj en pris, burde vi så ikke også være istand til at betale den pris vi skal betale? Nemlig vore ynkelige og syndige liv. Hvad enten vi er taberagtige eller ej i verdens øjne, så er det en lav pris at betale i forhold til Hans pris.
Til dig der er i tvivl om du har betalt prisen Hvis du ikke er sikker på om du er en kristen, eller hvis du synes det er hårde ord jeg kommer med her, eller du måske bare synes at der er noget her du ikke helt forstår. Så vil jeg anbefale dig at høre den måske vigtigste prædiken jeg har holdt. Jeg har prædiket mange gange, men hvis jeg vidste at jeg kun havde en prædiken tilbage, så er det denne prædiken jeg ville holde. Du kan høre den på dette link og jeg håber du får de svar du mangler. Her er linket: https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-vigtigt-82.htm
Dan Turèll sagde engang at penge var det mest afhængighedsskabende stof, han nogensinde havde mødt. Det havde han måske ret i, men i kirkerne som jeg har været i, har der været en anden og farligere drivkraft tilstede i nogle folks liv. Det har været en drivkraft som jeg har kunne finde i både dårlige som gode kirker, og ingen kirker kan sige sig fri fra folk som ikke har været påvirket af netop denne. Jeg taler om drivkraften prestige.
Jeg har set hvordan folk der er drevet af at opnå prestige har ødelagt deres egne liv, deres familiers liv og selv hele kirkers liv. Jeg har set hvordan prestige er blevet tolket som åndelighed, selvom det i virkeligheden var folks egen kødelige drift. Og jeg har set familier blive opløst fordi en ægtemand og far var drevet af noget der så åndeligt ud, men i virkeligheden ikke handlede om andet end at andre folk skulle se op til ham.
Og lige præcis her dukker den sataniske del op i prestige. For umiddelbart kan prestige virke uskyldigt, men det handler om at andre folk skal se op til en på den ene eller anden måde. Men det var også prestige der drev djævelen til at vende sig imod Gud. Han var jo oprindelig en højtstående og smuk engel, men ville i stedet for at tilbede Gud, tilbede sig selv, og have andre engles tilbedelse (er billedligt fortalt i Ezikiel 28). Djævelen faldt fordi han kiggede mere på sig selv og sin egen skønhed. Reelt set var det lysten til at opnå prestige som gjorde at han faldt.
Prestige kan forklædes sig som Guds kald
Jeg kender folk som har droppet deres job, for at forsøge sig som prædikanter, men ikke fordi de var kaldet af Gud, men fordi de var kaldet af den lille kødelige del i deres sjæl der hed prestige. Lysten til at prædike handlede om noget helt andet end at prædike Guds ord, nej det handlede om at få folk til at se på en. Se hvilken prædikant jer er, se hvor god jeg er til at prædike levende, se jeg kan prædike så flere folk kommer i kirke for at høre den fremragende prædikant, se mig, se mig, se MIG!
Jeg har set fædre som var superdygtige til deres ellers gode job, smide det hele for at blive prædikant uden at Gud havde kaldet dem. Jeg har set de samme mænd bilde sig selv ind at de gjorde Guds vilje, mens deres familier faldt fra hinanden som sand imellem hænderne.
Jeg har set gode kristne, som brændte for at prædike evangeliet, gå efter prestigepositioner på deres arbejdspladser, eller ikke være tilfreds før de fik den rigtige ansættelse på en finere arbejdsplads. Du ved det sted hvor alle de andre i branchen ville ønske de var. Og jeg har set hvordan deres brand for at give evangeliet til andre, blev afløst af en brand for at få succes i denne verden, så folk kunne se på dem og sige ”se ham den kristne der, han gør det vel nok godt”. Jeg har set det, og jeg har set konsekvenserne af det. Både for dem der lykkes i at få prestigejobbet, men også for dem der brændte deres lys i begge ender af det, og fadede ud, for i sidste ende for at sidde udslidt og færdig tilbage.
Men jeg har også set hvordan præster som engang turde prædike sandhed, i deres kødelige lyst efter at få en prestigekirke har ændret på deres budskaber. Præsterne fandt så frem til lovende kirkevækstkoncepter, der skulle få flere til at komme i kirken. Jeg har set hvordan disse koncepter ikke har givet noget som helst andet end utilfredse kirkegængere, men jeg har også set at nogen kirker faktisk er vokset markant. Nogle af disse koncepter virker jo, for de er jo skabt til at skabe vækst. Men jeg har også set hvad der sker når præsten som tog initiativet til det, bliver ”kaldet” af en anden og større kirke til at komme og gøre det samme. Så falder det hele fra hinanden, og væksten som man havde, viser sig at blive en gammel ballon der engang var stor, spændstig og flot, men nu i stedet er blevet slatten, støvet og kedelig. Jeg har set at det hele var tomhed, og at det byggede mere på mennesker end det byggede på Gud og Hans sandhed.
De samme kirkers præster har jeg set blive hyldet af andre præster som offentligt har sagt tillykke, godt gået, og superarbejde til den succesfulde præst. Mens de samtidig glemmer at hvis væksten skyldes præsten og ikke Gud, så er det ikke en vækst der er værd at bygge på.
Guds sande kald
Gud har aldrig nogensinde kaldet os til prestige. Han har kaldet os til at være Hans børn, og han har kaldet os til at prædike evangeliet. Vores drivkraft skal ikke være lysten til at blive set, og anerkendt af andre. Vores drivkraft bør altid være at gøre Guds vilje, og gøre det til Hans ære. Det er ikke det nemmeste at gøre, for vi har alle noget kød i os som vil noget andet. Men er det ikke langt bedre end at ens drivkraft er at få andre til at se på Kristus, end det er at få folk til at se på en selv?
Mange har glemt hvad korset egentlig er og var, og hvad det betød for den oprindelige kirke. Selv kristne har gjort korset til et ydre tegn, som vi synes ser flot ud. Men vi glemmer at budskabet om Jesu død på korset er et livsforvandlende budskab. Korset var der hvor Jesus bar vor synd, hvis vi ville tage imod Ham som vores Herre og give vore liv til Ham. Og det budskab er vigtigt at holde højt altid.
Men hvis korset bare bliver til en pyntegenstand, så bliver korset jo bare til dårskab. Hvilket er noget djævelen vil forsøge at få folk til at se det som. Det er også hvad filmproduceren Eric Holmberg i nedenstående video viser sker flere steder i den moderne musik. Han tager her eksempler op hvor han viser hvordan nogle af disse musikere, nedgør korset, og istedet ophøjer sig selv. Korset bliver bare til noget accessori, og ikke det sted hvor vi kan finde Jesu frelse.