Categories
Bibelen Kirke podcast Prædikener

Hvad og hvem er kirkens autoritet? Podcast

I gør søndag prædikede jeg til gudstjenesten i vor kirke. Jeg holdt en lille pause fra den serie jeg kører om Jesu breve til de syv menigheder. Denne gang valgte jeg istedet at prædike særlig udfra dette skrifsted:

“Et råd fra Akitofel havde dengang samme værdi som et svar fra Gud. Så meget betød Akitofels råd for både David og Absalom.” Anden Samuelsbog 16.23

Det blev nogen ganske grundlæggende principper jeg kom ind på, som både kan bruges i kirken og i verden. For hvad er det lige der gør at en mand som denne Akitofels råd, var ligeså værdifulde som et svar fra Gud? Og hvordan skal vi forholde os til folk som vi anser for at have samme position i dag? For dem findes der flere af, end vi lige går og regner med. Og hvad hvis det de siger ikke er i overenstemmelse med bibelen, hvad skal vi så bygge på?

Dette er undervisning som er grundlæggende for en kristen at kende til. Så derfor hvis du ikke ved hvad du skal gøre når din præst taler i modstrid med bibelen, så er denne prædiken den du bør høre.

Categories
Hvem er Gud? Korset Livet som kristen Omvendelse Synd

Er evangeliet ikke nok for os?

I denne sommertid hvor kirkelejre mange steder bruger mere tid på at fokusere på latteroplevelser, diskofest, seje koncerter, gennemgang af udkristelige bøger som om de var gode etc, end de bruger tid på at prædike Guds ord, opstår der et vigtigt spørgsmål. Er evangeliet ikke nok for os, siden vi har brug for at krydre det med så mange fordærvede smagsstoffer? Elsker vi virkelig ikke Jesus mere, end at vi er nødt til at gøre så mange mærkværdige anstrengelser for at fastholde folk i kirkerne? Paul Washer har en forklaring på hvorfor evangeliet er nok for ham. Tør vi svare på om evangeliet også er nok for dig og mig?

Categories
Uncategorized

Priser for dagsbesøgende til Voddie Baucham

Der er ikke flere pladser til overnattende gæster på vores konference med Voddie Baucham. Men hvis du stadig godt vil komme er der mulighed for at komme som dagsgæst istedetfor. Her er priserne for den form for besøg. Husk at aftensmøderne stadig er gratis, samt det efterfølgende Q and A møde (Questions and Ansvers) efter kaffen. Se mere om lejren her: http://www.tilbagetilbibelen.dk/?p=279

Kirkefremmede
Hvis man overvejer at tage kirkefremmede med til møderne om aftenen, kan det godt anbefales herfra. Det er ikke deciderede vækkelsesmøder, men Voddies forkyndelse er således at evangeliet er en helt naturlig del af det. Hvilket det også skal være. Så man kan godt forvente at folk næsten lige meget hvad, vil få en god og klar definition af evangeliet. Og her er en rigtig god anledning til at tage en god ven med, som kan høre evangeliet forkyndt af en der tager det alvorligt og anser bibelen for at være fuldt ud troværdig.

Priser ved besøg på konferencen uden overnatning

Hele lejren:
Voksne uden overnatning: 400 kr.
Studerende uden overnatning: 250 kr.
Børn 7-14 år uden overnatning: 150 kr.
Børn 0-6 år uden overnatning: gratis

Dagbesøg:
Voksne: 200 kr.
Studerende: 150 kr.
Børn 7-14 år: 50 kr.
Børn 0-6 år: gratis

En halv dag: halvdelen

Aftenmøde & kaffe: gratis

Categories
Forvirret lære Kirke

Dårlige metoder til at finde ud af om en kirke er god

En Pastor ved navn David Foster fra en kirke i Nashville har skrevet en liste, der gør at vi andre stakler som ikke selv kan finde ud af om en kirke er god, nu har fået et redskab dertil. Jeg kender ikke David Foster, og ved ikke hvad han ellers står for. Men jeg syntes det var ret tragikomisk at læse hans liste over, hvordan man kan finde ud af, om en kirke er god. Hans metoder/anbefalinger er fremhævet med fed skrift, mens jeg lige har skrevet nogle strøtanker nedenunder dem. Her er hvad han siger:

Ønsker folk mig velkommen som et job eller som en glæde?
Ja, det er da sikkert fint nok at blive budt ordentlig velkommen. Men jeg besøgte engang en Jehovas Vidners Rigssal fordi der var nogen der ville snakke med mig om Gud og bibelen. Derinde fik jeg den største velkomst jeg nogensinde har fået før. Jeg tror omkring 90 % af den forsamling kom og gav mig hånden meget smilende (dvs cirka 110 personer). Det virkede faktisk ikke særlig påtaget. Jeg følte mig virkelig velkommen. Men kan jeg bruge den fantastiske velkomst til at godkende Jehovas Vidners rigssal som en god kirke?

Ser stedet ud som om de forventer mig?
Øhh jeg er altså ikke nogen VIP, jeg kan da godt selv finde ud af at finde mig et sted at sidde ned. Jeg er ikke så vigtig at der skal være en velkomstkomite til at forestå den slags for mig.

Er der spirituel musik mens folk samles i kirken?
Nåh ja, for hvis der ikke er spirituel musik mens jeg prøver at finde min plads, så vil jeg jo slet ikke komme i den rigtige stemning til at høre forkyndelsen. Hvor må det have været svært for de første menigheder, for de havde jo ikke cd-afspillere og store smarte højttalere. De havde nok hyret et orkester istedet, så folk kunne komme i den rette stemning, før de satte sig ned.

Bevæger musikken mig?
Ja det er godt nok vigtigt. Der skal være fed musik, teksterne betyder ikke så meget, bare jeg får gåsehud af musikken, for så kan jeg jo sige at jeg havde en “åndelig oplevelse”. For er det ikke det vi plejer at sige vi fik, når vi har haft en åndelig oplevelse? Man kan nogen gange undre sig over at Jesus ikke havde et lovsangsband på før han startede bjergprædikenen. Hvorfor gjorde Jesus det ofte helt forkert i forhold til visse pastorers moderne anbefalinger?

Smiler præsten?
Uha det er godt nok rigtigt. Hvis præsten ikke smiler, så må der bestemt være noget galt. At han ikke kan finde ud af at prædike et klart bibelsk budskab betyder jo ikke så meget. Men hvis han smiler så er alt jo godt. Ham der Joel Osteen han smiler jo også rigtig meget, og ham er der da ikke noget i vejen med, vel? (Ellers kan du jo prøve at skrive Joel Osteen i søgefeltet ude i siden og finde ud af det).

Indeholder prædikenens titel et relevant emne som jeg er interesseret i?
Nå ja det kan jeg da godt se er vigtigt. For kirke handler jo kun om mig, mig og så mig og hvad JEG er interesseret i.

Taler præsten med ydmyghed og autoritet?
For om han taler sandhed betyder jo ikke noget. Ham der Dalai Lama, han er da godt nok ydmyg, og har åbenbart meget autoritet når folk vil høre så meget på ham som de gør. Men ja ydmyghed er en god ting, hvis den bygger på en overgivelse til Kristus. Og det ville være rart hvis præsten ikke taler med sin egen autoritet, men forstår at det er bibelen der er en autoritet, og ikke ham selv!

Føler jeg Guds nærhed?
Hvis jeg ikke har kunnet føle Guds nærhed i kirken, så må der da bestemt være noget galt. For kristendom det er jo bare en følelse som ikke kan forklares, er det ikke?

Er gudstjenesten under 71 minutter?
For jeg er jo ved at dø af kedsomhed, med det samme der er gået mere end 71 minutter. Hvorfor ved pastorer ikke at det er videnskabeligt bevist at gudstjenester ikke må være mere end 71 minutter. Kirker med så lange gudstjenester mister medlemmer. Så det er jo ikke godt for væksten.

Categories
Falsk Lære Kirke

Pinsevækkelsen der ikke lærte af sine fejl

Jeg har tænkt lidt over den sørgelige udvikling der ses i pinsevækkelsen, nu hvor de har inviteret to falske profeter som Carol og John Arnott til deres sommerstævne. Måske er det forkert at kalde det udvikling, for det er jo ikke første gang at de inviterer en gæstetaler eller to som er så langt væk fra bibelsk kristendom som dem. Jeg har flere eksempler, men nu vi er ved folk som Carol og John Arnott, kom jeg særlig til at tænke på dengang midt i halvfemserne, hvor de havde inviteret to Wineyard prædikanter, der skulle “lære” os at få åndsfyldte lattergaver o.l. Med andre ord var det noget der kraftigt lignede det Arnott også står for.

Jeg kan huske at det der slog mig mest ved de to Wineyard prædikanter var en slående mangel på at tale om Jesus og hvad Han har gjort for os. Det var åbenbart ikke det der interesserede dem at tale om. Istedetfor skulle vi høre hvorfor det var godt at få latterkramper og at vi kunne risikere at man ikke kunne stoppe igen, og vi skulle ikke se ned på dem der kom til at grine hele natten. Men istedetfor være åbne for hvad ånden gjorde. Ja, det var ikke meget bibelundervisning vi fik fra dem.

Men så skulle vi danne en stor rundkreds og holde hinanden i hænderne. Hvilket var ret besværligt, da der var ret mange mennesker og så stor var hallen i Mariager jo heller ikke. Men så skulle vi bare tage imod når vi mærkede ånden. De fleste af os var vist lidt skeptiske (muligvis pga den manglende forkyndelse af Guds ord),men der var da nogen som fik nogle oplevelser i form af latterkramper og andre lignende følelsesmæssige udbrud. Men der var et men.

Udover en mangel på evangelisk forkyndelse fra de to herrer, så var det også interessant at se hvem det var der fik disse oplevelser. For det var for en stor del folk man havde lagt mærke til i forvejen på pinsestævnet. Folk der var gode til at gøre opmærksom på dem selv, og mildt sagt virkede lidt ude af balance i forvejen, og lidt for nemme at påvirke. Og nu havde de en chance for virkelig at vise at de “kunne tage imod ånden og være åndsledte” selvom det mildt sagt lignede noget ganske andet.
Og jeg kan huske at jeg ikke var den eneste der havde lagt mærke til at der var flere af dem “som ånden ramte” der var lige lovlig påvirkelige.

Men om man kan bruge alt dette som et argument for eller imod disse oplevelser, kan der være mange meninger om. Og jeg ved godt at det kan føre til endeløse diskussioner som kun sjældent fører til noget. Hvad der derimod ikke burde være så svært at forholde sig til er at folk der støtter den slags lære som toronto-bevægelsen, store dele af trosbevægelsen og folk der er inspirerede af kansas city profeterne o.a. har en uhyggelig mangel på forkyndelsen af evangeliet. Det alene burde være nok til at man afviser det som værende kristendom. Her ved jeg godt at der vil være nogen der (endnu engang) vil påstå at disse folk prædiker evangeliet. Til det plejer jeg at udfordre dem til at vise mig hvorhenne det skulle være tilfældet. Det er som regel en udfordring folk har svært ved at tage imod.

Den anden ting som burde få folk til at tænke, er hvad vi dog har fået ud af alle vores forsøg på at lege med disse latter rain oplevelser. For nu er det noget der har været en del fremme i Danmark i de sidste 16 år. Nogle præster og ledere har udtalt sig om hvor godt det har været at være med til disse såkaldte åndsudgydelser. Men hvad er egentlig frugten? Har vi fået bedre kirker? Har vi fået mere modne kristne? Har vi fået folk der lever tættere med Jesus og er bevidste om deres egen synd? De steder hvor jeg kan svare ja til ovenstående skyldes det ikke at folk har haft nogle tåbelige “toronto-oplevelser” og lignende mærkværdigheder, men at folk har fået en god sund forkyndelse som har en klar fokus på Jesus ,og hvem Han er og har gjort på korset. Så hvorfor ikke bare prædike korset istedetfor alle disse skøre forsøg på at gøre kristendom til noget skørt og ubrugeligt som alligevel ikke har sit udspring i skriften? Er det så svært at erkende eller handler det om at dem som anbefaler disse ting enten ikke kender evangeliet, eller reelt set skammer sig over evangeliet. Om det er den ene eller den anden grund, så er de begge to argumenter for at disse ledere skulle omvende sig eller finde en anden beskæftigelse. For hvis de fortsætter som de gør, vil det blot medføre at deres dom bliver så meget større, og det er faktisk meget alvorligt!

Se mere om sagen her: https://sand.omvendelse.dk/er-john-arnott-velsignet-af-gud-eller-forbandet-3494.htm

Categories
Synd

En ny opmærksomhed overfor synd

En af de tydeligste tegn på at man er en kristen der lever tæt på Gud, er en overbevisning om sin egen synd. Jeg opfatter ikke mig selv som et særlig godt forbillede her, men om ikke andet så kender jeg folk hvis liv med al tydelighed afspejler Gud. Og det er nemt at se hvad det er der har gjort at de har en afglans af Jesus som er langt stærkere end hos mange andre. De er opmærksomme på deres egen synd og Guds hellighed. De har ikke en farisæerisk tilgang til livet med Gud, men ved at det kun er pga Kristi nåde at de kan leve nær Jesus.
Men det som de også viser i deres liv er en overfølsomhed overfor synd, som gør at de lægger meget mere mærke til deres eget kød, end gennemsnittet af kristne. Nogen gange i en grad som gør at vi andre normalt ikke ville tænke over det som synd. Deres styrke i Herren hænger ofte meget sammen med det faktum.

Derfor er det så trist når der i dag er folk i kirkerne som påstår at man som kristen ikke må se sig selv som en synder. Det er jo desværre en lære som har bredt sig, særlig i de frikirkelige kredse der er påvirket af trosbevægelsen. En lære som eksempelvis Aage Åleskjær og Bob beeman står for. Bob Beeman ovenikøbet i en grad hvor han påstår at det er forkert af kristne at se sig selv som syndere. Folk der følger den slags lære er i stor fare for at ende i farisæerisme. For hvis man ikke må se sig selv som en synder frelst af Guds nåde, hvordan kan man da være overfølsom overfor synd? Og kan man med den overbevisnig overhovedet være ledt af Helligånden? Når man tager i betragtning at en af Helligåndens vigtigste opgaver er at overbevise om synd.

Som Paul Washer flere gange har sagt, at det tydeligste tegn på at du har oplevet Gud røre dig, er at du viser en større ovefølsomhed overfor synd. Hvis man ikke i større grad kan se synden i sit eget liv efter at have haft en oplevelse med Gud, så er det meget sandsynligt at det slet ikke var Gud du mødte.

Categories
Bibelen

Udsolgt på Tilbage til Bibelens bibellejr

Der har været langt større interesse for vores bibellejr med Voddie Baucham her sidst i juni (se banneret til højre foroven). Det betyder at vi faktisk ikke har plads til flere som kan bo på lejren. Vi kunne sikkert godt tage flere, men vi vil også godt have at det ikke bliver for presset, og at det også er en hyggelig lejr.

Hvis du går og er rigtig ærgerlig over at du ikke nåede at få meldt dig på (og det kan jeg godt forstå hvis du er), så er der andre muligheder. Møderne om aftenen er stadig åbne for alle. De koster ikke noget, heller ikke kaffen og kagen bagefter. Man er også velkommen til at blive til Q and A møderne lidt senere på aftenen. Skulle man bo tilpas tæt Skrødstrup på kan man også melde sig på en dag af gangen, og betale lidt for det. Vi har stadig udgifter til mad, og en masse andre småting som skal dækkes. Så er der selvfølgelig også muligheden for at komme på en venteliste, men det er selvfølgelig lidt usikkert om der kommer aflysninger fra de tilmeldte.

Om ikke andet så ser vi fra Tilbage til Bibelen frem til at holde en lejr igen hvor det er hvad Gud allerede har sagt som vi vil samles om. Det tror vi er langt bedre end de lejre hvor de tror de kan “høre” hvad Gud skulle sige på “en særlig måde” “i en bestemt tid”. Gud siger ikke noget der er i modstrid med Hans ord. Så vil vi lære Gud at kende, og vil vi virkelig have at Han taler til os, så skal vi finde ud af hvad Han allerede har sagt. Det er hvad vi vil på denne lejr. For det tror vi er langt bedre at bruge tid på end rigtig meget andet som man forsøger i det kirkelige miljø i dag.

Til jer der har nået at melde jer til, jeg håber at I vil få en god solidl kost som er bygget på ordet og drevet af Guds Ånd.

Categories
Korset

Kender vi korsets sande kraft?

Hvis vi kender korsets sande kraft, er det så også det vi prædiker? Der er en mangel på folk der prædiker den frelseskraft der er i korset. Når man taler med dem, kan de måske godt erkende at de ikke prædiker korsets frelseskraft, men kun noget der ligger lidt ved siden af. Mange af dem påstår at folk godt kender til det i forvejen, og synes det er kedeligt at høre alt for meget om.

Det er trist, for det er en mangel at Jesu kors kun sjældent bliver forklaret. Og hvis man bliver træt af at høre om korset, og hvorfor det er vores befrielse, så skulle man spørge sig selv om man virkelig er frelst? Her er nogle tanker om hvornår vi prædiker et minimeret kors og hvornår vi prædiker korsets frelseskfraft

Vi kan ikke nøjes med at sige “Han døde”, for alle mennesker skal dø engang. Det er heller ikke nok at sige “Jesus døde en nobel død”- for der er martyrer der er fulgt efter ham og har gjort det samme. Det er nødvendigt at vi forstår at vi har ikke proklameret Jesu død med et frelsende budskab, førend vi har gjort op med forvirringen som omgiver det. Vi skal forklare korsets sande mening for dem der hører os. Han bar vores overtrædelse da han døde for Hans folk, og sonede den guddommelige straf for vores synder: Han blev forladt af Gud, og knust af Guds vrede i vores sted. Og kun når folk fatter hvad der skete på det kors, forstår de hvorfor de er nødt til at omvende sig til Ham, for at undgå at blive knust af den samme vrede. En vrede som vi kan undgå ved at fly til korset, ved at fly til Jesus.

Taler vi om korset uden at komme ind på hvad der reelt set skete på korset, er der ikke nogen grund til at folk skal omvende sig. For da vil de ikke forstå hvor forfærdelig deres synder er i en hellig og retfærdig Guds øjne. Den Gud ønsker ikke at vi skal nedtone denne del af evangeliet, for da har vi glemt hvad evangeliet handler om. Han ønsker ikke at vi kun skal tale om kærligheden i korset. For vi kan ikke forstå dybderne af Guds kærlighed, førend vi også forstår hans vrede, retfærdighed og Hans Hellighed!

Prædiker du det kors, og er det det kors du ønsker at høre prædiket i kirken?

Categories
Evangelisation Falsk Lære Kirke

Paul Washer om kristne kan være med i kulter og sekter

Paul Washer bliver nogen gange anklaget for at være for hård i hans forkyndelse. Folk der siger sådan har enten ikke forstået hvad han siger, eller kun hørt meget lidt af hans forkyndelse. Han er en meget skarp mand i hans udtalelser, men der er også masser af nåde og forståelse at finde. Her er et godt eksempel på det.

I denne video taler han om man kan være en kristen og samtidig være med i en sekt eller ukristelig kirke. Han kunne godt komme med et nemt svar her, men han deler det op, og jeg er enig med ham i den måde han gør det på. I udgangspunktet kan man godt være en kristen og være med i eksempelvis en sekt. Men som han også gør 100 % klart, man kan ikke på sigt fortsætte med at være i et ukristeligt fællesskab, der ellers giver sig ud for at være kristent. Men hvordan overbeviser man en der er medlem af en kirke der bygger på  vranglære fremfor sandheden? Det befriende svar kan du høre her i videoen. Det er den slags jeg vil vove at kalde god gammeldags kristen pragmatisme. Noget som er blevet glemt mens kirken er blevet fyldt af verdens pragmatisme, men hør selv.

Categories
Falsk Lære Omvendelse

Den karismatiske bevægelses historie på godt og ondt

I forbindelse med den triste nyhed om at pinsevækkelsen har inviteret Carol og John Arnott som tilhører en ekstrem farlig del af den karismatiske bevægelse. Vil jeg henlede til en ret god artikel om den karismatiske bevægelse på ”Nyt-i-natten

Det er en gennemgang af den karismatiske bevægelses historie, og jeg må sige at den burde læses af mange der bekender sig som karismatisk kristen. For netop denne artikel viser det som en del sunde karismatiske kristne i USA godt ved, men som er gået hen over hovedet på mange karismatikere i Danmark. Nemlig den at den karismatiske bevægelse har haft nogle splittelser som både har medført bibelske retninger, og ubibelske retninger. I USA har man bl.a. hos Assemblies of God, historisk set været langt bedre til at skille sig af med folk som gik ud over skriften. Selvom der desværre kan findes regionale forskelle i deres tilgang her.

En lille kritik af artiklen omkring en af disse retninger som udviklede sig ubibelsk. Den har ikke med at folk som Bob Mumford, Derek Prince og Charles Simpson som var ledere af et kirkeligt arbejde kaldt ”Shepherding”, omvendte sig offentligt, da de kunne se at Shepherding var på vildspor. Shepherding blev en meget kontrollerende og manipulerende organisation, som var ekstrem topstyret, og hvor der ikke var plads til at sætte tvivl om de ledende personer. På dansk kan man vel sige at den fik nærmest Hedegaardske dimensioner.

Jeg kan som karismatiker nemt anbefale artiklen, da det er en af de mere afbalancerede af slagsen, og giver et godt overblik over udviklingen, og hvorfor der er brug for at melde klart fra over for det der kun ligner kristendom, men blot er ulve i fåreklæder. Særlig er det værd at lægge mærke til hvor meget en tydelig falsk profet som William Branham (som jeg har omtalt flere gange før) er en person som går igen i artiklen.

Her er linket til artiklen: http://nyt-i-natten-rapporter.blogspot.com/2011/04/blog-post_8174.html