Sand Omvendelse

Alle laver fejl, og bare fordi man er en kristen kan man ikke sige sig fri for at fejle. Derfor vil det være muligt at se kristne og ikke kristne lave rimeligvis de samme fejl. Specielt hvis man tager øjebliksbilleder, sådan som jeg viste i indlægget i går. Men alligevel er der forskel på kristne, i forhold til dem der ikke er kristne. Det kan godt være at man ikke vil kunne se det med subjektive øjebliksfotos. Men hvis man tog en film af en overgiven kristen, og fulgte ham i en uge i døgndrift, så burde der vise sig nogle klare kendetegn.

Man burde se en der tog tid til at søge Gud i bøn. En der tog tid til at læse i Hans ord. En der når han havde vist sig at tage fejl, forsøgte at rette sine fejl. En der ikke løj for at sætte sig selv i et bedre lys. En der ikke lod sine øjne hvile for lang tid på andre kvinder.  Og nu skal jeg nok lade være med at farve mere på her. For vi ville nok også se en, der en travl dag ikke nåede at læse nok i sin bibel. Og også fejlede på nogle af de andre områder. Vi ville med andre ord se en der forsøgte at leve som sin frelser, men reelt set ikke var nogen supermand til det. Nogle vil nok være bedre til det end andre, uden at være perfekte, men man burde kunne se at her er en der har et forbillede, og det forbillede er Jesus.

Det er også derfor vi har fået betegnelsen kristen. Det var jo ikke de kristne selv der fandt på det, det var de ikke-troende. De kunne jo se på dem der havde valgt “vejen” som det hed dengang, at de forsøgte at være som Jesus. De lignede med andre ord små mini-Jesuser. At man dengang fik den betegnelse, burde være en opmuntring til at leve som Jesus også i dag.

De af læserne der har samme alder som mig og lidt til måske, kan muligvis huske det gamle MAD-magasin. En satiretegneserie for pseudointellektuelle. Jeg var en af dem. I det magasin var værten en grim dreng ved navn Alfred E. Neumann. Han viste sig i forskellige identiter på forsiden. Ligefra julemanden, til JR fra tv-serien Dallas. Men en af de tegninger har jeg sjovt nok fået en hvis respekt for, og den kan ses her nedenunder.

Jeg synes faktisk at den viser et godt billede af, hvordan jeg skal forsøge at være som kristen. Øhh What tænker nogen måske nu, hvad jeg godt kan forstå. Men hvis du kigger på dette billede, så er der ikke nogen som helst tvivl om at Alfred E. Neumann forsøger at ligne Michael Jackson. Det er ovenikøbet et ret godt forsøg. Men samtidig er vi heller ikke i tvivl om at det bestemt ikke er Michael Jackson som er på billedet. Men en der ønsker at være som ham.

Således burde det også være for os kristne. Det kan godt være at vi gør det på en desværre grinagtig måde indimellem, ligesom Alfred E. Neumann. Men det burde være på en måde som gjorde, at folk ikke er i tvivl om hvem der er vores forbillede. Også selvom vi fejler og falder og ikke har så meget styr på tingene som Jesus selv havde.

Bibelen siger at hvis nogen er i Kristus er man en ny skabning, og at det er synligt at man er en ny skabning. Hvordan kan man se det? For det første bør der være forskel på den man var før man blev kristen, og den man er efter man blev kristen. Hvis der ikke er nogen forskel der, så bør man undersøge sig selv i forhold til skriften, og gøre det grundigt. Men hvordan vil folk som ikke kender en fra før man blev kristen kunne bedømme om man virkelig er kristen? Her er en måde som ikke er god. En fotograf følger mig døgnet rundt i en uge. Han tager et billede af mig engang imellem og det vil være når du læser ordet KLIK.

På et tidspunkt bliver jeg meget vred på min datter som bliver ved med at skrige over et eller andet som jeg ikke vil give hende lov til. Jeg tager fat i hende og sætter hende ind på værelset, mens jeg råber “så kan du blive der til du er holdt op med at græde”. KLIK. Næste morgen kom jeg lidt for sent op, og mens jeg er på vej ud af døren til arbejde og har lidt travlt siger min kone; tager du ikke lige skraldespanden med? Hvortil jeg svarer irriteret; Nej jeg har ikke tid til den slags nu, jeg skal på arbejde, kan du ikke forstå det? KLIK. På vej til arbejder skynder jeg mig så hurtigt på min cykel, at jeg kommer til at vælte i et sving, og ligger pladask i en mudderpøl. Jeg er ret irrirteret i forvejen fordi jeg var sent på den, og fordi min kone ville have mig til at tage skraldespanden med, og nu ligger jeg i en mudderpøl og bliver endnu mere forsinket end jeg er i forvejen og råber; AArrh møg. KLIK.

Fotografen får printet billederne ud og putter dem i sin rapport. Konklusionen er slående, René er vred, irritabel, gider ikke høre på sine børn og slet ikke sin kone. Han er ikke en kristen. For sådan opfører kristne sig ikke.

Hvorfor denne model ikke er brugbar til at vurdere mit kristenliv, vil jeg sætte i perspektiv i fortsættelsen i morgen.