Categories
Evangelisation

Fireproof

Efter 5 timers flyvetur er vi ankommet til Los Angeles. Nogle meget interessante uger venter forude. Det bliver en oplevelse og en udfordring ud over det sædvanlige. Vejret er med os ca. 30 grader tørt og skyfrit. Vi bor i et missions hus og det er virkelig dejlige omgivelser.

Vi har lejet en bil for 2 uger og vi er klar til at mødes med livingwaters i Bellflower. Efter en kort velkomst sammen med Tony Miano drog vi mod Cerretos college for at lave openair preaching. Det var en fantastisk oplevelse og det bedste ved det hele var, at der var mennesker der hørte evangeliet. Ray Comfort kom lidt senere. Vi fik rigtig mange gode samtaler og jeg er overbevist om at mange af dem vi snakkede med har fået noget at tænke over.

Senere samme aften var jeg og Cameron inde og se Fireproof med Kirk Cameron i hovedrollen. Det er en fantastisk film, og det var svært ikke at knibe en tåre under filmen. Evangeliet er en rød tråd igennem hele filmen, så jeg kan på det varmeste anbefale at se den, når muligheden dukker op.
Her er traileren til filmen:

Categories
evolution eller intelligent design

Richard Dawkins fumler rundt i det, men ender med at godkende Intelligent Design

Dette klip fra filmen Expelled af Ben Stein er rigtig spændende. For det første kan Richard Dawkins ikke svare på simple spørgsmål, men prøver at tale udenom. Ikke særligt professoragtigt vel? Han ender dog med at erkende at det muligvis er en form for intelligent design der ligger bag livets opståen. Problemet er at han bare ikke vil kalde den intelligente designer for Gud. Så hellere kalde det for en fremmed livsform, som om det skulle forklare nogetsomhelst.

At Richard Dawkins har fået retten til at kalde sig professor er ganske enkelt en skandale, for disse forklaringer han kommer med er hverken akademiske eller videnskabelige. De kunne være sagt af en andenrangs science fiction forfatter. Men vurder selv.

Categories
Bibelen Evangelisation Falsk Lære Kirke Livet som kristen

Eksklusivt interview med Paul Washer

Cameron og Anders som pt er i USA, fik et møde med Paul Washer fra www.heartcrymissionary.com Det blev bl.a. til et interview hvor de kom ind på hvad der er brug for at kirken i Danmark gør, hvis vi vil have sunde og bibelsk funderede kirker. Her var det primært en god bibelsk undervisning, og en bibelsk forståelse af hvordan man bliver frelst. Paul Washer taler også om at han gerne vil komme til Danmark næste år. Det der får en til at blive ydmyg når man hører ham sige det, er at han ikke vil komme for at tale til en stor forsamling. Han ønsker at være sammen med en lille flok brændende kristne som vil prædike Guds ord, og som vil være evangelistiske. Det er usædvanligt at høre fra en mand som mange gange har prædiket for store forsamlinger.

Derudover kommer han også ind på faren ved emergent church og de søgervenlige kirker, og hvorfor det er farligt at komme ind på den vej. Der er blevet klippet to dele af interviewet ud. De vil komme på senerehen. Hvis der er nogen læsere der ønsker at se hele interviewet i sin udstrækning (ca. fem kvarter), skal de sende besked til info@omvendelse.dk. Apropos lyden, kan det være en fordel at skrue ned for bassen ved afspilning af videoen.

Categories
Uncategorized

Et lille Jubilæum

Ikke noget jeg ønsker at gøre et stort nummer ud af, men så lige at indlægget i går var nummer 500 her på bloggen. Så på lidt over et år har der været 500 indlæg her. Dertil har der været over 1000 kommentarer. I fremtiden vil det nok være lidt mindre der vil komme på, medmindre der kommer andre faste skribenter på bloggen. For mit nuværende arbejde har betydet at jeg har været nødt til at skære lidt ned på mit arbejde med www.omvendelse.dk. Jeg skal jo passe mit job ordentlig. Dertil har jeg jo også kone og børn, som jeg skal være sammen med, og det er bibelsk at de bliver prioriteret højt (det vil jeg nu også godt). Jeg vil dog fortsat skrive jævnligt her på bloggen, og om de samme ting som jeg hidtil har skrevet om.

Jeg glæder mig over dem der nogen gange har skrevet som gæsteskribenter her på bloggen. Det er muligt at fremtiden viser mere af den slags. For jeg tror at denne side kan blive meget mere indholdsrig, og meget mere givende hvis der var flere end bare jeg der skrev på den. Men samtidig ved jeg godt, at vi har forskellige opgaver i Guds rige, og vi prioriterer forskelligt. Så hvis det ikke sker er jeg ikke skuffet, men må bare leve med mindre liv her på siden. Men hvis der er skrevet 500 flere indlæg næste år ved denne tid, regner jeg ikke med at have skrevet mere end 300 af dem. Dvs det der er derudover, er skrevet af andre som også ønsker at dele Guds ord på nettet.
Nettet er forresten et fantastisk sted at dele Guds ord, og rigtig mange ønsker at høre/læse det.

Categories
Livet som kristen

Metropolis er ved at blive glemt

Fra jeg var ung og til nu, har jeg arbejdet meget med unge mennesker i både kirkelige og sekulære jobs. Noget jeg har undret mig over er den mangel på kendskab til store litterære værker, klassiske spillefilm, politiske bevægelser m.m. som efterhånden er blevet normalt for unge. Viden der engang var noget en stor del af de unge kendte til. For et stykke tid siden skulle jeg undervise om menneskesyn, og brugte bl.a. Fritz Langs stumfilm fra 1927 Metropolis til at vise et bestemt menneskesyn. Den var der INGEN der havde hørt om, eller set klip fra. Et mesterværk var ukendt for den nye generation.

Nu ved jeg godt at det bestemt heller ikke er alle i min generation der har set hele Metropolisfilmen. Men en stor del af os, har set klip fra den i forskellige sammenhænge. Mest kendt er scenen med robotten der bliver forvandlet til Maria. Her er en kort gennemgang af de mest kendte scener fra filmen.

At unge mennesker ikke længere kender Metropolis, Frans Kafkas værker, eller den russiske revolution kan dog accepteres. Men tendensen rækker videre end det. For vores undervisningssystem er i dag mange steder en del af denne tendens, hvilket i forurolignede grad er gået ud over kristendomsundervisningen. Man har udvandet undervisningen i kristendom på en måde, der gør at det ikke længere giver mening at undervise i kristendom. Elementære dele af kristendommen bliver i dag udeladt af undervisningen.

Slut med syndefaldet
I nogle af de nye bøger som vore børn får i skolen, er der ikke længere plads til syndefaldet og skabelsesberetningen. Der kan godt stå om den oldnordiske mytologis bud på skabelsen i deres bøger, men bibelens er der ikke længere plads til. Så hellere nogen spændende historier om Abraham, Josef osv. Hvilket da også er fint, men som uden at have syndefaldet med, bare bliver til historier uden bibelsk dybde.

Drevet af underholdning
Den kommende generation som er ved at blive opdraget, bliver en generation af unge der er drevet af underholdning. At sætte sig ind i teologiske, psykologiske, politiske eller litterære problemstillinger er ikke noget man søger i samme grad som før. Man søger istedet underholdning, og samfundet støtter det. Luk bare op for et hvilket som helst ungdomsprogram, og se hvad det er man serverer for den kommende generation. Det er tom underholdning, som ikke giver nogen værdier, andet end en kort tilfredsstillelse. Engang mente samfundet (og de statslige medier) at man havde et ansvar for et lære unge at reflektere, og ikke bare søge underholdning. Vi har udvilket os i en dårlig retning hvad det angår.

Forældrenes ansvar
Her har vi der er kristne forældre et kæmpeansvar. Vi kan vælge at lade samfundet opdrage vores børn, og lade samfundet overføre dets tomme værdier til dem. Jeg er chokeret over at se hvor mange kristne forældre der lader den slags være samfundets opgave. Her taler jeg ikke om at vi skal tage vores børn ud af skolerne og selv undervise dem. Det skal være meget langt ude tror jeg, før det burde være nødvendigt. Men jeg ser det som en klar forældreopgave at give ens børn, de gode sande værdier som vi finder i bibelen. Lære dem om de ti bud, fortælle dem hvem Gud er, og hvad Han gjorde på korset. Lade dem forstå at der er forskel på denne verdens værdier og Guds værdier. Samtidig med at man lader dem forstå at de ikke skal leve et isolatorisk liv, men viser dem at vi også er sat i denne verden til at være salt og lys. Hvis den kommende generation af børn der er vokset op i kristne familier skal lære at begå sig som kristne i denne verden. Så er det vores ansvar at give dem den ballast. Her er der ikke plads til fatalistisk tro på at det skal Gud nok sørge for. For Gud har selv skrevet til os i Sit ord hvordan vi skal opdrage vores børn. Læs blot ordsprogenes bog, den er fyldt med retledninger om børneopdragelse fra et kristent perspektiv!

Categories
Kirke podcast

Danmarks nationalsang blev spillet på Wayofthemasterradio

Anders og Cameron blev interviewet af Todd Friel på www.wayofthemasterradio.com som du kan høre på dette link til podcast fra Wayofthemasterradio Den startede sjovt nok med vores nationalsang ca 23 minutter henne i podcastet, og varer ca et kvarter (red).

Dag 6
Der er mange spændende ting på programmet i dag. Det er som om det bliver mere og mere interessant jo flere dage der går. Vi har en halv dag med Paul Washer og Co. Og en lang køretur foran os tilbage til Atlanta. Formålet med besøget hos Heartcry er at dele vores visioner vedr. www.tilbagetilbibelen.dk og tale med Paul Washer som viser stor interesse i at komme til Danmark og bruge en hel uge sammen med os. Arbejdet med at starte en bibelsk kirke op interessere ham meget. Der være mulighed for at lærer en masse og dykke ned i teologi bøger hele natten. Jeg glæder mig allerede.

Dag 7
Hele dagen var afsat til møde med Todd Friel fra way of the master radio og resten af holdet. Vi kørte af sted tidligt for at undgå det meste af trafikken i Atlanta. Da vi ankom, var der tid til at hilse og tale med dem alle. Vi spiste den lækreste frokost sammen og derefter var vi i tv studiet for at se en optagelse af ”Wretched” Hvad vi ikke vidste, var at Todd kaldte på os midt i programmet og ville have os med i optagelsen. Vi var lidt uforberedte men vi klarede det vist godt nok. Spørgsmålene omhandlede bl.a. hvad den Evangelisk-Lutherske kirke står for i Danmark.

Senere var vi med i selve radioprogrammet hvor der dels blev snakket om kristne værdier og dels hvordan den unge generation opfører sig i Danmark set ud fra et kristent værdigrundlag.

Alt i alt var det en virkelig spændende dag hvor vi fik oplevet atmosfæren på WOTMR.

Her er en kort video vi optog med Todd Friel fra Wayofthemasterradio.

Categories
Kirke

Kommer snart på Omvendelse.dk Interview med Paul Washer

Omvendelse.dk har fået tilsendt en over time langt interview med Paul Washer. Det er et interview der er specielt rettet til danske kristne, og handler om hvad vi har brug for at gøre, for at få kirken tilbage til sit udgangspunkt. Paul Washer siger i interviewet at han gerne vil besøge Danmark, men hans interesse i at komme er ganske interessant, og langt væk fra det man ellers hører fra store kendte prædikanter. Interviewet som er et must see, bliver lagt på her på bloggen på lørdag.

Indtil da kan du se Paul Washers Pastor Jeff Noblit give en hilsen til danskerne her:

Categories
Hvem er Gud? Livet som kristen

Jeg er dybt uinteressant, men populær. Øhh

Jeg er faktisk mere populær end Joel Osteen og Rick Warren tilsammen. Hvis man kigger på de søgeord der har fået folk ind på www.omvendelse.dk og antallet af gange det har medført påsøg på denne side, i sidste måned. Jeg må indrømme at jeg ikke er nær så populær at søge på som Todd Bentley. Hans navn har godt nok givet ufattelig mange hits.

Hvad er min baggrund, og hvorfor skriver jeg om disse emner er det som en del åbenbart gerne vil finde ud af? Heriblandt er der nogle der synes at jeg gør mig til et bedre menneske end andre her på bloggen. Det sidste vil jeg gerne svar på. Det andet kan man læse om i menuen Om denne blog og omvendelse.dk foroven.

Jeg er bestemt ikke bedre end andre. Jeg er en synder der er frelst udelukkende på grund af Guds nåde. Jeg fortjener evig straf, men Gud har frelst mig, det skyldes ikke mig selv. Men jeg kan godt forstå, at man kan komme til at læse de ting jeg skriver, som om at jeg er bedre end andre. For jeg fokuserer ikke så meget på alle de fejl jeg laver. Men jeg synes bare ikke det er så opbyggende at læse om. Det skulle da kun være for at vise at jeg ikke er bedre end andre.

Men lad os bare tage det med at være en far. Nu skrev jeg for et stykke tid siden noget om at jeg studerede Moses med mine børn. Det lyder måske som om jeg er en perfekt kristen superfar. Men nej det er jeg ikke. Jeg kan blive vred på mine børn, og det må man jo godt blive, men jeg kan blive for vred på dem og på et dårligt grundlag. Min lunte kan være kort, hvis jeg er træt, eller bare vil lave noget andet. Så selvom jeg gerne vil være en god far for mine børn, så kommer jeg til kort igen og igen på dette punkt. Hov det gør jeg forresten også på en masse andre punkter. Men det synes jeg nu ikke er så spændende at skrive om, og heller ikke at læse. Vil man læse om folk der udbasunerer deres egne fejl, så findes der masser af andre bloggere der gør det. Jeg synes ikke de er særlig spændende.

Så er der dem der synes at jeg taler omvendelse hele tiden. Som om der ikke må være plads til at nyde livet. Folk der kender mig ved at jeg er en livsnyder. Jeg tager tingene som det kommer, er rimelig afslappet, og nyder at spise god mad. Dertil kan jeg godt lide at gå i tøj som ikke er i den helt billige ende af skalaen. Jeg kunne godt gå i billigt tøj, men jeg synes meget billigt tøj holder dårligt, og ikke er særligt pænt. Så hvorfor skulle jeg klæde mig grimt, hvis jeg har råd til at se pæn ud? Til gengæld er der så andre områder jeg sparer på, hvor mange andre ikke sparer. For jeg ved godt at man er nødt til at prioritere. Jeg er jo trods alt økonom. Men så spændende er det vel heller ikke at læse om.

Så når jeg taler omvendelse handler det ikke nødvendigvis om et liv i askese. Men om et liv der er helliget Jesus. Jeg tilhører Ham. Han er min Herre, jeg tilhører ikke længere mig selv. Jeg bygger ikke mit liv på at gå i fint tøj, eller spise god mad. For hvis jeg ikke havde fint tøj og god mad, så ville jeg stadig tilhøre Ham. For Gud er større end mig, og Han er værd at skrive om. Så når jeg skriver om de emner jeg gør, så er det bestemt ikke for at gøre mig bedre, eller mere hellig end andre. Jeg ønsker blot at fortælle om frelseren, og om hvad Han har gjort for os, og advare mod lære som giver sig ud for at være kristent, men ikke er det.
Og så vil jeg godt undskylde at dette indlæg kom til at handle lidt for meget om mig.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Musik Overfladisk kristendom

Problemerne med Hillsong

Nu ved jeg at der er flere der har været utilfredse med mine udmeldinger om Hillsong her på bloggen. Det er ikke kun her på bloggen man kan læse om folks utilfredshed, jeg ved at folk har diskuteret det rundt omkring. Jeg vil være ærlig og sige at udfra det jeg hidtil har skrevet om Hillsong, burde man nok være varsom med at kalde det vranglære. Der er ligesom for lidt at bygge det på ( mener jeg selv, her bør der være plads til uenighed). Det var også meningen at jeg ville skrive mere om Hillsong, men tingene kan ændre sig hurtigt i blogverdenen. Men her kommer så noget mere omkring de problemer som der er med Hillsong, og hvorfor man bør være meget varsom med at lukke op for det. Eller nærmere sagt, ikke bør lukke op for det overhovedet!

Trosbekendelse
Lad mig starte med det positive. Hillsong Church har en trosbekendelse, og en stor del af den kan jeg tilslutte mig uden problemer. Der står både om omvendelse, synd, dom, bibelens autoritet, m.m. Det kan jeg selvfølgelig ikke have noget imod, og dog der mangler noget. Læs senere i indlægget hvorfor. Men i slutningen af deres trosbekendelse står der følgende:

“We believe that God wants to heal and transform us so that we can live healthy and prosperous lives in order to help others more effectively.”

Healthy and prosperous lives, hvor har man set det henne før? Dette er en trosbekendelse som hører hjemme i trosbevægelsen, og ikke i en sund bibelsk kirke! At vi ser dette i deres trosbekendelse, forklarer også hvorfor de uden problemer kan invitere Joel Osteen, T.D. Jakes, og kan holde møder med Joyce Meyer. Alle er de folk som kommer ud af trosbevægelsen og fører en anden lære end den bibelske. Sandheden er at Hillsong er en del af trosbevægelsen, og det viser de bl.a. i deres trosbekendelse.

Men hvis nu det var sådan, at jeg hos Hillsong hørte dem tale rigtig meget om omvendelse fra synd, og at syndens løn er døden, og kun pga Jesu offer på korset kan vi komme til Gud, så ville jeg gerne stoppe denne kritik af Hillsong. Men de tre gange jeg har været i Hillsong, har jeg hørt det samme som man kan høre i trosbevægelsen. Det handler rigtig meget om penge, giv og du skal blive rig (hvilket jeg har hørt Brian Houston sige klart og tydeligt (grundlæggeren af Hillsong)). Du er accepteret som du er, og du skal acceptere Gud, har jeg også hørt uden at korset blev nævnt en eneste gang.

Her har Hillsong et rigtig stort problem. For hvis de levede op til deres trosbekendelse og prædikede ligeså meget omvendelse fra synd, Jesu død, korsfæstelse og opstandelse, bibelens ufejlbarlighed og autoritet, etc etc, som der står i deres trosbekendelse. Og samtidig kun nøjedes med at tale helse og overflod i en mængde der svarer til det det fylder i deres trosbekendelse, så tror jeg godt at jeg kunne leve med de fejl.
Derfor kan jeg ikke kun vurdere Hillsong på deres trosbekendelse. Den må jeg vurdere sammen med deres forkyndelse, og der knækker filmen altså. For det er ikke Guds klare ord der bliver forkyndt der.
Jeg kan nu godt forstå at folk ikke lægger mærke til, at det der bliver sagt er vranglære og teologi for en 25-øre (og så er der ovenikøbet plads tilbage på den 25-øre). For på det tidspunkt prædikanten kommer til i Hillsong, har man sunget i en til halvanden time. Dvs man er i en nærmest tranceagtig stemning hvor man er åben for næsten alt. Men hvordan det fungerer, er en helt anden historie som jeg må komme ind på en anden gang.

Læs hvad der ellers er skrevet om Hillsong her:

Joel Osteen bliver hovedtaler hos Hillsongs årskonference

Hvad laver Hillsongs Lovsangsleder Darlene Zschech hos Joel Osteen?????

Lovsang 8 Forkert tilgang til lovsang

Categories
Evangelisation Overfladisk kristendom

Nik og Jay skal da ha en gangstabibel

Hvis jeg nu mødte Nik og Jay og havde mulighed for at give dem evangeliet. Så er det jo bare sådan kollosal vigtigt at jeg gør det på en måde der er relevant for dem. Jeg kan jo ikke bare stå der og vise dem Guds lov, så de kan se de er syndere, for så vil de jo vende mig ryggen. Jeg burde nok prøve at tale til dem i et sprog som de forstår. Sådan lidt som det her:

René: ey my homies. I spiller bare for sygt mann

Nik: Jyeah og så til siden, du ved nok:

Jay: Oorh Nik du er så dyb mann. Du er for syg!

René: Nej, Jay det er dig der for syg.

Jay: Årrh tak René. Du forstår mig, du min homie.

René: Ja, jeg din homie, og jeg har en rigtig homie ting til jer mine gangsta-venner.

Nik: Har homie gaver til os? Det er for sygt mann.

Jay: Ja det er så for sygt mann.

René: Ja, jeres homie tænker at hvis man gangsta er, så skal man have en rigtig gangstabibel. Er det ikke rigtigt?

Nik og Jay i kor: Ja klart homie, Nik og Jay skal have gangstabibel.

Og så giver jeg dem en gangstabibel

Ja, jeg synes heller ikke det ligner en bibel, men det er det altså. Men det skal jo være så relevant, at man som kristen tror det er løgn. Nå anyway, udover at der er nogle tåbelige råd i den, som nogle har prøvet at skrive til wannabegangsters, så er det nye testamente en stor del af denne gangstabibel. Jeg har ikke noget problem i at tro at Gud kan bruge den. For Hans ord er jo i den. Men jeg bryder mig ikke om den her indpakning. Jeg tror også jeg kan give Nik og Jay evangeliet, uden at tale som om man er komplet idiot, og synes at homie er et intellektuelt fremmedord.