Categories
Falsk Lære

Justin Peters sidste del

Pga pc-problemer havde jeg lidt besværligheder med at få konverteret den sidste del af Justin Peters afsløring af trosbevægelsen. Men her er så fjerde og sidste del. I dette afsnit vil Justin tage nogle af de udtalelser som man hører fra trosbevægelsens nøglepersoner, og se dem i et bibelsk perspektiv. Det er ganske skræmmende hvad de kan nå frem til af konklusioner baseret på fragmentarisk udlægning af bibelen. Specielt når flere af disse nøglepersoner påstår at Gud ikke kan få ære igennem folk der er syge. I den sidste halve del af videoen er der en Q&A. Det er desværre ikke så godt optaget, men jeg valgte at tage den med alligevel.

Der mangler stadig en enkelt expositary prædiken med Justin som vil kommme på senerehen. Jeg ved at Justin håber at komme tilbage en anden gang. Jeg har sagt til ham at hvis han kommer igen, vil vi gerne have ham til at undervise os i, hvordan vi kan blive bedre til at prædike Guds ord vers for vers. Dvs prædike udfra ordet så det er ordet der bliver åbenbaret for os. Istedet for at starte med at lægge en fortolkning ned over bibelen, og dermed have en forudindtaget holdning til hvad vi vil have det til at betyde. Et eksempel på expositary forkyndelse har jeg lagt her.

Categories
Evangelisation

Evangelisations-bootcamp i viborg i påsken

Mandag d.6/4 til onsdag d. 8/4 afholder Tilbagetilbibelen.dk evangelisationskampagne i Viborg. Vi har fået lov at låne en kirke, hvor der er mulighed for at overnatte, og holde samling. Det bliver en blanding af gadeevangelisation, open-air, og muligvis også gadedrama (som forkyndelsesform) der bliver mulighed for her. De tre dage er gode at bruge til evangelisation da mange har fri. Og så kan vi pege på Ham påsken virkelig handler om. Nemlig vores frelser Jesus Kristus.

Dertil vil der blive afholdt noget undervisning af forskellige forkyndere og bibellærere. Pt er vi ved at færdiggøre programmet for dette, og jeg vil vende tilbage snarest når de sidste brikker er faldet på plads. Hvis du bare brænder efter at komme ud og forkynde evangeliet for dem der ikke kender Kristus så har du god mulighed for det her. Og går du og overvejer om det er noget for dig, så prøv at tage med og vær sammen med andre kristne som evangeliserer.

Hvis du vil med kan du tilmelde dig på mailen info@omvendelse.dk.

Categories
Kirke Overfladisk kristendom

Når kirkerne bliver surrealistiske 3. Den nye ungdomsleder

Her er en satire på den nye smarte ungdomsleder. Han ved lige præcis hvad der skal til for at forny kirken. Han har selvfølgelig lækkert hår, og virker samtidig lettere metroseksuel. Satiren her er en af de sjoveste jeg har set. Men det skyldes nok at jeg har mødt flere af de her typer. Sagen er at han ikke er så langt væk fra mange virkelige ungdomsledere.

Hvis man prøver at se hvordan mange kirkelige ungdomslejre bliver promoveret, er det forbavsende at se hvor mange ligheder der er i denne video. Se hvad der sker når en sund bibelelskende ungdomsgruppe bliver udsat for den nye og toptunede ungdomspastor. Han er så toptunet at Nik og Jay ikke når ham til knæene. Men det er vist ikke noget man kan bruge når man en dag skal stå foran en retfærdig Gud på dommens dag.


Ignatius from travis hawkins on Vimeo.

Læg særlig mærke til slutningen hvor menighedens pastor gør sin pligt. Noget mange pastorer burde have gjort for lang tid siden, overfor de mange smarte forkyndere som ikke vil prædike et klart og tydeligt evangelium. Men som istedet tror kristendom handler om attitude og coolness tilsat nogle kristne ord.

Categories
Falsk Lære Kirke Livet som kristen

Todd Bentley er på vej tilbage, og ny serie på bloggen

Rick Joyner har i et stykke tid sagt, at han har forsøgt at hjælpe den faldne Todd Bentley med at komme tilbage i tjeneste. Nu ser han at der er lys forude, hvilket man kan se på det han skriver på sin
hjemmeside. Ud af den kan man konkludere at Rick Joyners autoritet ikke er bibelen, men en fokus på overåndelige begivenheder.

Sagen er den at Todd Bentley er blevet gift med den kvinde, han var sin kone utro med. Han er dermed, ifølge Rick Joyner i en situation hvor han godt kan tjene igen som leder. Rick Joyner ignorerer fuldstændig hvad der står i bibelen om dette. Han vil ikke se at det ægteskab som er blevet indledt, ikke er et ægteskab, men et forhold der bygger på ægteskabsbrud. Dermed er det heller ikke et forhold der er velsignet af Herren, og slet ikke et forhold som gør at Todd Bentley kan komme tilbage i tjeneste. Her vil jeg ignorere at han slet ikke var i Herrens tjeneste før, men ledte folk vild med sine mærkværdige møder.

Her vil jeg godt nævne to ting: For det første er det tydeligt at RIck Joyner (og hans venner Rory og og Wendy Alec fra God-channel m.fl) er ligeglad med hvad der står i Guds ord. De er mere drevet af at få skabt nogle møder hvor der er et stærkt fokus på følelser, men har et “kristent skin”. Dem der har set møderne med Todd Bentley ved hvad jeg mener. Det var ikke sund forkyndelse der var i centrum, man ville hellere at det skulle være vildt og følelsesladet. At der i Guds ord står at ægteskabsbrud er det samme som hor, er ikke noget som de synes man skal tage alvorligt. Hvilket fører til det andet jeg vil nævne.

Mange kristne anser ikke længere ægteskabet som noget vi skal holde højt. At Todd Bentley kan komme tilbage som leder, mens han lever i synd med sin nye kone, er desværre ikke længere noget sjældent syn. I dag ser vi skilsmisse blandt kristne i meget stor stil. Jeg hører om rigtig mange der går fra hinanden. Folk som før har taget deres gudsliv alvorligt. De er gået fra hinanden af mange årsager, hvoraf nogle enkelte har haft en bibelsk årsag, da der var utroskab tilstede. Nogle af dem anser sig selv som singler efter de er blevet fraskilt. Hvilket betyder at de synes det er i orden at finde en ny ægtefælle, hvilket nogen også vælger at gøre. Noget som man for ganske få år siden havde meget klare holdninger til. Men som man i dag ikke anser for at være noget problem for ens kristenliv. Jeg anser dette for at være så alvorligt et problem at jeg vil starte en ny serie. Den vil omhandle betydningen af ægteskabet, og hvad Guds vilje er når skilsmisse kommer ind i billedet. Samt hvordan kirkerne i dag har valgt at håndtere dette uden at være vejledt af Guds ord, og hvad det får af konsekvenser. Men jeg vil allerhelst vise hvad bibelen siger om dette emne, så det står klart at Gud har en mening om dette som vi ikke har noget ret til at ignorere.

Man kan læse mere om det nye ægteskab her.

Categories
Falsk Lære Kommentar til medierne

Svend Løbner Madsen viser sit sande jeg

Medredaktøren på Udfordringen Svend Løbner Madsen promoverer i disse dage hans nye bog. Jeg blev chokeret da jeg så overskriften for den “Kristus i verdensreligionerne”. Jeg læste om den, og så de udvalgte anmeldelser af bogen som Svend Løbner tilsyneladende har valgt at bruge. Det var ikke særligt opmuntrendende. I forrige indlæg skrev jeg at der er brug for et nyt kristent medie, fordi der ikke er meget kristendom i de kristne medier i dag. At medredaktøren har skrevet en bog som handler om at vi kan finde Kristus i de andre religioner var kun med til at understrege dette.

Svend Løbner skriver på Facebook følgende om hans bog:

“Har Kristus noget at sige mennesker i dag, må han nødvendigvis også have berøringspunkter til de andre religioner? I alle højeste grad. Derfor har jeg skrevet bogen Kristus i verdensreligionerne, hvor jeg dels påviser, at menneskets kulturadfærd og værdier stammer fra deres dybeste overbevisninger, dels ved et studie i de religiøse grundskrifter peger på lighedspunkter og profetier om Kristus, og dels interviewer en rabbiner, en imam og en hindupræst som alle udtrykker respekt for Kristus. Dermed er Kristus og hans værdier blevet tilknytningspunkter religionerne imellem. Og dermed er religion blevet en ressource i integration.”

Og så kunne man måske spørge hvad der var galt i det? Hvorfor kan vi ikke forsøge at finde ligheder hos andre religioner som vi kan bruge som springbræt til at nå folk med evangeliet? Sandheden er at det er noget vi nogle gange kan bruge, men det skal ikke ske ved at påstå at vi kan finde Jesus i andre religioner. At påstå noget sådant er synkretisme, og er noget kristne skal holde sig langt væk fra. Men måske er det bedre at sætte dette i et bibelsk perspektiv.

Hvis Svend Løbner har ret i at det kan være godt at finde Kristus-ligheder i andre religioner for at skabe dialog, så er man nødt til at spørge hvorfor Paulus ikke gjorde det samme overfor den romerske religion. Hvorfor valgte Paulus ikke at finde Kristus-ligheder i den romerske statsreligion for at skabe dialog med de romerske ledere og efterfølgere. Det ville umiddelbart ifølge Svend Løbner have været en helt fantastisk måde at række ud til de unåede på. Paulus kunne jo nærmest have sagt til folk “Se jeg tror på det samme som jer, bare på en anden måde, og min måde er bedre end jeres. Så har I ikke lyst til at gøre som mig?” . Men sådan gjorde Paulus ikke, og det var der en årsag til.

Er Svend Løbner klogere end Paulus?
Paulus var ikke synkrestist. Han mente ikke at man kan finde troen på den sande Gud i andre religioner. Og derfor blev han dræbt. Ligesom de tusindvis af andre kristne der også blev dræbt, fordi de ikke ville bøje knæ for synkretismen. De vidste at der kun var en sand Gud, og kun igennem Jesus Kristus var det muligt at komme til Ham. Ikke igennem Cæsar, Zeus eller andre guder, eller ved at lære om de guder. Kun igennem Kristus.

Svend Løbner benytter sig heller ikke af en bibelsk tilgang når han bruger argumentet: ““Har Kristus noget at sige mennesker i dag, må han nødvendigvis også have berøringspunkter til de andre religioner?”. Grundlaget for denne tanke er menneskelig, og ikke en man finder åbenbaret i ordet. Hans udmeldinger om at en imam, rabbiner og en hindupræst alle udtrykker respekt for Jesus, er heller ikke et argument for at hans metode virker. Tværtimod tyder det på at den Kristus Svend Løbner har fortalt dem om, ikke er skriftens, men et billede af Kristus som Svend Løbner godt kan lide. For det har åbenbart ikke været en Kristus som har fået de tre til at forstå at de var fortabte syndere i Guds øjne. For hvis de havde fundet ud af det ville de enten have omvendt sig, eller være blevet så vrede på Svend Løbner, at de ville have sagt at hans Kristus ville de ikke have noget med at gøre.

Men når det kommer til stykket burde jeg ikke være overrasket. For hans chefredaktør Henri Nissen skrev for nogle år siden en bog der var ligeså forfærdelig. Den hedder “Jesus i stjernene”, og handler om hvordan man kan finde Kristus i astrologien. Har man hørt mage? Vil de sande kristne rejse sig op og give Henri Nissen og Svend Løbner Madsen melding om at deres arbejde er en afskyelighed i Guds øjne, og at vi andre heller ikke billiger deres arbejde mere. Jeg betaler heldigvis ikke penge for Udfordringen, og har heller ikke nogen planer om det. Dengang det var en god avis, betalte jeg med glæde for den. Det kan jeg ikke længere.

Læs om synkretisme på dette link.

Og mere om Svend Løbners bog på dette link

Categories
Kommentar til medierne

Jeg kunne skrive om tusind ting

Det sker at nogen undrer sig over hvorfor der er nogen emner som jeg ikke skriver så meget om. Og ofte er det emner som jeg bestemt gerne ville skrive om. Men jeg har ganske enkelt ikke tid. Jeg er nød til at prioritere og fokusere på det som jeg nu synes, jeg har fået indsigt til at skrive om, og har tidsmæssige ressourcer til. Hvad jeg ville ønske man kunne gøre, var at lave et medie af samme type som www.180grader.dk. Det er en hjemmeside der fungerer som avis, bare på nettet, og som har en ret borgerlig politik. Den er så vidt jeg er orienteret, startet af folk som vil have et borgerligt modspil til den etablerede borgerlige presse. Man mener at den etablerede borgerlige presse ikke er borgerlig nok. Det kan man så være enig eller uenig i. Men ideen er i alle tilfælde god!

I dag lever vi i en tid hvor der ikke længere er plads til kristne artikler i de medier som kalder sig kristne. Men der er plads til en stor del vranglære istedetfor. På en måde kan man glæde sig over at der ikke er plads til begge dele, for begge dele kan ikke fungere sammen på sigt. Men der mangler et godt kristent medie for kristne som vil have rigtige kristne nyheder. Der er behov for et sted hvor kristne kan få god gedigen viden om hvad der sker i kirkerne. Hvad der sker af gode ting, og hvad der sker af dårlige ting. Pt sker det kun på fragmenterede dele af internettet her i Danmark.

Hvis man undersøger hvad der står i den tværkirkelige avis Udfordringen og i det frikirkelige livsstilsmagasin Domino (ja de kalder det selv for et livsstilsmagasin), så er der ikke meget bibelsk korrekt deri. Jeg har forsøgt igen og igen at kigge efter om der ikke var noget der var værd at læse i de blade, men jeg har så svært ved at finde noget som er i overenstemmelse med Guds ord i de blade. Der er med et dansk udtryk langt mellem snapsene. Jeg kan nemt finde noget der er inspireret af Rick Warren, Bill Hybels, Brian McLaren, ja endog New Age kan jeg finde. Men ordentlig omvendelseskristendom er der ikke længere plads til.

Jeg ville ønske at der var kristne der kunne slå sig sammen og smide de personlige kæpheste ud af vinduet, og istedet sammen arbejde for et ordentligt kristent medie, hvis autoritet var bibelen. Et medie hvor forsidenyheden ikke er at en kirke indretter nogle lokaler til wellnescenter og lignende tåbelige nyheder. Men et medie hvor man skrev om, hvor vigtigt det er at vi holder fast i en klar og tydelig Jesusfokuseret bibelsk forkyndelse, og hvor falsk lære blev beskrevet som falsk lære, og ikke noget man “kan lære af”.

Der er i sandhed brug for sådan et medie. For jeg ved fra flere folk rundt omkring i det kristne landskab at deres læserbreve, deres artikler, deres henvendelser til de kirkelige medier bliver syltet. Der er ikke længere plads til almindelig historisk ortodoks kristendom i de kirkelige medier. Man vil hellere have en ny og “bedre” kristendom. Så p.t. er de fleste kirkelige medier lukket land for kristne som kender deres bibel. Vi har brug for et nyt sted hvor vi kan få vores tro distrubueret. Et sted som ikke afhænger af den kirke man tilhører, men hvor man er enige om hvem Gud er, hvordan man bliver frelst, og at der kun er en eneste frelser og Hans navn er Jesus Kristus. Der er sikkert andre ting der også er vigtige at være enige om. Men jeg tror ikke et sådant medie behøver være rettet til en bestemt kirkeretning, men burde være et sted hvor alle kirker med historisk baggrund i kristendommen, kunne være med.

Men måske er jeg bare en der har en tåbelig drøm som der ikke er plads til. Men jeg synes nu det er en god drøm alligevel. For Danmark mangler et kristent medie hvor folk kan få solid kristen information, som ikke er baseret på traditioner, men på Guds ord!

Categories
Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne

Evangelist og Faderhuset burde være afsløret af frikirkerne!

Efter at have set 21Søndag i aftes, sidder man som frikirkekristen tilbage med en dårlig smag i munden. Ikke fordi programmet var lavet dårligt. Jeg synes faktisk at journalisten Anders Bech-Jessen havde lavet et meget fint program, hvor det var specifikt religiøse ekstremretninger som Evangelist og Faderhuset han gik efter. Han satte ikke alle frikirker over en kam, men pegede derhen hvor problemet var, istedet for at skyde med spredehagl. Han kan ellers nogen gange virke lidt for interesseret i at tale med store bogstaver, men jeg syntes han havde en meget god balance i dette indslag.

Det jeg fik en dårlig smag i munden over var, at det burde have været frikirke-danmark som havde gået ud med denne historie. Det burde være folk som sidder med ansvar i det frikirkelige, som for meget lang tid siden havde meldt klart ud at man ikke støttede de metoder, den teologi, og den ledelsesform som de to retninger står for. Istedetfor har man i i den tværkirkelige avis Udfordringen givet specielt Evangelist taleret igen og igen. Man har givet dem lov til at annoncere for deres kampagner, sommerstævner, lejre m.v. Kirker over det ganske land har ukritisk inviteret Christian Hedegaard, og givet ham lov til at forvirre folk med hans forfærdelige vrøvl, som der ikke er ret meget bibelsk belæg for. Jeg har mødt pastorer som har skamrost Faderhuset fordi de var så “brændende”, men som har valgt at overse at deres lære ganske enkelt var forkert. Christian Hedegaard og Ruth Evensen burde være blevet frosset ude af frikirke-Danmark, så det blev tydeligt for enhver at den slags ikke blev anset for sand kristendom af kristne!

En kort kommentar til indslaget er den fokus der var på ledernes autoritet. Når Hedegaard eller Evensen sagde noget, så var det som om Gud talte, og så skulle man ikke engang tænke over det. Det var bare at makke ret, ellers var man jo “oprørsk”. Og i nogen tilfælde angiveligt besat af en dæmon. Det er faktisk en teologi som kommer fra trosbevægelsen. Man adlyder det lederskab som man har, uden at tænke over det. Hvis man ikke adlyder og skal tænke over det først, er det tegn på dårlig tro. Her er et eksempel på hvordan en kendt pastor fra Singapore ved navn Kong Hee forholder sig til dette (ja han hedder Kong Hee). I nedenstående videoklip siger han at når “apostlen” Ulf Ekman giver ham et råd, så giver han sig ikke til at bede over det, eller søge Gud for det. Nej han adlyder bare, fordi det skulle være rigtigt når Ulf Ekman siger det. Det synes jeg er meget skræmmende at en leder for en stor kirke indrømmer at være så meget i hænderne på en bestemt mand.

Læs også følgende om Evangelist:

Er Christian Hedegaards lære i orden?

En forvirret leder med fornuftige støtter

Og  på Kim Thomassens blog kan du læse om den kristne sekt Faderhuset.

Categories
Falsk Lære Mirakler videoer

Er det bibelsk at alle bliver helbredt? Justin Peters del 3.

I denne tredie del af serien med Justin Peters afsløring af trosbevægelsen, kommer han ind på et kontroversielt spørgsmål. Et spørgsmål som deler mange i de karismatiske kredse, nemlig om alle kristne har ret til at være helbredt og ikke have smerte. Det burde ikke være nødvendigt at blive delt over dette spørgsmål, for bibelen giver os svar på det. Hvordan den gør det, viser Justin Peters meget klart i denne video. En af mine venner som var med til mødet, sagde at han blev bedrøvet over at han ikke havde været mere opmærksom på dette før. Men at han havde set på dette spørgsmål som et der ikke betød så meget, uden at forstå de problematikker det medfører at påstå alle kristne har ret til helbredelse.

Jeg husker et par jeg kendte fra trosbevægelsen som skulle have et barn. De var overbevist om at smerte ikke var bibelsk i orden for kristne. Så da hun fortalte om hendes fødsel påstod hun hårdnakket at hun absolut ingen smerter havde under fødslen. Jeg vidste jo godt at det var noget vrøvl, men vidste ikke lige hvad jeg skulle sige til hende dengang, så jeg beholdt min tvivl i tavshed. Jeg burde have gjort opmærksom på det var et problem, for hvad med de kristne kvinder som fødte deres børn med smerte, var deres tro nu mindre værd end denne kvindes? Troen på at alle bliver helbredt og kan leve uden smerte, skaber et elitehold af kristne og et underhold af kristne. Hvilket er stærkt problematisk, og er noget som jeg slet ikke kan tilslutte mig. Efter at have fået denne undervisning fra Justin, ser jeg nu heller ikke nogen grund til at holde min mund næste gang jeg hører disse påstande. Men tjek selv efter om du kan forsvare at alle har ret til helbredelse efter Justin Peters gennemgang af emnet.

Sidste del af Justin Peters afsløring af trosbevægelsen kommer her på siden næste weekend.

[display_podcast]

Højreklik og tryk på zoom for at få fuld skærm.

Categories
Falsk Lære podcast

Hvorfor er Rob Bell en vranglærer? Podcast

For et års tid siden havde David Jakobsen og jeg en snak om Rob Bell. Det optog vi til et podcast. Det viste sig at det podcast, medførte at flere ledere i det kirkelige blev ret irriterede på os. For hvad bildte vi os ind at tale sådan om denne fantastiske mand Rob Bell. Manden som man påstår er en fornyer af kirken så den passer ind i det 21 århundrede, og som nogen kalder den nye tids Billy Graham. Men hvis man lytter efter og vurderer om vores begrundelser er i orden, så burde man være irriterede på de ledere som har godkendt Rob Bell. Det er dem som læser og anbefaler hans bøger, viser hans ubibelske nooma videoer til ungdomsmøderne istedetfor at prædike selv, og dem som bare følger med strømmen af vranglære som der ikke vil komme nogen ende på før Jesu genkomst.

Jeg er overrasket over hvor mange gange dette podcast er hørt siden det blev udgivet for ca et år siden. For den bliver stadig hørt, selvom jeg ikke har henvist til den i lang tid. Men noget ser ud til at folk henviser til den, når snakken kommmer på Rob Bell. Men hør selv efter og vurder om der ikke er et problem med denne mand eller ej.

Det tager lige en to tre minutter inden vi kommer ordentlig igang, fordi jeg lige skulle fortælle om mit første bekendtskab med Rob Bell, og det er måske ikke så interessant at høre på. Men hvad der bliver sagt derefter tror jeg mange vil kunne få glæde af, for at kunne forsvare troen når vi bliver konfronteret med lære og lærere fra emergent church bevægelsen.

Hvis du ønsker at se de videoer som bliver nævnt i podcastet, kan du se dem her:
Rob Bell bliver afsløret som vranglærer
og her:
Advarsel! Rob Bell er blevet oversat til dansk

Categories
Falsk Lære Kirke

Når det normale bliver unormalt

I mandags kunne man på forsiden af gratisavisen 24timer, se at der var DØD KO i osten. Det lød jo umiddelbart som noget forfærdeligt noget, og avisen havde også fået det til at se ud som om det var en skandalesag de havde fået fat i. Man “afslørede” bl.a. at Klovborg ost og Lillebror ost indeholdt enzymer fra DØDE KØER. Årsagen var at man brugte disse enzymer til at hærde osten. Man var så gået ud på gaden og spurgt folk hvad de sagde til at der var DØD KO i deres ost. Det brød de sig selvfølgelig ikke om (vel at mærke dem som fik taleret i artiklen). Dernæst havde man spurgt imamen Abdul Wahid Pedersen, hvad han havde at sige til det. Han syntes jo det var helt forfærdeligt, for hvis de DØDE KØER som man brugte ikke var halalslagtet så ville mange muslimer jo blive urene af at spise ost.

Hvad artiklen kun ganske kort kom ind på var at det jo er en metode som man har brugt i årtusinder for at få osten til at hærde. Samt at dette engang var normal almen viden. Der er et bestemt enzym som findes i kalvens mave, kaldet osteløbe som man benytter dertil. Så det er helt normalt at benytte sig af dette enzym. Der blev i tredserne (såvidt jeg husker) opfundet et kunstigt produceret erstatningsprodukt som gør at man godt kan lave ost uden osteløbe fra kalvens mave. Så i dag er det altså muligt at købe ost uden animalsk og naturlig osteløbe, men mange producenter holder sig til den gode gammeldags metode.

De moderne kirkers unormalitet
24timers historie er tåbelig. For den tager ikke hensyn til historien bag osteproduktion. Men kirkerne af i dag, er mindst ligeså tåbelige. For de har glemt historien bag evangeliet. De vil ikke prædike synd, dom og retfærdighed, men hellere lev dit bedste liv nu. De vil ikke prædike omvendelse, men hellere at Gud elsker dig som du er. De vil ikke udlægge bibelen så bibelens hovedperson fremstår tydeligt og klart, de vil hellere omfortolke den så den kommer til at handle om os istedetfor. Og så om hvor glad Gud dog må være siden der er sådan nogen som os, som Han bare elsker som vi er.

Når der så kommer nogen og prædiker det fulde evangelium med omvendelse til Kristus. Så opfører man sig som 24timer, og siger “Hvad? Vi skal ikke have noget om synd ind i vores forkyndelse. Det var sådan noget man gjorde i gamle dage. Vi er kommet langt videre end det.” Man er blevet for moderne til det gamle evangelium. Det evangelium som er det normale evangelium. Det kendte evangelium. Det evangelium som indeholder frelseskraft fra Gud. Det normale evangelium har de moderne kirker gjort unormalt. Men en dag skal lederne fra de kirker stå overfor Gud. Der skal de stå til ansvar for det normale de gjorde unormalt. Hvem mon vil have det største problem overfor Gud den dag? Journalisten som sagde der var død ko i osten, eller pastoren som havde ændret det normale evangelium til noget unormalt? Og er det så svært et spørgsmål?

Artiklen kan læses
her.