Categories
Kirke

Er kirkernes metoder bibelske?

Jeg vil gerne henvise til en artikel af Andreas Michelsen på siden shafan.dk. I artiklen bliver der brugt et citat fra Charles spurgeon som lyder:

“Netop den menighed, som værdsættes mest af verden, er sikkert den, som Gud afskyr.”

Årsagen til det citat må du selv finde ud af. Andreas skriver på en ganske anden måde end jeg gør. Og jeg tror der er en del af læserne her på bloggen, der nok kunne få en del ud af at se hvordan andre skriver om de samme emner som på omvendelse.dk. For det kan gøres på forskellige måder og være bibelsk funderede.

I denne artikel skriver Andreas om hvorfor det er en forkert og farlig vej at gå på, når vi bruger verdens metoder til at nå mennesker istedet for bibelens. Hvis jeg har fanget din interesse, så læs artiklen her.

Categories
podcast

Podcast: En diskussion om hvorfor der kun er en vej til Gud og ikke mange

Jeg har haft en snak med David Jakobsen fra www.apologetik.dk om hvor vigtigt det er at forstå og holde fast i, at der kun er en vej til frelse, og det er igennem Jesus Kristus. Vi kommer vidt omkring, ovenikøbet forbi USAs største menighed som er ledet af Joel Osteen. Vi har også et interessant bud på hvorfor den er så stor. Derudover kommer vi ind på forskellige religiøse retninger og på hvorfor de tager fejl. Samt vigtigheden af at forkynde evangeliet for dem.
Noget som også kunne være spændende at høre for omvendelse.dks læsere er at David og jeg faktisk er uenige om nogle punkter, men det er der faktisk plads til. Vi behøver ikke være enige om hvert enkelt lille punkt for at kunne snakke sammen. Men vi er enige om kernedoktrinerne, dem sætter vi ikke tvivl om. Hvis jeg må være lidt personlig så er det en fornøjelse at have disse diskussioner med David som vi kan lægge ud på nettet, også selvom de viser at kristne kan være uenige på nogle områder. Det generer mig ikke, så længe det ikke er kernedoktriner der står for skud.
På et tidspunkt bliver vores diskussion lidt dybere end normalt. Men det skal der også være plads til indimellem. Nogle gange skal der være plads til at tale dybere om tingene end vi plejer at gøre.
Håber I får noget ud af det.

Categories
Falsk Lære

Kristuskransen Kan den få mig nærmere Gud?

Har du svært ved at komme tæt på Gud? Så er løsningen der nu. Du kan få en Kristuskrans for den er “en hjælp til at leve Gud nær på en enkel og praktisk måde” som der står på hjemmesiden www.kristuskransen.dk. Der er lagt nogle tilsyneladende gode forklaringer på, hvorfor de mener at denne kristuskrans skulle være til gavn for vores tro. Der er forskellige sten i den som har forskellig betydning.

Der er selvfølgelig Gudsperlen, som skal symbolisere Guds storhed og evighed. Ørkenperlen fordi vi også oplever ørkenvandringer i vort liv. Nattens perle fordi mørket er en realitet i vore liv. Hemmelighedsperlen som vi kan røre ved når vi ikke ønsker at fortælle hvad der er galt, for Gud ved det jo. Foruden en masse stilhedsperler så man kan høre Gud.

Ja det lyder meget godt det her. Men jeg kan ikke anbefale nogensomhelst at købe en kristuskrans, for sandheden er at den leder væk fra Gud, og dermed medfører det modsatte af det som den påstår at gøre. Lad mig forklare med et eksempel. Lad os sige at jeg har haft en dårlig periode. Jeg har været stresset fordi det hverken fungerer på mit arbejde eller i mit hjem. Jeg synes bare tingene er ved at falde fra hinanden. Hvad burde jeg gøre? Søge Gud selvfølgelig. For der står vi skal søge Hans rige og Hans retfærdighed, for så skal resten gives os i tilgift. Men nu har jeg fået mig en kristuskrans hvorom det påstås at den kan hjælpe mig nærmere Gud. Så derfor tager jeg den op, og begynder at tage fat i de forskellige perler og tænke over hvad de betyder. Ja måske kommer der også nogle bønner ud af det. Men hvad var det egentlig jeg gjorde hvis vi lige tænker os lidt om? Jeg søgte hjælp i en stenkrans, istedetfor at søge Gud. Måske tror jeg, at jeg søger Gud igennem stenkransen, men vi har kun fået mulighed for at søge Gud igennem Jesus, ikke en stenkrans. På en eller anden måde har jeg skiftet Gud ud med nogle sten.

Jeg er rimelig sikker på at dem som taler for denne krans vil modsige mig her. De vil sige at det jo ikke er meningen at kristuskransen skal styre mit liv. Den er blot en hjælp til at komme nærmere Gud og få et bedre liv. Men det samme siger astrologerne. Jeg har kendt flere astrologer som igen og igen har påstået at man ikke skal lade sig styre af astrologien. Astrologien siger de, skal bruges som et redskab til at få mest muligt ud af sit liv. Men et er hvad de siger, et andet er hvad folk (og de selv) gør, for folk vil komme til at lade astrologien styre sig. Selvom de påstår det modsatte.
Denne kristuskrans vil få samme effekt selvom den har nogle symbolikker i dens sten som er baseret på den kristne tro. Hvis vi skal søge Gud så lad os søge Ham i bøn og igennem Hans ord, og ved at være sammen med andre gudsfrygtige kristne.

Desværre vil der blive reklameret for denne kristuskrans på mindst en bibelcamping her til sommer. Hvilket en læser gjorde mig opmærksom på. Jeg ved ikke hvorfor man overhovedet giver plads til den slags på en bibelcamping. Den eneste grund som jeg kan se er fordi vi har glemt evangeliet, og glemt hvad det handler om, og det er meget meget alvorligt.

Categories
Evig dom Falsk Lære

Er universalisme farligt?

Universalisme er troen på at alle er frelst. Dvs at man ikke tror på at der findes en fortabelse. Det er en forståelse som altid har fulgt i kølvandet på kristendom. Nogle gange mere end andre gange. Det er dog en fuldstændig ubibelsk forståelse, fordi den sætter tvivl om selve Jesus ord.

Hvorfor er det nu så farligt? Universalisterne tror jo også på Jesus værk på korset. Er det så ikke i orden at være universalist? Til det må jeg svare klart nej. For hvis Jesus siger at man må fødes på ny for overhovedet at kunne se Guds rige. Samt at man er nødt til at omvende sig og tro på evangeliet, så bør man tage det meget meget alvorligt. Men netop her knækker filmen for universalisterne. De mener at disse ting skal forstås symbolsk eller ses igennem et bestemt forståelsesmønster som de åbenbart mener at have tjek på. Men det medfører flere problemer.

Hvis Jesu advarsler om evig straf i Helvede ikke passer, kan vi så overhovedet tro på at der findes en Himmel. Er det ikke muligt at den skal forstås ligeså symbolsk så? Til dette vil universalisten svare at Himlen findes, men Helvede ikke er reelt. Men så siger de jo at der kun er noget af bibelen der er sand, og der findes flere steder som ikke er sande. Men hvordan skal jeg kunne vurdere hvad der er sandt, og hvad der er usandt? Det er jeg ikke istand til. Men universalisterne mener nok at de er klogere end mig på dette område.

En anden ting som er meget farlig ved universalismen er at når man tror på den, så behøver man ikke længere prædike omvendelse. Man vil også automatisk holde op med det, for det er ikke noget man bliver populær af at prædike. Men uden omvendelse er det ikke muligt at blive frelst ifølge bibelen. Men for universalisten er omvendelse jo ikke nødvendigt, man kommer jo i Himlen alligevel. Så igen ser man at dette undergraver bibelens troværdighed.

For det tredie er universalismen en ubrugelig tilgang for kristne. For hvis den er rigtig, hvorfor så overhovedet prædike den. Ordene har jo ikke længere nogen betydning, når alle er frelst på forhånd. At der findes præster som er universalister er for mig at se det rene tidsspilde. For hvorfor forkynde noget som de samtidig siger ikke har nogen effekt alligevel. Det er dog også kendetegnende for de fleste universalister at de besidder en slaphed i troen som ikke medfører nogen form for gudsfrygtig livsstil. Det er måske også med til at forklare deres tåbelighed, for gudsfrygt er jo som bekendt starten på visdom (ordsprogene 9.10). Hvilket må betyde at mangel på gudsfrygt er begyndelsen på dumhed.

Men hvorfor har vi så så let ved at falde ind i universalismens lære. For det er en lære som nemt sniger sig ind i kristne kredse. Det vil jeg komme ind på i et snarligt indlæg. Men hvorfor man lukker universalisterne ind i vores kirker og prædike, som dem der inviterer Johannes Møllehave, det er et spørgsmål som jeg har svært ved at svare på. For bibelen siger jo at vi ikke skal invitere den slags til at tale i vores kirker. De er velkommen til vore møder, men ligefrem at gøre dem til vores gæsteprædikanter med deres farlige vranglære. Det er mig uforståeligt. Medmindre disse kirker allerede har lukket op for universalismen. Det kunne man måske se nærmere på.

Categories
Troens forsvar

En ung apologetiker

På youtube florerer der en video der oversat til dansk hedder “Ti spørgsmål enhver intelligent kristen burde svare på”. Den er blevet set flittigt, men den er også blevet besvaret i en anden video. Det er en ganske ung mand som viser sig at have et ret godt kendskab til sin bibel, som gør dette. Han kan gå om bag spørgsmålene og vise hvor tåbelige de er i udgangspunktet, og vise at spørgsmålene ikke beviser nogetsom helst.

Jeg synes det er befriende at se at her er en ung mand, som nok ikke har taget en lang universitetsuddannelse. Det ser faktisk ud til at han bor hjemme stadigvæk hvis man ser på nogle af hans andre videoer. Men han kan være bibelsk og skarp på samme tid. Han vil ikke lade sig se ned på, eller holde sig tilbage, bare fordi han er ung. Hans videoer bliver da også set flittigt. Men mange af dem er også lavet ret godt, og viser at her er en ung mand som vil kende Gud, og har lært Ham at kende igennem sit ord. Det er en velsignelse at se på!

Categories
Falsk Lære Kirke

Sekter og kirker igen

Jeg skrev for et stykke tid siden et indlæg kaldet Sekter og kirker. Det skabte en vældig debat, som jeg personlig blev lidt overrasket over. Men det har jeg nu ikke noget imod. Det viste sig også at noget af det vi kom ind på i debatten, havde jeg ikke det fornødne kendskab til. Hvilket bestemt ikke generer mig, for folk var generelt gode til at svare hinanden. En anden kendt blogger Lars Dorland, valgte at skrive et indlæg om mit indlæg om sekter og kirker som du kan se på dette link. Der kom han ind på nogle mangler i det jeg havde skrevet, som jeg har valgt at tage op. Jeg synes Larses analyse er meget fin. Han siger at jeg ikke forholder mig ordentligt til min egen definition af hvad en sekt er. Det må jeg give ham ret i, og det er måske også en af årsagerne til at debatten blev så intens. Jeg vil derfor forsøge mig igen her. Men jeg lover ikke noget perfekt stykke arbejde, og I er stadig velkomne til at give jeres besyv med.

Efter jeg læste Lars Dorlands indlæg gik det op for mig at jeg havde overset noget. Nemlig doktrinerne hvilket jeg vil vende tilbage til. Gyldendals Fremmedordbog beskriver en sekt som:

“Sekt:Trossamfund som pga. særmeninger har skilt sig ud fra et større trossamfund”

Det havde jeg kommet til at overse, og istedet kommet til at fokusere for meget på det som denne definition ikke havde med. Jeg definerede en sekt som 1 En gruppe der tager patent på sandheden, og 2 Gruppen siger at kun igennem deres organisation er der mulighed for frelse.  Her mangler der et tredie element, og det er det som fremmedordbogen har. Men jeg mener dog det skal defineres nærmere. For hvornår er en særmening så afgørende at den reelt set er vranglære? For vranglære er også en del af det sekteriske. Er man en sekt fordi man ikke drikker alkohol? Er man en sekt fordi man har bestemt kirketøj på om søndagen? Er man en sekt fordi man ikke tror at de åndelige gaver også gælder i dag, eller er man en sekt fordi man mener at de åndelige gaver gælder for i dag? Jeg vil gerne svare nej til allesammen. Selvom de alle er særmeninger. Lad os bare tage den med alkohol. John Wesley som startede metodismen gik ind for at metodisterne ikke skulle røre alkohol. Men vi anser jo ikke metodisterne som en sekt af den årsag.

Ingen af de områder jeg spørger indtil her, tilhører det man kalder kernedoktriner. De er altså ikke afgørende for ens tro. En særmening i forhold til at blive defineret for en sekt, må alt andet lige kun gælde for særmeninger som ændrer på kernedoktrinerne. F.x. hvem Jesus er. Når nogen siger at Han er en engel og ikke Gud. Så har man en særmening som har afgørende betydning for ens tro og dermed frelse. Eller hvis man sætter tvivl om treenigheden, så er det igen en særmening som går ud over et af kernedoktrinerne.

Men hvornår er man en sekt, og hvornår er man en kirke. Ja det kan nok være et meget svært område nogen gange. For vi møder eksempelvis også særmeninger hos de emergente. Der kan være nogen der sætter tvivl om treenigheden der. Som regel bliver det dog gjort på en ret subtil måde. Men at definere emergent church som en sekt, ville være at skyde langt over målet. Personlig tror jeg da også at flere af dem der er involveret i det, er kristne. Jeg tror dog ikke at de kan forblive i det som kristne på sigt. Enten må de gå ud af det, eller ændre deres tro, og dermed miste frelsen(jeg kan ikke sige noget om tidsperspektivet her).Men det er en anden diskussion som jeg vil tage op en anden gang.
For at blive defineret som en sekt, skal alle tre punkter være opfyldt. Så lad os tage to trossamfund og vurdere dem samlet. Jehovas vidner og metodisterne. Faste læsere ved at jeg ikke på nogen måde er ude efter metodisterne. Jeg er jo en stor beundrer af deres grundlægger John Wesley. Jeg synes blot at de kunne være spændende at sætte op mod Jehovas vidner.

Punkt 1 Gruppen skal tage patent på sandheden.
Jehovas vidner siger at de har den rette forståelse af bibelen. Den må dog ikke læses alene. Deres grundlægger skrev faktisk at den kun måtte læses sammen med noget han havde skrevet. I dag svarer det til at man kun må læse bibelen sammen med vagttårnet. Du vil ikke nødvendigvis få en fra Jehovas vidner til at svare ja til dette. Det kan dog lade sig gøre hvis du er lidt smart i den måde du spørger indtil det på. Men vi kan se at de tager patent på sandheden, fordi de påstår at man kun kan forstå sandheden ved at læse deres skrifter. Så ja til første punkt.

Metodisterne tager ikke patent på sandheden. John Wesley startede som statskirkepræst, men fordi han prædikede så hårdt at folk kunne se deres egen synd, mente man ikke der var plads til ham på prædikestolene. Man ville hellere have at folk følte sig godt tilpas i kirkerne og gik hjem uden at have det dårligt med sig selv, så der var der ikke plads til John Wesley. Han begyndte istedet at forkynde under åben himmel. For der var der ikke nogen dør der kunne lukkes for ham. Han mente at det han prædikede skulle prædikes i alle kirker og ikke kun hos metodisterne. Han forsøgte ikke at påstå at metodisterne alene havde den rette forståelse af bibelen. Men han forstod at mennesket er elendigt og har brug for en frelser. Og det kunne han forkynde klart og tydeligt fordi det er sandheden. Så nej til første punkt.

Punkt 2 Man kan kun blive frelst igennem vores organisation
Dette mener Jehovas vidner helt klart. Hvis man ikke er medlem af Jehovas vidner så er det armageddon på dommens dag. Så ja til punkt 2.

Jeg har aldrig hørt om nogen ledende person hos metodisterne som skulle have påstået at hvis ikke man er metodist, så kan man ikke komme i himlen. Jeg har også siddet med i tværkirkelige ledermøder sammen med metodister. Der har jeg aldrig lagt mærke til at de skulle være enig i punkt 2. Så nej til dette punkt.

Punkt 3 Gruppen har særmeninger som har betydning for forståelsen af kernedoktrinerne
Her er der igen ingen tvivl om at Jehovas vidner har et andet billede af både Jesus, Treenigheden og evig straf, end den som bibelen har. De tror Jesus er en engel, de tror ikke på treenigheden og heller ikke på evig straf i Helvede. Der er også andre punkter end disse. Men jeg synes det er nok. Her er altså en gruppe som har særmeninger om afgørende doktriner. Så ja til punkt 3

Metodisterne har eller havde nogle særmeninger om alkohol, og også om andre ting i småtingsafdelingen som var med til at definere hvem metodisterne var i forhold til resten af samfundet. Det var dog ikke sådan at de mente at disse ting frelste nogen. De vidste at der kun er frelse igennem Jesus og hans fuldbragte værk på Golgatas kors.  Så nej til punkt 3.

Så hvad kan vi konkludere? Vi kan konkludere at Jehovas vidner er en sekt fordi de opfylder alle tre punkter. Mens metodisterne ikke er en kirke da de ikke opfylder nogle af punkterne.

Men der er tre ting jeg godt vil afslutte med. For det første er de tre punkter for en sekt, noget jeg har tænkt rigtig meget over og har nået frem til ved at undersøge hvad andre mener om dette emne. Men derfor behøver jeg ikke have ret. Så måske synes du det er for mange punkter, eller synes måske der mangler nogle punkter. Hvis du har det sådan må du meget gerne komme med input.
For det andet er spørgsmålet hvor mange af punkterne skal være opfyldt for at man kan defineres som en sekt. Skal det være alle tre, eller kan man nøjes med to? Personligt mener jeg det sidste, men er ikke helt sikker.
For det tredie, så medfører punkt 3 et nyt problem. For hvad er kernedoktriner og hvad er sekundære doktriner. Det må jo være et skel et eller andet sted. Det er muligt at jeg vil gå ind i den diskussion en anden gang. For den er også ret vigtig i både den her og andre sammenhænge.

Categories
Overfladisk kristendom

Sex and the city. Nu anbefalet af Christianity today

Så skete det. Vi kristne er nu blevet så frigjorte at vi med god samvittighed kan gå i biografen og betale for at se fire kvinder vælte sig rundt i promiskuøs livsstil. Fire kvinder der lever et totalt intetsigende tomt liv, som de prøver at få fyldt op, ved at søge seksuelle tilfredstillelse hos mænd der lever et ligeså tomt liv. Eftersom det ikke kan udfylde deres elendighed forsøger at de at skabe en facade af indhold ved at købe dyre mærkevarer. Det må være en rigtig god film for kristne, for den får tre ud af fire stjerner i Christianity today.

De skriver endda om nogle af de seksuelle eskapader som sker i filmen. Men det ser jeg som at gå over grænsen at citere det. Jeg må nøjes med at erklære, at jeg undrer mig over at man skal spilde spalte og hjemmesideplads til at anbefale en film som promoverer synd, som om det var saftevand.

Categories
Hvem er Gud? Korset

Hvis Jesus ikke er Gud, så er der ingen frelse

Det er af absolut stor vigtighed at have et ret billede af hvem Jesus er. Vi kan ikke nøjes med at sige at Han var et godt menneske, eller at Jesus kom for at vise os gode gerninger til efterfølgelse. Vi kan heller ikke påstå at Han skulle være en engel eller en skabt person. For hvis det er sandt, så er der ingen frelse. Vi er nødt til at vide at den mand der hang på Golgatas kors var Gud selv.

Hvorfor så det? For det første fordi bibelen viser at Han er Gud. Det står meget tydeligt i første kapitel i Johannes evangeliet.

“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Johannes 1.1

og

“Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Johannes 1.14

For det andet fordi, det ikke kunne være hvem som helst der hang på det træ. For hvis det bare havde været et almindeligt menneske, ovenikøbet syndfrit, hvordan skulle det ene menneske så kunne sone hele verdens synd? Ville et enkelt syndfrit menneske ikke kun være i stand til at sone et enkelt andet menneskes synd. For ellers ville det jo også kun være et symbolsk offer, og symbolske ofre var der nok af i det gamle testamente, og de hjalp ingenting. Og burde det så ikke også være for tid og evighed? Det hænger ikke særlig godt sammen med at Jesus opstod på trediedagen.
Det samme er gældende for engle. For selvom englene stråler af skønhed og har stor kraft, så viser bibelen os at englene er under mennesket i status. Der står at vi endda skal dømme engle, det er jo noget af en opgave. Så hvordan skulle en engel som ligger under mennesket, kunne bære hele verdens synd?

Den mand der hængte på det kors, måtte være mere værd end alle andre tilsammen. For ellers ville det ikke være muligt at bære HELE verdens synd, og opstå på trediedagen. Den mand kan kun være Gud, der findes ingen andre der kunne bære så meget. Fatter vi hvor stort det er. Forstår vi hvilken stor Gud vi har, at Han valgte at tage vores synd på sig for at vi måtte kunne gå fri og undgå den selvsamme vrede som knuste Ham på korset?

Categories
Evig dom

Hvordan er der i Helvede 4 Ravi Zacharias

Hvis du ikke er kendt med Ravi Zacharias, så benyt dig af denne mulighed. Han er en af de bedst kendte apologetikere. Dvs forsvarere af den kristne tro. Han har en særdeles god indsigt i bibelen og andre religioner og ideologier. Han formår også skarpt at vise, hvorfor Jesus er den eneste der kan frelse os. I dette klip fortæller hanbl.a. om evigheden i Helvede og hvor forfærdeligt der er, og hvorfor vi er nødt til at erkende at vi har brug for en frelser.

Categories
Overfladisk kristendom

Verdens dårligste film. Hvordan blev den mon til?

Det er velkendt at verdens dårligste film hedder “Plan 9 from outer space”. Det menes at være den film der flest gange er blevet kåret til verdens dårligste. Jeg har faktisk set den, må jeg nærmest med skam indrømme, for den var virkelig så dårlig som man siger. Det var total tidsspilde at se den film. Det er en science fiction film med Zombier og vampyrer, elendige skuespillere, ekstrem dårlig kameraføring, og amatøragtig klipning. Den er lavet af manden der er blevet kåret til verdens dårligste instruktør Ed Wood. En mand der godt kunne lide at gå i kvindetøj. Det lavede han forresten også en film om. Og den er også dårlig, har jeg fået at vide, og jeg tror det er rigtigt.

Hvordan blev “Plan 9 from outer space” til en film. Hvem kunne finde på at give penge til at realisere Ed Woods drøm om at lave en science fiction film? Jo, det var der faktisk nogen baptister der ville, og gjorde. Nu vil jeg ikke stereotypificere baptisterne på denne enkelte begivenhed, og det kunne vel ligeså godt have været et andet kirkesamfund der havde gjort det, for læs nu hvorfor.

Der var nogle baptister der gerne ville lave en Jesus film. Eller en film om de 12 apostle, derom er der lidt uenighed. Men der er ikke nogen tvivl om at de ønskede at lave en film baseret på bibelen. Men de havde ikke så mange penge, og havde svært ved at finde en instruktør der ville tage projektet. Indtil de mødte Ed Wood. Han sagde ja på stedet. Men da han hørte hvor mange penge de havde til det, gav han dem et tilbud som var meget fristende. De skulle investere pengene i hans science fiction film “Grave robber from outer space”. Så ville de få pengene mangedoblet, så de kunne filmatisere mange flere bibelfilm, og i en endnu bedre kvalitet.

Nu skal det lige siges at baptisterne var lidt skeptiske. De brød sig nemlig ikke om navnet Grave robbers. Så Ed Wood ændrede navnet til “Plan 9 from outer space”, men ændrede så vidt vides ikke nævneværdigt i manuskriptet. Denne ændring af navnet og en lovning på en stor gevinst, overtalte til sidst baptisterne. For som Ed Wood jo sagde; Unge elsker film med rummænd og den slags, I vil tjene masser af penge på det her. Ja penge det er jo altid godt at have, så filmen gik i gang. Den blev vist nok skudt på fem dage.

Filmen blev en gigantfiasko! Den var så dårlig at folk ikke gad se den. Så derfor tjente den jo heller ikke nogen penge ind. Pengene var dermed tabt. Tabt fordi nogle kristne havde ladet sig friste til at investere i en film der overhovedet ikke havde noget som helst kristent indhold. Tværtimod. Den var fyldt med zombier, lidt vampyrer, mord, rummænd og dertil lavet af en transvestit. Men de troede at målet helligede midlet. Desværre blev de slemt skuffede.

Det er en alvorlig sag som kirke at indgå venskab med verden. For bibelen siger stadigvæk:

“I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud.” Jakob 4.4