Hvis jeg skulle holde en nytårstale til kirkerne i Danmark, så ville den i år se sådan her ud:
Vi ser i dag at moralen i vores land bliver dårligere og dårligere. På børnekanalen Ramasjang bliver der for licenspenge vist tv-serier med børn der bander som om det ikke har nogen betydning, men også diverse okkulte tegnefilmsserier. På DR HD kommer der nærmest ugenligt et program om sex, hvor diverse folk udstiller og taler om deres ekstreme seksuelle oplevelser, og hvor værten (har jeg læst, den slags vil jeg ikke se) afprøver ting på sin egen krop, som ikke burde vises i fjernsynet.Oven i det har man stadig et samfund hvor prostitution er lovligt og tilmed er en branche der betaler skat, som er med til at finansiere vore hospitaler og skoler. Man kunne ellers have gjort det ulovligt igen, da man kunne skaffe flertal og dermed minimere prostitution, hvilket ville være et godt signal at sende. Det valgte man ikke. Og som om det ikke er galt nok ser det ud til at man snart i vores zapperkultur kan få lov at blive skilt nærmest når som helst. Hvor man i dag skal være separeret et år før det kan lade sig gøre, hvad der faktisk har reddet nogen ægteskaber. Da man fik tid til at tænke sig om.
Da kirken havde en røst
Disse ting som blot er nogen få eksempler, ville en stor del af kirken i Danmark ikke have accepteret stiltiende før. Man ville have sagt fra. Også selvom det betød latterliggørelse indimellem. Men det var nogen gange med til at sætte en standard.Jeg husker tilbage i senhalvfjerdserne hvor et satireshow med Ulf Pilgaard og Claus Ryskær blev stoppet. Det skete pga en sketch hvor Claus Ryskær pludselig stod splitternøgen i den bedste sendetid. Aldrig før havde DR fået så mange klager. Deres telefoner var rødglødende og resultatet var at de tre sidste af de fem satireshows ikke blev sendt.
I senfirserne var der så en kæmpehype omkring aids. Det betød at vi fik den ene kondomkampagne efter den anden og tilmed fik Anne Linnets promiskuøse “sikker sex” sang “Den jeg elsker” spillet i radioen til hudløshed. Fint nok at advare folk der lever promiskuøst om faren ved usikker sex. Men DR måtte lige give den et ekstra hak. Så de gjorde et stort nummer ud af de ville vise et indslag med et par der havde sex og brugte kondom. Det var der en præst der blev forstyrtet over. Han kunne ikke forstå at DR skulle have brug for ligefrem at vise den slags. Jeg kan huske jeg så det (var ikke kristen dengang) og synes faktisk det var et ret lamt og ubrugeligt indslag. Ingen blev mere oplyst af det indslag end man var i forvejen. Jeg syntes selvom jeg ikke var kristen, at præsten der klagede offentligt, faktisk havde noget fornuftigt at sige.Men det var dengang. Dengang da kristne tog bladet fra munden, og definerede synd som synd. Selvom de sagde det til en falden verden, så var de salt i denne verden og havde saltets virkning. For kristne blev dog hørt og nogen tog os alvorligt.
Det var dengang, hvad med i dag?
I dag har mange kristne istedet valgt at fokusere på hvordan de kan leve et lykkeligt liv, hvordan de kan få en frisk glad kirke, hvor folk føler sig hjemme og kan høre et feelgood budskab som ikke provokerer nogen, eller hvad man nu ellers ser af nye tendenser i kirken. Imens ser vi at det moralske forfald i verden bare kører med 100 km i timen mod afgrunden, og de kristne fungerer ikke længere som salt. Det er som om saltet har mistet sin kraft. Vi klager os kun internt i kirkerne og siger “sådan er det jo” istedet for at gøre en indsats og tale offentligt imod det. Vi vil langt hellere se til, end vi vil advare. Vi er ikke længere så salte som vi har været før.Hvad vi har brug for i kirkerne i dag, er at kirken igen bliver bevidst om først sin egen synd, og derefter synd generelt. Og forstår at kun igennem Jesus Kristus kan vi få soning for vore synder. Men også at kirken igen bliver den instans der siger fra når tingene udvikler sig i en mere syndig retning. Særlig nu hvor landet er i en tilstand hvor vi efterhånden er stolte af vores synd, istedet for at skamme os over den. For det at et samfund er stolt af sin synd, er et tegn på Guds dom.
Der vil altid være synd i denne verden, men når verden er stolt af synden, viser det at man er ude i store problemer. Samfund som er i den tilstand har vist sig kun at udvikle sig i en af to retninger. Enten ødelæggelse i form af krig, økonomisk forfald, fattigdom, sygdom o.l. eller kristen vækkelse. Det kan vi se i bibelen, men historien har også vist at det ikke kun er noget der skete sådan i bibelens tid. Min bøn og håb for det nye år er at kirker må vågne op af deres søvn og se at de har brug for at prædike evangeliet klart og tydeligt igen. Holde sig fri fra vranglære og turde være salt i en verden der har brug for at få at vide hvad synd er. For hvis folk ikke får at vide hvad synd er, så fortsætter de med den, og forstår ikke syndens konsekvenser. Men hvis de får defineret hvad synd er og hvad det medfører, så er det at folk igen kan se de har brug for en frelser til at hjælpe dem ud af syndens dynd og fri dem fra den kommende dom.
Der er kun en frelser der formår at gøre det, og det er Ham der bar vore synder på Golgatas kors, for at dem der ville omvende sig og give deres liv til Ham kunne få evigt liv. Kender du Ham?
