Categories
Bibelen Kommentar til medierne

Den glemte skat der bare skal findes frem

For nogle år siden kunne man læse, at nogen havde fundet ud af at de var 50 millioner kr. rigere end de havde regnet med. En afdød læge havde nemlig haft sin gamle bil, en Bugatti 57S fra 1937 stående i sin garage frem til i dag. Der havde den stået siden tredserne. Den var samtidig i en usædvanlig god stand, og havde ikke kørt særligt langt.

Hvordan ville du have det?
Forestil dig at du har levet dit liv, uden at vide at du ude i garagen havde en formue stående. En formue som ville gøre dig økonomisk uafhængig. Jeg har en formodning om at hvis det skete for dig, så ville det betyde at du ville blive ret glad, for at sige det mildt. Men ville du ikke samtidig synes at det var ret tåbeligt, hvis du godt vidste at du havde en formue ude i garagen stående. En formue som du uden problemer ville kunne få meget gavn af. Men alligevel en formue som du ikke ville gå ud og støve af, for at se den i sin glans og samtidig få formuen frigivet.

En kirke med en gemt formue?
Sådan er mange kirker i dag. De har en formue stående i deres bibel, som blot skal forkyndes klart og tydeligt. Men det vil de ikke. De vil hellere prædike noget der ligner sæbebobler. Sæbebobler ser jo flotte ud. Vi har nok alle løbet efter dem som børn og forsøgt at fange dem. Vi var fascineret over deres farver og svæveriske tendenser. Men når vi fik fat i dem viste de deres sande natur. De var tomme. Nogle har måske endda prøvet at fange dem på tungen (jeg har faktisk). De smager på trods af deres ydre skønhed elendigt.

Sådanne budskaber bliver forkyndt i dag. Budskaber som lyder flotte, men er fuldstændig uden guddommeligt indhold. Og hvis man prøver at gøre dem til virkelighed, viser det sig på sigt at de giver en dårlig smag i munden.

Kom dog tilbage til at forkynde det skønne værdifulde og dyrebare Guds ord. Vi er ikke blevet bedt om at bøje det eller gøre det smart. Vi er fået det hverv at prædike det klart og tydeligt. For der kommer skatten til udtryk allermest klart og skønt.

Historien om den sjældne Bugatti kan du forresten læse her: http://politiken.dk/indland/article622368.ece

Categories
Bibelen Hvem er Gud? podcast Prædikener Troens forsvar

Kan man prædike udfra en slægtstavle? Podcast

I går gik jeg igang med at prædike udfra Mattæusevangeliet. Det er planen at gennemgå hele bogen som en lang prædikenserie. Så det tager nok nogle år, men jeg tror det bliver godt at tage det hele med og derved at få en god balance i forkyndelsen, og ikke bare tage de områder ud af bibelen, som jeg har lyst til at prædike over. Men hvad gør man så når den bog man har valgt at gå igennem, starter med en slægtsbog? For sådan starter Mattæus. Istedetfor at starte med et eller andet enormt fangende, og hæsblæsende som en moderne film ville gøre, så starter Mattæus med en opremsning af Jesu slægt.

Hvorfor er den der, og hvad vil Gud fortælle os med den slægstavle? Fantastiske ting dukker op når vi begynder at dykke ned i hvem der er i denne slægsttavle. Såsom at kvinder har ligeså stor værdi som mænd, at vi ikke kan sige at Gud ikke kan bruge en som dig og mig, men at Gud kan bruge hvem Han vil som Han vil.
Derudover bliver der også gjort op med et par myter om Jesu mor, som den romersk katolske kirke har forsøgt at pådutte kirken, selvom det intetsteds kan dokumenteres.

En lille ting som jeg starter med, som jeg tror mange kan nyde godt af, er hvad der kendetegner Ny testamentes forfatterne. De har et fokus som peger væk fra dem selv, og istedet hen på Kristus. Mattæus er en af dem som allerbedst viser dette. Hør selv hvorfor i podcastet her.

Categories
Bibelen Uncategorized

Mattæus-evangeliet: Hvad sagde Jesus egentlig?

På søndag går jeg i gang med at prædike udfra Mattæus-evangeliet. Det kommer nok til at tage nogle år at gå igennem, men så ved jeg da hvad jeg skal prædike over. Hvorfor har jeg så valgt at tage den? Det er der et meget enkelt svar på. Mattæus-evangeliet er den bog i bibelen som har allermest med om hvad Jesus sagde. De bibeler der har rød skrift der hvor Jesus taler, viser at Mattæus har ca halvdelen af ordene dækket som rød skrift. Så hvis man vil vide hvad Jesus sagde, så er det ofte en god idé at finde det i Mattæusevangeliet.
Folk har ofte nogle underlige ideer om hvad Jesus sagde og mente, men det er en god idé at kigge efter selv. Derfor foreslår jeg nogen gange folk der tror de ved noget om Jesus (men reelt set viser de ikke er særlig vidende) at læse denne bog, for den skærer helt igennem hvad Jesus sagde og mente.
I min opstart vil jeg udover at give en kort introduktion til bogen, tale udfra den stamtavle som Mattæusevangeliet starter med. Den stamtavle har langt større betydning end man lige tror ved første indtryk. En lille sjov ting som stamtavlen viser, er bl.a. at bibelen ikke er et eventyr. Hvorfor det er tilfældet er der flere forklaringer på som jeg vil vise noget af på søndag. Et andet område som bliver taget frem, er hvorfor Jesus er kvindernes frigører nummer et. Der findes ikke nogen der som Jesus Kristus har frigjort kvinderne så meget som Ham. Hvordan det kan ses i en slægstbog er overraskende.

Categories
Kirke

Fristelsen som Mikas præst sagde ja til

Hvor mange kirkeledere er som Mikas præst der sagde ja til at blive præst for en stamme istedet for en familie? Fristelsen til at få en stor kirke, istedet for at holde fast i en klar og sund forkyndelse af Guds ord, er på grund af vort kød nærliggende. Mikas præst blev lokket til at vælge størrelsen fremfor trofastheden da danitternes slægt fristede ham med følgende tilbud:
“Vil du hellere være præst for én mands hus end for en stamme og slægt i Israel?” Dommerbogen 18.19

Kirkeledelse handler ikke om at få en stor kirke, men om at være trofast i forkyndelsen af Herrens ord, og tage sig af Hans får. Hvis en kirke bliver stor og man har holdt fast i dette, fremfor at få vækst ved menneskelige metoder, så er det Gud der har givet væksten og Gud der får æren for det. Er det derimod menneskers metoder der er skyld i det, så er det til menneskers ære, og det er ikke bibelsk. Hvem tjener vi, Gud eller mennesker?

 

Hvis du ikke kender til historien om Mikas præst, kan du høre den på dette link, som har en ret voldsom afslutning: https://sand.omvendelse.dk/300000-kr-om-aret-og-fri-bil-podcast-1830.htm?trashed=1&ids=12588

Categories
Kirke Livet som kristen

Hvilke tegn har man på at man er født på ny?

Jeg har mange gange hørt om ungdomsgrupper i nogen kirker, som efter deres ungdomsmøder om fredagen (eller lørdagen), gik i byen og opførte sig som folk nu gør, når de går i byen i weekenden. Jeg ved at det er et problem man har diskuteret i flere kirker, og som man har forskellige ideér til hvordan man kan løse. Man har eksempelvis forsøgt at løse det ved at gøre ungdomsmøderne mere smarte, indføre bowling istedet for forkyndelse, gøre møderne mere afslappede og hyggelige. Men intet af det er en reel hjælp når det kommer til stykket.
Her vil jeg gerne erkende min egen skyld, for jeg har selv været med til at afprøve disse menneskelige løsninger. Jeg har ovenikøbet talt til møder, hvor jeg har forklaret hvorfor kristne ikke kunne leve med et ben i verden og et ben i kirken, og er vidende om at andre har gjort det samme i en god mening. Men vi er som regel gået fejl med den forkyndelse. For vi glemmer hvem det er, der har lyst til denne verdens glimmer og hvem der ikke har. Jeg burde have givet evangeliet dengang, istedet for at prædike hvordan man skal leve som kristen, når sandheden nok har været at en stor del af dem ikke var genfødte kristne. Ikke alle, men nogle.

Et nyt menneske
Da jeg blev frelst, gad jeg ikke længere drikke mig fuld og gå i byen. Glæden ved den slags forsvandt. Hvis jeg prøvede det, ville jeg nok have vågnet næste morgen med en dårlig samvittighed, som ville betyde at jeg havde endnu mindre lyst til det end før. Hvorfor egentlig det? Jo, fordi jeg var født på ny. Prøv at se hvad Johannes skriver her:

“Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.” Første Johannes 3.9

Nu skal vi ikke gå hen og misforstå dette vers, således at man ikke kan fejle som kristen og gøre rigtig dumme ting. Det er ikke det der er tale om. Der er tale om at en kristen ikke kan leve i synd. Vi kan ikke fungere i en syndig livsstil. Dette er også med til at vise, at vi er anderledes end verden. For det verden har at tilbyde, interesserer os ikke længere. Det er kun tomhed i forhold til det Gud har til os. Men eén der ikke er født på ny, vil ikke kunne forstå dette. En ufrelst kan ikke se skønheden i Jesus, og i at leve et gudsfrygtigt liv. For dem er det en dårskab og en kedsommelighed. Mange af de ufrelste der kommer i kirkerne, vil uden problemer kunne gå i byen efter et møde og opføre sig som verden, uden dårlig samvittighed. De kan ikke se at prædikanten skulle have ret, for prædikantens formaning om at leve gudsfrygtigt er for den ufrelste dårskab. Men for den omvendte er det åndelig mad.

Hvem skal vi give åndelig mad?
Istedet for at formane de ufrelste og forsøge at “disciple” dem, burde vi istedet prædike synd, dom og retfærdighed, så de også kan se at de er fortabt uden Gud. Jeg ved godt at der er mange der så vil svare, at det vil medføre at en del af dem vil forlade kirken. Til det kan jeg kun sige, at så må vi lade dem gå. Hvorfor skulle vi bruge tid på folk der ikke vil omvendes, men bare komme i et kulturelt socialt fællesskab der giver dem falsk tryghed. Når man burde bruge tid på at give de kristne åndelig mad, som vil holde dem tæt til Gud.
Er det ikke vigtigere at sørge for at give åndelig mad til dem der vil have åndelig mad, end at give tomme kulhydrater til en flok der alligevel ikke vil leve deres liv for Kristus eftersom de ikke tilhører Ham? Og er vi ikke kaldet til at give fårene mad, og ikke gederne, som Spurgeon ville have sagt det?

Categories
Bibelen Evig dom Kirke

Evangeliet må være centralt i enhver prædiken

Da jeg var i Californien til Shepherds Conference, havde jeg fået lavet nogle visitkort til anledningen. Jeg ved at amerikanerne er rimelig hypede på det med at give visitkort, så jeg kunne ligeså godt være godt forberedt. De er ofte gode at give ud, når man møder interesante personer. Udover hvem jeg var, og hvor jeg kom fra stod der i bunden af kortet “The gospel must be central in every sermon”.

Den fik jeg rigtig mange gode kommentarer til, hvilket jo var helt rart, da det ikke er noget man generelt anser som så vigtig mere. Men det er af absolut stor og vigtig betydning, at evangeliet er indeholdt i enhver forkyndelse. Hvis den ikke er det, så er der altid en øget risiko for at den vil tendere til enten farisæerisme, fordi den kommer til at handle om hvad VI skal gøre. Eller den kan tendere til antinomianisme (læren om at loven ikke eksisterer mere) og dermed kommer til at handle om at vi ikke behøver gøre noget som helst. Begge grøfter er farlige at ende i, og begge grøfter er ikke istand til at forklare de paradokser som bibelen har.

Bibelsk fokus
Det er interessant at se hvorledes de prædikener som vi læser i apostlenes gerninger har en meget høj fokus på Kristus. Ikke en eneste af dem handler om hvordan man kan få succes, blive rig, eller få mere selvværd, eller komme i kontakt med dit indre jeg etc. Nej de handler om Kristus. Se eksempelvis Paulus forsvarstale til Agrippa i apostlenes gerninger 26.22-23:

“Indtil denne dag har jeg da ved Guds hjælp kunnet træde frem og vidne for store og små, og jeg siger ikke andet end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske:  at Kristus måtte lide, når han, den først opstandne fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne.”

Denne fokus på Kristi gerninger, død og opstandelse er noget vi ser gentagne gange i denne bog. Nogen gange kan man nærmest tænke “hvorfor bliver de dog ved at tale om dette, kan de ikke snart tale om noget andet”. Men nej det gør de ikke, for det var så vigtigt at få Kristus forkyndt. Paulus havde fundet ud af vigtigheden af dette, at han til korinterne skrev:

“Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom,  for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” Første korinterbrev 2.1-2

Han kunne have fortalt om sig selv, og alle hans fantastiske oplevelser med Gud (og der var mange). Han kunne jo have fortalt hvordan han var blevet taget til Himlen. Ja han kunne have skrevet en hel bog om det, men det gjorde han ikke, for der vigtigere ting at få sagt og skrevet. Nemlig evangeliet om Jesus Kristus. Paulus havde fattet at det er af yderste vigtighed at evangeliet er centralt i enhver prædiken, og det skal prædikanterne i dag også være klar over. Hvis det ikke er evangeliet de prædiker, så er de ikke i Guds plan. Hvis der ikke er plads til evangeliet i deres forkyndelse, så har de sat sig over Gud, og gjort sig klogere end Gud. For de viser at de anser deres egne ideer, eller en eller anden smart bog de har læst, er vigtigere at få talt om, end det evangelium der kan frelse folk fra evig fortabelse, og kan give evigt liv hos Gud i Himlen istedet.

Men det er svært
Det kan være svært hvis man ikke er vant til dette. Men hvad gør man så? Lyt til andre gode prædikanter der formår at gøre det. Som kan prædike udfra hele bibelen og se evangeliet i det. Evangeliet er at finde overalt i bibelen. Nej, ikke i fragmenter som vi tager ud og gør til en entydig sandhed udenfor dens kontekst. Men evangeliet er  at finde overalt i de historier og begivenheder vi finder i bibelen. Såvel gamle som det nye testamente. Hvis du kender evangeliet, så er det nu ikke så svært at finde. Men kender du det ikke, så kan det være svært at gennemskue hvor evangeliet er i bibelen. Men så må du jo finde ud af hvad det er. Hvis du ikke kender det, så tryk på nogle af ikonerne ude til højre foroven. Dem om synd, Gud, Helvede m.v. Evangeliet er forklaret i dem, så det burde give mening og sammenhæng.

Categories
Kirke podcast Prædikener

Kirkehistorien er af absolut stor betydning for den kristnes forståelse

En af de mindre seminarer jeg var med til på Shepherds Conference for nylig, var om kirkehistorie. Nathan Busenitz konkluderede meget skarpt at kirkehistorie er så vigtigt, at Gud valgte at en hel bog i bibelen skulle handle om kirkehistorie. Nemlig apostlenes gerninger. Dette var en af de undervisningssessioner som hamrede godt og grundigt fast at doktrinerne frelst ved tro alene, ved Kristus alene, og til Guds ære alene ikke er noget som kun kom frem efter reformationen. Tværtimod viser det sig hvis man undersøger historien, at disse doktriner har kirkefædre, præster, lægfolk og almindelige kristne været parat til at dø for igennem de sidste snart 2000 år.


Lyt med på denne befriende undervisning som du kan bruge til at blive godt og grundigt overbevist om at reformert kristendom, ikke er noget nyt, men noget Gud startede på pinsedag om ikke før.

Categories
Kirke Prædikener Uncategorized

Steven Lawson om prædikantens opgave

Steven Lawson som er en af mine store forbilleder når det drejer sig om forkyndelse, talte i dag over første korinterbrevs andet kapitel. Et af mine ynglingskapitler i bibelen. Hvad han sagde kan opsummeres til følgende:
En prædikant der ikke prædiker evangeliet om Kristus som den centrale og naturlige del af budskabet, er som en frisør der ikke klipper hår. Ligegyldig hvad han gør og prøver, så er han ikke en frisør hvis ikke han klipper folks hår.
Ligeledes er den prædikant der ikke prædiker et klart evangelium, ikke en prædikant, ligegyldigt hvad han ellers prædiker.

Categories
Livet som kristen Overfladisk kristendom

Voddie Baucham skar ind til benet

Voddie Baucham talte i dag på Shepherds Conference om hvor vigtigt det er at dem der tjener særlig med ordets forkyndelse, også er gode fædre og ægtemænd. Dejligt at lige præcis sådan et emne bliver taget op på en prædikantkonference. Jeg husker da jeg for ca 20 år siden som ung mand rejste rundt med et evangelisations og forkynderteam. Da boede vi ofte hos pastorerne og deres familier. Det bedrøvede mig dengang at se hvor mange af de pastorfamilier der så perfekte ud på overfladen, som bag facaderne viste sig at være ruiner af noget der skulle have været smukt og velholdt. Hustruer som blev tilsidesat og børn der måtte klare sig selv i fars fravær. Jeg husker at jeg ofte tænkte at sådan skulle min familie ikke være, når jeg engang fik en. Der var dog også nogen som skilte sig positivt ud og viste sig at være familier som levede det ud som blev prædiket. Det var en velsignelse at bo ved dem og se hvordan deres liv ærede Jesus.Der var særlig en familie som skilte sig helt specielt ud her, som jeg fik stor respekt for.

Men flere år efter hvor jeg så havde fået en familie, og havde en tjeneste, fandt jeg langsomt ud af at jeg var blevet som dem jeg ikke ønskede at blive som. På trods af at jeg prædikede evangeliet, på trods af at jeg gjorde meget ud af at forkynde evangeliet klart og på trods af at jeg udadtil havde en brand for Jesus, så havde jeg mit hjerte og fokus det forkerte sted. Jeg forsømte min kone, da jeg anså tjenesten som mere værdifuld end hende, selvom hun var en vidunderlig personlig gave fra Gud til mig. Jeg brugte for lidt tid på børnene da jeg mente det var vigtigere at have styr på min tjeneste, og havde muligvis en id’e om at Gud ville velsigne børnene fordi jeg tjente Ham.Men sandheden var at jeg levede som en hykler, i og med at jeg havde det i munden, men ikke i mit hjerte. Den slags er ikke i orden selvom teologien er nok så korrekt.
Det er noget jeg prøver at være opmærksom på i dag. Jeg fejler stadig, og ved jeg også vil gøre det i fremtiden. Men jeg har også erkendt hvor vigtigt det er først og fremmest at være ægtemand og far, og ved jeg skal være lydhør her. Hvis jeg ikke er opmærksom på det, så ville jeg være en fiasko som prædikant ligemeget hvad. Det kan være så nemt at blive for fokuseret på ens tjeneste at man glemmer dem der er nær en, og er dem man skulle tjene først og fremmest.

VIP
Jeg vil ikke skrive mere om det nu, men sige at når videoen med Voddie Baucham kommer ud skal jeg huske at poste den her. Den er en must see for enhver der er kaldet til at stå i tjeneste med at forkynde.Havde forresten et møde i en af VIP rummene med Voddie Baucham. Hvilket var ret morsomt at prøve. For jeg bliver normalt anset for at være en VAP (Very Annoying Person) i visse kredse, men åbentbart ikke her. Vi havde en snak med Voddie om at komme igen til Danmark, det vil han rigtig gerne hvilket også er specielt. For han er ifølge flere virkelig vanskelig at få fat i. Men han vil gerne til Danmark, og kommer sommeren 2013. I år får vi Phil Johnson på besøg, og ham skal jeg også have et VIP møde med i morgen. Og lad mig bare være ærlig, Jeg føler mig ikke særlig vigtig, men ydmyg over at så gode og anerkendte bibelundervisere og pastorer, vil bruge tid på at snakke med mig og tage helt over til vort lille land. Overvejer du at tage med på lejren til sommer, så læs mere om den på www.tilbagetilbibelen.dk.

Categories
Falsk Lære

Syv spørgsmål jeg ville stille Ulf Ekman på fredag

Mens jeg er i Californien på en bibelsk funderet konference (Shepherds Conference), så afholder pinsevækkelsen en lederkonference i Mariager. Nu ville det nok være usandsynligt at pinsevækkelsen inviterede mig til at stille spørgsmål til deres mærkværdige valg af en hovedtaler. Men så kan jeg jo stille dem fuldstændig offentligt istedet. Det kunne jo være at der fandtes et par pinseprædikanter der havde modet til at stille Ulf Ekman disse spørgsmål som kun få åbenbart tør spørge ham om. Men lad os prøve at se om de er så farlige at stille. Jeg har ikke så god mulighed for at linke til dokumentation for alle spørgsmål med mine elektroniske remedier her i Californien. Så søg dem selv hvis du ikke tror jeg har ret, eller anklag mig for at lyve. Noget af det kan du finde på Ulf Ekmans egen blog.
Ulf Ekman er for dem der ikke har hørt om ham, den mest fremtrædende leder indenfor trosbevægelsen i skandinavien, og samarbejder offentligt med den romersk katolske kirke. Hver af de to ting burde enkeltvis være et argument for ikke at invitere ham. Men det er måske bare mig der tager min bibel for seriøst, hvilket åbenbart ikke er så moderne mere. Men her er spørgsmåene så:

1) Ulf Ekman mener du det er vranglære at sige frelst af tro alene? Hvis dit svar er ja, så er det vel derfor du ikke har et problem med at arbejde sammen med den romersk katolske kirke. Hvis det er nej, og du dermed går indfor at kristne er frelst ved tro alene, så kan jeg ikke forstå du kan samarbejde med den romerske kirke. De siger jo i Trent (som de ikke har eller vil trække tilbage) at hvis man siger frelst af tro alene, så er man forbandet. Det virker da ikke som nogen man kan arbejde sammen med, medmindre man mener reformationen var syndig.

2) Ulf Ekman mener du det er forkert at tro på skærsilden? Hvis ja, hvordan kan du så samarbejde og godkende den romersk katolske kirke, når den siger at vi først skal i skærsilden for selv at betale nogle synder som Jesus åbenbart ikke tog på korset for dem der tilhører Ham. Og hvis du tror på skærsilden, er det så ikke en ret lille Jesus du tror på, siden han ikke var i stand til at tage al vor synd på korset?

3) Mener du stadig Ulf Ekman at du er Nordens største apostel? For det stod der jo på praktisk talt på bagsiden af alle de bøger du udgav i starten af halvfemserne. Hvis du i dag mener det var forkert at skrive du var Nordens største apostel, hvorhenne kan jeg så se at du har trukkent det statement tilbage, og er du parat til at trække dine bøger tilbage fra den tid? De var jo også fyldt med vranglære i forvejen som var inspireret af Kenneth Hagins lære.

4) Nu vi er ved halvfemserne så kan jeg huske at du den 31\12 1989 kl.23.00 og frem til kl. 00.00 gav en laaaaaaang profeti om hvad Gud ville gøre i det næste årti. Da de ting du profeterede ikke har fundet sted, vil jeg gerne spørge dig om det var en falsk profeti. Og hvis du siger nej så kunne jeg virkelig godt tænke mig at få en bibelsk forklaring som viser at det er i orden at du profeterer ting der ikke sker. Men du har måske en særlig og personlig tilladelse fra Gud til det? I så fald vil jeg gerne se den og finde ud af hvordan man kan få sådan en, for det må da være lidt sjovt at få lov til at profetere hvad man nu har lyst til at profetere uden at stå til ansvar for det. Nåh glem bare den sidste jeg vil nu godt være ansvarlig. Synes det har en vis værdi, jeg har også en vis mistanke om at Gud ikke giver profeter carte blanch til at profetere ting der ikke bliver opfyldt. Men igen det er jo nok bare mig der tror lidt for meget på min bibel og er aaaaalt for kritisk overfor profetier der lover guld og grønne skove.

5) Hvis du anerkender at det var en falsk profeti den nytårsaften, var du så ikke en falsk profet dengang? Og i så fald ville jeg gerne vide hvorfor det ikke også er tilfældet i dag?

6) Hvordan kan du den ene dag skrive på din blog at Benny Hinns undervisning på Livets ord (vist nok sidste år) var gnostisk og farlig, og så den næste dag skrive hvor fantastisk det var senere at se Gud bruge Benny Hinn? Er gnosticisme da ikke en vranglære så alvorlig at man ikke kan godkende folk der prædiker gnosticisme?

7) Hvad er evangeliet? Og hvis du faktisk er i stand til at give et tilfredsstillende svar her, hvorfor er det så, så svært at finde forkyndelse og undervisning hos dig hvor evangeliet er centralt og normalt?

Hvis du er parat og villig til bare at svare p tre af de spørgsmål ville jeg sætte pris på det.
Her er linket om hans besøg på fredag og lørdag: http://www.domino-online.dk/?p=7071