Sand Omvendelse

Vi er en kirke der tror på tolerance. Jesus fordømte ikke nogen, så skal vi heller ikke. Det er ikke vores opgave at dømme. Vi tror på at vores opgave er at tale om positive ting. Ja undskyldninger er der mange af for at undgå at prædike Guds fulde ord. Og ofte pakker vi undskyldningerne ind i et kristent sprog, så man næsten skulle tro at det er sandt. Trist.

Når vi ser hvad kirkerne er blevet til i dag, i forhold til det man så før. Så ser man i dag en kirke der er blevet mere påvirket af verden, end den er påvirket af Guds ord. Selvfølgelig er der undtagelser, men det er ikke mange. Tag blot den seksuelle revolution. Jeg ved at der i flere og flere kirker ikke længere bliver taget hånd om, når der opstår seksuel urenhed i kirken. Man undskylder sig med at det ikke er vores opgave at blande os i det. Selvom bibelen siger noget ganske andet, læs blot 1 kor kapitel 5 og tag gerne kapitel 6 med. Paulus talte imod seksuel urenhed i kirken. Det skulle renses ud, og hvis dem der var involverede ikke ville omvende sig, så måtte de blive udskilt fra menigheden. Hårdt ja, men sandt.

Jeg ved om en kirke, hvor en der var med til at stå for lovsangen, levede sammen med sin kæreste som om de var gift. Det var de desværre ikke. Der var ikke nogen i ledelsen der valgte at gøre noget, da hun kom ud af en af de “gode familier” i den kirkeretning”. Så ledelsen valgte ikke at gøre noget. Så hver søndag var der en som levede i synd, som var med til at stå for lovsangen. Noget der i Guds øjne ikke må finde sted, men meget nemt kan komme til at finde sted i kirker hvor der ikke længere er gudsfrygt. Konsekvensen af at ledelsen havde valgt ikke at gøre noget, blev at de andre unge i menigheden også begyndte at leve i seksuel urenhed. Jeg hørte om en fra samme menighed som ikke var den smukkeste pige at se på. Hun blev drillet af de andre for at være for grim til at de gad have sex med hende. Det var ikke bare teenagere der sagde sådan, for det var unge der var over atten år og mange i tyverne det skete iblandt. Pigen forlod kirken til sidst. Jeg ved også om pastoren i samme kirke, at han til sidst lignede en skygge af sig selv, for han kunne ikke længere prædike et ordentligt Guds ord i kirken uden at nogle ville blive sure på ham, også folk fra ledelsen. Manden var om man vil blevet åndeligt kastreret. Han kunne ikke længere tale om evangeliets anstødssten.

Hvordan kunne det komme så langt ud at en gudsfrygtig kvinde bliver mobbet ud af sin kirke, af folk der lever i synd. Ja det startede jo et sted. Det startede med en ledelse der ikke turde gøre op med åbenlys synd i menigheden. Dermed godkendte de synden, og synden fik lov at florere. Jeg tror desværre ikke at historien er enestående, for jeg ved om flere som bliver indbudt til en tjeneste i menighederne som taler grimt, ikke viser nogen tegn på et liv i omvendelse, lever med deres kæreste på en måde de ikke burde gøre, men i den engagerede kirkes navn skal de involveres. Man håber dermed at de vil omvende sig, men fatter ikke at metoden til at få dem omvendt er ubibelsk. Se mit indlæg Den bibelske og den ubibelske måde at uddele opgaver på i kirken om omhandler om netop dette.

Nu er der måske nogen der siger; jamen hvad så med den synd som ikke er åbenlys i kirken, den bliver der jo ikke gjort noget ved, så hvorfor skal vi gøre forskel? Svaret er, at hvad verden kan se at vi gør, vil verden bruge til at anklage os for at være hyklere. Det er ikke Guds vilje at verden skal have nogen årsag til at kalde os hyklere. Hvad vi ikke ved, kan vi ikke gøre noget ved. Men hvad vi ved, er vi også forpligtigede til at gøre noget ved. Specielt hvis vi har et ledelsesansvar i kirken.

Jeg har nævnt det før, men det er nødvendigt at sige igen. En enhed der ikke bygger på Guds ord, er ikke værd at bygge på. Husk på at de engang forsøgte, at bygge et babelstårn. De var enige, de var en enhed. Men Gud vidste at det ikke var en enhed der kom fra Ham. Det var i deres egen kraft de ville bygge det tårn, og derfor var det tårn en afskyelighed i Guds øjne. Han skabte derfor forvirring iblandt dem, ved at give dem forskellige sprog.

I dag er der mange kristne som efterspørger at det er et ordentligt Guds ord der bliver forkyndt i kirkerne. De undrer sig over at det er livsstil, og selvhjælpsprogrammer der bliver prædiket istedet for Guds sande ord.

Disse kristne får besked på at tie stille med deres fundamentalistiske tale. Kan de da ikke se, at det er det her der er brug for. Folk går jo glade fra kirke, og nye kommer til (desværre bliver de nye kun en tre-fire måneder i gennemsnit, så hurra hurra for deres “omvendelse”). Dette er den nye måde at holde kirke på. Vi vil være en glad kirke og ikke en mørk kirke. Ja undskyldninger er der nok af, men hvis det ikke er i overenstemmelse med Guds ord, så er det en afskyelighed i Guds øjne. Og hvis vi ikke vil erkende det, er det fordi vi ikke ønsker at gøre Guds vilje.

Er jeg grov, måske? Men ikke i forhold til Martin Luther, der da han stod foran Kejseren og pavens repræsentanter sagde:

“Cursed be that unity for which the word of God is put at stake”

En udtalelse der var så grov, at han kunne have fået en dødsdom for den. Forbandet være den enhed som ikke bygger på Guds ord. Men velsignet er den enhed som bygger på sandheden, nemlig Guds sande hellige ord. Luther blev anklaget for at skabe splid i kirken, en kirke der havde brug for enhed. Men det var en enhed som ikke byggede på Guds ord, så forbandet var og blev den. Hvilken enhed skal vi bygge på i dag? Er vi kommet så langt, at vi ikke længere har brug for det uforfalskede Guds ord, men kan nøjes med livsstil og selvhjælpsprogrammer? Eller er Gud den samme i går, i dag og til evig tid, og er vi derfor nødt til at tale det samme som Luther, Wesley, Whitefield, Tyndale og Paulus gjorde? Hvad mener du?