Categories
Evig dom Korset Omvendelse

Hvile er en velsignelse som er opfundet af Gud selv

Hvile er en vidunderlig ting. At hvile sig når man kommer hjem fra arbejde, hvile sig på sofaen om aftenen, hvile sig i weekenden eller hvile sig i ferien. Men at hvile sig er ikke en selvfølge. Det er Gud selv der opfandt hvilen, hvilket vi kan se i første mosebogs andet kapitels andet vers:

” På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført.”

Der er faktisk meget fokus på hvile i bibelen, så det er tydeligt at Gud ønsker at vise os at det er en god ting at hvile sig. Men den bedste hvile man overhovedet kan få, er hvilen i Kristus. Det er langt bedre end at tage en hviler efter en hård arbejdsdag. Langt mere givende end at slappe af i weekenden. Og endnu mere vidunderligt end den bedste søvn man overhovedet kan have i sin seng.

Gud vil at mennesket skal have den bedste hvile hjemme hos Ham i Himlen, og derfor søger Han os, så vi kan komme hjem til Ham. Men når det er sagt, så er det også nødvendigt at se på den anden side. Dem som vælger Gud fra, vælger samtidig kun at have mulighed for at hvile sig her på jorden. For dem som dør uden at have Kristus som Herre og Frelser, er der ikke nogen hvile, og vil aldrig blive nogen hvile. Fortabelsen er et sted hvor der ikke er nogen hvile. Der er kun anstrengelser, smerte, gråd og tænders gnidsel. Hvor forfærdeligt må det ikke være at være et sted hvor det man higer efter aldrig nogensinde vil være at finde. I stedet for er der kun håbløsheden tilbage. Det er trist at nogen vælger at bruge den hvile de kan få her på jorden til at “hvile” fra at høre på Guds kald til dem. At de vælger at sige ”Det med Gud gider jeg ikke bruge tid på”, eller ”Jeg orker ikke at bruge tid på kristendom og kirke”, er paradoksalt. For det viser jo at man på den ene side godt kan lide at hvile sig, men ønsker ikke at sige tak til Ham der har givet dem mulighed for at hvile.

Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Mattæus 13.49-50

I stedet for kun at glæde sig over hvilen vi kan få her på jorden og spilde den på at afvise Guds kald, så burde man glæde sig over den hvile vi kan få her på jorden på en måde der gjorde at vi begynder at søge Ham som giver den rigtige hvile, og som vil give os at vi får del i den evige hvile. Den bedste hvile er hos Gud, og den hvile kan vi allerede få en vidunderlige forsmag på allerede her på Jorden I Kristus.

Categories
Hvem er Gud? Omvendelse

Hvor er det vigtigt at man er født på ny

Nogen gange møder man folk som både kalder sig kristne, og som tydeligvis også er kristne. Man er ikke i tvivl om at de har en kærlighed til Jesus som er given dem af Gud selv, hvilket er et godt tegn på at de virkelig tilhører Ham. Men andre gange møder man folk som kalder sig kristne, men hvor man er i tvivl, ja nogen gange sikker på om de virkelig er kristne. Det kan være folk der lever i åbenlys synd, eller tilhører en sekt, eller bare er det man kalder kulturkristen uden at det betyder noget nævneværdigt for deres liv andet end de kalder sig kristen, uden at være det reelt.

En sådan person bygger sin frelse på et falsk grundlag, og den person der gør det, lever sit liv i ekstrem fare. For hvis man går hen og dør og først der finder ud af at man byggede sit liv på et falsk grundlag, så er man fortabt. Derfor spørger jeg nogle gange om hvordan folk blev født på ny. For bibelen siger, Ja selveste Jesus siger at vi må fødes på ny. Og uden at være født på ny, kan vi slet ikke se Gud. Hvis vi ikke kan se Gud, hvordan skulle vi så kunne komme ind i Himlen? Nej, at blive født på ny er så vital og vigtigt for en der kalder sig kristen, at hvis man ikke er født på ny, så er man ikke en kristen. Men er man virkelig født på ny, så er man virkelig en kristen.

”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” Johannes 3.3.

At tale med folk der tror de er kristne uden at være det, har brug for nogle spørgsmål der bliver sat i gang i deres hjerte. For det kan være med til at hjælpe dem til at finde ud af om de virkelig er frelst eller ej. Og hvor vigtigt er det ikke at finde ud af netop dette. Ja, der findes faktisk ikke noget der er vigtigere, for først når man kan se at man ikke er født på ny, og kan se at Jesu ord viser at Han tager dette meget alvorligt, så er der nogen der også kan se at de har brug for at Jesus rækker ud til dem, og føder dem på ny, ved Helligånden.
Det er nemlig Gud der føder os på ny, ikke os selv. At blive født på ny, er jo ikke bare en ændring af ens livstil, som nogen desværre gør det til. Der er jo masser af mennesker der ændrer livsstil for at kunne opnå et eller andet. Tag bare elitesportsudøverne, de giver afkald på ufattelig mange ting som almindelige mennesker tager for givet. Og de gør det for at kunne vinde en medalje. Men deres ændring af livsstil redder dem ikke, det gør dem ikke til nye mennesker, men kun mennesker der har ændret retning.

At blive født på ny derimod er ikke kun at ændre retning. Nej, det er at gå fra at være djævelens barn, til at blive Guds barn! Ligegyldigt hvor mange gange et barn af djævelen ændrer retning, vil det stadig være et af djævelens børn. Derfor er det så vigtigt at man dør fra det gamle og bliver født på ny, og at det er Gud der føder en på ny, så man kan være forvisset om at man tilhører Gud i stedet.

At blive født på ny, sker altså ikke fordi man er døbt (for det står ingen steder i bibelen), og heller ikke fordi man har gentaget ”synderens bøn” (for det siger bibelen heller ikke noget om), men når man omvender sig fra sit gamle liv, og beder Jesus om at redde en. Så vil Gud også føde den person på ny, som man kan få nyt liv i Kristus, og have Jesus som Herre i stedet.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Omvendelse podcast

Hvorfor taler Jesus om tøj-reparation og opbevaring af vin?

Hvorfor har Jesus brug for at tale om at man ikke skal sætte en ny lap på gammelt tøj, og i samme omgang fortælle os om hvordan man opbevarer ny vin? Det talte jeg om sidste gang i Rødkærsbro Frikirke, og du kan høre prædikenen her nedenunder eller downloade den til at høre på vej til arbejde (eller hvor du nu er på vej hen). I bund og grund handler det om at Jesus ikke bare kom for at reparere lidt på vores måde at tilbede Gud på, eller for at rette os mere rigtigt ind. Han eksempelvis heller ikke for at reparere på farisæernes måde at leve på, nej Han viste at det ikke var muligt at leve som farisæer og samtidig være en kristen. Hvilket var noget Paulus med tydelighed fandt ud af. Man måtte acceptere at det gamle ikke duede, selvom det var et forsøg derpå. Men hvordan det er relevant for os i dag, kommer jeg ind på i prædikenen, for det er ikke noget der kun gjaldt på Jesu tid.
Vi havde besøg af nogle englændere i kirken den dag jeg holdte den, derfor er der oversættelse til engelsk i podcastet.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Livet som kristen Omvendelse Overfladisk kristendom podcast Prædikener vækkelse

Skal jeg virkelig hade min far og mor?

Jesus siger i Lukas-evangeliet at hvis man ikke er parat til at hade sin far og mor, ja endog sit eget liv, så er man ikke værdig til at følge Ham. Det er en tekst som mange har haft det svært med, men hvis vi kigger på hvad det er for en sammenhæng Jesus siger dette i, og sammenligner med lignende steder i bibelen, så åbner teksten sig op for os. Det er en tekst som gør op med mange af de metoder som kirken i dag bruger til at tiltrække folk. For den viser at Jesus ikke forsøgte at lokke folk ind i Hans rige med skjulte motiver. Jesus var tværtimod kolossal ærlig når Han fortalte folk om de omkostninger det har at blive og være en kristen.

Det er slående at indse ud fra skriften at den strategi Jesus havde, er så langt fra de moderne metoder kirker benytter sig af i dag. Måske er det fordi at Jesus faktisk troede på Helligåndens værk i mennesker, mens vi tror på menneskeværk i stedet for. Hvilket vi ser ud til at gøre når vi tror at kirkevækst baseret på menneskers ideer, eller på smarte mirakler er det der skal til for at kirken må vokse. Vi bør i stedet finde ud af om kirken skal vokse med folk som er drevet af Gud, eller drevet af deres egne lyster. Lyt med på denne prædiken som jeg holdt i søndags i Rødkærsbro Frikirke.

Categories
Bibelen Evig dom Falsk Lære Livet som kristen Omvendelse

Podcast: Ikke enhver der siger Herre, Herre

Hvem er det som på dommedag vil sige Herre, Herre til Jesus, men som Jesus vil give det usædvanligt hårde svar: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”. Nogle har kommet med et overdrevet svar ved at påstå at det handler om den karismatiske bevægelse. Det synes jeg personligt er gå langt over grænsen. For det handler tydeligvis mere om hvad de siger i deres forsvar til Jesus og hvorfor de siger det, da de finder ud af at de ikke kommer ind til den evige sabbatshvile i Himlen. At der i den gruppe er en stor del som hører til i den karismatiske bevægelse er meget muligt. Men det kan også sagtens være folk som hører til i andre kirkelige retninger. For der er noget i deres svar som ligger som en latent mulighed i alle mennesker, hvis vi ikke tager os i agt. Nogen folk tror at vi ikke kan vide hvem det er som på dommens dag vil sige sådan, men jeg tror ikke det er Guds mening at vi skal gå rundt i frygt for om det kunne være en selv der kommer til at stå i en sådan situation den dag. Gud ønsker vi skal have tryghed i frelsen. Derfor er jeg overbevist om at det er muligt at finde ud af hvad det er der kendetegner dem som troede de ellers var sande kristne, men i virkeligheden ikke var det. For hvis Jesus siger ”Jeg har aldrig kendt jer”, så betyder det at de aldrig har været kristne på trods af de gerninger/mirakler som de har udført. Men her er et lille hint:

Prædikenen her holdt jeg i søndags i vores husmenighed i Rødkærsbro, hvor jeg er ved at gennemgå Mattæus-evangeliet. Lige nu er jeg ved at afslutte Jesu bjergprædiken, og det er ret voldsomme udtalelser Jesus afslutter den prædiken med. Men det gør Han fordi det er vigtigt, og fordi vi har brug for at blive advaret imod falske veje, og opmuntret til at holde os til Ham og Hans ord. Jeg håber du kan få glæde af denne forkyndelse.

Categories
Hvem er Gud? Livet som kristen Omvendelse

Charles Leiters bog på dansk (og gratis)

En person som jeg sætter særlig pris på, og som jeg har haft stor glæde af at kunne snakke med igennem de sidste 6 år er Charles Leiter. Første gang jeg mødte ham var da han og Paul Washer besøgte Danmark for små seks år siden. Der fandt jeg ud af at de to supplerede hinanden rigtig godt i den undervisning vi fik af dem. Paul Washer var den radikale, sprudlende underviser der brændte helt igennem. Charles Leiter var også radikal og brændte igennem, men på en anden måde. Han er en ældre herre, som har tjent Herren som ældstebror og forkynder i mange år i en menighed i Missouri USA. Charles har en ballast og erfaring sammen med en stor kærlighed til Jesus og Guds ord, som gør at der er en rigtig god balance i hans undervisning. En balance som i høj grad er med til at tydeliggøre Guds kærlighed, og derfor også er noget som jeg ønsker mere af. Noget af den undervisning han gav brændte sig ind i mit hjerte og sidder der den dag i dag.

Da Paul Washer og Charles Leiter ankom til vores bibellejr hvor de var hovedtalerne, havde Charles Leiter en kasse fyldt med den bog som han har skrevet og som han er ret kendt for i visse bibeltro kredse. Bogen hedder “Justification and regeneration”. Den gav han frit væk til os, uden at få en krone, så vi var mange der fik et eksemplar. I den underviser han i elementære grundpiller i kristendommen og viser hvorfor retfærdiggørelse af tro er så vigtigt, og hvorfor det er så afgørende vigtigt at blive født på ny. Det gør han i et sprog som både er enkelt og dybt, og det kan anbefales. Nu er den bog så blevet oversat og kan læses på dansk. Og ikke nok med det, den koster ikke noget. Du kan downloade den kvit og frit på Illbehonest hjemmside. Der ligger den også på andre sprog.

I husmenigheden i Rødkærsbro gennemgår vi den faktisk lige nu som en del af vores bibelundervisning, og vi er rigtig glade for at have noget på dansk som er rigtig godt. Så det er med stor glæde at jeg kan anbefale en bog på dansk af en god bibelsk funderet underviser der har arbejdet for Herren igennem mange år, og stadig er trofast i den tjeneste. Så mangler du noget godt at læse i, så er her en stærk anbefaling. Du kan finde linket til den danske oversættelse her: http://illbehonest.com/justification-regeneration-danish-retfaerdiggorelse-og-genfodsel

 

Categories
Omvendelse podcast

Podcast: Frelst af tro alene

Kan det virkelig passe at vi er frelst af tro alene? Er der virkelig ikke noget jeg selv skal gøre for at blive frelst? Det er så vigtigt at få svar på de spørgsmål, for hvis vi misforstår et så vigtigt punkt som dette, så kan vi komme til at ende som farisæerne der pegede på hvad de selv gjorde, og dermed stjal ære fra Gud. Desværre har vi noget i vores kød, der gør at vi godt vil finde et eller andet som vi kan sige “vi gjorde det her”. Men hvis vi først finder ud af hvorfor og hvordan “Frelst af tro alene” er sandt og rigtigt, så er der en kolossal frihed at finde i den doktrin. For når vi kender den, kan vi se at Jesus Kristus har gjort det for os, og vi kan ikke tilføje noget.

Det taler jeg om i denne prædiken som jeg var blevet inviteret ud at prædike for nylig. I den vil du også finde ud af om det er i orden at spise blodpølse som kristen, og hvorfor det er i orden. På trods af at apostlene sagde at man ikke måtte spise/drikke blod. Men det er der et meget enkelt svar på, som fortæller os noget om hvordan vi kristne skal forholde sig til hinanden med respekt på trods af vores forskellighed.

Categories
Bibelen Livet som kristen Omvendelse podcast

Podcast: Hvad er forskellen på den smalle og brede vej?

Jesus taler meget skarpt om at der kun findes to veje i livet her på jorden. Samt at det er vigtigt at gå på den rigtige. For den ene vej som er smal, fører til livet, mens den anden fører til fortabelse. Men hvad kendetegner forskellen på de to veje, og hvorfor er vejen til fortabelse så bred? Udover det, taler jeg i starten om det man kalder den gyldne lov. Nemlig det Jesus siger om at vi skal gøre mod andre, som vi ønsker de skal gøre mos os. Det var dels noget folk i forvejen kendte til også dengang, men Jesus kommer med en ny vinkel som man ikke var så vant til.

Download eller hør den online her på siden. [display_podcast]

Categories
Evangelisation Hvem er Gud? Livet som kristen Omvendelse Synd

Prædiker vi evangeliets pris?

Jesus sagde at ”den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd”. Første gang jeg læste det, tænkte jeg at så hårdt mente Jesus det nok ikke. Men efterhånden som jeg læste videre i bibelen, fandt jeg ud af at det virkelig var sandt, og Han mente det meget alvorligt. På det tidspunkt havde jeg ikke taget mit kors op. Jeg havde heller ikke valgt at følge Jesus. Jeg levede mit eget liv, derfor var det også hårdt for mig at læse. Men jeg kaldte mig alligevel for en kristen. Men Gud vidste bedre, og viste mig at jeg tog fejl og at jeg ikke tilhørte Ham. Netop fordi jeg ikke havde omvendt mig, og betalt den pris det koster at være en kristen.

Koster ikke Gratis?
Men hov, er frelsen da ikke gratis? Til dels ja, og til dels nej. Ja, den er gratis fordi vi får den fuldstændig ufortjent, og kan ikke gøre noget for at få den selv. Det er Gud der tilbyder os den, og vi kan ikke få den hvis ikke Gud kalder på os og derved tilbyder os frelsen. Men samtidig har den en pris, for vi kan ikke få den hvis ikke vi vender om fra os selv og giver vore liv til Jesus. Prisen for at blive et Guds barn er at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus Kristus. Vi skal altså betale med vore egne liv. Det er faktisk en ret stor pris. Den var stor for mig da jeg omvendte mig, på trods af at det liv jeg levede var ynkeligt, syndigt og fortabt på samme tid. Jeg var ikke en der var værd at sætte sine penge på, for jeg så ikke ud til at have en fremtid. Alligevel syntes jeg det var en stor pris at betale, for jeg elskede mit eget liv.
Jeg elskede min synd, men jeg kunne også godt se at den synd jeg elskede gjorde at jeg var adskilt fra Jesus som jeg ellers snakkede så meget om. Men om vi lever et liv i succes og rigdom, eller i gennemsnits omstændigheder med et gennemsnitligt job og en gennemsnitsløn, eller lever på bunden af samfundet, så føles det at vende sig fra sit eget liv altid som en stor pris at betale.

“Nævn prisen”
Jesus sagde det havde en pris, og det skal vi også sige. Men hvis vi ikke siger det har en pris, eller vi ikke mener det er nødvendigt at fortælle om den pris, så bedrager vi os selv. Men vi bedrager også dem som hører på os, hvis vi ikke sørger for at gøre opmærksom på den pris det er at følge Jesus. Vi giver dem billig nåde, uden omkostninger. Noget som vi ikke er blevet bedt om at prædike. Det kan godt være folk prøver at forhandle med Gud om de ikke kan betale en mindre pris. Det er ikke unormalt at folk gør det, det gjorde jeg selv, men fandt ud af at på det område var der ikke noget at forhandle om!

Køb ikke en dårlig kopivare
Noget jeg har tænkt over på det sidste er hvor nemt det er at glemme dette. Vi har en tendens til at sige god for den ene og den anden forkynder som formår at prædike på en ny og mere moderne måde. De kan måske prædike så kristendom bliver et logisk valg, en fornuftig beslutning, det sidste du lige mangler at gøre for at få et komplet liv og andre lignende argumenter. Men ofte bliver den slags forkyndelse til et billigt evangelium, for det koster ikke noget.

Men evangeliet koster. Jesus Kristus udgød sit blod og betalte med sit liv da Han blev knust af den vrede som Gud ville sende over mig, hvis jeg skulle stå alene foran Ham på dommens dag. Det var den højeste pris Jesus betalte og den blev betalt på Golgatas kors! Hvis Jesus var parat til at betale så høj en pris, burde vi så ikke også være istand til at betale den pris vi skal betale? Nemlig vore ynkelige og syndige liv. Hvad enten vi er taberagtige eller ej i verdens øjne, så er det en lav pris at betale i forhold til Hans pris.

Til dig der er i tvivl om du har betalt prisen Hvis du ikke er sikker på om du er en kristen, eller hvis du synes det er hårde ord jeg kommer med her, eller du måske bare synes at der er noget her du ikke helt forstår. Så vil jeg anbefale dig at høre den måske vigtigste prædiken jeg har holdt. Jeg har prædiket mange gange, men hvis jeg vidste at jeg kun havde en prædiken tilbage, så ville jeg prædike den her. Du kan høre den på dette link og jeg håber du får de svar du mangler. Men hør den kun hvis du er parat til at overveje den pris det har at blive en kristen. Ellers ville det være bedre om du aldrig hørte den. Her er linket: https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-vigtigt-82.htm

Categories
Evangelisation Kirke Omvendelse Prædikener

Steve Lawson fortæller hvad det sande evangelium er

“Hvad er evangeliet?” det er spørgsmålet som burde være nemt og ligetil at svare på for enhver der kalder sig kristen. Af samme årsag er det trist at finde ud, af hvor få der egentlig er i stand til at fortælle hvad og hvem evangeliet er, og hvad det betyder. Nogen er endog bange for at give et svar, og søger først at finde ud af hvad det er man ønsker at få at vide når man spørger dem om hvad evangeliet er. Jeg glemmer ikke at Moses Hansens egen søn, Thomas Hansen som er leder af Hillsong i København, ikke var i stand til at svare på så simpelt et spørgsmål. Men ville have mig til at svare på hvad jeg ledte efter når jeg spurgte ham om hvorhenne evangeliet blev prædiket hos Hillsong? Noget han desværre ikke kunne besvare. Der er ikke noget at sige til at alt for mange som kommer i kirkerne ikke kan svare på hvad evangeliet er, når ikke engang deres ledere kan svare derpå. For Thomas Hansen er desværre ikke en enlig svale hvad det angår. Når kirkens forkyndere ikke kan forklare noget så essentielt og livgivende, hvordan kan man så forvente at kirkens folk kan svare på det, og er det ikke den reelle årsag til at der mangler ægte kristenliv i så mange kirker?

Vi har brug for at høre evangeliet som en naturlig og central del af det der bliver prædiket i kirken. Vi behøver ikke have alle aspekter med hver gang. Men hvis ikke præsten kan se at teksten som bliver prædiket over peger på Jesus, og hvordan evangeliet fremtræder i teksten, så skulle han hellere lade være med at prædike den tekst. Eller måske endda stoppe som forkynder. For hvis man ikke håndterer skriften tilfredsstillende prædiker man dom over sig selv siger bibelen. Og hvem ønsker dog at prædike dom over sig selv?

En der formår klart, tydeligt, skarpt og glædeligvis bibelsk at fortælle hvad evangeliet er, så det er til at forstå er forkynderen Steve Lawson. Her får han muligheden for at gøre det igen, under supervision af radio og tv-vært Todd Friel. Nyd det, og vid at når først vi kender det sande evangelium, så bliver vi ikke trætte af at høre det. Nej, det er en glæde og befrielse at høre igen og igen. Ja, fra forskellige bibelske vinkler, men hvor er det godt at høre, for det er budskabet over alle budskaber. Et budskab som sætter fanger fri, og løser folk fra syndens bånd og straf og peger på Ham der har banet en vidunderlig vej for os der tilhører Ham!