Categories
Livet som kristen Mirakler

Hvorfor sendte Jesus de helbredte til præsterne?

Noget som undrede mig som nykristen var at Jesus efter at have helbredt nogen, ofte befalede dem at gå hen til præsten for at blive undersøgt. Dertil sagde han også tit at folk ikke skulle sige til andre at Han havde helbredt dem. At få ind i hovedet hvorfor det lige var sådan, og så samtidig være i et kirkesamfund, hvor det visse steder lige netop var en enorm fokus på helbredelse, og på markedsføring af helbredelse i stedet for Kristus har gjort at det har været svært for mig at forstå.


Men ved bibellæsning, og god bibelundervisning, så er det fascinerende at finde ud af hvad det betyder for os i dag at Jesus sagde som Han gjorde. Sagen er den at på Jesu tid, havde præster også en lægelig tjeneste. De skulle vurdere om en sygdom var så alvorlig at man var nødt til at blive udelukket fra den normale del af samfundet, og hvornår man kunne få lov at komme tilbage efter at være blevet helbredt. Særlig spedalskhed var noget som der skulle undersøges grundigt, da en spedalsk skulle holde sig langt væk fra andre, og råbe ”Uren, uren” i fald man så andre komme hen til en. Så spedalskhed var noget man tog meget alvorligt. I mosebøgerne kan man læse hvordan man skulle vurdere spedalskhed. Efter at være blevet rask fra en spedalskhed, skulle man faktisk isoleres i en periode, hvorefter præsten igen skulle tjekke om spedalskheden virkelig var helt væk.
Så hvis man havde været spedalsk, og var blevet helbredt, så skulle ens helbredelse godkendes først. Et af de steder hvor vi ser Jesus helbrede en spedalsk er i Mattæus 8.1-4:

”Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«”

På den ene side kan man nemt undre sig over at Jesus sendte en helbredt hen til præsten for at lade sig syne, for var Jesus da ikke sikker på at han var blevet rigtigt helbredt? Jo, Jesus vidste godt at Han var fuldstændig helbredt, men Han ville også efterleve de regler som Gud havde givet dem igennem Moses. Hvis Jesus ikke havde budt manden at gå til præsten, så ville de religiøse kunne anklage Ham for at bryde Moselovens regler. Samt for at lade ham kalde folk der ikke var godkendt som rene, være rene uden det etablerede samfunds godkendelse heraf.

Men der er også den anden side, som vi desværre overser nemt. Hvis Jesus sendte en helbredt hen til præsten for at få vurderet om helbredelsen kunne godkendes eller ej, så skal de folk der beder for syge i dag, i endnu større grad sende folk til læge for at få vurderet om de virkelig er blevet raske. Hvis man virkelig er blevet helbredt, så bør den helbredelse også være klar nok til at den kan blive dokumenteret.
Der er en sørgelig tendens til at nogen folk der er blevet bedt for, ikke tør at gå til læge for at få en faglig vurdering af deres helbredelse. Årsagerne kan være mange, men en der går igen, er at man mistænker det at gå til lægen for at være et tegn på dårlig tro. Hvad det jo slet ikke er. For hvis Jesus kunne sende folk til den tids læger, så skal vi da gøre det i endnu større grad. Der findes tilmed eksempler på at man har fået at vide at man risikerer at miste sin helbredelse hvis man går til lægen, og på den måde viser ”svag tro”.

Jeg vil gå så vidt som til at sige at hvis en helbredelsesprædikant ikke anbefaler dem han beder for, om at gå til lægen og få vurderet deres helbredelse, så efterlever han ikke Jesus på dette område. Og i og med at det er noget vi ser gentagne gange i det nye testamente, så er det ikke noget vi kan ignorere.
At påstå en person er blevet helbredt, uden at der har været faglig vurdering indover er ikke nødvendigvis i orden kan vi altså se. Dertil er et mirakel af Jesus også i stand til at blive både bedømt og vurderet af udenforstående. Alligevel ser vi folk påstå at de er blevet helbredt for ting som ikke er dokumenterede.

Men der er også et andet punkt som mange af disse helbredelsesprædikanter heller ikke efterlever Jesus på. De vil nemlig gerne have at man taler om ens helbredelse, og hvem der bedte for dem gjorde det. Men Jesus bad jo netop folk om at være stille med dette. Hvorfor Han gjorde det, og hvad det betyder for os i dag, vil jeg komme ind på i næste indlæg.

Categories
Endetiden Falsk Lære Livet som kristen

Fire advarselstegn i Rick Warrens ødelæggende bog “Det målrettede liv”

Bogen “Det målrettede liv” er en af de mest solgte bøger i nyere tid. Folk læser den som om det er sand kristendom, hvad det desværre ikke er. Der er også nogle advarselstegn i den, som viser sig allerede i begyndelsen af bogen. Disse fire advarselstegn vil jeg gennemgå her.

  1. Hovmod
    I starten af bogen står der: Denne bog er tilegnet dig. Inden du blev født, planlagde Gud dette øjeblik i dit liv. Det er ikke en tilfældighed, at du holder denne bog i hånden.
    Hvordan kan Rick Warren tillade sig at skrive sådan i indledningen af hans bog. Det er som regel kun folk fra new-age bevægelsen der kan finde på at skrive så hovmodig en indledning. Ikke en eneste af de 66 bøger i bibelen starter sådan, selvom de med langt større ret kunne skrive det. Så med hvilken ret tillader Rick Warren at starte sådan ud. Det er en hovmodig tilgang, som burde få folk til at tænke; “hmm der er et eller andet galt her”. Det tror jeg også der er flere der har oplevet, men fordi man har hørt så meget om hvor god den bog er, har man måske valgt at fortsætte.
  2. En ed
    På side 13 i bogen skal man underskrive en overenskomst. I den overenskomst står der følgende: “Med Guds hjælp forpligter jeg mig til de næste 40 dage af mit liv at opdage Guds plan for min tilværelse.” Derefter skal man skrive sit eget navn, så skal en ven skrive sit navn, og så har Rick Warren underskrevet med sit navn i forvejen.
    Det er faktisk en ed man skriver under på, og hvad siger Jesus om det: “I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret Herren.‹ Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.”Jesus siger meget klart at det ikke er tilladt at sværge. Hvis vores tale er udover at et ja er et ja, og et nej et nej, så er det af det onde. Det her er faktisk meget alvorligt, for Rick Warren prøver at overtale os til at læse hans bog ved en ubibelsk metode, som Jesus advarer imod. Vi burde altså igen være advaret her om at denne bog ikke er bibelsk funderet, når forfatteren kan finde på at lede os ind i en syndig handling allerede i starten af bogen.
  3. “Det handler ikke om dig”
    Det står der i indledningen på side 17. Det er en af de allerfarligste sætninger i bogen. Normalt har jeg ikke noget imod denne sætning, for vore liv skal netop ikke handle om os selv, men om Jesus. Men Rick Warren misbruger dette udtryk på det groveste. For netop denne sætning får mange kristnes naturlige barrierer mod ting der er forkerte, til at forsvinde. Mange har sagt til mig, at Rick Warren jo selv skriver “Det handler ikke om dig”, og har derefter taget imod ubrugelig lære som ikke er baseret på bibelsk visdom. Men hvis man kigger i resten af bogen, kan man også godt se, at den reelt set handler om mig. Selv i forordet kunne jeg jo læse at det handlede om mig. Prøv også at se hvor mange gange det handler om mig i det afsnit som kommer lige efter hans indledning her: “Formålet med DIT liv er langt større end DIN personlige tilfredsstillelse, DIN indre fred eller endog DIN lykke. Det er langt større end DIN familie, DIN karriere eller selv DINE vildeste deømmw og ambitioner. Hvis DU ønsker at vide hvorfor DU er sat på denne jord, er DU nødt til at begynde med Gud. DU er født ved ham og til ham.”

    Ja det sidste ord er skrevet med lille h istedet for stort H, som man skal når man skriver om Gud. Men det kan nu være en tilfældig fejl, som jeg ikke vil hænge ham op på, men blot her fortælle hvorfor jeg ikke havde skrevet det med stort. Det er et ordret citat, fra hans bog. Isoleret set, kunne jeg godt acceptere dette afsnit, selvom der forekommer rigtig meget DIG og DIN og DU. Men problemet er at dette forsætter i resten af bogen. Den bog handler om MIT liv. Hvad JEG kan gøre, for at finde formål med mit liv. Reelt set er Rick Warrens evangelium et gerningsevangelium, og dermed ikke noget evangelium i virkeligheden. Men det må jeg komme tilbage til en anden gang.Okay skal vi lige have et sidste advarselstegn med? Jeg har skrevet om den før, men her er den igen. Mange af hans bibelcitater er taget fra de dårligste oversættelser, og taget ud af den sammenhæng de står i. Her kommer den værste:
  4. Omvendelse eller selvhjælp?
    På side 19 skriver Rick Warren:“Du har brug for mere end selvhjælpsråd. Bibelen siger: “Selvhjælp er ikke hjælp i det hele taget. Selvfornægtelse er vejen – min vej – til at finde dig selv, dit sande jeg”” For det første burde en der kender sin bibel bare nogenlunde, spørge sig selv om man nogen sinde havde læst i bibelen, at det handler om at finde sig selv. For det er jo det der står “til at finde dig selv, dit sande jeg”. Det har jeg aldrig læst om i bibelen. Men jeg har hørt om det i New Age kredse, og hos kristne der ikke bygger deres liv på Guds ord, men på menneskelige overleveringer. Men lad os prøve at se hvad der står i den autoriserede danske oversættelse:“Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.”
    Hov, der stod da ikke noget om at man skal finde sit sande jeg. Nåh det kunne være en oversættelsesfejl. Lad os prøve at se hvad der står i en af de mest anerkendte internationale oversættelser. King James Version: “For whosoever will save his life shall lose it: and whosoever will lose his life for my sake shall find it.”

    Det var også særdeles langt fra det som Rick Warren påstår at der stod. Men han havde også brugt en af de der læselet bibler med et udvandet budskab til at støtte hans påstand. Det er også et vers der fortæller om omvendelse fra sit eget liv. Ikke om at finde sig selv.” 

Hvis du er i tvivl om hvad du skal gøre, når du bliver inviteret med i en gruppe der ønsker at gennemgå denne bog, eller en anden af Rick Warrens bøger, så vil jeg ikke fraråde dig at tage med. Tværtimod. Tag endelig med, men husk at tage din bibel med, og lad det være en dansk autoriseret bibel. Slå alle de skriftsteder op som der bliver henvist til, specielt dem der bare er skrevet i en fodnote (den ovenstående var faktisk en fodnote) . Vis de andre hvad der står, og hvilken sammenhæng det står i, og Rick Warrens lære vil hurtigt blive afsløret som det det er.
Hvilke konsekvenser kan det så få tænker du. Jo det kan få to konsekvenser. Enten vil folk forstå at de er igang med at læse en bog der er ubibelsk, og vil vælge at lægge den væk istedet. Muligvis vil de få lyst til at studere Guds ord istedet.
Den anden konsekvens er dog ikke så rar. For der vil folk blive sure på dig, fordi du bringer en mand som Rick Warren i tvivl. De vil sige at den bog jo har været til velsignelse for millioner af mennesker, og har ændret den måde folk har levet på. Du vil blive anset for at være en kætter, som ikke forstår det budskab Rick Warren har. Men så har du trods alt vist dem hvad der står i bibelen i forhold til Rick Warren, og det vil være et valg som de har truffet, ikke dig.
Ja, det er ikke altid nemt at være kristen. Folk kan blive sure på os, selv folk i kirkerne. Men vi er jo ikke blevet lovet et nemt liv, men vore synders forladelse, og evigt liv hos Gud i Himlen.

Categories
Bibelen Livet som kristen podcast

Podcast: Kristne vil blive forfulgt og falsk anklaget

I søndags prædikede jeg over den sidste del af saligprisningerne. Det er der hvor Jesus lover at dem der tilhører Ham, på en eller anden måde vil opleve at blive enten forfulgt eller falsk anklaget, og at dem der oplever dette er særlig velsignet. Men dette er vi også nødt til at forstå sammen med hvad der ellers står i bibelen om dette. For hvornår er det lige at en forfølgelse medfører velsignelse fra Gud, og hvornår gør det ikke? For det er ikke enhver form for forfølgelse som er i orden. Men den forfølgelse Jesus har lovet os, hvad skyldes den så? Dette og andet vil jeg komme ind på i denne prædiken fra Gudstjenesten som vi holdt i søndags. Håber den kan være til velsignelse for dig.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Troens forsvar

Skal kristne overholde sabbatten i dag?

Er Sabbatten noget vi skal overholde i dag, eller er der en ny frihed i Kristus? Det har John MacArthur svaret meget klart på i denne artikel som jeg har oversat til dansk her nedenunder:

Vi mener, at de gammeltestamentlige bestemmelser for Sabbatten er ceremonielle, og ikke moralske aspekter af loven. Som sådan er de ikke længere i kraft, men er gået bort sammen med offersystemet, det levitiske præstedømme og alle andre aspekter af Moses lov, som var før Kristus. Her er grundene til at vi har dette synspunkt.

1. I Kolossenserbrevet 2.16-17, henviser Paulus udtrykkeligt til sabbatten som en skygge af Kristus, som ikke længere er bindende, idet at Kristus nu er kommet. Det står helt klart i disse vers, at det er den ugentlige sabbat som er i betragtning her. Udtrykket “fester eller nymåne eller sabbatter” henviser til de årlige, månedlige, og ugentlige hellige dage i den jødiske kalender (jvf. Første krønikebog 23.31, Anden krønikebog 2.3, 31.3; Ezekiel 45.17, Hosea 2.13). Hvis Paulus henviste til særlige ceremonielle datoer for hvile i denne passage, hvorfor skulle han så have brugt ordet “sabbat?” Han har jo allerede nævnt de ceremonielle datoer, når han talte om festivaler og nye måner.

2. Sabbatten var et tegn på den Mosaiske pagt til Israellitterne (Anden Mosebog 31.16-17, Ezekiel 20.12, Nehemias 9.14). Men da vi nu er under den nye pagt (Hebræerne 8), er vi ikke længere forpligtiget til at overholde de regler der hørte under den mosaiske pagt.

3. Det Nye Testamente befaler aldrig kristne at overholde sabbatten.

4. I vores eneste glimt af en tidlig kirke gudstjeneste i det Nye Testamente, mødtes kirken på den første dag i ugen (Ap.g 20.07).

5. Ingen steder i Det Gamle Testamente er de hedenske nationer befalet at holde sabbatten eller fordømt for ikke at gøre det. Det er bestemt mærkeligt det ikke er tilfældet, ifald at det var således at sabbatten var beregnet til at være et evigt moralsk princip.

6. Der er ingen tegn i Bibelen på at nogen som helst holdt sabbatten før Moses tid. Ej heller er der noget bud i Bibelen som viser man skulle holde sabbatten før den blev givet som lov på Sinais bjerg.

7. Da apostlene mødtes i Jerusalem råd (Ap.g 15), pålagde de ikke at de ikke-jødiske troende skulle overholde sabbaten.

8. Apostelen Paulus advarede hedningerne om mange forskellige synder i sine breve, men at bryde sabbatten var aldrig en af ​​dem.

9. I Galaterne 4.10-11, irettesætter Paulus galaterne for at tro at Gud forventede at de skulle overholde særlige dage (herunder sabbatten).

10. I Romerne 14.5, forbyder Paulus dem, der overholder sabbatten (disse var uden tvivl jødiske troende) at fordømme dem, der ikke overholdt dem (ikke-jødiske troende).

11. De tidlige kirkefædre, fra Ignatius til Augustin, lærte, at Det Gamle Testamente sabbat var blevet ophævet, og at den første dag i ugen (søndag) var dagen, hvor kristne skulle mødes til gudstjeneste (i modsætning til påstanden mange syvende dags adventister hævder, at søndagsgudstjenesten ikke blev indført før det fjerde århundrede).
12. Søndag har ikke erstattet lørdag som sabbatten. Herrens dag er snarere en tid, hvor de troende samles for at fejre Hans opstandelse, som fandt sted på den første dag i ugen. Hver dag for den troende er en ​sabbatshvile, da vi er ophørt fra vores åndelige arbejdskraft og hviler i Herrens frelse (Hebr 4.9-11).

Så mens vi stadig følger det mønster som gør at en dag i ugen, bliver til en dag hvor Herrens folk samles i tilbedelse, så vil vi ikke henvise til dette som “sabbatten”.

 

Du kan læse originalen på dette link: http://www.gty.org/resources/questions/QA135

Categories
Korset Livet som kristen

Korset peger på at frelsen er til Guds ære

Er der virkelig intet jeg kan gøre i egen kraft, for at blive god nok i Guds øjne? Nej, i mig selv er jeg elendig. Jeg har ikke noget at være stolt af. Der er ikke noget i mig som gør at jeg kan forklare at Gud selvfølgelig ville frelse mig, for han så vel noget godt i mig et eller andet sted. Nej, sandheden er at Han ikke så noget godt i mig. Kun på grund af Jesu Kristi kors er jeg frelst. Det skyldes ikke mig selv. Guds er æren.

Når vi ved at det er Gud som har æren, så har vi også grund til at forstå vi er nødt til at fly til korset, fordi vi ikke selv har noget at kunne rose os af. Så er der grund til at forstå at vi kun hos Jesus kan finde frelse, og kun hos Ham finder sikkerhed. For kun ved at fly til ham, kan vi få del i hans betaling for vores synder. Synder hvis gæld vi aldrig i evighed ville blive færdig med at betale, men kun blive straffet for. Forstår vi det? For hvis vi ikke forstår at vi er nødt til at fly til Jesu kors, så er det ikke sikkert at vi kender Jesus ordentligt. Her taler jeg ikke om at vi kristne aldrig fejler, for det gør vi. Jeg taler om at vi har brug for at have en god forståelse for hvor stor frelsen egentlig er. Hvor vigtigt det er at give Ham alt æren,og ikke leve som om at frelsen er en selvfølge. Vi er nødt til at holde os til Ham som gav sig selv for vore syndere. For Han er al ære værd!

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Livet som kristen Troens forsvar

Hvad indebærer det at være reformert?

At være reformert er ikke noget alle er helt enige om hvad betyder. Der kan være forskelle, selv iblandt reformerte. Men hvad betyder det som minimum at være reformert? Det er enkelt at svare på, at være reformert betyder at man holder sig til de fem solaer som var reformationens hjørnestene.

Sola Scriptura! – Skriften alene

Sola Deo Gloria! – Til Guds ære alene

Solo Christo! – Ved Jesu Kristi gerninger alene

Sola Gratia! – Frelst ved nåde alene

Sola Fide! – Tro alene

Mange kristne kan sige disse solaer, men en ting er at kende dem, en anden ting er at holde sig til dem og ikke afvige fra dem. Så hvorfor ikke gennemgå dem en for en, og lade os se hvilken betydning de har for det kristne liv, og for hvornår noget må siges at være udenfor eller indenfor de fem solaer. De fem solaer, er ikke noget som er opstået hos liberalteologer, men er frugten af folk der har studeret skriften indgående, og talt frem og tilbage med hinanden og nået frem til disse fem bibelske hjørnestene som den kristne kirke må holde sig til. Så jeg vil i fremtiden kigge på disse fem punkter i kommende indlæg her på bloggen. Det er nok ikke de indlæg som vil give ligeså meget opmærksomhed som de indlæg jeg har skrevet om Torben Søndergaard. Men det burde være meget vigtigere at få styr på disse kernepunkter, da kendskab og forståelse for dem, vil gøre ens kristenliv nemmere og mere befriende at leve, og gøre det nemmere at se hvornår noget er indenfor den bibelske lære, og hvornår det ikke er. Jeg satser på at komme i gang i næste uge med dette projekt. 

 

Categories
Bibelen Livet som kristen Omvendelse podcast

Podcast: Hvorfor er det saligt at være fattig?

I sidste uge kom jeg i gang med bjergprædikenen, som jo starter med Jesu saligprisninger. Der starter Jesus med at sige ” Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres”. Men hvordan kan det at være fattig overhovedet være saligt, og hvorfor er det lige dem som himmeriget tilhører? Og fortsætter vi med at være fattige efter at vi er blevet kristne? Det vil jeg svare på i denne prædiken, hvor jeg gennemgår det vers som mange mener er nøglen til at forstå resten af bjergprædikenen.

Tryk på linket og den vil enten starte eller blive downloadet på din computer: http://omvendelse.dk/sand/wp-content/uploads/2013-02-17prrene.mp2

Categories
Hvem er Gud? Korset Livet som kristen

Jeg er købt og betalt

Da romerriget var ved magten under Jesu tid, var det meget normalt at man holdt slaver. I dag når vi hører ordet slave forbinder vi det med noget negativt. Og med god grund. Men vi glemmer de privilegier som slaven havde del i. Slaven tilhørte ikke sig selv, men tilhørte en anden. Det medførte at hans fejl, hans behov, hans evner var en anden mands ansvar. Det var slaveholderens ansvar at holde slaven med mad og logi. Ejeren af slaven havde et ansvar for sin slave, hvilket betød at for nogen var det bedre at være slave. De folk der hørte under slaven var det man kalder daglejerne. De arbejdede kun en dag af gangen, og fik betaling for en dag af gangen. Hvis de ikke kunne finde arbejde var der ingen løn, og der var heller ikke nogen der havde ansvar for dem. De stod alene.

Kristi slave
Hvis man var slave var det ens ejer der stod med ansvaret for en. Den der havde købt en og betalt en pris havde ejerskabet, og ansvaret. Vi der tilhører Jesus Kristus er ikke længere slaver af synden. Vi er købt fri. Vi er købt af en konge der betalte den fulde pris for os. Nogle gange kan djævelen komme og anklage os for ikke at være gode nok. Han kan anklage os for at være dårlige slaver, dårlige efterfølgere af Jesus, og hvad han ellers kan finde på. Men hans anklager er ligegyldige. For hvis vi tilhører Jesus Kristus, så er vi købt og betalt. Vi tilhører Ham nu, og djævelen har ingen ret over os. Han er vred over at vi ikke tilhører ham mere, men det er hans problem. Ikke vores. Hvis du har givet dit liv til Jesus og har omvendt dig fra din egen vej, så har Gud et ejerbrev på dig. Det ejerbrev hedder Livets Lammets bog. Dem der står i den tilhører Ham, og for dem vil der være en bolig i Himmelen.

Men dem der ikke har omvendt sig, dem der blot vil nøjes med at tro, eller dem der vil tro på noget andet, og dem der ikke vil tro. Dem vil der ikke kunne findes navne på i Livets Lammets bog. Prisen for dem var ellers betalt, men fordi de ikke tog imod betalingen, blev det ikke muligt for dem at entre Himmelen. For dem var der gråd og tænders gnidsel.

I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme! 1 Kor 6.20.

Hvis vi tilhører Jesus Kristus, så er vi også Hans slaver. Og Han er en god, kærlig og retfærdig slaveholder. Han har taget ansvar for os, så djævelens angreb og anklager ikke længere rammer os. De anklager tog Han selv på sig, og de er betalt. Jeg skal heller ikke bekymre mig over fremtiden og min personlige sikkerhed og lykke. Det er Ham der har taget ansvaret for den del. Jeg er købt og betalt og Han har taget ejerskab over mig. Jeg tilhører ikke længere mig selv, men Ham som gav sig selv for at jeg måtte blive Hans.

 

Categories
Bibelen Livet som kristen Synd

En kristen fars opgave er at tage sig af sin familie!

Mange unge som er vokset op i en kirke, falder fra troen i vore dage. Der har altid været folk der faldt fra, men det er i dag flere end normalt (min påstand som jeg dog tror mange er enige med mig i). Jeg ved om forældre som græder over at deres børn ikke vil være en del af kirken mere, og som ikke forstår hvorfor det er sket. Der er også mange svar derpå. Dels så er et svar at forkyndelsen i kirken er så elendig, at man ligeså godt kunne tænde for Dr. Phil eller Oprah Winfrey i fjernsynet. Dels så er mange af de kirkelige ungdomsarrangementer og ungdomsforeninger så tomme for kristendom, og i stedet fyldt op med andenrangsunderholdning som man kan finde i en bedre kvalitet ude i verden. Og sådan kunne jeg komme med flere eksempler, og det er ikke ting der skal ignoreres. Men som forældre skal man passe på med KUN at give disse ting skylden for at deres børn vælger ikke at tro.

For forældre og i særdeleshed faderen, har det primære ansvar for at opdrage deres børn i troen på Jesus Kristus. Ikke dermed at forstå at vi kan tvinge vores børn til at blive kristne, og vi kan heller ikke opdrage dem kristne. Det er Gud der frelser, ikke os. Men bibelen viser os at vi har et ansvar for at give vores børn, en god forståelse for hvem Gud er, og hvorfor vi tror på Ham. Dvs vi skal undervise dem i bibelen, og opdrage dem på en sund og god måde.
Mange kristne familier går i opløsning fordi faderen ikke bruger tid nok på ens børn og ens hustru. Man kan nemt få så travlt med andre ting, som man mener er vigtige. Men er man gift og har man børn, er man forpligtiget til at bruge tid sammen med sin familie! Men når ikke engang det så tit fungerer i nogen familier, hvordan skulle man så også kunne opdrage dem i troen på Jesus Kristus?

Prioriter rigtigt
Det her handler om prioriteter. Nogen gifte mænd, lever et liv som er så egocentrerede at det ville være bedre om de aldrig var blevet gift. For et familieliv som ikke viser at man vil bruge tid på hinanden og heller ikke taler om Gud, og læser om Gud, er ikke noget sundt familieliv. Jeg ved at der findes familier, hvor faren er et kendt navn. Hvor faren er en der bliver brugt meget i de kirkelige kredse, og hvor familielivet derhjemme er ved at falde fra hinanden. Det er noget af det mest forfærdelige der kan ske for en familie. For en sådan familie lever i hykleri. Paulus siger det klart i første Timotheusbrev 3.4-5 hvor han skriver om hvordan en tilsynsmand i kirken skal være:

”Han skal kunne styre sit eget hus godt og få sine børn til at vise lydighed, i al agtværdighed; for hvordan skal han kunne tage sig af Guds menighed, hvis han ikke forstår at styre sit eget hus?”

Dette skriftsted er utrolig vigtigt at holde sig for øje. For hvordan kan man sætte en mand på en prædikestol som ikke sørger for at opdrage sine børn i troen og opdrage dem ordentligt, og som måske ikke engang sørger for at vise kærlighed, omsorg og respekt for sin hustru? En sådan mand skal heller ikke sættes til at tale til Guds menighed. For hvis han ikke kan tage sig af den nære ”menighed” som familien jo også er, så er han slet ikke i stand til at tage sig af den større menighed!
Men desværre kan det for mange gå hen og blive sådan at det er vigtigere at deres ”tjeneste” bliver større, end at deres familieliv er sundt. Den slags er direkte forkasteligt. Og måske kommer jeg til at skrive noget mere om dette emne, som i mange år har ligget mig på hjerte. Men jeg vil godt skrive om dette uden at være hovmodig, og samtidig skarpt. Så det vil jeg tænke lidt mere over inden jeg går videre med dette emne.

Men hvad enten man er prædikant, ældste, eller menigt medlem i kirken, så har man som far et ansvar for at tage sig af sin familie. Vis kærlighed, respekt og omsorg for din hustru. Brug tid på at være sammen med dine børn, leg med dem, snak med dem, lav mad med dem, gør noget med dem som gør at de kan se far ønsker at bruge tid på dem, og de kan se der er elskede. Og sørg for at giv dem Guds ord, så de kender evangeliet. For det evangelium er så vigtigt at kende, for i det er det evige liv, og det er bestemt værd at give videre.

Categories
Bibelen Himlen Hvem er Gud? Livet som kristen Omvendelse

Hvem kalder Jesus til tjeneste, og hvad er det for et kongerige Han står for?

I min gennemgang af Mattæusevangeliet kom jeg i går til stedet lige før bjergprædikenen, hvor man ser Jesus kalder nogle fiskere til at blive disciple for Ham. Teksten viser sammen med lignende tekster, at der er nogle særlige kendetegn over dem som Jesus kalder til at gå ind i tjeneste for Ham. Jeg taler også om hvorfor det at gå ind i en tjeneste automatisk medfører at man må sige nej til noget andet. Ovenikøbet ting der ikke nødvendigvis er syndige, men kan gå hen og blive syndige.

Kongeriget
Jesus talte om sit rige, som var og er et kongerige. Udover at være et himmelsk kongerige, så er der også mange andre ting der viser at Jesu kongerige er markant anderledes fra jordiske kongeriger. Hvordan det fungerer kommer jeg ind på i slutningen af denne prædiken over Mattæus 4.18-25.