Category: Livet som kristen

Categories
Himlen Hvem er Gud? Livet som kristen

En dag skal jeg hjem

Tænk engang, en dag skal jeg ikke være her mere. Jeg skal hjem til min Far i Himlen. Jeg skal være sammen med Ham i al evighed. Himlen er ikke bare et sted hvor der er godt at være. Det er ikke bare et sted hvor jeg kan være sammen med mange af dem jeg holdt af at bruge tid med på jorden. Det er meget mere end et sted hvor gaderne er lavet af guld, og portene af ædelstene. Alt det vil der være i himlen. Men det allerstørste, det absolut bedste, det mest vidunderlige er at jeg skal være sammen med Ham. For jeg elsker Ham der tog min synd på sig, selvom jeg levede som fjende af Gud. Han har udvalgt mig til at være sammen med Ham i al evighed.

Har du tænkt på hvor forskelligt dette er fra alt anden religion? Det er rigtig svært at finde en religion som omtaler tilværelsen efter døden som tæt fællesskab med Gud. Muslimernes himmel er ikke et sted hvor Gud er. Det er et sted hvor de bare har det godt og bliver serviceret af nogle jomfruer. Ikke engang de dårlige kopier af kristendom har en himmel hvor de har fællesskab med Gud. Jehovas vidners himmel er et sted hvor Jehovas vidner render rundt i jakkesæt og kjoler i al evighed, og har det godt med hinanden. Mormonernes himmel går på at et mormonsk ægtepar får tildelt en planet, som de så skal opfylde med børn. Men Gud er der ikke. Årsagen til at andre religioner har himle eller evigheder uden Gud, er den at alle mennesker gerne vil i Himlen. De ønsker bare ikke at Gud er der. For de er fjender af Gud. Fordi de ikke er født på ny, de har ikke fået del i Guds natur. De har i stedet en kødelig natur som kæmper imod Gud, og gør at de flygter fra Ham i stedet for at søge Ham.

Men hvorfor glæder jeg mig så? Jeg var jo også engang fjende af Gud, hvad gør at jeg er anderledes? Svaret er at Gud drog på mig, og viste mig sin kærlighed til mig igennem Hans fuldbragte værk på korset. Han forvandlede mig da jeg omvendte mig, og gav mit liv til Ham. Siden den dag har der været noget i mig, der gør at jeg længes efter at komme hjem til Ham der frelste mig. En dag skal jeg hjem, og det er en dag jeg ser frem til!

Categories
Falsk Lære Livet som kristen

Må man godt tænke selv?

Obs: Dette er en artikel jeg skrev før annonceringen af Todd Bentleys separeation fra hans kone. Jeg har som regel nogle indlæg liggende som jeg kan tage af når der er ekstra travlt. Jeg har valgt at bringe den her alligevel, fordi den har et overordnet budskab som jeg ser er nødvendigt at fokusere på. Her er indlægget: 

Todd Bentley er efterhånden blevet godt og grundigt godkendt i den tværkirkelige avis Udfordringen. Det var ellers en god avis engang. Man skal ikke mere end ti år tilbage for at se en helt anden avis, hvor dem der stod for den var folk der turde sige deres mening, og sige fra, når de så noget der tydeligvis ikke var fra Gud. For Tyve år siden var den endnu bedre, og jeg kan huske det. Men i vore dage kan man læse om Todd Bentley, at vi ikke længere behøver at bekymre os om han er en falsk profet eller ej. For der har været nogle ledende forkyndere i USA som har velsignet ham (jeg har vist det før i tidligere indlæg). Der stod i Udfordringen følgende som en pastor havde udtalt:

“Så behøver vi vist ikke at være ængstelige for, om Todd Bentley er af en anden ånd, når de mange ”fædre og mødre” kan indsætte ham, bede for ham og profetere over ham og dermed sige til den øvrige del af verden, at de siger godt for det der sker”

Hvad er der egentlig der står her? Jeg vil lige prøve at oversætte det til det sande budskab:

“Så behøver vi ikke mere selv vurdere om Todd Bentley er af en anden ånd. For det har andre jo gjort for os nu. Det er jo folk som alle er anerkendte, og er meget klogere end os andre, som ikke har nogen ordentlig forståelse af  Gud. Vi er jo så dumme at vi ikke formår at tænke selv. Derfor har vi fået disse kristne ledere til at tænke for os. Og hvis vi er i tvivl om det skulle være sandt, så må vi hellere omvende os, for de kristne ledere profeterede jo over Todd Bentley, mens han lå og rystede og råbte på scenegulvet”

Tillad mig at erkende at jeg bliver bare en lille smule sur over at få smidt sådan noget vrøvl i hovedet. Er det nu blevet mig forbudt at tænke selv? Er det nu blevet mig forbudt selv at vurdere udfra skriften om noget er fra Gud eller ej? Skal jeg istedet være en tomhjernet slave som bare siger ja og amen til alt hvad kirkeledere siger? I så fald så burde Luther jo bare have holdt sin mund og underordnet sig dengang. Er det da det vi vil tilbage til?

Dertil skal siges at jeg da ikke har noget tilovers for dem der godkendte Todd Bentley. Det havde jeg ikke i forvejen, og heller ikke nu. Men heller ikke om så Paul Washer, David Wilkerson eller endog John MacArthur havde sagt god for denne mærkværdige udgave at kristendom, kunne jeg have sagt god for den. For jeg tror på at jeg har fået evnen til selv at tænke, fordi Gud ønsker jeg skal tænke. Det er en gave jeg har fået af Ham.

Categories
Kirke Livet som kristen Omvendelse

Ledere der ikke vil erkende deres fejl 1

I forgårs skrev jeg om de ting der sker i kølvandet på nyheden om at Todd Bentley skal skilles fra sin kone. Der var bl.a. en Hr Peter Wagner som før havde støttet Todd Bentley og endda gjort det ret tydeligt, som sagde at han var blevet misforstået. Jeg synes nu ikke det han sagde var til at misforstå, dengang han støttede Todds mærkværdige “tjeneste”. Indlægget kan ses her.
Peter Wagner er ikke et særtilfælde hvad dette angår. Der er mange ledere i kristne kredse som begår fejl, som de ikke vil stå ved er fejl. At der bliver begået fejl, er hvad der vil ske. Det kan ikke undgås. Men måden vi forholder os til fejl, er med til at vise om vi er Guds mænd, eller om vi er vores egne mænd. En Guds mand vil erkende sin fejl, når han bliver opmærksom på den. Han vil ikke forsøge at bortforklare den, og gøre den mindre betydningsfuld. En sand Guds mand vil sige; jeg har fejlet. Har jeg noget bibelsk belæg for det? Ja, kong David var en mand efter Guds hjerte står der. Da han blev konfronteret af profeten Natan med hans synd med Batseba sagde han følgende:

“Da sagde David til Natan: »Jeg har syndet mod Herren.” anden Samuel 12.13

David kunne have valgt at hugge hovedet at Natan, pga hans anklager mod David. Det var jo noget af en ydmygelse at få at vide at han havde begået utugt med sin genbos hustru, og efterfølgende fået manden dræbt. Det var jo ikke ligefrem det som David ønskede at folket skulle tale om, når de omtalte deres konge. Han valgte istedet at erkende sin synd. Hvorfor spørger nogen måske? Fordi han var en mand efter Guds hjerte. Han ønskede at tjene Gud mere end mennesker, endog mere end han ønskede at tjene sig selv. Han anså ikke sin egen ære for at være noget særligt.

En historie fra vore dage
En amerikaner som har valgt at have en slags videotjeneste på youtube, Godtube o.l. var for et stykke tid siden kommet ind i en kirkeretning som han oplevede som det fællesskab han længe havde savnet. Han valgte derfor at promovere den i hans videoer, for han var rigtig glad for at være der. Han fandt dog ud af, at der var noget meget meget galt. Det viste sig at lederne i den kirkeretning mente at de havde ret til at leve i seksuel urenhed, fordi de var ledere. De syntes ovenikøbet at de havde bibelsk belæg for det. Da Steve Hetgow som han hedder fandt ud af det, blev han så ked af hvad han havde været med til at promovere, at han istedet for bare at fjerne hvad han havde sagt, indrømmede hans fejl. Videoen kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=Ujj6d_frm1I 

Steve gjorde det som Peter Wagner ikke gjorde. Han indrømmede at han havde været med til at lede folk væk fra den sunde lære. Han sagde til dem som havde stolet på ham, at han havde været utroværdig. Det var ikke den mest spændende af de videoer som Steve havde lavet, men måske en af de vigtigste. Den viste at han var en mand efter Guds hjerte. Er det ikke vigtigere at være en mand efter Guds hjerte, end en der bare ønsker at have sin ære i behold?

Som tallet i overskriften indikerer er dette starten på en serie. Jeg håber det bliver en kort serie. For jeg håber ikke der er alt for meget at skrive om hvad dette emne angår!

Categories
Livet som kristen Omvendelse

Esau søgte omvendelse, men

Dette er en trist historie. De fleste af os kender den formentlig. Jakobs storebror Esau solgte sin førstefødselsret til Jakob for en portion linser og et brød (Første mosebog 25.29-34). Han var ved at dø, sagde han, men det var nok en overdrivelse som mere var et udtryk for at han var mere drevet af sit eget kød, end af sund fornuft. Han anså ikke sin førstefødselsret for noget, hvad der ellers var noget man satte højt dengang.

Det er som om at Esau tænkte “arrh den førstefødselsret får jeg nok alligevel, min far kan jo bedst lide mig. Så hvorfor skulle han dog give den til Jakob, som min far ikke anser for at være noget.” Han anså ikke sin handling som noget der skulle være særligt alvorligt. Lidet anede han hvad der var i vente. For i første mosebog 27 ser vi bedraget, som gjorde at Jakob fik velsignelsen og ikke Esau. Den historie kan man godt få rigtig mange ting ud af, men jeg vil her nøjes med at fokusere på Esau her. For da Esau fandt ud af at han virkelig HAVDE mistet førstefødselsretten fortrød han. Han græd, står der i vers 38.

I hebræerbrevet 12.17 står der følgende om Esau, som vi må tage meget alvorligt:

“For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det.”

Esau forsøgte virkelig at omvende sig, men han kunne ikke. Gud havde vraget ham fordi han ikke tog sit kald alvorligt. Selvom han søgte omvendelse fik han det ikke. Er der noget her vi ikke bryder os om at læse? Sandheden er jo den, at selv omvendelse er en nådegave fra Gud. Den er ikke noget vi udøver i egen kraft. Den nådegave valgte Gud ikke at give Esau. Det burde få en til at tænke meget alvorligt over den holdning vi har til Gud og Hans kald til os. Det er et kald vi er nødt til at tage alvorligt. Vi kan ikke bare se let på det, som om det ikke betyder noget. For hvem er vi, at vi skulle tro at vi på nogen måde er bedre end Esau. Vi fortjener ikke Guds nåde mere end han gjorde.

Esau søgte omvendelse, men fik den ikke. Overordnet set, tror jeg det handler om at Esau ikke tog sit liv alvorligt. Det synes jeg er rigtig trist, for jeg kan se en kirke i dag der er fuld af folk, der ikke tager deres liv med Gud alvorligt, men bare tænker “aarrh jeg er jo frelst alligevel”.

I morgen vil der komme en fortsættelse på dette indlæg som hedder “Omvendelsen er en gave fra Gud”.

Categories
Evig dom Livet som kristen Omvendelse

Milli Vanilli mistede en grammy

I 1989 havde duoen Milli Vanilli et megahit med nummeret “Girl you know its true”. Dem der har min alder glemmer det ikke, for det var en ørehænger af format, med en fed musikvideo til. De to mørklødede unge herrer Fab Morvan og Rob Pilatus, så friske, hippe og særdeles musikalske ud. De havde nogle ret seje moves og man måtte bare give sig hen til sangen, for det var rigtig godt sat sammen. I 1990 blev de nomineret til en grammy for årets bedste newcomer. En nominering de vandt. Og hvorfor ikke, de havde jo fejet hitlisterne over det meste af verden. De var “on top of the world”.

Men der var nogle der havde en mistanke om at der var noget galt. Bl.a. var Milli Vanillis liveperformances altid med playback, og tydeligvis også på stemmerne, og de to herrer var ikke særlig gode til lippsinging. Dertil var der nogen der havde kendskab til deres producer, den tyske Frank Farian. Han havde også stået for det kendte halvfjerdserband Boney M. Eller nærmere sagt Boney Ms, for der var flere af dem. Han havde fået nogle dygtige sangere til at indspille nogle sange, og sendte derefter nogle andre sorte performere ud i Europa som skulle se ud som om det var dem der havde sunget sangene. Dette var et virkeligt smart trick. For da hypen om Boney M var høj, kunne man sende rigtig mange Boney M grupper ud i Europa, og hente rigtig mange penge ind på en gang. Men den metode ville Frank Farian nok ikke benytte sig af mere, eller ville han?

Han sendte faktisk ikke flere Milli Vanilli grupper ud i verden. Der var kun de to herrer der kunne udsendes officielt. Men der var til gengæld nogle andre sangere som havde indspillet alle Milli Vanillis numre. Men Frank Farian mente ikke at de havde marketingspotentiale til at bryde igennem. Det havde Fab og Rob til gengæld med deres vaskebrætsmaver og lækre lange hår. 

Bedraget blev dog til sidst opdaget. Fab og Rob tilstod at de aldrig havde sunget en eneste strofe på deres sange, men bare havde ladet som om. De var nødt til at aflevere deres grammy tilbage i skam. Nu er der jo mange der ved, at der i musikbranchen findes flere af sådanne tilfælde, som bare ikke er blevet afsløret endnu. Men hvad der er endnu værre er alle dem der sidder i kirkerne, og tror at de er kristne, men aldrig er blevet født på ny. 

Når man ser på dem så ligner de jo kristne. De taler som kristne, de synger med på lovsangene, de kommer til møderne, og nogle af dem kommer ovenikøbet til bønnemøderne. De lever religiøse liv, og føler at de er blevet gode mennesker, og anser sig selv for at være kristne, for det siger deres præst jo de er. Men for dem der aldrig er blevet født på ny, vil en endnu være oplevelse,  end Milli Vanillis ydmygende tilbagelevering af deres grammy være i vente. For en dag vil de stå foran Gud som vil dømme dem som dem de er. Som forbrydere der har overtrådt Guds hellige lov. De vil stå og sige jamen har jeg ikke rakt mine hænder op til lovsang, har jeg ikke bedt, og kommet i kirken. Men Gud vil sige til dem “Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Mattæus 7.23).

Det vil Han sige fordi de aldrig er blevet født på ny, og uden at være født på ny er det slet ikke muligt at se Guds rige (Johannes 3.3), og hvis man ikke engang kan se det, hvordan skulle man så kunne komme ind i det? Den dag vil der stå folk som har troet at de var frelst pga en beslutning om at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte, eller fordi de har bedt Jesus om at blive deres guide for livet, eller fordi de er blevet døbt engang. Men de vil finde ud af at intet af dette har kunnet frelse dem. De havde nemlig aldrig omvendt sig og blevet født på ny. De havde ignoreret Guds kald til dem, da de oplevede den, og istedetfor troet på menneskers godkendelser af deres “frelse”.

Det kan godt være at de lignede kristne, ligesom Milli Vanilli lignede popsangere. Men bare fordi man ligner en kristen benøver man ikke være det. Er man en kristen er man en ny skabning. Er man en kristen er det fordi man engang blev født på ny, og den fødsel er ikke noget der bare sker i en gentagelse af en bøn, eller på basis af en beslutning, og heller ikke fordi man er blevet døbt. Den sker ved at Gud føder en på ny, og det gør Han ved dem som tager imod omvendelsens nådegave! 

Det kan godt være at Milli Vannili kunne snyde os en kort stund, selv med fede musikvideoer og lækkert hår. Men Gud lader sig ikke snyde, en der ikke er født på ny, kan ikke blive dømt under Kristus. Den person bliver dømt uden for Kristus. Men hvis det skal gå sådan for dem der ikke er født på ny, men troede de var det. Hvordan skal det så gå for dem der talte dem efter munden og godkendte dem som frelste? Det er et spørgsmål jeg ikke tør besvare.

Categories
Livet som kristen

Citat af Matthew Henry

Her er en lidt fri oversættelse af noget den berømte bibelkommentator Matthew Henry engang sagde: 

“Jeg anser den som en kristen som ikke skammer sig over evangeliet, men heller ikke er en skam for evangeliet.”

Her er den originale: “I reckon him a Christian indeed who is not ashamed of the gospel or a shame to it.”

Categories
Livet som kristen Synd

Vender vi os bort fra synd?

Jeg sad og læste i Esajas bog. Esajas er jo spændende set i vores tid. For han var en profet der talte imod det som skete i Israel. For det var et land der havde åbnet sig for synd. Man syntes ikke længere at synd betød noget. For vi er jo allesammen syndere tænkte de nok, og hvis naboen er en synder, så gør det jo ikke noget, at jeg også er en synder. Folket havde glemt at sammenligne sig selv med den standard som Gud havde givet dem, i de ti bud. Men også præsterne havde åbnet sig for synd, og lederne havde åbnet sig for synd. Så samfundet var ikke længere gennemsyrnet af at være født af en Hellig, retfærdig og kærlig Gud. Men istedet var man blevet som verden.

I dette samfund rejser Gud Esajas op, til at råbe vagt i gevær. Hertil og ikke længere. Men i kapitel 33 vers 14-15 står der noget som kan virke mærkværdigt:

“….den, som stopper ørerne til for ikke at høre om mord
      og lukker øjnene i for ikke at se ondskab,
      han skal bo i det høje,
      han får en knejsende klippeborg.
      Han får sit brød, han er sikret sit vand.”

Den som ikke vil se ondskab skal det gå godt, den der lukker øjnene for ondskab skal få lov at bo i det høje står der. Det betyder jo ikke at vi skal ignorere synd i samfundet, og bare lade folk fortsætte med at leve et syndigt liv, uden at advare dem. For det ville jo også være i modstrid med Esajases eget liv.
Det som Gud vil fortælle os her, er at Hans folk ikke skal lade sig forurene i sind og ånd, af denne verdens synd. Vi skal ikke nyde den, vi skal ikke bruge tid på den. Vi skal ikke kigge på den i lang tid. Vi skal vende os bort fra den istedet.

Det tror jeg er noget vi tit glemmer. Det kender jeg fra mig selv, og ved at der er mange der har det sådan. Vi er efterhånden så vant til at se synd i fjernsynet, i aviserne på internettet, i vores samtaler på arbejdet, at vi ikke længere tager synden alvorligt. Vi tænker “det gør nok ikke så meget, for alle de andre tager sig heller ikke af det”. Men det er ikke det der står i Guds ord. Vi er nødt til at afholde os fra synd, vi kan ikke drikke den som om det var saftevand. For synd er farligt.

En lille smule synd som vi begynder at lege med, kan udvikle sig til at blive en farlig snare som til sidst vil fange os i en fælde som vi slet ikke fatter konsekvensen af. Det betyder ikke at vi skal rende rundt og leve i sygelig angst for synd. Men at vi skal holde os rene. Hvordan gør vi så det? Mit bud ( og det tror jeg er et godt bud) er søg i Guds ord, vær bedende og lyt til Esajas råd som jeg citerede foroven. Og synes vi det kan være svært nogen gange, og det synes vi alle nogen gange, så bed Gud om at give os nåde til at søge Ham, og give os en lyst til at søge Ham. For det er ikke en naturlig lyst for os, den er given os af Gud.

Categories
Livet som kristen Overfladisk kristendom

Tørster du også?

Jeg møder dem igen og igen. Kristne som har en brand efter at komme nærmere Gud. Kristne som han lyst til at lære mere om hvem Jesus er, og hvor stort Hans fuldbragte værk på korset er. Men de samme kristne undrer sig. For de kan ikke forstå at det der bliver forkyndt i kirken, er så langt væk fra det ord vi har fået fra Gud igennem skriften.

Nogle af dem er så frimodige at de tør henvende sig til deres kirkes ledelse, og spørge hvorfor der ikke er mere bibelsk forkyndelse. Men de bliver ofte meget skuffede over svaret. De får at vide at de ikke skal stille sig imod det “nye” Gud gør. De bliver bedt om at indordne sig, og holde op med at have en “negativ” ånd. De bliver spurgt om de da ikke er glade for at menigheden er så udadvendt at der kommer nye i kirken. Men det allerværste de får at vide er når ledelsen bare siger: “Ja det var interessant at høre, den vil vi lige tænke lidt over”. Når sandheden viser sig at der ikke bliver tænkt over noget som helst.

Disse kristne som har lyst til Gud. Som elsker korset, og er villige til at gå meget langt for deres tro på Gud. Disse kristne bliver i dag udsultet af forkyndere der er mere fokuseret på deres egen succes og ære, end i at prædike det fulde evangelium. For disse kristne har ikke brug for at høre om selvhjælpsprogrammer. De har ikke brug for at lære hvordan man får et bedre selvværd. Og slet ikke hvordan de får succes i deres liv. De er interesseret i at høre om Jesus. De vil have at forkynderne åbner deres bibel og viser os hvad der står i den. De har en tørst og en længsel efter Gud, men de bliver udsultet istedet.

Det er standarden i mange kirker i dag. Kirker som engang byggede på den sunde lære. Men som i dag vælger at falde for alt hvad der er nyt, alt hvad der er smart, alt hvad der er spændende. Men de vil ikke prædike Guds fulde ord. Gad vide hvad Gud vil sige til disse forkyndere når de engang skal stå overfor Ham en dag. Mon de vil bruge de samme argumenter og undskyldninger som de bruger overfor brændende kristne? Eller vil de stå uden ord, og skamme sig fordi de skammede sig ved at prædike omvendelsens budskab om Jesus Kristus?

Categories
Livet som kristen podcast Prædikener

Seksuel renhed i kirken Podcast med Pastor John MacArthur

I den forløbne uge er jeg kommet ind på skilsmisseområdet. Det er som regel et farligt emne at komme ind på. Men det i sig selv bør ikke hindre nogen i at vise hvad bibelen siger om det. Det var heller ikke alle læsere der var helt tilfredse. Men jeg mener stadig hvad jeg skrev, og jeg skrev det ikke for at træde nogen over fødderne. Årsagen til indlæggene var at det er et område hvor vi har ikke længere viser at vi har tillid til Guds ord. Til dem der ikke har læst indlæggende, kan de læses her og her.

Jeg tror en af årsagerne til at man ikke brød sig om hvad jeg skrev, er at vi er blevet så påvirket af verdens syn på skilsmisse, at vi ikke længere kender og bygger på Guds ord på dette område. Derfor har jeg valgt at lade denne uges podcast handle om seksuel renhed og urenhed. Det er Pastor John MacArthur der underviser om dette meget vigtige område, som alt for mange overser, og nogle vælger at overse i dag. Det er meget stærk og bibelsk funderet undervisning, som ikke forsøger at kilde nogen i ørerne. Samtidig er det også en af de podcast med MacAthur som jeg har hørt flest gange. Så jeg håber at der er nogle af læserne der kan få ligeså meget ud af den, som jeg har fået.

Categories
Livet som kristen

Er min lykke vigtigere end min trofasthed?

Moderne kristendom er efterhånden formet så meget efter menneskers vilje og lyst til at være lykkelige, at vi snart har glemt de retningslinier som Gud har skænket os i sit ord. Drivkraften for mange kirkegængere, er mere deres ret til at være lykkelige, end det er at være trofaste overfor Guds ord.

Til at dokumentere dette kan vi nøjes med at se på hvor mange skilsmisser der er blandt kristne i dag. Der er efterhånden ret mange af dem. Samtidig er det ikke unormalt at folk bliver gengift, også selvom det er de selvsamme folk som har været årsag til skilsmissen, som bliver gengift. Nu ved jeg bestemt godt at mange ægteskaber, også blandt kristne kan være meget svære for parterne. Derom er der ingen tvivl. Men Jesus godkender stadig kun en årsag til skilsmisse, og det er utroskab.

“Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.” Mattæus 19.9

Så er der utroskab inde i billedet, så er Jesu ord ganske klare, skilsmisse er tilladt. Ifald den forurettede part ønsker skilsmisse. Men mange gange opstår skilsmisse i kristne kredse, uden at utroskab har været indblandet. Men hvad er så begrundelsen for skilsmisse? Jeg har hørt følgende argumenter:

  • Hun var for ung da de blev gift
  • Hendes mand var ikke en kristen, så hun behøvede ikke at være sammen med ham
  • De var ikke lykkelige
  • Den ene part var underkuet
  • Det var bedst for børnene

Jeg er enig i at ingen af disse ægteskaber på nogen måde lyder optimale. Men ingen af argumenterne er bibelsk funderede. De er baseret på retten til at være lykkelig, og det er noget ganske andet. Vi tror på at Gud er mere interesseret i at vi er lykkelige og tilfredse, end i at vi er trofaste overfor Hans ord og retningslinier. Men hvis det passer, hvorfor kaldte Gud så Abraham til at rejse fra sit hjemland Ur, hvor han vist nok levede som en velhavende mand. Gud kaldte ham til at leve i ørkenen, i telte istedet for i noget som ærkæologer der har arbejdet i Ur har vurderet som ret gode huse. Her boede og vandrede han i mange år, med sin kone Sara.
Jeg har læst den historie rigtig mange gange, og jeg mindes ikke at have læst den som om at det var en superlykkelig tid for Abraham. Det var faktisk en meget hård tid. Men Abraham er jo kendt for at være troens fader. Det er ikke for ingenting han er det. For midt i al den ørkenvandring, holdt han fast i troen på det løfte Gud havde givet ham, om at få en søn. Han viste med andre ord trofasthed. Han kunne have taget tilbage til Ur, og leve i et godt hus, og nyde sin rigdom. Men istedet var han trofast og fulgte det ord han var blevet pålagt af Gud.

Jeg tror på at Abraham var lykkelig. Men jeg ved også godt hvorfor. For det var ikke en lykke han byggede på jordisk velfærd, og selviske lyster. Abraham havde fundet ud af det samme salmisten i Salme 73.28:

“Men at være Gud nær er min lykke,
jeg tager min tilflugt til Gud Herren,
så jeg kan fortælle om alle dine gerninger.”

Men er det en lykke vi er parate til at bygge vores liv på? Eller vil vi hellere bygge den på vores ret og lyst til at være lykkelige på vore egne vilkår? Det synes jeg er et ret vigtigt spørgsmål at stille sig selv.