Jeg er pt igang med at gennemgå Dietrich Bonhoeffers gamle, men stadigvæk rammende bog “Efterfølgelse”. Dette her skrev han i trediverne, men kunne ligeså godt være skrevet i dag:
” – Billig nåde betyder retfærdiggørelse af synden, ikke af synderen. Fordi alt er af nåde alene, kan alt blive ved det gamle.
– Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod. Billig nåde er dåb uden kirketugt, nadver uden syndsbekendelse, tilsigelse af syndernes forladelse uden personligt skriftemål. Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende, menneskevordne Jesus Kristus.
– Den dyre nåde er den skjulte skat i marken, for hvis skyld et menneske med glæde går hen og sælger alt, hvad han har. Den dyre nåde er evangeliet, der stadig påny må søges, gaven, der må bedes om, døren, der må bankes på. Dyr er den, fordi den kalder til efterfølgelse, nåde er den, fordi den kalder til Jesu Kristi efterfølgelse. Dyr er den, fordi den koster mennesket livet, nåde er den, fordi den derved skænker ham livet; dyr er den, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen. Dyr er nåden fremfor alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv.”
R. C. Sproul er kendt som mister Reformed i USA. Han har været professor i teologi, og arbejder stadig som pastor, selvom han efterhånden er en ældre herre, og har gennemgået en hjerneblødning. Men han drives stadig af lysten til at prædike Guds ord. Efter at have hørt denne undervisning flere gange til og fra arbejde i bilen, kan jeg godt forstå at han har svært ved at stoppe som forkynder. For i denne undervisning viser han hvor stort behovet for en klar forkyndelse af evangeliet er. For det behov er blevet langt større efterhånden som kirken mange steder i den vestlige verden er forfaldet. Hvordan det forfald hænger sammen med de filosofiske ideers udvikling, og hvordan den romersk katolske kirkes gik fra at blive anset for en kætterkirke til at man fejlagtigt i dag, mange steder anser den som en evangelisk kirke. Historien bag det vil Sproul forklare rigtigt godt her.
Det er også noget vi oplever store problemer med her i Danmark. Prøv bare at se på hvad Moses Hansen og Frikirkenets Formand Lars Bo Olesen har sagt om den nye pave (se link her: https://sand.omvendelse.dk/abent-brev-til-moses-hansen-og-frikirkenets-formand-lars-bo-olesen-4729.htm).
I starten vil man muligvis synes han bruger lidt lang tid på at forklare hvordan ideer hænger sammen, og bliver udviklet. Men det vil give mening. Dette er en undervisning som viser hvor vigtigt det er for kirken at holde fast på doktrinerne, særlig de fem solaer (Skriften alene, Kristus alene, Troen alene, Guds ære alene, og troen alene). Men som også viser den klare fare der er ved at arbejde sammen med kirker der ikke kan tilslutte sig disse fem solaer. For som Sproul siger, hvis vi ikke kan blive enige om disse fem, har vi så overhovedet noget at vi kan arbejde sammen om som kirke?
Men dette er ikke kun om hvor skidt det står til i kirken. Det handler også om, at hvis kirken skal kunne fungere ordentligt til Guds ære, så må vi der forkynder Guds ord, holde fast i den gode forkyndelse, og prædike Kristus. Vi skal stoppe med at prædike os selv, vore egne ideer, egne oplevelser, egne små kæpheste, men istedet prædike Kristus som korsfæstet død og opstanden!
Er Sabbatten noget vi skal overholde i dag, eller er der en ny frihed i Kristus? Det har John MacArthur svaret meget klart på i denne artikel som jeg har oversat til dansk her nedenunder:
Vi mener, at de gammeltestamentlige bestemmelser for Sabbatten er ceremonielle, og ikke moralske aspekter af loven. Som sådan er de ikke længere i kraft, men er gået bort sammen med offersystemet, det levitiske præstedømme og alle andre aspekter af Moses lov, som var før Kristus. Her er grundene til at vi har dette synspunkt.
1. I Kolossenserbrevet 2.16-17, henviser Paulus udtrykkeligt til sabbatten som en skygge af Kristus, som ikke længere er bindende, idet at Kristus nu er kommet. Det står helt klart i disse vers, at det er den ugentlige sabbat som er i betragtning her. Udtrykket “fester eller nymåne eller sabbatter” henviser til de årlige, månedlige, og ugentlige hellige dage i den jødiske kalender (jvf. Første krønikebog 23.31, Anden krønikebog 2.3, 31.3; Ezekiel 45.17, Hosea 2.13). Hvis Paulus henviste til særlige ceremonielle datoer for hvile i denne passage, hvorfor skulle han så have brugt ordet “sabbat?” Han har jo allerede nævnt de ceremonielle datoer, når han talte om festivaler og nye måner.
2. Sabbatten var et tegn på den Mosaiske pagt til Israellitterne (Anden Mosebog 31.16-17, Ezekiel 20.12, Nehemias 9.14). Men da vi nu er under den nye pagt (Hebræerne 8), er vi ikke længere forpligtiget til at overholde de regler der hørte under den mosaiske pagt.
3. Det Nye Testamente befaler aldrig kristne at overholde sabbatten.
4. I vores eneste glimt af en tidlig kirke gudstjeneste i det Nye Testamente, mødtes kirken på den første dag i ugen (Ap.g 20.07).
5. Ingen steder i Det Gamle Testamente er de hedenske nationer befalet at holde sabbatten eller fordømt for ikke at gøre det. Det er bestemt mærkeligt det ikke er tilfældet, ifald at det var således at sabbatten var beregnet til at være et evigt moralsk princip.
6. Der er ingen tegn i Bibelen på at nogen som helst holdt sabbatten før Moses tid. Ej heller er der noget bud i Bibelen som viser man skulle holde sabbatten før den blev givet som lov på Sinais bjerg.
7. Da apostlene mødtes i Jerusalem råd (Ap.g 15), pålagde de ikke at de ikke-jødiske troende skulle overholde sabbaten.
8. Apostelen Paulus advarede hedningerne om mange forskellige synder i sine breve, men at bryde sabbatten var aldrig en af dem.
9. I Galaterne 4.10-11, irettesætter Paulus galaterne for at tro at Gud forventede at de skulle overholde særlige dage (herunder sabbatten).
10. I Romerne 14.5, forbyder Paulus dem, der overholder sabbatten (disse var uden tvivl jødiske troende) at fordømme dem, der ikke overholdt dem (ikke-jødiske troende).
11. De tidlige kirkefædre, fra Ignatius til Augustin, lærte, at Det Gamle Testamente sabbat var blevet ophævet, og at den første dag i ugen (søndag) var dagen, hvor kristne skulle mødes til gudstjeneste (i modsætning til påstanden mange syvende dags adventister hævder, at søndagsgudstjenesten ikke blev indført før det fjerde århundrede).
12. Søndag har ikke erstattet lørdag som sabbatten. Herrens dag er snarere en tid, hvor de troende samles for at fejre Hans opstandelse, som fandt sted på den første dag i ugen. Hver dag for den troende er en sabbatshvile, da vi er ophørt fra vores åndelige arbejdskraft og hviler i Herrens frelse (Hebr 4.9-11).
Så mens vi stadig følger det mønster som gør at en dag i ugen, bliver til en dag hvor Herrens folk samles i tilbedelse, så vil vi ikke henvise til dette som “sabbatten”.
De fleste danskere kan godt huske den markante forfatter og digter Dan Turell. Personligt synes jeg flere af hans digte var vidunderlige med hans skæve vinkler på tilværelsen. De fik en til at se tingene på en anden måde, end man normalt ville gøre. Hans (vist nok) debutbog ”Vangede billeder” er efterhånden blevet en klassiker indenfor dansk litteratur, og er også fascinerende med fragmenter fra hans barndom.
Udover at være buddhist (med en underlig svaghed for gamle salmedigtere som Kingo o.l.), så var Dan Turell meget fascineret af den amerikanske beatnikforfatter William S. Borroughs. Manden som skrev romanen ”Naked lunch”. En roman som i første omgang blev cencureret i USA, men som man så valgte at filmatisere i halvfemserne. William S. Borroughs var misbruger. Både af alkohol, marihuana og stoffer. I en længere periode i hans ungdom var det også meget hårde stoffer han var på. En del af hans liv som han underligt nok ikke viste tegn på at fortryde, nærmest tværtimod. Hans litteratur var præget af vulgaritet, modbydeligheder, promiskuøsitet, narkotika, surrealisme og meget andet af samme skuffe. Og den litteratur havde påvirket en meget ung Dan Turell, og havde haft stor indflydelse på hans forfatterskab. Så stor at Dan Turell anså sig selv for at være den største William S. Borroughs fan i Danmark, hvis ikke i hele skandinavien.
Selvom det var i halvtredserne de fleste af William S. Borroughs bøger udkom (så vidt jeg ved), så kulminerede hans ikonstatus i starten af 80erne, hvor han rejste rundt og læste op af sine romaner. Han havde en utrolig evne til at genfortælle disse historier med hans egen rustne alkoholiserede narkostemme. Han kunne tryllebinde folk med hans oplæsninger også selvom han samtidig kunne være ret beruset, hvilket åbenbart var normen mere end undtagelsen. Det er nu ikke nogen forelæsninger jeg ville anbefale at høre, da han ofte var direkte blasfemisk, og havde et ordforråd der ikke var særligt sobert, mildt sagt.
I 1983 kom William S. Borroughs så til Danmark, og skulle holde sine romanoplæsninger i Saltlageret i København. Dette show blev indledt af Dan Turell. Men før showet skulle der laves et møde mellem Danmarks største fan af William S. Borroughs, og William S. Borroughs selv. Dan Turell skulle sidde face to face med sit største idol.
Blandt dem som kender til denne begivenhed, så er den kendt som antiklimakset over næsten alle antiklimakser. Mødet mellem de to, blev så fad en affære, at hverken Dan eller William, rigtig vidste hvor de skulle gøre af sig selv. De to som burde have været “soulfriends” ifølge nogen, sad og talte så langt forbi hinanden som de næsten kunne have gjort. Her var et møde der i sandhed opfyldte Søren Kierkegaards postulat om at forventningens glæde er den største. For det her møde nåede ihvertilfald ikke op til de forventninger der var sat til det.
Hvorfor gik det så galt?
Indehaveren af den bogbutik hvor de mødtes, forklarede senere hvorfor det gik galt. William S. Borroughs var en mand som skrev om den mest ekstreme udlevelse af sig selv. At udleve sine egne drifter og lyster, og manglen på respekt for det normale og for autoriteter var det man kunne læse ud af William S. Borroughs bøger. Nihilisme, hedonisme og anarkistisk ideologi var ekstremt fremtrædende elementer i hans litteratur.
Men på trods af dette, så var William S. Borroughs en ret konservativ person. Han gik i konservativt tøj, han opførte sig generelt set meget høfligt og civiliseret, og så egentlig ganske normal ud. Han lignede på ingen måde det stereotype billede vi har af stofmisbrugere og alkoholikere. Han havde altså en baggrund som gjorde at hans person var mere konservativ end han selv lige stod ved. Både af udseende og af hans måde at gebærde sig med andre på.
William S. Burrougs
Denne konservatisme kom til udtryk da han mødte Dan Turell. En mand der havde klippet sig fuldstændig skaldet (som på det tidspunkt ikke var særlig normalt), havde sort neglelak på (en idé han havde stjålet fra Lou Reed) og en sjov hat på samt en stor sort trenchcoat. Det så alt i alt meget mørkt ud. William S. Borroughs havde grå trenchcoat, slips, og grå hat på. Han kunne ligne en bifigur fra en en af halvtredsernes film noir. Selvom han var en der røg marihuana flere gange om dagen, og startede sin dag med et glas vodka, så så han bare helt normal ud i forhold til Dan Turell.
William S. Borroughs havde fået at vide han skulle have et møde med hans største fan i Danmark. Mødet ville blive optaget til dansk TV. Da han endelig møder Dan, spurgte han skeptisk ”hvem er den person?”.
Det viste sig desværre for Dan Turell at hans idol William S. Borroughs ikke brød sig om det syn han så. For han så en meget underlig person, som han ikke på nogen måde kunne relatere til. Hvorfor skulle han snakke med en mand der så så outreret ud som denne mand. Han var ikke vant til at have seriøse samtaler med mænd der havde barberet deres hår ned til hovedskallen og som sad med sort neglelak på, og en lidt for bredskygget hat til at den virkede normal. Med andre ord William S. Borroughs havde ikke fattet konsekvenserne af hans ideer. Han havde ikke fattet, at de tanker og ideer han havde skrevet ned i sine bøger, ville medføre at nogen mennesker begyndte at udleve dem.
Konsekvenser i samfundet
Trist egentlig at William S. Borrougs ikke forstod at de tanker og ideer man giver videre til andre, kan få konsekvenser, og vise sig at blive til noget helt andet end man havde regnet med. Det er ikke noget der er så usædvanligt endda. Hvem kunne have forestillet sig at den fri abort ville blive til at man begyndte at kønsteste fostre for så at slå en slags køn ihjel, for at beholde det andet køn? Eller at man i dag ville begynde at sortere fostre fra pga bitte små genfejl som man en dag ikke anså for at være alvorlige? Hvis man sagde det dengang, ville man blive anset for at være ekstremist. Nogen ville måske endda påstå at man brugte usaglige argumenter.
Konsekvenser i kirken
Men det er samfundet. Og samfundet har ikke nogen anden grundbyggesten end det som man mener lige nu og her er rigtigt. Fordi samfundet ikke har en base der er funderet i sandhed, men i folkets og ledernes mening og følelser. Det er galt nok, men dog forståeligt når man ikke har en fast sandhed at arbejde udfra. Men hvad værre er, at det som sker i mange kirker i dag, som ikke har noget som helst med kristendom at gøre, er konsekvenser af kirkelederes tanker og ideer som er blevet levet ud i yderste konsekvens.
Her er bare et par eksempler: Dem der talte om engang at vi ikke skulle tage forbuddet mod kvindelige præster betyde alt for meget, havde svært ved at se konsekvenserne af at se igennem fingre med det. For hvis vi ikke skal tage Guds ord seriøst omkring spørgsmålet om kvindelige præster eller ej, hvad bliver så det næste vi ikke behøver tage alvorligt? Personligt tror jeg ikke vi ville se så meget igennem fingre med skilsmisse blandt kristne som vi gør i dag, hvis kirken stadig havde holdt fast i at kvindelige præster ikke er bibelsk forsvarligt. For kunne man holde fast i den del, så havde man også god mulighed for at holde fast i at skilsmisse uden bibelsk årsag, ikke er i orden og ikke skal accepteres. Eller bare det at man i dag har præster som straight out siger at de ikke tror på bibelen er sand,og mener de er i stand til selv at vurdere hvad der skal tages seriøst og hvad der ikke skal tages seriøst, det ville også være utænkeligt i evangeliske forsamlinger før. Men i dag er det noget der forekommer ret meget af.
Eller hvad med ideen om at kirken skal have et sprog som verden forstår? Ja, selvfølgelig skal vi tale så det er forståeligt, men ideen er blevet misbrugt og overdrevet til det groteske, når man begynder at klæde sig ud som vampyrer og holder diskotek med verdslig musik i kirkelig regi, bare for at tage nogen ekstreme eksempler.
Dem der kom med disse ideer engang, har ikke altid overvejet hvad konsekvenserne af deres ideer ville være. Og alt for mange gange ser vi desværre at ideer har konsekvenser, og de kommer faktisk nogen gange ud i deres yderste konsekvens. En af årsagerne til at dem som fik ideerne ikke kom fuldstændig langt ud, er at de ligesom William S. Burroughs havde en baggrund som gav dem en hvis konservativ holdning som gjorde at de holdt sig selv lidt i snor. Men den generation vi har nu og de kommende har ikke den samme konservative holdning. Mange af dem har ikke en viden om basale bibelske grundprincipper, eller også har de ikke en tilfredsstillende viden om kirkehistorie, som sætter dem i stand til at genkende kirkernes fejltrin, for at kunne undgå dem igen. Mange af dem er på trods af at de er vokset op i kristne hjem, ikke blevet oplært i bibelen af deres forældre. Forældre som troede det blev gjort henne i kirken, og at man kunne nøjes med at se nogen tegnefilm med bibelske temaer som blot var udvandet til de ukendelige.
Når en sådan generation skal overtage kirken, så vil den generation som var før dem, ikke kunne genkende kirken. Selvom det er dem selv som er skyld i det. Det er nemlig deres egne ideer, som disse historieløse unge vil føre ud i livet. Konsekvenserne af deres egne ideer vil gøre dem selv til folk der føler sig udenfor, og ikke kan se sig selv som en del af en sådan kirke. Det er en langt større konsekvens, end den William S. Burroughs så hos Dan Turell. Burroughs forstod som ufrelst ikke sit ansvar som forfatter. Men kirkens folk som står på en talerstol, burde i langt størrre grad forstå og tænke over konsekvenserne af det de tænker og siger.
For nogle år siden vejede jeg næsten 90 kilo, men er i dag nede på at veje omkring 76. Så jeg er gået fra at have et BMI (Body Mass Index) der har været tæt på det man kalder faretruende, til istedet at have et BMI i det rette område for folk med min højde. Nu er der ufattelig mange valgmuligheder at vælge imellem, når man skal vælge en metode til at tabe sig. Min metode har været den gode gamle; motioner, spis sundt og ikke for meget. Men jeg kunne også have valgt at tage et ubrugeligt uvidenskabeligt homoøpatisk slankeplaster på. Eller benytte mig af den heldigvis næsten glemte Atkins kur, der bestod af fedt og proteiner. Deet særlig interessante ved den var at den gode Dr. Atkins døde svært overvægtigt, men det ønskede hans kone ikke at der skulle fokuseres så meget på. Så er der alle pillekurene, frugtkurene, pulverkurene osv. Som en følge af at jeg igennem mit fag som økonom har arbejdet med forskning indenfor ernæring og sundhed i hospitalsvæsenet, vidste jeg godt hvilken metode der var bedst, og den valgte jeg så. Den var videnskabelig funderet, og erfaringerne viste at det var den der virkede allerbedst på lang sigt.
Væk med dødvægten
De mange kilo jeg har tabt er kilo som jeg har slæbt rundt på, men som ikke har været nogen nytte til. Det har været dødvægt, (fedt er dødvægt som ikke har nogen funktion). Og dødvægt kan være tungt. Jeg stod forleden med seks fyldte to-liters flasker i den ene hånd. Det er faktisk ret meget. Men det var tankevækkende at det var tæt på den ekstra vægt som jeg slæbte rundt med engang. Der er ikke noget at sige til at jeg ofte var træt, kunne få ondt i knæene og dertil sad meget ned. Jeg var blevet mindre produktiv som en følge af den ekstra ubrugelige dødvægt jeg slæbte rundt på. Med andre ord, jeg lignede størstedelen af de kirker som vi har i dag.
For den dødvægt jeg slæbte rundt på, som var farlig, i og med at den øgede mit blodtryk, kolesteroltal, og sænkede mit produktionsniveau, er at sammenligne med al den vranglære som mange kirker er inficeret af i dag. Vranglære har den samme funktion. Den forurener kirken med elementer som ikke hører kristendommen til. Den gør det mere krævende at køre kirke, da det nu kræver mere energi at holde tingene i gang, da det ikke er Guds Ånd der holder vranglæren i gang, men vores egne anstrengelser.
Vranglære i kirken suger energi fra det som er kirkens sande opgaver, og gør at kirkens medlemmer kører træt, kører død og kører galt. Man er ikke fit for fight, fordi man bruger sine kræfter forkert.
Men så spis dog bare den fisk, og spyt benene ud!
Et argument for at se igennem fingre med vranglære er nogen gange ovenstående overskrift. Men ideen med at spise fisken og spytte benene ud, er simpelthen ikke holdbar. Jeg spiser fisk, mine børn spiser fisk, og jeg kender mange andre der spiser fisk. Og ikke en eneste af dem har jeg hørt mene at det er en god oplevelser at få fisk ind i munden med ben i. Det er faktisk ødelæggende for ens appetit. Og ofte vil der ske det at hvis man har fået et stykke med flere ben i, så er det allernemmeste at gøre, at spytte det hele ud igen. Fordi det er alt for besværligt at få benene sorteret fra, når det er blevet til en plastisk masse inde i munden. Så man burde istedet sige, “Hvis der er ben i fisken du har fået i munden, så spyt det hele ud, for alt andet er for besværligt”. Og for lige at blive i fiskebilledet: Hvis din fiskehandler ikke er i stand til at give dig en fiskefilet som lever op til definitionen af fiskefilet (det vil sige den er benfri), så find en anden fiskehandler. En fiskehandler skal være istand til at levere fisk uden ben i. Ellers mister han kunderne.
Men tilbage til billedet med kirken der er besværet af dødvægt. Prøv at forestil dig en kirke hvor der ikke blev givet plads til vranglære. Forstå mig ret, det betyder ikke at man skal være enig om alle bitte små ting, men at man ikke giver plads til lære som minimerer Kristus, eller ophøjer os mennesker, eller leder væk fra Kristus, eller prædiker et andet billede af Kristus o.l. Der er plads til forskellighed og uenighed selvom man ikke giver plads til vranglære. Men prøv at forestil dig en sådan kirke. Kunne en sådan kirke som er kommet af med al sin dødvægt ikke være langt mere overgiven til Kristus, langt mere ledt af Ånden, og langt mere effektiv i ordets forkyndelse? Bare for at nævne nogle få eksempler. Vranglære er ikke noget man skal se let på. Det er udover at være ødelæggende for den kristnes forhold til Gud, (selvom en der er påvirket af vranglære ofte vil påstå det modsatte) så vil det også tære på kirkens ressourcer så den bruger energi og tid på noget den ikke burde bruge tid på. Tid som burde bruges til at ære Kristus, og søge Ham, og pege på Ham, så folk må se hvilken vidunder frelser vi har i Ham.
Og bare for at undgå misforståelser, så er dette indlæg ikke en nedgørelse af overvægtige. Jeg har selv været overvægtig og ved hvor nemt det er at blive det. Det ser jeg ikke ned på. Og jeg ved også at det kan være svært at komme af med de kilo igen. Men hvis jeg skulle vælge mellem at komme af med flere kilos overvægt, eller vranglære, så valgte jeg at skille mig af med vranglære. For den kan have evigheds betydning i værste fald.
En kirke der ikke advarer imod synd, er en kirke som lader folk gå vild. Konsekvensen af dette er at folk går fortabt fordi de ikke er blevet advaret imod den kommende dom. En advarsel som præsterne er kaldet til at give. Men som kun få af dem er gudsfrygtige nok til at kunne. Men udover at folk går fortabt, så medfører det også at kirkerne bliver fyldt op af folk der lever i synd og ikke bærer sandt vidnesbyrd om Kristus. Det er ikke uden grund at folk i verden kalder kristne for hyklere.
En kirke der ikke prædiker imod synd, er ikke en kirke der står fast på Guds ord. På trods af at præsten kan se meget religøs ud, og holde meget fine og smukke prædikerner om skønheden i livet og hvad man ellers kan sige som lyder godt, men ikke har evangelisk indhold. Det er ikke nok at pege på Jesus, vi skal også vide hvorfor der er brug for at pege på Jesus. Ellers giver det ikke mening. Men når kirken som en helt naturlig del af forkyndelsen advarer imod synd, og advarer imod syndens løn, så giver det mening at pege på Jesus. For der er det at vi kan forstå hvorfor vi har brug for Ham.
Hvis jeg skulle holde en nytårstale til kirkerne i Danmark, så ville den i år se sådan her ud:
Vi ser i dag at moralen i vores land bliver dårligere og dårligere. På børnekanalen Ramasjang bliver der for licenspenge vist tv-serier med børn der bander som om det ikke har nogen betydning, men også diverse okkulte tegnefilmsserier. På DR HD kommer der nærmest ugenligt et program om sex, hvor diverse folk udstiller og taler om deres ekstreme seksuelle oplevelser, og hvor værten (har jeg læst, den slags vil jeg ikke se) afprøver ting på sin egen krop, som ikke burde vises i fjernsynet.Oven i det har man stadig et samfund hvor prostitution er lovligt og tilmed er en branche der betaler skat, som er med til at finansiere vore hospitaler og skoler. Man kunne ellers have gjort det ulovligt igen, da man kunne skaffe flertal og dermed minimere prostitution, hvilket ville være et godt signal at sende. Det valgte man ikke. Og som om det ikke er galt nok ser det ud til at man snart i vores zapperkultur kan få lov at blive skilt nærmest når som helst. Hvor man i dag skal være separeret et år før det kan lade sig gøre, hvad der faktisk har reddet nogen ægteskaber. Da man fik tid til at tænke sig om.
Da kirken havde en røst
Disse ting som blot er nogen få eksempler, ville en stor del af kirken i Danmark ikke have accepteret stiltiende før. Man ville have sagt fra. Også selvom det betød latterliggørelse indimellem. Men det var nogen gange med til at sætte en standard.Jeg husker tilbage i senhalvfjerdserne hvor et satireshow med Ulf Pilgaard og Claus Ryskær blev stoppet. Det skete pga en sketch hvor Claus Ryskær pludselig stod splitternøgen i den bedste sendetid. Aldrig før havde DR fået så mange klager. Deres telefoner var rødglødende og resultatet var at de tre sidste af de fem satireshows ikke blev sendt.
I senfirserne var der så en kæmpehype omkring aids. Det betød at vi fik den ene kondomkampagne efter den anden og tilmed fik Anne Linnets promiskuøse “sikker sex” sang “Den jeg elsker” spillet i radioen til hudløshed. Fint nok at advare folk der lever promiskuøst om faren ved usikker sex. Men DR måtte lige give den et ekstra hak. Så de gjorde et stort nummer ud af de ville vise et indslag med et par der havde sex og brugte kondom. Det var der en præst der blev forstyrtet over. Han kunne ikke forstå at DR skulle have brug for ligefrem at vise den slags. Jeg kan huske jeg så det (var ikke kristen dengang) og synes faktisk det var et ret lamt og ubrugeligt indslag. Ingen blev mere oplyst af det indslag end man var i forvejen. Jeg syntes selvom jeg ikke var kristen, at præsten der klagede offentligt, faktisk havde noget fornuftigt at sige.Men det var dengang. Dengang da kristne tog bladet fra munden, og definerede synd som synd. Selvom de sagde det til en falden verden, så var de salt i denne verden og havde saltets virkning. For kristne blev dog hørt og nogen tog os alvorligt.
Det var dengang, hvad med i dag?
I dag har mange kristne istedet valgt at fokusere på hvordan de kan leve et lykkeligt liv, hvordan de kan få en frisk glad kirke, hvor folk føler sig hjemme og kan høre et feelgood budskab som ikke provokerer nogen, eller hvad man nu ellers ser af nye tendenser i kirken. Imens ser vi at det moralske forfald i verden bare kører med 100 km i timen mod afgrunden, og de kristne fungerer ikke længere som salt. Det er som om saltet har mistet sin kraft. Vi klager os kun internt i kirkerne og siger “sådan er det jo” istedet for at gøre en indsats og tale offentligt imod det. Vi vil langt hellere se til, end vi vil advare. Vi er ikke længere så salte som vi har været før.Hvad vi har brug for i kirkerne i dag, er at kirken igen bliver bevidst om først sin egen synd, og derefter synd generelt. Og forstår at kun igennem Jesus Kristus kan vi få soning for vore synder. Men også at kirken igen bliver den instans der siger fra når tingene udvikler sig i en mere syndig retning. Særlig nu hvor landet er i en tilstand hvor vi efterhånden er stolte af vores synd, istedet for at skamme os over den. For det at et samfund er stolt af sin synd, er et tegn på Guds dom.
Der vil altid være synd i denne verden, men når verden er stolt af synden, viser det at man er ude i store problemer. Samfund som er i den tilstand har vist sig kun at udvikle sig i en af to retninger. Enten ødelæggelse i form af krig, økonomisk forfald, fattigdom, sygdom o.l. eller kristen vækkelse. Det kan vi se i bibelen, men historien har også vist at det ikke kun er noget der skete sådan i bibelens tid. Min bøn og håb for det nye år er at kirker må vågne op af deres søvn og se at de har brug for at prædike evangeliet klart og tydeligt igen. Holde sig fri fra vranglære og turde være salt i en verden der har brug for at få at vide hvad synd er. For hvis folk ikke får at vide hvad synd er, så fortsætter de med den, og forstår ikke syndens konsekvenser. Men hvis de får defineret hvad synd er og hvad det medfører, så er det at folk igen kan se de har brug for en frelser til at hjælpe dem ud af syndens dynd og fri dem fra den kommende dom.
Der er kun en frelser der formår at gøre det, og det er Ham der bar vore synder på Golgatas kors, for at dem der ville omvende sig og give deres liv til Ham kunne få evigt liv. Kender du Ham?
En af årsagerne til at folk kan have svært ved at se hvad problemet med den søgervenlige kirke er, at man ikke ved nok om dens rødder. Den moderne søgervenlige kirke som er inspireret af folk som Rick Warren og Bill Hybels er en kirketype som er langt mere bygget på sekulær visdom, end på bibelsk sandhed. Det er der mange der er enige i, men ikke så mange ved hvilken form for sekulær visdom. Det kan man finde ud af i denne dokumentar. Det gode ved denne dokumentar, er at den ikke bygger på nogen af de mere eller mindre tossede konspirationsteorier, som florerer på nettet om emnet. Den er ordentlig dokumenteret og viser på en god måde hvorfor disse moderne søgervenlige kirker, er på vildspor. Dermed viser den også hvorfor den slags kirker ikke har den fokus på evangeliet som en bibelsk kirke skal have.
Noget som jeg lagde mærke til i videoen er at den indtil flere gange viser nogen af de eksempler hvor Rick Warren har haft flere modstridende udtalelser. Noget som ellers forvirrer ret mange, og gør at nogen ikke ved om de skal støtte Warren eller ej. Jesus har dog svaret på dette. Han siger at vores tale skal være ja, ja og nej, nej. I den tids kontekst betød det at man siger noget to gange, at man virkelig mener det. Så Jesus siger at når vi siger ja, så er det fordi vi skal mene det, og holder fast ved det, og det samme når vi siger nej. Når folk ikke står ved hvad de siger, og ændrer mening alt efter hvem der spørger, så er det med til at undergrave deres troværdighed. Rick Warren har gjort dette så mange gange, at han ikke burde have den tillid fra præster som han har. Men se selv hvorfor det er tilfældet, og hvorfor kirken ikke skal være inspireret af hverken Rick Warrens eller Bill Hybels bøger, men af Jesu ord i stedet.
Jeg bliver trist over at se de tilfælde hvor kirker der engang var evangeliske, i deres forsøg på at nå ud til folk her i julen, har smidt Jesus udenfor døren. At verden holder kristusløs jul, må de selv om. Men når kirker som påstår at være bibeltroende fokuserer mere på nisser, æbleskiver og juletræ end de peger på Jesus, så er det en fattig kirke. Kirkens opgave op til jul, burde istedet være at vise julen handler om at Gud blev menneske og bøjede sig helt ned til os, da vi ikke var i stand til selv at komme til Ham.
Jeg synes det er så bedrøveligt at kirker som påstår de er bibeltroende, ikke kan se at deres fokus på julen ofte er blevet kristusløs. De kirker der gør sådan har ikke fundet ud af hvor stor værdi evangeliet egentlig har. For hvis de vidste det, så havde evangeliet fået langt mere plads i deres juleaktiviteter, end det har. For når æbleskiver og nisser, bliver set i lyset af evangeliet, så blegner de totalt. Det er præsternes og prædikanternes opgave at få folk til at forstå. Men hvis de ikke engang selv forstår det, hvad så?
Eksemplet som fik mig til at skrive det her
Jeg ved godt at dette desværre forekommer mange steder. Men da jeg på Dominos hjemmeside så en artikel for pinsekirken i Aalborgs julearrangementer blev jeg simpelthen så ked af det. De har uddelt 4.000 brochurer som skal fortælle om det der foregår i deres kirke i december måned. I den fandt jeg intet om Jesus. Bagefter forsøgte jeg så at se om jeg havde overset det, ved at lave en søgning på navnet Jesus i deres bruchure. Her var hvad jeg fandt:
Ordet Jesus forekom 0 gange
Ordet Kristus forekom 0 gange
Ordet Betlehem forekom 0 gange
Ordet bibel forekom 0 gange
Ordet æbleskiver forekom 1 gang
Ordet nisse forekom 1 gang
Ordet juletræ forekom 3 gange
Ordet show forekom 2 gange
Ordet synd forekom 0 gange
Hvorfor sætte Jesus hen i hjørnet i juletiden, når det netop er ved jul at flest folk kommer i kirke? Skulle kirken ikke i endnu større grad prædike evangeliet om Gud der blev menneske, og kom ned til os syndere i endnu større grad op til jul? Det er jo der vi har muligheden for at give flere det dejlige budskab. Og ville det ikke vise at man er en rig kirke, når man har så meget tro på Guds ord, at man vælger at dele det mest værdifulde ud man har, nemlig evangeliet?
Til den første julegudstjeneste jeg var med til to måneder efter jeg var blevet kristen, hørte jeg en prædiken der missede så meget ved siden af, som den næsten kunne. Det var med min far og min søster at vi tog over i den lokale kirke, hvor præsten talte mere om at skatten var for høj, og at man ikke fik nok ud af det man betalte. Dårlige børnehaver, dårlige veje, og dårlig dit og dårlig dat. På vej hjem sagde jeg så til min far at det var noget af det mest misvisende jeg havde hørt. Den handlede jo slet ikke om Jesus. Den handlede slet ikke om juleevangeliet som blev læst op fra Lukasevangeliet. Det handlede bare om hvad præsten havde af meninger om skattepengene og hvordan de blev brugt.
Det er ikke meningen at præsterne skal prædike det som de lige har lyst til, eller hvad de nu synes er interessant, eller hvad de lige nu har at klage over. Præstens opgave når han står på prædikestolen er at prædike det der står i Guds ord, og vise hvad det betyder! Hvis han ikke mener han er i stand til at forstå hvad det betyder, så skal han hellere tage og finde sig et andet job. For det at mishandle Guds ord og ændre budskabet til et andet, er ikke noget man skal tage let på. Som Thomas More angiveligt skulle have sagt: Hvem er jeg at jeg skulle have ret til at bøje Guds ord, gør jeg så ikke mig selv til gud? (citater er taget fra min egen hukommelse, og kan variere fra den oprindelige).
Hvad vil Gud sige?
At stå på en prædikestol giver ikke en, en særlig ret til at give ens egne meninger. Når man står på prædikestolen, skal man lægge sig selv til side, og sørge for at det som Gud har vist i sit ord, også er det der bliver talt fra prædikestolen. Hvis man påstår noget andet, så har man samtidig sagt at man synes ens egne meninger er vigtigere og mere spændende end Guds meninger.
En mand som har formået at arbejde efter det mål at prædike Guds ord istedet for sine egne meninger er John MacArthur. Han har været ledende pastor i ca 43 år i den samme kirke, og har ikke ændret mening om dette i al den tid. Han har nogle erfaringer og argumenter for hvorfor prædikanten skal prædike udfra bibelen, og ikke udfra ens egne ideer og meninger. Det har han og Steve Lawson lavet en hel undervisningsserie om, der kan ses på youtube. De kan dog nemt ses enkeltvis. Jeg kan på det stærkeste anbefale dig at høre den første hvad enten du er prædikant, eller ej. For den viser hvad du bør forvente din præst prædiker, og det er ligeså vigtigt at vide som lægmand, som det er at vide som prædikant.
