Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Omvendelse podcast Prædikener Synd

Hvorfor er blasfemi imod Helligånden, den eneste synd der ikke kan tilgives? Podcast

I søndags talte jeg om hvad den eneste synd som ikke kan tilgives er. Jesus sagde at alle synder kan tilgives, bortset fra en. Det var at tale imod Helligånden, også kaldt blasfemi imod Helligånden. Det er desværre et emne som mange forkyndere har forsøgt at undgå, men som er vigtigt at få klarlagt. Da vi nemt kan ende med forkert fordømmelse over os selv, hvis vi ikke forstår hvad Jesus siger med denne dom. Jeg har mødt mange som har gået rundt med forkert fordømmelse over deres liv, fordi de ikke havde lys over dette. Det inkluderer også mig selv i en periode.
Har du haft problemer med at tro du er frelst, fordi du har en mistanke om du har begået den eneste utilgivelige synd, så hør denne prædiken som burde være med til at give frihed til den der elsker Jesus, og giver forståelse for hvad, og hvorfor der er eén særlig synd, som der ikke er tilgivelse for. Det er vel at mærke ikke en synd som er helt nem at begå, og kun en synd som kan begås på et ganske særligt tidspunkt i et menneskes liv.

Tryk på play eller download til senere her:

Categories
Hvem er Gud? Korset Omvendelse Prædikener

Frelsen er udelukkende til Guds ære

Jeg sidder og skriver på min prædiken til på søndag, om hvad det er for en synd der ikke er nogen tilgivelse for ifølge Jesus. For at forklare det har jeg brugt lidt plads på at vise hvem der har æren for frelsen, og hvorfor det ikke er noget vi selv kan tage æren for. Ikke bare en lille smule. Her er et uddrag:

“Vi har jo alle overtrådt Guds bud. Vi har alle stjålet, og hvis vi ikke har, så har vi tænkt på det. Vi har alle begået hor, og hvis vi ikke har det så har vi alle gjort det i vore tanker, hvilket Jesus siger er nok til at dømme os til Helvedes ild. Vi har også alle sammen løjet, og bibelen siger at løgnerne skal komme i Helvede. Ja, løgn er forkert, det er bl.a. derfor vore kroppe stritter imod når vi lyver og kan fanges i det med en løgnedetektor.

Så det er vores udgangspunkt, og vi har kun et eneste håb for at undgå evig fortabelse, og det er en Gud der vil række hånden ud til os og redde os op af syndens dynd, og betale syndens løn istedetfor os, nemlig døden.
Det er vort eneste håb, for vi er nemlig ikke selv istand til at komme til Gud. Det var derfor vi siger at det var Gud der rakte ud til os. Vi kan nemlig ikke selv række ud til Ham, eller komme til Ham i egen kraft. Dette sørgede Gud for blev umuliggjort for os da vi blev smidt ud af Edens have.

”Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.” 1 mosebog 3.24

Umiddelbart er det nemt at tænke, at det da var underligt af Gud at hindre os mennesker i at komme til Ham igen, og hindre os i at spise af livets træ. Men der er en årsag.
For hvad ville der ske, hvis disse kerubere ikke havde vogtet vejen til livets træ? Og så Gud samtidig havde sendt sin søn at dø på et kors og tage vor straf på sig. Så ville der opstå et problem i hvem der har æren for frelsen.

For hvis det nu blev muligt for almindelige mennesker at søge Gud i egen kraft, og selv nå frem til livets træ, og der samtidig var folk der blev frelst fordi Gud søgte dem, og kaldte på dem, så ville der opstå to klasser af kristne. De arrogante, og kloge, og dem der ikke var istand til selv at finde frem til frelsen. De dumme og uvidende.
Og hvis det var muligt at finde vejen selv, og dermed finde vejen i egen kraft, så ville det ikke længere kun være til Guds ære at man blev frelst, men både til Guds og ens egen ære. Jeg ville nu selv have del i min egen frelse.

Dette er i modstrid med reformert kristendom. Til Guds ære alene!

Ingen skal kunne sige at man selv kom til Gud, at man selv var i stand til at deduktere sig frem til hvem Gud er, og hvordan man kommer til Ham, for at blive frelst af Ham. Frelsen er udelukkende til Guds ære!”

Er du i nærheden, så er det kl.10.00 på Gyvelvej 1 i Bjerringbro. Husk vi spiser sammen bagefter, så du går ikke sulten hjem, hverken åndeligt eller fysisk.

Categories
Falsk Lære Hvem er Gud? Korset

Infektionen fra trosbevægelsen der bredte sig

Trosbevægelsen blev i starten af halvfemserne i Danmark ekskluderet af “det gode selskab” i frikirkedanmark. Det var en ganske udemærket handling man begik dengang i både pinsekredse og apostoliske kredse. Også selvom det var lidt blodigt for flere kirker at komme igennem. Man kunne se og høre at det der blev sagt i trosbevægelsen, var i uoverenstemmelse med bibelen. Selv Udfordringen valgte dengang at sige nej til annoncører fra trosbevægelsen. Man ville simpelthen ikke give plads til den slags i deres blad.
Men i dag er der godt nok kommet nye boller på suppen. Udfordringen er fyldt med både positive artikler om folk fra trosbevægelsen, foruden en masse reklamer for deres konferencer og bibelskoler. Domino har også masser af plads til det, og Frikirkenet som står bag Domino, består jo også af en flere trosbevægelsesmenigheder, eksempelvis KBC og AMC.

Men jeg ved godt at der er mange som påstår at de ikke er tilhænger af trosbevægelsen, men som uden at have tænkt over det, har åbnet op for den lære som trosbevægelsen står for. Hvad er det for en lære? Bliv rig, sund og succesfuld med Jesus læren. For det er hvad trosbevægelsen i bund og grund siger. Det kan godt være de siger det på forskellige subtile måder, men reelt set er det hvad den står for. En der trods alt ikke er bange for at sige det lige ud, er Creflo Dollar. En prosperity preacher der bl.a. har Kenneth Copeland som inspirator (Copeland er nok en af de allerværste af trosbevægelsesprædikanterne). Prøv at se denne video og hør hvad det er han siger han mener at have grundlag for at kunne finde i skrifterne.

Det er sjældent at vi i Danmark hører nogen prædikanter sige det så klart som Creflo Dolllar her. Nemlig at det er Guds vilje at man skal være rig (selvom jeg da har hørt Jens Garnfeldt sige nogle virkelig sjove ting hvad det angår, men han er nu også svær at tage alvorlig). Ikke desto mindre har denne lære bredt sig som kræft i mange kirker. Men så man nemt ser igennem fingre med den.

Eksempel: En prædikant som jeg tilfældigvis har hørt igennem mange år, holdt en påskeprædiken hvor han faktisk fik prædiket evangeliet. Jeg var faktisk lidt overrasket over hvor godt han fik evangeliet forklaret, og syntes det var en stor opmuntring at høre taget i betragtning at jeg kendte til den kirke han var en del af. Men så sluttede han prædikenen af med at ødelægge det hele.
Efter at have talt om hvorfor Jesus måtte hænge på korset, for at sone vore synder, fik han det hele drejet over på at handle om hvorfor hans børn ikke var raske, og hvorfor Gud dog ikke helbredte dem? For han “vidste jo” at han havde krav på helbredelse til sine børn, igennem korset. Han “vidste” at han havde krav på succes og et sundt liv. Men spørgsmålet er nok nærmere, hvor “vidste” han det fra? Fra trosbevægelsen selvfølgelig. Jeg ved at den selvsamme mand har arbejdet sammen med folk fra trosbevægelsen, faktisk har han flere gange inviteret Jens Garnfeldt, og andre ekstremister. Han var påvirket af en lære som ikke kommer fra Gud, og ikke har sit udgangspunkt i bibelen, men i Kenneth Hagins og Kenneth Copelands modbydelige vranglære.

Desværre er den form for sammenblandet forkyndelse ikke sjælden. Den er nærmest blevet symptomatisk i flere forhenværende gode kirker. Man formår ikke at skille skidt fra kanel, og blander istedet det hele sammen i en stor pærevælling, som reelt set er ødelæggende for evangeliets budskab.

Konsekvensen af at høre på en sådan forkyndelse, bliver en nedgradering af korset. For korset handler ikke om at jeg har ret til at få helbredelse, rigdom eller succes eller hvad man nu kan kræve af underlige rettigheder. Korset handler primært, sekundært og tertiært om at Gud måtte blive menneske og nedværdige sig selv til den mest ydmygende måde at dø på, og tilmed dø som fuldstændig uskyldig, for der at kunne bære vore synder, og betale dem fuldt ud. For at enhver der vil give sit liv til Ham, og følge Ham kan få evigt liv i Himlen hos Ham. Korset handler ikke om at vi har krav på noget. Korset er Gud der rækker ud i sin nåde til os. Vi kan ikke kræve noget som helst af Gud. Vi har grund til at være taknemmelige istedet for, og vise Gud at vi elsker Ham, hvad enten vi er syge eller raske, fattige eller rige, succesfulde eller fiaskoer.
Paulus skrev Filliperbrevet mens han sad i et romersk fængsel, og de fængsler var ikke særlig rare. Alligevel er Filliperbrevet fuld af glæde og fred, fordi Paulus har fundet ud af at have sin glæde i det rettte. Ikke i sin jordiske rigdom, eller mangel på samme. Ikke i sin sundhed, sygdom, eller manglende frihed. Men i Jesus Kristus. Den Jesus Kristus prædikede Paulus klart og tydeligt uden at være influeret af hverken gnosticisme eller trosbevægelseslære. Han vidste godt hvad der var vigtigt at have fokus på, og det var ikke om han var rig eller fattig, men at tilhøre frelseren der bøjede sig ned til os, mens vi stadig var fjender af Ham.Det er værd at prædike, det er værd at glæde sig over. Men et budskab der er inficeret af vranglære, er ikke godt at prædike, og heller ikke noget at glæde sig over. Lad os glæde os over det rette, og ikke det urette.

“For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever. Og ikke alene det, vi har også vores stolthed i Gud ved vor Herre Jesus Kristus; ved ham har vi nu fået forligelsen.” Romerne 5.10-11

Categories
Bibelen Evangelisation Hvem er Gud? Omvendelse Prædikener

Jerusalem der ikke kendte sin besøgelsestid: Podcast

Præst i Østerlars Kirke på Bornholm Thomas Holden Jensen holder her, en i folkekirkelige kredse usædvanlig god og klar prædiken over teksten fra Lukas 19.41-48. Det er den hvor Jesus græder over Jerusalem fordi den ikke kendte sin besøgelsestid, og omvendte sig mens tid var. Den prædiken Thomas her holder er et glimrende eksempel på hvordan evangeliet er en helt naturlig del af en bibeludlæggende forkyndelse. Men kun sjældent har jeg hørt det så klart og smukt som her. Han viser hvad skriften siger, hvad skriften selv siger andre steder om emnet, og hvordan skriften viser den skal forståes, samt forklarer nogle af de paradokser mange har svært ved at forstå. Med andre ord, det er ikke Thomas egne ord og meninger der er bestemmende her, men det der står i Guds ord.
Det burde også være den opgave som ligger en præst højst på sinde, hvad enten han er folkekirke eller frikirkepræst. Men det er ikke så ofte tilfældet. Derfor var det med ekstra stor glæde at jeg hørte denne forkyndelse, som rørte mig dybt. Kan kun anbefales herfra.Tryk på bjælken her nedenunder, eller download den til når du sidder i bilen på vej til arbejde på dette link: http://www.archive.org/details/2011_08_10SoendagEfterTrinitatis_1tr 

Categories
Bibelen Hvem er Gud?

For at vores synd måtte blive tydeliggjort

I romerbrevets første kapitel står der noget som har undret mange kristne igennem tiden, fordi det giver os et billede af Gud, som vi har svært ved at forholde os til. Det er der hvor der står:

“For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres
tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med
billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og
krybdyr. Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer.” Romerbrevet 1.21-24

Det spørgsmål som melder sig her, er hvordan kan en god og kærlig Gud give folk hen til at leve i endnu større urenhed, når det ikke er Hans ønske at vi skal leve i urenhed? Svaret er at dette handler om at når vi en dag skal stå foran Gud på dommens dag, så vil det blive så meget mere tydeliggjort at vi var helt på vildspor, hvis vi ikke havde valgt at gå på Hans vej istedet.

Tag eksempelvis den klassiske form for afgudsdyrkelse. Det er jo noget af det dummeste man kan spilde tiden på. Man tager et træ og fælder den, tager et stykke af træet og skærer ud i en figur man godt kan lide, og stiller den derefter op og bøjer knæ for den. Mens man siger:

“Red mig, for du er min Gud!” Esajas 44.19

En gud man selv har skabt, kan ikke redde en. Kan ikke hjælpe en, og kan slet ikke give evigt liv. Det er dumt. Det skal siges at jeg er glad for at bo i et land hvor det er tilladt at være så dum, for jeg går jo ind for religionsfrihed. Men det er ikke det samme som at acceptere denne form for gudsdyrkelse som fornuftig. Religionsfriheden og ytringsfriheden gør at jeg også har ret til at sige som bibelen siger: Afgudsdyrkelse er dumt!

Men når det er så dumt, og det så ganske tydeligt er dumt, hvorfor gør folk det så alligevel? Fordi Gud har privgivet dem til det, så at deres dumhed og synd, og deres had mod Gud må blive tydeliggjort desto mere. På dommens dag vil de ikke kunne sige “jamen jeg vidste ikke du fandtes, jeg troede jeg kunne nøjes med at bede til et stykke træ”. For på den dag, når man står overfor Gud kan man godt selv høre hvor dumt dette lyder.

How about the false prophets then?
Men hvad så med dem der kommer i kirkerne og følger falske profeter og apostle? Har de nogen plads i denne sammenhæng? I mit forrige indlæg havde jeg en video med Paul Washer, hvor han sagde at falske profeter var Guds dom over kirken. Deri har han fuldstændig ret. For det så vi også var tilfældet i det gamle testamente, og Israel er jo et billede på Guds menighed. Når Israel vendte sig bort fra Herren, sendte han vildfarelse og ødelæggelse over dem, så det måtte blive så meget tydeligere for dem, at de var på vildspor.

Sådan er det også i dag. Når der er falsk lære i kirkerne, er det Gud der har sendt vildfarelse over vore menigheder, fordi vi har sagt nej til det Han allerede har vist os i sit ord. Men inden vi bliver alt for irriterede og sure over den udmelding, skal vi ikke glemme at det er også noget Gud gør i sin nåde imod os. For hvis synden og vranglæren træder så meget mere frem som forkert og dum, så bliver det også alt andet lige nemmere for os at se at vi er forkert på den. Vranglære som man vil komme længere og længere ud i, bliver nemmere at erkende er vranglære desto længere man kommer væk fra Guds ord.

Eksempelvis var der en der havde udskældt mig igennem længere tid for at være for hård ved en bestemt vranglære, og vedkommende var meget svær at at få til at forholde sig til hvad det stod i skriften i forhold til det denne vranglære sagde. Men så fandt personen ud af at den vranglærer vi talte om arbejdede tæt sammen med folk fra den okkulte verden, og ovenikøbet gav dem plads i kirken til at forkynde det de stod for. Pludselig blev det så meget mere tydeliggjort at her var det helt på vildspor. Vildfarelsen som denne falske profet var i, og som han gav videre til andre, var så tydelig, at det blev meget nemt for denne person at se hvor forkert det hele var. Det er et eksempel på hvordan Guds nåde der virker ved at prisgive os til vranglære, for at få os tilbage til Ham.

Så hvis vi skal forstå hvorfor Gud sender vildfarelse over folk, og prisgiver dem til et urent liv, så tror jeg det er bedst at vi forstår dette i lyset af hvem Gud er. Gud er kærlig, retfærdig og fuld af nåde. Når Han gør noget, så gør han det af kærlighed, retfærdighed og i nåde, (når det er overfor os syndige mennesker). Her er vildfarelsen dels Guds retfærdighed der sker, så det slet ikke er muligt for os at have nogen som helst undskyldninger overfor Ham på dommens dag. Vi har jo også selv sagt ja til løgnen hvis vi siger nej til ham. Så det er en vildfarelse vi selv har indvilliget i. Men på den anden side er vildfarelsen også med til at tydeliggøre overfor både os selv, og andre at vi er på vildspor. Dette giver os så meget desto mere grund til at omvende os, når vi kan se at det liv vi lever, og det trosgrundlag vi har, er i fuldkommen uoverenstemmelse med det Gud har vist i sit ord.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Omvendelse

Til Guds ære alene

Da Adam og Eva blev jaget ud af Edens have, blev der stillet kerubere op med sværd for at hindre dem i at komme tilbage til haven. Men særlig for at hindre dem i at komme til livets træ. Umiddelbart virker dette som en underlig ting at gøre fra Guds side. Hvorfor skulle Gud ikke være interesseret i at vi kommer til Ham? Er det da ikke Guds ønske at vi skal komme tilbage til Ham? Og hvis det er, hvorfor vælger Han så at sætte kerubere (engle) til at stå med sværd så et ikke bliver muligt for os?

”Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.” Første mosebog 3.24

Dette har at gøre med en af de fem solaer som reformationen fandt frem til var doktriner. Til Guds ære alene. Men lad mig starte med mennesket. Spørg dig selv hvad der ville ske, hvis et mennesker i egen kraft, fandt frem til Edens have (nej, den er der ikke mere efter syndfloden, men lad os antage at den var der). Og dette menneske fandt livets træ, og nu gik ud i verden og sagde: ”Jeg har fundet det evige liv”; og det så viste sig at det passede. Det ville betyde at der altså fandtes mennesker som i egen kraft kunne finde frem til frelsen, uden at det var Gud der fik æren. Det ville være dem selv der fik æren i stedet. Dette medfører nogen problematikker som ikke er rare.

For hvis det viste sig at der var og er mennesker som i egen kraft kan finde frem til Gud, så er disse mennesker jo bedre end andre. De er mere åndelige, mere hellige, mere intelligente end andre. Sagt på en anden måde, de bliver overmennesker.

Gud har i sin nåde sørget for at det slet ikke er muligt for os mennesker, på egen hånd at finde frem til Ham. Vi kan kun famle os frem til Ham, som Paulus udtrykte det overfor athenerne. Men famling vil ikke give os et tilfredsstillende resultat. Vi har brug for at komme helt hen til Gud, men hvordan?

Jesus siger i Johannes 6.44 de berømte ord:

”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

Det er altså slet ikke muligt for os at komme til Ham, medmindre Gud virker i os at komme til Ham. Det er vel at mærke en dragning vi kan modsætte os, men det har store konsekvenser at modsætte sig når Gud drager på os. For det betyder at vi ikke kan blive frelst. Det er jo ikke muligt for os bare at sige; ”jeg bliver kristen når jeg har lyst til det”. Eller ”Jeg bliver kristen når jeg engang er blevet 45 år” eller ”jeg bliver kristen når jeg ligger på mit dødsleje”. Det er skæbnesvangert at sige sådan, for hvem er vi at vi ved om Gud vil drage på os på de tidspunkter? Og hvem er vi, at vi tror vi kan bestemme hvornår Gud skal drage på os?

Gud drager på os, når Han mener det er bedst at drage på os. For Han kender tider og tegn bedre end nogen af os. Men allervigtigst, har Gud sørget for at vi kun kan komme til Ham når Han drager på os, så at vi ikke kan gøre os bedre end andre, og tro at vi er bedre end andre fordi vi er kristne. For det var ikke pga os selv at vi blev kristne, men fordi Han virkede ved sin Ånd, til Hans ære alene.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke

Fødder af skinnende malm

I morgen søndag skal jeg prædike videre over Jesu syv breve til menighederne, som vi læser om i Johannes åbenbaringen. Denne gang er jeg kommet til Jesu brev til menigheden i Thyatira. Her er et lille afsnit fra min prædiken hvor jeg taler om hvorfor Jesus viser sig for denne menighed som Guds søn med luende ild i øjnene og med fødder af skinnende malm. Hvilket vi læser om i Johannes åbenbaringen 2.18-29.

 

“At Jesus samtidig siger at Han har fødder som af skinnende malm skal vise at Jesus er den der står fast. Han er som en klippe, der ikke er til at rokke, og ikke til at bøje. Malm blev dengang anset som det hårdeste og stærkeste på jorden. Hvis Jesus skulle sende det samme brev i dag, ville Han muligvis sige at han havde fødder som af Titanium.

Men dengang var det malm der havde den status. Og Jesus taler til folk i et sprog de kan forstå. Hvis han dengang havde sagt at han havde fødder som af Titanium, ville folk have taget sig til hovedet og tænkt “hvad mener Han dog med det, Titanium det har jeg da aldrig hørt om før”. Men malm det vidste folk godt hvad var, og var noget folk kunne forholde sig til.

Vi ser et lignende tilfælde af at Jesus taler til folk om himmeriget i det sprog folk forstår, i Markus 4.31-32:

”Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«”

Det skal forståes sådan at på den tid hvor Jesus sagde dette, var det mindst kendte frø et sennepsfrø. Men der findes frø der er mindre end sennepsfrø. Jeg har set sennepsfrø, og ja de er godt nok bitte bitte små. Men vi kan godt finde noget der er mindre, særlig hos visse regnskovsorkideer. De er flere gange mindre end et sennepsfrø. Så hvorfor siger Jesus så at sennepsfrøet er mindre end alle andre frø?

Fordi Han taler et sprog folk kan forholde sig til. Hvis Jesus havde stillet sig op på den tid og sagt:
“Det er ligesom et frø fra orkideen Corallorhiza maculata : Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver til en orkide der producerer klorofyl og lever som parasit af en svamp.” Øhh ikke nok med at dette ikke giver mening i forhold til himmeriget som sennepsfrøet gav, så ville folk heller ikke få den ringeste idé om hvad en såkaldt Corallorhiza maculata er for noget. For det vidste folk ikke noget om dengang. Hvad i alverden taler denne Jesus om, ville man sige.

Og der er en ting som er ret interessant ved meget af det Jesus sagde.  Folk forstod hvad Han sagde. Han talte så folk kunne forstå Ham. Ellers var der jo ikke nogen grund til at skrive ting som dette:

”Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.” Matt 7.28-29

Jesu ord gav mening, hvilket var en medvirkende årsag til at man fik Ham korsfæstet. Man forstod hvad Han sagde og man brød sig ikke om det.

Så når Jesus siger at Hans fødder er som skinnende malm, så var det for at modtagerne af brevet kunne forstå hvad Han mente. Også selvom vi kan finde stof som er mere hårdt end malm. Fødder af malm skulle altså på den tid symbolisere at Jesus står fast, og står fast som en klippe.”

Categories
Bibelen Evangelisation Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Kirke Livet som kristen Troens forsvar videoer

Er kirkens ungdomsarbejde bibelsk eller ødelæggende for de unge?

En ung mand i USA, har været meget spørgende overfor meget af det det ungdomsarbejde der foregår i kirkerne. Ungdomsarbejde der i høj grad ligner det man ser rigtig mange steder i USA. Han begyndte at se en forbindelse mellem det frafald man så hos de unge, det syndige liv mange af kirkernes unge også levede i, og ungdomsarbejdet. Han begyndte at forstå at det ikke var pga folks uddannelse at man faldt fra, da der ellers gik mange rygter om at unge faldt fra fordi de kom på gymnasiet eller universitetet. Det viste sig istedet at det startede før. Det startede i ungdomsarbejdet. Det skyldte den enkle grund, at ungdomsarbejde som vi ser det mange steder slet ikke er bibelsk. Dette emne har han lavet denne helt fantastisk fine film om.

Dette er den dokumentarvideo som du bør se, hvis du er kristen og kun ser en dokumentarudsendelse om året. Den her video er så banebrydende, og stiller så mange spørgsmål som der er brug for at blive stillet igen. Se den og spørg din pastor og din ungdomsleder om de ikke også vil se den. Eller stil de samme spørgsmål til dem, som bliver stillet i videoen.

Official Divided the Movie (HD Version) from NCFIC on Vimeo.

Categories
Hvem er Gud? Korset Livet som kristen Omvendelse Synd

Er evangeliet ikke nok for os?

I denne sommertid hvor kirkelejre mange steder bruger mere tid på at fokusere på latteroplevelser, diskofest, seje koncerter, gennemgang af udkristelige bøger som om de var gode etc, end de bruger tid på at prædike Guds ord, opstår der et vigtigt spørgsmål. Er evangeliet ikke nok for os, siden vi har brug for at krydre det med så mange fordærvede smagsstoffer? Elsker vi virkelig ikke Jesus mere, end at vi er nødt til at gøre så mange mærkværdige anstrengelser for at fastholde folk i kirkerne? Paul Washer har en forklaring på hvorfor evangeliet er nok for ham. Tør vi svare på om evangeliet også er nok for dig og mig?

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke Korset Mirakler Omvendelse

Hvordan kan man se om en kirke er drevet af Helligånden?

Pinsen som vi fejrer i disse dage, er en fejring af kirkens fødsel. Det var på pinsedag for små 2000 år siden at Gud udgød sin ånd over de disciple, der var samlet for at vente på Åndens komme. Det skete ret voldsomt, ved at der kom tunger af ild, og satte sig på hvert enkelt af dem. Så begyndte de at tale på andre tungemål, uden at vide hvad det var de egentlig sagde. Men folk som kom fra andre lande, kunne høre at de priste Gud på deres sprog, og de undrede sig. Nogle mente at de var fulde, fordi det virkede så vildt. Men så er det at Peter træder frem, og holder sin berømte pinsetale. Det er Peters tale der er værd at lægge mærke til, hvad angår tegn på at være en kirke der er drevet af Helligånden. Alt for mange har troet eller tror, at tegnet på at være en kirke drevet af Helligånden er at man taler i tunger. Dem der siger sådan glemmer at kigge på hvad det var Peter prædikede på pinsedag, for den viser de sande tegn på at man er en Helligåndsdrevet kirke.

Hvad sagde han så?
Han prædikede Guds ord. Peter træder frem og siger at det der er sket, er hvad der er forudsagt i profeten Joels bog, og så citerer han fem vers fra Joels bog. Derefter fortæller han at Jesus som Gud havde sendt, havde de korsfæstet, og efter Han var død, oprejste Gud Ham fra de døde. Det bruger han så noget fra en salme af David til at underbygge, og forklare.Og så slutter han af med at sige:

“Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” Apostlenes gerninger 2.36

Hvad var det så der var så specielt ved Peters tale? For det første så var forkyndelsen drevet af Guds ord og bygget op af Guds ord. Men det var samtidig et målrettet ord, for hans forkyndelse pegede på Jesus, og viste klart hvem Jesus er. Peter kom ikke med en masse filosoferen over hvordan Gud måske kunne være. Han begyndte heller ikke at tale om hvor mange gange Gud havde brugt ham til at helbrede folk, og hvor mange penge folk gav ham fordi de ville støtte en Guds mand. Han brugte heller ikke tid på at forklare at hvis man ikke talte i tunger ligesom han nu gjorde, så var man ikke en ordentlig kristen. Han talte slet ikke om at livet handlede om at have et mål, eller at man havde brug for at frigøre sit potentiale. Og absolut ingenting om at vi ikke ved hvad Gud mener, fordi det (ifølge nogen) skulle være svært at forstå hovedbudskabet i Guds ord.

Skarp bibelsk forkyndelse
Istedet var det et klart og tydeligt Guds ord der blev forkyndt. Han holdt ikke noget tilbage, de fik at vide hvem Jesus er, og at de havde korsfæstet ham, og var skyldige i at have slået Guds søn ihjel. Altsammen baseret på det der stod i Guds ord i forvejen. Det at Peter brugte skriften som han gjorde, og viste at skriften peger på Jesus, og selv pegede på Jesus, er de primære tegn på at man er drevet af Helligånden. En kirke som ikke gør det, er ikke drevet af Helligånden, men drevet af noget andet. Eksemplerne som jeg kom med foroven illustrerer kirker som ikke er drevet af Helligånden. Folk kan tale i tunger fra nu og og ti år frem, uden at der er noget Helligånd i det. Paulus selv taler imod at man skal gøre det, for han mente jo selv at det var vigtigere at undervise i ordet, end at tale i tunger (se første korinterbrev 14).

Første tegn
Så første tegn på at man er en kirke der er drevet af Helligånden er en forkyndelse der er bygget på Guds ord, viser hvad Guds ord siger og viser at ordet peger på Jesus og viser os hvem Han er og hvad Han gjorde på korset. Men der er også et andet tegn på at man er en kirke drevet af Helligånden.

Andet tegn
Det første tegn hænger fint sammen med det næste tegn på at kirken er drevet af Helligånden. For hvis forkyndelsen er baseret på Guds ord, og peger klart på Jesus. Så vil det også få en betydning for dem der hører det. Det er hvad vi ser der sker efter Peters prædiken på pinsedag. Der står:

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?” Apostlenes gerninger 2.37

De var ikke upåvirkede af det de hørte. Det stak dem i hjerterne. De så hvem de selv var, syndere der havde brudt Guds lov, og stod strafskyldige overfor Ham. De oplevede det som sker under rigtige vækkelser, de så at de i sig selv var uden håb. “Hvad skal vi gøre?” er et af de mest normale spørgsmål som folk giver hvis de er i syndenød, fordi Gud drager på dem. “Hvordan kan jeg undgå Guds straf, hvordan kan jeg få tilgivelse, og kan Gud overhovedet tilgive en som mig”. Det er spørgsmål som vil dukke op hos folk i en kirke der er drevet af Helligånden. Både hos besøgende og faste kirkegængere. For Guds ånd blev sendt for at overbevise om synd. Og når Guds ånd virker sammen med ordet, så vil folk se at de er elendige, og uden håb i sig selv. For kun der kan de se at deres eneste håb er Jesus Kristus. Der kan man se behovet for omvendelse.

Man vil også se noget andet som vi ikke ser skrevet om på pinsedag, men andre gange at evangeliet bliver prædiket i bibelen. Man vil se at folk vil blive vrede, irriterede, fornægtende o.l. Et sted hvor vi kan se det er i Lukas 7.30 hvor Jesus siger.

“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.”

Dette blev sagt i relation til Johannes Døberen og hans forkyndelse. Den måde det bliver sagt på, viser at farisæerne faktisk vidste hvad Guds plan var for dem. D.v.s. at de vidste godt at Gud kaldte på dem. Men skriften siger at de forkastede den plan. Det er også det folk gør som har fået evangeliet at vide klart og tydeligt, men som vælger at overhøre evangeliet. De siger nej til Guds plan. Det kan godt være de kalder sig kristne, men hvis de har sagt nej til Guds plan, så vil det ikke hjælpe dem på dommens dag. De er som farisæerne Jesus omtalte. Der er ikke nogen forskel.

Hvis evangeliet bliver forkyndt ordentligt i en kirke, så vil det også have denne effekt. Fordi Gud har valgt at virke ved sin ånd, når Hans ord bliver forkyndt. Det er nemlig et ord som man er nødt til at tage stilling til. Ikke sådan at forstå at folk nødvendigvis skal tage en beslutning på stedet. Folk må godt få tid til at lade ordet virke i dem. Men det vil virke, og det vil medføre at folk enten siger ja til Guds plan, eller nej til Guds plan. Men for at kunne gøre det, skal man også vide hvad Guds plan er, og det er forkynderens opgave at gøre rede for det.

Men en kirke hvor forkyndelsen ikke stikker i hjertet, hvor der ikke længere bliver prædiket omvendelse fra synd, til Jesus. Det er også en kirke som ikke er drevet af Helligånden. For enten er man drevet af Helligånden, eller også er man ikke.