Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kommentar til medierne Korset

Åh nej Svend Løbner kritiserer apostlen Torben Søndergaard

I kirkeavisen Udfordringen havde den selvudnævnte apostel Torben Søndergaard i januar en kronik om hvordan man bliver frelst. Det var interessant at læse for mig, da den endnu engang viste, at lige præcis de ting som jeg har kritiseret Torben Søndergaard for igennem flere år er sande. Nemlig at Torben Søndergaard ikke prædiker et evangelium der er i overenstemmelse med et af de vigtigste doktriner i den kristne tro. Nemlig doktrinen frelst af tro alene. Det er noget jeg har debatteret med Torben Søndergaard personligt, og noget jeg har dokumenteret at han har sagt og skrevet, og nu igen viser han at det er præcis det han mener.

I kronikken gør Torben opmærksom på at han tilhører den gruppe af folk som lægger noget til evangeliet. Han kan ikke sige og mene “Frelst af tro alene”. Han siger i stedet “Frelst af tro og noget mere”. Dette er meget farligt, da det betyder at man lægger noget til evangeliet, og bevæger sig over i gerninger. Hvilket er lige præcis det som Paulus gør skarpt op med i Galaterbrevet.
I kronikken viser Torben klart og tydeligt at han mener man skal døbes og tale i tunger for at være gennemfrelst. Det medfører nogen voldsomme problematikker som går ud over dels frelsen, eller skaber et system af over og underkristne, eller medfører en for stor fokus på hvad vi skal gøre, i stedet for at fokusere på det Jesus allerede har gjort. Det har jeg skrevet mere forklarende om i de indlæg som ligger på disse link: https://sand.omvendelse.dk/torben-sondergaard-praediker-skadelig-befrielsesteologi-4614.htm og dette link hvor jeg analyserer en af hans prædikener: https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-der-galt-med-torben-sondergaards-forkyndelse-og-laere-4592.htm.

Svend Løbner overtræder det 11 bud
Det 11 bud som heldigvis ikke findes i bibelen er “Thou must not critizice”, og det bud overtræder Svend Løbner godt og grundigt i hans reaktion på Torben Søndergaards kronik. Det gør han i læserbrevet “Søndergaards krogede veje til frelse”. Det er interessant at se at det er Svend Løbner som kritiserer Torben. For Svend Løbner har selv været med til at promovere Torben Søndergaard i andre ukritiske artikler. Selvom det Torben skriver i kronikken har været noget han også mente dengang. Det er også interessant at se Svend Løbner kritiske læserbrev i lyset af at han samtidig kan anerkende og anbefale folk som Johannes Møllehave o.l. Samt at Svend Løbner jo er synkretist og mener at man kan finde Jesus i verdensreligionerne. Noget som urkirken var voldsomt imod at man gjorde og var medvirkende til at forfølgelsen af de kristne i Romerriget medførte mange henrettelser.

Men Svend Løbner har faktisk ramt rigtigt i hans overskrift hvor han anklager Torben Søndergaard for at gøre Herrens veje krogede. For det er lige præcis det som Torben gør, og som er meget alvorligt.
Efterfølgende har der været en del debat om Torben og Svend i Udfordringen og det er desværre deprimerende læsning for det meste. For alt for mange falder på halen for Torben Søndergaard og godkender dermed hans falske lære, for det meste pga Torbens opreklamerede mirakler som ikke tåler at blive bedømt. Og så er der dem der kritiserer Torben for den del han trods alt skrev som var rigtigt, som at man ikke bliver frelst af at gentage en bøn. Men der mangler noget. Der mangler en bibelsk forklaring på hvad tro er, og hvorfor det er troen der frelser, og ikke vore gerninger, og det er det mest triste at dette ikke kommer frem i debatten. Så lad mig prøve her kort at forklare hvorfor vi er frelst af tro alene og hvad det er for en tro der frelser.

Hvad er det for en tro som frelser?
Er det nok at tro på Gud for at være frelst? Svaret er et klart nej. Folk der siger at det er nok at tro, bruger bibelen fragmentarisk. Forstået på den måde at de tager udvalgte bibelvers ud, og bygger en teologi udelukkende på dem. Men det er ikke en rigtig måde at læse bibelen på. Det er ikke meningen at man skal tage et bibelvers og sætte op imod et andet. Bibelen skal forstås og læses som en helhed.

Men for at gå tilbage til starten, så er det ikke nok at tro, for det gør de onde ånder også, og skælver (Jak 2.19). Så vi kan altså ikke nøjes med at bruge Johannes 3.16, og sige at det er nok at tro. Vi må finde ud af hvad det er for en tro der kendetegner den kristne. Det finder vi faktisk ud af hved at læse de første 21 vers i Johannes kapitel 3.

Der kommer en farisæer ved navn Nikodemus ind til Jesus om natten. Nikodemus siger at de er nogle som ved at Jesus er fra Gud, for det kan de se på Hans gerninger. Med dette ser vi at Nikodemus har en tro på Jesus. Men det er ikke en tro som Jesus godkender. For Jesus siger ikke; Hvor er jeg glad for at du tror på mig Nikodemus. Du er nu frelst og har en plads i Himlen. Nej istedet siger Jesus:

“Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Johannes 3.3

Det bliver Nikodemus lidt stødt over, og siger at man jo ikke kan komme ind i sin moders liv og blive født igen, hvorefter Jesus forklarer lidt mere. Men læg mærke til at Jesus i den sætning som står herover, går ind og definerer hvad det er for en tro, den der er frelst har. Det er en tro, fra en der er født på ny.

Det er altså ikke nok, bare at have en eller anden tro på Gud. Det er heller ikke nok at have en stor viden om Gud. For Nikodemus får i samme kapitel at vide, af Jesus at selvom Nikodemus er lærer i ordet, så tror han ikke sådan som en der virkelig er frelst ville gøre. Så Nikodemuses visdom er ikke nok. Hans tro er ikke nok. Ikke engang det at han opsøger Jesus midt om natten er nok. For han må fødes på ny først.

Troen fra Gud
Alt for mange kender Johannes 3.16, uden at kende de vers der står rundt om det. Vi kender ikke Johannes 3.15 og heller ikke 3.17. Vi burde lære hele kapitlet at kende, for ellers kan vi ikke forstå hvad det er for en tro Jesus taler om. Men den tro Jesus taler om her, og den tro vi kan læse om i hebræerbrevets 11 kapitel er en speciel tro. Det er den tro som Gud giver til den som tilhører Ham. Det er ikke en tro som vi kan gøre os fortjent til, eller som vi kan træne os til at få. Nej, det er den tro som Gud giver til dem som Gud har kaldet på, og som erkender deres synd, og omvender sig fra sig selv og i stedet giver deres liv til Jesus. Det er ikke det at vi erkender synden der frelser, heller ikke at vi omvender os der frelser (selvom den omvendelse også kun er mulig pga Guds kald). For erkendelse i sig selv er ikke noget værd uden Gud, og omvendelse i egen kraft er heller ikke noget værd. Masser af mennesker har jo forsøgt at ændre på deres liv, uden at det har medført frelse. Men når Gud kalder på e’en og man tager imod kaldet, så vil Gud give e’en en særlig tro. Det er den tro der overvinder denne verden. Det er den tro som gør at vi selv når vi falder, rejser os op igen. Det er den tro som gør at vi under forfølgelse kan holde fast i troen. Men allermest så er det den tro der gør at vi glæder os over så stor en frelse vi har fået pga Jesu offer på korset da Han sonede vores straf. Og en tro der fryder sig over at Jesu offer er fuldbragt i og med at Han opstod fra de døde fordi Han havde betalt den fulde pris. Den tro er gudgiven, og ikke en tilfældig tro. Det er også en tro som vi kun kan give Gud æren for, og ikke os selv. Og det gør så at vi kan henvise til endnu en af de vigtigste doktriner, nemlig “til Guds ære alene”. For ikke engang den tro som frelser kan vi tage æren for, den er jo givet af Gud.

Links til den omtalte sag og Svend Løbners synkretisme kan ses her nedenunder:

http://udfordringen.dk/2014/01/hvordan-bliver-man-egentlig-frelst/

http://udfordringen.dk/2014/01/hvordan-bliver-man-egentlig-frelst/

https://sand.omvendelse.dk/svend-l%C3%B8bner-madsen-viser-sit-sande-jeg-1458.htm

https://sand.omvendelse.dk/svar-til-svend-l%c3%b8bner-madsen-1907.htm

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kommentar til medierne

Christian Hedegaards dage er forbi, eller er de?

I kristelig dagblad kunne man i tirsdags læse en interessant artikel om Christian Hedegaards organisation Evangelist. Den havde fået den rammende titel “Evangelist er en skygge af sig selv”. I den kunne man læse det som mange i forvejen havde en mistanke om. Nemlig at Christian Hedegaard ikke længere kan samle samle store skarer, men istedet for kun har en 10-15 stykker tilbage som mødes privat. Dertil kunne man også læse at han ikke længere er til at finde i landet, (han er formentlig emigreret til Florida).

At folk ikke længere flokkes om Christian Hedegaard, er en god ting. Han har ødelagt mange folks liv med hans forvanskning af kristendom, som han fik til at handle mere om ham selv, om mirakler og om at få penge, i stedet for vise kristendom handler om at pege på Jesus.

I artiklen kan man læse om hvordan Evangelist igennem de sidste fire år har haft oplevet en deroute med folk der forlod organisationen. Ofte er det sket pga stridigheder med særlig lederen Christian Hedegaard. Istedet er flere af dem der har været indenfor Evangelist før, nu gået tilbage i menighederne.
Isoleret set er det en god ting at folk vender tilbage til kirkerne, istedet for at samles om noget der ligner en personkult. Men desværre tager disse folk noget med sig fra deres tid hos Evangelist. De tager læren med. De har ikke forstået at det ikke kun var personen Christian Hedegaard som var et problem. Men selve den teologi som han stod for, var farlig og ødelæggende. Det er nemlig en lære som kildrer mere i ørerne og plejer det kød som stadig findes i kristne. Men som vi nogen gange kan tro er ånden. Tag eksempelvis en udtalelse som den her som Hedegaard er kommet med:

” Når vi har 10 centre, begynder det offentlige at sende folk til os. Når vi har 20, kommer vi på finansloven, og når vi har 50 centre, bestemmer vi sociallovgivningen i det her land!”.

En udtalelse han kom med til Kristeligt Dagblad i 2004, som handlede om de socialcentre Evangelist kørte. Det er udtalelser som disse som taler kraftigt til det jeg vil kalde “de kristnes kød”. Kristne har også noget kød, selvom vi er døde fra synden. Vi har ovenikøbet noget kød som vi kan forveksle med åndelighed, men som reelt set handler om at vi godt kan lide historier eller fremtidsscenarier hvor det er kristne som har respekt og indflydelse i landet. En udtalelse som ovenstående er vand på den mølle. For det lyder godt at sige “så bestemmer VI sociallovgivningen i Danmark”.
Sådanne udtalelser er desværre noget man nemt høre hos visse ledere i den karismatiske del af kirken (ikke alle). Men vi kan finde lignende bombastiske udtalelser hos folk som Moses Hansen, Ruth Evensen og Jens Garnfeldt. Noget de kan sige med sådan en personlig overbevisning at folk tror på dem. Desværre er det eneste der ofte har vægt i deres udtalelse netop deres egen overbevisning, som Gud ikke har givet dem.

Et af de tydeligste eksempler på folk som har forladt Evangelist, men har beholdt læren er Lena Løbner. Selvom hun i dag ikke har noget med Evangelist at gøre, så er det de samme ting hun siger og gør, og det er lige så skadeligt som før. Men folk tror desværre at det kun var personen Christian Hedegaard der var noget galt med. Lena Løbner kan mange godt acceptere, for hun er jo så pæn og venlig og rar at høre på.
Eller hvad med Bruno Knutzon som en overgang var leder af Evangelists Powerschool? Hans holdning var også at det var personen og ledelsesmetoden hos Hedegaard der var noget galt med. Men den lære Hedegaard stod for, var han selv med til at lære andre, og det fortsætter han jo med den dag i dag. Her skal det dog retfærdigvis nævnes at Brunos kendskab til bibelen, tydeligvis er markant større og bedre end Hedegaards.
Jeg er bange for at vi har for nemt ved at tro på at nu er vi blevet klogere efter Hedegaards er taget til Florida. For han og folk som ham, har efterladt noget i særlig de karismatiske menigheder. Nemlig en dårlig teologi, som ødelægger folks tro. Hvordan den gør det, vil jeg komme ind på meget snart. Men den anden side er også at der er folk der er ved at overtage Hedegaards rolle ret så kraftigt, og begår mange af de samme fejl som Hedegaard. Tag blot den forføreriske selvudnævnte apostel Torben Søndergaard. Efter folk har forladt Hedegaard, har Torben Søndergaard fået ret mange tilhørere. På trods af at hans lære er mindst lige så skadelig som Hedegaards var. Så det kan godt være at Hedegaards dage er forbi, men hans lære fortsætter med at skade folks tro, og skade menighederne med forvirring.

Se Kristelig Dagblads artikler her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/540093:Kirke—tro–Evangelist-er-en-skygge-af-sig-selv

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/540084:Kirke—tro–Historien-om-evangelisternes-deroute

 

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kirke

John MacArthur tror mere på Helligånden end Benny Hinn, Hillsong og Joyce Meyer

I sidste uge var man ovre i den kirke som John MacArthur er en del af, ved at afholde en konference kaldet “Strange Fire”. Den omhandlede de mange problemer som der er i den karismatiske del af kirkelivet, hvor man godkender den ene mærkværdige åndelige oplevelser efter den anden og samtidig kalder det Helligåndens værk. Dette sker på trods af at man har svært ved at opservere de følger som sker hvis det virkelig er Guds Helligånd der har virket. Når Helligånden virker så er følgerne at folk vil se hen til Jesus og pege på Ham og leve for Ham. Derudover vil man være mere bevidst om synd, retfærdighed og dom, for det siger bibelen er en af Helligåndens opgaver, og det viser kirkehistorien også skete i de vækkelser man kan se op igennem tiden. Men i dag har Helligånden angiveligt fået folk til at gøre nogle underlige ting istedet, som at få kraften fra en død mands grav, stå og hyle som ulve, eller falde om på gulvet og rulle frem og tilbage (det sidste har faktisk et udtryk som man kan slå op i sociologiske ordbøger, de kalders “holy rollers”), komme med profetier der intet hold har i virkeligheden og sådan kunne jeg forsætte.
Sideløbende med denne konference har MacArthur så udgivet en ny bog hvori han beskriver det problematiske i at godkende disse falske manifestationer som om de skulle være fra Gud. Det har medført en voldsom udmelding fra flere karismatikere. Nogen af dem påstår at folk som MacArthur ikke tror på Helligånden, men istedet på Gud Fader, Gud Søn og skriften. Intet kunne være mere misvisende og er reelt ikke andet end en dum stråmand som man bygger op. For sagen er den at MacArthur og mange af dem som er på linie med Ham, har en langt større tro på Helligåndens kraft og virke, end mange af dem som påstår de er ledt af Helligånden.

Hvorfor så det? Jeg har hørt rigtig meget forkyndelse igennem mine 24 år som kristen (nej det gør mig ikke bedre end andre). De første 18 år har jeg mest hørt forkyndelse fra mange karismatikere, og kun få ikke karismatikere. Men i de sidste 6 år har jeg mest hørt fra ikke karismatikere som Paul Washer, John MacArthur, R. C. Sproul, Voddie Baucham o.l. Det som har slået mig ved netop disse forkyndere er hvor meget tillid de har til Helligånden i forhold til det jeg før har set og oplevet.
De tror nemlig ikke på at det er nødvendigt at manipulere folk til at komme i en bestemt stemning. Her er et par eksempler på hvad jeg mener. De tror ikke på at det er meningen at der skal være “fed lovsangsmusik” for at folk kan komme i den rigtige stemning. De tror heller ikke på at man når flere ved at lave underlige dilletantiske skuespil på scenen (hvis man har udskiftet prædikestolen med en scene). De tror heller ikke på at man får folk til at blive kristne ved at fordreje Guds ord til at blive et budskab som er “relevant i tiden” og dermed få Oprah Winfrey emner ind istedet for evangeliet. Rigtig mange karismatiske kirker har med den udvikling vist at de ikke tror på Helligåndens kraft, men at de tror på menneskers kraft. For alt dette og mange andre lignende eksempler er menneskeværk.

Gud har sagt i sit ord, at Han har valgt forkyndelsens dårskab (første korinterbrev 1.21). Gud har valgt at noget så simpelt som at forkynde Hans ord har Han valgt at velsigne. Det gør Han ved at virke ved sin Helligånd. Der er ikke nogen frelse ved kun at høre ordet. Der er heller ikke nogen frelse ved kun at lade sig lede af Ånden. Der skal nemlig være to vidner, og Gud har vist at det er vores opgave at stå for forkyndelsen, også selvom den er dårskab. Så er det Hans opgave at frelse ved at kalde på mennesker ved sin Helligånd.
Det tror MacArthur og mange andre fornuftige prædikanter ikke skal ske ved at manipulere med folk. De tror på at det er Gud der frelser og det skal ikke ske ved at en prædikant forsøger at overbevise folk om at de skal gentage en bøn, eller komme op til forbøn, eller hvad de nu forsøger at gøre for at overbevise folk. Hvis man har brug for at manipulere folk til det, så tror man ikke på Helligåndens kraft. Hvis man har tro nok til at forkynde Guds ord, og gøre det klart og tydeligt og så lade det være op til Gud at frelse folk, så tror man på Helligåndens kraft. Når man tror at det er Helligånden der overbeviser om synd, retfærdighed og dom og ved at vores opgave er at prædike ordet klart og tydeligt, så har man en stor tro på Helligånden.
Det at frelse mennesker fra evig fortabelse, fra syndige liv, fra håbløshed, og til at blive et Guds barn fuldstændig ufortjent og få et nyt hjerte og få evigt liv med Gud i Himlen, det er et langt større mirakel, end et ben der bliver trukket ud til samme længde som det andet. Det er et langt større mirakel end at man har fået råd til at køre en stor Mercedes og bo på Strandvejen.
Benny Hinn, Joel Osteen og Joyce Meyer (folk som jeg ikke engang anser for at være en kristne) har ikke forstået hvad Helligånden gør og hvad Hans opgave er. De minimerer Helligånden til at være noget som ikke var Guds hensigt, og ødelægger folks tro med deres lære. Jeg vil langt hellere foretrække at høre på en som har en bibelsk forståelse af Helligåndens gerning og virke, end en der har en forkvaklet og forkert forståelse. Det kan jeg ikke se noget galt i.

Et link til videoprædikerne og undervisningen kan du finde på dette link:

https://www.google.dk/search?q=strange+fire+audio+files&ie=UTF-8&oe=UTF-8&hl=da&client=safari#hl=da&q=strange+fire+preterist+global+site:youtube.com&safe=off

Jeg har tænkt over om jeg skulle tage nogen af de kritikpunkter op, som er kommet fra særlig den karismatiske side, men vil indtil videre henvise til nogle som har gjort det ret godt i forvejen. Så her er et par gode blogpost som tilbageviser flere af de forkerte anklager og misforståelse som der har været.

http://mennoknight.wordpress.com/?s=%22Strange+Fire%22&submit=Search

http://www.parkingspace23.com/2013/10/

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kirke

Når vranglære bliver til hæmmende dødvægt

For nogle år siden vejede jeg næsten 90 kilo, men er i dag nede på at veje omkring 76. Så jeg er gået fra at have et BMI (Body Mass Index) der har været tæt på det man kalder faretruende, til istedet at have et BMI i det rette område for folk med min højde. Nu er der ufattelig mange valgmuligheder at vælge imellem, når man skal vælge en metode til at tabe sig. Min metode har været den gode gamle; motioner, spis sundt og ikke for meget. Men jeg kunne også have valgt at tage et ubrugeligt uvidenskabeligt homoøpatisk slankeplaster på. Eller benytte mig af den heldigvis næsten glemte Atkins kur, der bestod af fedt og proteiner. Deet særlig interessante ved den var at den gode Dr. Atkins døde svært overvægtigt, men det ønskede hans kone ikke at der skulle fokuseres så meget på. Så er der alle pillekurene, frugtkurene, pulverkurene osv. Som en følge af at jeg igennem mit fag som økonom har arbejdet med forskning indenfor ernæring og sundhed i hospitalsvæsenet, vidste jeg godt hvilken metode der var bedst, og den valgte jeg så. Den var videnskabelig funderet, og erfaringerne viste at det var den der virkede allerbedst på lang sigt.

Væk med dødvægten
De mange kilo jeg har tabt er kilo som jeg har slæbt rundt på, men som ikke har været nogen nytte til. Det har været dødvægt, (fedt er dødvægt som ikke har nogen funktion). Og dødvægt kan være tungt. Jeg stod forleden med seks fyldte to-liters flasker i den ene hånd. Det er faktisk ret meget. Men det var tankevækkende at det var tæt på den ekstra vægt som jeg slæbte rundt med engang. Der er ikke noget at sige til at jeg ofte var træt, kunne få ondt i knæene og dertil sad meget ned. Jeg var blevet mindre produktiv som en følge af den ekstra ubrugelige dødvægt jeg slæbte rundt på. Med andre ord, jeg lignede størstedelen af de kirker som vi har i dag.

For den dødvægt jeg slæbte rundt på, som var farlig, i og med at den øgede mit blodtryk, kolesteroltal, og sænkede mit produktionsniveau, er at sammenligne med al den vranglære som mange kirker er inficeret af i dag. Vranglære har den samme funktion. Den forurener kirken med elementer som ikke hører kristendommen til. Den gør det mere krævende at køre kirke, da det nu kræver mere energi at holde tingene i gang, da det ikke er Guds Ånd der holder vranglæren i gang, men vores egne anstrengelser.

Vranglære i kirken suger energi fra det som er kirkens sande opgaver, og gør at kirkens medlemmer kører træt, kører død og kører galt. Man er ikke fit for fight, fordi man bruger sine kræfter forkert.

Men så spis dog bare den fisk, og spyt benene ud!
Et argument for at se igennem fingre med vranglære er nogen gange ovenstående overskrift. Men ideen med at spise fisken og spytte benene ud, er simpelthen ikke holdbar. Jeg spiser fisk, mine børn spiser fisk, og jeg kender mange andre der spiser fisk. Og ikke en eneste af dem har jeg hørt mene at det er en god oplevelser at få fisk ind i munden med ben i. Det er faktisk ødelæggende for ens appetit. Og ofte vil der ske det at hvis man har fået et stykke med flere ben i, så er det allernemmeste at gøre, at spytte det hele ud igen. Fordi det er alt for besværligt at få benene sorteret fra, når det er blevet til en plastisk masse inde i munden. Så man burde istedet sige, “Hvis der er ben i fisken du har fået i munden, så spyt det hele ud, for alt andet er for besværligt”. Og for lige at blive i fiskebilledet: Hvis din fiskehandler ikke er i stand til at give dig en fiskefilet som lever op til definitionen af fiskefilet (det vil sige den er benfri), så find en anden fiskehandler. En fiskehandler skal være istand til at levere fisk uden ben i. Ellers mister han kunderne.

Men tilbage til billedet med kirken der er besværet af dødvægt. Prøv at forestil dig en kirke hvor der ikke blev givet plads til vranglære. Forstå mig ret, det betyder ikke at man skal være enig om alle bitte små ting, men at man ikke giver plads til lære som minimerer Kristus, eller ophøjer os mennesker, eller leder væk fra Kristus, eller prædiker et andet billede af Kristus o.l. Der er plads til forskellighed og uenighed selvom man ikke giver plads til vranglære. Men prøv at forestil dig en sådan kirke. Kunne en sådan kirke som er kommet af med al sin dødvægt ikke være langt mere overgiven til Kristus, langt mere ledt af Ånden, og langt mere effektiv i ordets forkyndelse? Bare for at nævne nogle få eksempler. Vranglære er ikke noget man skal se let på. Det er udover at være ødelæggende for den kristnes forhold til Gud, (selvom en der er påvirket af vranglære ofte vil påstå det modsatte) så vil det også tære på kirkens ressourcer så den bruger energi og tid på noget den ikke burde bruge tid på. Tid som burde bruges til at ære Kristus, og søge Ham, og pege på Ham, så folk må se hvilken vidunder frelser vi har i Ham.

 Og bare for at undgå misforståelser, så er dette indlæg ikke en nedgørelse af overvægtige. Jeg har selv været overvægtig og ved hvor nemt det er at blive det. Det ser jeg ikke ned på. Og jeg ved også at det kan være svært at komme af med de kilo igen. Men hvis jeg skulle vælge mellem at komme af med flere kilos overvægt, eller vranglære, så valgte jeg at skille mig af med vranglære. For den kan have evigheds betydning i værste fald.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære

Torben Søndergaard prædiker skadelig befrielsesteologi

Den 25 november 2012 var den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard i DR2 programmet ”De 3 bud”. Her var emnet homoseksualitet, og om hvordan man kan tackle det hvis man er homoseksuel. Første gang Torben Søndergaard var i dette program havde han rigtig gode muligheder for at prædike evangeliet, men han endte med kun at prædike loven, i stedet for Kristus. Det kan man læse mere om her: https://sand.omvendelse.dk/praediker-torben-sondergaard-evangeliet-4373.htm

I programmet ”De 3 bud” fik han d. 25/11 endnu engang mulighed for at vise hvad evangeliet er, men i stedet for viste Torben at han tror på en befrielsesteologi, som lugter af den man møder hos folk som Christian Hedegaard. Så jeg vil gerne vise hvad han sagde, og hvad det har af betydning.

Midt i programmet bliver Torben spurgt af værten Bjarke Stender: Torben Søndergaard kan og skal homoseksualitet helbredes?

Torben Søndergaard: Ja

Hvad Torben så mener med dette, fik vi svar på lidt senere i programmet, hvor Torben Søndergaard siger følgende om homoseksualitet: Man kan også bruge ordet sættes fri, eller omvende sig. Fordi hvis det er synd som bibelen siger det er synd. Synd er jo ikke noget man sådan direkte skal helbredes fra, men det er noget man skal omvende sig fra. Men der er der også den her synd, man kan simpelthen blive bundet af nogle ting så meget at man har brug for hjælp udefra. Og der er dåben hvor at den sådan som jeg ser dåb, der er det ned under vand helt ned under vand og op igen. Og når folk omvender sig fra sin synd og bliver døbt, så idet man bliver døbt, så bliver man altså en ny skabning.

Værten Bjarke Stender: Så mener du faktisk at man kan tage en homoseksuel og dyppe ham eller hende under vand og hive dem op igen, og så er de ikke homoseksuelle mere?

Torben Søndergaard: Man kan tage en homoseksuel, man kan sige homoseksualitet er ikke en sygdom, men det er heller ikke noget man er født med.

Det som Torben her sagde, var noget som de to andre gæster tog anstød af. Asmar (kvindelig muslim) sagde; Gid det ville være så nemt at man bare kunne dyppes i vand. Og den jødiske gæst Henrik Goldschmidt syntes også det var helt hen i vejret at man kunne påstå sådan noget. Så både værten, muslimen Asmaa og Jøden Henrik udtrykte at det var det de hørte Torben sige. De var ikke i tvivl om at det var det Torben mente. Så hvis Torben havde ment at han blev misforstået omkring hans forståelse som han her giver udtryk for, så havde han glimrende lejlighed til vise det. Men det gjorde han ikke. Det undrer mig heller ikke, da det han sagde går rigtig fint i spænd med det han ellers siger.

Dåben bliver noget magisk
Torben Søndergaard mener at dåben har en magisk betydning som gør at man først kan leve i sejr over synd, når man bliver døbt. Her siger han tilmed det som jeg har kritiseret ham for før, nemlig at dåben har frelsende effekt. For det er igen det han siger, selvom han nogen gange påstår han mener noget andet. Men han sagde altså følgende: ” Og når folk omvender sig fra sin synd og bliver døbt, så idet man bliver døbt, så bliver man altså en ny skabning.” Læg mærke til at han siger ”Idet man bliver døbt”. Det kan kun forståes som at det er når man bliver døbt man bliver en ny skabning. Det lyder bestemt ikke som om Torben har en forståelse af bibelen, som den apostlene havde, hvilket sætter hans apostelstatus i et meget tvivlsomt lys mildt sagt. Paulus sagde eksempelvis i Apostlenes gerninger 22. 16 om dengang han blev døbt at Ananias dengang sagde til Paulus:

”Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!”

Så her står der altså ”idet du bekender Jesu navn”. Det er den rigtige forståelse vi ser her, for det er ikke dåben, der frelser, men Jesus. Dåben er og bliver kun en adlydelseshandling som kristne gør, fordi det står i skriften og er indstiftet af Gud. Men frelsende er den ikke, og den gør heller ikke at vi kan sejre over synd. Det er Kristi Ånd der bor i den kristne, der gør at vi kan leve et liv uden at leve i synd, dog således at vi synder, og gør det dagligt, og faktisk mere end vi selv går og tror. Men vi lever ikke i synd som om det ikke gør noget, og vi er i stand til at modstå fristelser, også selvom vi nogen gange falder i. Forskellen på en retfærdig og en uretfærdig siger ordsprogene er at den retfærdige rejser sig op, efter at være faldet. Den uretfærdige bliver liggende i sit fald (ordsprogene 24.16). Men tilbage til Torben Søndergaard.

To mulige, men forkerte betydninger
Hvad betyder det som Torben her siger? Der er to muligheder. Enten mener Torben at dåben gør at man kan blive fri fra alle synder, eller også siger Torben at dette er specifikt for homoseksualitet. Desværre vil Torben jo ikke besvare disse spørgsmål offentligt, så hvilken af de to det er, må vi så være uvidende om. Men vi kan godt finde ud af om det er lære der er i orden eller er skadelig.

Hvis Torben siger at dåben kan sætte en fri fra synd. Så gælder det jo ikke kun homoseksualitet. Så gælder det også stolthed, had, begær, egenrådighed, etc. Men så er vi tilbage ved problemet i at sige at dåben er magisk (nej han bruger ikke det ord, men det er jo det han reelt set lægger i den). Men dåben har ikke nogen magisk betydning, det er ikke dåben der gør at jeg kan overvinde synd, men Guds ånd der bor i den kristne.

Hvis Torben siger at det er homoseksualitet som dåben kan sætte en fri fra, giver det store problemer. For idet man påstår at det er Homoseksualitet, og ikke andre synder som stolthed, grådighed, begær o.l. så har man lige gjort homoseksualitet til en synd der er værre end alle andre synder. Men det er den ikke. Synd er synd, og lige fra det at lyve til at begå mord er synd. Og Gud ser på alt dette som overtrædelse af Han lov. At tage homoseksualitet ud her, og gøre det til mere syndigt end andre synder, er homofobisk. Da man gør homoseksuelle til større syndere end folk der bliver skilt og gift igen til anden side. Noget som Jesus udtrykkeligt kalder hor. De præster som offentligt går imod homoseksuelle ægteskaber, men gengifter folk der er blevet skilt uden bibelsk årsag, viser at de er homofobiske, da de gør forskel på synd.

Hvorfor er befrielsesteologi farlig?
Når det er sagt, så synes jeg fra resten af udsendelsen at se, at det ikke ser ud til at Torben falder i den sidste kategori her. Det har jeg også lidt svært ved at tro han skulle mene, men synes det han siger, er tvetydigt. Men lad os antage at Torben ikke gør forskel på synd. Men blot siger at når man er omvendt, så skal man døbes og idet man bliver døbt, bliver man en ny skabning, og idet man bliver en ny skabning bliver man sat fri af synd. For det var hvad han jo sagde, og den del kan der ikke drages tvivl om. Så er spørgsmålet hvilke konsekvenser  det kan have for kristne som kæmper med synd?

Lige præcis her går det hen og bliver rigtig farligt. Forestil dig at du er en ung kristen mand, som kæmper med urene tanker, og de plager dig dag og nat, og du har brug for og længes efter fred. Man er vokset op i et luthersk hjem, og er barnedøbt, men blev født på ny mens man var på en efterskole, og ser tilbage på den tid som noget stort der skete. Men man kæmper og bruger mange kræfter på at komme af med de tanker der plager en. Så ser man denne Torben Søndergaard i fjernsynet, der påstår man kan blive sat fri hvis man bliver døbt. Man får tilmed at vide at man først bliver en ny skabning i den dåb. Hvis man ikke er så velbevandret i skriften, eller ikke har fået ordentlig undervisning i skriften, så kan dette være noget man nemt kunne falde for. ”Jeg kan jo blive sat fri af disse tanker” tænker han, og de er jo hvad han ønsker.

Så nu kontakter han Torben Søndergaard og han kommer til Herning hvor de skynder sig at døbe ham, i det de nu har at døbe ham i. Det har de engang gjort i en skraldespand, hvilket de har promoveret på deres hjemmeside igennem flere år, så ja de har virkelig travlt når de først kommer i gang med at døbe. Den unge mand bliver døbt, får at vide at nu er han fri, og skal lige lære at tale i tunger for resten, for det er også en af Torbens kæpheste.

Alt sammen kan virke så spændende, at det for en tid får fokus væk fra de tanker der plager ham. Han oplever måske tilmed en slags ekstase, som er ret nem at komme i i de kredse Torben færdes i, da det kan se at man  i de kredse pisker en stemning op. Så går der et stykke tid. En dag, måske fjorten dage, og tankerne begynder at komme igen. De er måske på samme niveau som før, hvis ikke større. Han prøver at overbevise sig selv om at han jo er blevet sat fri, det fik han jo at vide da han blev døbt, og han taler tilmed i tunger. Så hvad er der lige gået galt? Han går til Torben som beder for ham, og han synes det er rart et kvarters tid, men så kommer tankerne igen. Tankerne fortsætter, selvom han har gjort hvad Torben sagde for at komme af med dem, og selvom både Torben og andre har bedt for ham. Han er fristet af sine tanker, og synes de ødelægger hans kristenliv, og han opfatter sig selv som en dårlig kristen når han går med sådanne ting i sit hoved.

Det er meget skadeligt det her, og jeg ved om flere personer som har oplevet dette, og bagefter har de vendt sig imod kristendom, fordi de var blevet lovet noget som de ikke fik. Fordi selvbestaltede profeter og apostle havde stukket dem blår i øjnene og sagt det der kildede i øret, i stedet for at give dem et klart Guds ord, og vise dem hvordan de skal forholde sig til urene tanker og fristelser. Den slags personer henvender sig til Torben Søndergaard, og jeg ved der er folk som er kommet ud på den anden side som ødelagte mennesker som er mere forvirrede end før de mødte Torben. Der er også nogen der er kommet ud på den anden side, som mere fornuftige mennesker, der kan se at det Torben gør er ubibelsk og at de har forladt ham af de årsager. Dem har jeg heldigvis også mødt.

Men det her vil Torben ikke drøfte offentligt, og det forstår jeg godt. Jeg har før diskuteret bibelske ting med ham som dåben eksempelvis, og det viser sig altid at når hans teologi begynder at falde fra hinanden, så bakker han ud, og kommer med påstande om at man mangler Guds ånd, eller har et problem med sit hjerte når man ikke forstår ham. Men hvis Torben ikke er i stand til at forsvare den lære han står for, så skal han slet ikke prædike den lære! Peter skriver i første Petersbrev 3.15 at vi skal være rede til at forsvare det vi tror på overfor andre. Det vil Torben ikke, for han er ikke i stand til det. I stedet vil han hellere gå ud med en lære som historien har vist skader mennesker, og får folk der før var i kirken til at vende sig imod kirken, fordi de oplever så store skuffelser over det som de bliver lovet, men ikke får indfriet. Det har jeg vidst i lang tid var tilfældet hos Torben, og ovenstående citater fra tv-programmet viser blot lidt af hvorfor det sker. Han står for en ubibelsk befrielsesteologi, som kristne skal vende sig fra.

Bibelsk befrielse
Bibelen taler om at vi kan blive sat fri, men hvordan viser bibelen det? Ved at vi skal kende sandheden. Sandheden sætter fri, siger Jesus og den kan sætte os fri når vi kender den. Den kan vi kende ved at studere Guds ord, og grunde over den, og lade den blive en naturlig del af vores liv. Jeg er blevet sat fri fra mange ting i mit kristenliv. Men ikke en eneste af de gange jeg har gået op til forbøn er jeg blevet sat fri fra noget. Men der hvor jeg har undersøgt hvad skriften siger om de ting jeg har arbejdet med, og tage det til mig, tænke over det, bede over det og eventuelt også med andre kristne, der er jeg blevet sat fri. Og fri på en måde som giver Gud ære, og ikke mennesker ære. Hvis vi skal prædike at syndere kan sættes fri (og det skal vi for det kan de) så lad os gøre det på bibelsk grund, og ikke på et svagt fundament der bygger på selvbestaltede apostles forvirrede lære, som ikke hænger sammen ved en bibelsk granskning og vurdering.

 

Du kan se det omtalte program på dette link: http://www.dr.dk/tv/se/de-3-bud-2/de-tre-bud-6-8. Det er imellem det 14 og det 23 minut at du kan høre de elementer jeg har citeret ovenfor.

Du kan læse mere om Torben Søndergaard og jeg mener der skal advares imod ham på følgende links: https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-der-galt-med-torben-sondergaards-forkyndelse-og-laere-4592.htm

https://sand.omvendelse.dk/praediker-torben-sondergaard-evangeliet-4373.htm

 

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Mirakler

Svar fra Torben Søndergaard, men var det svar nok?

Som en reaktion på min analyse af den prædiken Torben Søndergaard prædikede sidste år i Horsens pinsekirke, har Torben valgt at give lyd fra sig. Jeg kan kun glæde mig over at den kritik der har været, kunne han ikke ignorere, det var også på tide, for Torben, er ikke en der vil have at man diskuterer det han står for offentligt. Hans lære, hænger nemlig ikke sammen, men han er subtil i sin måde at kommunikere på. Derfor vil jeg ikke lade hans kommentar stå alene, men med mine svar og kommentarer til i ”kursiv og imellem gåseøjne”. Her er hans svar, som han skrev at jeg skyldte ham at offentliggøre. Hvilket er morsomt at han mener jeg skylder ham, når man ved at han ikke tillader kritiske spørgsmål på hans facebookside, og sletter og blokerer folk som er uenige med ham. Så nej jeg skylder ikke Torben noget, men jeg vil selvfølgelig gerne vise at Torbens svar, ikke hjælper ret meget, men viser han taler udenom, istedet for at komme ind på de kritikpunkter som jeg har gennemgået i hans prædiken, som du kan høre på dette link: https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-der-galt-med-torben-sondergaards-forkyndelse-og-laere-4592.htm

Fra Torben Søndergaard (red). 

Kære læser


Jeg har valgt, at svare kort for jer læsers skyld.
Dette er ikke for Renés skyld og jeg vil heller IKKE indgå en diskusion.

”Så Torben vil ikke svare mig, men kun læserne, det er ganske typisk for Torben, da det før har vist sig at han kommer til kort når han skal forklare sig teologisk, han er nemlig ikke parat til at stå til ansvar for det han tror på offentligt. hvilket adskillige dialoger med ham har vist i forvejen.”

Jeg har før prøvet at snakke med René (og det ved jeg at Sven Løbner og andre også har). Dette har været uden  noget succes. Derfor har jeg lovet mig selv ikke at bruge mere tid på René, hans tilhøre og hans hjemmeside. Men da nogle læser har opfordret mig, vil jeg kort her skrive nogle ting.

Det har været uden succes, skriver Torben. Ja heldigvis, for jeg ville ikke acceptere hverken Torben Søndergaards eller Sven Løbners vranglære. Sven Løbner er for resten åbenlys synkretist, og mener vi kan finde Jesus i andre religioner, det er vranglære af værste skuffe som ikke hører hjemme i Guds kirke. At Torben kan henvise til Sven Løbner viser at han har en stor mangel på bedømmelseskraft.”

Jeg vil starte med at sige, at jeg heller ikke her kan genkende det René skriver. Jeg vil også sige at jeg ikke er Christian Hedegaard eller Ruth Evensen og jeg ønsker ikke at blandes ind i hvad de har gjort eller tror, da jeg ikke er en del af det og har kontakt til dem. Men René skal lige nævne dem hvergang for at få det hele til at lyde mere skræmmende.
”Her skal det lige forklares at på facebook når folk som Ronald Gabrielsen (pastor i Ikast apostolske kirke, og Torbens ven) har forsvaret Torben, så har de ikke villet svare på spørgsmålet om det var forkert eller rigtigt at advare imod Christian Hedegaard fra Evangeliet eller Ruth Evensen fra Faderhuset. Den har de valgt at ignorere. Jeg spurgte udelukkende for at finde ud af om disse folk mener man skal advare imod vranglære eller ej. Det er ikke et spørgsmål de vil svare på, da de tilsyneladende godt kan se at deres svar vil bringe dem i problemer lige meget hvad, fordi det vil vise at de ikke er konsistente i det de siger og står for. Det var den ene årsag til at jeg inddrog de to personer, den anden var for at vise Torben Søndergaard benytter sig af samme metoder som Hedegaard til at få efterfølgere. Han taler om sig selv, og hans oplevelser, istedet for at prædike Guds ord .”
Tror jeg på at troen alene frelser? Svaret er ja og nej, for det kommer an på hvad du mener med troen.
Jeg tro ikke på, at troen alene frelser, hvis man tænker tro, sådan som den almindelige danske forstår tro. Men jeg tror selvfølgelig på at troen på Jesus frelser, sådan som tro bliver beskrevet i Bibelen. ”Ok det er ikke til at sige noget ud fra dette om Torben er forkert på den eller ej, da det har betydning hvilken tro man har. Den frelsende tro kaldes retfærdiggørende tro, og er ikke en hvilken som helst tro, men det er jo ikke kun det der er problemet i min kritik af Torben Søndergaard, men det vil Torben gerne gøre det til.”

Vi bliver ikke frelst af gerninger, men kun ved troen på Jesus. I det øjeblik bliver vi frelst og født på ny. Dette uden dåben i vand og dette uden dåben med Helligånden (modsat til hvad René skriver). ”Det er ikke det eneste jeg skriver, og Torben glemmer de andre kritikpunkter, og nøjes med at se på et enkelt her. Men vel at mærke et punkt hvor han faktisk har sagt at vi både skal døbes og tale i tunger for at være en kristen, og det har jeg dokumentation på. Men hvis han har trukket det tilbage, så er det et skridt på vejen. Håber det vil betyde han også vil trække flere af sine videoer tilbage, hvori han siger dette”.
Men frelsen varer ikke kun en dag og da er det slut. Nej efter man er blevet frelst, starter en livslang efterfølgelse af Jesus, hvor det er Ham, der er Herre i ens liv. Derfor er dåben i vand og Helligåndens dåb ikke noget man bare kan vælge fra fordi man er vokset op som lutheraner eller andet. Når jeg så forkynder dåben i vand og med Helligånden er det fordi Peter i Apostelens Gerninger gør det. Om man skal analysere Peters tale i Apostlenes Gerninger kapitel 2 udfra René’s synspunkter, så vil også Peters tale være vranglære.

”Her glemmer Torben at det ikke er mine synspunkter, men lære der er i overenstemmelse med det den kristne kirke blev enige om under og efter reformationen, og vel at mærke også er i overenstemmelse med urkirkens, hvis man læser kirkefædrenes skrifter. Så nej det er ikke mit synspunkt, men kirkens synspunkt igennem snart 2000 år, men nu kommer Torben med sin ”nye” lære og mener han har ret.”

Jeg tro på, at den sande tro på Jesus vil medføre, at man derefter begynder at vandre i lydighed imod ham. En lydighed der medfører, at man lader sig døbe til at tilhøre ham osv… Vandre man ikke i den lydighed kan man så spørge sig selv om man virkelig har troet på Jesus – man kan i allefald ikke sige at det er Jesus som er Herre i ens liv, hvis man har fået det åbenbaret og stadig ikke gør det.

Her opstår så et problem for Torben. Men man skal kende til hvad han ellers siger om disse ting. Torben har nogen ideer om lydighed, som er ret ekstreme. Jeg er en omvendt kristen, og nogen af de ting jeg gjorde før jeg blev kristen, gør jeg ikke mere. Derudover lever jeg ikke i synd, som om synd ikke gør noget. Men jeg kan synde, og det sker dagligt at jeg synder. Jeg ved også om ting igennem mit liv, hvor jeg burde have gjort noget, som jeg så ikke gjorde, og om ting jeg gjorde, som jeg ikke burde gøre. Så nej, jeg har ikke vandret i perfekt lydighed imod Gud., Jeg har begået fejl på fejl på fejl. Men jeg tilhører Gud, på grund af hvad Han har gjort for mig. Ikke pga hvad jeg har gjort og ikke gjort. Jeg skal ikke lade mit liv med Gud afhænge af hvor stor min lydighed er, men af at Jesus er død en gang for alle på korset for mig. Det har haft en forvandlende effekt på mit liv, og det er jeg evigt taknemmelig for. Men Torben har en fokus hvor det kommer til at handle meget mere om mig, og om hvad jeg gør, i stedet for hvad Jesus allerede har gjort. Det er farligt, og nogen gange vil han sige om folk som er barnedøbt, at de ikke vandrer i lydighed (selvom jeg har mødt lutheranere der er langt mere fyldt af Guds Ånd end Torben, og er langt mere lydige end Torben, men de har bare ikke brug for at snakke så meget om det. Alt andet lige, så er Torbens ønske med dette bare at vise, at lutheranere ikke vandrer i lydighed. Men helt ærligt at tage et enkelt område op som handler om dåbssynet, og ikke om vi skal døbes eller ej, og gøre det til et kardinalpunkt, hvad er det dog for noget? Årsagen til at Torben gør det til et kardinalpunkt har jeg dog også gennemgået i min prædikenanalyse. Han mener at troendes dåb er nødvendig for at kunne sejre over synd. Det er ikke noget han har fundet belæg for i bibelen, men kun i sit eget hoved (han vil nok kalde det åbenbaring, men det er det ikke, det er lære der ikke er bibelsk belæg for). Dermed siger han også at lutheranere ikke kan leve i sejr over synd, og gør dem til en slags andenrangskristne, som ikke lever lige så stærkt med Gud som Torben Søndergaard.”

 
Her vil jeg også tilføje at jeg har venner som simpelt hen ikke ser, at det at døbe børn ikke stemmer overens med Bibelen. Her vil jeg sige, at man kun er ansvarlige for at vandre efter det lys man har. Jeg kan ikke dømme om hvorfor de ikke ser det med troens dåb. Men at de ikke ser det med troens dåb skal jo ikke hindre mig i fra at forkynde det Gud har vist mig og hvad Bibelen siger. Så om en person ser, at det med dåb er noget der skal ske efter, at man er kommet til tro og stadig vælger at ikke lade sig døbe, så lever han i ulydighed imod Gud ord – med andre ord kan han ikke sige at Jesus er Herre i hans liv.

”Og så er det man igen spørger sig om hvad mener Torben Søndergaard egentlig så? For sætter han ikke spørgsmålstegn her ved om en der er barnedøbt, men har set at troendes dåb er den bibelske, og så ikke lader sig døbe alligevel, overhovedet er en kristen? Sagen er at Torben alt for billigt slipper af sted med at skrive dette, for han vil jo ikke diskutere dette offentligt. Han vil kun postulere og ikke stå til regnskab for sine udtalelser, og lade dem teste”.

Problemet som jeg ser det er, at René fokuserer så meget på retfærdigheden, altså den første skridt, at han næsten glemmer resten af pakken (hvilket er et general Luthersk problem). Jeg tror også at vi gøres retfærdige af tro alene, men jeg ønsker ikke at stoppe der. Jeg ønsker at dem som ønsker at blive frelst skal få med sig hele “Peter-pakken” (Omvendelse, dåb i vand og Helligåndens dåb).

”Ok så nu fokuserer jeg for meget på retfærdiggørelseslæren, til det må jeg sige hellere det end for meget på de ting Torben Søndergaard overfokuserer på, som at tale om sig selv og fremhæve sig selv, i stedet for at prædike Kristus”.

Jeg tror ikke det handler kun om at få folk frelst men, at gøre disciple. Jesus har ikke sagt, at vi skal gå ud og kun forkynde retfærdighed. Han bad os gøre disciple og lære dem at holde alt Jesus har befalet

Så langt er jeg enig, men så kommer det”

…. og det inkludere dåb i vand og med Helligånden. Begge to områder der er nødvendig for at kunne fuldføre den gerning Jesus har givet os at gøre.

Her er det så, det handler nu om hvad JEG skal gøre, og Torbens store fejl er at han så meget ser på hvad vi skal gøre, og så kalder han det tilmed nødvendig. For resten Helligåndens dåb, ifølge Torben Søndergaard er at tale i tunger. Så hvis du ikke taler i tunger, har du ikke fuldført det der er nødvendigt ifølge ham.”

Læser vi i Apostelens Gerninger, så ser vi at de forkynder dåben sammen med troen (og ang. dåben, så ser jeg ikke dåben som en lovgerning).

Fint at han ikke gør det, men så skal han også vise det i sin forkyndelse, og det gør han ikke, derfor bliver dette kun til en modsigelse af hans egen forkyndelse, men endnu engang, viser det at Torbens lære ikke hænger sammen.
Så sker der noget underligt, Torben vælger at citere nogen skriftsteder uden at forstå dem i deres sammenhæng, og slutter så af med at skrive at vi ikke må tage et vers ud af sammenhæng og stoppe der. Det er simpelthen dumt at se hvordan han endnu engang selvmodsiger sig selv.”

Apostlenes Gerninger 2 – Peter forkynder dåb som en naturlig del af, at han forkynder hvordan mennesker kan blive frelst.

Apostlenes Gerninger 8 – Filip forkynder evangeliet for den etiopiske hoffmand og mandens første reaktion når han ser vand er “Hvad er til hindre for at jeg kan blive døbt?” (Hvorfor giver folk ikke den samme respons, når René eller andre forkynder evangeliet for dem i dag? Kunne det skyldes at de forkynder en anden evangelium end hvad den første menighed gjorde det)

Apostlenes Gerninger 9 – Det første som sker når Ananias kommer til Paulus er, at Paulus bliver døbt.

Apostlenes Gerninger 10 – Peter forkynder og Kornelius og hans hus bliver fyldt med Helligånden og Peters første reaktion er “Mon nogle kan hindre disse mennesker i at blive døbt?”

Gennem hele Apostlenes Gerninger så ser vi, at dåben var en så integrerert del af det at være en kristen. Ja, der var ingen alternativ. Ønskede de at følge Jesus, blev de døbt til at tilhøre ham og dette med det samme.

Angående dåben ser jeg ikke den som en lovgerning, men som en lydigheds handling og jeg tror ikke man er lovisk når man ønsker at adlyde Jesu ord. Jeg tror man trygt kan adlyde Jesus uden, at være bange for at blive lovisk.

I Galaterbrevet taler Paulus meget om forskellen på loven og nåden.
I Gal. 3 vers 26 siger han dette: 
“For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus.”

Amen. Tror jeg på dette? Ja, selvfølgelig gør jeg dette, da dette er hvad Bibelen siger. Men vi glemmer at dåben var indgangen til denne tro for de første kristne. 
Derfor står dette i næste vers:
“Vers 27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus”

Så vi kan ikke bare tage et vers ud af den sammehæng og stop der. Så vi er Guds børn ved troen på Jesus Kristus, alle os der er døbt til at tilhøre ham. Så for de første kristne hang troen og dåben tæt sammen, hvilket jeg også mener den burde gøre i dag.

Hvis nogle vil grave mere ned i undervisning kan jeg anbefale denne af David Pawson, en engelsk gammel baptistpræst og bibellærer. Han er dybt respektere i hele verden og kender Bibelen mere end de fleste mennesker:

Noget af en påstand Torben her kommer med. For David Pawson er ikke dybt respekteret i hele verden, men han kender bestemt bibelen mere end Torben, og han studerer den langt mere indgående og ved hjælp af teologiske bøger, Pawson går dog meget kraftigt imod at Gud er i stand til at fuldføre det Han har påbegyndt i en kristen. For Pawson mener det er muligt at falde fra troen, selvom man er blevet ordentligt frelst. En lære som Torben også er meget forvirret omkring, men når det er sagt, så tror jeg Torben vil få langt mere ud af at høre på David Pawson, end mange andre, selvom jeg har fundet ud af at Pawsons viden om bibelen, og den tid bibelen blev skrevet på, er mere fejlbelagt end jeg havde regnet med. Jeg har hørt ham en del før jeg begyndte at høre Paul Washer, John MacArthur, Voddie Baucham o.l. Og har fundet ud af at Pawson ofte lyder til at vide mere end han reelt set gør. Men stadigvæk, bedre end at høre på folk som Kennethe Hagin, Benny Hinn og den slags.”

http://davidpawson.org/resources/series/the-normal-christian-birth

Ellers vil jeg sige at jeg ikke vil bruge mere tid på at forsvare mig selv. Jeg vil faktisk ikke engang læse hvilken kommentar denne besked giver.

Ja det er så den kommentar jeg ikke tror på fra Torbens side”.

Jeg vil bare elske Jesus og har nogle spørgsmål er i selvfølgelig velkommen til at henvende jer til mig personligt. Hvilket er hvor I får det rigtig svar når det kommer til hvad jeg mener.

Jeg vil lige tilføje, at jeg rigtig nok har begået mange fejl. Hvem har ikke det? 
Jeg har også tidligere gået for meget op i loven og folk har også brændt sig på mig, hvilket jeg indrømmer. Men dette tror jeg vi alle der har med mennesker at gør har oplevet. Især dem der kommer i berøring med mange mennesker. Går jeg bare 1-2 år tilbage kan jeg se, at jeg er kommet uheldig afsted i min forkyndelse eller hvordan andre har opfattet det, eller ting jeg har gjort hvilket jeg beklager. Ja, jeg omvender mig stadig og lærer nyt hele tiden.
Men hos Gud er der tilgivelse. Dette er desværre mere end hvad man kan sige hos mange kristne i dag.

”Det store problem her er at Torben glemmer at få at få tilgivelse, skal der også omvendelse til. Torben forvirrer folk med sin gernings- og mirakellære, og minimerer forkyndelsen om evangeliet, så den i stedet for kommer til at handle om helbredelser og dæmonuddrivelser, og åbenbaringer om dit og dat. Jeg vil gerne tilgive Torben, men jeg vil se at han vender sig bort fra sin ubibelske lære og begynder at prædike Guds ord i stedet, og ikke prædiker sig selv, hvilket jo er det han reelt set gør.”

Gud velsigne jer


Torben Søndergaard


 

PS: NEJ, jeg vil ikke bruge tid på at diskuterer tro herinde eller andre steder offentlig på nettet. Jeg vil som Jesus prøve at bruge tiden på dem jeg skal.

Og så får Torben sluttet af med en hyklerisk kommentar. For hvis han virkelig mente det, så burde han jo netop IKKE have svaret her. Men han viser i stedet for at han ikke vil stå til ansvar for det han har sagt, da han ikke vil have en åben dialog om det. Jeg vil gerne. Dertil har han heller ikke svaret på de kritikpunkter som jeg kom med, men har taget en enkelt ud (som han har forsøgt at trække tilbage, men viser han dog alligevel mener på en eller anden måde som vi ikke må forstå, da vi ikke kan spørge ham ud om det. Det jeg skrev og viste i min gennemgang af hans prædiken var bl.a.: Det som er meget farligt ved denne prædiken, er at han lægger nogen ting i dåben, og i tungetalen som der ikke er bibelsk belæg for. Men det han reelt set siger med det, er at kristne som ikke er døbt på egen bekendelse og ikke taler i tunger, er en slags andenrangskristne.” og det var ikke det eneste kritikpunkt i hans prædiken. Men det har vi ikke nogen kommentarer til fra Torbens side.

Jeg vil dog snart komme med et indlæg om som viser at Torben står for en frihedsteologi som er ødelæggende for omvendte kristne, som kæmper med synd i deres liv. En lære som gør at folk går ud af kirkerne skuffede, ødelagte i stedet for at blive i kirken, og vandre med Kristus. Den vil tage udgangspunkt i det program som Torben gæstede på DR2, om homoseksualitet.

Categories
Bibelen Forvirret lære Hvem er Gud? Korset

Kristus skal prædikes som korsfæstet!

En ting som jeg oplever skaber splittelse, er hvad forkyndelsen i kirkerne skal handle om. Det er som om at nogen steder, er det nærmest ligegyldigt hvad der bliver sagt fra prædikestolen, bare det er inspirerende og brugbart. Andre steder skal det bare have en eller anden praktisk tilgang, som hvordan bruger man sine penge bedst muligt, eller hvordan bliver man bedre til at bruge sin tid. Det vi ville kalde emnebaseret forkyndelse. Jeg har igennem et stykke tid sagt vedholdende at forkyndelsen i kirken SKAL have evangeliet om Jesus som en naturlig og central del af budskabet. Og den holdning er en som folk enten er fuldt ud enige i, eller modstander af, eller bare ikke forstår. Men jeg kan glæde mig over at det ikke er min egen idé. Men en som fremstår tydeligt, hvis man læser bibelen.

Den nemmeste måde at finde ud af at forkyndelsen handler om Jesus, og hvad Han har gjort for os, er ved at læse den forkyndelse vi ser i det nye testamente. Særligt apostlenes gerninger er god her. Vi ser eksempelvis både Peter, Paulus og Stefanus prædike der, og deres forkyndelse peger stærkt på Jesus. Men hvad så hvis vi læser i brevene? Paulus selv skriver hvad forkyndelsen handler om. Det gør han eksempelvis i  første korinterbrev hvor han skriver:

”Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.” Første korinterbrev 2.1-2.

Det her er virkelig stærke ord. Jeg er sikker på Paulus var en vidende mand, som også formåede at tale på lige fod med folk der havde høje uddannelser. Man mener jo at han havde gået på den fineste bibelskole i Israel før han blev kristen, og fået undervisning af de bedste og mest anerkendte jødiske teologer. Så jeg er sikker på Paulus var i stand til at tale smart, og overbevisende. Men der var noget der var vigtigere for ham, og det var at prædike evangeliet. Og prædike på en måde så det stod klart at vi har brug for en frelser til at betale den synd og skyld vi har overfor Gud, og at den frelser er Jesus. Det var langt mere vigtigt for Paulus at fokusere på end noget andet.

Spurgeon prædikestol

Og det skal det også være for prædikanter i dag! Hvis en prædikant mener det er fint nok at bruge en hel prædiken til søndagsgudstjenesten,på at tale om hvordan man får mere succes på sit arbejde, eller hvordan du kan få et bedre selvværd, eller at vi ikke kan være sikre på noget og heller ikke på om bibelen er rigtig og hvad der elleres kan blive sagt af tåbeligheder fra prædikestolen. Så har den prædikant misforstået Guds ord fuldstændig. For han har ikke forstået at skriften (som er den der skal prædikes over) handler om Jesus, og peger på Jesus og viser hvad Jesus har gjort, og vil gøre. Hvis han ikke kan finde ud af det, skal han hellere lade være med at prædike, for han prædiker faktisk dom over sig selv, ved at få skriften til at handle om noget andet end Jesus Kristus!

Hvis ikke præsten prædiker Kristus som korsfæstet, så prædiker han noget andet. Hvis han ikke forstår hvordan han kan prædiker Kristus som korsfæstet, så bør han træde ned fra sin prædikestol, og studere skriften indtil han kan se hvordan det hænger sammen. Hvis din præst ikke prædiker Kristus som en naturlig og central del af sin forkyndelse, og at han dermed ikke prædiker Kristus som korsfæstet, så sig det til ham. Gør ham opmærksom på det, så han må få øjnene op inden det er for sent.

Categories
Endetiden Forvirret lære Hvem er Gud? Livet som kristen

Reflektioner efter præsidentvalget i USA

Efter Barack Obama er blevet valgt igen, og reaktionerne på nettet er mange, og meget forskellige. Jeg har generelt set valgt at holde mig udenfor den offentlige diskussion om hvem der ville være bedst, Obama eller Romney? Men har været glad for det ikke var mig der skulle stemme om det.

Jeg synes alt for mange af reaktionerne er desillusionerede på en måde der glemmer Gud, og gør alt for mange ting afhængige af hvem der sidder på de ledende poster. Men der er dog en reaktion som jeg synes var så Gudsfokuseret og balanceret at jeg næsten ikke kan lade være ned at henvise til den. den er skrevet af Chris Hohnholz som er en ud af 7 bidragere til den reformerede blog defendingcontending.com. Den kan sagtens overføres til dansk politiske forhold og kan læses på dette link: http://defendingcontending.com/2012/11/07/obama-was-re-elected/

Categories
Falsk Lære Forvirret lære

En kristen der ikke kunne standse orkanen Sandy

I går skrev jeg om at kristne ikke har en særlig gudgiven autoritet over vejret, som nogen ellers påstår. Det viste sig så at en af mine facebookvenner havde set en kommentar på Moses Hansens facebookprofil, som lige netop var fra en som mente vi kristne har autoritet over vejret. Der var ovenikøbet lavet en video til, hvor manden siger hvordan kristne angiveligt skal stoppe orkanen Sandy ovre i USA. Den video så jeg, og den viste en mand som i bedste fald har dårlig tro, i værste fald er vildledt af forkert lære. Jeg er ikke i tvivl om at det sidste er tilfældet. I videoen som vises her nedenunder, kan man se hvordan en mand ved navn Carsten Joshua Hedegaard ”underviser” hvordan og hvorfor kristne ifølge ham kan få Sandy til at falde til ro (nej jeg ved ikke om han pga efternavnet er relateret til Christian Hedegaard). I slutningen befaler han så Sandy at falde til ro ved at tage autoritet over den, og det er ret tragisk at iagttage. For hvis det virkelig skulle være rigtigt hvad han siger, hvorfor hærgede Sandy så i så stor grad som den gjorde? Så må det jo betyde at Carsten fra videoen har dårlig eller svag tro, siden han ikke var i stand til at fjerne den. Og det er lige før man kan sige at, det så er Carstens og de kristnes skyld at orkanen Sandy hærgede på USA’s østkyst. Fordi de ikke havde tro nok til at fjerne den. Meget kan man give mig skyld for, men det er altså ikke min skyld at den orkan har hærget derovre.

Ikke desto mindre skyldes dette ikke Carstens dårlige tro. Kristne har som jeg skrev i går ikke en særlig autoritet over vejret, og jeg forklarede hvorfor det er tilfældet i det indlæg (se link her: https://sand.omvendelse.dk/hvor-meget-magt-har-en-kristen-4413.htm). Men der er en fare i at bruge tid på den slags lære som Carsten her viser. For dels bruger han en masse skønne spildte kræfter på noget som ikke virker. For det andet får det kristne til at fremstå som dumme forvirrede nyreligiøse individer som man ikke skal tage alvorligt. Og det er meget trist, både for dem selv, og også for kirken som får et dårligt ry baseret på noget forkert.
At dette er en kommentar som kommer op på Moses Hansens væg, er jeg ikke overrasket over. Moses har faktisk en tendens til at tiltrække folk som er lidt forvirrede i forvejen, og han har jo også selv arbejdet sammen med diverse problematiske personer som Christian Hedegaard og andre fra trosbevægelsen, uden offentligt at have erkendt det var forkert. Det skal dog siges til Moses Hansens forsvar at han i kommentarerne viste at han ikke er enig med Carsten og faktisk så det Carsten siger som ret problematisk. Desværre er Moses ikke særlig god til at vise det udfra skriften. Hvilket nok skyldes at Moses har en ret dårlig hermenutik i forvejen (dvs at han har svært ved at læse bibelens tekster i deres kontekst). Han fokuserer i hvert fald rimelig meget i sine svar på at man skal ”føle” sig frem til hvad der er rigtigt og forkert at gøre her. Og det er jo ikke nogen hjælp for hverken Carsten eller andre. For vi føler altså ofte noget forskelligt. En kan føle Jesus siger det ene, og en kan føle Jesus siger noget helt andet, men hvis de to er i modstrid med hinanden, hvem har så ret? Vi kan ikke basere vores liv på at blive ledt af vore følelser, heller ikke selvom vi giver dem et religiøst udtryk. Jeg ville ønske Moses var mere fokuseret på hvad der står i bibelen, i stedet for hvad han lige går og føler hvad der er rigtigt, eller har fået at vide igennem andre er rigtigt. Men det har jeg kommet ind på før i et andet indlæg som kan ses nedenunder.
Her er videoen:

Hvis du ikke er bekendt med hvorfor jeg finder Moses Hansen problematisk kan det ses på disse links:
https://sand.omvendelse.dk/abent-brev-og-svar-til-moses-hansen-4218.htm
Men måske endnu vigtigere dette indlæg: https://sand.omvendelse.dk/reaktioner-pa-mit-moses-hansen-indlaeg-4227.htm

 

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kommentar til medierne

Prædiker Torben Søndergaard evangeliet?

Nu har jeg fået nok. Jeg kan ikke være stille om dette mere. Torben Søndergaard som kalder sig en radikal kristen og er kendt for sine mirakler, sine bøger, og for at optræde i diverse tv-programmer er ikke en radikal kristen. Af den enkle årsag at hvis han var en radikal kristen, så ville han prædike Kristus, og vise hvorfor vi har brug for Jesus til at frelse os. Det gør Torben bare ikke. Han peger i stedet på sig selv, og det gør han i hans forkyndelse, sine bøger og ja også i fjernsynet. Det mest triste er at se hvor mange velmenende kristne der synes det er godt hvad han laver. Ja, jeg vil ligefrem kalde det tragisk. At der er så mange der gør det, er et symptom på at vi lever i en tid, hvor vi ikke længere har et rimeligt kendskab til hvad bibelfunderet kristendom er, eftersom vi ikke kan se at det folk som Torben Søndergaard, Christian Hedegaard og Ruth Evensen ikke er sendt af Gud. Jeg vil nu tage bladet fra munden og i flere indlæg her i efteråret og måske også vinter, vise hvorfor der er grund til at advare imod Torben Søndergaard. Meget af det er noget jeg i forvejen har talt med Torben om, og jeg ved flere andre har gjort det samme. Men når en der påstår at han prædiker evangeliet, reelt set prædiker noget andet end evangeliet og er blevet konfronteret med det, og ikke vender om heller ikke efter flere henvendelser, så er det på sin plads at advare imod vedkommende i stedet.

Hvorfor så nu?
Jeg vidste at Torben ville være i fjernsynet i går i debatprogrammet ”De tre bud” på DR2. Jeg har i lang tid tænkt at jeg var nødt til at tage Torben Søndergaards lære op her på bloggen, men havde valgt at give det en chance. Hvad nu hvis han faktisk fik givet evangeliet og brugte de anledninger der var til at pege på Jesus? Det kunne jo være, for manden har jo både mødt Paul Washer og Ray Comfort. Personer som jeg også har mødt, og som jeg ser op til, da de er kendt for netop at prædike evangeliet klart og tydeligt. Jeg ved (eller mener) at Torben en overgang har haft mere fokus på evangeliet før, men det er desværre fortid. Der er andre ting der har fået Torbens fokus i stedet for. Nemlig ham selv, miraklerne, og hans egne åbenbaringer (eller ideer nærmere sagt). Det er en stor bunke ting at gå i gang med. Og jeg forventer ikke at kunne klare dem alle i et hug. Så lad mig starte med at beskrive hvorfor det var en skuffelse at se programmet ”De tre bud” med Torben.

I starten af programmet fik man at vide at vinklen til en case (med en ung kvinde der havde en alkoholisk far) var budet om næstekærlighed. Elsk din næste som dig selv. De fik de tre debattører så mulighed for at svare på. Lige netop at få lov til at svare på dette er en direkte invitation til at prædike evangeliet. For det stammer fra Jesus der koncentrerede de ti bud ned til to bud. Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind, og din næste som sig selv. Den sidste halvdel er der flere som synes lyder rigtig godt. Elsk din næste som dig selv. Umiddelbart lyder det som et nemt bud, men det vi så bør gøre er at spørge os selv ”gør vi virkelig det?” Elsker vi virkelig vores næste som os selv? Det er nogen gange nemt nok at elske os selv, men sandheden er at vi har store problemer med at elske vor næste. For vor næste er ikke kun vores venner (som vi også kan have problemer med at elske nok), det gælder også vore fjender. Selv vore værste fjender. Vi har nemmere ved at sætte os selv i første række, og tilsidesætte vores næste. Det er langt mere naturligt for os at vi elsker os selv mere end vor næste.

Så at få dette spørgsmål som kristen, er en direkte invitation til at vise at vi ikke kan efterleve loven. Vi er jo ikke istand til at elske vor næste som os selv. Vi fejler alle sammen. Vi er egoister som hellere vil vort eget, i stedet for Guds og vores næste. Fordi vi er egoister og dermed gør os selv til gud, har vi brudt Guds lov om både næstekærlighed og Hans bud om at elske Ham. Vi står til evig straf. Men fordi Gud vidste at vi ikke er i stand til selv at holde loven, og fordi vi alle fortjener Guds straf, da alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, så sendte Han sin egen søn at dø på et kors i vores sted, og der tage på sig den straf som vi ellers fortjener. Det offer der blev udgydt på det kors, gælder for dem der vil omvende sig fra sig selv, og have Jesus Kristus som deres Herre.

Åben invitation
Det her er en total åben invitation til at prædike evangeliet. Og hvis man er gæst i et tv-program og er indkaldt til det fordi man kalder sig kristen, så er man også forpligtet til at give evangeliet når anledningen kommer. Den kom flere gange for Torben, men den mest åbenlyse var denne, og i stedet gav han bare loven og pegede ikke på Jesus som den der har taget vore synder. Generelt talte han ikke rigtig om synd. Han brugte nogle ord som frelse, udfrielse, bibelen, men ikke på en måde så det gav mening at tro på Kristus og Hans fuldbragte værk på Golgata. Han nævnte synd en enkelt gang, men definerede ikke hvad synd er, nemlig overtrædelse af Guds lov.

Her er hvad han i stedet for svarede:

”Bibelen siger vi skal elske Gud af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vort sind, og så elske sin næste som os selv. Og det er vigtigt at Gud kommer først der, og så bagefter vores næste. Så jeg mener det er vigtigt at vi definerer kærligheden udfra sandheden og den kommer fra Gud.”

Det er rigtigt sagt af ham at kærlighed skal defineres udfra sandheden og det er bibelen. Men bibelen viser netop at vi ikke er i stand til at efterleve det bud. Vi er hverken i stand til at elske Gud af hele vort hjerte, og heller ikke vores næste. Hvorfor valgte Torben ikke bare at sige at vi jo ikke er i stand til at efterleve det bud, og det bud burde gøre os opmærksomme på at vi har brug for en frelser? Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det virkelig skyldes at Torben mener man kan elske Gud af hele sit hjerte, og hvis det passer, så er det en form for farisæerisme som Torben er drevet af. Og der er flere ting der tyder på det er tilfældet, hvilket jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg.

Klippet ud
Nogle vil sikker komme med påstanden om at der jo er klippet i indslaget. Ja, det er der, for det er et optaget program, og derfor er det nærmest pr. definition også redigeret. Årsagen til at jeg kan sige at Torben ikke gav evangeliet, er nemlig ikke baseret alene på den udsendelse, men på hvad han ellers siger og skriver, og her er forkyndelsen af evangeliet særdeles mangelfuld. Derfor vil jeg også komme med flere indlæg fremover som viser hvad Torben står for, og vise at det ikke er evangeliet han prædiker, men noget helt andet. Noget som man i nogle kredse vil kalde for pelagianisme. Men som jeg nærmere vil kalde postmodernisme. Da det er en mærkværdig sammenblanding af noget Torben selv har sat sammen efter sin egen forståelse. Hvis han havde sagt evangeliet i debatprogrammet, er jeg dog også ret sikker på det var kommet med. At give evangeliet i fjernsynet og i et debatprogram er nemlig så kontroversielt at det ikke ville blive redigeret ud. Det ville have skabt debat som redaktøren af programmet gerne ville have, da det giver flere seere. Jeg ved af erfaring at det ikke er så svært at få givet evangeliet ud i gennem medierne når man taler med journalister. Men kirkefolk har desværre en anden forståelse af det, og tror det er journalisterne der ikke vil have det ud. Sandheden er at fordi kristne skammer sig over evangeliet, så får de det ikke sagt ordentligt til medierne, når de har muligheden derfor. I Torbens tilfælde tror jeg bare at det skyldes at han hellere vil prædike noget andet, som han tror er mere interessant end evangeliet.

Du kan se indslaget i en begrænset periode på dette link: http://www.dr.dk/dr2/de_tre_bud#/57132

Til dig som er skeptisk overfor hvad jeg skriver, det skal du bare være. Jeg vil hellere have skeptiske læsere end læsere der bare godtager alt hvad jeg skriver uden at tænke selv. Men hvis du i løbet af denne serie om Torben Søndergaard kan se at han mangler fokus på evangeliet og at der er alt for meget fokus på Torben selv, så spørg dig selv om det virkelig er sundt at følge en sådan mand.

Forresten hvis du er venner med ham på facebook, så prøv at spørg ham på hans væg, hvorfor han da ikke viste at vi ikke kan leve op til loven og brugte næstekærlighedsbudet som en direkte opfordring til at give evangeliet. Så vil du enten opleve at Torben bliver vred, eller bare sletter din kommentar. Der er nærmest kun plads til lovprisning af Torben på hans facebook profil. Noget der taler imod Torben, er der ikke plads til. Og det er der mange der har oplevet.