Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Mirakler

Torben Søndergaard har misforstået historien om Betesda dam

Når Torben Søndergaard bruger en profeti fra Todd Bentley (selvom han ikke vil indrømme at det er der den kommer fra), så viser han at han ikke har forstået hvad historien om den syge mand ved Betesda Dam egentlig handler om. Den handler jo netop ikke om Betesda Dam, men om Jesus. Den slags misforståelser er dog symptomatisk for Torben Søndergaard, men derom senere, for det er vigtigere at finde ud af hvad det vi læser i Johannes evangeliets femte kapitel virkelig handler om.

En mand der havde været syg i 38 år lå ved Betesda Dam, og ventede som så mange andre, på at en engel skulle skabe røre i vandet. For når det skete ville den første der kom ned i vandet blive helbredt. Men denne mand nåede aldrig derned før den første, for det var han for syg til. Men så sker der noget, Jesus kommer og taler med ham. Derefter helbreder Jesus ham, sådan lidt kort fortalt.
Halleluja, den syge mand mødte Jesus. Han ventede på en engel der kunne give ham et mirakel, som så mange andre ved Betesda Dam, men han fik noget meget større. Han fik Jesus. Hvor meget bedre er det ikke at få Jesus end bare at få en engel og et mirakel. Folk var taget til Betesda Dam, fordi de havde brug for, eller ønskede et mirakel. Men et mirakel frelser ikke nogen, og det gør engle heller ikke. Mange af dem der tog til Betesda Dam fokuserede kun på miraklet. Men Jesus viste denne mand at der var noget der var vigtigere end et mirakel. For det er meget vigtigere at få et møde med Jesus selv, og det fik ham.


Men når Torben Søndergaard skriver om Betesda dam så bliver det til følgende istedet:

“For 10 år siden kom der en mand fra USA til Danmark med et profetisk ord til os vort land. Ordet var, at Danmark skulle blive kendt som en Betesda Dam. Altså et sted, hvor syge kunne opleve frelse og helbredelse. Han sagde, at det ikke kun ville blive et eller to steder, men det ville blive hele landet. Ja, uanset hvor man kom i Danmark, ville der være mennesker, der ville kunne bede for én og sætte én fri.” http://udfordringen.dk/2015/01/danmark-kendt-som-betesda-dam/

Prøv at sammenlign det med det Todd Bentley sagde da han var i Danmark, noget som han ret sikkert har sagt i mange andre lande fordi det lyder fedt at sige:

“Da jeg bad for min tur til Danmark, sagde Helligånden: ”Todd, ikke bare i en region eller en kirke eller en by, vil der være en ’Betesda Dam’.” Jeg spurgte: ”Herre, hvor vil det være?”
Hele det danske land vil være kendt for helbredende kraft, og folk fra udlandet vil sige: ”Hvis vi kan komme til det land, til Danmark, så vil vi blive helbredt. Og det er lige meget hvilken by eller kirke, vi tager til, for helbredelse sker alle steder i det land”
De sidste fire år har jeg profeteret om kirker, byer og regioner, som vil være værter for helbredelses udgydelser. Men jeg har aldrig set et helt land, som på alle sider har en helbredelses salvelse. Helbredelser vil ske hele tiden i alle byer.” http://udfordringen.dk/2015/01/danmark-kendt-som-betesda-dam/

Tjah det passer godt nok ret fint med det som Torben Søndergaard siger den såkaldte profet sagde, som han citerer i Udfordringen. Men Torben kan bare Kontakte mig og forklare mig hvem det så er, så skal jeg nok trække det tilbage. Men om det var Todd Bentley eller en anden, så har både ham og Torben misforstået den bibelske historie om den syge mand ved Betesda Dam. Den handler nemlig ikke om at der skal ske en masse helbredelser, men om at møde vores vidunderlige frelser Jesus Kristus, og Ham kan vi møde alle steder, også de steder vi ikke forventer Ham. Folk der lå ved den dam forventede kun en engel, det fik nogen af dem. Men den syge mand fik Jesus istedet.

Hvad er så symptomatisk ved Torben Søndergaard?
Folk som Torben Søndergaard vil hellere have mirakler end de vil have Jesus, og hvor er det dog trist. Torben taler kolossalt meget om sig selv og hvordan Gud angiveligt bruger ham til det ene og det andet, og hvor meget Gud fortæller ham. Men alt det er til ingen nytte hvis ikke Torben holder op med at prædike sig selv, og istedet forstår at hvis man virkelig er en kristen og forkynder, så er ens opgave at prædike Kristus. Det er også det den bibelske historie om den syge mand ved Betesda Dam handler om. Den handler ikke om at der skal ske en masse helbredelser i alle byer i Danmark. Det er en idé som har udgangspunkt i den gamle pagt. Men vi har brug for den nye pagt, den som viser at der kun er eén frelser og den frelser er Jesus Kristus!

Categories
Falsk Lære Kommentar til medierne

Torben Søndergaard anbefaler profetier af Todd Bentley

For omkring syv år siden, var der en stor fokus på den falske profet Todd Bentley. En mand som man påstod at Gud brugte til en stor vækkelse ovre i Florida. Mange var kritiske overfor ham, og det viste sig også at Todd Bentley udover at have påstået den ene helbredelse efter den anden (som han ikke kunne dokumentere en eneste af) og ubibelske profetier, så havde han drukket sig fuld på barer i Lakeland, og været sin kone utro med babysitteren. Den babysitter er han nu gift med, mens han har ladet sig skille fra sin kone. Så alt i alt ikke noget der tyder på han var en kristen mand.

Dengang var Torben Søndergaard en af de få som gik ud og advarede imod Todd Bentley. Torben havde nemlig arbejdet sammen med ham og nogle fra de samme kredse, og havde fundet ud af at noget var galt. Han fik tilmed skrevet et læserbrev til Udfordringen som skabte en del polemik, fordi mange mente at Todd Bentley klart var sendt af Gud på trods af meget tydelige problemer.
Men det som Torben skrev dengang, mener han åbenbart ikke mere. For i hans klumme i Udfordringen (som handler om ham selv og ikke Jesus) skrev han fornylig følgende om de påståede mirakler han oplever ske i Danmark, og særlig igennem hans mærkværdige Jesushotel i Aalborg.

”For 10 år siden kom der en mand fra USA til Danmark med et profetisk ord til os vort land. Ordet var, at Danmark skulle blive kendt som en Betesda Dam. Altså et sted, hvor syge kunne opleve frelse og helbredelse”. Udfordringen 22/1/2015

Da jeg læste det, så tænkte jeg at det var interessant at han ikke nævnte hvem den profet var, og at jeg faktisk havde en idé om hvem det kunne være. Og ganske rigtigt viser det sig at der er tale om Todd Bentley igen. Her er hvad Todd Bentley ”profeterede” da han var i Danmark dengang:

”Da jeg bad for min tur til Danmark, sagde Helligånden: ”Todd, ikke bare i en region eller en kirke eller en by, vil der være en ’Betesda Dam’.” Jeg spurgte: ”Herre, hvor vil det være?” Hele det danske land vil være kendt for helbredende kraft, og folk fra udlandet vil sige: ”Hvis vi kan komme til det land, til Danmark, så vil vi blive helbredt. Og det er lige meget hvilken by eller kirke, vi tager til, for helbredelse sker alle steder i det land” Kilde

Så Torben Søndergaard mener altså at for at kunne argumentere for at det der sker på hans skøre Jesushotel oppe i Aalborg, er han nødt til at bruge en gammel falsk profeti fra en falsk profet. Det er altså ret voldsomt det her, og jeg blev først overrasket, for det havde jeg egentlig ikke ventet af ham. Men når man ser på hvordan Torben Søndergaard har udviklet sig igennem de senere år, så er det ikke så overraskende. For det er tydeligt at han er ved at gå på akkurat den samme vej som netop Todd Bentley, Benny Hinn og Bill Johnson. Det er oplevelser og ikke Guds ord og Helligånden der er drivkraften. Det kan godt være de kalder det Helligånden, men Helligånden vil ikke gå imod Guds eget ord, som er indblæst af Helligånden.
Det der sker på Søndergaards Jesushotel er ikke sundt, og de videoer jeg nogle gange ser fra Torben Søndergaard, og de mails jeg får fra folk der har søgt hans hjælp eller har arbejdet sammen med ham, viser at der er noget fundamentalt galt. Når han så tilmed har brug for at citere en dæmonisk person som Todd Bentley så er det kun med til at slå mere fast end nogensinde før, at Torben Søndergaard er på afveje og er en mand som man ikke skal følge eller høre på.

Så i flere af de kommende indlæg her på bloggen, vil der komme en del om Torben Søndergaard. Frikirkenet kan jo ikke finde ud af at advare imod ham, selvom langt størstedelen af deres ledere har meget store problemer med manden. Men det har de svært ved at sige offentligt. Hvorfor det er således vil jeg muligvis komme ind på en anden gang. Torben Søndergaard vil muligvis sige at han ikke har sagt at det var Todd Bentley. Todd er nemlig fra Canada og ikke USA som han skrev, og Todd var også i Danmark for 12 år siden og ikke 10. Men jeg ved også godt at det er sådan man kan komme til at sige ting lidt forkert, det er helt normalt når man citerer fra hukommelsen. Men hvis det ikke var Todd Bentley som Torben Søndergaard citerer, hvem er det så? Torben er velkommen til at fortælle mig hvem det så er, for så vil jeg gladelig redigere eller fjerne dette indlæg. Men jeg er ikke i tvivl om at det drejer sig om selveste Todd, for det er en så typisk overdreven Todd Bentley profeti, som er fuld af varm luft. Og en ting er helt sikker, hvis Torbens Jesushotel er opfyldelsen af Todds profeti, så er der endnu mere grund til at holde sig langt væk fra det sted!

Næste gang: Befrielse eller besættelse?

Categories
Falsk Lære Kommentar til medierne Mirakler

Ind med Torben Søndergaard, (og ud med Svend Løbner?)

Så skete det, den frafaldne kirkeavis Udfordringen har valgt at benytte sig af vranglæreren Torben Søndergaard som fast klummeskribent. Og hans første klumme kunne ses i avisen for et par uger siden. Den lever fuldt ud op til det man kan forvente af Torben Søndergaard, for den handler endnu engang om ham selv, og om at få nogle åndelige oplevelser. Men det vender jeg tilbage til lige straks.
I februar var der som følge af en kronik i Udfordringen skrevet af Torben Søndergaard, en del polemik imellem Torben og freelance journalisten Svend Løbner. For Svend Løbner kunne se at det Torben advokerede for i kronikken var direkte skadeligt for den kristne tro. Men det har man valgt at ignorere, nu hvor Torben Søndergaard er blevet fast klummeskribent på Udfordringen, sideløbende med den romersk katolske kvinde Iben Tranholm. Det seneste man har set fra Svend Løbners side (så vidt jeg kan se), er fra fem uger tilbage. Hvorvidt det betyder han ikke er tilknyttet avisen mere, ved jeg ikke. Men hvis han er, mon han så stadig har rum til at kritisere den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard, ved at kalde hans veje ”krogede”? Det må tiden vise. For resten så er det Torben selv der mener han er en apostel, hvilket han skriver i hans bog ”Den sidste reformation”, så det er ikke min påstand.


Men hvad skriver Torben Søndergaard så? Jo, det er den sædvanlige helbredelsesfokus. Han var ude at bede for syge (men hvad med at prædike evangeliet, det er jo vigtigere), og så bad de for nogen der blev helbredt. Hans søn fik ondt i knæet og det mente Torben var et tegn på at der kom en som også havde ondt i knæet, og så skulle de bede for hende. Det er bemærkelsesværdigt at jeg kun har hørt helbredelsesprædikanter fortælle at det er den måde de kan finde ud af hvem og hvad de skal bede for, men jeg har aldrig set noget eksempel på at det er sådan det er foregået i bibelen.
Torben fortæller videre om at de bedte for en der havde været blind fra fødslen på det ene øje, og så blev vedkommende helbredt. Det har han så fortalt videre til hans ven Tommy Gubi, som så fortæller om to der blev helbredt for blindhed. Og så er det jeg tænker to ting her.

Udokumenterede helbredelser
For det første, at det er så nemt at påstå dem man har bedt for er blevet helbredt. Det gør Benny Hinn også, på trods af at han ikke har nogen som helst form for dokumentation for at der har været nogle helbredelser ved hans hænder. Intet af det han har postuleret om helbredelser, har kunnet tåle at blive vurderet af andre, så der er ikke nogen dokumenterede helbredelser.
Men hvis nogen virkelig er blevet helbredt for blindhed, så er det faktisk muligt at få dokumentation herfor. Men det har vi ikke. Torben nøjes endnu engang med at påstå, at en er blevet helbredt, uden dokumentation. Engang påstod han at en han havde bedt for var blevet helbredt for kræft, men han ville ikke forklare hvordan han kunne vide dette. Han gav udtryk for at der ikke var brug for dokumentation, fordi man bare skulle tro på ham når han sagde det, eller når andre prædikanter sagde det. Hvilket godt nok er en usædvanlig utroværdig måde at overbevise folk på. Men ok hvis hans ven Tommy Gubi havde bedt for to blinde, så virkelig havde oplevet at de var blevet helbredt, så burde det da være muligt at komme med den lægelige dokumentation herfor. Men igen, det er åbenbart ikke åndeligt nok for Torben Søndergaard, at dokumentere det han siger er sandt.
Torben er nu ikke den eneste som har problemer med at dokumentere sine helbredelser. Det har trosprædikanten Jens Garnfeldt også. Han påstår tilmed at have opvakt folk fra de døde, og har påstået det overfor svenske TV4. Men heller ikke han har været i stand til at dokumentere en eneste dødeopvækning. Det eneste han kan dokumentere er at han har påstået at have vakt døde til live, men det er jo ikke en dokumentation. Men nogle folk vælger at tro på Jens Garnfeldt, nærmest ligegyldigt hvad han påstår.

Jesus havde et vigtigere budskab
Men det fører mig til det andet jeg kommer til at tænke på. Jesus talte ikke ret meget om helbredelser. Han gjorde det bare, og så prædikede han evangeliet. Han havde slet ikke brug for at tale om hvilke helbredelser han foretog, for de var så markante og så klare at selve det at han kunne helbrede bredte sig som en steppeild i Israel. Jesus selv ville jo ofte have at folk ikke snakkede så meget om deres helbredelser. Han ville meget hellere have at folk kom for at høre hvad Han havde at sige, mere end de skulle komme for helbredelsens skyld. Men Jesus helbredte, og var ikke tilbageholdende med at bede for syge, og det tror jeg heller ikke vi skal være. Jeg har ikke noget problem i at kristne beder for syge, det mener jeg er bibelsk nok. Men det skal ikke have en sådan overvægt, at det overskygger evangeliet, og medfører at man får fokus på en selv og dermed stjæler ære fra Jesus. Og Torben Søndergaard og folk som Jens Garnfeldt stjæler ære fra Jesus, ved at tale så meget om dem selv, og fokusere på dem selv.
Men det er et problem at Udfordringen nu offentligt godkender Torben Søndergaard som sendt af Gud, når de giver ham en fast plads i avisen. Det er under al kritik at man sætter en mand som er langt mere fokuseret på oplevelser og på at tale om sig selv, end han er fokuseret på at prædike Kristus. Men vi har set det før. Det var også Udfordringen der gav den manipulerende fidusmager Christian Hedegaard masser af plads i avisen, og godkendte ham som en der skulle være sendt af Gud. Mange af Torben Søndergaards kritikere (og nogle af dem har faktisk været under hans ”vinger” før) mener at det Torben Søndergaard er ved at bygge op nu, svarer til en ny udgave af Evangelist. Det er rigtig ærgerligt hvis det er sandt. For så viser det at vi heller ikke har lært noget af alle de sørgelige historier som Hedegaards Evangelist medførte. Skal vi nu til at se det samme ske igen, bare i Aalborg?

Dokumentation for mine påstande her, finder du på følgende links:

https://sand.omvendelse.dk/ah-nej-svend-lobner-kritiserer-apostlen-torben-sondergaard-5004.htm

http://udfordringen.dk/2014/02/soendergaards-krogede-vej-til-frelse/

https://sand.omvendelse.dk/torben-sondergaard-mener-ikke-hans-mirakler-har-brug-for-at-blive-testet-4793.htm

Undervurdér ikke kraften i dit vidnesbyrd

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kirke Kommentar til medierne

Hvad kan vi lære af Mark Driscolls fald fra toppen?

For nylig blev presset på Mark Driscoll, manden der er kendt i medierne som ”Den bandende pastor” så stort at han var nødsaget til at stoppe som pastor for sin menighed i Seattle. Det mest chokerende ved det, er at det først skete nu, og ikke for lang tid siden. For hvis der er nogen som har misbrugt sin magt, og manipuleret, løjet og talt udenom, så er det desværre Mark Driscoll. Hvilket er noget jeg har skrevet om før, og også er fuldstændig offentlig viden. Efterhånden som skeletterne lå i hobetal udenfor skabet, var der ikke meget mere at gøre. Mark Driscoll måtte tage sit gode tøj og gå. Han efterlader en kirke som var/er fyldt med folk som så op til ham som en markant og relevant leder som man var meget dedikeret til. Nu må de resterende ledere så overtage (der er mange der allerede er flygtet fra kirken eller blevet ekskluderet, så der er ikke så mange tilbage), selvom de ikke lige har haft den samme status som Driscoll. Om de er i stand til at videreføre kirken på tilfredsstillende vis, og rydde op i den meget manipulation og celebrity-kultur der har været omkring Driscoll vil kun tiden vise.

En af de største fejl ved kirken Mars Hill i Seattle, var ikke så meget den lære som Driscoll stod for. Driscoll kunne faktisk godt prædike evangeliet, selvom han ofte forurenede det med sine ”egne åbenbaringer” som ikke altid var fra Gud, og med sit grimme sprog, og unødvendige provokeren af folk. For Driscoll var evangeliet ikke nok, det skulle krydres med ham for at blive godt nok, men heller ikke det var den største fejl. Nej, den største fejl var at man i Mars Hill kirken havde opbygget et system som i meget stor grad afhang af en enkelt mand, og den mand var ikke Jesus, men Mark Driscoll.

Driscoll blev omdrejningspunktet for hvad der skulle ske i kirken. Dem som var hans medledere, sagde Driscoll selv skulle være folk som underordnede sig ham, og være enige med ham og hans visioner. Ellers kunne de ikke bruges, og måtte fjernes som ledere. Lige præcis det gjorde Mars Hill meget sårbar. For hvis en kirke kun er ledt af en person og ikke et pluralt lederskab, så afhænger kirkens fremtid af hvordan det går for den person. Om den leder er stærk eller svag i udgangspuntet, er sådan set ligegyldigt. Hvad der betyder noget, er at vi alle hver som en har svage punkter, og på et eller andet tidspunkt vil de svage sider af os komme frem. Og i særdeleshed som leder af en kirke vil det med tiden blive meget synligt. Samtidig var Driscoll også meget hurtig til at fjerne eventuelle ledere som ikke talte ham efter munden. Hvilket gjorde manden endnu mere sårbar, da det betød at han ikke var i stand til at tage imod konstruktiv kritik.

Det her kan også nemt gå hen og ske i kirker som har en bedre lære end den man så i Mars Hill. Når en kirke er afhængig af en enkelt leder, som kun er interesseret i at have medledere (eller ældste) som skal være enig med ham på voldsomt mange punkter, så er det ikke længere en bibelsk funderet kirke. Så er det i stedet noget der meget nemt kan udvikle sig usundt. Det har vi set gentagne gange, og det vil ske igen de steder hvor man ikke forstår betydningen og værdien af et pluralt ældsteråd/ledelse. At stå alene som leder, er ikke sundt. Jern sliber jern. Men jern der ikke er sammen med andet jern ruster og bliver dårligt. Din leder har brug for at være tilnærmelig, og brug for at arbejde sammen med andre der kan formane og irettesætte ham. Og dertil skal din leder også være i stand til at tage imod irettesættelse og formaning fra andre og erkende sine fejl. Kan han ikke det, er han ikke en bibelsk funderet leder ligegyldigt hvilken bekendelse han vedkender sig! Hvis en kirkeleders reaktion på kritik er at kalde kritikerne for “oprørske” selvom det bare er folk der er bekymrede eller synes der er en ubalance, så er der noget der er gået helt galt. Det sker ikke kun i Mars Hill i Seattle. Det kan også ske i Danmark. Særlig alvorligt bliver dette når der fra resten af en sådan menighed er en ukritisk holdning til det pastoren siger, for det er kun med til at gøre pastoren endnu mere urørlig. Det er farligt, og det var med til at gøre det til en meget ubekvem situation for Driscoll, for det gjorde ham blind overfor den reelle kritik der var af ham!

Epilog: For resten gik der ikke langt tid før man igen kunne høre og se Mark Driscoll på en kirkescene. Denne gang var det hos trosbevægelsesprædikanten Robert Morris. En mand der har godkendt mormonen Glenn Beck som en ægte troende (ja du læste rigtigt). Driscoll har ellers før været meget klar i mælet overfor trosbevægelsen, og også overfor sekter som mormonerne. Men det betyder åbenbart ikke så meget for Driscoll mere. Det betyder mere for Driscoll at være på, end at have kristen integritet. Se mere her hvor han prøver at lave lidt mere damagecontrol og forbedre sit image. BTW det er sandt hvad Robert Morris siger om at vi ikke skal tro på alt vi læser på nettet. Men rigtig rigtig meget af det man kan læse om Mark Driscoll er dokumenteret og sandt, og skyldes Driscoll selv, ikke medierne. At misbruge sætningen at “vi ikke skal tro alt der står i medierne” er ikke det samme som at Driscoll er uskyldig.

Categories
Endetiden Falsk Lære Kirke

Derfor vil jeg ikke komme i en Pinsekirke i dag

For nylig skrev jeg en kritik af Frikirkeleder som lige har haft en falsk profet som hovedtaler til deres nyligt afholdte konference. Frikirkeleder er oprindeligt udsprunget af pinsevækkelsen i Danmark, men er i dag åben for andre ledere fra andre kirkeretninger. Men selve det at man hos pinsevækkelsen gentagne gange på både leder og kirkeniveau sætter åbenlyse falske profeter på sine prædikestole, har været med til at jeg (og andre) ikke engang overvejer at komme i en pinsekirke mere, selvom det har været i pinsevækkelsen jeg oprindelig kommer fra. Jeg er ellers ikke imod at man beder for syge, jeg er heller ikke imod at vi kan være ledt af Gud. Det har jeg også mødt hos kristne fra andre kirkeretninger. Eksempelvis har Hans Erik Nissen fra LM fortalt mig hvordan Gud engang viste ham meget klart at der var en helt specifik mand han skulle tale med, og han vidste det var Guds ledelse. Den slags har jeg ikke problemer med, selvom jeg bestemt synes der er nogen der overdriver lige lovligt meget hvor “ledt” de er af Gud.
Så det handler ikke om at jeg er decideret antikarismatisk. Det handler mere om at jeg ikke ved om en eneste pinsekirkepræst som offentligt har gået ud og kritiseret pinsevækkelsens lederskab, eller kritiseret Frikirkenets lederskab for at give plads til åbenlys vranglære. Engang var der nogle der var parat til det, men de er blevet gjort enten stille, eller også har de forladt pinsevækkelsen. Der var ikke plads til fornuftig kritik, for enhed som netværk er vigtigere end enhed om sandheden. Jeg ved om andre folk som har det på samme måde, og som når de har haft brug for at finde en ny kirke, så har forsøgt sig i pinsekirker for derefter at finde ud af at man ikke på nogen måde kunne leve med at bøger af Joel Osteen blev solgt i boghandelen (mens præsten sagde at dette er en god bog). Eller leve med at man inviterede prædikanter som kom med den ene underlige befrielsesteologi efter den anden som var vranglære, men lød vildt og spændende. Eller fundet ud af at en tilsyneladende god præst, som faktisk kunne prædike bare nogenlunde, gentagne gange tog til lederkonferencer hvor falske apostle og vranglærere var hovedtalere. Når man så spurgte dem om hvordan de kunne acceptere disse ting, svarede de at det var noget man bare måtte acceptere, og det kunne man jo ikke gøre så meget ved o.l.
Og lige præcis her er det store problem ved pinsevækkelsen i dag. Engang var man i langt større grad parat til at sige fra overfor vranglære, men i dag ser man istedet igennem fingre med de største tåbeligheder. Der er ingen konsekvenser overfor dem som sætter falske profeter på prædikestolene, for det sker jo også på ledernes konferencer. De ledere der kan se der er noget galt, siger ikke noget, de leger istedet Nizhals tre berømte aber (ikke set noget, ikke hørt noget, ikke sagt noget). En sådan leder ville jeg ikke kunne acceptere, for det er en leder uden lederevner som ikke mener man skal gå imod det der er åbenlyst forkert, bare for at bevare enhed indenfor et kirkeligt netværk. Er sandheden da ikke vigtigere at stå sammen om? Her glæder jeg mig over at der eksempelvis hos LM faktisk er plads til at være uenige, og til at nogle ledere er parat til at rejse sig op og gå imod den negative udvikling. Men den slags kan jeg ikke længere se hos lederne i pinsevækkelsen i dag. Jeg ved jeg har mange gode brødre og søstre i troen i pinsevækkelsen og det glæder jeg mig over. Men jeg ærgrer mig og er bekymret over den mangel de har på bibelske ledere. Jeg ville ønske at Gud også der rejste nogle folk op, der er parat til at betale prisen for at prædike et rent evangelium, og irettesætte dem der prædiker et falsk evangelium!

Categories
Falsk Lære

Skal din præst til falsk profetkonference i dag?

Lige nu rejser den amerikanske falske profet Gary Oates rundt i Danmark og fortæller vidt og bredt om hvordan man kan opleve den åndelige verden. Det vil sige se engle og se hvad de laver og andre ting som kan defineres som ”åndelige oplevelser”. Men når man læser om Gary Oates finder man hurtigt ud af at dem han arbejder sammen med er nogle af de mest åbenlyse falske profeter i vore dage. Eksempelvis kan man i avisen Udfordringen læse om hvordan han har fået profetiske ord fra Rick Joyner, som om det skulle være en god ting. Rick Joyner er manden som bl.a. har godkendt Todd Bentleys ægteskab med den kvinde han var sin forrige kone utro med, noget som Jesus kalder hor. Derudover har Rick Joyner godkendt Todd Bentley som en ”man of God” med en særlig salvelse, og hvis der er noget Todd Bentley ikke er, så er det en Guds mand, og salvelsen er ikke fra Gud. Hans livstil, og hans forkyndelse og hans løgnehistorier om mirakler viser med al tydelighed at Bentley er en åbenlys falsk profet. Det samme gælder for Rick Joyner, som også har kommet med falske profetier, og sat den ene falske profet efter den anden på sin prædikestol.
Men ok lad os lige kigge lidt på den bog som Gary Oates har skrevet, og som folk er så fascineret af at de har åbnet deres døre for ham. Bogen hedder: ”Åbn mine øjne”. Den bog kan man købe på originalsproget på Gary Oates egen hjemmeside. Der kan man læse en beskrivelse af bogen, som indeholder nogle navne som viser at enten er Gary Oates selv en falsk profet, eller også er hans bedømmelseskraft så dårlig at det viser at han ikke er i stand til at undervise. Lad os lige se hvad der står.

“This is one of the most exciting books I have read in a long time… I can verify this story. I am a witness to what Gary has written and more…” – Randy Clark “

Ok at Randy Clark kan lige hans bog og Gary Oates putter det på som en anbefaling af hans bog, burde få de første alarmklokker til at ringe. Randy Clark som var en af hovedpersonerne i den falske og vildledende Torontovækkelse er ikke en person man ønsker at få anerkendelse fra, hvis man har bare et rimeligt godt indblik i Guds ord. Torontovækkelsen var ikke fra Gud, og har ikke skabt noget godt i kirkerne anden end kaos og virvar.

“…as you read this book, you will receive a tremendous impartation to see into the Spirit…it will create a supernatural hunger to go deeper into the things of the Spirit.” – Todd Bentley “

Stop stop stop, hvordan kan man med bare lidt sund fornuft sætte Todd Bentley til at skrive anbefalinger af ens bog??? Det svarer til at spørge en extacy pusher om pillerne er så farlige som man har hørt i medierne; ”nej nej, medierne skal altid overdrive, nej extacy er godt for din lykke og indsigt i livets dybere mening” vil han svare. Todd Bentleys troværdighed er ikke bare lig nul, den er direkte negativ.

“Gary Oates’ book… is captivating… While it is theologically sound, it is also experientialy riveting… It contains the very heart of God, igniting everything it touches…” – Bill Johnson

Okay that’s it. Bill Johnson er noget af det allerværste når vi taler om falske profeter indenfor den karismatiske bevægelse. Og nej jeg mener ikke alle karismatikere er forkert på den. Men når det bliver karismatik som det Bill Johnson står for, med glory clouds, guldstøv og åbenbaringer og lære som er i direkte modstrid med Guds ord, så er det ikke karismatisk mere. Så er det charismaniac. Og med det mener jeg at i bedste fald så er det bare skørt det der sker i Bill Johnsons kirke, i værste fald er det dæmonisk. Mange gange tror jeg tingene der sker som er forkerte i nogen karismatiske kirker bare er skøre. Men i Bill Johnsons tilfælde hælder jeg langt mere til den dæmoniske side. Det er meget voldsomt og skræmmende de ting der sker der. For det ser ud til at der faktisk sker noget åndeligt, men det er nemt at vurdere at det ikke er fra Gud det der sker, selvom de påstår det skulle være tilfældet.
Ikke desto mindre, så skal Gary Oates tale på Frikirkelederkonferencen i denne weekend. Hvilket man kan se på http://frikirkeleder.dk/velkommen . Mit spørgsmål er hvordan man overhovedet kan finde på at sætte en sådan mand på en talerstol, når han sætter oplevelser over Guds ord, og mener at det er en god ting at lade sig anbefale af åbenlyse falske profeter som Rick Joyner, Randy Clark, Todd Bentley, Bill Johnson m.fl?

Men hvad med de præster som tager dertil, men som har deres naturlige skepsis overfor Gary Oates og hans ligesindede? Vil de også åbne munden og spørge hvorfor man tillader sig at invitere falske profeter indenfor, eller vil de i stedet tage deres gode tøj og gå, og stoppe med at støtte Frikirkeleders arbejde når de ikke kan finde ud af at invitere folk der har en bibelsk fokus på Kristus, i stedet for en ubibelsk fokus på engle?
Hvis din præst skal på den konference i daq og i morgen fredag, så håber jeg du vil konfrontere ham med det og spørge om han virkelig synes det er i orden at lytte til en så fremtrædende falsk profet som Gary Oates, og vurder så om det er en præst du ønsker fortsat at følge hvis han ikke kan se de alvorlige problemer i det.

Se Gary Oates anbefaling af hans bog her: https://www.garyoates.com/store/featured/open-my-eyes-lord.html

Categories
Falsk Lære Kommentar til medierne

Ole Skjerbæk Madsen er ikke ledt af Helligånden, men en anden ånd

En person som desværre er svær at komme udenom i kirkedanmark, er den nyreligiøse folkekirkepræst Ole Skjerbæk Madsen. Han er ofte at finde i de kirkelige medier, hvor han argumenterer for nyreligiøsitet som ikke udspringer af bibelen, men fra hedensk religion.  Meditation, tarotkort og buddhistisk tankegang er noget han promoverer som om det er en naturlig del af kristendom. Ole Skjerbæk Madsen er også ret god til at tale for sin sag. Jeg har eksempelvis set hvordan han i et tv-program med Tove Videbæk argumenterede for at man kunne finde Jesus i tarotkortene. Argumentet var bl.a. at Tarotkort kommer fra den jødiske retning Kabbalah, og så må der vel være noget godt i det. Personlig tog jeg mig til hovedet da jeg hørte det argument, for havde Ole Skjerbæk Madsen overhovedet undersøgt hvad Kabbalah står for? Tilsyneladende ikke særlig godt, for det er ikke en jødisk retning som kommer fra Gud. Men en jødisk kult, som har langt mere til fælles med hedenskab, end med jødedom. For resten den samme jødiske kult som sangerinden Madonna har været medlem af i en del år nu. Åbenbart ikke en kult som har hjulpet hende til at komme nærmere Gud, hvis man ser på hvordan hendes liv har udviklet sig. Så at tarotkortene skulle stamme fra Kabbalah er ikke et brugbart argument.

Hvad angår Ole Skjerbæk Madsens argumenter for meditation, så benytter han sig af samme argument, som dem som anbefaler kontamplativ bøn bruger. Argumentet her er nemlig tit ”Ørkenfædrene brugte det”. Jeg har ofte undret mig over at når man talte med kirkefolk som var åbne overfor nyreligiøse strømninger, så dukkede ørkenfædrene meget ofte ofte op. Ørkenfædrene er ikke det samme som kirkefædrene hvilket en journalist på Kristeligt Dagblad ellers kom til at skrive i en artikel om Ole Skjerbæk Madsen for nylig.

Men lad os se lidt på hvem ørkenfædrene var. Ørkenfædrene kunne se at en del af kirken omkring 200-tallet var begyndt at gå på kompromis med romerriget. Det var en udvikling som de ikke brød sig om af naturlige grunde. Der måtte ganske rigtigt gøres noget. Nogen valgte så for at undgå at gå på kompromis med romerriget og gå ud i ørkenen istedet, og adskilte sig dermed fra samfund og kirke. Derfor blev de kaldt ørkenfædrene. Alt andet lige, behøver der ikke være noget galt i at gå ud i ørkenen. Det gjorde Johannes Døberen også, og folk tog ud til ham for at blive døbt. Men det der skete for ørkenfædrene derude var at de ifølge Edvard Conze (afdød professor fra Oxford) kom i kontakt i ørkenen med østlige (særlig indiske) handelsrejsende. Disse handelsrejsende havde en panteistisk (som regel hinduistisk eller buddhistisk) religion, og havde derfor en anden måde at dyrke deres guder på, end kristendommens måde at dyrke Gud på. Ikke desto mindre blev ørkenfædrene inspireret af at se disse folk søge ind i det åndelige ved hjælp af metoder som de ikke havde set før. Men de tog metoderne til sig og anså dem desværre for at være brugbare. Det er vigtigt at påpege at Ørkenfædrene ikke har nogen autoritær betydning I kirkehistorien. De valgte at løse kirkens problemer ved at tage ud i ørkenen, i stedet for at starte kirker som ikke ville gå på kompromis med romerriget. Men det de fik i stedet for var at de gik på kompromis med bibelen om hvordan man skal søge Gud. Kontemplativ bøn, eller meditation som har udgangspunkt i østens ”visdom” er ikke en metode Gud har sagt at vi skal bruge til at søge Ham. Og det er faktisk ret vigtigt at vi søger Gud sådan som Han har sagt vi skal søge Ham, og ikke som vi selv vil søge Ham. Jesus siger at Gud skal tilbedes i Ånd og sandhed. Han sagde ikke vi skal søge Gud ved hjælp af østens ”visdom”. Ole Skjerbæk Madsen mener dog ikke at have noget problem heri, når han ligefrem promoverer meditationsmetoder som har sit udgangspunkt i ørkenfædrene og østlig visdom, i stedet for meditation som er bibelsk. For ja der findes bibelsk meditation. Luther kalder det at tygge på Herrens ord. Dvs. at tænke, grunde og søge Gud igennem Hans ord og lade det ord forvandle os. Det er ikke en nyreligiøs metode, men en sund og brugbar måde at meditere på!

Derudover arbejder Ole Skjerbæk Madsen på at indføre buddhistisk tankegang i kirkedanmark. Det gør han ved at ændre på den buddhistiske selverkendelsesmetode mindfullnes, og i stedet for kalde den for christfullness. Så nu behøver kristne ikke længere være bange for at benytte sig af nyreligiøse metoder, for man kan jo bare give dem et nyt navn som lyder kristent, og så skulle det være på plads åbenbart. Personlig fatter jeg ikke at folk i kirkerne i dag er så naive at de kan acceptere en så åbenlys forkert idé som mindfullness, når bare man kalder det christfullness. Men når det er sagt, så undrer det mig endnu mere at der er præster i dette land, som kalder sig bibeltroende, som kan finde på at sætte Ole Skjerbæk Madsen på en prædikestol. Personlig mener jeg at det signalerer uvidenhed og inkompetence at sætte folk på en prædikestol som promoverer nyreligiøsitet, selvom det er pakket ind i kristne terminologier.

Ole Skjerbæk Madsen påstår ellers selv at han blev fyldt af Helligånden i 1973. Om det er rigtigt eller ej, ved jeg ikke, men jeg ved at det ikke er Helligånden der har vist ham at man skal bruge hedensk filosofi og nyreligiøse metoder til at finde Gud. Det er langt bedre at bruge bibelen til at pege på Jesus, end tarotkort og østlig meditation m.m.

Categories
Endetiden Falsk Lære

Mark Driscoll mister støtte (men alt for sent)

Manden som jeg igennem flere år har advaret imod, Mark Driscoll og hans kirke i Seattle Mars Hill er nu blevet ekskluderet fra netværket Acts 29. Acts 29 svarer til en lidt mere seriøs sammenslutning af kirker end Frikirkenet. De er trods alt mere fokuseret på evangeliet end Frikirkenet er. Et af afgumenterne for at ekskludere Mark Driscoll af den organisation som har givet ham kredit i så mange år er følgende:

“Acts 29 board members explain that the church planting network has received “countless shots and dozens of fires” over the past three years for Driscoll’s “ungodly and disqualifying behavior.””

Man var altså træt af alle de klager som netværket fik pga Mark Driscolls tilknytning til dem. Og der har været meget at klage over. Eksempelvis at han bandede fra prædikestolen, alt for udpenslende om sex fra prædikestolen foruden at påstå at Helligånden skulle have givet ham seksuelle billeder i hans tanker, stjålet andres litterære produktion og puttet sit eget navn på, ekskluderet den ene efter den anden medarbejder og medleder som bare satte en lille smule tvivl om Mark Driscoll nu også gjorde det rigtige, anerkendt vranglærere som går imod treenighedslæren, og er en del af trosbevægelsen (T. D. Jakes), arbejdet tæt sammen med vranglærere som Stephen Furtick, Rick Warren m.v. Og sådan kunne jeg fortsætte. Skeletterne har væltet ud af skabet i sådan et omfang de sidste år, at man nærmest ikke kunne komme hen til skabet pga. alle de skeletter der lå hulter til bulter udenfor.

Men spørgsmålet er hvorfor det først er nu at Acts 29 sender Mark Driscoll ud i kulden? Var det fordi at Driscoll i mange unges øjne er lidt af en superhelt, som de virkelig ser op til? Eksempelvis pga. hans brug af grimme og voldsomme ord, og måde at tale om ting vi ikke er vant til at tale om i kirken. Var det fordi at Driscolls navn var for stort til bare at fjerne? Eller var det fordi man var bange for hvad Mark Driscolls reaktion ville være, når man havde set hans reaktion på andre kritik af ham? Phil Johnson spørger på hans facebookprofil om hvordan det kan være at når man har kendt til de klager som der har været over Driscoll siden 2004 at man så ikke allerede i 2004 valgte at irettesætte Driscoll? Alt dette undergraver Acts 29’s troværdighed, og burde føre til selvransagelse.

Man har fra Acts 29 side været ignorant overfor den kultagtige stemning der har været omkring Mark Driscoll. Hans tilhængere har jo i årevis valgt at vende det blinde øje til masser af uopgjort synd. Synd som Driscoll ellers er blevet konfronteret med adskillige gange, men som han ved hjælp af smart tale og dygtig markedsføring har fået fejet til side som om det ikke betød noget.

Jeg kan godt forstå at mange (også af mine venner) har været glad for at lytte til Driscoll. For han er en virkelig habil taler. Men det store problem er at han har det mere i sin mund, end i sit liv. Det gamle ordsprog: “If you can’t walk the talk, don’t talk the walk” rammer Driscoll med forhammers styrke. Af samme grund har jeg ikke i de sidste seks år anbefalet Mark Driscoll. Hykleriet undergravede hans forkyndelse, og gjorde at jeg ville få dårlig samvittighed over at henvise til ham.

Men en af de andre reaktioner på ekskluderingen af Mark Driscoll som jeg synes er til at græde over, er dem som på facebook tilkendegiver at de ikke kan se at der er noget galt med Driscoll (og de findes stadigvæk). Kommentarer som den her: “Han har jo ikke gjort noget galt ud over at være en synder lige som os andre.” Når folk skriver sådan noget, så viser de at der er to ting de ikke forstår. Den ene er at synd er meget alvorligt. Det er ikke noget man skal tage let på. Den anden ting de ikke forstår er at hvis en pastor har vist et mønster af uopgjort synd, og ikke omvender sig fra dem, og tilmed anbefaler vranglærere, så er det ikke en pastor man skal følge. Pastorer er mennesker, og er ikke overmennesker. Men det at være pastor medfører at skal tage sit hverv meget alvorligt, og derfor også være følsom overfor synd, er kendetegnende for en pastor der er fuld af Helligånden.
Det har ikke været noget som Driscoll har vist. Han kan påstå nok så meget at han er ledt af Helligånden, men han viser ikke nogen bibelske tegn derpå desværre.

 

Se også følgende links:

http://www.christianitytoday.com/gleanings/2014/august/acts-29-removes-mars-hill-asks-mark-driscoll-matt-chandler.html

https://sand.omvendelse.dk/mark-driscoll-er-en-logner-og-en-tyv-4947.htm

Categories
Falsk Lære Kirke Overfladisk kristendom

Men de glemte evangeliet

En ting som jeg har fokuseret på igen og igen, i de syv år jeg nu har kørt denne hjemmeside, er at alt for mange steder påstår man at være en bibelsk kirke, selvom man ikke prædiker evangeliet. Det har desværre ikke ændret sig. Stadigvæk er der masser af kirker som påstår at de prædiker evangeliet, men når man hører efter er det sande evangelium ikke at finde i deres budskaber. Det er totalt fraværende og er blevet udskiftet med det ene erstatningspræparat efter det andet. Med andre ord er det som om man har valgt at ændre evangeliet til noget helt andet. Det handler om at have det sjovt, om at have det godt med sig selv, have et bedre selvværd, have succes, få en inspirerende tale som kan give en mod på den næste uge på arbejde og så videre, og så videre. Alt muligt andet end evangeliet.

At nogle prædikanter stiller sig op og påstår de har noget at sige på Guds vegne som slet ikke er fra Gud, er bedrøveligt. Men hvad der er endnu mere bedrøveligt er at så mange folk faktisk tror det er evangeliet de hører fra disse folk. Dermed er der en stor gruppe af folk som tror at de hører evangeliet, men det de reelt hører på er nogen som ikke forstår evangeliet, eller slet ikke vil prædike evangeliet på trods af at de forstår det. Ja, der findes faktisk prædikanter som kender evangeliet, men vælger ikke at prædike det, og istedet vælger at prædiker hvad de selv synes er spændende eller hvad de tror folk hellere vil høre på. Det er folk der er drevet mere af menneskefrygt end af gudsfrygt.

Men når vi læser i det nye testamente, så er der en ting der står ganske klart, og det er at den bibelske forkyndelse betyder at evangeliet er naturligt og centralt i budskabet. Paulus siger ligefrem at han ikke skammer sig over evangeliet, hvilket også signalerer at der på det tidspunkt var prædikanter der skammede sig over evangeliet. Paulus vidste godt at han en dag skal stå overfor Gud på dommens dag. Den dag ønskede han ikke at være en som Gud anklagede for at prædike hans egne tanker istedet for Guds ord. Sådan bør vore tids prædikanter også være, selvom det kun er de færreste der efterlever det.

Categories
Falsk Lære

Todd Bentley er tilbage, og snakker stadig om sig selv

For seks år siden, var der ifølge flere kirkelige medier en vækkelse i Lakeland Florida. For der var den selvbestaltede mirakelmager Todd Bentley i gang med en række møder, som folk valfartede til fra hele verden. Den frafaldne avis Udfordringen skrev den ene fantastiske historie efter den anden om det der skete derovre, og på GodChannel sendte man hver dag fra møderne derovre. Det var meget underligt at se hvad det egentlig var som man promoverede, for det var ikke evangeliet der blev forkyndt selvom man påstod det. Det var i stedet Todd Bentley selv der blev forkyndt.

For når man så hvad der skete på de møder, så var det ikke bibelen der blev forkyndt udfra. Det var i stedet Todd Bentleys egne oplevelser, som han påstod Gud havde givet ham. Og det var de mest tossede og mærkværdige ting han havde oplevet. Som at blive opereret af engle som proppede hvide kasser ind i ham (jep du læste rigtigt, hvide kasser). Han påstod også at have oplevet adskillige mirakler og der skulle være vækket over tredive mennesker til live under den kampagne som foregik derovre, foruden en masse fantastiske helbredelser. Intet af dette kunne dog dokumenteres. Tværtimod viste det sig at flere af de påståede helbredelser var ikke eksisterende og mindst en af dem som fik at vide man var helbredt døde i stedet for af deres sygdomme kort tid efter. Dødeopvækkelser har der heller ikke været nogen af, selvom det gentagne gange blev sagt fra scenen.

Da man så fandt ud af at Todd Bentley under den lange “vækkelseskampagne” drak sig fuld på barer i Lakeland og var sin kone utro med babysitteren, var der nogen der vågnede op at tænkte over om det virkelig var fra Gud, og om kritikerne (som der var ret mange af) måske havde haft ret alligevel.

Det var dog ikke alle som ville erkende at Todd Bentley ikke var sendt af Gud. En af dem var den falske apostel Rick Joyner som brugte mange kræfter på at få Todd Bentley ind i “tjeneste” igen. For i flere af dem som hører til “The new apostolic reformation” mener man at det er personens kald der betyder mest, siden man kan genindsætte en åbenlys falsk forkynder som Todd Bentley, og nu er han så tilbage.

Todd Bentley er back in business igen, og nu med en ny kone. Det er for resten den babysitter som han var sin kone utro med. Et forhold som Jesus kalder hor vel at mærke, men det betyder ikke noget når nu Todd har så stort et kald over sit liv. Men ok, vi kan jo også vurdere om Todd virkelig har lært noget, eller om han bare fortsætter som før. Det er jo bare at se noget af det som hans fans lægger ud på youtube med ham. Jeg har lagt en video her nedenunder og hvis du ser den, vil du blot finde ud af at Todd stadig prædiker sine egne oplevelser i stedet for at prædike Kristus. Det er et typisk kendetegn for en falsk profet. De elsker at tale om sig selv, og pege på sig selv. “Se mig og hvordan Gud bruger mig”, er ofte deres fokus. Efter han selv har talt, skal hans kone så fortælle hvordan Gud har velsignet dem økonomisk fordi de plantede økonomisk, og så hører vi lidt om den oplevelser. Men igen stadig ikke nogen fokus på Gud og heller ikke noget der tager udgangspunkt i bibelen.

At folk vælger at følge denne mand selv efter så mange lig er væltet ud af skabet og stadig ligger der, viser kun at nogen vælger deres egne falske profeter. Alting peger på at den her mand slet ikke er sendt af Gud, så hvis man vælger at følge ham, så er det fordi man har valgt løgnen. Andre falske profeter er mere subtile, men det kan man altså ikke lige påstå Todd Bentley er. Hvis jeg hørte på en prædikant som starter med at grine på en underlig måde som i videoen herunder, og så kalde det for Helligånden, så ville det i hvert fald ikke betyde at jeg ville få mere tillid til ham. Det er selvfølgelig ikke nok at vurdere en på, men bare et ud af mange tvivlsomme elementer. Men vurder selv ved  at høre og se.

Se også disse indlæg om Todd Bentley:

https://sand.omvendelse.dk/englene-lagde-todd-bentley-pa-et-operationsbord-og-opererede-pa-ham-hvafornoet-333.htm

https://sand.omvendelse.dk/todd-bentley-er-det-nye-gud-vil-g%c3%b8re-%c3%b8hh-306.htm?trashed=1&ids=4966#comment-4013