Categories
Endetiden Falsk Lære Mirakler

Torben Søndergaard mislykkes ikke ligesom Luther og Calvin gjorde

Overskriften her er ikke noget jeg mener, for jeg tror ikke at den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard (TS) har fattet bare en tiendedel af det som Luther og Calvin gjorde. Ikke desto mindre er det hvad Torben Søndergaard selv mener. TS og hans disciple er for tiden ved at færdiggøre en film som de kalder ”The last reformation” som tydeligvis er en videreførsel af hans bog ”Den sidste reformation”. En bog som handler mere om TS selv, end den handler om Jesus. I videoen om den nye film (som skulle komme i februar) bliver der sagt følgende:

”Vi kender Konstantin. Han gjorde kristendommen til en statsreligion. Vi ser igennem historien at dette hierarki, denne institutionaliserede kirke fulgte os hele vejen gennem reformationen hvor Luther, Calvin og Zwingli kom. De forsøgte at reformere. De forsøgte at bringe os tilbage til det sande evangelium, tilbage til apostelens gerninger, men de mislykkedes.”

Du kan se det i traileren her:

At nogen som kalder sig bibeltro kristne, kan finde på at påstå at disse reformatorer mislykkedes er ret voldsomt. Men det er da rigtigt at hverken Luther, Calvin eller Zwingli lykkedes i alt, og der var ting de gjorde som ikke var gjort rigtig. Men det gælder jo os alle sammen, og reformatorerne var mennesker som dig og mig med menneskelige fejl. Det som er rigtigt vigtigt at holde fast i omkring reformatorerne er det som de gjorde som var rigtigt. Det som gør at reformatorerne står så tydeligt frem på trods af deres fejl, er at de prædikede evangeliet og de sagde at Guds ord er autoriteten for kirken. Tilmed var det banebrydende at bibelen blev en bog som alle der kunne læse i, nu havde fået lov at læse i. Førhen var den jo forbudt at læse i af den romerske kirke. Men tilbage til TS.

For hvad betyder det egentlig når man laver en film med titlen ”The last reformation” hvor man påstår at reformatorerne mislykkedes og så viser denne selvbestaltede apostel TS,  som den der har fundet den rigtige måde at gøre det på, så vi kan komme tilbage til ”apostlenes gerninger”? Det betyder ganske enkelt at de gamle reformatorer kunne ikke finde ud af det, men bare rolig for her kommer Torben Søndergaard og han har forstået hvordan det skal gøres og nu skal vi alle gøre som ham, fordi han er Guds særligt udvalgte. Det er reelt set en stor omgang arrogant vrøvl, som tilmed ikke er andet end gammel (og dårlig) vin på nye flasker. For selvom TS påstår at nu har vi fundet ud af hvordan vi kommer tilbage til det som Gud virkelig vil, så er det jo blevet sagt rigtig rigtig mange gange før, og tilmed af personer som gør og siger de samme ting som TS.
Jeg kan i store træk ikke se og høre hvordan TS lære og handlinger er forskellige fra Todd Bentley, Benny Hinn, Christian Hedegaard o.l. Eneste forskel er at TS, vist ikke er så interesseret i penge som de var og er, og jeg regner heller ikke med at TS bag kulisserne er alkoholmisbruger som Todd Bentley var, og jeg regner bestemt heller ikke med at han er sin kone utro som Todd Bentley også var. På de områder har jeg faktisk tiltro til TS. Men læremæssigt og gerningsmæssigt er der ikke nogen reel forskel. TS tror at det kristne liv handler langt mere om mirakler end om at prædike evangeliet, og ligesom Bentley, Hinn og Hedegaard talte mere om dem selv end Kristus, gør TS det samme. Han elsker at snakke om sig selv og om hvordan Gud angiveligt bruger ham til det ene mere vilde efter det andet. Han sætter nogle urealistiske forventninger op for folk, som ender med at ødelægge folks tro, selvom han påstår at han kickstarter dem (hans egne ord). Hvilket han gør ved at puste en stemning af forventning op, som ikke er baseret på andet end menneskelige forventninger og ikke bygger på bibelsk kristendom.
Desværre er der rigtig mange for tiden der falder for TS og det han står for. I Danmark er der ikke så mange præster der er tilhænger af ham, og derfor har han ikke så meget støtte blandt præsterne i Danmark. Men blandt lægfolket er der er del som støtter op om ham. Hvis bare de præster som godt kan se at TS skader folks tro og skaber forvirring hos folk, ville tage sig sammen og advare imod ham, så ville det være en god ting. Men jeg tror desværre at alt for mange præster i Danmark er bange for at tale klart ud om hvorfor de har det rigtig svært med TS. For de er bange for at tale folk imod, og måske miste medlemmer i kirken. Men om ikke andet er præsternes uvilje mod TS, en af årsagerne til at han ikke kommer særligt meget ud at prædike i danske menigheder. Til gengæld får han lov at sprede sin urene lære i diverse udenlandske menigheder. Og det som jeg har advaret om før ved ham, fortsætter han med at gøre, som at manipulere folk til at tro de er dæmonbesatte når de skal døbes. Det har jeg skrevet om før på dette link: Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard, men kan også ses eksempler på i dette videoklip hvor han som sædvanlig skal råbe til påståede dæmon. Interessant er det at tænke på at Jesus da vist aldrig råbte af dæmonerne, men bød dem at komme ud af mennesker i stedet.

Et andet eksempel på hvordan TS ødelægger folks tro, har jeg skrevet om her: Prædiket Torben Søndergaard evangeliet?
Det er desværre et indlæg som nogen har misbrugt til at påstå, at jeg skulle have anklaget TS for at være homofobisk. Men det mener jeg aldrig nogensinde at jeg skulle have sagt eller skrevet, og enhver der kan læse, kan i det indlæg se at jeg skrev at på basis af det TS sagde i et tv-program, enten må være homofobisk eller være en vranglærer. Og jeg skrev også at jeg personlig tror mere på at han er vranglærer end homofobisk, da det giver mest mening i forhold til det andet han ellers siger.

Hvis du ikke har læst og hørt min gennemgang af noget af TS forkyndelse kan jeg anbefale dig at høre den her: Hvad er der galt med Torben Søndergaards forkyndelse og lære?

En udenlandsk artikel som rammer rigtig godt plet i problemet med TS kan læses her:Torben Søndergaard og evangeliet Plus

Categories
Endetiden Falsk Lære

Og de falske profeter falder på knæ for pave Francis

P.t. er den romerske kirkes overhovede på turne i USA. Og det er ikke kun katolikkerne der glæder sig over hans besøg, nej selv de falske profeter som hører til i den protestantiske del af kirkelivet er ved at falde over hinanden i deres forsøg på at lovprise Pave Francis som en fantastisk mand. Trosbevægelsesprædikanten og modalisten T.D. Jakes blærede sig på facebook med at lægge et billede op, hvori der stod at han og konen var inviteret af selveste præsident Barack Obama til en særlig VIP event hvor de mødte Paven.

jakes

Her er hvad han skrev:

“A special thanks to President Obama for his VIP invitation to attend such a historical event. As the world watches this international figure move through our country, let’s pray that the Pope’s journey is safe!”

Men hvis Jakes er fascineret over pave Francis så er Joel Osteen det kun endnu mere.

“I like the pope. I like that he’s making the Catholic Church more open to bring people in and not exclude them,”

Spørgsmålet er egentlig hvorfor Joel Osteen og T.D. Jakes er så fascineret over paven, og ikke er i stand til at være soleklar på at paven er en falsk apostel. Svaret som jeg har på det, vil jeg erkende er gætteri, men om ikke andet tror jeg det er rimeligt begrundet gætteri. For det første så er det måske ikke så underligt at falske profeter ser op til andre falske profeter. Hverken Osteen, Jakes eller Francis prædiker evangeliet om Jesus Kristus. De prædiker noget andet som der ikke er nogen frelse i. Så på den måde er de jo på samme linie. Men den anden grund til Osteens og Jakes fascination af paven, er muligvis den at paven jo er leder af verdens største kirke. Og det giver jo god mening at to megachurch leaders, ser op til verdens største megachurch leader. Han må da være deres forbillede.

Rick Warren var for resten også en del af VIP arrangementet i det hvide hus. Men det kan jeg efterhånden ikke være så overrasket over siden at han har kaldt paven for “Our pope” (se video her: https://www.youtube.com/watch?v=igNCUw1adIw) og har været taler i katolske sammenhænge uden at have nogen større problemer med det. Det som jeg er overrasket over er hvordan folk kan fortsætte med at støtte folk som Osteen, Jakes og Warren, når de hverken prædiker evangeliet, og tydeligvis ikke har nogen problemer i at flirte med en falsk kirke som den romerske katolske.
Jakes gik for resten heller ikke glip af at få taget et billede af ham og Warren udenfor det hvide hus. Egentlig lidt sjovt at se hvilke prædikanter det er Obama inviterer indenfor, jeg har endnu ikke hørt om at han har haft inviteret en bibelsk prædikant. Det var ellers ikke så usædvanligt før Clinton at det skete.

Warren jakes

Categories
Endetiden Falsk Lære Troens forsvar

Pastor Benny Blumensaat viser sit sande ansigt

I den frafaldne avis Udfordringen har katolikken Iben Tranholm for nylig skrevet, at det er en kristen tradition at bede for de døde. Det medførte en reaktion fra Jørn Nielsen, der i et debatindlæg skrev at forbøn for de døde er ubibelsk. Den kunne pastor Benny Blumensaat fra den romersk katolske kirke i Esbjerg dog ikke ignorere, og hans svar afslørede med al tydelighed hvor ubibelsk og blind han og den romerske kirke er.
I hans svar som har fået overskriften: ”Bøn for de døde er bibelsk”, skriver han følgende:

Skamløst er det, at protestantismen – som udgør et mindretal i forhold til de ca. 1,2 millioner katolske kristne og mere end 800 millioner ortodokse, der forstår vigtigheden af at bede for de afdøde – ikke kan rumme denne sandhed, da den jo stammer fra Jesu tid og videregivet af apostelkirkens børn.” Udfordringen onsdag d.23/9.

Jeg tror nu han mener 1,2 milliarder katolikker, men lad det nu være. Det er dog en udokumenteret påstand at sige at bøn for de døde stammer fra Jesu tid, og er videregivet af apostelkirkens børn. Men om ikke andet så er det symptomatisk for den romerske kirkes argumentationsform. Det er postulater uden gyldig dokumentation.
Men argumentet for at bede for de døde viser at der ikke er sket nogen reel ændring med den romerske kirke siden reformationen. For så skriver han følgende:

”Skamløst, da protestantismen lader milliarder af sjæle i skærsilden i stikken ved ikke at bede for dem.”

Ja, det er sandt at bibeltro protestanter ikke går ind for at bede for dem der er døde. For det er menneskets lod at dø en gang og derefter dømmes. Er man død er man enten i Himmelen eller i Helvede, og det er ikke muligt at komme fra den ene side til den anden. Hvilket Jesu lignelse om Lazarus og den rige mand fortæller os. Der findes altså ikke noget der hedder skærsilden. Det er noget den romerske kirke selv har fundet på og gjort ligeså gyldigt som Guds ord (som de reelt har sat på andenpladsen i forhold til deres egne dogmer). Men det er interessant at se at Benny Blumensaat tydeligt viser at han tror på skærsilden. Hvilket han også bør gøre som romersk katolsk pastor, ellers kunne han jo ikke være pastor i den kirke. Men så slutter han af med at ”dokumentere” at det er bibelsk at bede for de syge og det gør han ved at citere Anden Makkabæerbog.
Der er bare det at Makkabæerbøgerne ikke er en del af bibelen. Hverken for jøder eller kristne. Men i den romerske kirke har man valgt at integrere dem i deres udgave af bibelen. Og man kan tænke hvorfor egentlig ikke? De har jo integreret så meget andet i deres lære, så man kan undre sig over hvad det næste mon bliver? Om ikke andet så er makkabæerbøgerne ganske udemærkede at læse i forhold til de gnostiske skrifter. De er historiebøger som viser noget af det der skete i tiden mellem det gamle og det nye testamente. Dem kan man godt lære en del af, og jeg vil ikke afvise alle de apokryfiske bøger som dårlige, bare fordi de ikke er en del af det gamle testamente. Men de er ikke en del af Guds ord, og det gør en vigtig forskel. Bibelen er først og fremmest er Guds ord, men samtidig også en del af Israels historie. Makkabæerbøgerne viser kun en del af Israels historie. Så når Benny Blumensaat skriver:

”Forbøn for de afdøde er bevidnet i Det Gamle Testamente i 2. årh. før Kristus af Juda Makkabæer, der indsamler penge blandt sine soldater for at der kunne frembæres et syndoffer eller sonoffer i templet i Jerusalem for deres døde kammerater, så de kunne blive befriet fra deres synd; thi hvis han ikke havde ventet, at de faldne skulle opstå havde det jo været overflødigt at bede for de afdøde. (2. Makk.12,43-46).”

Så viser Blumensaat at det ikke er bibelen der er hans fundament, men den romersk katolske kirkes lære. Samtidig er det rystende at læse at Blumensaat faktisk mener at folk kan komme ud af skærsilden ved at bede for dem. For når et menneske først er død, er der ikke noget man kan gøre for at ændre det sted hvor man kommer hen. Er man i Himmelen, så er det der man er i evigheden, og det er godt. Og er man i Helvede så er der intet håb for en overhovedet. Fortabelsen som den også kaldes er for evigt, og at bede for en der er der (eller skærsilden som ikke findes) er spild af tid og tilmed ubibelsk. Der findes dog gnostiske skrifter som siger at fortabelsen kun er midlertidig, men det er vel at mærke gnostiske skrifter, og de er ikke bibelske. Blumensaat mener dog at vi lader dem i stikken ved ikke at bede for dem.

Udfordringens umulige udfordringer
Ikke desto mindre får Benny Blumensaat masser af taleret i Udfordringen. Det gør den romersk katolske kirke også ved at have den ene positive artikel om den kirke igen og igen, og ved at give Iben Tranholm plads til hendes indlæg. Hvordan redaktør Henri Nissen fra Udfordringen kan tro på at man både kan have plads til protestantiske og romersk katolske synspunkter i avisen er mig en gåde. At forsøge at forene protestantisme og katolicisme er ikke muligt. Kun hvis man vælger at se bort fra de meget vægtige forskelle, og i stedet kun se på de overfladiske ligheder. Men på et eller andet tidspunkt vil nogen af Udfordringens læsere jo alligevel få øjnene op for forskellene, og kunne se at samarbejde ikke er muligt på et bibelsk grundlag med den romerske kirke, og hvor står Udfordringen så henne?

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Kirke Musik Overfladisk kristendom

En kirke baseret på følelser eller sandhed?

Der er to ting som jeg finder meget bekymrende for kirkesituationen i Danmark i dag. Den ene er hvor lidt bibelkendskab kirkens folk generelt har i dag, i forhold til for bare et kvart århundrede siden. Dengang var det langt mere normalt for kirkens folk at læse i bibelen. Man vidste dengang at udgangspunktet for kirkens liv var det der stod i bibelen, og derfor læste man selvfølgelig i den. Ja, jeg ved godt at der også dengang var folk som ikke læste ret meget i den (eller slet ikke), men generelt set var det normalt for kirkens folk at søge i Guds ord, og kende dens forskellige bøger. Man kunne tilmed finde ud af at slå op i den.
I dag er der en udpræget grad af bibelanalfebetisme. Man aner ikke hvad der står eller hvor det står. Man har i stedet læst tåbelige substitutbøger som Rick Warrens ”Det målrettede liv” eller “Hytten” af Paul M. Young o.l. Eller når det skal være virkelig vildt, så læser man en bog om en dreng som angiveligt skulle have været i Himmelen, men som beskriver den Jesus han mødte deroppe på en måde som er i uoverenstemmelse med bibelen. Men hvad gør det, bare det er spændende, og ve den der sætter tvivl om drengens fortællinger! Nogle gange har man tilmed læst den slags bøger som et led i en kirkes strategiplan, som kan gå ud på at kirkens medlemmer i cellegrupper skal studere diverse bøger. Engang brugte man cellegrupperne til at kirkens medlemmer kunne studere bibelen sammen (nogen gør glædeligvis stadigvæk det). Men desværre tror nogen ledere at det er mere spændende og givende at få folk til at læse bøger som ikke bygger på bibelen, men på nogle liberalteologers ubibelske ideer, eller nogle svævende folks underlige oplevelser. Bare det skrevet på en eller anden smart eller spændende måde.

Følelser
Det andet bekymrende for kirkesituationen i dag, er hvor meget af det som sker som bygger på følelser og oplevelser i stedet for på bibelsandheder. Følelser er gjort vigtigere end sandheden. Når fok vælger at komme i Hillsong ovre i København, eller hos Torben Søndergaards Jesushotel i Aalborg (bare for at tage nogle eksempler), så er det et tegn på at følelserne og oplevelserne betyder langt mere for nogen folk end Guds ord.
Alt for mange der kalder sig kristne, vælger kirke udfra deres oplevelser. Men vi burde i stedet vælge kirke udfra om det er Guds ord der bliver prædiket der. Og vel at mærke bliver prædiket så bibelens ord ikke bliver bøjet til ukendelighed. Når folk vælger en kirke på basis af den musik der bliver spillet, eller hvor mange påståede eller dokumenterede helbredelser der er (den romersk katolske kirke har faktisk mange dokumenterede mirakler, men det er ikke nok til at kunne godkende dem som en bibelsk kirke), eller på hvor sjov eller smart prædikanten er, så har man valgt kirke på et helt forkert grundlag. Kirken som Gud ønsker at Hans folk skal komme i, er en kirke som sætter bibelen højt, og forstår at bibelens budskab er evangeliet om Jesus Kristus. Gud der blev menneske og bøjede sig helt ned til os, for at frelse os fra den straf der ventede os, medmindre vi vendte om fra vore onde veje og søgte Jesu nåde og frelse. En kirke som ikke advarer imod den kommende dom, og som ikke peger på Kristus som den eneste frelser, og som ikke lægger noget til bibelen som Torben Søndergaard eksempelvis gør, er ikke en kirke fra Gud. Og dermed ikke en kirke som Gud ønsker at hans folk skal komme i.

Sandhed
Hvis kirkens folk ikke bygger på sandhed, men i stedet på følelser, er der ikke noget at sige til, at så mange ting og holdninger i kirkerne ændrer sig. For vore følelser kan svinge helt enormt, og en kirke der er styret af at tilpasse sig de følelser og oplevelser folk ønsker at få, vil være en kirke som man ikke ved hvor man har om bare 2 og 3 års tid. Hvilket besvarer spørgsmålet om hvorfor så mange kirker ikke mere mener det de mente for bare få år siden. Men hvis kirkens folk i stedet bygger på Guds ord, så har vi et fantastisk fundament som gør at vi ikke rokkes, men kan holde fast i det som vi ved er sandt, godt og sundt. Tilmed er det et fundament som Gud selv har givet kirken, fordi Han elsker kirken. Bør kirken så ikke tage imod dette ord og holde det højt?

Categories
Endetiden Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne

Åbent brev til Ruben Dalsgaard fra Dansk Oase

I forbindelse med at Ruben Dalsgaard har lavet en video som respons på den debat der har været om yogafaith på Dansk Oases lejr, har jeg skrevet dette åbne brev til ham og ledelsen bag Dansk Oase. Videoen kan ses på dette link: Ruben Dalsgaards videorespons

 

Kære Ruben, tak for den videorespons du har lavet som følge af den debat der har været på de sociale medier om jeres anvendelse af Yogafaith på jeres sommerlejr. Jeg vil starte med at sige at jeg har stor respekt for Dansk Oase. I er en kirkeretning som i modsætning til andre kirkeretninger har vist åbenhed og parathed til debat. Også selvom det skyldes at I bliver kritiseret fra andre kristne. Det viste I eksempelvis ved det skriv I fik lavet i 2007 (tror jeg nok det var) hvor I forklarede hvorfor I ikke havde noget problem i at invitere en romersk katolsk prædikant, selvom den romerske kirke går imod doktrinen “Frelst af tro alene”. Personlig brød jeg mig ikke om jeres konklusion som viste at I ikke mener at doktrinen “Frelst af tro alene” er essentiel. Men jeg glæder mig over I er villige til at gå offentligt ud og vise hvad I mener og hvorfor I mener det. På det område synes jeg I er forbilledlige, så mange tak for det til dig Ruben, og dem som er med i ledelsen i Dansk Oase.

Det har I også vist i den video som du Ruben har lavet, som er en respons på den debat der har været om det at I har åbnet op for en workshop der hedder yogafaith på jeres sommerlejr. Det synes jeg endnu engang viser at I ikke nøjes med at sige “Vi vil dialog”. I viser det også ved at tage den kritik alvorligt som har været på de sociale medier.

Når det så er sagt, så bedrøver det mig at du virker til at tale udenom det som meget af kritikken går på. Du indikerer i overskriften til videoen og i starten og slutningen af videoen at I ikke dyrker nogle hinduistiske guder, men kun den treenige Gud. Men så vidt jeg er orienteret og ifølge den debat jeg selv har været en del af, har der på intet tidspunkt været nogen der har anklaget Dansk Oase for at tilbede nogle hinduistiske guder. Kritikken går på at man åbner op for at tilbede Gud på en måde som Gud ikke har tilladt, og som er en hinduistisk metode. Bibelen viser gentagne gange at Gud ikke vil tilbedes som hedningerne tilbeder deres guder. Det ser vi flere steder, men særlig i Ezikiels bog og hos flere af de små profeter. Men Jesus siger også I bjergprækenen at vi ikke skal bede som hedningerne gør.

Derfor bliver jeg bedrøvet når jeg hører du forsøger at bortforklare yogafaith som om det ikke er hinduistisk. Du sammenligner det med huse der før har været brugt til okkulte ting, som nu bruges til at tilbede Gud som kirke. Du sammenligner det med jul, fordi man på det tidspunkt før havde en solhvervsfest. Og sådan prøver du at godkende yogafaith. Men et hus kan bruges til det man vil bruge et hus til. En dag som den 24 december kan man bruge til det man vil. Men yoga er ikke bare udstrækninger, men religiøse øvelser som bruges til at brænde karma af med. Det er årsagen til at man har opfundet yoga. Huse er ikke opfundet til det okkulte, og dage er ikke lavet til hedenskab på bestemte dage. Det er noget folk selv har fundet på. Yoga derimod er åndeligt.
Jeg siger ikke dermed som nogen påstår (ikke dig Ruben) at det er forkert at strække ud, eller trække vejret dybt eller lignende. Men når man tager en hedensk måde at tilbede afguderne på og brænde karma af (for at realiserere sig selv) og istedet siger det handler om at tilbede den treenige Gud, så har man indført en hedensk tilbedelsesmetode i kirken. Det er ubibelsk og ikke acceptabelt i kristne kredse, og deri ligger kritikken fra både mig og mange andre.

Rie Skårhøj viser selv på sin hjemmeside at når du siger følgende i din video:

“Kristen yogafaith er ikke hinduistisk yoga”

Så har du ikke ret. For sproget på Ries side er hinduistisk, tilgangen er hinduistisk og ikke nok med det. Her er et citat fra Ries hjemmeside yogafaith.dk som viser den hinduistiske tilgang:

“Vi anser Jesus for at være den ultimative ‘yogi’. Vi er i hans kærlige hænder, når vi dyrker yoga”

Til dem der ikke ved hvad en “Yogi” er, så beskriver visdomsnettet.dk det som:

“En yogi eller Yogini er et menneske, der praktiserer yoga og dermed bruger yogaens udviklingsmetoder. Det er et menneske, som med overbevisning og efter visse resultater bruger yogas systematiske metoder til selvrealisering og frigørelse som mål.”

Så de anser altså Jesus for at være en der praktiserer yoga og har brug for at realisere sig selv? OK, jeg antager at det vil Rie nok ikke sige de gør, men hvorfor i alverden har de så brug for at skrive noget så tåbeligt om Jesus at han er den ultimative yogi? Det viser en klar og tydelig henvisning til hinduisme, og giver en anerkendelse af andre yogier som bare ikke lige er på “Jesu” niveau. Desuden viser Rie at det jo ikke bare er udstrækningsøvelser, men metoder hun vil have folk til at bruge i deres tilbedelse af Gud. Altså en hedensk tilbedelsesmetode i kirkeligt regi.

Dertil viser både du og Rie i jeres videoer at I er klar over at yoga er hinduistisk og er farligt. I siger så at man kan udskifte dele af den, og så gøre den kristen. Så I ved godt at yoga er farligt, og alligevel anbefaler I folk at lege med ilden! Det synes jeg ikke er noget der er passende for en kirkelig leder at gøre. En kirkelig leder skal hjælpe folk med at holde sig fra ilden.
Der er mange andre ting jeg kunne komme ind på, såsom at I skader folk med en svag tro, som netop kommer fra det nyreligiøse, jamen hvorfor vil I så skade dem? Og sådan er der flere andre elementer jeg synes er kritisable, men jeg synes heller ikke vi skal gå i petitesser, men istedet fokusere på det væsentlige.
Det væsentlige er at I på Dansk Oase har åbnet op for djævelen, ved at give plads til folk der ikke prædiker evangeliet, men istedet udøver synkretisme og vranglære. Her drejer det sig om yoga, som ikke bliver bedre bare fordi man kalder det yogafaith. Jeg ville være så glad hvis det var evangeliet I fokuserede på, som du jo faktisk viser i videoen at du forstår. Men hvorfor fokuserer I så ikke på evangeliet om Jesus Kristus istedet for alle mulige mærkværdigheder som i bedste fald bare bliver en dans omkring den varme grød, og i værste fald er dæmonisk? Hvilket ikke er mine egne ord, men noget jeg citerer fra andre.

Dialogmøde
Jeg ville rigtig gerne være med til det dialogmøde I har planlagt kl.15.00 på søndag, og igen synes jeg det er et godt initiativ at I giver plads til dialog om dette. Men jeg er desværre andet steds på det tidspunkt og har ikke mulighed for at være tilstede. Jeg håber dog at I selv indser at disse ting ikke bør have nogen plads på det man kalder en kristen lejr, medmindre man istedet kalder det for en tværreligiøs lejr, som en facebookdebattør antydede man burde kalde det. Og jeg tror også der er andre der kan give gode argumenter for hvorfor det ikke burde have plads.

 

Til dem der ikke kender til det som debatten har handlet om, kan man læse mere på disse links:https://sand.omvendelse.dk/djaevelen-gar-frit-omkring-hos-dansk-oase-5234.htm

Og her:https://sand.omvendelse.dk/bliver-jeg-mere-hellig-af-at-straekke-ud-med-gud-5241.htm

Categories
Falsk Lære Livet som kristen Overfladisk kristendom Troens forsvar

Bliver jeg mere hellig af at “Strække ud med Gud”?

Mit sidste indlæg “Djævelen går frit omkring hos Dansk Oase” (se her) skabte en del debat på facebook, og noget af debatten har medført en del spørgsmål. Nogle af dem overlapper hinanden, og et af disse vil jeg godt fokusere på her. Det er spørgsmålet om hvorfor yoga ikke bare kan ses på som udstrækning, når Dansk Oase har åbnet op for det man kalder yogafaith.
En gik så langt som at spørge om man ikke bare kunne kalde det “Stræk ud med Gud”. Hvilket nok var der hvor jeg syntes filmen knækkede allermest. For spørgsmålet er hvorfor skulle man dog have brug for at lave en religiøs øvelse i form af udstrækning? Eller hvorfor skulle jeg gøre udstrækning til en religiøs øvelse ved at kalde det “Stræk ud med Gud”? Kommer jeg da tættere på Gud når jeg søger Ham mens jeg strækker ud? Er det en mere hellig måde at søge Gud ved at jeg strækker ud, eller er det mere helligt når jeg ligger i sofaen og gør det, eller sågar i min hængekøje ude i haven.
Selvfølgelig nej, det er ikke mere helligt at søge Gud når jeg strækker ud, og derfor har vi heller ikke brug for at lære at “strække ud med Gud”, og vi har slet ikke brug for at søge Gud igennem det som den omtalte kvinde i mit forrige indlæg Rie Frilund Skårhøj kalder Yogafaith.

Men hvorfor så det? Inden jeg svarer på det, så spørg dig selv om du synes om følgende fiktive reklame:

Madlavningspraise
Føler du også at du mangler tid til at søge Gud, i en travl hverdag? Tidligt op, på arbejde, købe ind og så hjem og lave mad, for så at være helt udkørt kl. 8.00 så du kun har overskud til fjernsyn. Svaret er at nu kan du søge Gud på en særlig måde når du laver mad. Vi kalder det Madlavningspraise. Lær hvordan du når du rækker ud efter paletkniven kan tænke at du har brug for at række ud til Ham. Eller når du knækker et æg, så har vi også brug for at Gud knækker os, så vi kan se vores afhængighed af Ham.
Boost dit liv med Gud nu på workshoppen “Madlavningspraise” hos Dansk Ørkenvandring. Meld dig til Madlavningspraise og opnå nye levels i dit liv med Gud.

Eller hvad med den her reklame:

Rosenkransen
Søg Gud mens du ser fjernsyn. Har du også dårlig samvittighed over at du se mere fjernsyn end du søger Gud? NU er svaret her, få en Rosenkrans. Mens du sidder og ser fjernsyn kan du holde en katolsk rosenkrans i hånden og perle for perle undervejs tænke Fadervor, og diverse sætninger som bl.a. starter med Ave Maria. Du kan sagtens nå at gennemgå Rosenkransen mellem fem og ti gange på en aften, samtidig med at du hygger dig med spændende fjernsyn.
Køb Rosenkransen i dag på katolik-online.dk. Vælg selv om du vil have deluxeudgaven til 455 kr, hvor det er nemmere at mærke om det er et Fadervor eller Ave Maria du skal fremsige. Eller normalmodellen til 264 kr, som opfylder de normale krav for en Rosenkrans. Om du vælger den ene eller anden så vil dit fjernsynssening blive til et religiøst ritual som vil få dig nærmere Gud.
OK, det er helt i orden og forståeligt hvis du mener mine fiktive reklamer her er ekstreme. Hvilket jeg håber du gør, men det første eksempel kan nemt findes i andre udgaver. Eksempelvis kan man lave worship fitness i USA, og rosenkransen fungerer faktisk som jeg beskriver (i grove træk) det er nemlig et ritual, som folk udfører uden nødvendigvis at tænke/fordybe sig i hvad man gør. Det er mere nogle sætninger man siger eller tænker uden at det får en nærmere Gud, og der behøver ikke være nogen reflektion over det. Men et religiøst ritual er hvad det er.

Men hvad er det Gud vil?
Sagen er den at vi mennesker har nogle religiøse tendenser som gør at vi ønsker at gøre noget særligt der kan gøre os “mere hellige”. Det kan godt være vi ikke tænker over det så meget, men vi har alle nogle tendenser som gør at vi forsøger at gøre et eller andet som gør at vi kan opfatte os selv som lidt mere hellige. “Jeg giver tiende, se mig” eller “Jeg beder til Gud tre timer om dagen, se mig” eller “jeg spiller ikke computerspil fordi de tager tid fra mig som jeg kan bruge til at søge Gud, se hvad jeg ikke gør”.
At folk ønsker at give tiende, eller bede mange timer hver dag, eller ikke spiller computerspil kan være meget fint. Men hvis vi gør det for at være mere hellige, så har vi misset hvad det handler om. For hvis man virkelig er en kristen, så er det meningen at hele vore liv ærer Gud. Alt hvad vi gør skal nu ære Gud. Som Paulus skriver til Kollesenserne:

“Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!” Kol. 3.17.

Det er ikke nødvendigvis nemt at udleve dette, tværtimod så er det langt sværere end at udøve nogle religiøse ritualer. Men det er alligevel befriende og samtidig bibelsk. For det var bl.a. ting som dette der blev så fantastiske at erkende for Luther. Luther så at det at være en hellig, ikke kun handlede om at være nonne, munk eller præst. Nej, det at være en god forretningsmand kunne nu være helligt. Det at være en god far eller mor var at ære Gud med sit liv. Ja, at være en god karl på en gård kunne også være et helligt liv. Om du var præst, forretningsmand, skomager eller landmand eller hvad man nu kunne have af gode erhverv og ansvar, så var det helligt at gøre det godt og til Guds ære. Man behøvede altså ikke udøve nogle bestemte ritualer for at være hellig. Det var en befrielse og med til at give den protestantiske del af verden nogle fortrin dengang.

Men når det er meningen at alt hvad jeg gør, det er noget jeg gør for Gud, så betyder det også at de ritualer som jeg før troede fik mig nærmere Gud, i dag er tomme handlinger. Jeg kan ikke i mig selv komme nærmere Gud. Gud er kommet nær mig i Kristus. Så jeg nu lever 24 timer i døgnet sammen med Ham. Han er mig nær. Det gør at hvis jeg spiser morgenmad, gør jeg det for Gud. Når jeg tager på arbejde gør jeg det for Gud. Når jeg løber en tur, gør jeg det for Gud. Og når jeg strækker ud, gør jeg det for Gud. Ja, selv når jeg sover gør jeg det for Gud. For jeg har også brug for at hvile mig, så jeg kan være frisk næste dag, og være frisk for Gud.

Men men lad mig lige kort vende tilbage tilbage til om det ikke kan være ligemeget om man kalder udstrækning for yogaøvelse, eller yogafaith. Svaret (som jeg også svarede på i forrige indlæg) er nej. For det Rie Frilund Skårhøj gør, når hun siger det er de samme øvelser som i yoga, og vælger at kalde det for yogafaith, så gør hun igen disse udstrækninger til nogle religiøse ritualer. Hun indikerer at man kan bruge yogafaith til at søge Gud, og det tenderer til at hun viser at yogafaith kan få dig nærmere Gud. Og det betyder at hun fortsætter med at bruge yoga religiøst. Eneste forskel er at hun ikke siger at yoga oprindelig handler om at brænde negativ karma af, og ikke har noget at gøre med at få en smidig krop selvom nogle får det af det. Yoga handler faktisk ikke så meget om at få en smidig krop, men om fastlåsning af kroppen. Men det var en sidebemærkning.

At Dansk Oase har valgt at give dette plads, foruden folk der påstår man kan finde Jesus i tarotkort, og sætter romersk katolske prædikanter på deres prædikestol m.v. det synes jeg er kritisabelt. Jeg har ikke i sinde at stoppe Dansk Oase i at gøre det, for jeg støtter religionsfriheden i dette land. Men jeg vil også have lov til at pege på at det Dansk Oase gør, er at sammenblande religion og lave et stort sammensurium af underlige ting. Konsekvensen af det er at djævelen går frit omkring hos Dansk Oase, og derfor vil jeg også advare kristne imod at tage på deres sommerlejr. Medmindre de omvender sig, og vender tilbage til at prædike evangeliet om Jesus Kristus som korsfæstet, død og opstanden. D.v.s. så folk forstår hvorfor det var nødvendigt at Gud blev menneske, og skulle dømmes en uretfærdig dom. Forstår hvad der skete på korset, og hvorfor vi mennesker har brug for Jesus som frelser. Når vi får Jesus forkyndt ordentligt som korsfæstet, død og opstanden, så giver evangeliet mening. Men lige nu giver evangeliet ikke mening hos Dansk Oase, når de har brug for at sælge deres sommerlejr som de gør pt. Så kære Dansk Oase, smid det beskidte udenfor jeres lejr, og få Jesus tilbage som den jeres lejr bør handle om.

Categories
Falsk Lære Kirke

Djævelen går frit omkring hos Dansk Oase

Dansk Oase har i lang tid været meget åben overfor “nye” åndelige retninger. Det kan måske være fint nok at være åben overfor noget man ikke har hørt om før, men den kritiske sans er nødvendig at have med. Det sidste har Dansk Oase bedrøveligvis glemt.

I 2006 havde SommerOase besøg af pavens personlige prædikant Raniero Cantalamessa, hvilket skabte store debatter i de lutherske kredse. Nogle steder var man så klare i mælet at man advarede folk imod at tage på SommerOase. Det medførte at Dansk Oase udsendte en erklæring hvor de viste at retfærdiggørelse af tro alene, ikke var et essentielt punkt for dem. Hvilket de jo også var nødt til at mene, hvis de skulle kunne stå inde for at sætte en romersk katolsk prædikant på deres talerstol. Sidenhen har SommerOase ikke været bange for at sætte den ene vranglærer efter den anden på deres talerstole. Og samtidig er de lutherske kredses advarsler imod Dansk Oase desværre forstummet mere og mere.

Tarotkortspræsten
Eksempelvis er de flittige bruger af præsten Ole Skærbæk Madsen, som bl.a. påstår at man kan finde Jesus i tarotkortene. Hvilket er i direkte modstrid med hvad bibelen siger vi skal. Vi skal ikke bruge okkulte redskaber til at prædike evangeliet. I stedet skal vi prædike evangeliet.

Yogafaith hvaffonoget?
I år har man så fået sociologen Rie  Frilund Skårhøj til at promovere det hun kalder Yogafaith. Rie har lagt nogle videoer ud på youtube, hvor hun argumenterer for at yoga kan integreres i den kristne tro. Det Rie ikke siger noget om, er at formålet med yoga er at brænde karma af. Karma er balancen er de gode og onde gerninger vi har begået igennem de reinkarnationer som hinduismen og buddhismen siger vi har været igennem (eller skal igennem hvis vi ikke har opnået den balance). For hurtigere at få ens karma til at komme i balance kan man så dyrke yoga.
Yoga er altså ikke noget der er opstået for at blive mere smidig, eller få en sundere krop. Det er i stedet noget som er skabt for at udøve åndelige øvelser som udspringer af hedensk tro. Rie siger interessant nok selv at der er nogen former for yoga hun ikke kan anbefale, men så andre hun mener er i orden.

Jeg tror ikke hun selv har tænkt over det, men hun prøver umiddelbart at trække det religiøse ud af yogaen, ved at sammenligne noget yoga med de øvelser man kan lave henne i fitnesscentrene. På den måde prøver hun at vise at yoga kan være uskadeligt, men bagefter gør hun det så åndeligt igen ved at sige at vi kan dyrke Gud igennem yogaen. Så nu har hun faktisk taget en hedensk øvelse og ændret den til en måde at dyrke Gud på. Men det viser jo blot at hun netop vil bruge den åndeligt, og ikke bare fysisk. (Se dokumentation i videoen nedenunder).

Hvis det virkelig var så vigtigt for hende at vise at mange af øvelserne henne i fitnesscentrene ligner dem man udøver i yoga, så kan man jo spørge sig selv om hvorfor vi så ikke bare kan lave øvelserne som er fra fitnesscentrene. Hvorfor er det så vigtigt at give dette prædikatet yoga, i stedet for kropslige øvelser? Spørgsmålet er retorisk, for det er jo lige netop fordi det er åndeligt. Men her er det altså virkelig vigtigt holde fast i at bibelen viser at det er Gud der bestemmer hvordan Han vil tilbedes. Ikke os.

Tilbed Gud i Ånd og Sandhed
Igen og igen ser vi i bibelen at Gud blev vred på jøderne når de begyndte at lade sig inspirere af hedningernes tilbedelsesformer. Han hadede når de brugte deres metoder som en del af tilbedelsen. I det nye testamente siger Jesus meget klart til den samaritanske kvinde ved brønden, at Gud skal tilbedes i Ånd og i Sandhed. Det betyder for det første at det kun er dem som har Ånden som kan tilbede Gud, og det har alle genfødte kristne (det handler ikke om tungetale som nogen fejlagtigt påstår). For det andet så betyder det at Gud ikke kan tilbedes baseret på løgn, eller løgnelære, men på den sande lære. Når vi bliver kristne så må vi lære at kende Guds ord som er sandheden, og den lærer os også om Sandheden som er Jesus. Når vi kender sandheden, og har Ånden, så kan vi tilbede Gud som Gud vil have det. Men når kirkens folk begynder at tilbede Gud som hedningerne gør det, så er det stadig noget som Gud hader, fordi der er kommet urenhed ind i tilbedelsen.

Yoga er ikke baseret på sandheden, men på løgn. Vi bliver ikke genfødt til nye reinkarnationer, vi har et liv og derefter skal vi dømmes. Yoga har at gøre med det nyreligiøse og jeg mener selvfølgelig at folk skal have lov at dyrke yoga hvis de ønsker det, men det hører ikke til i kirken eller hos kirkens folk.

Dansk Oase har igennem lang tid været så åben overfor nye religiøse retninger at djævelen går frit omkring hos dem, uden at folk ænser at det sker. Det er en rigtig trist udvikling for nogen som muligvis startede i ånden, men i dag er endt i kødet. Jeg ved godt det er hårde ord og at det kan støde folk, og det er jeg ked af. Men konklusionen på alt dette her er at Dansk Oase er så meget på vildspor at det i mine øjne er nødt til at blive påpeget.

Det er for resten bemærkelsesværdigt at læse hvad Dansk Oase selv skriver i deres forsvar for at give Ries Yogafaith plads. For der har de brugt Ole Skærbæk Madsen til at godkende det. Det ændrer dog ikke på at yoga stadig er nyreligiøst og ikke bygger på hverken sandhed eller har noget at gøre med Guds Ånd.

Du kan se Ries argumentationer for yogafaith her:

Og du kan læser Dansk Oases oplysninger om Yogafaith og Ole Skærbæk Madsens godkendelse her:
http://www.danskoase.dk/om-os/nyheder/moed-gud-gennem-kroppen/

Categories
Endetiden Falsk Lære Kommentar til medierne

Frikirkenet anerkender (igen igen) den romersk katolske kirke

I seneste nummer af det kirkelige livsstilsmagasin Domino, kan man læse om den romersk katolske præst Benny Blumensaat. Den handler om at han har det godt med et liv i cølibat, og det kan for så vidt være interessant nok at læse. Meget af det han siger, er ganske rigtigt, men samtidig også nogle banaliteter som mange andre også ville kunne sige. Men desværre vil det hos nogen få en større vægt når en pater fra den romersk katolske kirke siger det.
Benny Blumensaat har ofte været i de kirkelige medier, og blander sig flittigt i debatten på avisen Udfordringen, hvor han den ene gang efter den anden har forsvaret den romersk katolske kirke. Jeg er sikker på at Benny Blumensaat, er en venlig og behagelig mand, og dette indlæg skal ikke forstås som et angreb på ham personligt. Men når Domino vælger at bruge 6 sider på en positiv artikel om en dansk præst i den romerske kirke, så viser det blot endnu engang at Frikirkenet (som står bag Domino) ikke mener at den romerske kirke er en falsk kirke. Med andre ord så anerkender man den som en kirke på lige fod med andre kirker. Det på trods af at den romerske kirke IKKE anerkender andre kirker som sand, udover sig selv. Det både siger den, og viser den. Det er eksempelvis konsekvensen af deres tilgang til nadveren.

Lukket nadver
I en romersk katolsk kirke, er det kun tilladt for dem der er katolikker at komme til nadver. Hvis man er baptist, lutheraner, pinseven o.l. er man ikke indbudt. Man er jo udenfor. Det betyder ikke at man siger nej til at snakke sammen og holde møder sammen. Men nadveren bliver kun uddelt til dem som er medlem af kirken. Det har Ulf Ekman trods alt fattet. Han er efter at have konverteret til katolicismen, blevet inviteret af en pinsemenighed i Oslo til at tale. I den forbindelse har han i et interview fortalt, at han godt vil komme ud at tale i andre menigheder end katolske, men han vil ikke tage imod nadver der. Det er katolsk hykleri. De vil godt lade som om andre kirker er kristne udadtil, men hvis de virkelig mener det, så bør de også sige ja til at holde fælles nadver. Når det er sagt, så ville jeg heller ikke lade en katolik tage imod nadver i vores kirke i Rødkærsbro. Jeg ville heller ikke gå til nadver i en romersk kirke. Men ikke af samme årsager som Ekman og katolikkernes.
Det skyldes ene og alene at den romerske kirke er en falsk kirke. Udover at fornægte Jesu fuldbragte værk på korset (hvilket de gør ved at påstå at kristne kommer i skærsilden før de kommer i Himlen, så Jesus må jo ikke have sonet alle synderne ifølge dem) så er det også en kirke som er enorm fokuseret på at vi skal gøre os fortjent til frelsen. De tror ikke på frelst af nåde alene. De mener også at præsterne skal leve i cølibat, ligesom Benny Blumensaat gør. Hvilket er i direkte modstrid med bibelen. Paulus skriver bl.a. til Titus at en ældste (som er det rigtige navn for en pastor):

”han skal være én kvindes mand” Titus 1.6.b

Vi ser også i brevene til Timotheus at det også her viser sig at være tilfældet for dem der har højere ansvar i kirken. For hvis en mand ikke er i stand til at styre sit hjem, så er han heller ikke i stand til at være leder for en kirke. Så selve ideen om at en præst skal leve i cølibat for at kunne være præst, er i direkte modstrid med bibelen. Men her er en hel kirke som bygger grundlæggende dele af sin lære på fastholdelse af dette. Hvilket ulykkeligvis har medført store problemer med seksuel umoral blandt flere af den kirkes præster.

Undren
Jeg undrer mig over at Frikirkenet har brug for at flette fingre med en kirke, som i bund og grund mener at Frikirkenets folk ikke er værdige til at modtage nadver. Har man virkelig tænkt over om man kan acceptere hvad den romerske kirke står for i Frikirkenet? Mange af de kirker som tilhører Frikirkenet, ville for bare tyve år siden være meget klare i mælet overfor pavekirken. Dengang mente mange (ofte på basis af et bedre kendskab til bibelen end det vi har i dag) at den romerske kirke var en falsk kirke, og var at sammenligne med en sekt. I dag ser det ganske anderledes ud, og det er meget trist.
Hvis jeg skal sige noget positivt om Ulf Ekmans konvertering til den romersk katolske kirke, så er det at han trods alt har, kunne se hvad konsekvensen er hvis man anerkender og accepterer den romerske kirke som sand. Konsekvensen må blive at man underligger sig dens lære og accepterer paven som sit overhoved. Så enkelt er det. Der er ikke nogen mellemvej her. Man kan flirte med den, man kan mødes med den, og man kan bede med dem. Men man vil ikke blive anerkendt som en sand kristen af deres system, førend at man underkaster sig deres lære og bliver en del af dem. For først da kan man få lov at indtage nadver sammen med dem, og må så samtidig sige nej til at indtage nadver med dem der står udenfor. Jeg håber at nogen i Frikirkenet er vidende om dette, og tænker over det. Jeg håber også og beder til at de må være parate til at løfte deres røst overfor de andre i Frikirkenet, og gøre opmærksom på den fejl der bliver begået her.

Du kan læse den omtalte artikel på side 21-26 på dette link: http://issuu.com/domino-online/docs/domino-marts-lille

Ulf Ekmans forhold til nadver med folk udenfor den romerske kirke kan læses i: http://www.dagen.no/Nyheter/menighet/Takker-ja-til-pinsekall-men-nei-til-nattverd-179407

Categories
Endetiden Falsk Lære Forvirret lære

Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard. Del 2.

Sidste gang skrev jeg om hvordan de begivenheder der sker på Torben Søndergaards Jesus-hotel, lugter mere af New Age, end det dufter af Kristus. De ting der sker har ikke sit udgangspunkt i bibelen, men i folks oplevelser. Dertil bygger Torbens lære mere på det han påstår Gud har sagt til ham og de oplevelse han har haft, istedet for at bygge på Guds ord. Det er en meget farlig cocktail for det er elementer som er kendetegnende for kulter og sekter. Vi så de samme ting ske hos Faderhuset og Evangelist. Når så Torben Søndergaard tilmed påstår at han er en apostel (hvilket han skrev i hans bog “Den sidste reformation”) påkalder han sig en autoritet som han ikke har nogen som helst ret til at have. Apostlene er døde og begravede og vores opgave er at følge apostlenes lære. Ikke at følge nye selvbestaltede apostle!

For nylig havde Torben Søndergaard et indlæg i den kirkeforvirrede avis Udfordringen, hvor han har en kritisk vurdering af kvinden Charlotte Rørth som for nylig har været i medierne og fortælle at hun har haft et personligt møde med Jesus. Hvilket skete engang hun var nede i Spanien. Torben skriver interessant nok nogle gode pointer om det som kan virke tvivlsomt ved hendes “åndelige oplevelse”. Hvilket i udgangspunktet er fint nok. Men så skriver han i samme hug følgende om en bioligi-lærer som ikke er kristen, der kom forbi deres Jesus-hotel:

“Han stod i en time og mærkede Helligånden og var dybt rystet bagefter. Han sagde bl.a., at han aldrig havde oplevet noget lignende og kunne blive i denne fred for evigt. Han tog herfra forvandlet med tårer i øjnene.”

Denne biologi-lærers oplevelse er der i følge Torben ikke noget galt med. Det kan man se mere om i mit forrige indlæg som bl.a. vise hvad Torben Søndergaard havde skrevet på facebook om den samme biologi-lærer (se dette link). Men hvad har de to personer så til fælles? For det første havde de havde begge en åndelig oplevelse hvor de begge to angiveligt havde et møde med Gud. For det andet har ingen af dem vist tegn på at det var Helligånden der virkede på dem. For hverken Charlotte Rørth eller biologilæreren viste tegn på at de var overbevist om synd, dom eller retfærdighed. Tværtimod var det en spændende oplevelse og biologilæreren havde tilmed sagt at “sådan en tilstand kunne jeg blive i for evigt” ifølge Torben. En sådan fred er ikke unormal at folk finder i de nyreligiøse kredse, og de mener også at det er Gud der virker. Men det er ikke den måde Gud virker ved sin Helligånd på folk der ikke er genfødte.
En person som ikke er en genfødt kristen vil opleve Helligånden ved at man vil kunne se sin egen synd. Man kan se at man er på vej til evig dom, og man kan for en gangs skyld indse at det er retfærdigt. Det gør Helligånden så vi kan se og erkende at vi har brug for en sand frelser og den frelser er Jesus Kristus. Men hvis vi ikke får den overbevisning, så er der heller ikke nogen grund til at omvende sig. Så er der kun grund til at søge endnu en åndelig oplevelse, og om den sker på et Jesus-hotel, i Spanien eller på et New Age center er ikke afgørende. Men det er oplevelserne åbenbart for nogle.
Jeg er alvorligt bekymret for de ting der sker oppe på Torbens hotel (ja, det burde hedde Torbens hotel, for det er ikke Jesus der virker der, men Torben). For kristne kommer fra alle mulige steder og hopper på de ting som Torben siger, fordi han er dygtig til at manipulere med mennesker. Jeg tror egentlig ikke at Torben gør det i en ond mening, jeg kan godt forestille mig at han faktisk tror på det virkelig er fra Gud det der sker. Men det ændrer ikke på at det er meget farligt at følge ham. For det han lærer folk, og det han gør ved folk har mere til fælles med nyreligiøsitet end med kristendom. Det er gået hen og blevet gnostisk hvad der sker der, og nu har han tilmed fået endnu et vindue til mange kirkefolk ved hans faste indlæg i avisen Udfordringen.

Jeg ved der er mange kirkeledere også i det karismatiske miljø som er meget skeptisk overfor Torben Søndergaard. Det er også derfor der ikke er mange der inviterer ham til at tale i Danmark. Men det er de færreste der tør gå ud og tale om det. For de ved det vil skabe splittelse og at nogen vil forlade deres menighed fordi de er forført at Torbens person. Og det er man meget bange for. Men er det ikke nødvendigt at sige sandheden og advare om de ulve der forførere fåreflokkene, også selvom ulven måske tror den er et får (men alligevel opfører sig som en ulv)?

Men selvom Torben måske selv tror på at han virkelig er ledt af Gud, og tror på de ting der sker er fra Gud, så har han et personligt ansvar for det han gør. Han er nemlig blevet advaret og konfronteret af flere som har kendt ham igennem tiden. Så han er ikke uvidende herom. Mange har sagt til ham at han prædiker sig selv istedet for Kristus. Mange har sagt til ham at han manipulerer med mennesker. Men Torben har ikke taget imod nogen formaninger, men har istedet fortsat sit personlige korstog som handler om ham selv og om hvad han gør. Der er kun en måde at stoppe en sådan mand på, og det er ved at holde op med at støtte ham og afsløre hvad manden reelt står for.

Se hvad Torben skrev om Charlotte Rørth her: http://udfordringen.dk/2015/02/hvilken-jesus-moedte-charlotte-roerth/

Eller læse mere om Torben her:  https://sand.omvendelse.dk/torben-sondergaard-praediker-skadelig-befrielsesteologi-4614.htm

Categories
Falsk Lære Kommentar til medierne Mirakler

Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard. Del 1.

Jeg er blevet kontaktet af folk som er meget skeptiske overfor de ting der sker oppe på Torben Søndergaards såkaldte Jesus hotel. For der sker ting som ikke har sit udgangspunkt i bibelsk kristendom, men i stedet ser ud til at have langt mere at gøre med nyreligiøsitet. Med andre ord mystiske ting som man ligeså godt kunne opleve i New Age bevægelser.
Jeg har selv været inde i New Age før jeg blev kristen, og har set mange underlige ting der. Ting som jeg i dag vender mig bort fra, da det ødelagde mennesker. Der var alt for mange som byggede deres liv på følelser og åndelige oplevelser, i stedet for at bygge  på sandhed og sund fornuft. Desværre findes den slags også i nogle dele af de karismatiske kirker. Nogen gange er det så voldsomt at de går over og bliver til gnosticisme. Torben Søndergaard bevæger sig alt for tæt på grænsen til gnosticisme, hvis han ikke allerede har overtrådt den.

For et stykke tid siden gjorde Torben Søndergaard opmærksom på at de var begyndt at opleve dæmoner manifestere sig når folk blev døbt. Han tror vist selv på det, for han lagde en video ud hvori man ifølge ham selv kunne se og høre en dæmon manifestere sig hos en kvinde der er ved at blive døbt. Efter at have set på den video nogen gange, har jeg stadig ikke set noget der indikerer at hun har en dæmon, men jeg kan istedet se, Torben Søndergaard på manipulerende måde og ved fysisk berøring, påvirke kvinden til at begynde at få et følelsesudbrud/bryde sammen.

Jeg har set akkurat det samme på et primalskrigsterapi-kursus jeg var på engang i firserne. Der skal ikke så meget til før folk lukker op for alle deres indre frustationer så de bryder følelsesmæssigt sammen, og bagefter synes at det var en befriende oplevelser. Noget af det der skete dengang, var dog ikke bare folk der lod deres følelser få frie tøjler. Nej, det var også folk der tydeligvis blev dæmonbesatte. Det var tydeligt for mig at se dengang at de var åndeligt forandrede, men først senere kunne jeg se at det reelt set handlede om dæmonbesættelse.

Når jeg så ser en video, hvor en kvinde bliver manipuleret til at bryde følelsesmæssigt sammen, og man så kalder det dæmonbefrielse, så gør det at jeg bliver rigtig bekymret for hvad det egentlig sker deroppe på “Jesus-hotellet”. For det her ligner ikke noget som Jesus gør, men noget Torben gør, og det er ikke nødvendigvis under ledelse af Helligånden. Torben siger tilmed at det her efterhånden er ved at være noget der er normalt for dem når der er dåb. Jamen, er det bibelsk at folk begynder at sige underlige lyde når de bliver døbt, og at en gift mand kommer i så tæt berøring og i så lang tid med de kvinder der bliver døbt. Det virker overhovedet ikke sundt det her.

 

Men hvad er det så for en ånd de kalder for Helligånden deroppe?
For nylig lagde Torben Søndergaard nedenstående opdatering på hans facebook-profil.
Udover den sædvanlige fokus på at “Det var så vildt” som han næsten altid skal bruge for at vise at det bliver altså vildere og vildere hvad der sker hos Torben. Så var det der slog mig at den skolelærer som Torben omtaler ifølge Torben selv, ikke er en kristen.

Torben Soendergaard facebook
Jamen prøv lige at tænk over at hvis Jesus siger at Helligånden vil komme for at overbevise om synd, dom og retfærdighed, så bør der også være noget som sker når Helligånden kommer over en. Men her kommer en person som ikke er kristen og får en oplevelse med noget som Torben Søndergaard kalder for Helligånden, men der er ingen overbevisning om hverken synd, dom eller retfærdighed. I stedet er det en ”fred” som han kunne blive i for evigt. Det er ikke bibelsk kristendom det her. Det er ikke i overenstemmelse med Guds ord, men er på fuld linie med nyreligiøse oplevelser. Det bliver oplevelsen der er bestemmende, og ikke Guds ord der er autoriteten.

Der sker nogle ting oppe på Torbens Jesus-hotel, men det er ikke nødvendigvis fra Gud det der sker, selvom Torben påstår det er. Han lover folk at hvis de kommer til ham, og bliver døbt, så kan de blive sat fri fra både det ene og det andet. Jeg tror på at Jesus sætter folk i frihed, men han gør det ved både Hans ord og Hans Ånd. Men jeg kan ikke støtte at man kan love folk frihed på basis af de oplevelser som Torben påstår sker deroppe. Det som Torben ikke taler om, er dem som ikke oplever befrielse, eller helbredelse selvom de er blevet lovet det. Der er også nogen der oplever det modsatte. Her er et citat fra en som har kontaktet mig efter at have været oppe hos Torben i længere tid og var blevet lovet befrielse. Kvinden havde været inde i New Age før, og troede at her var nogen som kunne hjælpe hende. Hun skrev følgende:

“Jeg har været dæmonbesat i længere tid og kom til Torben, fordi jeg tænkte, han var en rigtig kristen, da mange af de ting, han fremlagde virkede meget overbevisende. Blandt andet at han havde set himmel og helvede. Jeg kom for at blive udfriet, men endte bare op med at få flere dæmoner ind, hver gang nogen “bad” for mig.”

Det her lyder bestemt ikke som befrielse, og det er heller ikke en af dem som Torben har skrevet om på sin facebook. Der er kun plads til de positive historier som hylder Torben som en Guds mand. Men det er faktisk meget alvorligt at love folk frihed, og så er konsekvensen at de ender med at blive mere ødelagt end de var før de kom for at få hjælp. Men igen det hører man heller ikke om fra Torbens side. Det her tyder langt mere på at det er nyreligøst det som sker på det såkaldte Jesus-hotel end det er kristeligt, og det er meget alvorligt. Derom vil jeg skrive mere om i næste del af denne post som kommer snart. Der vil jeg bl.a. også komme ind på at Torben er kommet ud på et sidespor hvor han snart vil finde ud af at han ikke længere kan bunde. Mit håb og min bøn er at han omvender sig mens tid er. Og det er nødvendigt at han gør det, for det der sker nu er at lede folk vild og love dem noget han ikke er i stand til at give dem.

 

Du kan se mere om Torbens farlige befrielseslære på dette link: https://sand.omvendelse.dk/torben-sondergaard-praediker-skadelig-befrielsesteologi-4614.htm