Categories
Falsk Lære Forvirret lære

William Branham og Henry Nissens astrologiske vildfarelse

Som jeg skrev i første afsnit af denne serie om William Branhams negative indflydelse i dele af den karismatiske kirke, påstod Branham at vi kan finde sandheden tre steder. Det var for det første i astrologien, derefter de ægyptiske pyramider, og så i bibelen. Desværre for Branham forstod han ikke at bibelen advarer imod astrologien, (og dertil er det ret tosset at tro at vi kan finde sandheden i pyramiderne). Men lad os nøjes med at kigge på astrologien.

Gud siger flere gange at stjernedyrkelse er noget Hans folk skal holde fra. Det ser vi bl.a. i femte mosebog 4.19:

“Og løft ikke dit blik mod himlen, så du ser solen, månen og stjernerne, hele himlens hær, og lader dig forlede til at tilbede og dyrke dem.”

og i Sefanias bog 1.4-6:

“Jeg løfter min hånd mod Juda
og mod alle Jerusalems indbyggere.
Fra dette sted udrydder jeg Ba’al til sidste rest
og afgudspræsternes navne tillige med præsterne
og dem, som på tagene
tilbeder himlens hær,
dem som sværger ved Herren,
men også sværger ved deres konge,
dem som vender Herren ryggen,
som ikke søger Herren
og ikke spørger ham om råd.”

På trods af at bibelen så klart advarer imod horoskoper og astrologi (endog f’ørend det fik navnet astrologi), så er der kirkelige folk der tror at man sagtens kan blande disse to ting sammen. En af de mest kendte i Danmark der gør det, er redaktøren for den tværkirkelige avis Henri Nissen. Han skrev for nogle år siden bogen “Jesus i stjernene”, som er en synkretistisk bog, der påstår at vi kan finde sandheden i stjernetegnene. Og at de faktisk skulle være Guds måde at pege hen på Jesus.

Hans bog er en redigering af nogle artikler han havde i Udfordringen. Her har vi et citat fra en af artiklerne fra
Udfordringen:

Var det Enok, der opfandt horoskopet?

I persisk og arabisk tradition er det Bibelens Adam, Enok og Set, der har “opfundet” eller nedskrevet stjernetegnene. Babylonierne anså også Enok for at være den, der havde opfundet astrologien. Grækerne kaldte Enok for “Atlas”. Egypterne og araberne anså også Enok for at være den, der kendte visdommen om stjernerne. I deres mytologi er han den samme som Hermes (den ældre).”

Hvis man læser mere af Henri Nissens skriverier, vil man nå frem til at han mener at vi kan finde Jesus i stjernetegnene, og lad mig bare være ærlig; det er han ret ferm til at argumentere for. Men han er jo også journalist, og uddannet til dette. Problemet er bare  at det han bruger som argumentation, ikke er baseret i bibelen. Hvilket vi også kan se af citatet ovenfor. For vi møder ganske rigtigt Enok i bibelen, men ikke et eneste sted finder vi at han skulle være bagmanden for stjernetegnene.  Nissens argumenter finder han istedet i andre religioner. Han lægger heller ikke skjul på at det er fra mellemøstlig mytologi at disse tanker er hentet, men det er disse myter som bliver brugt til at underbygge hans konklusioner. Og hvis man læser videre når man frem til at Jomfruen tegn åbenbart skulle være et billede på Jomfru Maria og være budbringer af frelseren.

For den utrænede kan dette virke fascinerende. Men problemet er at det lukker op for en pandoras æske af forfærdeligheder. For hvis vi kan finde sandheden om Gud i andre religioner, så undergraver det kristendommens troværdighed og grundbyggesten. Kristendom er ikke synkretistisk, og bibelen siger at det er Jesus der er vejen, sandheden og livet. Ikke stjernetegnene eller lignende.

Ikke noget nyt under solen
Her burde vi måske undre os over at en person som skal være med til at tegne kirkebilledet i Danmark, kan promovere lære der er i klar modstrid med bibelen. Men det er set før, Branham havde jo sagt akkurat de samme ting om stjernetegnene som Henri Nissen, og mange valgte også at tro på ham dengang. Der er dog en forskel som jeg synes er værd at lægge mærke til, og det er at flere af de karismatiske kirker dengang, sagde klart og offentligt fra overfor William Branhams vranglære. Det var en lære som man ikke ville give plads til i kirken. Hvor mange kirker har i dag sagt fra overfor Udfordringen redaktør, og hans vranglære?

Se de to første afsnit om William Branham på disse links:

William Branhams efterfølgere

Branhams argumenter lyder moderne, men er de troværdige?

Categories
Falsk Lære

Branhams argumenter lyder moderne, men er de troværdige?

Et ret berømt filmklip med William Branham er denne her, hvor William Branham fortæller om sig selv, og ikke rigtig noget brugbart om Jesus. Hvis du kigger videoen igennem, vil du høre ham tale om et særligt lys der angiveligt var over ham som baby. Det lys siger han så har fulgt sidenhen i livet. Der er ovenikøbet et billede af ham hvor man kan se det lys være over ham. Dette lys skal ifølge hans egen forståelse, være den samme Herrens engel som ledte israelitterne igennem ørkenen.

Derefter fortæller han en lille smule fra bibelen, men istedet for at bruge det til at forkynde Guds ord, så bliver det brugt til at godkende de åbenbaringer Branham senere hen har fået. De åbenbaringer bruger han så ret meget tid på. Lige præcis dette er noget der ofte kendetegner falske profeter. De er gode til at tale om dem selv, og om hvordan Gud har talt til lige netop dem, og om hvor meget Gud bruger dem. Nu vil jeg godt slå fast, at jeg bestemt tror på at Gud kan tale til os i dag. Hvis Han ikke talte til os, ville der jo ikke være nogen der blev frelst. For vi kan kun komme til Jesus når Faderen drager på os. Og Hans dragning er også en måde at tale til os på, og sker på flere niveauer. Og for det andet betyder det ikke at det er forkert at komme med vidnesbyrd om hvordan Gud har brugt os. Men når vi som her har at gøre med en der har en meget stor fokus på HANS oplevelser, på hvordan HAN har oplevet at Gud har talt til ham. Så kommer det med andre ord til at handle om William Branham, og ikke Jesus Kristus. Fokus bliver helt forkert.

Dette sker faktisk også mange andre steder i dag. Og sker i vore egne kirker. Folk der prædiker sig selv, istedet for Kristus. Folk der prædiker deres oplevelser som de bruger til at argumentere for at deres budskaber er fra Gud selv, og dermed gør dem til troværdige vidner. Men sandheden er den, at det ikke er vore personlige åbenbaringer som skal godkende om noget er fra Gud eller ej. Det er Guds ord, der er autoriteten, og ikke hvad jeg oplever, føler eller har lyst til at mene.
Mange folk har jo igennem tiden haft åbenbaringer af den ene og anden grad, og brugt såkaldte englebesøg som dokumentation for at deres åbenbaring er troværdig. Men når Paulus skriver følgende i galaterbrevet 1.8:

“Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.”

Så har vi Guds ord, for at englebesøg ikke er et argument i sig selv. Tværtimod så siger Paulus at det er evangeliets sandhed som vi har fået givet i Guds ord, som vi skal holde fast i, og ikke skifte ud med noget andet. Heller ikke selvom det nye kommer med store tegn og undere. Branhams argumenter holder med andre ord ikke. Men det er stadig en moderne metode, som folk i kirkerne benytter sig af i dag, til at få godkendt deres tjenester. Det vil jeg gerne give nogle eksempler på formentlig næste gang.

Se første afsnit På dette link

Categories
Falsk Lære Mirakler

William Branhams efterfølgere

Hvis man går tilbage i historien og ser lidt på falske vækkelser indenfor dele af det karismatiske kirkeliv, er William Branham en mand der er svær at komme udenom. For rigtig mange gange viser det sig at falske profeter som fejagtigt er godkendt som Guds profeter, igen og igen henviser til William Branham. Og det gør de som om han er en særlig stor profet. Mange henviser positivt til Branhams lære uden at vide at det er noget de har fra Branham eller en efterfølger af Branham. Hvilket har skabt ret meget forvirring, særlig i den karismatiske del af kirkelejren. For hvem er William Branham egentlig? Jeg har skrevet om ham før, men på grund af nogen debatter jeg for nylig har haft med nogle ekstreme karismatikere, tror jeg det er en god idé endnu engang at tage Branham op.

Hvem var William Branham?
Noget som var ganske særligt ved Branham var at der skete mirakuløse ting rundt om hans arbejde og liv. Noget af det er påstået, mens andet ser ud til at være åndeligt. Men om det er det ene eller andet, er i denne sammenhæng ikke så vigtigt. Hvad der er mere vigtigt er at se hvad William Branham prædikede, og vurdere om det virkelig kan være i overenstemmelse med bibelsk kristendom.
Men Branham havde mange historier om ham selv. Hvordan et lys flere gange var set ovenover ham, eksempelvis lige efter han var blevet født. Hvordan folk fra den okkulte verden havde kontaktet ham og sagt at han var noget ganske særligt, og ville blive brugt af Gud. Og om hvordan Gud havde brugt HAM til diverse ting og sager. Der var altså mange historier som Branham tilsyneladende brugte for at få folk til at godkende ham som en særlig udvalgt profet. Der er noget der tyder på at der var brug for disse historier, for at få folk til at tro på, at det han ellers sagde var fra Gud. Tegnene fra ”Gud”, skulle pointere at budskaberne fra Branham også var fra Gud. Men hvad var det så for budskaber han kom med?
Budskaberne
Man kan finde flere ting i det Branham sagde, som er bibelske. Men som Justin Peters engang sagde: Der skal ikke meget stryknin i et rent glas vand, for at det bliver dødeligt at drikke det. Så det i sig selv at der var gode elementer i forkyndelsen, er ikke nok til at blive godkendt som bibelsk forkynder. Branham havde nogle ekstra åbenbaringer som han tillagde bibelen. Eksempelvis at Eva skulle have haft sex med slangen i Edens have. Derefter skulle hun have været sammen med Adam seksuelt. Og så have fået tvillinger. Den ene skulle så være Kain, og den anden Abel. Men de skulle ikke have den samme far. Dvs en af dem har slangen til far, mens den anden har Adam. Så Branham gør syndefaldet til en seksuel synd, og viser dermed at han skulle have mere viden om dette, end den bibelen viser os. Men bibelen var nu heller ikke det eneste troværdige skrift ifølge Branham. Han påstod at der var to andre steder hvor Gud havde skrevet sandheden. I stjernetegnene, og i pyramiderne. Det sagde han flere gange, eksempelvis som her fra hans prædiken ”Predestined mystery of his will”, hvor han sagde:

” God wrote three Bibles. One of them was the zodiac in the sky. That’s the first Bible. Man was to look up to realize that God is from above. Follow the zodiac. Did you ever study it? It even gives every age, even the cancer age. It gives the beginning, the birth of Christ. What is the first figure in the zodiac? The virgin. What’s the last figure? Leo the lion. The first coming and the second coming of Christ, all of it is written in there.
Then the next Bible was written was in stone, called pyramids. God wrote in the pyramids. If you study them, watch the ancient histories and wars, how they were built before the antediluvian destruction….
The third was wrote on paper—the Bible—for the great, smart, intellectual world to come. Now, as God has moved down through the age, we’re at Leo the lion. We’re at the capping of the pyramid. We’re in the book of the Revelation, at the last chapter.”

Så Branham mente altså at vi kunne finde sandheden I stjernetegnene. Noget som der ikke står nævnt noget om i bibelen. Men som viser sig at skyldes en særlig åbenbaring til Branham. Bibelen viser os heller ikke at pyramiderne skulle være specielt guddommelige, men Branhams åbenbaring siger noget andet.

Treenighedsfornægter
Men noget af det mest alvorlige ved William Branham, var at han fornægtede en af de vigtigste doktriner i kristendommens historie. Han påstod at treenighedslæren var dæmonisk. Samt at hvis man var blevet døbt i faderen, sønnens og Helligåndens navn, skulle man gendøbes, men kun i Jesu navn. Dermed gik han direkte imod det Jesus selv siger om dåbens praksis. For i Mattæus 28. 19 siger Jesus følgende:
”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”

Der er rigtig mange andre meget alvorlige kritikpunkter på William Branham. Men er disse kritikpunkter i sig selv ikke nok til at man kan erklære en mand for en falsk profet? Han kaldte sig selv en profet, og profeterede over folk, nationer og fremtid. Men hans budskaber gik ud over det skrevne ord. Han havde åbenbaringer som lagde ting til skriften. Samt gik imod hvad der er kendt som god gammeldags historisk kristendom, når han gik imod treenighedslæren. Det der så kan undre, er at rigtig mange folk i en hvis del af den karismatiske kirkelejr anser William Branham, for den største profet i det sidste århundrede. Hvorfor de gør det , og hvilke konsekvenser det har for kristne der ikke er opmærksomme på William Branhams indflydelse, vil jeg komme ind på i næste afsnit.

Categories
Bibelen Falsk Lære

Phil Johnson om N. T. Wright (af gæsteskribent)

Jeg (Cameron Buettel) besøgte for nylig USA, og havde det privilegie at interviewe Phil Johnson. For dem der ikke kender Phil, så er han en tordnende prædikant med et skarp og klar tunge. Han fungerer som en slags højre hånd til John MacArthur i Grace Community Church i Sun Valley, Californien. Denne satiriske humor bliver dygtigt vist på hans sjovt nok ret populære blog –Pyromaniacs – som er en rig blanding af reformeret teologi og satire. Phil er også en af verdens førende kendere af det 19. århundredes store prædikant Charles Spurgeon, og driver websiden Spurgeon Archive, som indeholder næsten alt, og alt vedrørende manden der er blevet kendt som prædikanternes fyrste.

Phil Johnson er en fremragende og veldokumenterede kristendoms apologet og jeg var begejstret for muligheden for at stille ham nogle spørgsmål. I denne første del af interviewet spørger jeg Phil Johnson om NT Wright og “The New perspective on Paul”. Hvis du læser en stor del af NT Wright’s arbejde vil du indse, at han har haft en enorm indflydelse på de fleste af de vigtigste lærere inden for emergente bevægelse, især med hensyn til forsoningen. En masse af, hvad Wright siger og lærer er alarmerende, men alligevel tvetydig nok for ham til at han kan overleve som en respekteret “evangelisk kristen”. Phil Johnson har gjort sit hjemmearbejde om dette emne og har nogle skarpe ting at sige.

Categories
Falsk Lære Kirke

“Men vi kan da lære af dem” eller kan vi?

Hvor har jeg mange gange hørt både kirkelige ledere og kirkelige lægfolk sige “vi kan jo godt lære noget af dem” om folk som prædiker et andet evangelium. Disse folk kan ofte se at der er noget galt, det vil de nogen gange godt indrømme. Men de vælger at have have en “positiv” vinkel, ved at stille ovenstående spørgsmål til kritikerne. Nogen gange er det ikke engang gjort til et spørgsmål, man har allerede gjort det til “vi kan jo lære noget af dem”.

Hvad sagde Jesus?
Men Jesus sagde ikke en eneste gang at vi kunne lære noget af de falske lærere på den måde. Han advarede os imod dem istedet. Han sagde at Han ikke havde sendt dem, men at de kom i fåreklæder, men indeni var som glubske ulve. Der var ikke meget “lad os lære noget af dem” , ved Jesu syn på de falske profeter. Men hvis man siger en løgn tilpas mange gange tror folk at det er en sandhed (en metode som Hitler faktisk benyttede sig af, og også stod ved at han benyttede sig af). Et eksempel på det er at mange (selv kristne) tror at Jesus har sagt “enhver er salig i sin tro”, selvom det ikke er noget der kan findes i bibelen.

Men vi er i en tid hvor kristne har ekstremt svært ved at sortere. Folk fra gode kristne kredse kan godt se at Joel Osteens lære ikke er som den i bibelen. Men vi kan jo lære af det. Folk fra traditionelle kirker synes det er fornyende med lidt Rob Bell video til ungdomsmøderne, for de kan jo lære af det. Gamle kirker udskifter forkyndelsen med underholdning og stand-up, bare for at få folk ind kirken, for de kan vel lære af det. Men der er ikke noget at lære. Det skulle da lige være at et tomt udvandet evangelium er ligeså ubrugeligt med underholdning og pseudo-filosofiske dybder, som det er uden alt denne pynt.

Jesus sagde dette:

“Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Markus 16.15-16

Læg mærke til at Han ikke sagde vi skulle lave om på Hans budskab, eller sørge for at sige det på en sjov og underholdende måde, eller gøre det ekstremt mærkeligt. Nej, Han sagde ganske enkelt “prædik evangeliet for hele skabningen”. Hvorfor forsøger vi så at gøre det så svært?

Categories
Falsk Lære Mirakler

Bedraget af en østers

Engang for mange år siden var jeg i Lanquedoc, nede i Sydfrankrig. Der oplevede jeg for første gang i mit liv at spise østers. Appetitlige ser de jo ikke ud, når de ligger der i en rynket skal, og ser ret slimede ud. Men jeg har det sådan med mad, at jeg ønsker empirisk erfaring med om det er værd at spise eller ej. Der var tre ting som blev serveret her. Østers, citron og den lokale hvidvin. Jeg dryppede lidt citronsaft på, hældte østersen ned i munden og smagte på hvidvinen. Og der skete et så. Jeg fik en vidunderlig åbenbaring. Dette var simpelthen så smukt og skønt at jeg fik en følelse af, at jeg ikke havde brug for andet end disse tre ting resten af mit liv. Jeg kan ikke forklare med ord hvad der præcis skete, men det var en berusende og opløftende smagsoplevelse som slog benene væk under mig.

Men selvom jeg havde denne vidunderlige følelse af at jeg ikke havde brug for andet en østers, citron og hvidvin resten af mit liv, så vidste jeg godt med min forstand, at det ikke passede. Ligegyldigt hvor godt det end smagte, og hvor godt det end passede sammen, så ville det ikke være nogen god idé at nøjes med denne menu. Jeg ville dø af fejlernæring med tiden. Det ville altså være skæbnesvangert af mig at efterleve den “åbenbaring” jeg havde i Lanquedoc.

Kristenlivet
Sådan bør det også være med kristenlivet. Kristenlivet er ikke kun en følelse. Men det er det efterhånden blevet til for mange, og bliver også omtalt på den måde af nogen. For nogen er det ligefrem blevet til at hvis man ikke har nogen kraftige åndelige oplevelser, så er det tæt på at man bliver anset for ikke at være en kristen (hvilket er en gang ubibelsk vrøvl). At have en åndelig oplevelse er ikke nødvendigvis dårligt. At blive frelst og født på ny, er nemlig den ultimative største åndelige oplevelse man kan have som menneske. Men hvis den åndelige oplevelse ikke er i overenstemmelse med Guds ord, så er det kun en oplevelse, og ikke noget jeg kan bygge på. Ligegyldigt hvor stærkt den oplevelse så end var.

Her kunne jeg godt komme med mange eksempler, både gralle og skøre eksempler. Der er eksempelvis den med præsten der oplevede at gud sagde til ham, at Helvede ikke eksisterede alligevel. Men at alle mennesker kom i Himlen. Han var så overbevist om det, at det blev det han prædikede i kirken. Førhen havde han (så vidt vides) prædiket evangelisk. Hans menighed forsvandt ligeså stille og roligt, og til sidst måtte han lukke kirken. Men igen, hvorfor komme i kirke og høre om noget som ikke har den ringeste betydning alligevel. For hvis vi kommer i Himlen allesammen, så kan jeg jo leve mit liv som jeg selv vil. Jeg har ikke længere brug for en præst til at fortælle mig noget. Præsten her byggede mere på sin åbenbaring, end på Guds ord. Han ville ikke engang lade sin åbenbaring teste af Guds ord. Hans følelse mente han var mere troværdig.

Eller den med kvinden som i lang tid havde ønsket at Gud talte til hende. Hun tager så i sin afmagt med til at møde med en profet, som sjovt nok giver hende et ord, som han påstår var fra Herren. Hun bliver så glad, og begynder at stråle så meget at hendes præst spørger hende hvad der dog er sket. Hendes svar var at Gud havde talt til hende. Hvortil præsten svarede jamen det var da dejligt, hvad har Han så sagt til dig? Gud skulle så have sagt til hende at hun skulle blive missionær i et afrikansk land, og tage derned snart. Præstens fornuftige reaktion på det var: Det der er ikke fra Gud, og du skal omvende dig fra det. For kvinden var gift, havde hjemmeboende børn, og bibelen siger at hendes opgave var at tage sig af hendes opgaver som hustru og moder. Der var ikke noget der frigjorde hende fra hendes familie til at tage til Afrika.
Hendes første reaktion på denne formaning var vrede, for Gud HAVDE TALT. Men efter nogen dage vendte hun tilbage til sin præst og bad om tilgivelse. Hun kunne godt se, at det hele blot var en åndelig oplevelse (men ikke fra Helligånden). Men hun havde sådan gået og tørstet efter Guds tale. Men hendes kendskab til Guds ord, og en fornuftig frimodig præst, hjalp hende ind på rette spor.

To vidner
Vi kan ikke forlade os alene på åndelige oplevelser. Her er det ligegyldig hvor stærke de end kan være, for jeg ved om mange der har haft meget voldsomme oplevelser, som har været dæmoniske. Deres styrke er ikke med til at godkende dem. Vi er nødt til at have en rettesnor, til at vurdere de ting der opleves, og det er Guds ord. Følelser alene gør det ikke, men hvis følelsen er i overenstemmelse med de troværdige skrifter, så har vi noget vi kan bygge på. Der skal være to vidner, som skriften også gentagne gange siger.

Categories
Falsk Lære Kirke

Tozer om moderne tro

Der er sket noget med den lære om retfærdiggørelse ved tro, som Luther overleverede os. Hvad det er, der i virkeligheden er sket, er vanskelig at blive klar over. Det træder ikke klart frem som et ja eller nej, et tydeligt sort eller hvidt. Det er meget vanskeligt virkelig at få fat på, men det, der er sket, er så alvorligt og væsentligt, at det har forandret eller er på vej til at forandre hele det evangeliske syn. Hvis det får lov at fortsætte, kan det meget vel vende helt op og ned på kristendommen og i stedet for vore fædres tro sætte noget helt andet ind. Alt dette kommer så gradvist og fremtræder så uskyldigt, så det vanskeligt bliver bemærket. Enhver, som vil bekæmpe det, vil blive beskyldt for at kæmpe mod vindmøller som Don Quixote.

Den “revolution”, som stille, men sikkert har sneget sig ind, har bevirket, at ordet “tro” har fået en helt anden betydning. Lidt efter lidt har ordet skiftet mening fra, hvad det oprindeligt stod for, til det, vi ser nu. Forandringen er så snigende, at den næppe bliver erkendt, og ikke én rejser sig mod den og advarer. Men de tragiske følger ser vi rundt om os.

Af A. W. Tozer.

Categories
Falsk Lære

Joel Osteen spiser ikke grise

En af mine venner på Facebook, gjorde opmærksom på denne video, hvor vi endnu engang ser Joel Osteen misbruge prædikestolen. Med misbrug mener jeg at han bruger den til al mulig andet end at prædike evangeliet om Jesus Kristus. Han har denne gang ført os tilbage til moseloven istedet. For denne gang handler det om at man ikke skal spise svinekød. Det kan godt være at han har nogle argumenter her som lyder godt. Men det viser desværre at Joel Osteen har mere forstand på grises fordøjelsessystem, end han har tjeck på bibelen. For kendte han sin bibel burde han vide, at kristne kan spise både grise, okse, kanin, og ja selv krokodillekød i dag. Og gøre det med god samvittighed. Vi er ikke under loven mere, og da slet ikke moseloven.

Jeg ved om flere der har set GodChannel, som er blevet påvirket af disse forkvaklede forsøg på at få kristne tilbage til loven. For det er ikke første gang at man kan høre en trosprædikant tale om dette emne. Her ser vi Benny Hinn gå planken lidt længere ud i hans forsøg på at få kristendom til at handle om alt muligt andet end kristendom. Jeg kan kun undre mig over at folk anser disse mænd for at have en større tro end andre. Der er jo reel ikke nogen forskel på det de siger, og det man kan høre hos Oprah Winfrey og Dr. Phil.

Min ven Cameron Buettel bliver nogen gange kritiseret for at gøre det modsatte af Joel Osteen og Benny Hinn. Han blver nemlig anklaget for at prædike for bibelsk. Men er det da ikke at foretrække frem for at få os tilbage til loviskhed? Du kan høre et eksemepl på Camerons bibelfunderede forkyndelse på dette link: Cameron Buettel.

Categories
Falsk Lære Korset

Når legalisme bliver til kristendom

Legalisme har altid været en fare for kirken. Den lære der siger at vi i egen kraft kan gøre os gode nok til Gud. Noget som mange nok i sit klare udtryk vil afvise. Men det er ikke altid den er så klar i sit mæle, den kommer ofte ganske subtilt. Så den kan være svær at vurdere lige på stedet. Men hvordan kan den så se ud?

Legalismen fokuserer på gerninger, men kan få det til at lyde som om det er hellighed der er tale om. Men hellighed kommer fra Herren, hvilket bringer gode gerninger i den der er født på ny. Men gerninger som skal få os til at se ud som om vi er hellige, er en form for bestikkelse man forsøger at give til Gud. Da Gud er en retfærdig og Hellig dommer, kan Han ikke tage imod bestikkelse. For Ham vil det svare til at Han er nødt til at øge sin straf, siden man kunne tro at Han kunne bestikkes.

Nu mener jeg ikke at det er forkert at fokusere på den kristnes gerninger. Så længe korset er en central del af forkyndelsen. Men hvis korset ikke er en del af forkyndelsen, og der er meget fokus på gerninger (som kan lyde hellige), så har forkyndelsen fejlet og istedet blevet legalistisk. Her skal genfødte omvendte kristne passe på, hvad de tager for gode varer. For mange af os der faktisk er forvandlede, og tilhører Jesus Kristus, vi savner at se mere hellighed i vore egne, andres og i menighedernes liv. Så når vi hører en tale om hellighed, kan vi nemt blive for begejstrede. Det må vi bestemt også godt blive begejstrede over at høre. Jeg har glædet mig de gange jeg har hørt forkyndere tale om hellighed, og gjort det godt. Det har været meget opbyggende at høre den slags, særlig hvis man ikke var vant til at høre den slags i kirken. Men hvis der er tale om en hellighed som ikke fokuserer på Jesu kors, eller minimerer Jesu kors, så er vi i problemer.

Eksempel
Jeg vil gerne illustrere med et eksempel. John Bevere som lige har været i Danmark synes jeg desværre er et lidt for godt eksempel herpå. Bevere er uden tvivl ret vidende om mange ting i bibelen. Men reelt set er det legalisme han prædiker. Han er en del af trosbevægelsen, hvilket er nok til at han ikke skal inviteres til evangeliske kirker, eftersom trosbevægesen bygger på falsk lære. Bevere er dog nem at forfalde til hos overgivne kristne, da han lyder lidt som trosbevægelsens svar på Paul Washer. Der er faktisk flere af de samme elementer i begges forkyndelse. Vel at mærke posistive elementer. Men hvor Paul Washer forkyndelse har en klar fokus på Jesus og Hans værk på korset, så har Beveres forkyndelse en uhyggelig fokus på vores liv, og hvordan vi skal leve det. Det er tankevækkende at vide at flere af de kirker som godt vil have John Bevere til at komme, ofte er dem som taler imod at bruge loven i evangelisationsøjemed. Alligevel vil de gerne have en mand der bruger loven i ekstrem grad, men har et meget lavt forbrug af evangeliet. Efter at have hørt John Bevere, og særlig efter at have hørt en prædiken der hedder Works, er jeg faktisk ret rystet over hvor langt væk Beveres forkyndelse er fra doktrinen retfærdiggørelse af tro. En doktrin som reformatorerne var villige til at dø for.
Hvis man ikke vil høre en hel prædiken med ham, men se et klip hvor han fokuserer på hellighed, med manglende fokus på evangeliet, kan man se et klip her. Udover at forkyndelsen er legalistisk, er han også manipulerende med alt hans forsøg på at få respons fra publikum. Men det er nok noget der kommer fra hans trosbevægelsesbaggrund.

Hvis man ønsker at høre prædikenen “Works” kan den høres på dette link:Works af John Bevere

Categories
Falsk Lære

Gode og dårlige konferencer. Sammenlign selv

En af mine Facebookvenner gjorde opmærksom på forskellen mellem Hillsongs og Ligonier konferencen i år. Det skar det ligesom ud i pap, hvad det er de to står for. Den ene er dybt evangelisk, mens den anden er menneskefokuseret med manipulerende musik (nej jeg vil ikke kalde det lovsang). Det er interessant at lægge mærke til at Hillsong endnu engang har vranglærere som Joel Osteen og T.D. Jakes på gæstelisten. For jeg ved at mange af dem der er tilhængere af Hillsong, faktisk ikke bryder sig om disse to prædikanter. Men de vil ikke gå så vidt som til at sige at Hillsong er forkert på den. Heller ikke selvom Hillsongs forkyndere prædiker akkurat det samme ugudelige vrøvl som Jakes og Osteen. De gør det bare med bedre musik til. Brian Houston T. D. Jakes og Joel Osteen er allesammen en del af trosbevægelsen, og deres forkyndelse viser det!

Det er forresten den sexfikserede Ed Young (læs mere her) der introducerer videoen for Hillsongs konference. Han er efterhånden blevet så kontroversiel at det er mærkværdigt at Brian Houston som er leder af Hillsong, stadig kan arbejde sammen med ham. Men igen Hillsong kan snart ikke chokere mig mere. Det mest chokerende er at folk kalder det kristendom.

Her er promovideoen fra Liginiers konferencen. Den har et noget andet fokus.

Ed Young har forresten lavet en ret skør rap som optakt til Hillsong 2010. Jeg synes den giver et godt indblik i hvad det reelt set er for et fokus man har i disse søgervenligi trosmenigheder.

Men hvad så med de konferencer og bibellejrer vi har i Danmark? Måske tager jeg det op næste gang. Jeg skal lige overveje om jeg tør gøre det. Folk blev så sure på mig sidste år. Hvilket man bl.a. kan se på den debat der kom på magasinet for frikirkenet sidste år. Den kan læses på dette link: Debat om Phil Pringle på sommercamp 2009