Category: Falsk Lære

Hvis man går tilbage i historien og ser lidt på falske vækkelser indenfor dele af det karismatiske kirkeliv, er William Branham en mand der er svær at komme udenom. For rigtig mange gange viser det sig at falske profeter som fejagtigt er godkendt som Guds profeter, igen og igen henviser til William Branham. Og det gør de som om han er en særlig stor profet. Mange henviser positivt til Branhams lære uden at vide at det er noget de har fra Branham eller en efterfølger af Branham. Hvilket har skabt ret meget forvirring, særlig i den karismatiske del af kirkelejren. For hvem er William Branham egentlig? Jeg har skrevet om ham før, men på grund af nogen debatter jeg for nylig har haft med nogle ekstreme karismatikere, tror jeg det er en god idé endnu engang at tage Branham op.

Hvem var William Branham?
Noget som var ganske særligt ved Branham var at der skete mirakuløse ting rundt om hans arbejde og liv. Noget af det er påstået, mens andet ser ud til at være åndeligt. Men om det er det ene eller andet, er i denne sammenhæng ikke så vigtigt. Hvad der er mere vigtigt er at se hvad William Branham prædikede, og vurdere om det virkelig kan være i overenstemmelse med bibelsk kristendom.
Men Branham havde mange historier om ham selv. Hvordan et lys flere gange var set ovenover ham, eksempelvis lige efter han var blevet født. Hvordan folk fra den okkulte verden havde kontaktet ham og sagt at han var noget ganske særligt, og ville blive brugt af Gud. Og om hvordan Gud havde brugt HAM til diverse ting og sager. Der var altså mange historier som Branham tilsyneladende brugte for at få folk til at godkende ham som en særlig udvalgt profet. Der er noget der tyder på at der var brug for disse historier, for at få folk til at tro på, at det han ellers sagde var fra Gud. Tegnene fra ”Gud”, skulle pointere at budskaberne fra Branham også var fra Gud. Men hvad var det så for budskaber han kom med?
Budskaberne
Man kan finde flere ting i det Branham sagde, som er bibelske. Men som Justin Peters engang sagde: Der skal ikke meget stryknin i et rent glas vand, for at det bliver dødeligt at drikke det. Så det i sig selv at der var gode elementer i forkyndelsen, er ikke nok til at blive godkendt som bibelsk forkynder. Branham havde nogle ekstra åbenbaringer som han tillagde bibelen. Eksempelvis at Eva skulle have haft sex med slangen i Edens have. Derefter skulle hun have været sammen med Adam seksuelt. Og så have fået tvillinger. Den ene skulle så være Kain, og den anden Abel. Men de skulle ikke have den samme far. Dvs en af dem har slangen til far, mens den anden har Adam. Så Branham gør syndefaldet til en seksuel synd, og viser dermed at han skulle have mere viden om dette, end den bibelen viser os. Men bibelen var nu heller ikke det eneste troværdige skrift ifølge Branham. Han påstod at der var to andre steder hvor Gud havde skrevet sandheden. I stjernetegnene, og i pyramiderne. Det sagde han flere gange, eksempelvis som her fra hans prædiken ”Predestined mystery of his will”, hvor han sagde:

” God wrote three Bibles. One of them was the zodiac in the sky. That’s the first Bible. Man was to look up to realize that God is from above. Follow the zodiac. Did you ever study it? It even gives every age, even the cancer age. It gives the beginning, the birth of Christ. What is the first figure in the zodiac? The virgin. What’s the last figure? Leo the lion. The first coming and the second coming of Christ, all of it is written in there.
Then the next Bible was written was in stone, called pyramids. God wrote in the pyramids. If you study them, watch the ancient histories and wars, how they were built before the antediluvian destruction….
The third was wrote on paper—the Bible—for the great, smart, intellectual world to come. Now, as God has moved down through the age, we’re at Leo the lion. We’re at the capping of the pyramid. We’re in the book of the Revelation, at the last chapter.”

Så Branham mente altså at vi kunne finde sandheden I stjernetegnene. Noget som der ikke står nævnt noget om i bibelen. Men som viser sig at skyldes en særlig åbenbaring til Branham. Bibelen viser os heller ikke at pyramiderne skulle være specielt guddommelige, men Branhams åbenbaring siger noget andet.

Treenighedsfornægter
Men noget af det mest alvorlige ved William Branham, var at han fornægtede en af de vigtigste doktriner i kristendommens historie. Han påstod at treenighedslæren var dæmonisk. Samt at hvis man var blevet døbt i faderen, sønnens og Helligåndens navn, skulle man gendøbes, men kun i Jesu navn. Dermed gik han direkte imod det Jesus selv siger om dåbens praksis. For i Mattæus 28. 19 siger Jesus følgende:
”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”

Der er rigtig mange andre meget alvorlige kritikpunkter på William Branham. Men er disse kritikpunkter i sig selv ikke nok til at man kan erklære en mand for en falsk profet? Han kaldte sig selv en profet, og profeterede over folk, nationer og fremtid. Men hans budskaber gik ud over det skrevne ord. Han havde åbenbaringer som lagde ting til skriften. Samt gik imod hvad der er kendt som god gammeldags historisk kristendom, når han gik imod treenighedslæren. Det der så kan undre, er at rigtig mange folk i en hvis del af den karismatiske kirkelejr anser William Branham, for den største profet i det sidste århundrede. Hvorfor de gør det , og hvilke konsekvenser det har for kristne der ikke er opmærksomme på William Branhams indflydelse, vil jeg komme ind på i næste afsnit.

Engang for mange år siden var jeg i Lanquedoc, nede i Sydfrankrig. Der oplevede jeg for første gang i mit liv at spise østers. Appetitlige ser de jo ikke ud, når de ligger der i en rynket skal, og ser ret slimede ud. Men jeg har det sådan med mad, at jeg ønsker empirisk erfaring med om det er værd at spise eller ej. Der var tre ting som blev serveret her. Østers, citron og den lokale hvidvin. Jeg dryppede lidt citronsaft på, hældte østersen ned i munden og smagte på hvidvinen. Og der skete et så. Jeg fik en vidunderlig åbenbaring. Dette var simpelthen så smukt og skønt at jeg fik en følelse af, at jeg ikke havde brug for andet end disse tre ting resten af mit liv. Jeg kan ikke forklare med ord hvad der præcis skete, men det var en berusende og opløftende smagsoplevelse som slog benene væk under mig.

Men selvom jeg havde denne vidunderlige følelse af at jeg ikke havde brug for andet en østers, citron og hvidvin resten af mit liv, så vidste jeg godt med min forstand, at det ikke passede. Ligegyldigt hvor godt det end smagte, og hvor godt det end passede sammen, så ville det ikke være nogen god idé at nøjes med denne menu. Jeg ville dø af fejlernæring med tiden. Det ville altså være skæbnesvangert af mig at efterleve den “åbenbaring” jeg havde i Lanquedoc.

Kristenlivet
Sådan bør det også være med kristenlivet. Kristenlivet er ikke kun en følelse. Men det er det efterhånden blevet til for mange, og bliver også omtalt på den måde af nogen. For nogen er det ligefrem blevet til at hvis man ikke har nogen kraftige åndelige oplevelser, så er det tæt på at man bliver anset for ikke at være en kristen (hvilket er en gang ubibelsk vrøvl). At have en åndelig oplevelse er ikke nødvendigvis dårligt. At blive frelst og født på ny, er nemlig den ultimative største åndelige oplevelse man kan have som menneske. Men hvis den åndelige oplevelse ikke er i overenstemmelse med Guds ord, så er det kun en oplevelse, og ikke noget jeg kan bygge på. Ligegyldigt hvor stærkt den oplevelse så end var.

Her kunne jeg godt komme med mange eksempler, både gralle og skøre eksempler. Der er eksempelvis den med præsten der oplevede at gud sagde til ham, at Helvede ikke eksisterede alligevel. Men at alle mennesker kom i Himlen. Han var så overbevist om det, at det blev det han prædikede i kirken. Førhen havde han (så vidt vides) prædiket evangelisk. Hans menighed forsvandt ligeså stille og roligt, og til sidst måtte han lukke kirken. Men igen, hvorfor komme i kirke og høre om noget som ikke har den ringeste betydning alligevel. For hvis vi kommer i Himlen allesammen, så kan jeg jo leve mit liv som jeg selv vil. Jeg har ikke længere brug for en præst til at fortælle mig noget. Præsten her byggede mere på sin åbenbaring, end på Guds ord. Han ville ikke engang lade sin åbenbaring teste af Guds ord. Hans følelse mente han var mere troværdig.

Eller den med kvinden som i lang tid havde ønsket at Gud talte til hende. Hun tager så i sin afmagt med til at møde med en profet, som sjovt nok giver hende et ord, som han påstår var fra Herren. Hun bliver så glad, og begynder at stråle så meget at hendes præst spørger hende hvad der dog er sket. Hendes svar var at Gud havde talt til hende. Hvortil præsten svarede jamen det var da dejligt, hvad har Han så sagt til dig? Gud skulle så have sagt til hende at hun skulle blive missionær i et afrikansk land, og tage derned snart. Præstens fornuftige reaktion på det var: Det der er ikke fra Gud, og du skal omvende dig fra det. For kvinden var gift, havde hjemmeboende børn, og bibelen siger at hendes opgave var at tage sig af hendes opgaver som hustru og moder. Der var ikke noget der frigjorde hende fra hendes familie til at tage til Afrika.
Hendes første reaktion på denne formaning var vrede, for Gud HAVDE TALT. Men efter nogen dage vendte hun tilbage til sin præst og bad om tilgivelse. Hun kunne godt se, at det hele blot var en åndelig oplevelse (men ikke fra Helligånden). Men hun havde sådan gået og tørstet efter Guds tale. Men hendes kendskab til Guds ord, og en fornuftig frimodig præst, hjalp hende ind på rette spor.

To vidner
Vi kan ikke forlade os alene på åndelige oplevelser. Her er det ligegyldig hvor stærke de end kan være, for jeg ved om mange der har haft meget voldsomme oplevelser, som har været dæmoniske. Deres styrke er ikke med til at godkende dem. Vi er nødt til at have en rettesnor, til at vurdere de ting der opleves, og det er Guds ord. Følelser alene gør det ikke, men hvis følelsen er i overenstemmelse med de troværdige skrifter, så har vi noget vi kan bygge på. Der skal være to vidner, som skriften også gentagne gange siger.