Categories
Evig dom Himlen

Og dem der ikke stod i Livets bog…….

En dag skal vi alle stå foran Gud. Det bliver på dommens dag. Når vi læser i Johannes Åbenbaringen 20.11-15 kan vi se at den dag vil der blive åbnet en bog. Livets bog. I den bog står der navnene på dem der tilhører Jesus Kristus. Kun dem. Dem der står i den bog vil træde ind i Himlen og der være sammen med Gud i al evighed. Men det kan være svært at læse det der står i vers 15, uden at blive meget bedrøvet.

” Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.”

Dette er ikke rar læsning, for nogen. For det første er det ikke Guds ønske at kaste nogen mennesker i Helvede. Men fordi Han er en retfærdig dommer vil Han gøre det. Dem som har afvist det sande evangelium, vil Han styrte i ildsøen. Hvor er det bare utroligt vigtigt at vide at ens navn står i den bog. Det er ikke noget vi må tage let på.

Hvor har jeg ofte mødt folk som siger, at de håber de er frelst. De tror nok de er kristne. De mener at Gud da nok vil tage imod dem, når de engang skal herfra. Det ville være meget vigtigere for dem at finde ud af om deres navn står i Lammets livets bog. For hvis vi ikke er overbeviste om at vi står i den bog mens vi er her, så skal vi slet ikke regne med at stå i den overhovedet. Dette ér ikke noget vi kan tage let på. Jeg kan ikke sige som Johannes Møllehave og de andre universalister, at Gud da ikke kunne finde på at straffe mennesker. For bibelen er så klar omkring dette, og er det fra start til slut, at vi ikke kan tillade os at ignorere den side af Gud.

Dem der står i Livets bog, er dem der tilhører Jesus Kristus. Dem der har overgivet deres elendige egne liv til Ham. Dem som kunne se at de ikke i egen kraft kunne gøre sig værdige til at komme ind i Hans nærhed. Dem der står i Livets bog er dem som Jesus siger DU ER MIN til. For en dag vil Han komme igen og så vil Han pege på mennesker som han vil sige Min, MIn, Min, til. Dem Han siger dette til, ved at de tilhører Ham, for de er forvandlede til nye skabninger ved den nye fødsel. Og er man født på ny, så er det noget man ved.

Categories
Bibelen Evig dom

Bibelens ti bud

Der var for nylig en præst der her på siden, spurgte mig hvad de rigtige ti bud var. For han mente at Luthers katekismus (som reelt set bare er en kopi af den romersk katolske) viste de rigtige ti bud. Men sandheden er at de ti bud der står der, kun indeholder ni af bibelens bud. For at kompensere for det manglende bud, har man så delt det sidste bud op i to. Jeg har ikke nogen voldsom anklage på Luther for at begå den fejl. Og jeg har vist nok også forklaret hvorfor før. Men denne præst mente at jeg ikke kunne læse bibelen ordentlig, for han kunne ikke se at dette var et problem. Men her er de så, bibelens ti bud, og ikke menneskers ti bud. Og jeg har nummereret dem i den officielle rækkefølge.

Gud talede alle disse Ord og sagde:

Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset.

1 Du må ikke have andre Guder end mig.

2 Du må ikke gøre dig noget udskåret Billede eller noget Afbillede af det, som er oppe i Himmelen eller nede på Jorden eller i Vandet under Jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg HERREN din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde Led straffer Fædres Brøde på Børn af dem, som hader mig, men i tusind Led viser Miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine Bud!

3 Du må ikke misbruge HERREN din Guds Navn, thi HERREN lader ikke den ustraffet, der misbruger hans Navn!

4 Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig! I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning, men den syvende Dag skal være Hviledag for HERREN din Gud; da må du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte. Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen, Jorden og Havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har HERREN velsignet Hviledagen og helliget den.

5 Ær din Fader og din Moder, for at du kan få et langt Liv i det Land, HERREN din Gud vil give dig!

6 Du må ikke slå ihjel!

7 Du må ikke bedrive Hor!

8 Du må ikke stjæle!

9 Du må ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!

10 Du må ikke begære din Næstes Hus! Du må ikke begære din Næstes Hustru, hans Træl eller Trælkvinde, hans Okse eller Æsel eller noget, der hører din Næste til!”

Jeg har brugt 1933 oversættelsen for at undgå copyrightproblemer med bibelselskabet pga et længere citat.

Hos den protestantiske, og den romersk katolske kirke, har man udeladt det andet bud om ikke at lave sit eget billede af Gud og tilbede det. Istedet har man så taget det sidtste bud og delt det i to. Således at det nu bliver “du må ikke begære din næstes hus” og bagefter kommer så “Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”

Enhver med bare lidt fornuft og evnen til at læse, burde kunne se at det ikke er det samme som står i bibelen. Det er disse ti bud, som mennesket vil blive dømt efter, når vi engang skal for foran Guds domstol. Dem der ønsker i dette liv at klare sig uden Jesus, vil den dag stå uden nogen frelser, og de vil blive dømt til Helvedes flammer i evigheden fordi de er lovbrydere. De har brudt Guds lov. Men dem der har forstået i dette liv, at kun ved at holde sig til Jesus og leve med Ham som Herre, vil undgå straffen. Fordi deres straf er allerede betalt. Den betalte Jesus på Golgatas kors, for små 2000 år siden.

Forresten var årsagen til at vi kom ind på dette område, at der var nogen der nærmest ikoniserede Luther og gav ham apostelstatus. Mens jeg blot sagde at Luther, som jeg bestemt ser meget op til, også lavede fejl, og hans skrifter er ikke en del af de kanoniske skrifter. Derfor kan vi ikke bygge på Luthers lære, men på bibelens lære. At vi kan bruge Luthers lære og blive inspireret af ham, har jeg ikke noget problem med. Luther sagde og skrev noget vi kan bruge i dag, mens der er andet som vi ikke kan bruge, fordi det ikke er funderet i bibelen.
Ligeledes har jeg med garanti også sagt noget vrøvl indimellem som jeg ikke ønsker at folk skal bygge deres liv på. Jeg er ikke en autoritet. John MacArthur siger selv at han ikke er en autoritet. Spurgeon var heller ikke en autoritet, ikke engang John Wesley, og heller ikke Luther. Men det som Både Luther, Spurgeon, Wesley og MacArthur havde fundet ud af er at bibelen er en autoritet, for den er Guds ord.

Categories
Bibelen Evig dom Kirke Synd

Relevant uge på omvendelse.dk 4 Giv os Jyske lov tilbage

Dansk Folkepartis Søren Espersen siger for tiden (se bl.a. her) at svenskerne bør aflevere Jyske Lov tilbage til Danmark. Begrundelsen er Jyske lov er svensk tyvegods som oprindeligt tilhørte Danmark. Jyske lov er den første nedskrevne lov for danskerne (så vidt jeg er orienteret). En af årsagerne til man gerne vil have den hjem, er at den er med til at definere hvem vi danskere er. Det kan jeg godt tilslutte mig. Jyske lov er et historisk klenodie som har betydning for Danmark. Så for en gangs skyld kom der noget brugbart ud af munden på en fra Dansk Folkeparti. Det er et udemærket forslag, og jeg synes Søren Espersens andre argumenter for tilbageleveringen også er forståelige. Men mest fordi Jyske lov er med til at vise hvem vi danskere er.

Hvad med Guds lov?
Men vi danskere skal nu nok klare os, hvis svenskerne ikke leverer Jyske lov tilbage til dens retmæssige indehavere. Vi har større behov. Vi har brug for at få Guds lov tilbage i forkyndelsen i kirkerne. AAAARRRRGGGGHHHH tænker nogen nu, det kan vi da ikke. Vi kan da ikke slå folk i hovedet med Guds lov, og bliver vi så ikke legalister? Det er en fornuftig kritik, og det har også vist sig, at nogle har prædiket Guds lov forkert og med dårlige frugter. Vi skal ikke prædike Guds lov for at få folk til at prøve at leve op til loven. For INGEN kan leve op til loven. Loven er til for at vise at vi er syndere. Syndere der er fuldt ud klare til evig ødelæggelse i Helvede. Vi fortjener ikke et godt liv, vi fortjener ikke at komme i Himlen. Som Jyske lov er med til at vise hvem vi danskere er, så viser Guds lov hvem vi mennesker er, nemlig forbrydere der trænger til en retfærdig straf.
Hvis loven ikke bliver forkyndt, er der ikke nogen grund til at omvende sig. Men sund forkyndelse af loven leder os, og giver os forståelse for at vi har brug for en frelser. Der er kun en der kan frelse os, og det er Gud der blev menneske og tog den straf på sig, som vi fortjente.

Så jeg vil have meget mere end Jyske lov tilbage til Danmark. Jeg vil have Guds lov tilbage i forkyndelsen, så vi kan se at vi har brug for Jesus, og i hvor stor grad vi har brug for Ham!

Hvis du er uenig med mig i dette, så burde du se denne video, som viser dig præcis hvorfor at dette er det største behov vi har i de danske kirker i dag.

Categories
Evangelisation Evig dom Omvendelse

Relevant uge på omvendelse.dk 1 Frogger på Seinfeld

Når det skal være rigtig relevant i kirken, så er det mest normale at man er ca 10 år for sent på den. Så derfor har jeg valgt at starte første del med en tv-serie fra forrige årti. Vi skal tilbage til halvfemserne, og halvfemserne blev ikoniseret af Sitcomserien Seinfeld.

I et af afsnittene finder taberfiguren i serien, George Costanza, ud af at den spillemaskine som ham og Jerry Seinfeld spillede på i deres ungdom, stadig står i det pizzaria, som de ofte besøgte i deres ungdom. Det drejer sig om spillemaskinen Frogger. Et spil om en lille frø der skal over vejen, uden at blive kørt ned. George og Jerry kommer en dag forbi pizzariaet, og ser de at Georges rekord fra hans ungdom, stadig ikke er slået. Han har lagt nummer et på froggermaskinen i over tyve år.

Da Pizzariaet skal dreje nøglen om den kommende lørdag, går det op for George hvor meget den spillemaskine betyder for ham. Den rekord som står på Froggermaskinen, er den største succes han nogensinde har haft. Hans liv har været så fuld af fiaskoer og fejltagelser at hans froggerrekord, må være højdepunktet i hans liv. Han beslutter sig derfor for at købe froggermaskinen inden butikken lukker for altid. Men for at undgå at rekorden bliver slettet fra maskinen, må strømmen ikke slåes fra. Der er altså brug for at man kan få spillemaskinen transporteret sammen med et batteri som kan levere strøm.

George sætter en kæmperedningsplan i gang. Han får fat i nogle suspekte folk som han tror kan hjælpe ham. For han VIL have maskinen hjem til sin lejlighed, så han kan dokumentere hans livs højdepunkt. Så kan han da vise at han har bedrevet det til noget igennem sit liv. Da det endelig skal ske om lørdagen, går alt ikke helt efter planen. Men pludselig får George en idé som måske kan give ham et nyt højdepunkt i sit liv, eller hvad? Se hvad der sker her:

Vi andre er ikke så forskellige fra George Costanza. Vi fokuserer på hvad vi har gjort og hvad vi har opbygget igennem livet. Om vi har lidt som George Costanza eller meget som Donald Trump, så vil det ikke hjælpe os når vi en dag skal stå foran Gud. Den dag vi Gud sige som han sagde til den rige mand der havde samlet sig rigomme i Lukas 12.20-21:

“Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?  Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«”

George var heldig. Det var kun spillemaskinen han mistede her. Men en dag skal alle Georger og Georginer stå foran Gud, og hvis de ikke mens de boede her på jorden har erkendt at deres eget arbejde intet er værd i Guds øjne, og at de er syndere som er skyldige til evig ødelæggelse, så er det fortabelsen de har i vente.

Spild ikke dit liv som George med at kigge på hvad du selv har udrettet. For der er kun en måde du kan blive retfærdiggjort overfor Gud på. Det er igennem Jesu Kristi kors. Kun der hvor vi ydmyger os selv totalt, og indser at vi i os selv ikke har noget at rose os af. Kun der er frelsen fra Jesus. Der vil Jesus tage imod os, som syndere der har omvendt sig til Ham!

Categories
Evangelisation Evig dom Prædikener videoer

Mere Mark Cahill

Som man kan se i indlægget lige før, så fortæller Cameron og Anders om deres møde med Mark Cahill. Han er en forhenværende basketballspiller som i dag er fuldtidsevangelist. Og en vild en af slagsen. Ray Comfort har sagt om Mark Cahill, at han er den eneste der har fået ham til at føle sig lunken. Så nu er du advaret. Mark Cahills budskab i denne video er, at der er en ting som du ikke kan gøre i Himlen, som du er kaldet til at gøre nu. Deter at give evangeliet til de fortabte. Hvorfor det er vigtigt forklarer han ganske godt i denne video. Men se den kun hvis du tør blive udfordret på dit liv med Gud, og tro mig det er ikke en tom advarsel, som den slags man plejer at få i nogen kirker!

Categories
Evig dom Kirke Overfladisk kristendom

En sermonjam der fik mig til at tænke

Doug Eaton er ikke et navn der er ligeså kendt som Paul Washer og Ray Comfort. Men jeg har ofte kommet forbi hans hjemmeside Godwardthoughts. Hans indlæg har nogle dybder og vinkler, som får en til at reflektere over vigtige bibelske områder. Så nej jeg er ikke modstander af at kristne reflekterer, selvom der nok er nogen (muligvis emergente) der tror det modsatte om mig. Men her er et eksempel på en der fremmer kristen refleksion på en god måde som jeg kan anbefale.

Doug Eaton har for nylig lavet en sermonjam som omhandler det Jesus vil sige den dag hvor vi alle skal stå foran Guds domstol. Den er bestemt værd at bruge fire minutter på. De spørgsmål og svar Doug giver i videoen her skærer mig i hjertet, for en dag skal det ske. En dag vil folk stå foran Guds domstol og blive dømt til evig fortabelse, selvom de har anset sig selv for at være kristne igennem deres liv. Selvom de har gerninger som de kan pege på. Selvom de har vist at de havde en tro på Gud. Men Jesus siger til dem:

“Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” Mattæus 7.23

Categories
Evangelisation Evig dom Kommentar til medierne Omvendelse

Gammel, men god nyhed

Politiken gør i dag opmærksom på at forkyndere er begyndt at lægge deres prædikener ud på nettet til download. Det er nu ikke nogen nyhed for mig, eller de faste læsere her på bloggen. Det kan godt være at politikens læsere undrer sig over dette fænomen. Men jeg har også undret mig, for efter at have lagt mine prædikener ud på nettet, kan jeg se at jeg har kunne tale til langt flere end jeg nogensinde har gjort før. Før jeg startede på det, tænkte jeg om det overhovedet kunne betale sig, men det kunne det.
Den prædiken som statistikken viser er blevet hørt flest gange, er også den som jeg anser som den vigtigste. Hvis jeg kun kunne holde en eneste prædiken i hele mit liv, så skulle det være den her: Hvad er vigtigt?

Hør online eller download den til din mp3.

Categories
Evig dom Omvendelse

Lev stærkt dø ung, men var det det værd?

For halvandet års tid siden var der meget fokus i medierne på, at unge var begyndt at trainsurfe. Det lyder jo umiddelbart uskadeligt. Men det indebar at man hægtede sig fast udenfor på et tog. I vestjylland var der en ung mand som åbenbart ikke syntes at hans liv havde indhold nok. For han valgte at tage toget på den farlige måde, og gerne med en øl i hånden samtidig. Han yndede også at filme sine ture. Men en dag blev det slut. Han skulle hjem fra en tur i byen en aften. Satte sig på taget af toget og tænkte at nu kunne han komme hjem. Da toget kørte igennem en lav viadukt, var det slut. Han var dræbt på stedet.

Han levede som om døden ikke betød noget. Som om livet ikke havde nogen konsekvens. Men i dag er han et andet sted. Et sted hvor han aldrig kan komme væk fra. I fald den unge mand ikke omvendte sig på sin sidste køretur (hvilket jeg jo ikke ved noget om) så har han i dag fundet ud af at hans liv var spildt. Han troede livet handlede om at få lidt spænding i tilværelsen, drikke nogle øl og blive kendt som ham der ikke troede livet havde nogle konsekvenser. Hvis han kunne få lov til at fortælle os hvad han ved i dag, så vil han fortælle dig et helt andet og meget anderledes budskab. Og det er budskabet:

“Vend om til Herren Jesus, giv dit liv til Ham og få tilgivelse for dine synder. Spild ikke dit liv som jeg gjorde, for det har frygtelige konsekvenser.”

Hvorfor det har frygtelige konsekvenser kan du se på linket linket her. Hvis du ønsker at se den unge mand spilde sit liv, kan hans trainsurfervideo stadig ses på youtube her:http://www.youtube.com/watch?v=jY1Jnm1lON8. Jeg er sikker på at der hvor han er i dag, tænker han ikke tilbage på at det var rigtig sjovt at trainsurfe!

Categories
Evig dom

Der er ingen endorfiner i Helvede

Når folk kommer svært til skade, sker det at hjernen vælger at frigøre endorfiner. Disse endorfiner er smertedæmpende, og har den samme virkning som morfin. Endorfiner er et naturligt stof som findes i os, men kun er til brug i nødsituationer. Det er ganske fornuftigt at Gud har udstyret os med smertedæmpende funktioner. Men endorfiner findes kun i denne verden.

Jeg har flere gange mødt folk som har erkendt at de er på vej til Helvede. Men alligevel ikke vil vende om til Jesus og frasige sig deres syndige livsstil. De samme mennesker kan godt finde på at sige, at de nok vænner sig til varmen. Eller det er jo der deres venner er, så de kan vel ligeså godt tage derned og hygge sig. En har ovenikøbet givet beggrundelsen at hans humor ikke passer til Himlen, men mere til Helvede. Problemet er blot at intet af dette vil komme til at passe for nogen af dem.

I Helvede er der ikke nogen der taler sammen, hygger sig, eller fortæller sjofle vittigheder. Dertil er der ingen der nogensinde vil vænne sig til varmen. For der står i Åbenbaringen 14.11:

“Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat”

Og i Mattæus 10.28 står der:

“Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”

Det er altså mere end blot en sjælelig tilværelse man har i fortabelsen. Det er ligeså meget en fysisk tilværelse, og den er forfærdelig. Man vil blive pint i al evighed og man vil aldrig finde hvile. Der er ikke længere nogen endorfiner som dæmper smerten for dem der er i Helvede. Helvede er for dem der valgte deres egen vej, og kun ville have Guds gaver, men ikke ville kende gavegiveren. De viste at de hellere ville leve uden gavegiveren, og de har fået det de ønskede. En evighed uden Gud, men de har også fået en evighed uden Guds velsignelser og gaver. De har fundet ud af at alt det de elskede i denne verden, kunne de ikke tage med i Helvede. Med undtagelse af en ting måske, deres syndige begær. Men i Helvede kan de aldrig nogensinde få dette begær opfyldt. Der er kun plads til at fokusere på smerten og fortvivlelsen over ikke at have taget imod det kald fra Jesus, som de fik da de gik på jorden. En smerte og fortvivlelse som vil kunne mærkes til fulde, for fortabelsen er et sted helt uden endorfiner, et sted uden hvile.

Categories
Evig dom Livet som kristen Omvendelse

Milli Vanilli mistede en grammy

I 1989 havde duoen Milli Vanilli et megahit med nummeret “Girl you know its true”. Dem der har min alder glemmer det ikke, for det var en ørehænger af format, med en fed musikvideo til. De to mørklødede unge herrer Fab Morvan og Rob Pilatus, så friske, hippe og særdeles musikalske ud. De havde nogle ret seje moves og man måtte bare give sig hen til sangen, for det var rigtig godt sat sammen. I 1990 blev de nomineret til en grammy for årets bedste newcomer. En nominering de vandt. Og hvorfor ikke, de havde jo fejet hitlisterne over det meste af verden. De var “on top of the world”.

Men der var nogle der havde en mistanke om at der var noget galt. Bl.a. var Milli Vanillis liveperformances altid med playback, og tydeligvis også på stemmerne, og de to herrer var ikke særlig gode til lippsinging. Dertil var der nogen der havde kendskab til deres producer, den tyske Frank Farian. Han havde også stået for det kendte halvfjerdserband Boney M. Eller nærmere sagt Boney Ms, for der var flere af dem. Han havde fået nogle dygtige sangere til at indspille nogle sange, og sendte derefter nogle andre sorte performere ud i Europa som skulle se ud som om det var dem der havde sunget sangene. Dette var et virkeligt smart trick. For da hypen om Boney M var høj, kunne man sende rigtig mange Boney M grupper ud i Europa, og hente rigtig mange penge ind på en gang. Men den metode ville Frank Farian nok ikke benytte sig af mere, eller ville han?

Han sendte faktisk ikke flere Milli Vanilli grupper ud i verden. Der var kun de to herrer der kunne udsendes officielt. Men der var til gengæld nogle andre sangere som havde indspillet alle Milli Vanillis numre. Men Frank Farian mente ikke at de havde marketingspotentiale til at bryde igennem. Det havde Fab og Rob til gengæld med deres vaskebrætsmaver og lækre lange hår. 

Bedraget blev dog til sidst opdaget. Fab og Rob tilstod at de aldrig havde sunget en eneste strofe på deres sange, men bare havde ladet som om. De var nødt til at aflevere deres grammy tilbage i skam. Nu er der jo mange der ved, at der i musikbranchen findes flere af sådanne tilfælde, som bare ikke er blevet afsløret endnu. Men hvad der er endnu værre er alle dem der sidder i kirkerne, og tror at de er kristne, men aldrig er blevet født på ny. 

Når man ser på dem så ligner de jo kristne. De taler som kristne, de synger med på lovsangene, de kommer til møderne, og nogle af dem kommer ovenikøbet til bønnemøderne. De lever religiøse liv, og føler at de er blevet gode mennesker, og anser sig selv for at være kristne, for det siger deres præst jo de er. Men for dem der aldrig er blevet født på ny, vil en endnu være oplevelse,  end Milli Vanillis ydmygende tilbagelevering af deres grammy være i vente. For en dag vil de stå foran Gud som vil dømme dem som dem de er. Som forbrydere der har overtrådt Guds hellige lov. De vil stå og sige jamen har jeg ikke rakt mine hænder op til lovsang, har jeg ikke bedt, og kommet i kirken. Men Gud vil sige til dem “Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Mattæus 7.23).

Det vil Han sige fordi de aldrig er blevet født på ny, og uden at være født på ny er det slet ikke muligt at se Guds rige (Johannes 3.3), og hvis man ikke engang kan se det, hvordan skulle man så kunne komme ind i det? Den dag vil der stå folk som har troet at de var frelst pga en beslutning om at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte, eller fordi de har bedt Jesus om at blive deres guide for livet, eller fordi de er blevet døbt engang. Men de vil finde ud af at intet af dette har kunnet frelse dem. De havde nemlig aldrig omvendt sig og blevet født på ny. De havde ignoreret Guds kald til dem, da de oplevede den, og istedetfor troet på menneskers godkendelser af deres “frelse”.

Det kan godt være at de lignede kristne, ligesom Milli Vanilli lignede popsangere. Men bare fordi man ligner en kristen benøver man ikke være det. Er man en kristen er man en ny skabning. Er man en kristen er det fordi man engang blev født på ny, og den fødsel er ikke noget der bare sker i en gentagelse af en bøn, eller på basis af en beslutning, og heller ikke fordi man er blevet døbt. Den sker ved at Gud føder en på ny, og det gør Han ved dem som tager imod omvendelsens nådegave! 

Det kan godt være at Milli Vannili kunne snyde os en kort stund, selv med fede musikvideoer og lækkert hår. Men Gud lader sig ikke snyde, en der ikke er født på ny, kan ikke blive dømt under Kristus. Den person bliver dømt uden for Kristus. Men hvis det skal gå sådan for dem der ikke er født på ny, men troede de var det. Hvordan skal det så gå for dem der talte dem efter munden og godkendte dem som frelste? Det er et spørgsmål jeg ikke tør besvare.