Categories
Livet som kristen

At følge Ham

“At tage dit liv og følge Ham, kan koste dig dit liv. Men det giver så meget mere.”

Sådan startede en kristen sang, som man var glad for at synge i særlig norske kirker i halvfemserne. Det var en en rigtig flot melodi den blev sunget på, og de sangkor der sang den (dem jeg har hørt) sang den ofte meget smukt. Men det var ikke det der var fokus på, når man hørte sangen. Der var en klar fokus på at det at være en kristen betyder at vi må tage vort kors op, og følge Jesus. Et følgeskab som medfører at vi dør fra os selv. Det kan betyde for nogen af os, at vi mister vort liv fysisk også. Men for alle kristne vil livet med Gud på et eller andet tidspunkt betyde, at vi er nødt til at give afkald.

Vi kan ikke leve som kristne, uden at det på et eller andet tidspunkt vil medføre at vi må vælge noget fra. Det kan være karriere, det kan være det store hus, på den fine vej. Det kan også være venskaber, som ikke kan holde hvis man vil leve sit liv kompromisløst med Jesus. Det kan faktisk koste dig dit job, og det sker også i Danmark. Jeg kender flere det er sket for. Og sådan kunne jeg fortsætte. Spørgsmålet er om vi er villige til at betale den pris, og er vi villige til at betale den fortsat. At vi før har givet afkald, betyder ikke at vi ikke behøver gøre det igen. Det kan komme nye udfordringer som Gud sætter os overfor. Vi kan ikke leve vort liv på, at vi en gang for lang tid siden var villig til at give afkald. Det er en indstilling som vi må holde fast i, til Herren Henter os.

Hvis vi siger vi vil følge Ham, er vi så også villige til at betale den pris det har, når det bliver hårdt?

Categories
Kirke Musik

Lovsangsledere med forkert fokus

Istedet for en prædiken eller lang video denne lørdag, har jeg valgt at vise tre videoer, som burde sætte nogle tanker i gang. De første to er nogle lovsangsvideoer. Den første er fra Granger church, som er den sjettemest indflydelsesrige kirke i USA (det siger de ihvertfald selv de er, men jeg ved ikke hvad jeg skal bruge det til). Det er en usædvanlig behagelig sang, som desværre sætter sig fast i ørerne. Så pas på med at høre for meget af den.

Den anden video er fra Hillsong. Der findes “moderne kristne” som vil kalde videoen et klip fra en gudstjeneste. Jeg kalder det hvad det er, en koncert! Sangen hedder Take it all, og er et hit hos mange unge kristne. Det er rigtig dejligt at stå og chante “Take take take it all. Take take take it all”. Det giver sådan en god atmosfære, og nogen tror at det er Gud der skaber den stemning.

Den sidste video er lavet af en forkynder ved navn Doug Eaton. Han har ti bud på hvordan lovsangsledere kan forhindre kirken, i at gøre det arbejde Gud har kaldet kirken til. Jeg har været med til rigtig mange moderne kristne møder, og det som Doug Eaton siger om lovsangsledelse her, svarer desværre i meget store træk til hvad jeg har set rigtig rigtig mange steder. Og det har bredt sig til også at være et problem i de missionske kredse i dag.
Hvis du kun ser de to første videoer, kan det være at du bare vil synes at det ser da meget godt ud. Men hvis du hører hvad Doug har at sige, så vil du blive udfordret. Men på en sund måde.

Nu hvor du har set videoen, så prøv at tænk over hvor mange af de punkter som Doug kom ind på, som du kunne genkende i de to første videoer. Specielt den med, vær følelsesmæssig for følelsernes skyld, og den med sørg for at der kommer fokus på dig, var dem jeg synes var fremtrædende.

Categories
Bibelen Falsk Lære Kirke

Hvor går grænsen? (Hvad er en vranglærer)

Her er fortsættelsen på Hvor går grænsen?. Hovedspørgsmålet fra læseren var som jeg ser det, hvad skal der til for at definere en som en vranglærer. Lad mig starte med at pointere at det er meget vigtigt at kunne vurdere hvem vranglærererne er. Det gør bibelen opmærksom på igen og igen. Eksempelvis her fra Andet Johannesbrev 8-11:

“Tag jer i agt, at I ikke skal miste det, vi har nået ved vort arbejde, men få den fulde løn. Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger.”

Vi får her at vide at vi kan miste vores frelse. Og det er ved at lukke vranglære indenfor i vore kredse at det sker. Johannes var ret kontant hvad det angik, og det er i overenstemmelse med hvad vi ellers læser i bibelen. Så det er ikke et skriftsted vi kan ignorere. I skriftstedet her, ser vi også en definition påf en vranglærer. Det er en der går ud over Kristi lære. Her skal vi ganske rigtigt passe på. For den slags skriftsteder er blevet misbrugt jævnligt. At gå ud over Kristi lære må dels have med at gøre at korset ikke længere er nok. At der skal mere til, eller at der ikke er brug for korset. Som når Brian McLaren siger at korset er kosmisk børnemishandling, og blot var en symbolsk begivenhed.

Jeg tror at det er muligt at have en bibelsk forståelse af hvad en vranglærer er, og hvordan man sorterer dem fra. For ellers ville det ikke stå i bibelen at vi ikke skal lukke dem indenfor. Men når vi ved det er en der går ud over Kristi lære, så har vi også noget at gå efter. Jeg er overbevist om at det ikke har noget at gøre med vores forskellige kirkers tradition for gudstjeneste. Jeg ved der findes kirkesamfund som påstår at deres måde at holde kirke på har rod i urkirken. Det bruger nogen af dem som begrundelse for at de er den eneste sande kirke, og at alle andre kirker kun er andenrangskirker. Det kan jeg ikke tilslutte mig alene af den grund, at det er meget få liturgiske retningslinier vi har fået leveret i det nye testamente. De tre primære vi har fået er følgende. De mødtes, de delte ordet og de brød brødet. Og måden det skete på var sikkert også forskellig.

Så jeg kan sagtens være i stue med folk fra andre kirkesamfund end mit eget. Jeg kunne også godt studere Guds ord med dem, og samarbejde henover kirkesamfundene, hvilket jeg ofte har gjort, da jeg var med til at stå for en del tværkirkelige arrangementer i halvfemserne. Men når det drejer sig om folk som Rick Warren, Joel Osteen, Rob Bell, Doug Pagitt og Todd Bentley. Så har vi at gøre med folk som er gået ud over Kristi lære. Hvordan de har gjort det kan man få dokumenteret ved at søge på deres navne her på siden. Jeg har sørget for at undersøge det ordentligt hvad jeg har skrevet om dem, der er vurderet på hvad de selv har sagt og gjort. For disse mennesker er det ikke Sola Scriptura der gælder (skriften alene). De er gået ud over skriften og bygger på ting der ikke er bibelske. Hvis det blot drejede sig om at de brugte ting der lå ud over skriften, men ikke byggede på dem som de gør, så er jeg i fare for at gå for langt i min bedømmelse af dem. Men det er tydeligt at der er noget galt med disse personer. Derfor kan vi heller ikke lukke dem ind i vore kirker, hvad mange af os dog har gjort, bl.a. med deres litteratur.

Problemet i dag er at mange slet ikke er opmærksom på, at det disse folk prædiker er vranglære. For tyve år siden ville størstedelen af de kristne kirker kunne se at det ikke var evangeliet. I dag siger mange af de samme kirker, at vi kan lære noget af dem, eller at de har en højere åbenbaring end os. Men deres budskaber viser at de går ud over Kristi lære, og så siger bibelen at vi ikke engang skal lukke dem ind. Der er altså en grænse.
Der kan være områder hvor grænsen måske er svær at se, men hvad dem jeg er kommet ind på, kan jeg ikke se det skulle være svært at se. Det er dog kollosalt vigtigt at jeg også er sikker i mine bedømmelser. For som jeg selv har dømt andre, skal jeg selv dømmes. Derfor er det meget afgørende for mig at jeg kender skriften, og kan se hvad der er skriftmæssigt korrekt, og hvad der ikke er, og ikke har en hyklerisk tilgang til det. For ellers er det ve mig, og ikke kun Joel Osteen, Rick Warren osv.

Kommende indlæg: Bibellærere jeg anbefaler, men ikke er enig med i alt (og hvorfor jeg alligevel kan anbefale dem).

Categories
evolution eller intelligent design

Venomfangx er tilbage

Den unge apologetiker venomfangx som jeg før har vist (se her), har fået nyt optageudstyr. Han spurgte på youtube om der var nogen der havde lyst til at give ham noget nyt optageudstyr, for det han brugte var af en kvalitet der svarede til noget han havde købt i en Tiger-butik. En af hans seere gav ham et 800$ High Definition kamera, og nu er han igen Kørende.

Venomfangx tror og forsvarer intelligent design. Han er blevet truet med at holde op med at vise hans videoer, Han er blevet hængt kraftigt ud på nettet, og hans videoer er blevet kopieret og manipuleret med af hans modstandere. Han stoppede på et tidspunkt pga truslerne, men jeg tror han har det ligesom mig. Guds Ånd driver os til at gøre det vi gør.

Her er han igen, med endnu et kapitel om Intelligent Design. En designer du og jeg en dag skal stå til ansvar overfor.

Categories
Kirke Musik

En kirke der tror på venskab med verden

Jeg ved ikke hvorfor jeg skal læse den her slags i frikirkebladet Domino, og jeg vil også rette henvendelse om det. Men i Domino står der i denne måned en særdeles positiv artiken om den tåbelige Åbenkirke i Herning som har valgt at holde heavy metal koncert i kirken. Det er vel at mærke en heavy metal koncert som er en blanding af ikke-kristne heavy bands og nogle som angiveligt er kristne metal bands. Dertil har man samarejdet med en muslim om arrangementet.

Argumentationen for arrangementet er mildt sagt latterligt. Tovholderen for arrangementet Esben Jensen udtalte:

“Jeg tror de vil få en oplevelse af, at dørtærskelen til kirken bliver sænket til i forhold til, hvad de forestiller sig, man kan lave i en kirke.”

Jeg kan ikke se nogensomhelst bibelsk begrundelse for arrangementet i hverken denne udtalelse, eller nogen af de andre argumenter som der kom frem i artiklen. Der har været nogen som har beklaget sig over at kirken lukke en dæmonisk ånd ind i kirken ved at afholde dette arrangement. Om det sker eller ej, skal jeg ikke udtale mig om. Men jeg ved dette at venskab med verden er fjendskab med Gud (Jakob 4.4). På dette område er bibelen meget klar, og hvis vi ikke kan tage det alvorligt, så kan vi heller ikke tage Gud alvorligt. Det er hvad der er sket her, en kirke som ikke tager Gud alvorligt, fordi de ikke tager Hans ord alvorligt. Og nej, det betyder ikke at vi skal lade være med at være sammen med folk fra denne verden. Vi skal jo ikke leve isoleret. Men det er ikke kirkens opgave, at lukke verden ind i kirken, tværtimod.

Jeg kan huske dengang jeg studerede, der var der en af mine venner som var DJ. Han kendte godt kirken som jeg kom i, og syntes den havde nogle fede musikmuligheder. Han spurgte mig engang om han ikke kunne leje kirken til et technorave. Inden jeg fik nået at give ham et svar, havde en af mine andre ufrelste venner allerede svaret ham. Det lød cirka sådan her:

“Hvad tænker du dog på, er du ikke klar over at det er en kirke, du kan da ikke holde sådan noget i en kirke”

Hvad der nogenlunde svarede til det jeg skulle til at svare, bare lidt pænere. Men her havde jeg faktisk en ikke-kristen ven, som var mere klog end lederskabet i ovennævnte kirke. For det er en kirke som ikke kan se at det her er forkert, ubibelsk og en deroute mod noget, som man ikke kan styre.

Det her ligner en kirke der har prostitueret sig selv, fordi man ønskede at verden skulle kunne lide en. Man ville hellere have anseelse fra verdens øjne, end anseelse fra Gud. Hvad mon de ikke-kristne heavybands tænker om kirken i Herning? Mon de tænker “waauw hvor var de kristne der bare radikale i deres tro”? Men vigtigst af alt, hvad mon Gud vil sige til dem der har ledt den kirke, når de engang skal stå foran Guds domstol. Hvis man vil være leder, så har man også et ansvar. Et ansvar for at holde kirken som er Jesu brud ren. Den skal ikke gøres beskidt. For hvorfor skulle Jesus ønske at blive gift med en brud, som han har gjort ren engang, hvis den blot har tilsølet sig i snavs og skidt igen? Hvis man som leder ikke har levet op til det ansvar, så ville jeg grue for at stå foran Gud på dommens dag.

For at undgå at jeg ikke kommer til at definere mig selv som hykler, skal jeg gøre opmærksom på at jeg selv har lavet arrangementer der lugter lidt af det her, engang i halvfemserne. Jeg har omvendt mig fra dem i dag, for jeg måtte erkende at det ikke var bibelsk funderet, og heller ikke havde bibelske frugter. Så jeg kan godt sætte mig ind i hvorfor man kan finde på at afholde disse arrangementer. Men jeg kan ikke, og vil ikke støtte den slags mere, og jeg kan ikke holde min mund omkring det, for jeg ser at frugten bliver unge mennesker i kirkerne som kommer væk fra Gud. Det er usædvanligt sjældent at frugten bliver at folk bliver gennemfrelst. Men en masse falske omvendelser istedet.

Categories
Falsk Lære

Kaffe hos Henrik Holmgaard

Lørdag eftermiddag var jeg til kaffe hos den emergente studenterpastor Henrik Holmgaard i Aalborg. Jeg var jo blevet inviteret til en snak med ham, fordi han tilsyneladende ikke ønskede at diskutere visse ting over nettet. Hvad det er for ting kan man se her. Henrik var som jeg forventede en flink og behagelig mand. Vi har begge to en lidt snobbet holdning til kaffe. VI havde ovenikøbet den samme kaffemølle fandt vi ud af (Braun med forskellige malingsgrader). Hvad der betød at jeg havde spildt min tid med at male noget specialkaffe hjemmefra, som jeg ville give til ham. Den kaffe jeg fik hos ham var da også ret god.

Ham og hans kone boede også pænt, uden at være prangende. Der var ikke noget der tydede på at Henrik Holmgaard og hans kone var inspireret af trosbevægelsen. De havde ihvertfald ikke brug for at vise at de var rige, men viste heller ikke det modsatte. Jeg selv lignede måske en fra trosbevægelsen i mine Prada bukser, og Burberryjakke. Jeg kunne nu godt have taget noget tøj på, der så lidt emergent ud. Jeg har faktisk en lang sort skindjakke, som gør at folk synes jeg ligner en fra en buddhistisk film ved navn Matrix. Den har jeg nemlig hørt er meget populær i emergente kredse. Men nu ville jeg jo ikke skræmme Henrik med min fremtoning, så jeg lignede en der kunne have et maskingevær indenunder jakken. Så hellere se lidt borgerlig og konservativ ud, det var måske også hvad han forventede at møde. Henrik og jeg indledte vores samtale med hvordan vi var kommet ind i det arbejde vi havde med at gøre, og jeg fik lidt at vide om Henriks baggrund.

Samtalen skulle gå på om emergent church bevægelsen var et vranglæreproblem eller ej. Jeg spurgte Henrik hvad der var årsag til at han var blevet interesseret i det emergente. Hans forklaring kunne jeg udemærket sætte mig ind i, og det virkede også til at det oprindelig var pga en lyst til at flere mennesker måtte opleve at blive frelst af Jesus, og få nyt liv hos Ham. Jeg fortalte ham også at en del af de spørgsmål man stiller hos de emergente har jeg bestemt ikke noget imod. Men jeg har noget imod når de sætter tvivl om vigtige kernepunkter i kristendommen. At man prøver at stille spørgsmål til gudstjenestens struktur, eller traditioner i kirken som ikke er begrundet i bibelen, ser jeg sjældent noget problem i.

Sagen var da også den at Henrik og jeg var enige om flere ting. Men der hvor vi ikke var enige, var hvorfor det kan være et problem at man får inspiration fra folk som bibelen kalder vranglærere. For Henrik kunne godt se at det er problematisk at Doug Pagitt fornægter eksistensen af fortabelsen. Han kunne også godt se at det var problematisk at Rob Bell siger at bibelen kun er et humant produkt, og ikke en guddommelig lov. Han kunne også godt se at det var problematisk at Brian McLaren påstod at man kunne leve i synd og stadig kalde sig en kristen.
Men han så det ikke som et problem at han linkede til de selvsamme personer. Han så det ikke som et problem at han havde skrevet pænt om flere af disse personer, og han mente ikke det var hans ansvar at de prædikede noget der var langt væk fra bibelens budskab. Jeg mente at han fik et medansvar, fordi han ikke tydeligt frasiger sig deres lære, men lader dem få talerum på bl.a. hans hjemmeside. For hvis jeg siger god for nogen der leder væk fra den sunde lære, så har jeg et kollosalt ansvar for dem der bliver ledt vild. Deres blod vil komme over mig en dag, og det har jeg intet som helst ønske om, og heller ikke for Henrik Holmgaard. Men hvad det angik vil jeg godt indrømme at det var det mest negative ved at tale med ham. For her var det ligesom at kaste vand på en gås. Det prellede af som om det ikke betød noget. Hans argument var bl.a. at hans opgave ikke var at gå ud og tale imod disse vranglærere. Hvortil jeg svarede at det var heller ikke det jeg sagde han skulle gøre. Jeg havde blot sagt, at det ikke er i orden at henvise til og tale pænt om vranglærere, som om deres budskab var i orden.

Lige netop dette synes jeg er trist at Henrik Holmgaard ikke vil forstå. For jeg synes også jeg mødte en mand som havde en brand og lyst efter at mennesker fik forkyndt evangeliet og omvendte sig til Jesus. Men jeg tror ikke han fuldt ud vil opleve det for alvor, førend han også erkender at bibelens advarsler om vranglærere også er til kirken i dag. Jeg kom til at tænke på disse vers som virker som en meget rammende beskrivelse af folk som Doug Pagitt, Rob Bell, Brian McLaren, Tony Jones osv.

“Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv, men mange vil følge dem i deres udsvævelser, og sandhedens vej vil komme i vanry på grund af dem.  deres griskhed vil de søge at udnytte jer ved hjælp af opdigtede historier; men dommen over dem er fældet for længe siden, og deres fortabelse slumrer ikke.” Anden Peter 2.1-3

Henrik og jeg talte også om andre ting, som jeg nok vil komme ind på senere. Så dette indlæg er ikke udtømmende. Til slut vil jeg endnu engang påpege at det var positivt at møde Henrik, og fint at vi kunne snakke sammen pta vores uenigheder. Jeg vil gerne fortælle en anden gang om de kritikpunkter som Henrik havde på de ting jeg gjorde, og noget andet som jeg anså for dybt problematisk hos de danske emergente.
Det skal til slut retfærdigvis skrives at Henrik har sagt at han ikke anser sig selv for at være emergent. Grunden til at jeg skriver han er emergent har jeg beskrevet her og som svar på apologetik.dk her. Jeg blev ikke mindre overbevist om at jeg har ret i dette efter mit møde med ham, hvor rar, behagelig og flink han end er og var.

Categories
Uncategorized

Hvor går grænsen 2 Udsat

Fortsættelsen til Hvor går grænsen? er udsat til næste uge p.g.a. tidspres. Jeg satser på den vil være på i indenfor første halvdel af ugen.

Categories
Evangelisation Prædikener vækkelse videoer

Paul Washer mere bibelsk, og mere skarp end nogensinde før

Paul Washer som jeg viste et interview med sidste lørdag, talte for nylig til den Deeper conference som Cameron og Anders har været på (læs indlæggene som har “Anders og Cameron i USA” som afsender). Nu har jeg hørt ret mange prædikener af Paul Washer, men denne her var langt mere skarp og bibelsk end jeg har hørt før. Det siger ikke så lidt, for Paul Washer plejer ikke at have svært ved at ramme hovedet på sømmet. Jeg har allerede hørt den her prædiken to gange, og jeg kunne godt finde på at høre den igen. Hvis du kun hører en eller to prædikener på mp3 eller video om året. Så er det den her du bør høre.

I denne prædiken vil Paul Washer beskrive meget malerisk, hvorfor evangeliet om Jesus Kristus er overnaturligt, og ikke af denne verden. Derefter viser han med stor tydelighed hvor langt væk moderne evangelisation er fra bibelsk kristendom. Men han nøjes ikke med det. Han sørger for at vi forstår hvordan vi skal forkynde evangeliet, så folk forstår at de er syndere og at de har brug for at omvende sig og give deres liv til Jesus.

Categories
Mirakler Omvendelse

Hvordan bliver man født på ny? 5

I de to første dele af serien blev det forklaret at vores faldne natur gør, at vi ikke kan komme til Gud i egen kraft. I tredie og fjerde del gennemgik jeg forkyndelsens og Helligåndens betydning, for hvorledes vi bliver i stand til at komme til Gud. Jeg har lagt linkene nederst i indlægget.

Mirakel
At blive født på ny er noget overnaturligt. Det er et mirakel der sker, når et menneske der ifølge bibelen er dødt i sine overtrædelser, bliver født på ny, og bliver levende igen. Det er et meget større mirakel end de største helbredelsesmirakler (selv de dokumenterede). Charles Spurgeon sammenlignede det med at hvis man havde en sulten gris der var i gang med at spise grisefoder, og man kunne forvandle grisen til et menneske med et knips. Så ville mennesket pludselig stå med hovedet nede i et grisetrug, og med det samme erkende at det her ikke er menneskeføde. Han ville derfor spytte grisefoderet ud omgående, og søge efter menneskemad istedet. Det er et rigtig godt billede på hvad der sker i den nye fødsel. Når vi bliver født på ny, kan vi ikke leve som verden gør mere. Synden som vi før holdt af, kan vi ikke leve i mere. Vi fejler ja, men kan ikke leve en syndig livsstil.

“Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” Anden korinter 5.17

Læg mærke til at der står SE, noget nyt er blevet til. Det er altså synligt for andre at der er sket noget. Den nye fødsel er så markant for den det er sket for, at det er noget man kan se. Jeg kan huske da jeg gik på en kristen efterskole som ung uden at være kristen. Der var der nogle elever (og lærere) som var så markant anderledes, og var det på en måde at jeg bare kunne se at de var blevet forvandlet på et tidspunkt. De levede ikke deres egne liv, men liv der tilhørte Gud. Selvom jeg ikke lige havde set hvordan de havde været før deres omvendelse, så var det tydeligt for mig at der var sket noget afgørende i deres liv engang. Det var synligt.

På et eller andet tidspunkt i menneskers liv, vil Gud kalde på dem. Vi mennesker kan ikke selv bestemme hvornår det vil ske. Men der står i bibelen at Gud vil udgyde sin ånd over alt kød (Joel 3.1). Men vi ved også at det er ikke alle mennesker der bliver født på ny. Der er folk der siger nej, og der er folk der siger ja. Lad mig vise to eksempler. I Lukas 7.30 har Jesus lige talt om Johannes Døberen. Hvorefter der står:

“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.”

Her er det ret interessant at læse at det var Guds plan de forkastede. Det var ikke bare en idé de forkastede, men Guds plan. Når det står sådan her, kan vi godt konkludere at de udemærket vidste at det var Guds plan. Men den passede ikke ind i deres egen plan, og de forkastede den. En dag vil folk stå foran Guds domstol, hvor de vil stå uden mulighed for at forsvare sig, fordi de med al tydelighed kan se at det var dem, der forkastede Guds plan. Ikke Gud der forkastede dem, for de var forkastet i forvejen. De vil ikke have nogen undskyldning overfor Ham.

Det andet eksempel er fra Apostlenes gerninger 16.13-14. Der fortæller Lukas at han og Paulus talte med nogen i Filippi.

“På sabbatten gik vi ud gennem byporten og langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus. Dér satte vi os og talte med de kvinder, der var forsamlet. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus’ ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig.”

Her har vi en kvinde som får forkyndt ordet, og Helligånden virker. Men hendes reaktion var anderledes end farisæernes og de lovkyndige. Det var det samme evangelium, og det var den samme Helligånd. Men Lydia valgte at tage imod budskabet, dag Gud havde gjort hende i stand til det. Farisæerne og de lovkyndige var i stand til det, af samme grund som Lydia var i stand til det, men valgte anderledes.

Hvem har æren?
Her er det meget meget vigtigt at vi holder os helt klart at det ikke var Lydias valg der frelste hende. For vi kan ikke selv tage æren for vores frelse. Det var Gud der havde gjort hende i stand til at overgive sit liv til Ham. I sig selv, ville hun aldrig have søgt den sande Gud, men et billede af gud som var tilpasset hende selv. Hun var ligeså stor en fjende af Gud som farisæerne og de lovkyndige.  Hun valgte dog alligevel at høre på Gud, og forkastede ikke Guds plan med hende. Hvad der skete med hende og andre der ikke forkaster Guds plan, vil jeg komme ind på næste gang.
Her er de forrige indlæg i serien:

Hvordan bliver man født på ny? 1 Hvem søger hvem?

Hvordan bliver man født på ny? 2 Himlen ja, men Gud nej

Hvordan bliver man født på ny? 3 Forkyndelsen af ordet

Hvordan bliver man født på ny? 4 Helligånden

Categories
Falsk Lære Kirke

En hilsen fra Robert Schuellers krystalkirke

Jeg fik to videoer tilsendt af Lane Chaplin. De er optaget udenfor og indenfor Robert Schuellers krystalkirke. Som ville være en god kirke hvis man prædikede evangeliet i den. Det bliver det desværre ikke, mange anser også Robert Schueller for at være manden der startede den søgervenlige menighed. Det er jeg nok ikke helt enig i.Men han var ihvertfald med til at modernisere den søgervenlige menighed.

Personerne i videoerne er Cameron Buettel og Lane Chaplin. Lanes videoer har jeg brugt i stor stil på denne blog. Han har sørget for at gøre god bibelsk undervisning og kristne videoer tilgængelige på nettet. Hans youtubekanal kan ses her:youtube.com/user/LaneCh
Det var faktisk lidt rørende at få en lille hilsen fra ham i den første video. Jeg håber jeg kan møde ham personligt næste år, hvor jeg planlægger at tage til USA.

Her er de inde i en af de mest omtalte kirker i verden, men ikke en kirke efter Guds hjerte. Læs selv Johannes åbenbaringen kapitel 2 og 3.