Categories
Evig dom Omvendelse podcast

Knust i vores sted

I dag langfredag blev Jesus korsfæstet på Golgatas kors. Han blev anklaget af jøderne, sendt til korsfæstelse af Pontius Pilatus, og naglet fast til korset af Romerne. Men hvem var det egentlig der dræbte Jesus? For det var ikke korset der dræbte Jesus.

Det var Gud selv der dræbte sin egen søn. For vi skal ikke glemme hvad det var for et bæger Han var nødt til at tømme i vores sted, som jeg skrev om i forrige indlæg. Jesus døde jo ret hurtigt af en mand der var blevet korsfæstet. Det ser ud til at Han kun hang der en tre-seks timer. Men normalt hang man der mellem 2 og 4 dage. For så lang tid tager det at dø på et kors. Læg mærke til at romerne i Johannes 19.31-37 knuste de korsfæstedes ben inden de tog dem ned. For så kunne de hænge dem op igen dagen efter, og undgå at de flygtede. Men da de kom til Jesus kunne de se at Han allerede var død. For at teste om det kunne være rigtigt stak de Ham i siden med et spyd, og blod og vand flød ud.

Jesu hurtige død skyldes at Han blev knust af Guds vrede. For det var nødvendigt at en gik i vores sted og tog straffen på sig, så at vi kunne undgå straffen der kommer. Som Esajas skrev i 53.5:

“Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.”

Han bar vores synd, hvis vi vil give den til Ham. Han blev knust af Gud, så vi kunne undgå at blive knust. Lad os fly til Ham, og undgå Guds vrede, mens tid er, og holde fast i Ham og fuldføre vores løb med Ham, så vil Han holde fast i os. For hvis Gud var parat til at knuse sin egen søn i vores sted. Hvor meget mere vil Hans vrede så ikke gå ud over dem, der ikke vil forstå at de er syndere der har brug for Guds tilgivelse?

Her er nellike prædikenen hvad der også skete i disse dage på Langfredag for snart 2000 år siden. Her set igennem øjnene på Pontius Pilatus, og manden Barabbas som blev sat fri istedet for Jesus.

Categories
Evig dom Hvem er Gud? Omvendelse

Jesu bøn i Getsmanes have

I Getsemanes have bad Jesus den tilsyneladende underlige bøn: “Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.” Lukas 22.42. Men hvad var det for et bæger som Jesus bad måtte gå Ham forbi? Det kan vi finde ud af ved at se på hvornår der ellers er tale om et bæger fra Gud i bibelen. I Jeremias 25.15 står der:

“Dette sagde Herren, Israels Gud, til mig: »Tag dette bæger vin, vredens bæger, af min hånd, og lad alle de folkeslag, jeg sender dig til, drikke af det.“

Og i Johannes Åbenbaringen 14.10 står der om dem der tog dyrets mærke på sig at de:

“…skal også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet.”

Hvis vi tager de to vers kan vi se at der nogen gange er tale om et vredens bæger. Et bæger der er fyldt op med Guds vrede. En vrede der skyldes vores synd imod Ham. Vi kan godt finde mere positive vers som indeholder ordet bæger? Men det bæger som Jesus skulle drikke var tydeligvis Guds vredes bæger. Ellers havde Han jo ikke nogen grund til at frygte. Og frygte det gjorde Han. Han frygtede det vredes bæger så meget at han svedte blodsdråber, og det kan rent faktisk godt lade sig gøre at svede blod. Men det er ekstremt sjældent, det sker kun hvis folk er bange helt ud over det sædvanlige. Dertil er det meget farligt at svede blod, det kan man dø af. Men hvorfor frygtede Jesus det bæger? Det svarer Han selv på i Mattæus 10.28:

“Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”

Jesus kendte godt til sin Faders vrede, og Han frygtede den mere end nogen anden. Han var meget vidende om hvor forfærdeligt det er at falde i den levende Guds hænder (hebræerne 10.31). Det var ikke noget Han på nogen måde ønskede at opleve. Alligevel valgte Han at drikke det bæger der var fuld af Guds vrede over os menneskers synder. Og han drak det til sidste dråbe. Tro mig, der var ikke en dråbe tilbage. Så for os der har valgt at kaste os ind under Jesus, er der ikke nogen vrede mere fra Gud. Men for dem der har valgt at leve deres eget liv, og stå udenfor Hans beskyttelse. Over dem er Guds vrede. Hvor forfærdeligt det må være en dag at vågne op i Helvede, og der for sent erkende at de kunne have kastet sig ind under Jesus og få del i frelsen, og have undgået Guds vrede i evigheden. Jesus kom ned til os, drak det vredens bæger vi skulle drikke, for at vi kunne gå fri. Den gave er for god til at sige nej til, så søg Gud mens du kan, og bed Ham om at give dig del i den forsoning Han har banet vej for på Golgatas kors.

Getsemanes have
Categories
Korset Livet som kristen

Korset peger på at frelsen er til Guds ære

Er der virkelig intet jeg kan gøre i egen kraft, for at blive god nok i Guds øjne? Nej, i mig selv er jeg elendig. Jeg har ikke noget at være stolt af. Der er ikke noget i mig som gør at jeg kan forklare at Gud selvfølgelig ville frelse mig, for han så vel noget godt i mig et eller andet sted. Nej, sandheden er at Han ikke så noget godt i mig. Kun på grund af Jesu Kristi kors er jeg frelst. Det skyldes ikke mig selv. Guds er æren.

Når vi ved at det er Gud som har æren, så har vi også grund til at forstå vi er nødt til at fly til korset, fordi vi ikke selv har noget at kunne rose os af. Så er der grund til at forstå at vi kun hos Jesus kan finde frelse, og kun hos Ham finder sikkerhed. For kun ved at fly til ham, kan vi få del i hans betaling for vores synder. Synder hvis gæld vi aldrig i evighed ville blive færdig med at betale, men kun blive straffet for. Forstår vi det? For hvis vi ikke forstår at vi er nødt til at fly til Jesu kors, så er det ikke sikkert at vi kender Jesus ordentligt. Her taler jeg ikke om at vi kristne aldrig fejler, for det gør vi. Jeg taler om at vi har brug for at have en god forståelse for hvor stor frelsen egentlig er. Hvor vigtigt det er at give Ham alt æren,og ikke leve som om at frelsen er en selvfølge. Vi er nødt til at holde os til Ham som gav sig selv for vore syndere. For Han er al ære værd!

Categories
Evig dom Himlen

Den korsfæstede røver der ikke ville have Jesus

Da Jesus blev korsfæstet blev han hængt mellem to røvere. Den ene havde gudsfrygt og omvendte sig på korset. Det var til ham at Jesus sagde:

“Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” Lukas 23.43

Den anden derimod hånede Jesus. På et tidspunkt hvor han var sikker på at han snart skulle dø, valgte han at håne Guds hellige enbårne Søn. Det gjorde han istedet for at erkende at han havde brug for at få sin sag i orden med Gud. Da han døde og slog sine øjne op i dødsriget, eller Helvede som bibelen også kalder det, må det have været, og stadig være helt forfærdeligt at tænke på hvor tæt han var på frelseren. Tænk at vågne op i Helvede og finde ud af at den eneste der overhovedet havde mulighed for at redde ham fra det sted, var den selvsamme mand som han hånede da han selv led døden på et kors. Så tæt på var han, og dog så langt fra.

Gråd og tænderskæren
Helvede er det sted som Jesus omtaler som stedet hvor der er gråd og tænderskæren. At det netop er gråd og tænderskæren som høres i Helvede, viser os hvad det er for en mental tilstand folk er i der. Det er en tilstand af frustration og fortvivlelse. De græder over deres dom, over deres smerte, og skærer tinder i anger over alle de gange som de fik mulighed for at omvende sig. Disse to finder vi når folk er i frustration og fortvivlelse. For der tænker de på de gange som Gud kaldte på dem, og de sagde nej. Helvede er stedet uden håb, men hvor det samtidig vil stå soleklart alle de gange man havde mulighed for at omvende sig. Alle de gange hvor Gud viste at Han ikke ønskede at sende dem derhen, men ville gøre det, hvis de ikke modtog Hans retfærdighed i Kristus Jesus.

Hvor lang tid endnu?
Sådan har røveren som hånede Jesus haft det i snart 2000 år nu, og det vil fortsætte 2000 år mere, og efter dem vil det bare fortsætte og fortsætte og fortsætte. I al den tid vil han græde og skære sine tænder i fortvivlelse og frustration over at HAN JO VAR DER SELV. Han så Ham dø, han hørte Ham tale, han så Guds egen søn blive knust på korset af Guds vrede, og det rørte ham ikke. Han tog ikke imod muligheden for omvendelse, da han endelig stod med den. Det vil han bruge evigheden på at blive mindet om. Den anden røver, fandt evigt liv hos Gud i Jesus. Han tog imod Guds nåde, da han havde muligheden. Begge oplevede de Jesus, men kun en af dem modtog den gave som Han havde til dem. En tog imod den med glæde, og er i dag hos Jesus. Den anden græder og skærer sine tænder i dag, fordi han ikke tog imod den.

Categories
Bibelen

Læs din bibel (mens du stadig kan)

Den vigtigste bog man overhovedet kan læse er bibelen. Der findes ikke nogen bog i hele verden, som når op på bibelens niveau. Den er på samme tid den mest elskede, og den mest hadede af alle bøger. Bibelen er så hadet, at den er forbudt i flere lande. Specielt muslimske og ateistiske lande, (læg mærke til at det kun er i lande der bygger på kristne værdier som har religionsfrihed). Der er faktisk kristne der er døde i Europa, for at du og jeg kunne få lov at læse i bibelen.

Engang var det kun præster og munke der fik lov at læse i bibelen. Nogle af dem fik ovenikøbet kun lov at læse i det gamle testamente. Den blev kun læst op på latin, for det var åbenbart et meget helligt sprog mente nogen, spørg mig ikke hvorfor. Bibelen mente man ikke var for menigmand. Kun dem der var uddannede til det, fik lov at læse i den. Der var dog oprør på vej. William Tyndale en engelsk teolog, kunne se at bibelen var for alle, og valgte derfor at oversætte den til engelsk. En gerning som medførte at han blev den mest eftersøgte mand i hele Europa. Der lå en dødsdom på hans hoved. For han havde forbrudt sig mod kirken. Han blev til sidst fanget og brændt på bålet af kirkens mænd.

På bålet bad han en bøn, istedet for at forbande dem der brændte ham. Hans bøn var “Thus at the stake with a fervent zeal, and a loud voice, Lord! open the King of England’s eyes.” Åben kongens øjne, var hans bøn da han blev dræbt i 1536. I 1604 begyndte den daværende konge at få bibelen oversat så alle kunne læse den, og i 1611 udkom den mest kendte af alle oversættelser af bibelen nogensinde; King James Version (KJV). Dette var et afgørende gennembrud. Alle i England kunne nu læse bibelen på det sprog de talte og forstod. Bibelen var ikke længere lukket land. Men det var en dør der var blevet åbnet med de helliges blod. Det var ikke kun Tyndale der døde for denne sag. Mange har gået i døden for den bog som du og jeg, i dag kan læse frit i.

Læser du den? Kender du den bog? Lever du af det ord som Gud har fået nedskrevet i den? Der er kristne som Gud lod dø og som udgød deres blod, for at vise dig hvor dyrebar Hans ord er. Den bog er Guds ord til dig. Læs den og lær din Gud at kende igennem Hans hellige ord. Lad den ikke stå og trække støv på reolen. Men værdsæt den bog som Gud har sørget for er tilgængelig for dig.

Categories
Bibelen Hvem er Gud?

Sola Scriptura: Skriften alene betyder ikke skriften og noget mere.

Da Martin Luther var oppe imod den romersk katolske kirke, var det en kamp om hvad kirken skulle bygge på. Skulle den bygge på skriften (som kun præsterne måtte læse i) og hvad paven sagde og havde sagt, eller skulle den bygge på skriften alene. Den romerske kirke mente at pavens udtalelser havde ligeså stor gyldighed som bibelen, men Luther mente det modsatte. Han kunne tilmed vise at i fald man sagde begge havde lige stor gyldighed, så ville det medføre at bibelen blev gjort utroværdig. For pavernes udtalelser var flere gange i direkte modstrid med bibelen. Og hvis man sagde begge dele var sande, så ville det medføre at ingenting var sandt. På dette punkt, blev reformationen en succes, og reformert lære siger stadigvæk at det er skriften alene som er kirkens autoritet.

Men lige præcis her, er der stadig meget modstand. For der er folk der siger at bibelen jo ”kun” er skrevet af mennesker, og derfor ikke kan bruges. Disse folk har ikke fattet at bibelen er skrevet af mennesker, som Gud har brugt og inspireret. Og at skriften er indblæst af Guds Ånd. Dette har kunne lade sig gøre, fordi Gud er i stand til at gøre det, igennem mennesker der ved fuld bevidsthed har skrevet bibelen. Gud kan jo bruge et æsel til at tale igennem, så hvorfor ikke et menneske også?

Skriften og særlige personers udtalelser
Problemet ved den romersk katolske kirke dengang, er det samme problem vi kæmper med i dag. Men det er desværre ikke kun i den kirke det er et problem. Man finder også mange andre steder at pastorer og selvbestaltede profeter og apostle, mener de er så kloge at deres ideer skal sættes side om side med skriften. Som når folk påstår de har været i Himlen og fortæller om ting de har opdaget der, som ikke er i overenstemmelse med bibelen, og heller ikke kan dokumenteres udfra bibelen. Eller når de bare forsøger at sætte Guds ord ud af kraft, når de prøver at gøre deres egne ideer mere betydningsfulde end evangeliet. Hvilket jo faktisk sker ret nemt, når man som Rick Warren kan få det at have et målrettet liv til at have større betydning end at prædike evangeliet. Så er man faktisk gået væk fra at bygge på skriften alene. Men i stedet bygge på skriften OG noget mere. Når det sker, er det ikke et fremskridt, men et tilbageskridt til det vi havde før reformationen.

Vi må stole på at Gud er i stand til at give os det som vi har brug for at vide, for at kende Hans vilje. Han ønsker ikke at vi skal være uvidende om hvem Han er, og hvad Hans vilje er, og Han ønsker det skal være sådan at vi nemt kan finde ud af det. Men vi mennesker har det med at gøre tingene mere besværlige end de er, eller også kan vi have lyst til at gøre os mere åndelige end vi er, og påstå vi har ekstra viden som ikke er at finde i bibelen, men som Gud selv har givet os. Sagen er bare den, at bibelen er en lukket bog i dag. Der bliver ikke lagt mere til den, og vi har ikke brug for nye åbenbaringer, for Gud har givet os åbenbaring nok i den bog. Så hvis du vil kende Guds vilje, så find ud af hvad Han har skrevet til dig. Lad være med at opsøge diverse tåbelige selvbestaltede profeter der bare siger det du har lyst til at høre i forvejen. Stol på at Gud kan vise dig hvilken vej du skal gå. Og at Han kan gøre det både igennem sit ord, og ved at lægge ting til rette for dig, og ved at lægge ting på dit hjerte. Gud er stor nok til selv at vise dig hvad Hans vilje er, hvis du elsker Ham.

Se også dette link: https://sand.omvendelse.dk/arsager-til-at-laese-i-bibelen-kende-guds-vilje-4178.htm

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Livet som kristen Troens forsvar

Hvad indebærer det at være reformert?

At være reformert er ikke noget alle er helt enige om hvad betyder. Der kan være forskelle, selv iblandt reformerte. Men hvad betyder det som minimum at være reformert? Det er enkelt at svare på, at være reformert betyder at man holder sig til de fem solaer som var reformationens hjørnestene.

Sola Scriptura! – Skriften alene

Sola Deo Gloria! – Til Guds ære alene

Solo Christo! – Ved Jesu Kristi gerninger alene

Sola Gratia! – Frelst ved nåde alene

Sola Fide! – Tro alene

Mange kristne kan sige disse solaer, men en ting er at kende dem, en anden ting er at holde sig til dem og ikke afvige fra dem. Så hvorfor ikke gennemgå dem en for en, og lade os se hvilken betydning de har for det kristne liv, og for hvornår noget må siges at være udenfor eller indenfor de fem solaer. De fem solaer, er ikke noget som er opstået hos liberalteologer, men er frugten af folk der har studeret skriften indgående, og talt frem og tilbage med hinanden og nået frem til disse fem bibelske hjørnestene som den kristne kirke må holde sig til. Så jeg vil i fremtiden kigge på disse fem punkter i kommende indlæg her på bloggen. Det er nok ikke de indlæg som vil give ligeså meget opmærksomhed som de indlæg jeg har skrevet om Torben Søndergaard. Men det burde være meget vigtigere at få styr på disse kernepunkter, da kendskab og forståelse for dem, vil gøre ens kristenliv nemmere og mere befriende at leve, og gøre det nemmere at se hvornår noget er indenfor den bibelske lære, og hvornår det ikke er. Jeg satser på at komme i gang i næste uge med dette projekt. 

 

Categories
Falsk Lære Forvirret lære

Torben Søndergaard prædiker skadelig befrielsesteologi

Den 25 november 2012 var den selvbestaltede apostel Torben Søndergaard i DR2 programmet ”De 3 bud”. Her var emnet homoseksualitet, og om hvordan man kan tackle det hvis man er homoseksuel. Første gang Torben Søndergaard var i dette program havde han rigtig gode muligheder for at prædike evangeliet, men han endte med kun at prædike loven, i stedet for Kristus. Det kan man læse mere om her: https://sand.omvendelse.dk/praediker-torben-sondergaard-evangeliet-4373.htm

I programmet ”De 3 bud” fik han d. 25/11 endnu engang mulighed for at vise hvad evangeliet er, men i stedet for viste Torben at han tror på en befrielsesteologi, som lugter af den man møder hos folk som Christian Hedegaard. Så jeg vil gerne vise hvad han sagde, og hvad det har af betydning.

Midt i programmet bliver Torben spurgt af værten Bjarke Stender: Torben Søndergaard kan og skal homoseksualitet helbredes?

Torben Søndergaard: Ja

Hvad Torben så mener med dette, fik vi svar på lidt senere i programmet, hvor Torben Søndergaard siger følgende om homoseksualitet: Man kan også bruge ordet sættes fri, eller omvende sig. Fordi hvis det er synd som bibelen siger det er synd. Synd er jo ikke noget man sådan direkte skal helbredes fra, men det er noget man skal omvende sig fra. Men der er der også den her synd, man kan simpelthen blive bundet af nogle ting så meget at man har brug for hjælp udefra. Og der er dåben hvor at den sådan som jeg ser dåb, der er det ned under vand helt ned under vand og op igen. Og når folk omvender sig fra sin synd og bliver døbt, så idet man bliver døbt, så bliver man altså en ny skabning.

Værten Bjarke Stender: Så mener du faktisk at man kan tage en homoseksuel og dyppe ham eller hende under vand og hive dem op igen, og så er de ikke homoseksuelle mere?

Torben Søndergaard: Man kan tage en homoseksuel, man kan sige homoseksualitet er ikke en sygdom, men det er heller ikke noget man er født med.

Det som Torben her sagde, var noget som de to andre gæster tog anstød af. Asmar (kvindelig muslim) sagde; Gid det ville være så nemt at man bare kunne dyppes i vand. Og den jødiske gæst Henrik Goldschmidt syntes også det var helt hen i vejret at man kunne påstå sådan noget. Så både værten, muslimen Asmaa og Jøden Henrik udtrykte at det var det de hørte Torben sige. De var ikke i tvivl om at det var det Torben mente. Så hvis Torben havde ment at han blev misforstået omkring hans forståelse som han her giver udtryk for, så havde han glimrende lejlighed til vise det. Men det gjorde han ikke. Det undrer mig heller ikke, da det han sagde går rigtig fint i spænd med det han ellers siger.

Dåben bliver noget magisk
Torben Søndergaard mener at dåben har en magisk betydning som gør at man først kan leve i sejr over synd, når man bliver døbt. Her siger han tilmed det som jeg har kritiseret ham for før, nemlig at dåben har frelsende effekt. For det er igen det han siger, selvom han nogen gange påstår han mener noget andet. Men han sagde altså følgende: ” Og når folk omvender sig fra sin synd og bliver døbt, så idet man bliver døbt, så bliver man altså en ny skabning.” Læg mærke til at han siger ”Idet man bliver døbt”. Det kan kun forståes som at det er når man bliver døbt man bliver en ny skabning. Det lyder bestemt ikke som om Torben har en forståelse af bibelen, som den apostlene havde, hvilket sætter hans apostelstatus i et meget tvivlsomt lys mildt sagt. Paulus sagde eksempelvis i Apostlenes gerninger 22. 16 om dengang han blev døbt at Ananias dengang sagde til Paulus:

”Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!”

Så her står der altså ”idet du bekender Jesu navn”. Det er den rigtige forståelse vi ser her, for det er ikke dåben, der frelser, men Jesus. Dåben er og bliver kun en adlydelseshandling som kristne gør, fordi det står i skriften og er indstiftet af Gud. Men frelsende er den ikke, og den gør heller ikke at vi kan sejre over synd. Det er Kristi Ånd der bor i den kristne, der gør at vi kan leve et liv uden at leve i synd, dog således at vi synder, og gør det dagligt, og faktisk mere end vi selv går og tror. Men vi lever ikke i synd som om det ikke gør noget, og vi er i stand til at modstå fristelser, også selvom vi nogen gange falder i. Forskellen på en retfærdig og en uretfærdig siger ordsprogene er at den retfærdige rejser sig op, efter at være faldet. Den uretfærdige bliver liggende i sit fald (ordsprogene 24.16). Men tilbage til Torben Søndergaard.

To mulige, men forkerte betydninger
Hvad betyder det som Torben her siger? Der er to muligheder. Enten mener Torben at dåben gør at man kan blive fri fra alle synder, eller også siger Torben at dette er specifikt for homoseksualitet. Desværre vil Torben jo ikke besvare disse spørgsmål offentligt, så hvilken af de to det er, må vi så være uvidende om. Men vi kan godt finde ud af om det er lære der er i orden eller er skadelig.

Hvis Torben siger at dåben kan sætte en fri fra synd. Så gælder det jo ikke kun homoseksualitet. Så gælder det også stolthed, had, begær, egenrådighed, etc. Men så er vi tilbage ved problemet i at sige at dåben er magisk (nej han bruger ikke det ord, men det er jo det han reelt set lægger i den). Men dåben har ikke nogen magisk betydning, det er ikke dåben der gør at jeg kan overvinde synd, men Guds ånd der bor i den kristne.

Hvis Torben siger at det er homoseksualitet som dåben kan sætte en fri fra, giver det store problemer. For idet man påstår at det er Homoseksualitet, og ikke andre synder som stolthed, grådighed, begær o.l. så har man lige gjort homoseksualitet til en synd der er værre end alle andre synder. Men det er den ikke. Synd er synd, og lige fra det at lyve til at begå mord er synd. Og Gud ser på alt dette som overtrædelse af Han lov. At tage homoseksualitet ud her, og gøre det til mere syndigt end andre synder, er homofobisk. Da man gør homoseksuelle til større syndere end folk der bliver skilt og gift igen til anden side. Noget som Jesus udtrykkeligt kalder hor. De præster som offentligt går imod homoseksuelle ægteskaber, men gengifter folk der er blevet skilt uden bibelsk årsag, viser at de er homofobiske, da de gør forskel på synd.

Hvorfor er befrielsesteologi farlig?
Når det er sagt, så synes jeg fra resten af udsendelsen at se, at det ikke ser ud til at Torben falder i den sidste kategori her. Det har jeg også lidt svært ved at tro han skulle mene, men synes det han siger, er tvetydigt. Men lad os antage at Torben ikke gør forskel på synd. Men blot siger at når man er omvendt, så skal man døbes og idet man bliver døbt, bliver man en ny skabning, og idet man bliver en ny skabning bliver man sat fri af synd. For det var hvad han jo sagde, og den del kan der ikke drages tvivl om. Så er spørgsmålet hvilke konsekvenser  det kan have for kristne som kæmper med synd?

Lige præcis her går det hen og bliver rigtig farligt. Forestil dig at du er en ung kristen mand, som kæmper med urene tanker, og de plager dig dag og nat, og du har brug for og længes efter fred. Man er vokset op i et luthersk hjem, og er barnedøbt, men blev født på ny mens man var på en efterskole, og ser tilbage på den tid som noget stort der skete. Men man kæmper og bruger mange kræfter på at komme af med de tanker der plager en. Så ser man denne Torben Søndergaard i fjernsynet, der påstår man kan blive sat fri hvis man bliver døbt. Man får tilmed at vide at man først bliver en ny skabning i den dåb. Hvis man ikke er så velbevandret i skriften, eller ikke har fået ordentlig undervisning i skriften, så kan dette være noget man nemt kunne falde for. ”Jeg kan jo blive sat fri af disse tanker” tænker han, og de er jo hvad han ønsker.

Så nu kontakter han Torben Søndergaard og han kommer til Herning hvor de skynder sig at døbe ham, i det de nu har at døbe ham i. Det har de engang gjort i en skraldespand, hvilket de har promoveret på deres hjemmeside igennem flere år, så ja de har virkelig travlt når de først kommer i gang med at døbe. Den unge mand bliver døbt, får at vide at nu er han fri, og skal lige lære at tale i tunger for resten, for det er også en af Torbens kæpheste.

Alt sammen kan virke så spændende, at det for en tid får fokus væk fra de tanker der plager ham. Han oplever måske tilmed en slags ekstase, som er ret nem at komme i i de kredse Torben færdes i, da det kan se at man  i de kredse pisker en stemning op. Så går der et stykke tid. En dag, måske fjorten dage, og tankerne begynder at komme igen. De er måske på samme niveau som før, hvis ikke større. Han prøver at overbevise sig selv om at han jo er blevet sat fri, det fik han jo at vide da han blev døbt, og han taler tilmed i tunger. Så hvad er der lige gået galt? Han går til Torben som beder for ham, og han synes det er rart et kvarters tid, men så kommer tankerne igen. Tankerne fortsætter, selvom han har gjort hvad Torben sagde for at komme af med dem, og selvom både Torben og andre har bedt for ham. Han er fristet af sine tanker, og synes de ødelægger hans kristenliv, og han opfatter sig selv som en dårlig kristen når han går med sådanne ting i sit hoved.

Det er meget skadeligt det her, og jeg ved om flere personer som har oplevet dette, og bagefter har de vendt sig imod kristendom, fordi de var blevet lovet noget som de ikke fik. Fordi selvbestaltede profeter og apostle havde stukket dem blår i øjnene og sagt det der kildede i øret, i stedet for at give dem et klart Guds ord, og vise dem hvordan de skal forholde sig til urene tanker og fristelser. Den slags personer henvender sig til Torben Søndergaard, og jeg ved der er folk som er kommet ud på den anden side som ødelagte mennesker som er mere forvirrede end før de mødte Torben. Der er også nogen der er kommet ud på den anden side, som mere fornuftige mennesker, der kan se at det Torben gør er ubibelsk og at de har forladt ham af de årsager. Dem har jeg heldigvis også mødt.

Men det her vil Torben ikke drøfte offentligt, og det forstår jeg godt. Jeg har før diskuteret bibelske ting med ham som dåben eksempelvis, og det viser sig altid at når hans teologi begynder at falde fra hinanden, så bakker han ud, og kommer med påstande om at man mangler Guds ånd, eller har et problem med sit hjerte når man ikke forstår ham. Men hvis Torben ikke er i stand til at forsvare den lære han står for, så skal han slet ikke prædike den lære! Peter skriver i første Petersbrev 3.15 at vi skal være rede til at forsvare det vi tror på overfor andre. Det vil Torben ikke, for han er ikke i stand til det. I stedet vil han hellere gå ud med en lære som historien har vist skader mennesker, og får folk der før var i kirken til at vende sig imod kirken, fordi de oplever så store skuffelser over det som de bliver lovet, men ikke får indfriet. Det har jeg vidst i lang tid var tilfældet hos Torben, og ovenstående citater fra tv-programmet viser blot lidt af hvorfor det sker. Han står for en ubibelsk befrielsesteologi, som kristne skal vende sig fra.

Bibelsk befrielse
Bibelen taler om at vi kan blive sat fri, men hvordan viser bibelen det? Ved at vi skal kende sandheden. Sandheden sætter fri, siger Jesus og den kan sætte os fri når vi kender den. Den kan vi kende ved at studere Guds ord, og grunde over den, og lade den blive en naturlig del af vores liv. Jeg er blevet sat fri fra mange ting i mit kristenliv. Men ikke en eneste af de gange jeg har gået op til forbøn er jeg blevet sat fri fra noget. Men der hvor jeg har undersøgt hvad skriften siger om de ting jeg har arbejdet med, og tage det til mig, tænke over det, bede over det og eventuelt også med andre kristne, der er jeg blevet sat fri. Og fri på en måde som giver Gud ære, og ikke mennesker ære. Hvis vi skal prædike at syndere kan sættes fri (og det skal vi for det kan de) så lad os gøre det på bibelsk grund, og ikke på et svagt fundament der bygger på selvbestaltede apostles forvirrede lære, som ikke hænger sammen ved en bibelsk granskning og vurdering.

 

Du kan se det omtalte program på dette link: http://www.dr.dk/tv/se/de-3-bud-2/de-tre-bud-6-8. Det er imellem det 14 og det 23 minut at du kan høre de elementer jeg har citeret ovenfor.

Du kan læse mere om Torben Søndergaard og jeg mener der skal advares imod ham på følgende links: https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-der-galt-med-torben-sondergaards-forkyndelse-og-laere-4592.htm

https://sand.omvendelse.dk/praediker-torben-sondergaard-evangeliet-4373.htm

 

Categories
Bibelen Livet som kristen Omvendelse podcast

Podcast: Hvorfor er det saligt at være fattig?

I sidste uge kom jeg i gang med bjergprædikenen, som jo starter med Jesu saligprisninger. Der starter Jesus med at sige ” Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres”. Men hvordan kan det at være fattig overhovedet være saligt, og hvorfor er det lige dem som himmeriget tilhører? Og fortsætter vi med at være fattige efter at vi er blevet kristne? Det vil jeg svare på i denne prædiken, hvor jeg gennemgår det vers som mange mener er nøglen til at forstå resten af bjergprædikenen.

Tryk på linket og den vil enten starte eller blive downloadet på din computer: http://omvendelse.dk/sand/wp-content/uploads/2013-02-17prrene.mp2

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Mirakler

Svar fra Torben Søndergaard, men var det svar nok?

Som en reaktion på min analyse af den prædiken Torben Søndergaard prædikede sidste år i Horsens pinsekirke, har Torben valgt at give lyd fra sig. Jeg kan kun glæde mig over at den kritik der har været, kunne han ikke ignorere, det var også på tide, for Torben, er ikke en der vil have at man diskuterer det han står for offentligt. Hans lære, hænger nemlig ikke sammen, men han er subtil i sin måde at kommunikere på. Derfor vil jeg ikke lade hans kommentar stå alene, men med mine svar og kommentarer til i ”kursiv og imellem gåseøjne”. Her er hans svar, som han skrev at jeg skyldte ham at offentliggøre. Hvilket er morsomt at han mener jeg skylder ham, når man ved at han ikke tillader kritiske spørgsmål på hans facebookside, og sletter og blokerer folk som er uenige med ham. Så nej jeg skylder ikke Torben noget, men jeg vil selvfølgelig gerne vise at Torbens svar, ikke hjælper ret meget, men viser han taler udenom, istedet for at komme ind på de kritikpunkter som jeg har gennemgået i hans prædiken, som du kan høre på dette link: https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-der-galt-med-torben-sondergaards-forkyndelse-og-laere-4592.htm

Fra Torben Søndergaard (red). 

Kære læser


Jeg har valgt, at svare kort for jer læsers skyld.
Dette er ikke for Renés skyld og jeg vil heller IKKE indgå en diskusion.

”Så Torben vil ikke svare mig, men kun læserne, det er ganske typisk for Torben, da det før har vist sig at han kommer til kort når han skal forklare sig teologisk, han er nemlig ikke parat til at stå til ansvar for det han tror på offentligt. hvilket adskillige dialoger med ham har vist i forvejen.”

Jeg har før prøvet at snakke med René (og det ved jeg at Sven Løbner og andre også har). Dette har været uden  noget succes. Derfor har jeg lovet mig selv ikke at bruge mere tid på René, hans tilhøre og hans hjemmeside. Men da nogle læser har opfordret mig, vil jeg kort her skrive nogle ting.

Det har været uden succes, skriver Torben. Ja heldigvis, for jeg ville ikke acceptere hverken Torben Søndergaards eller Sven Løbners vranglære. Sven Løbner er for resten åbenlys synkretist, og mener vi kan finde Jesus i andre religioner, det er vranglære af værste skuffe som ikke hører hjemme i Guds kirke. At Torben kan henvise til Sven Løbner viser at han har en stor mangel på bedømmelseskraft.”

Jeg vil starte med at sige, at jeg heller ikke her kan genkende det René skriver. Jeg vil også sige at jeg ikke er Christian Hedegaard eller Ruth Evensen og jeg ønsker ikke at blandes ind i hvad de har gjort eller tror, da jeg ikke er en del af det og har kontakt til dem. Men René skal lige nævne dem hvergang for at få det hele til at lyde mere skræmmende.
”Her skal det lige forklares at på facebook når folk som Ronald Gabrielsen (pastor i Ikast apostolske kirke, og Torbens ven) har forsvaret Torben, så har de ikke villet svare på spørgsmålet om det var forkert eller rigtigt at advare imod Christian Hedegaard fra Evangeliet eller Ruth Evensen fra Faderhuset. Den har de valgt at ignorere. Jeg spurgte udelukkende for at finde ud af om disse folk mener man skal advare imod vranglære eller ej. Det er ikke et spørgsmål de vil svare på, da de tilsyneladende godt kan se at deres svar vil bringe dem i problemer lige meget hvad, fordi det vil vise at de ikke er konsistente i det de siger og står for. Det var den ene årsag til at jeg inddrog de to personer, den anden var for at vise Torben Søndergaard benytter sig af samme metoder som Hedegaard til at få efterfølgere. Han taler om sig selv, og hans oplevelser, istedet for at prædike Guds ord .”
Tror jeg på at troen alene frelser? Svaret er ja og nej, for det kommer an på hvad du mener med troen.
Jeg tro ikke på, at troen alene frelser, hvis man tænker tro, sådan som den almindelige danske forstår tro. Men jeg tror selvfølgelig på at troen på Jesus frelser, sådan som tro bliver beskrevet i Bibelen. ”Ok det er ikke til at sige noget ud fra dette om Torben er forkert på den eller ej, da det har betydning hvilken tro man har. Den frelsende tro kaldes retfærdiggørende tro, og er ikke en hvilken som helst tro, men det er jo ikke kun det der er problemet i min kritik af Torben Søndergaard, men det vil Torben gerne gøre det til.”

Vi bliver ikke frelst af gerninger, men kun ved troen på Jesus. I det øjeblik bliver vi frelst og født på ny. Dette uden dåben i vand og dette uden dåben med Helligånden (modsat til hvad René skriver). ”Det er ikke det eneste jeg skriver, og Torben glemmer de andre kritikpunkter, og nøjes med at se på et enkelt her. Men vel at mærke et punkt hvor han faktisk har sagt at vi både skal døbes og tale i tunger for at være en kristen, og det har jeg dokumentation på. Men hvis han har trukket det tilbage, så er det et skridt på vejen. Håber det vil betyde han også vil trække flere af sine videoer tilbage, hvori han siger dette”.
Men frelsen varer ikke kun en dag og da er det slut. Nej efter man er blevet frelst, starter en livslang efterfølgelse af Jesus, hvor det er Ham, der er Herre i ens liv. Derfor er dåben i vand og Helligåndens dåb ikke noget man bare kan vælge fra fordi man er vokset op som lutheraner eller andet. Når jeg så forkynder dåben i vand og med Helligånden er det fordi Peter i Apostelens Gerninger gør det. Om man skal analysere Peters tale i Apostlenes Gerninger kapitel 2 udfra René’s synspunkter, så vil også Peters tale være vranglære.

”Her glemmer Torben at det ikke er mine synspunkter, men lære der er i overenstemmelse med det den kristne kirke blev enige om under og efter reformationen, og vel at mærke også er i overenstemmelse med urkirkens, hvis man læser kirkefædrenes skrifter. Så nej det er ikke mit synspunkt, men kirkens synspunkt igennem snart 2000 år, men nu kommer Torben med sin ”nye” lære og mener han har ret.”

Jeg tro på, at den sande tro på Jesus vil medføre, at man derefter begynder at vandre i lydighed imod ham. En lydighed der medfører, at man lader sig døbe til at tilhøre ham osv… Vandre man ikke i den lydighed kan man så spørge sig selv om man virkelig har troet på Jesus – man kan i allefald ikke sige at det er Jesus som er Herre i ens liv, hvis man har fået det åbenbaret og stadig ikke gør det.

Her opstår så et problem for Torben. Men man skal kende til hvad han ellers siger om disse ting. Torben har nogen ideer om lydighed, som er ret ekstreme. Jeg er en omvendt kristen, og nogen af de ting jeg gjorde før jeg blev kristen, gør jeg ikke mere. Derudover lever jeg ikke i synd, som om synd ikke gør noget. Men jeg kan synde, og det sker dagligt at jeg synder. Jeg ved også om ting igennem mit liv, hvor jeg burde have gjort noget, som jeg så ikke gjorde, og om ting jeg gjorde, som jeg ikke burde gøre. Så nej, jeg har ikke vandret i perfekt lydighed imod Gud., Jeg har begået fejl på fejl på fejl. Men jeg tilhører Gud, på grund af hvad Han har gjort for mig. Ikke pga hvad jeg har gjort og ikke gjort. Jeg skal ikke lade mit liv med Gud afhænge af hvor stor min lydighed er, men af at Jesus er død en gang for alle på korset for mig. Det har haft en forvandlende effekt på mit liv, og det er jeg evigt taknemmelig for. Men Torben har en fokus hvor det kommer til at handle meget mere om mig, og om hvad jeg gør, i stedet for hvad Jesus allerede har gjort. Det er farligt, og nogen gange vil han sige om folk som er barnedøbt, at de ikke vandrer i lydighed (selvom jeg har mødt lutheranere der er langt mere fyldt af Guds Ånd end Torben, og er langt mere lydige end Torben, men de har bare ikke brug for at snakke så meget om det. Alt andet lige, så er Torbens ønske med dette bare at vise, at lutheranere ikke vandrer i lydighed. Men helt ærligt at tage et enkelt område op som handler om dåbssynet, og ikke om vi skal døbes eller ej, og gøre det til et kardinalpunkt, hvad er det dog for noget? Årsagen til at Torben gør det til et kardinalpunkt har jeg dog også gennemgået i min prædikenanalyse. Han mener at troendes dåb er nødvendig for at kunne sejre over synd. Det er ikke noget han har fundet belæg for i bibelen, men kun i sit eget hoved (han vil nok kalde det åbenbaring, men det er det ikke, det er lære der ikke er bibelsk belæg for). Dermed siger han også at lutheranere ikke kan leve i sejr over synd, og gør dem til en slags andenrangskristne, som ikke lever lige så stærkt med Gud som Torben Søndergaard.”

 
Her vil jeg også tilføje at jeg har venner som simpelt hen ikke ser, at det at døbe børn ikke stemmer overens med Bibelen. Her vil jeg sige, at man kun er ansvarlige for at vandre efter det lys man har. Jeg kan ikke dømme om hvorfor de ikke ser det med troens dåb. Men at de ikke ser det med troens dåb skal jo ikke hindre mig i fra at forkynde det Gud har vist mig og hvad Bibelen siger. Så om en person ser, at det med dåb er noget der skal ske efter, at man er kommet til tro og stadig vælger at ikke lade sig døbe, så lever han i ulydighed imod Gud ord – med andre ord kan han ikke sige at Jesus er Herre i hans liv.

”Og så er det man igen spørger sig om hvad mener Torben Søndergaard egentlig så? For sætter han ikke spørgsmålstegn her ved om en der er barnedøbt, men har set at troendes dåb er den bibelske, og så ikke lader sig døbe alligevel, overhovedet er en kristen? Sagen er at Torben alt for billigt slipper af sted med at skrive dette, for han vil jo ikke diskutere dette offentligt. Han vil kun postulere og ikke stå til regnskab for sine udtalelser, og lade dem teste”.

Problemet som jeg ser det er, at René fokuserer så meget på retfærdigheden, altså den første skridt, at han næsten glemmer resten af pakken (hvilket er et general Luthersk problem). Jeg tror også at vi gøres retfærdige af tro alene, men jeg ønsker ikke at stoppe der. Jeg ønsker at dem som ønsker at blive frelst skal få med sig hele “Peter-pakken” (Omvendelse, dåb i vand og Helligåndens dåb).

”Ok så nu fokuserer jeg for meget på retfærdiggørelseslæren, til det må jeg sige hellere det end for meget på de ting Torben Søndergaard overfokuserer på, som at tale om sig selv og fremhæve sig selv, i stedet for at prædike Kristus”.

Jeg tror ikke det handler kun om at få folk frelst men, at gøre disciple. Jesus har ikke sagt, at vi skal gå ud og kun forkynde retfærdighed. Han bad os gøre disciple og lære dem at holde alt Jesus har befalet

Så langt er jeg enig, men så kommer det”

…. og det inkludere dåb i vand og med Helligånden. Begge to områder der er nødvendig for at kunne fuldføre den gerning Jesus har givet os at gøre.

Her er det så, det handler nu om hvad JEG skal gøre, og Torbens store fejl er at han så meget ser på hvad vi skal gøre, og så kalder han det tilmed nødvendig. For resten Helligåndens dåb, ifølge Torben Søndergaard er at tale i tunger. Så hvis du ikke taler i tunger, har du ikke fuldført det der er nødvendigt ifølge ham.”

Læser vi i Apostelens Gerninger, så ser vi at de forkynder dåben sammen med troen (og ang. dåben, så ser jeg ikke dåben som en lovgerning).

Fint at han ikke gør det, men så skal han også vise det i sin forkyndelse, og det gør han ikke, derfor bliver dette kun til en modsigelse af hans egen forkyndelse, men endnu engang, viser det at Torbens lære ikke hænger sammen.
Så sker der noget underligt, Torben vælger at citere nogen skriftsteder uden at forstå dem i deres sammenhæng, og slutter så af med at skrive at vi ikke må tage et vers ud af sammenhæng og stoppe der. Det er simpelthen dumt at se hvordan han endnu engang selvmodsiger sig selv.”

Apostlenes Gerninger 2 – Peter forkynder dåb som en naturlig del af, at han forkynder hvordan mennesker kan blive frelst.

Apostlenes Gerninger 8 – Filip forkynder evangeliet for den etiopiske hoffmand og mandens første reaktion når han ser vand er “Hvad er til hindre for at jeg kan blive døbt?” (Hvorfor giver folk ikke den samme respons, når René eller andre forkynder evangeliet for dem i dag? Kunne det skyldes at de forkynder en anden evangelium end hvad den første menighed gjorde det)

Apostlenes Gerninger 9 – Det første som sker når Ananias kommer til Paulus er, at Paulus bliver døbt.

Apostlenes Gerninger 10 – Peter forkynder og Kornelius og hans hus bliver fyldt med Helligånden og Peters første reaktion er “Mon nogle kan hindre disse mennesker i at blive døbt?”

Gennem hele Apostlenes Gerninger så ser vi, at dåben var en så integrerert del af det at være en kristen. Ja, der var ingen alternativ. Ønskede de at følge Jesus, blev de døbt til at tilhøre ham og dette med det samme.

Angående dåben ser jeg ikke den som en lovgerning, men som en lydigheds handling og jeg tror ikke man er lovisk når man ønsker at adlyde Jesu ord. Jeg tror man trygt kan adlyde Jesus uden, at være bange for at blive lovisk.

I Galaterbrevet taler Paulus meget om forskellen på loven og nåden.
I Gal. 3 vers 26 siger han dette: 
“For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus.”

Amen. Tror jeg på dette? Ja, selvfølgelig gør jeg dette, da dette er hvad Bibelen siger. Men vi glemmer at dåben var indgangen til denne tro for de første kristne. 
Derfor står dette i næste vers:
“Vers 27 Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus”

Så vi kan ikke bare tage et vers ud af den sammehæng og stop der. Så vi er Guds børn ved troen på Jesus Kristus, alle os der er døbt til at tilhøre ham. Så for de første kristne hang troen og dåben tæt sammen, hvilket jeg også mener den burde gøre i dag.

Hvis nogle vil grave mere ned i undervisning kan jeg anbefale denne af David Pawson, en engelsk gammel baptistpræst og bibellærer. Han er dybt respektere i hele verden og kender Bibelen mere end de fleste mennesker:

Noget af en påstand Torben her kommer med. For David Pawson er ikke dybt respekteret i hele verden, men han kender bestemt bibelen mere end Torben, og han studerer den langt mere indgående og ved hjælp af teologiske bøger, Pawson går dog meget kraftigt imod at Gud er i stand til at fuldføre det Han har påbegyndt i en kristen. For Pawson mener det er muligt at falde fra troen, selvom man er blevet ordentligt frelst. En lære som Torben også er meget forvirret omkring, men når det er sagt, så tror jeg Torben vil få langt mere ud af at høre på David Pawson, end mange andre, selvom jeg har fundet ud af at Pawsons viden om bibelen, og den tid bibelen blev skrevet på, er mere fejlbelagt end jeg havde regnet med. Jeg har hørt ham en del før jeg begyndte at høre Paul Washer, John MacArthur, Voddie Baucham o.l. Og har fundet ud af at Pawson ofte lyder til at vide mere end han reelt set gør. Men stadigvæk, bedre end at høre på folk som Kennethe Hagin, Benny Hinn og den slags.”

http://davidpawson.org/resources/series/the-normal-christian-birth

Ellers vil jeg sige at jeg ikke vil bruge mere tid på at forsvare mig selv. Jeg vil faktisk ikke engang læse hvilken kommentar denne besked giver.

Ja det er så den kommentar jeg ikke tror på fra Torbens side”.

Jeg vil bare elske Jesus og har nogle spørgsmål er i selvfølgelig velkommen til at henvende jer til mig personligt. Hvilket er hvor I får det rigtig svar når det kommer til hvad jeg mener.

Jeg vil lige tilføje, at jeg rigtig nok har begået mange fejl. Hvem har ikke det? 
Jeg har også tidligere gået for meget op i loven og folk har også brændt sig på mig, hvilket jeg indrømmer. Men dette tror jeg vi alle der har med mennesker at gør har oplevet. Især dem der kommer i berøring med mange mennesker. Går jeg bare 1-2 år tilbage kan jeg se, at jeg er kommet uheldig afsted i min forkyndelse eller hvordan andre har opfattet det, eller ting jeg har gjort hvilket jeg beklager. Ja, jeg omvender mig stadig og lærer nyt hele tiden.
Men hos Gud er der tilgivelse. Dette er desværre mere end hvad man kan sige hos mange kristne i dag.

”Det store problem her er at Torben glemmer at få at få tilgivelse, skal der også omvendelse til. Torben forvirrer folk med sin gernings- og mirakellære, og minimerer forkyndelsen om evangeliet, så den i stedet for kommer til at handle om helbredelser og dæmonuddrivelser, og åbenbaringer om dit og dat. Jeg vil gerne tilgive Torben, men jeg vil se at han vender sig bort fra sin ubibelske lære og begynder at prædike Guds ord i stedet, og ikke prædiker sig selv, hvilket jo er det han reelt set gør.”

Gud velsigne jer


Torben Søndergaard


 

PS: NEJ, jeg vil ikke bruge tid på at diskuterer tro herinde eller andre steder offentlig på nettet. Jeg vil som Jesus prøve at bruge tiden på dem jeg skal.

Og så får Torben sluttet af med en hyklerisk kommentar. For hvis han virkelig mente det, så burde han jo netop IKKE have svaret her. Men han viser i stedet for at han ikke vil stå til ansvar for det han har sagt, da han ikke vil have en åben dialog om det. Jeg vil gerne. Dertil har han heller ikke svaret på de kritikpunkter som jeg kom med, men har taget en enkelt ud (som han har forsøgt at trække tilbage, men viser han dog alligevel mener på en eller anden måde som vi ikke må forstå, da vi ikke kan spørge ham ud om det. Det jeg skrev og viste i min gennemgang af hans prædiken var bl.a.: Det som er meget farligt ved denne prædiken, er at han lægger nogen ting i dåben, og i tungetalen som der ikke er bibelsk belæg for. Men det han reelt set siger med det, er at kristne som ikke er døbt på egen bekendelse og ikke taler i tunger, er en slags andenrangskristne.” og det var ikke det eneste kritikpunkt i hans prædiken. Men det har vi ikke nogen kommentarer til fra Torbens side.

Jeg vil dog snart komme med et indlæg om som viser at Torben står for en frihedsteologi som er ødelæggende for omvendte kristne, som kæmper med synd i deres liv. En lære som gør at folk går ud af kirkerne skuffede, ødelagte i stedet for at blive i kirken, og vandre med Kristus. Den vil tage udgangspunkt i det program som Torben gæstede på DR2, om homoseksualitet.