Categories
Kirke

Den, der hører jer, hører Mig

Sådan siger Jesus i Lukas 10.16. Isoleret set er det et behageligt citat fra Jesus. Men vi er nødt til at se hvad Han siger bagefter, for der står:

“og den, der forkaster jer, forkaster Mig. Men den, der forkaster Mig, forkaster Ham, som har udsendt Mig.”

Det burde være svært for os at læse dette vers uden at blive rystet. For Jesus siger faktisk her, at hvis man ikke vil høre en der prædiker Guds ord som Guds ord er, så er det ikke kun den person man tager afstand fra. Man tager afstand fra Jesus, og hele Guddommen. Dette er meget meget alvorligt. Vi kan godt tænke at så slemt mener Jesus det vel heller ikke, for det er ret hårdt sagt. Men der er ikke noget i teksten som indikerer at dette blot skulle være symbolsk tale. Det er ganske klart. Men det forklarer os også, hvad det er der sker i mange kirker i dag. For mange steder vil man ikke høre Guds ord som Guds ord er. Man vil hellere have et andet budskab, man vil hellere have en “frisk kristendom”. Når der så kommer en og prædiker Guds ord, så siger man, at sådan mener man ikke at man kan prædike Guds ord. Man undskylder sig med at det ikke passer ind i det koncept, eller den strategi som kirken har lagt. Men det er ikke en undskyldning der vil kunne bruges på dommens dag. Den dag vil det stå soleklart for mange at det de gjorde, var at fornægte Jesus.

Det er ikke kun Paul Washer sagen det her drejer sig om, jeg har oplevet det, andre jeg kender har oplevet det, og flere ser ud til at være på vej til at opleve det. Man har hørt forkyndelse som man ikke brød sig om, men man har ikke kunne påvise fejl i forkyndelsen. Man har istedet meldt ud at den måde og det indhold ikke var “passende”. Men Jesus siger at det folk ikke kalder “passende” svarer til at man fornægter Ham. Disse pastorer og ledere som siger nej til det sande evangelium, når de endelig møder det, fornægter Gud når de siger at den slags vil de ikke have.

Men hvem tør stille spørgsmål ved disse ledere, som sidder på høje pladser i kirken og lader sig kalde “rabbi”. Hvem tør sige hvordan kan du sidde der på “Moses stol” og gøre dig til herre over hvad der er god og dårlig forkyndelse, når du i din egen forkyndelse viser at du ikke kender Gud. Når du i din afvisning af folk der prædiker Guds ord klart og tydeligt, viser at du ikke kan høre Guds stemme. Hvem tør stille dem disse spørgsmål og hvem har ansvaret for at stille dem disse spørgsmål?

Categories
evolution eller intelligent design

Hvem er de sande ignoranter?

Jeg tilhører den gruppe af såkaldte “ignoranter” som tror på en ung jord. Om det lige er 6000 år skal jeg ikke gøre mig klog på. Men jeg synes blot at der er for mange ting man er nødt til at ignorere, hvis man skal tro på at universet er milliarder af år gammel, og at tingene har udviklet sig, istedetfor at forfalde. For der er langt mere der viser at tid er lig med forfald, end der er ting der viser at tid er lig med udvikling. Når tid bliver lig med udvikling skyldes det et ekstra input kaldet intelligens. Fx har vores hus fået nye vinduer og døre. Det er ikke en udvikling der er sket af sig selv. Der har været intelligente håndværkere og skifte de gamle døre og vinduer ud. For de gamle vinduer kunne ikke af sig selv udvikle sig til mere high-tech vinduer. Fat det hvem der vil fatte det.

Men jeg vil tillade mig i dag at sætte en video på af manden som evolutionisterne hader, fordi han godt tør stille op til offentlige debatter, og faktisk kan forsvare hvad han tror på udfra både bibelen og videnskaben. Det kan godt være der er nogen der kan finde enkelte fejl i det han siger. Det har jeg ikke nogen problemer med, for det er evolionisterne som har det største forklaringsproblem. For der er godt nok mange ting de ignorerer i kampen for at få gjort deres teori til sandhed. Men her er videoen med Kent Hovind, om jordens alder.

Categories
Bibelen Troens forsvar

Er bibelen blevet omskrevet, og kan vi stole på den?

En læser hentydede i en kommentar til podcastet om Rob Bell (hør podcastet her), at bibelen ikke er troværdig. Så vidt jeg kunne læse, og jeg kan tage fejl, skyldes anklagen at man mente at bibelen var blevet omskrevet med tiden, og vi ikke kender til de oprindelige skrifter. Det er muligt at jeg ligger ham lidt meget i munden, men ikke desto mindre er det en anklage man ofte hører om bibelen, også fra folk der kommer i kirke, særlig hos dem der tilhører den emergente del af kirken. Så det var årsagen til jeg blev inspireret til at skrive dette.

Flere af de fremtrædende emergente har kommet med udtalelser i den retning. De siger at vi ikke kan stole på bibelen som den er, og den sikkert er blevet omskrevet flere gange. Men når man siger den slags viser man også, at man har en så lav indsigt i bibelen, at man ikke burde stå på en prædikestol. For det viser at man ikke har undersøgt dette emne tilstrækkeligt. Sandheden er jo at de bibeler som bliver oversat i dag fra grundteksten i store træk er langt bedre , og i langt mere overenstemmelse med de første skrifter, end dem der blev oversat for bare få hundrede år siden. Hvad mener jeg så med det? Jo engang var det sådan at man oversatte bibelen på baggrund af en oversættelse af bibelen. Her er King James Version et glimrende eksempel. Og evt. King James version (KJV)tilhængere kan jeg berolige, med en god afslutning på dette indlæg.

KJV var ikke en oversættelse som blev til på baggrund af de bedste materiale. Den var baseret på tekster som var af nyere dato og som havde nogle enkelte fejl hist og her. Senerehen efterhånden som ærkæologien har fundet ældre skrifter af de kanoniske tekster, har vi kunnet nå frem til noget som er meget nær den første urkirke. Vi har altså i dag i flere af de autoriserede oversættelser, et langt bedre udgangspunkt for at have en god oversættelse, end man havde da man oversatte KJV.

Men det der er så bemærkelsesværdigt er at selve budskabet i KJV og i de nyere autoriserede oversættelser, ikke er forskelligt fra hinanden. Det er det samme der står. Der kan være visse småting her og der, men vi kan ikke sige at der er to forskellige budskaber. Der er altså ikke noget der indikerer at der kommer et nyt budskab ud af bibelen, efterhånden som tiden går. Guds ord om at Guds ord ikke skal forgå, står fast. Og det fører mig til det næste punkt.

De liberalteologer som i dag kalder sig emergente eller postmoderne som kommer med sådanne anklager. Hvad er det egentlig for en gud de har? Det er åbenbart en gud som ikke magter at bevare sit ord tydeligt og klart. En gud der ikke formår at kommunikere til menneskene. En gud der ikke kan finde ud af at aflevere et afsenderbrev til os, der viser hvem den gud er. Sådan er min Gud ikke. Min Gud er skaberen af himmelen og jorden. Han har skabt havet og bjergene, menneskene og dyrene og planterne. Den Gud der kunne skabe det, skulle Han ikke også være istand til at gøre det muligt at kende Ham? Ikke gennem tåbelige ting som åndedrætsøvelser som Rob Bell påstår, så vi kan blive som “the enlightened ones” som han kalder nogen guruer fra Indien. Heller ikke ved at filosofere rigtig meget, og benytte os af tekster fra Voltaire og Sartre, som nogen af de andre emergente mener vi kan lære af. Nej så svag og diffus en gud har jeg ikke. Den sande Gud formåede at skabe denne verden, så hvorfor skulle han ikke kunne finde ud af at kommunikere til os hvem Han er, i et enkelt forståeligt sprog, som både fattig og rig, uddannet som uuddannet skulle kunne forstå? Det budskab har han sørget for er tilgængeligt til os i troværdige oversættelser. Det budskab hedder bibelen.

For dem der ønsker at undersøge bibelens troværdighed, kan jeg henvise til Jonas Kolskis hjemmeside Kristendownload.dk. Der er der en glimrende artikel som kan læses her. Den hedder Er bibelens dokumenter troværdige?. Så hvis du ønsker at kunne påvise at bibelen er troværdig så er der flere gode ting at hente i den artikel.

Forresten er jeg rigtig glad for at læse i King James Version, og jeg har den oprindelige oversættelse, som er blevet omredigeret og rettet nogle gange. Men det at dem der oversatte den skulle være troende, og ikke bare dygtige sprogfolk, med teologisk uddannelse, løfter den oversættelse op blandt de allerbedste oversættelser igennem historien. Det er den oversættelse af bibelen jeg først tager frem og sammenligner med, hvis jeg ikke synes at den autoriserede gør det klart nok. Og det har ofte været mig til hjælp. KJV er så vidt jeg ved, den meste anerkendte og brugte bibeloversættelse igennem tiden. Og ikke uden grund!

Categories
Bibelen Evangelisation Kirke

Kristi Himmelfartsdag

“Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.«” Apostlenes gerninger 1.9-11

Hvorfor står I og ser op mod himlen? spørger nogle engle disciplene om. Umiddelbart et underligt spørgsmål. For det er jo ikke hver dag, vi får lov til at se Jesus blive løftet op til himmelen. Hvilket også er medvirkende årsag til at vi fejrer denne dag, den er jo speciel. Men englene sagde alligevel HVORFOR. Og lige netop dette spørgsmål var hvad disciplene havde brug for at blive stillet. For efter dette spørgsmål blev stillet står der i vers 12:

“Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra.”

Vi har så nemt ved at blive fascineret over enkelte begivenheder, som overnaturlige ting. Og overnaturligt må det have været at se Jesus blive løftet op i himmelen. Men det er ikke der vores fokus skal ligge. Vores fokus skal være at bygge på Jesu ord, og gøre Hans vilje. Og hans vilje er at vi prædike evangeliet for folkeslagene. Vi har ikke fået et kald til at dvæle ved specielle oplevelser, som ovenstående. Også selvom de er fra Gud. Disciplene kunne jo have lavet et hus der hvor de så Jesus stige til vejrs, og gøre det til at særligt helligt kristent område, for her tog Han afsted fra. De gik istedet hjem til Jerusalem, for det havde de fået at vide de skulle, og der skulle de få Helligånden, som ville give dem kraft til at prædike evangeliet. Og det fører til det næste punkt. Hvad er kendetegnet ved den Helligåndsdrevne kirke? Det er et spørgsmål som mange kirker har misforstået. Men der er nogle helt klare tegn på hvordan den kirke fungerer, som i vore dage desværre er blevet overset. I disse dage omkring Kristi Himmelfart og Pinsedag, vil jeg løbende komme ind på dette område. En del af de ting jeg vil skrive er kommet ved at høre prædikerne fra særlig tre forkyndere. Det er A. W. Tozer, Paul Washer og Steve Lawson. Jeg glæder mig til at dele dette, da det er noget jeg i lang tid har haft lyst til at skrive om.

Categories
Falsk Lære Kirke

Når kirkerne bliver surrealistiske 5. Monty Python Flying Church

I 1983 udsendte Monty Python deres sidste spillefilm “Meaning of life”. Det var noget af en speciel oplevelse at se den, og der er uenighed blandt Monty Python fans om det er den bedste film, eller den de skulle have afholdt sig fra at lave. Filmen havde ikke den humor som deres andre produktioner havde. Den var istedet særdeles anderledes, og deres akademiske aner indenfor det filosofiske og deres hang til det surrealistiske kom mere frem til overfladen, end man ellers havde set før. På et tidspunkt i filmen ønskede man at lægge et klip ind hvor ønsket var at det her skulle være ekstraordinært bizart. Nogen af medlemmerne af Monty Python, har udtalt at de ønskede at lave noget der skulle være det mest bizarre nogensinde vist på film. Det skulle være så langt ude, at det overgik alt hvad man førhen havde set. Og bizart det blev det, se gerne hele klippet og hør gerne hvad fiskene siger i slutningen af klippet. For de har en pointe, som jeg vender tilbage til. Tænk engang at det skulle komme hertil, Monty Python på Sand.omvendelse.dk.


Og Monty Python taber til (trommehvirvel)

Monty Python forsøgte at overgå alt hvad der var bizart med deres “fishy fishy” klip. Men desværre for dem er de blevet overgået. Og jeg er ganske overbevist om at hvis de så følgende klip, så ville de give mig ret. Det er selveste Benny Hinns kone Suzanne Hinn, som her prædiker om at Gud vil give os en…nej det kan jeg ikke skrive, lad hende selv fortælle det. Så kan du også få lov til at se hende falde om på gulvet til sidst, fordi hun er så ledt af “ånden”. Det mest ufattelige er den flok som står og siger amen til alt hendes tåbelige vrøvl og klapper af det. Jeg kan se to årsager til at de gør det, for det første er det jo selveste Benny Hinns kone, og hun kan vel ikke sige noget forkert, vel?. For det andet ser det ud til at gruppen er vildledt i forvejen af overåndelige påstande som sætter oplevelser over skriften. For jeg kan ikke finde det her nogen steder i bibelen, og jeg finder det heller aldrig. Så hvis man kan sige amen til Suzanne Hinn, så er det fordi man er vildledt i forvejen. Men vurder selv.

Når jeg tænker på hvad fiskene sagde i afslutningen af første video, så kunne de med endnu større succes, sige det om denne kvindes forkyndelse, eller mangel på samme. Men tænk så på hvor mange kirker der findes i dag, hvor man slet ikke taler om meningen med livet. Og det er måske det mest surrealistiske vi ser i dag. For vi lever i en tid hvor der ikke er plads til at tale sandhed i kirken. Der er ikke plads til at fortælle om den sande mening med livet i kirken. Men hvis der ikke er plads til det i kirken, hvor er der så plads til det?

Categories
Kirke Overfladisk kristendom Prædikener

Træk en prædiken

Min kone og jeg sad og talte om at der er en mangel på bedømmelse i kirkerne. Det er som om man nogen steder bare synes at alt er godt. Så kommer der en prædikant og siger det ene, og så kommer en prædikant og siger det andet, og de to prædikanter modsiger reelt set hinanden. Men alligevel tror folk at det hele er fra Herren. Det er som om man har en naiv tro på, at alt der bliver sagt fra en prædikestol er godt.

På en måde er det jo en god holdning at have. For det burde være sådan at alt der blev sagt fra en prædikestol var godt. Men sådan er det ikke. Og vi bliver også i bibelen bedt om at bedømme hvad folk lærer os. Samtidig er der også rigtig mange steder i bibelen, hvor der står meget klart, at vi ikke skal åbne op for nogen der prædiker en anden Jesus. Men det bliver der i dag. Men folk i kirkerne har svært ved at se det. Folk i kirkerne kan ikke høre at det ofte er en anden Jesus der bliver forkyndt. Hvorfor kan de ikke høre det?

Fordi vi i mange år har levet med en forkyndelse der er blevet mere og mere udvandet. Efterhånden som det er sket, er vores viden om hvem Jesus er blevet mindre og mindre, og til sidst kan vi ikke se forskel på det sande og de falske evangelier. Vi har mistet bedømmelsesevnen. Vi trækker en prædiken og håber den er god. Og hvis vi ikke syntes den var god nok, trækker vi en ny. Vi kan ikke finde på at sige til dem der talte den at der var problemer og mangler. For hvem er vi at skulle kunne bedømme den slags? Hvad skulle gøre os i stand til at kunne bedømme en forkynders forkyndelse?

Vi trænger til at folk tør rejse sig op og sige fra. Vi trænger ikke til at folk går ud af kirken og lever små dumme kristenliv isoleret fra kirken, fordi de er utilfredse med kirken. Hvilket jeg vil komme ind på snart igen. For jeg er ikke modstander af menigheden, for den er på trods af kirkernes tilstand i dag, stadig Guds gave til de kristne.

Men vi har brug for at kristne tør rejse sig op, og med bibelen i hånden vise når der foregår noget forkert. Der er brug for at kristne tør bedømme igen, og kan gøre det fordi de kender Guds ord. Kristne som ikke tror på man bare kan trække en prædiken, men kan se at der er brug for forkyndere der prædiker et ord der er drevet af ordet, bygget på ordet, og viser at ordets betydning er ordet. Men hvor er de forkyndere henne som kan (og tør) prædike sådan?

Categories
Kirke Livet som kristen Omvendelse

Sidebemærkning til Paul Washer-sagen

Efter al denne fokus på den mærkværdige aflysning af mødet med Paul Washer på pinsevækkelsens Sommercamp (se her), tænkte jeg at nogen kunne få den mistanke at jeg arbejder imod et bestemt kirkesamfund. Det vil jeg godt meddele, at det bestemt ikke er min hensigt. Jeg ved at der er mange sunde kristne i pinsevækkelsen, jeg kender flere af dem, og har mødt mange igennem tiden. Det jeg kritiserer der kunne jeg såmænd nemt finde andre steder (hvad jeg også har gjort opmærksom på før).

Så jeg er ikke ude på at køre hetz imod pinsevækkelsen, det ville være for lavt. Jeg tilhører ikke dem som vil sætte alle i bås, bare fordi de kommer i et bestemt kirkesamfund. Jeg kan sætte folk der kommer i en sekt i den kategori der hedder “Ikke frelst”. Men folk der kommer hos pinsevækkelsen, baptister, lutheranere, metodister osv, vil jeg ikke bedømme som ufrelste, eller andenrangskristne. At vi ikke kommer i samme kirkesamfund, er ikke med til at gøre os til dårlige kristne eller fortabte.

Men der er en årsag til at jeg har taget den her sag op, og den er ret skræmmende. Derfor vil jeg godt gøre den færdig snart og vise hvad det egentlig er der er sket, og sker i pinsevækkelsen. Noget som også sker eller vil ske andre steder, hvis der ikke er omvendelse fra ledernes side. Jeg forventer at beskrive hvad det drejer sig om senere i denne uge. Men til jer der kommer i pinsevækkelsen og som læser denne blog, jeg er ikke ude på at hænge jer ud, jeg ønsker blot at vise hvad er det der sker blandt en stor del af lederne der, og hvad det vil få af konsekvenser, hvis der ikke er nogen der siger fra og vender om. Det kan betyde at der vil være nogen læsere, der vil finde ud af at de selv må sige fra overfor det der sker. For den enkelte kristnes eget ansvar i denne sag vil jeg også snart komme ind på.

Categories
Evangelisation Livet som kristen

VenomfangX truet til tavshed

De faste læsere af bloggen her, kan nok huske den unge apologetiker VenomfangX. En ung mand som arbejdede med gudsbeviser, skabelse kontra evolution, og evangelisation. Han havde haft en pæn succes med sine youtube-videoer, hvad angik seertallene på videoerne. Men han var også en særdeles hadet mand. Særlig blandt ateister. Flere ateister lavede modvideoer til Venomfangx, hvor de brugte tiden på at hænge ham ud, og få ham til at se dum ud. Nogen af dem var ret voldsomme, eksempelvis kunne man se at han blev stukket i hjertet med computeranimerede knive, med blod fossende ud. Imens kunne man så høre ateisten som havde lavet videoen sige en masse grimme ting om VenomfangX. Men det er jo hvad man kan forvente, vi er ikke blevet lovet at alle vil tage hatten af for os, vi er blevet lovet forfølgelse. Jeg er nu glad for at jeg kender ateister som ikke er ligeså ekstreme som dem jeg har beskrevet her.

Men VenomfangX begyndte så at gå ud på gaden og evangelisere, og fik optaget sine snakke med folk der. Det gik også godt i starten, og han havde nogen ret gode måder at gøre det på. Noget af det var lidt ungt, og lidt umodent, men ikke noget som jeg synes man skal gøre et stort nummer ud af. Jeg har jo selv været ung engang, og jeg gør stadigvæk fejl, også i evangelisation. Men da han begyndte at evangelisere overfor muslimer, så blev det for meget. Der har været muslimer som har set de videoer, og de er blevet så rasende over at se muslimer stå og blive tvivlende over om deres tro nu også er korrekt. For det kunne man se de blev i tvivl om. De kunne ikke svare på spørgsmål som var vigtige at kunne besvare for at kunne forklare hvorfor deres tro var den sande. Så her stod en ung mand som kendte sin bibel, og fik folk som angiveligt skulle være funderet i koranen, til at komme i tvivl om dens troværdighed. Det var der nogen muslimer som ikke brød sig om. Derfor har de angiveligt truet VenomfangXs forældre og ham selv med dødstrusler. Derfor har hans forældre nu fået lukket hans hjemmeside www.venomfangxsite.com ned. Og alle hans videoer på hans youtubekanal er også fjernet. Det eneste der kan ses nu er denne video.

At dette er sket kunne jeg skrive meget om. Men jeg vil hellere gøre opmærksom på den reaktion som der er kommet fra dem der hadede VenomfangX. For det vælter pt med videoer af ateister som råber hurra og glæder sig over at VenomfangX blev truet til tavshed, også selvom det gik udover hans forældre. En uhyggelig stor del af dem er glade for hvad der er sket, for de hadede hvad han sagde i sine videoer. De hadede at blive gjort opmærksom på at de også en dag skulle dømmes for deres synder, ligemeget hvor lidt de ville tro på Gud. Disse mennesker viser en sørgelig tendens som bor i mennesket. Man vil hellere have frataget friheden til at ytre sig, så man kan slippe for at høre på sandheder man ikke bryder sig om. Det er så meget vi hader sandheden, vi vil hellere fjerne den, med de omkostninger det har. Men glemmer at den frihed vi har nu til at ytre os, også er den der giver os frihed til at leve vort eget liv. Men folks had til sandheden er så stor, at nogen hellere vil leve i et samfund hvor der ikke er plads til ytre sig om sandheden, at de hellere vil miste deres egen frihed for det mål. Vil du have eksempler på at det er rigtigt, så tag bare de kommunistiske lande, og de samfund som blev baseret på fascismen og nazismen. Det blev konsekvensen af at man ville have frihed til at leve sit eget liv, uden at blive konfronteret af sandheden. Man fik indskrænket sin frihed til det ukendelige. Resultatet blev at man ikke havde frihed.

Jeg vil ikke lægge videoer på med de ateister som har “holdt fest” for VenomfangXs afsked. Sproget er simpelthen for voldsomt og upassende for denne hjemmeside. Men jeg kan godt linke til en af de ikke så voldsomme, men den er voldsom nok. Det mest utrolige er at der er så mange der har set den her. På kort tid er den kommet op på over 100.000 visninger. Hvorfor vil folk hellere høre på en ateist der ikke har noget at give, andet end et værdiløst samfund? Måske fordi de bare hader Gud.  Men her er linket:http://www.youtube.com/watch?v=vhLivvU5Icg

Categories
Bibelen Kirke videoer

Francis Schaeffer om retfærdighed, frihed og slaveri

`

I Francis Schaeffers hovedværk “How should we then live”, kommer han i sit femte afsnit ind på hvordan retfærdighed må være baseret på en sandhed der er givet udefra, og ikke bygget på mennesker. Det handler ikke om at man er nødt til at være kristen for at kunne være en del af samfundet. Men at der må være et udgangspunkt for lovgivning som ikke er baseret på mennesket, men på en sandhed som står over alt andet.

Reformationen skabte en samfundsændring som blev bygget på, at Guds ord måtte være et udgangspunkt for hvad der måtte være sandt. Det skete fordi reformationen var baseret på et opgør med en kirke der havde sat sig over Guds ord. Man søgte tilbage til ordet og fandt at det havde den sandhed som var nødvendigt at bygge et holdbart samfund på.
Men den franske revolution, som medførte menneskerettighedserklæringen, var ikke baseret på at der fandtes en entydig sandhed given ovenfra. Den var baseret på mennesker, og var dermed også bygget på et meget løst grundlag. Det viste sig også at den franske revolution ikke skabte noget bedre. Den blev bygget på blod, og endte i blod. Man fik afskaffet en elendig konge, og fik en magtsyg diktator istedet. Nemlig Napoleon. Den franske revolution var bygget på et humanistisk fundament, som ikke var et fundament, men en sandbanke, som hurtigt mistede sin styrke.

Den franske revolution blev til en dyrkelse af mennesket. Men en dyrkelse som skabte skuffelser. Skuffelser så store at dem der startede revolutionen få år efter, selv blev ofre for guilloutinen. Det viser sig ifølge Schaeffer at den franske revolution, har mere til fælles med den russisk kommunistiske revolution. Der er ihvertfald flere paraleller som ikke er særlig rare at tænke på. Det ser ifølge verdenshistorien ud til at større ændringer i samfundet, som ikke har sit udgangspunkt i at der må være en skaber af verden, ikke skaber frihed, men restriktioner for borgerne istedet. Så når vi søger frihed uden at basere friheden på de rammer og regler som Gud har givet os, så får vi det modsatte af frihed. Se blot hvor meget frihed der er og har været i ateistiske lande.

Men i de lande hvor man havde valgt at bygge samfundet på basis af en ovenfra given sandhed, valgte man flere steder at ignorere visse sandheder. Det gjorde man for at kunne skabe rigdom på bekostning af andre. Dette er en sort plet for de reformerte lande. Slaveri (og misbrug af anden arbejdskraft) blev anset for at være i orden, da man mente at visse mennesker var af en lavere standard end andre. Derfor syntes man at slaveri kunne accepteres. Det var dog ikke alle kristne der var enige i dette. Prædikanten John Wesley, og en tidligere slavehandler ved navn John Newton gik op imod den i samfundet accepterede slavehandel. Man kunne se at kristne ikke kunne støtte dette, og man måtte også sige fra. Det var ikke populært, og der var stor modstand mod ophævelsen af slaveriet. Og mange i kirken mente også at det var et område man skulle holde sig fra. Lidt ligesom mange i kirken i dag, ikke mener at man skal tale imod abort, o.l.

John Newton som var med til at kæmpe for ophævelsen af slavehandel, var forresten også ham der skrev en af de allermest kendte kristne salmer; Amazing grace. Som du kan høre her:

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Omvendelse

Mine får hører Min røst

Sådan siger Jesus i Johannes 10.27, og følger op med: “og jeg kender dem, og de følger Mig”. Dette er en skræmmende udtalelse. For hvem er det så der ikke hører Hans røst? Det må jo så være dem der ikke er Hans får. Dem som Han ikke kender. Dem som ikke følger Ham. Hvem er det så? Hvordan kan vi kende dem? Svaret må være, at vi kan kende dem på at de ikke kender, og ikke hører Hans røst.

Jeg undrer mig over en forholdsvis stor del af de ledere som sidder i det kirkelige i dag. Og det er både indenfor det frikirkelige, såvel som det folkekirkelige jeg hentyder til her. Det er som om mange af dem ikke kan høre Jesu røst. Når de hører en som Paul Washer siger mange af dem fra, og siger det er for radikalt. Den slags mener de ikke der er plads til. Men hvis de hører en som Benny Hinn, siger de at vi kan lære noget af det. Når de hører en som John MacArthur påstår de at han tolker bibelen for bogstaveligt , men hvis de hører en som Rick Warren misbruge bibelcitater, synes de at det lyder godt i deres øren. Nu vil jeg ikke gøre Paul Washer og John MacArthur til bibelske orakler i vores tid. Den forkyndelse de har, kan sagtens blive forkyndt af andre, også her i Danmark. Deres forkyndelse er bibelsk funderet og bliver formidlet uden at tage hensyn til hvad det er for en tid vi lever i. De forsøger ikke at bøje Guds ord. Og når jeg hører dem, så hører jeg folk der taler Jesu ord klart og tydeligt. Med andre ord jeg hører Hans røst igennem dem, og andre sande reformerede teologer.

Når jeg taler med lægfolk i kirkerne, har jeg i mange år lagt mærke til at der er en stor del, som tørster efter det rene evangelium. Men de har fået at vide at de skal holde mund, og bare rette ind efter den nye linie. Den nye linie er så godt som aldrig funderet på bibelen, men på en eller anden ny smart ubrugelig strategi. Hvem er disse folk som har fået lederstillinger i kirkerne, som ikke kender Hans røst. Hvem er det som leder kirken på vildspor med alle deres mærkværdige ideer som ikke har sit udgangspunkt i skriften? Hvordan har de kunne få ledende roller i kirken? Dette er der mange svar på, som jeg måske kan komme ind på en anden gang. Men jeg gruer for de stakler som er sat på ledende positioner i kirkerne, men som ikke kender Hans røst. For som Jakob skriver:

“Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom.” Jakob 3.1

Hvis vi underviser andre i ordet, og ikke selv kender det, så får vi altså en hårdere dom. Dette skal vi tage meget alvorligt. For sådan som kirken ser ud mange steder i dag, så er der rigtig mange der prædiker dom over deres eget liv. De samler sig Guds vrede til dommens dag, istedet for at prædike så de kan samle skatte i Himlen.

Pastorer der har brug for at omvende sig
Disse folk har brug for at omvende sig. De har brug for at forstå hvem Gud er, så de kan leve op til det farlige hverv det er at forkynde ordet. For det er et hverv som kun er tiltænkt dem som kan kende forskel på Hans røst, og andres røst. Dem der ikke kan høre forskel vil komme i store problemer. Men hvem tør sige noget til disse ledere? Hvem tør vise dem at de er på vildspor? Hvem er villig til at miste sin popularitet i kirken, ved at vise at der er noget galt? For hvis ingen gør dem opmærksomme på det, så vil de blot køre menighederne længere og længere ud i tåbeligheder og vildfarelse. Jeg synes vi er kommet nok på vildspor allerede i dag, hvor langt synes du at folk skal gå ud i kviksandet før du advarer dem og viser at de har brug for hjælp til at komme op?