Categories
Falsk Lære

Andrew Strom om John Arnott, Rick Joyner, Robert Howard Browne, Patricia King og de andre latter rain prophets

Her er lidt opfølgning på den triste sag om Pinsevækkelsen der har valgt at invitere de falske profetpar Carol og John Arnott som er kendt fra den såkaldte “Toronto vækkelse” (se mere her: https://sand.omvendelse.dk/er-john-arnott-velsignet-af-gud-eller-forbandet-3494.htm og her https://sand.omvendelse.dk/er-john-arnott-velsignet-af-gud-eller-forbandet-3494.htm)
Andrew Strom som har været involveret i disse ekstreme dele i det karismatiske kirkenetværk, har valgt i dag at gå imod det han arbejdede indenfor dengang. Årsagen til det var at han mere og mere klart kunne se at de oplevelser de oplevede, havde mere til fælles med det man ser i panteistiske religioner som hinduisme og buddhisme. Han har fået lavet flere videoer om det, og jeg vil vise en af serierne her. Jeg vil dog gøre opmærksom på at musikken i videoerne er lidt for manipulerende, og det burde ikke være nødvendigt at bruge den slags musik, for at dokumentere at der er noget helt helt forkert her. Hvis man synes den er for manipulerende er der lavet en lignende serie, som ikke går helt så meget i dybden som denne her. Den kan man se første del af på følgende link: http://www.youtube.com/watch?v=B-Y5R_raf6M&feature=relmfu

I den første video, ser man hvordan Toronto vækkelsen startede og hvem de arbejdede sammen med, og hvordan dette bredte sig til store dele af verden. Andrew stiller også det vigtige spørgsmål, om hvorhenne i bibelen finder vi disse mærkværdige manifestationer, og hvis vi ikke kan finde dem der, er der så overhovedet grund til at tro de er fra Gud? Særlig når det er noget man ser mere i de okkulte retninger end i kristendommen.

I den anden video vil du bl.a. kunne gense den falske profet Todd Bentley, som Carol og Arnott støttede klart op om, samt hvordan de oplevelser folk havde der og i Toronto har mere til fælles med åndelige oplevelser fra hinduismen end kristendom.

I den sidste video i Andrews serie, kan du se hvad konsekvenserne af denne tilgang til det åndelige kan medføre af virvar og kaos. Når du ser disse videoer (som for en stor del ikke har undeliggende musik) så spørg dig selv om det her er Helligånden eller om det er besættelse. Og sæt dig gerne ned og se hvad bibelen siger om den der er født ved Guds ånd, og er fyldt af Guds ånd. For det kan jeg og mange andre ikke få til at passe med det man ser her. Alligevel har pinsevækkelsens ledere valgt at invitere en der står for akkurat det man ser i disse videoer.

[display_podcast]

Jeg vil slutte af med at vise en video fra den kirke hvor Carol og John Arnott kommer fra Toronto Christian Airport Fellowship. Det er en video som skulle vise at det er godt hvad der foregår. Men når man kan sammenligne med ovenstående videoer, så ser det altså ikke særlig fornuftigt ud mere. Og tilbage står jeg med et spørgsmål som går på, hvem er de pastorer der kan anbefale deres kirkemedlemmer at drage til Pinsevækkelsens sommercamp når det er den slags man ønsker at sprede?

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke Korset Mirakler Omvendelse

Hvordan kan man se om en kirke er drevet af Helligånden?

Pinsen som vi fejrer i disse dage, er en fejring af kirkens fødsel. Det var på pinsedag for små 2000 år siden at Gud udgød sin ånd over de disciple, der var samlet for at vente på Åndens komme. Det skete ret voldsomt, ved at der kom tunger af ild, og satte sig på hvert enkelt af dem. Så begyndte de at tale på andre tungemål, uden at vide hvad det var de egentlig sagde. Men folk som kom fra andre lande, kunne høre at de priste Gud på deres sprog, og de undrede sig. Nogle mente at de var fulde, fordi det virkede så vildt. Men så er det at Peter træder frem, og holder sin berømte pinsetale. Det er Peters tale der er værd at lægge mærke til, hvad angår tegn på at være en kirke der er drevet af Helligånden. Alt for mange har troet eller tror, at tegnet på at være en kirke drevet af Helligånden er at man taler i tunger. Dem der siger sådan glemmer at kigge på hvad det var Peter prædikede på pinsedag, for den viser de sande tegn på at man er en Helligåndsdrevet kirke.

Hvad sagde han så?
Han prædikede Guds ord. Peter træder frem og siger at det der er sket, er hvad der er forudsagt i profeten Joels bog, og så citerer han fem vers fra Joels bog. Derefter fortæller han at Jesus som Gud havde sendt, havde de korsfæstet, og efter Han var død, oprejste Gud Ham fra de døde. Det bruger han så noget fra en salme af David til at underbygge, og forklare.Og så slutter han af med at sige:

“Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” Apostlenes gerninger 2.36

Hvad var det så der var så specielt ved Peters tale? For det første så var forkyndelsen drevet af Guds ord og bygget op af Guds ord. Men det var samtidig et målrettet ord, for hans forkyndelse pegede på Jesus, og viste klart hvem Jesus er. Peter kom ikke med en masse filosoferen over hvordan Gud måske kunne være. Han begyndte heller ikke at tale om hvor mange gange Gud havde brugt ham til at helbrede folk, og hvor mange penge folk gav ham fordi de ville støtte en Guds mand. Han brugte heller ikke tid på at forklare at hvis man ikke talte i tunger ligesom han nu gjorde, så var man ikke en ordentlig kristen. Han talte slet ikke om at livet handlede om at have et mål, eller at man havde brug for at frigøre sit potentiale. Og absolut ingenting om at vi ikke ved hvad Gud mener, fordi det (ifølge nogen) skulle være svært at forstå hovedbudskabet i Guds ord.

Skarp bibelsk forkyndelse
Istedet var det et klart og tydeligt Guds ord der blev forkyndt. Han holdt ikke noget tilbage, de fik at vide hvem Jesus er, og at de havde korsfæstet ham, og var skyldige i at have slået Guds søn ihjel. Altsammen baseret på det der stod i Guds ord i forvejen. Det at Peter brugte skriften som han gjorde, og viste at skriften peger på Jesus, og selv pegede på Jesus, er de primære tegn på at man er drevet af Helligånden. En kirke som ikke gør det, er ikke drevet af Helligånden, men drevet af noget andet. Eksemplerne som jeg kom med foroven illustrerer kirker som ikke er drevet af Helligånden. Folk kan tale i tunger fra nu og og ti år frem, uden at der er noget Helligånd i det. Paulus selv taler imod at man skal gøre det, for han mente jo selv at det var vigtigere at undervise i ordet, end at tale i tunger (se første korinterbrev 14).

Første tegn
Så første tegn på at man er en kirke der er drevet af Helligånden er en forkyndelse der er bygget på Guds ord, viser hvad Guds ord siger og viser at ordet peger på Jesus og viser os hvem Han er og hvad Han gjorde på korset. Men der er også et andet tegn på at man er en kirke drevet af Helligånden.

Andet tegn
Det første tegn hænger fint sammen med det næste tegn på at kirken er drevet af Helligånden. For hvis forkyndelsen er baseret på Guds ord, og peger klart på Jesus. Så vil det også få en betydning for dem der hører det. Det er hvad vi ser der sker efter Peters prædiken på pinsedag. Der står:

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?” Apostlenes gerninger 2.37

De var ikke upåvirkede af det de hørte. Det stak dem i hjerterne. De så hvem de selv var, syndere der havde brudt Guds lov, og stod strafskyldige overfor Ham. De oplevede det som sker under rigtige vækkelser, de så at de i sig selv var uden håb. “Hvad skal vi gøre?” er et af de mest normale spørgsmål som folk giver hvis de er i syndenød, fordi Gud drager på dem. “Hvordan kan jeg undgå Guds straf, hvordan kan jeg få tilgivelse, og kan Gud overhovedet tilgive en som mig”. Det er spørgsmål som vil dukke op hos folk i en kirke der er drevet af Helligånden. Både hos besøgende og faste kirkegængere. For Guds ånd blev sendt for at overbevise om synd. Og når Guds ånd virker sammen med ordet, så vil folk se at de er elendige, og uden håb i sig selv. For kun der kan de se at deres eneste håb er Jesus Kristus. Der kan man se behovet for omvendelse.

Man vil også se noget andet som vi ikke ser skrevet om på pinsedag, men andre gange at evangeliet bliver prædiket i bibelen. Man vil se at folk vil blive vrede, irriterede, fornægtende o.l. Et sted hvor vi kan se det er i Lukas 7.30 hvor Jesus siger.

“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.”

Dette blev sagt i relation til Johannes Døberen og hans forkyndelse. Den måde det bliver sagt på, viser at farisæerne faktisk vidste hvad Guds plan var for dem. D.v.s. at de vidste godt at Gud kaldte på dem. Men skriften siger at de forkastede den plan. Det er også det folk gør som har fået evangeliet at vide klart og tydeligt, men som vælger at overhøre evangeliet. De siger nej til Guds plan. Det kan godt være de kalder sig kristne, men hvis de har sagt nej til Guds plan, så vil det ikke hjælpe dem på dommens dag. De er som farisæerne Jesus omtalte. Der er ikke nogen forskel.

Hvis evangeliet bliver forkyndt ordentligt i en kirke, så vil det også have denne effekt. Fordi Gud har valgt at virke ved sin ånd, når Hans ord bliver forkyndt. Det er nemlig et ord som man er nødt til at tage stilling til. Ikke sådan at forstå at folk nødvendigvis skal tage en beslutning på stedet. Folk må godt få tid til at lade ordet virke i dem. Men det vil virke, og det vil medføre at folk enten siger ja til Guds plan, eller nej til Guds plan. Men for at kunne gøre det, skal man også vide hvad Guds plan er, og det er forkynderens opgave at gøre rede for det.

Men en kirke hvor forkyndelsen ikke stikker i hjertet, hvor der ikke længere bliver prædiket omvendelse fra synd, til Jesus. Det er også en kirke som ikke er drevet af Helligånden. For enten er man drevet af Helligånden, eller også er man ikke.

Categories
Bibelen Livet som kristen

Er du parat til at høre på ham her?

Voddie Baucham som er Tilbage til Bibelens hovedtaler i år, er kendt for ikke at lægge fingre imellem. Hvad siger bibelen om at elske vores hustru, er et spørgsmål han her besvarer meget klart, meget skarpt, og nok også så meget at nogen ikke ville kunne klare at høre det. Men tag lige en smagsprøve og vurder om du kan tåle at høre på ham d.26.29 juli på Skrødstrup Efterskole. Se mere på dette link: http://www.tilbagetilbibelen.dk/?p=279

Personlig glæder jeg mig til at blive udfordret, af en der tør tale et klart kompromisløst Guds ord. Det kommer (forhåbentlig)nok til at koste noget af mit kød, men det kan man vel godt konkludere er en god ting. Det tror jeg min kone vil give mig ret i.

Skræmt eller tiltrukket
Hvis du ikke er skræmt væk af Voddies forkyndelse her, og stadig overvejer at melde dig til, så skynd dig, mens vi stadig har plads til flere tilmeldinger, for vi er snart ved at være fyldt op ifølge ham der styrer tilmeldingslisten.

Categories
Uncategorized

Bibellejren med Voddie Baucham er flyttet

På grund af en dobbeltbooking på Hedemølle Efterskole, har os der arrangerer lejren for Tilbage til Bibelens bibellejr været nødt til at holde lejren et andet sted. Det bliver istedet på Skrødstrup Efterskole som ligger i det samme nærområde, bare lidt mere nordpå. Det er Hedemølle Efterskole der fandt den løsning til os, og det er vi rigtig glade for, selvom vi er lidt kede af ikke at kunne holde det for tredie år i træk på Hedemølle (som er en af de mest lækre steder at holde en sådan lejr!). Men vi regner med at kunne holde det på Hedemølle igen næste år, hvor vi næsten allerede har fået booket den næste hovedtaler.

Ellers vil det ikke betyde nogen forskelle. Prisen for gæsterne er de samme, afstanden er ikke den store forskel. Dem der kommer med tog vil stadig blive hentet på stationen, ligesom hvis det var på Hedemølle.

Flytningen kan dog få en anden forskel som kan være lidt ærgerlig. Kapaciteten på Skrødstrup med henblik på plads til gæsterne, er ikke så fleksibel som på Hedemølle. Det betyder at man skal til at skynde sig for at være sikker på at kunne komme med. For der er allerede ved at være fyldt godt op nu. Og vi vil gerne have at antallet er på et antal så det også er hyggeligt og ikke alt for presset. P.t. tror jeg vi er ved at være 70% optaget. Så hvis du stadig går og vurderer om du skal med eller ej, så tag en hurtig beslutning mens du kan.
Til dem som ikke når det kan jeg trøste med at aftensmøderne er åbne, for gæster (vi giver kaffen). Så hvis du bor tæt på, så benyt dig endelig af den mulighed.

Læs mere om lejren på: http://www.tilbagetilbibelen.dk/?p=279

Categories
Endetiden Falsk Lære Synd

Er John Arnott velsignet af Gud eller forbandet?

John Arnott som i år bliver hovedtaler for Pinsevækkelsens sommercamp i Mariager. Han er kendt fra det man i halvfemserne kaldte Toronto-vækkelsen. En kirke som oplevede nogle ret underlige manifesteringer, som folk fra hele verden valfartede til for at opleve. Dengang var der en stor debat om det her virkelig var fra Gud eller ej. For det var meget ustruktureret hvad der foregik, og der var ikke megen bibelsk forkyndelse over det. I dag er der generel enighed blandt rigtig mange, om at det der skete var forkert, og skulle være noget man havde afvist. Ikke desto mindre har pinsevækkelsen valgt at invitere en af de allermest betydningsfulde personer fra den kirke som deres hovedtaler på deres bibellejr (hvis man da efterhånden kan kalde det en bibellejr, Sommercamp er faktisk et mere ærligt ord når man tager i betragtning hvor meget der bliver undervist udfra bibelen på den lejr).

John Arnott har ikke omvendt sig eller vendt ryggen til det der skete i Toronto.  Heller ikke efter alle de negative erfaringer man har derfra. Det kan lederne af Pinsevækkelsen i Danmark åbenbart heller ikke, selvom mange lægfolk i pinsevækkelsen godt kan se at det er et usædvanlig dårligt valg af hovedtaler. Hvilket bare endnu engang tydeliggør at mange af lederne i den kirkeretning er blinde vejledere. Men lad os prøve at se på nogen af frugterne fra Toronto bevægelsen, og så må vi en anden gang kikke lidt på hvad det er John Arnott og hans kone Carol er kendt for at sige og godkende.

Paul Gowdy
Insider-viden er alt andet lige et godt sted at starte. Og her er der en særlig person der træder frem, Paul Gowdy. Han var en af lederne i Wineyard menighederne i Toronto dengang i halvfemserne. Hvad han oplevede dengang, og hvordan han fik det dårligt med det, samt hvordan han i dag har konkluderet det som noget der var langt mere ødelæggende, end helende er skræmmende, men vigtig information at læse. For hvis det er det samme John Arnott kommer med til Pinsevækkelsens sommercamp, så er der god grund til at at enhver sund og bibelsk pastor og ældsteråd i pinsevækkelsen, tydelig markerer for den menighed Gud har givet dem ansvar for, at man ikke kan anbefale folk at tage på denne sommercamp. Man vil istedet advare på det kraftigste imod den. Her er lidt citater fra Paul Gowdys reflektioner efter Toronto bevægelsen, hele dokumentet kan læses på: http://lyd-i-natten.dk/Tekstfiler/Toronto.pdf

“Efter 3 år på højden af den såkaldte torontovelsignelse var vor Vineyard assembly i Scarborough ( Øst Toronto) stort
set selvdestrueret. Vi opslugte hinanden med sladder bagtalelse, splittelse, sekter kritik osv. Efter 3 år med græderi
bøn for mennesker, spasmer (systelser), rullen rundt grineri, brølen, tjenende hos TACF(Toronto airport church
fellowship), ledende lovsang hos TACF, forkyndende ved TACF, stort set levende hos TACF var vi de mest kødelige
umodne og villedte kristne jeg kender.”

Om selve oplevelserne som man kunne få i Toronto kirken skriver han:

“I bagklogskabens lys tænker jeg: Hvordan kunne jeg være så blind? Jeg lo af folk, som forestillede at være hunde, som
tissede på kirkens søjler, jeg betragtede mennesker, som forestillede sig at være dyr, gø brøle klukke(som høns),
forestille at flyve med vinger, konstant opføre sig berusede og synge fjollede sange. Hvordan jeg kunne forestille mig
at noget af dette var virket af Helligånden forbløffer mig i dag. Det var larmende uhelligt og blasfemisk overfor
Bibelens hellige Gud. Jeg tror at jeg tænkte at så længe vi ikke underviste noget, som var i direkte modsætning til
Bibelens lære, så var det det vi kaldte det eksotiske. Det var et udtryk vi brugte om manifestationer, der ikke kunne
forsvares bibelsk. Vi blev undervist om at vi havde valget mellem et system, som var fuld af liv og uorden eller et
system, som en kirkegård med orden og død. Som en ung umoden præst ønskede jeg liv og uorden. Jeg glemte at Gud
ønsker at vi modnes i Ham. Jeg blev befippet over forskellige profetier – specielt en fra Carol Arnott, hvor hun havde
en brudeoplevelse, hvor hun blev haldt ind i samvær med Jesus, og hun sagde at den kærlighed hun oplevede var
bedre end sex. Jeg blev chokeret i min ånd. Hvordan kunne hun sammenligne Guds kærlighed med sex? Når vi
fornemmede at dæmoner gik grassat i vore møder underviste John Arnott os om at vi skulle spørge kommer eller går
de? Hvis de var på vej ud var det OK. John forsvarede den kao der var ved at sige at hvis vi bad Helligånden komme
og fylde os burde vi ikke være bange for hvordan skulle Satan kunne forføre os. Det ville gøre Satan stærk og Gud svag.”

På et tidspunkt blev det da for meget for Paul Gowdy, det var efter han havde denne oplevelse:

“Endelig en aften, hvor jeg lå og rullede rundt ”fuld i Helligånden” som vi sagde – faldt tiøren for mig jeg begyndte at
synge og børnehavesangen ”Mary had a little lamb its fleece was white as snow.”( Maria fik et lille lam dens pels var
hvid, som sne) Jeg sang den med en spottende ånd og omgående sagde mit hjerte mig at dette var en dæmon. Jeg
angrede omgående og var i totalt chok: hvordan kunne en dæmon komme ind i mig? Var jeg ikke nidkær for Guds
riges sag? Var jeg ikke forgabt i alt, ved Jesus? Jeg vidste at en uren ånd lige havde manifesteret sig igennem mig og
jeg var skyld i stor synd. Efter den oplevelse holdt jeg mig væk fra TACF, jeg vendte aldrig tilbage dertil, men havde
ikke den nødvendige overbevisning til at sige helt fra overfor hele oplevelsen, men troede at vi havde svigtet i at
håndtere velsignelsen godt nok.”

Læs hele Paul Gowdys reflektion på: http://lyd-i-natten.dk/Tekstfiler/Toronto.pdf

Du kan læse mere om invitationen af John Arnott på disse links: http://www.sommer-camp.dk/program/talere/gaestetalere.html

og her https://sand.omvendelse.dk/john-arnott-er-hovedtaler-pa-pinsevaekkelsens-sommercamp-det-er-trist-3403.htm

Næste gang jeg skriver om John Arnott vil jeg vise lidt mere om hvad det er for en modvækkelse som John Arnott og hans kone reelt står for, og hvorfor den er i direkte modstrid med bibelen.

Categories
Uncategorized

Rob Bell eller bibelen. Hvem stoler du på?

Den fortløbende diskussion om Rob Bells er stadig noget som folk åbenbart er forvirret over. Det burde de ikke være, for det er så ganske tydeligt at Rob Bell med hans universalisme, misbrug af bibelvers, inddragelse af andre religioner (og dermed gør sig selv til synkretist) og fokus på mennesket fremfor Gud og en masse andet som også er ubibelsk, er en vranglærer. Det er blevet dokumenteret kollosalt mange gange, og det bliver det nok også nogen gange endnu. Jeg har lagt nogle udvalgte links for neden til noget dokumentation herfor.

Men lad os da lige tage og se hvad der sker når man tager Rob Bells udtalelser, og sammenligner dem med det man læser i bibelen. Det har Todd Friel fra Wretched TV gjort i denne video.

I fortsættelsen her vil du se hvordan Rob Bell i hans bog, fuldstændig misbruger Luther, og giver Luthers skriverier om død, Helvede og Himmel en helt ny betydning. Det her er et så brutalt overgreb på en af reformatorernes udtalelser, at enhver der kan sige god for Rob Bells misbrug af Luther her er,, nej det er nok bedst jeg lader være med at skrive det. Der vil bare være nogen der blev meget sure. Nogen vil blive sure fordi de blev ramt, og andre vil blive sure fordi jeg ikke var hård nok. Men se selv hvad det er Rob Bell har skrevet om Luther i hans kætterske bog “Love Wins”:


Se disse links for yderligere information om Rob Bell:

http://www.apologetik.dk/?p=1241

http://www.youtube.com/watch?v=8wSAEezBc3s

https://sand.omvendelse.dk/rob-bells-nye-bog-love-wins-giver-ikke-nogen-svar-3356.htm

https://sand.omvendelse.dk/hvorfor-er-rob-bell-en-vrangl%c3%a6rer-podcast-1439.htm

https://sand.omvendelse.dk/rob-bell-skammer-sig-over-evangeliet-1781.htm

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Kirke Korset Omvendelse Overfladisk kristendom podcast Prædikener Synd

10 sekel og en kjortel. Podcast fra Dommerbogen

For et par år siden holdt jeg denne prædiken som jeg havde omdøbt fra “10 sekel og en kjortel” til “300.000 kr og fri bil”. Det var den første prædiken jeg holdt i den kirke hvor jeg senere blev ekskluderet som forkynder (se mere om den sag her: https://sand.omvendelse.dk/den-forkyndelse-var-der-ikke-plads-til-2690.htm). Jeg synes ellers ikke at jeg holdt mig tilbage fra at tale Guds klare ord i denne prædiken. Derfor undrer det mig at nogen mener at jeg har spillet med skjulte kort, for jeg har bestemt ikke skjult hvilken teologi jeg stod for, hvilket denne prædiken da også tydeliggør (til dem som ikke ved det er jeg reformert baptist (og formodentlig en sund karismatiker).

Jeg fik lyst til at vise denne prædiken igen, for den er desværre meget relevant for det der sker i mange danske kirker i dag. Der er alt for mange præster (og kirkefolk) som tager fejl af Guds velsignelse og Guds klare ord. Og som vælger at følge noget der ligner velsignelse, men reelt set bare er humanisme i fåreklæder.

Har du ikke hørt denne prædiken før, og hvis du ikke forstår hvorfor mange præster går på kompromis med sandheden, så er der mange svar at hente i denne prædiken over to af de mest underlige kapitler fra dommerbogen. De er dog ikke så underlige hvis man læser dem i lyset af Guds ord. Det er forresten det bedste lys at læse Guds ord i. Du kan høre den både som video eller som mp3 her nedenunder.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Overfladisk kristendom

“De første kristne var da ikke så smarte”

Når man ser moderne kirker i dag, ændre på sproget, ændre på symbolikken, og ændre på måden de forsøger at nå folk på, så er en af deres argumenter for disse ændringer “kommunikation”. Man vil gerne kommunikere noget som ikke vækker anstød hos ikke kristne, man vil heller ikke skabe forvirring med ens kommunikation, fordi det er så vigtigt for dem at verden kigger på dem som flinke, og behagelige mennesker m.v. Men hvad sker der når vi sætter denne tilgang til det kristne menighedsliv, overfor de første kristne? Det har jeg kigget lidt på.

De første kristne var umoralske i folks øjne
Urkirken gik der mange rygter om blandt folk i romerriget. Men nogle af rygterne var baseret på sandhed. Man anså eksempelvis de kristne for at være særdeles umoralske fordi de blev gift med deres søskende. For eksempel er jeg jo gift med en søster i Herren. En sætning som isoleret set virker forkert. Men i dag er det ikke så svært at sige, de fleste ved at vi kun er søskende i troen, ikke i kødet. Men det havde folk svært ved at forholde sig til dengang, så de kristne var umoralske i folks øjne, fordi man mente de giftede sig med søskende. Ikke desto mindre fortsatte man med at kalde hinanden søskende, på trods af at det medførte dårlig omtale.

De første kristne var kannibaler
Noget som folk i romerriget havde meget svært ved at forholde sig til, var at kristne spiste menneskekød og drak menneskeblod. Hvordan kunne folk dog finde på at gå ind i en sådan gudsdyrkelse? I dag ved folk godt at det jo blot drejer sig om nadveren som Jesus indstiftede, før sin død, og som ikke har noget med kannibalisme at gøre. De første kristne kunne have være smarte og bare kalde det noget andet, for at undgå misforståelser og had fra verden. Ikke desto mindre holdt de fast i de udtryk Jesus havde givet dem, også selvom det kostede dem livet.

De første kristne var ateister
Romerriget var i store træk åben overfor andre trosformer. Bare man også kunne sige “Cæsar er herre”. Men at sige det om Cæsar og de følgende kejsere var ikke noget kristne kunne sige. For kristne mener kun at der er een Gud. Og kun til Ham vil man bede, og kun Ham vil man erkende som Gud. Men at sige “Cæsar er herre” tog kristne så alvorligt at de blev dræbt fordi de ikke ville gå med til at sige det. Det svarede for dem til at fornægte deres frelser. Men i folks øjne blev det anset som ateisme. Når man ikke kunne anse deres guder som sande guder, så var man da en ateist. Alligevel holdt de kristne fast i at de kun ville tilbede den sande Gud, og ikke de falske guder.

Men hvad så i dag?
I dag er det tøsedrengene der mange steder sætter dagsordenen kirken. Kors og andre kristne symboler bliver fjernet fra kirkerummet, da det ikke skal vække anstød. Man taler ikke om synd, fordi folk ikke bryder sig om at blive kategoriseret som syndere. Man tør ikke tale om den kommende dom, da man ikke ønsker “at skræmme folk ind i Himlen” som man så kirkeligt korrekt siger det. Man vil hellere tale om “at få et bedre liv”, “at have mere selvtillid”, “at have et mål med sit liv”, “have et godt fællesskab, hvor man hjælper hinanden” og sådan kunne jeg fortsætte. Men at tale Guds klare ord, så det er til gavn og opbyggelse for menigheden, har mange af hvor tids prædikanter forsømt. Al deres kontekstualisering som de mener er så vigtig for at “nå en posttmoderne verden” og hvad de ellers siger, er tåbeligt at høre på, når man sammenligner med den første kirke. For i Urkirken var det vigtigere at holde fast i Guds ord, og i en kompromisløs forkyndelse af dette Guds ord, end at forsøge at nå verden på verdens præmisser. Det gjorde de i sådan en grad at det betød døden for mange. For os betyder det i værste grad at vores popularitet muligvis daler blandt nogle.

Men når populariteten betyder så meget for så mange, i forhold til hvad Guds ord betød for de første kristne, så er spørgmålet hvor godt ville kirken i vores del af verden ville klare sig under en forfølgelse? For hvis vi ikke tør prædike det fulde evangelium under frihed, med risiko for at blive upopulær, hvor meget mindre vil vi så prædike det under forfølgelse? Og hvorfor gider kristne finde sig i at have sådan nogen vatnisser som ledere i kirken?

Categories
Endetiden Falsk Lære Kommentar til medierne

En sund eller usund holdning til dommedag

I forbindelse med den noget mediehypede historie om nogen ekstremister i USA der har forudsagt at dommedag sker i morgen, syntes jeg dette indlæg var værd at tage frem igen. Jeg vil dog gøre opmærksom på at jeg ikke anser dem som kristne der kommer med forudsigelser som dem man kan læse om i denne artikel fra Kristeligt dagblad. At Kristeligt Dagbladkalder dem kristne er en klar misforståelse. Sande kristne vil ikke tage den slags seriøst, og holde sig fra den slags lære! Her er det gamle indlæg:

I disse dage er der flere, i særlig den karismatiske bevægelse der er begyndt at komme med mærkværdige forudsigelser om Jesu genkomst. At Jesus engang kommer og henter sin brud, er jeg ikke det mindste i tvivl. Men hvornår det vil ske, kan jeg ikke forudsige, fordi bibelen er ganske klar på dette område. Læs blot Mattæus 24 og se selv efter. Men lad mig her nøjes med at citere 24.42:

“Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer.”

Der er nogen der har overfortolket dette skriftsted til, at det kun betyder at vi ikke kan sætte dato på. Men udtrykket som Jesus her kommer med er ifølge grundteksten et ret bredt udtryk. Det kan både bruges om årstid, time i døgnet, om enten morgen eller aftenshalvdøgn, eller om et helt præcist klokketidspunkt. Det er også årsagen til at det er oversat forskelligt. I nogle oversættelser står der jo at vi ikke ved hvilken time Jesus kommer i. Så den brede betydning gør at vi ikke kan sætte noget mål på, hvornår det skulle ske.

Men i dag ser vi at der i dele af den karismatiske kirke, er folk der mener at de har fået åbenbaringer om at Jesus kommer i år 2012. Og det er sjovt nok noget som de siger at flere andre siger rundt om i verden, som om det skulle gøre det mere troværdigt. Inden jeg går videre vil jeg sige til nye læsere at det bestemt ikke er alle karismatikere der er hoppet på den vogn. Der er mange karismatikere med et ordentligt bibelsyn, som afviser den form for åndelig arrogance. For det er hvad det er. For når Jesus selv sagde at Han ikke kender timen og dagen, men kun Hans Fader i Himlen (Mattæus 24.36), så er det åndelig arrogance når folk begynder at sige at de kender året det sker. Det er at gå langt over stregen.

Sat i bås
Dertil er det også med til at man sætter sig selv i bås, med falske profeter som har kommet med de samme budskaber før. Jeg nævner blot Charles Taze Russel som grundlagde Jehovas Vidner, som forudsagde dommedag (vist nok i 1912 eller deromkring), og Ellen G. White der grundlagde Syvendedags adventisterne som også forudsagde Jesu genkomst (uden at det dog blev indfriet). Og den mærkværdige William Branham som også forudsagde at bortrykkelsen skulle ske i 1976. Og så det danske tagryggen.dk som mente det skulle være sket i 2006. Og da det ikke skete mente de man kunne lære noget af det, men sjovt nok lærte de ikke at det var forkert af Kim Andersen fra tagryggen at komme med sådanne forudsigelser.

Disse folk tilhører bestemt ikke en gruppe man burde ønske at være i bås med. Men det er ikke første gang at en forholdsvis stor del af kirken har mistet fokus og er begyndt at kigge på forudsigelser om Jesu genkomst. Det har ikke været godt før, og det er heller ikke godt nu. Før det første årtusindskifte, havde man de samme forventninger. Af en eller anden ubibelsk grund var man overbevist om at Jesus ville komme tilbage omkring årtusindskiftet. Nu er der nogen der mener at vækkelsestegn viser sig ved en forventning om Jesu snarlige genkomst. Og det er der også noget om. Men der er også en anden side som vi ikke snakker så meget om, som er den negative del af forventningen af Jesu genkomst. Og jeg har det dårligt med at skrive at der er en negativ side, men det skyldes ikke Jesus, men de kristne selv.

Den negative side er at kristne kan risikere at gå istå, når de fokuserer for meget på at Jesus kommer snart. Dengang for lidt over 1000 år siden holdt man op med at bygge nye kirker, og dem man havde, lod man stå til. For hvorfor skulle man bruge ressourcer på det, når Jesus var lige om hjørnet? Da man var kommet en tredive/fyrre år ind i det nye årtusind, og Jesus ikke var kommet tilbage. Begyndte man at tænke at man måske havde været lidt for hurtig i sin konklusion. Så nu skulle man til at renovere og bygge nye kirker. Hvilket var et forholdsvis stort arbejde, da man havde forsømt det i så mange år.

Men vi er ikke stort bedre i dag. En kirke som jeg kom i, i halvfemserne havde bygget en ny kirke og skulle vurdere deres lån til realkreditselsskabet. Da man fortalte at man havde lavet lånet om til et trediveårs lån grinte man. For man var da sikker på at Jesus var kommet tilbage inden de tredive år. Så det realkreditselsskab skulle da ikke forvente at vi fik betalt alle pengene tilbage. For vi var da forlængst kommet hjem til Herren inden da. Man blev ret irriteret på mig (ja folk var også irriterede på mig dengang), da jeg nævnte at Jesus altså ikke kom tilbage førend evangeliet var forkyndt for alle folkeslag, og at der på det tidspunkt stadig var 2 milliarder mennesker der ikke havde hørt evangeliet. Det var noget vrøvl syntes man, for man var bare sikker på at Jesus genkomst var lige om hjørnet. Men hvis de virkelig mente det, burde de have fortalt deres naboer og bekendte noget mere om Jesus end de gjorde. Men de ville bare hjem og slippe for at bo her. Med andre ord de var gået i stå.

Og med det vil jeg godt sige at en af årsagerne (og jeg tror der er flere) til at vi ikke kender timen og dagen til Jesu genkomst, er for at undgå at vi går for meget i stå. Vi må godt læse tidens tegn, nej mere end det, vi skal læse tidens tegn for det siger Jesus vi skal. Men vi har ikke autoritet til at sætte tider på! Det er kun noget vi kan se i bagspejlets lys, og sådan er det. Vi skal arbejde som om Herrens dag er nær, men ikke gå i stå af den grund. At vi forventer Jesus kommer snart er ikke en årsag til at holde op med at plante kirker, eller lade være med at tage en uddannelse, eller stoppe med at indbetale sin pensionsopsparing.

Og så er jeg ligeglad med om så tusind profeter fra både den karismatiske bevægelse og mange andre siger at Jesus kommer tilbage i 2012. Det er ikke engang afgørende for mig om Han kommer i 2012. Han kan komme i 2011 eller 2013, eller senere. Det er ikke afgørende. Det afgørende er at han kommer. Ikke fordi en profet har sagt det, men fordi Han selv har sagt det, men også sagt at vi ikke kender timen og dagen. Så dem der render rundt og tror de er den nye tids Nostradamus, kan jeg fortælle at de har ikke noget nyt at fortælle. De skulle langt hellere tage og læse deres bibel og vise at det er den der er deres autoritet. Og så skulle de tage og prædike korsets evangelium istedetfor at gøre sig til “overprofeter” som folk kan se op til, og synes er meget åndelige. Jeg har brug for langt mere holdbare statements end deres forudsigelser, og dem ved jeg hvor jeg kan finde, nemlig i bibelen!

Categories
Bibelen Endetiden Kirke Livet som kristen Omvendelse podcast Prædikener

Podcast:Jesu brev til menigheden i Pergamon

I søndags holdt jeg fjerde del af en prædikenserie om Jesu breve til de syv menigheder. Denne gang var det om Pergamon-menigheden. I denne del taler jeg om hvad der menes med at Jesus siger at Satans trone stod i Pergamon. Hvad mener Jesus når han advarer denne kirke imod Bileams lære, og hvad var det for en lære? Skal kristne være bange for forbandelser, eller er det andre ting vi skal frygte? Og så vil der være en forklaring på hvad Jesus dog mener med at den der sejrer vil Han give en hvid sten.

Du kan høre første del af serien her: De syv menigheder første del
Den omhandler hvorfor Efesos menigheden havde forladt sin første kærlighed, og hvorfor bedømmelse er en vigtig del af kirkens arbejde.

Anden del kan du høre her: De syv menigheder anden del
Der udlægger jeg hvordan det kan lade sig gøre at være en menighed som Jesus ikke kritiserer, men kun har ros til.

Tredie del som også omhandler Smyrnamenigheden kan du høre her: De syv menigheder tredie del.
Den omhandler den kristnes ansvar, overfor det Gud har betroet os, samt om forskellen på bibelsk og såkaldt “moderne” kristendom.