Categories
Bibelen Omvendelse

Lektioner fra Johannes Døberen 3 Tal sandheden

I de forrige afsnit kiggede jeg på hvad Johannes Døberens budskab var (omvend jer), og hvordan han i sin tjeneste gjorde en dyd ud af at det ikke kom til at handle om ham, men om Ham som skulle komme, nemlig Jesus Kristus.
Men der er et element ved Johannes Døberens forkyndelse som er gået næsten i glemmebogen i dag. Han talte sandheden, også selvom det var sandheder som folk blev med garanti blev vrede, og irriterede over at høre. Se bare her hvad han sagde til farisæerne og de skriftkloge:

”Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.” Mattæus 3.7-10

Det kan være nemt ikke at tænke så meget over netop dette. For vi er jo vant til i dag at tænke de samme tanker om de skriftkloge og farisæerne. Men dengang var det nærmest uhørt at Johannes kunne tale så voldsomt, og så nedladende og dømmende til netop disse mennesker.
Dels skal vi tænke på at farisæerne var den tids helligste mennesker. Folk anså dem virkelig for gode mennesker. De så jo gode ud, og gjorde gode gerninger i form af at give almisse (men på en måde så det var umuligt at undgå at se hvor ”gode” de var).
Saddukæerne eller de skriftkloge som de også blev kaldt, var den tids religiøse ledere i kirken. De styrede templet og havde gode uddannelser. Men de var i bund og grund liberalteologer. De troede bl.a. ikke på at man opstod fra de døde, og havde gjort bibelen til en bog som næsten kun omhandlede moral. For hvad skulle den ellers handle om hvis der ikke er nogen opstandelse?

Afvisning af farisæernes og saddukæernes ørkenvandring
Men nu havde disse meget religiøse valgt at tage helt ud i ørkenen for at blive døbt af Johannes Døberen. Så hvordan kan det være at Johannes taler så hårdt til dem, når de faktisk er kommet ud til ham?
Jeg tror der er to ting vi er nødt til at se på her. For det første var de ikke kommet for at omvende sig, fra deres synder. De syntes jo at de var gode nok i forvejen. Nej, de kom fordi de kunne se at det her var det nye og smarte der skete. Og det ville da være dumt at stå udenfor og dermed vise at man ikke er med på den nye smarte ”kirke”-bølge. Johannes vidste at de kom af de forkerte årsager.
For det andet så vidste Johannes Døberen at dåb uden omvendelse, ikke hænger sammen. Han ville ikke have at de skulle kunne tro, at nu havde de deres på det rene, fordi de havde udøvet en rituel handling. Dåb uden omvendelse, har ikke nogen betydning, men vil kun være en tom handling. Derfor var det vigtigt at gøre disse meget religiøse mennesker opmærksom herpå.

Næste gang vil jeg se på hvor alvorlig Johannes Døberens advarsel var, og hvad vi kan lære af den i dag.
Se de to andre indlæg i serien her:

https://sand.omvendelse.dk/lektioner-fra-johannes-doberen-del-1-3612.htm

https://sand.omvendelse.dk/lektioner-fra-johannes-doberen-del-2-forkyndelsen-3615.htm

Categories
Troens forsvar

Debatmøde om skabelse kontra evolution

I morgen aften i Brønderslev er der et debatmøde mellem evangelist Cameron Buettel og  biologilærer Lars Viggers. Cameron vil vise hvorfor det er langt mere troværdigt og forsvarligt at der er en Gud der har skabt verden, mens Lars Viggers vil forsvare evolutionsteorien. Respekt for dem begge to der har valgt at tage denne debat med åben pande. Der er for mange der ikke tør tage disse ting op offentligt.

Det er et åbent møde hvor der er plads til input fra de besøgende, og der er mulighed for at få en wienerpølse med et brød bagefter, uden det koster noget. Det er vel at mærke wienerpølser der er blevet skabt og ikke er er opstået af sig selv.

Det foregår på Bredgade 117, 9700 Brønderslev. I tidsrummet 21.00-23.00.

Du kan læse mere om forehavendet på Camerons blog her: http://onceuponacross.blogspot.com/2011/09/my-public-debate-with-evolutionist.html

Categories
Bibelen Hvem er Gud?

For at vores synd måtte blive tydeliggjort

I romerbrevets første kapitel står der noget som har undret mange kristne igennem tiden, fordi det giver os et billede af Gud, som vi har svært ved at forholde os til. Det er der hvor der står:

“For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres
tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med
billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og
krybdyr. Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer.” Romerbrevet 1.21-24

Det spørgsmål som melder sig her, er hvordan kan en god og kærlig Gud give folk hen til at leve i endnu større urenhed, når det ikke er Hans ønske at vi skal leve i urenhed? Svaret er at dette handler om at når vi en dag skal stå foran Gud på dommens dag, så vil det blive så meget mere tydeliggjort at vi var helt på vildspor, hvis vi ikke havde valgt at gå på Hans vej istedet.

Tag eksempelvis den klassiske form for afgudsdyrkelse. Det er jo noget af det dummeste man kan spilde tiden på. Man tager et træ og fælder den, tager et stykke af træet og skærer ud i en figur man godt kan lide, og stiller den derefter op og bøjer knæ for den. Mens man siger:

“Red mig, for du er min Gud!” Esajas 44.19

En gud man selv har skabt, kan ikke redde en. Kan ikke hjælpe en, og kan slet ikke give evigt liv. Det er dumt. Det skal siges at jeg er glad for at bo i et land hvor det er tilladt at være så dum, for jeg går jo ind for religionsfrihed. Men det er ikke det samme som at acceptere denne form for gudsdyrkelse som fornuftig. Religionsfriheden og ytringsfriheden gør at jeg også har ret til at sige som bibelen siger: Afgudsdyrkelse er dumt!

Men når det er så dumt, og det så ganske tydeligt er dumt, hvorfor gør folk det så alligevel? Fordi Gud har privgivet dem til det, så at deres dumhed og synd, og deres had mod Gud må blive tydeliggjort desto mere. På dommens dag vil de ikke kunne sige “jamen jeg vidste ikke du fandtes, jeg troede jeg kunne nøjes med at bede til et stykke træ”. For på den dag, når man står overfor Gud kan man godt selv høre hvor dumt dette lyder.

How about the false prophets then?
Men hvad så med dem der kommer i kirkerne og følger falske profeter og apostle? Har de nogen plads i denne sammenhæng? I mit forrige indlæg havde jeg en video med Paul Washer, hvor han sagde at falske profeter var Guds dom over kirken. Deri har han fuldstændig ret. For det så vi også var tilfældet i det gamle testamente, og Israel er jo et billede på Guds menighed. Når Israel vendte sig bort fra Herren, sendte han vildfarelse og ødelæggelse over dem, så det måtte blive så meget tydeligere for dem, at de var på vildspor.

Sådan er det også i dag. Når der er falsk lære i kirkerne, er det Gud der har sendt vildfarelse over vore menigheder, fordi vi har sagt nej til det Han allerede har vist os i sit ord. Men inden vi bliver alt for irriterede og sure over den udmelding, skal vi ikke glemme at det er også noget Gud gør i sin nåde imod os. For hvis synden og vranglæren træder så meget mere frem som forkert og dum, så bliver det også alt andet lige nemmere for os at se at vi er forkert på den. Vranglære som man vil komme længere og længere ud i, bliver nemmere at erkende er vranglære desto længere man kommer væk fra Guds ord.

Eksempelvis var der en der havde udskældt mig igennem længere tid for at være for hård ved en bestemt vranglære, og vedkommende var meget svær at at få til at forholde sig til hvad det stod i skriften i forhold til det denne vranglære sagde. Men så fandt personen ud af at den vranglærer vi talte om arbejdede tæt sammen med folk fra den okkulte verden, og ovenikøbet gav dem plads i kirken til at forkynde det de stod for. Pludselig blev det så meget mere tydeliggjort at her var det helt på vildspor. Vildfarelsen som denne falske profet var i, og som han gav videre til andre, var så tydelig, at det blev meget nemt for denne person at se hvor forkert det hele var. Det er et eksempel på hvordan Guds nåde der virker ved at prisgive os til vranglære, for at få os tilbage til Ham.

Så hvis vi skal forstå hvorfor Gud sender vildfarelse over folk, og prisgiver dem til et urent liv, så tror jeg det er bedst at vi forstår dette i lyset af hvem Gud er. Gud er kærlig, retfærdig og fuld af nåde. Når Han gør noget, så gør han det af kærlighed, retfærdighed og i nåde, (når det er overfor os syndige mennesker). Her er vildfarelsen dels Guds retfærdighed der sker, så det slet ikke er muligt for os at have nogen som helst undskyldninger overfor Ham på dommens dag. Vi har jo også selv sagt ja til løgnen hvis vi siger nej til ham. Så det er en vildfarelse vi selv har indvilliget i. Men på den anden side er vildfarelsen også med til at tydeliggøre overfor både os selv, og andre at vi er på vildspor. Dette giver os så meget desto mere grund til at omvende os, når vi kan se at det liv vi lever, og det trosgrundlag vi har, er i fuldkommen uoverenstemmelse med det Gud har vist i sit ord.

Categories
Falsk Lære Kirke

Paul Washer er vred

Paul Washer er en af de mest behagelige, venlige og ydmyge personer jeg nogensinde har mødt (efter Justin Peters). Men han kan også blive vred, særlig når der er noget at være vred over. I denne video siger han hvorfor kirkerne er plaget af falske profeter som Joel Osteen, Rick Warren, Rob Bell m.v. De er Guds dom, over Guds kirke, fordi kirken ville have noget andet end det Gud allerede har givet. Men også fordi vi ikke prædiker evangeliet mere.
Hvor er kirkerne henne hvor evangeliet er en helt naturlig og normal del af forkyndelsen, og ikke noget man kun hører 2-3 gange om året hvis man er heldig? Jeg ville ønske at der var langt flere af dem end der er i dag. For der er mange kristne der leder efter sådanne kirker, men har svært ved at finde dem. Hvorfor har Gud sendt dom over vore kirker? Er det fordi vi ikke prædiker evangeliet, og er flov over det? Er det derfor vi har åbnet os for så megen vranglære, fordi vi ikke ville prædike det vi var kaldet til at prædike? Jeg giver ordet videre til Paul Washer:

Categories
Bibelen Evangelisation

Lektioner fra Johannes Døberen del 2 Forkyndelsen

Johannes Døberen havde styr på hvad der var vigtigst at have fokus på. Han talte ikke om sig selv, men om Ham der skulle komme, Jesus Kristus. Gud der var steget ned til os og blevet menneske, deraf navnet menneskesønnen. Johannes kunne have fået folk til at komme ud i ørkenen ved at fortælle rigtig meget om sig selv, om hvordan han kom til verden (en engel kom til hans far og annoncerede det). Men det hører vi ikke Johannes tale om. Det var ikke vigtigt for ham at tale om sig selv, heller ikke selvom det var ret imponerende begivenheder han kunne pege på. I stedet står der følgende om ham:

“Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.” Johannes 1.6-8

Johannes Døberens opgave var at vidne om lyset (Jesus Kristus) og ikke sig selv, for han var ikke lyset. Han anså heller ikke sig selv for noget særligt, i og med at han kunne sige:

”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” Johannes 3.30

Så det var ikke fra Johannes Døberen du kunne opleve at få budskaber om at have mere selvtillid eller få et bedre selvbillede. Han var ikke interesseret i den slags, han var interesseret i at fokusere på Jesus.

Hvad sagde han?
Men hvad sagde han så til folk der kom ud til ham? ”Omvend jer for Himmeriget er kommet nær” var hans kernebudskab igen og igen. Og det vidste folk godt at han sagde, det var derfor de kom for at blive døbt. Folk vidste også godt hvad dåb betød dengang. Det betød at man omvendte sig. Det var ikke en afvaskning af synder, men en begravelse af ens gamle liv, som så symboliserede at man startede et nyt liv, som skulle tilhøre Gud. På trods af at de fleste godt vidste det var det dåben indebar, og hvad Johannes Døberen plejede at prædike, så prædikede han det alligevel. Han vidste det var nødvendigt at sørge for, at dette ikke var noget folk glemte. Hvilket er bemærkelsesværdigt når man tænker på hvor mange præster der i dag siger at de ikke prædiker omvendelse, for det har folk hørt så meget om, at de ikke behøver at få det at vide så meget mere. Mærkværdigvis, viser det sig ofte i de tilfælde præster siger det, at deres kirkegængere ikke kan svare på hvorfor man skulle blive en kristen hvis man ikke var det. Det er kun usædvanligt sjældent at nogen kan komme ind på omvendelse her, og hvorfor omvendelse er nødvendig. Men tilbage til Johannes Døberen.

Nu sker der det, at når Gud drager på så mange til at tage ud i ørkenen for at blive døbt af Johannes, så går der popularitet i den (se forrige indlæg her:https://sand.omvendelse.dk/lektioner-fra-johannes-doberen-del-1-3612.htm) . Det betyder at der er nogen der kommer ud til ham som ikke er draget af Gud, men kommer pga deres lyst til at være med på ”det nye Gud gør”. Hvordan Johannes Døberen håndterer dem, vil jeg komme ind på næste gang.

Categories
Bibelen Evangelisation Livet som kristen

Lektioner fra Johannes Døberen Del 1

En af de mest ekstreme og kompromisløse evangelister i bibelen finder vi i Mattæus evangeliet kapitel 3 hvor vi kan læse om Johannes Døberen. Om ham står der:

”I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
Der er en, der råber i ørkenen:
Ban Herrens vej,
gør hans stier jævne!
Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.” Mattæus 3.1-6

Inden vi kigger på hvad han siger, så er det værd at lægge mærke til hvordan hans fremtoning lægger afstand til den fremtoning nogle ”superevangelister” har i dag. Når det er sagt, vil jeg også sige at vi behøver ikke være ligeså kompromisløse som Johannes Døberen, men der er bestemt ting vi kan lære.

For det første så står der at det var i ørkenen han stod frem. Og det første man må tænke som moderne evangelist er WHAT? Hvorfor vælger han dog at starte sin tjeneste i ørkenen, der bor jo ikke nogen derude, for der er ikke noget at bo derude for. Skorpioner, slanger, kaktus og en stegende sol efterfulgt af en kold nat, lyder ikke som et sted at starte en tjeneste op. For det er bestemt ikke tiltrækkende for folk, så det var ikke særlig søgervenligt gjort af Johannes. Men derude starter han med at prædike ”omvend jer”.

Hvordan lever han så derude? Han spiste ikke fin mad, og gik heller ikke i fint tøj, (hvilket Jesus også gjorde opmærksom på). Dragten han havde på, ville svare til at have en kedeldragt på i dag. Det var arbejdertøj for fattige, som man kunne løfte op over bæltet når man skulle arbejde, og tage ned igen, så det kunne dække hele kroppen når man skulle sove. Det var et ”all in one” stykke tøj han havde på. Ikke noget der nærmer sig Gucci, Burberry eller YSL. Det var ikke det der betød noget for denne mand.

Hans mad var i overenstemmelse med de jødiske regler. Det var ikke uren mad. Men umiddelbart tænker vi at det da var noget underligt noget at spise. Men græshopper smager faktisk ganske godt, min familie spiste en del denne sommer, da vi var i sommerhus et sted hvor der var mange græshopper udenfor. Så vi benyttede os af chancen og fangede en del, som vi stegte i smør på panden. Lidt chipsagtig, smagte godt alene, men også gode med parmesanost. Kan godt anbefales, særlig da græshoppen er vegetar, og ikke spiser urene ting som fluer o.l. gør.
Nej, Johannes Døberen havde ganske vist ikke mulighed for at drysse parmesanost på sine græshopper, men det er proteinrig kost, og smager ganske udmærket. Vildthonning giver det kulhydrater man har brug for, og har også god smag. Men det var ikke en kost der havde stor variation, og heller ikke noget man glædede sig til at stå op til, når det var det eneste man kunne forvente.

Ikke desto mindre var det dette liv, Gud havde valgt til Johannes Døberen, og det liv han havde sagt ja til at leve. Og denne mand tog folk ud til på trods af alt dette. På trods af at Johannes ikke var klædt i smart tøj, på trods af at han ikke havde store rigdomme at vise, eller noget som helst ved ham selv som var værd at pege på, så tog store mængder af folk ud til ham. Hvorfor gjorde de det?

Fordi Gud ved sin Helligånd dragede folk derud. Ellers ville dette ikke kunne lade sig gøre. Der var en kæmpe vækkelse, og den foregik et sted hvor folk ellers ikke ville komme Den skete ved en mand som ikke så smart ud, eller havde en masse gode og store vidnesbyrd om ham selv. At denne vækkelse skete var 100 % til Guds ære. Ingen mennesker kunne tage æren for det. Kun Gud, for det er tydeligt at det var Ham der gjorde det.

Men hvad sagde Johannes Døberen så til dem der kom, og hvordan afviger det fra det vi ellers er vant til at sige i dag? Det vil jeg se på næste gang.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Omvendelse

Til Guds ære alene

Da Adam og Eva blev jaget ud af Edens have, blev der stillet kerubere op med sværd for at hindre dem i at komme tilbage til haven. Men særlig for at hindre dem i at komme til livets træ. Umiddelbart virker dette som en underlig ting at gøre fra Guds side. Hvorfor skulle Gud ikke være interesseret i at vi kommer til Ham? Er det da ikke Guds ønske at vi skal komme tilbage til Ham? Og hvis det er, hvorfor vælger Han så at sætte kerubere (engle) til at stå med sværd så et ikke bliver muligt for os?

”Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.” Første mosebog 3.24

Dette har at gøre med en af de fem solaer som reformationen fandt frem til var doktriner. Til Guds ære alene. Men lad mig starte med mennesket. Spørg dig selv hvad der ville ske, hvis et mennesker i egen kraft, fandt frem til Edens have (nej, den er der ikke mere efter syndfloden, men lad os antage at den var der). Og dette menneske fandt livets træ, og nu gik ud i verden og sagde: ”Jeg har fundet det evige liv”; og det så viste sig at det passede. Det ville betyde at der altså fandtes mennesker som i egen kraft kunne finde frem til frelsen, uden at det var Gud der fik æren. Det ville være dem selv der fik æren i stedet. Dette medfører nogen problematikker som ikke er rare.

For hvis det viste sig at der var og er mennesker som i egen kraft kan finde frem til Gud, så er disse mennesker jo bedre end andre. De er mere åndelige, mere hellige, mere intelligente end andre. Sagt på en anden måde, de bliver overmennesker.

Gud har i sin nåde sørget for at det slet ikke er muligt for os mennesker, på egen hånd at finde frem til Ham. Vi kan kun famle os frem til Ham, som Paulus udtrykte det overfor athenerne. Men famling vil ikke give os et tilfredsstillende resultat. Vi har brug for at komme helt hen til Gud, men hvordan?

Jesus siger i Johannes 6.44 de berømte ord:

”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

Det er altså slet ikke muligt for os at komme til Ham, medmindre Gud virker i os at komme til Ham. Det er vel at mærke en dragning vi kan modsætte os, men det har store konsekvenser at modsætte sig når Gud drager på os. For det betyder at vi ikke kan blive frelst. Det er jo ikke muligt for os bare at sige; ”jeg bliver kristen når jeg har lyst til det”. Eller ”Jeg bliver kristen når jeg engang er blevet 45 år” eller ”jeg bliver kristen når jeg ligger på mit dødsleje”. Det er skæbnesvangert at sige sådan, for hvem er vi at vi ved om Gud vil drage på os på de tidspunkter? Og hvem er vi, at vi tror vi kan bestemme hvornår Gud skal drage på os?

Gud drager på os, når Han mener det er bedst at drage på os. For Han kender tider og tegn bedre end nogen af os. Men allervigtigst, har Gud sørget for at vi kun kan komme til Ham når Han drager på os, så at vi ikke kan gøre os bedre end andre, og tro at vi er bedre end andre fordi vi er kristne. For det var ikke pga os selv at vi blev kristne, men fordi Han virkede ved sin Ånd, til Hans ære alene.

Categories
Falsk Lære Kirke

Stephen Furtick hader, men ser lidt smart ud samtidig

Der var en der påstod overfor mig at de personer som jeg kritiserer for at være vranglærere, falske profeter o.l. ikke kunne finde på at skrive som jeg gjorde, om folk som mig. Det var i hvert fald sådan jeg forstod det. Men det nu ikke sandt. Rick Warren har masser af gange taget til genmæle overfor hans kritikere, og ligeledes har Rob Bell (på en ret ynkelig måde) og mange andre. Men en af dem der træder allermest frem lige nu er den purpose drevne smarte unge pastor Stephen Furtick.
Furtick og hans kirke Elevationchurch, har fået en del kritik for sin meget søgervenlige tilgang, som går helt udover hvad der er normalt i kirke. Ligner lidt noget fra en smart ungdomskonference, med peptalk, høj musik og cool tøj. Furtick er blevet ret vred over det, og har fået lavet en video hvor jeg da skal love for at hadet kommer meget kraftigt til udtryk, overfor dem han kalder “hadere”.

Okay, Furtick er vred, men hvor er Jesus i denne video? Han taler ganske vist om gud på en eller anden måde, men det kunne sagtens bruges af andre religioner. En muslim kunne sige det samme, en hindu kunne sige det samme, og en new age tilhænger kunne sige det samme. Måske skyldes det at Furticks billede af Gud er forkvaklet og diffust. Her kan du høre Furtick sige at da Gud sagde til Moses hvem Han var, så sagde Han ”Jeg er den jeg er”. Det misforstår Furtick fuldstændig når han påstår at Gud ikke var i stand til at definere hvem Han var, og derfor i sætningen ”Jeg er den jeg er” bilder folk ind at det handler om at Gud er den folk ønsker Han må være for dem. Men Furtick kan sige det i smart tøj, og med lækkert hår, og så må det jo passe.

Istedetfor at Furtick var så vred, ville jeg ønske han prædikede Guds ord som Guds ord er. Det ville betyde at dem der ville kritisere ham, ville være folk der ikke brød sig om Guds ord. Men at dem der ville støtte ham, ville være folk der også elskede Guds ord. Hvilken gruppe er mon det bedst at få kritik fra, hvis man skal vurdere kritikken som et sundhedstegn?

Lad os lige se på en af de kritiske videoer som Stephen Furtick tilsyneladende synes er hadsk. Husk slutningen og læg mærke til hvor der er mest såkaldt “had” at se.

Categories
Bibelen Falsk Lære Kommentar til medierne

Hvis galaterbrevet var udkommet i Domino eller Udfordringen

Har du nogensinde tænkt på hvad reaktionen ville blive, hvis Paulus brev til Galaterne var udgivet i et af de moderne kristne nyhedsmedier? I brevet skriver Paulus på en måde som ikke er helt i overenstemmelse med moderne kristendom. Han skælder jo galaterne ud for at have forladt troen, og viser også hvad det er de har udskiftet. Galaterbrevet er et vredt brev, og det er tydeligt at se når man læser det. Jeg har her givet nogle bud på hvordan reaktionen ville blive.

 

Kære Domino/Udfordringen

Jeg blev ganske rystet over at læse Paulus læserbrev i sidste nummer. Hvem er ham Paulus egentlig? Hvilken ret har han til at dømme galaterne, og hvornår har han egentlig sidst været i deres menighed? Rent faktisk kender jeg flere i den menighed som jeg anser for at være de mest elskelige og overgivne kristne.

Fra Palle Kirkevækst

 

Til Domino/Udfordringen

Jeg har hørt meget om Paulus og det han prædiker, men kan han da ikke bare tale om de positive ting? Hvorfor gør han så stort et nummer ud af at galaterne har fundet en anden måde at prædike evangeliet på? Dertil bryder jeg mig heller ikke om den attitude han viser.

Allervenligst John Seekerfriendly

 

Læsersvar til Domino/Udfordringen

Hvad bilder Paulus sig ind, når han beskriver hvad den kristnes frugter er. Hvordan kan han bare komme og sige at man ikke er en kristen, hvis man ikke har frugter? Og hvad med ham selv, det virker da ikke til at han er særlig fyldt med de frugter, når han sådan skaber splittelse i Guds kirke med hans arrogante dom over galatermenigheden.

Fra Jesper Enhed

 

Spørgsmål til Domino/Udfordringen

Jeg undrer mig over at man giver spalteplads til den såkaldte apostel Paulus. Jeg troede at kristne var folk der viste kærlighed til hinanden. Hvad gør det at der skulle være nogle enkelte ting som ikke er helt i overenstemmelse med Guds ord? Handler det da ikke bare om at vi elsker Gud, og forsøger at være gode ved hinanden? Jeg overvejer på det kraftigste at opsige mit abonnement på dette blad, når man kan finde på at give folk der kritiserer Guds kirke plads til deres negative udgydelser.

Venligst Svend Blind

 

Kære Domino/Udfordringen

Jeg er faktisk en af medlemmerne i galatermenigheden. Og jeg synes Paulus rammer helt ved siden af. For Paulus ved åbenbart ikke noget om de hundredvis af mennesker som har fået et forhold til Gud, efter vi har forladt den måde som Paulus angav os at vi skulle køre kirke på. Det han lærte os dengang passede da til den tid. Men hvis vi skal nå den nye generation, så må der altså et budskab til, som er egnet til denne tids mennesker. Og vil Paulus da ikke hellere have at folk får et forhold til Gud, selvom det sker på en anden måde end den vi oprindelig brugte? Jeg spørger bare?

De “varmeste” hilsener Lisbeth Døv

 

Svar til Paulus vedr. læserbrevet vedr. galatermenigheden
Har den kære Hr. Paulus overhovedet lagt mærke til hvor meget galaterkirken er vokset efter de er begyndt at benytte sig af den nye tilgang til Guds ord? Vil Paulus da hellere have at kirken var lille og kun havde nogle få ubetydelige folk med. I dag er der betydningsfulde folk fra romerriget i den kirke, og flere er på vej, samtidig med at man er nødt til at bygge kirken større fordi folk bare kommer for at være med, og få del i den velsignelse der udgår derfra. Jeg synes Paulus skulle tage og vægte sine ord langt mere end han gør i dag. Han kender jo også de berømte ord som Jesus sagde: Døm ikke for at du ikke selv skal blive dømt. Men det vers forstår Paulus måske ikke, eller også synes han ikke at det bibelvers passer på ham, når han er så stor en apostel.

Kritisk hilsen fra Tonny Dom

 

Tanker efter at have læst Paulus læserbrev i sidste nummer af Domino/Udfordringen

Det kan godt være at Paulus synes der er meget at beklage sig over ved galaterkirken. Men han har åbenbart valgt at se væk fra den positive omtale som kirken har fået i byen. Andre steder bliver kristne forfulgt, men ikke i galatien. Måske er det fordi vi har været bedre til at vise kærlighed til folk, og det er noget som folk har lagt mærke til at vi virkelig mener. Når folk taler så godt om os, og accepterer os som dem vi er, så må det da være et tegn på at Gud er med os. Så med andre ord, så synes jeg at Paulus skulle tage og slappe af med sin kritik, og i stedet finde ud af hvad han selv kunne lære af os galatere.

Thomas Navlepiller

Inspireret af anden hjemmeside.

Categories
Endetiden Falsk Lære Kommentar til medierne

Udfordringen falder fra hinanden

Jesus sagde i Lukas 11.17 følgende: ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus”. Da jeg så i en nyligt udkommet udgave af den frafaldne avis Udfordringen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på disse ord. For i denne udgave var der i ”Ugens klassiker” en gengivelse af en profeti af den nu afdøde pastor David Wilkerson havde i 1973. Lad mig være ærlig og sige at der er nogen gange blevet lagt for meget fokus på denne profeti, i forhold til bibelen, og der kan være forskellige syn på om den var fra Gud eller ej. Jeg er dog ikke i tvivl om at Wilkerson på trods af dette var en mand af Gud, da han fortsatte med at prædike evangeliet, og ikke lod sig påvirke af enhver smart ny kirketrend, men også var en mand der levede i omvendelse og ydmyghed overfor Herren. Han valgte at holde fast i den evangeliske forkyndelse, med de fejl og mangler han nu engang havde. Se mere om Wilkerson her: https://sand.omvendelse.dk/david-wilkerson-er-d%c3%b8d-men-hvad-havde-han-at-sige-til-kirken-af-i-dag-3437.htm.

Men om profetien holder eller ej, er ikke det jeg ønsker at forholde mig til her. Men derimod hvad profetien siger, i forhold til det man ser i Udfordringen. For det er lige præcis her at det bliver tydeliggjort at Udfordringen er et blad i splid med sig selv, når de kan sætte en profeti i bladet hvor der står følgende:

” Jeg ser et superverdenskirke-råd dannes, bestående af en union mellem liberale, økumeniske protestanter, og den Romersk-katolske kirke. Politisk går de hånd i hånd, og skaber den stærkeste religiøse magt på jorden. Den union vil starte med et samarbejds-velfærdsprogram og vil ende i en politisk union. Denne superverdenskirke vil kun være åndelig af navn. Den vil frit anvende Jesu Kristi navn, men vil faktisk være Antikrist og politisk i mange af sine aktiviteter.”

Og

” Jeg ser en hærskare af karriere-mennesker trænge sig ind på de mest indflydelsesrige poster i denne superkirke. Det vil være ugudelige og antikristelige mennesker, besat af den ide, at denne superkirke skal blive en stor politisk magt, stærk nok til at undertvinge enhver, som vil modsætte sig dens handlinger. Og mens de, der sidder i lederstillingerne, taler om mirakler, kærlighed og forsonlighed osv., vil de uslinge, der arbejder for dem, gå i gang med at plage og forfølge hver eneste religiøs organisation, som ikke hører ind under deres lederskab.”

Denne profeti taler fuldstændig imod det Udfordringen selv står for. For der er jo masser af økumeni i Udfordringen. Der er jo masser af godkendelser af den romersk katolske kirke i Udfordringen. Og den er ledt af uslinge som godkender falske kristne som kristne, som når Svend Løbner gentagne gange har sagt god for universalisten Johannes Møllehave, og Henri Nissen der skamroser den falske profetinde Vasula Ryden (der peger på paven som kirkens hoved) bare for at tage nogen få eksempler.
Når så Udfordringen propper denne gamle profeti i bladet, (måske for at tækkes de gamle læsere) viser de blot at de ikke er konsistente i deres arbejde. De tør ikke mene noget klart. De tør ikke melde noget ud klart. Men vælger i stedet for at sige god for alt. Men får i stedet nogle meget farlige modsigelser frem. Der må være en grænse for hvad man kan sige god for og ikke god for.

Der er efterhånden kun to steder i den avis at man nogen gange kan finde noget godt. Og det er bl.a. i Ugens klassiker, hvor man indimellem kan finde citater af John Wesley og andre gamle troshelte, og så i læserbrevene, hvor der ofte er folk der spørger om ,hvorfor man dog giver plads til så meget direkte vranglære i avisen. Disse er som regel forkortede og nogle gange efterfulgt af et ”Hermed slutter debatten om dette emne” sådan som man eksempelvis skrev om den debat der havde været om nogle såkaldte ”Maria-åbenbaringer” (kan ses ca midt på siden på dette link: http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=17218 .

Man kan undre sig over at resten af avisen faktisk ser ud til at ligne en opfyldelse af Wilkersons profeti fra dengang. Og så er det jo at man bare må konkludere at den avis holder ikke ret meget mere, og det behøver man ikke være en profet for at kunne sige. En såkaldt kristen avis, der forsøger at dække så bredt som muligt for at kunne tiltrække så mange læsere som mulig, er en dødssejler som er på vej til at splitte sig selv fra hinanden. Udfordringen startede ellers så godt, og af brændende kristne, men i dag ser det ud til at ende i økumenisk kød og ligegyldighed overfor det sande evangelium. Trist.

Wilkersons profeti kan læses her: http://udfordringen.dk/art.php?ID=21515
Svend Løbner kan man læse mere om her: https://sand.omvendelse.dk/svend-l%C3%B8bner-madsen-viser-sit-sande-jeg-1458.htm