Categories
Endetiden Forvirret lære Kirke Prædikener

Hvordan skal kirken være salt, og hvorfor siger Jesus at saltet kan miste sin kraft?

For nylig prædikede jeg i Give Baptistkirke. Her talte jeg udfra Mattæus 5.13 hvor Jesus siger:

“I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.”

Desværre forstår vi tit bibelen udfra den tid vi lever i. Så salt har ikke den samme værdi og betydning som det havde på Jesu tid. Men hvad sker der hvis vi forsøger at forstå hvad Jesus siger udfra den tids forståelse af salt? Og hvad mente Jesus egentlig med at hvis saltet mister sin kraft så duer det kun til at trampes ned af mennesker? For det er da en lidt underlig ting umiddelbart at sige. Dette og mere kommer jeg ind på i denne prædiken.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Prædikener vækkelse

Skal Kenneth Copeland virkelig have et privatfly til 36 millioner dollars?

Den tilsyneladende rigeste prædikant i USA er i dag Kenneth Copeland. At han er rig har jeg ikke noget problem med. Men måden han er blevet rig på er højst kritisabel. For hans rigdom skyldes at han nasser på godtroende mennesker ved at manipulere dem til at give penge til ham, og tilmed kalde det Guds vilje. Nu har han så igen købt et nyt privatfly, for de to han har i forvejen er åbenbart ikke gode nok til ham. Prisen er på mellem 36 og 45 millioner dollars for disse fly, og dertil har han fået opgraderet sin landingsbane og hangar for et ret højt beløb. Årsagen til at Kenneth ikke kan rejse med almindelige fly som så mange andre gør, er at han ifølge ham selv”oplever” at blive forstyrret af dæmoner når han rejser med almindelige rutefly, og det gør at han ikke kan forberede sig når han skal prædike. I mine ører lyder det ret diva-agtigt at en præst kan fyre sådan noget vrøvl af.
Altså jeg kan da sagtens flyve med almindelige rutefly uden at jeg tager skade. Det kan folk som Paul Washer, John MacArthur m.fl. også, men Copeland er åbenbart et meget følsomt gemyt som ikke kan tåle ret meget.

Det andet problem jeg har med Kenneth Copeland er at han stadigvæk ikke prædiker Guds ord, men løgnelære som er meget langt væk fra bibelen. Det han prædiker er dæmonisk, og ikke bibelsk, så hans argument om at han bliver forstyrret af dæmoner i almindelige rutefly holder altså ikke. Han er ret godt forstyrret af dem i forvejen. Men på trods af hans løgnelære og nassen på af andre folks penge, så er der ikke desto mindre hober af mennesker som anser denne mand for at være en særlig Guds mand.
Og det er lige præcis her at jeg undrer mig rigtig meget. For hvordan kan man som kristen acceptere denne vranglærer som om han skulle være sendt af Gud? Der er så meget ved Kenneth Copeland som strider imod både bibel og sund fornuft, at hvis man bare er en lidt reflekterende person, så burde man kunne se at manden er en charlatan.

At der findes folk som Copeland som lever af at misbruge folks tillid, det er svært at gøre noget ved. For den slags folk vil altid kunne findes så længe vi er før dommedag. Men at der er så mange der støtter ham så han kan leve som han gør, er i mine øjne det mest rystende.





Link til Copelands udtalelse om dæmoner på normale passagerfly:https://www.washingtontimes.com/news/2016/jan/5/kenneth-copeland-jesse-duplantis-defend-private-je/

Categories
Kirke Omvendelse Overfladisk kristendom Prædikener

Vi har glemt hvordan man laver Bolognese-sauce og hvordan folk bliver frelst

En af de mest kendte pastasaucer fra Italien hedder Ragu Alla Bolognese. I Danmark kalder vi den bare bolognesesauce, og serverer den med spaghetti hvilket en italiener aldrig ville. De serverer den med tartiatelle (båndpasta). Det er en enkel pastaret med en kødsauce baseret på oksekød og tomater. Mange tror at det er en bolognesesauce de laver, når de har stegt noget kød, og derefter hældt et glas tomatsovs udover, og lader det simre i 10 minutter. For det står der jo på bologneseglasset at man skal gøre. Men det har intet med en sand bolognese at gøre. Det ligner en bolognese, det har de samme ingredienser som en bolognese, men den smager ikke som en bolognese, selvom dens duft for den utrænede næse kan minde derom. Det man har lavet er en parodi på en bolognese, og en god ægte italiensk kok vil ikke godkende det som bolognese. Han vil nok gå med til at kalde det kødsauce, men slet ikke bolognese. Så hvad er der galt?

Der er det galt, at man i en hurtig forbrugerkultur har glemt hvordan man laver en sand bolognese. Man starter med at bruner det hakkede oksekød. Smag til med salt og peber (italienske krydderier kan også godt godkendes), og slut af med at hælde tomatpuree med vand i. Evt. kan man hælde nogle flåede tomater i, i stedet. Nu kommer det vigtige element for en sauce bolognese. Den skal simre mindst 1½ time. Mange mener at den skal have mindst 2 timer, men så er den også færdig. Hvis den kun har kogt i 10 minutter kan man ikke kalde det for en bolognese, for den vigtige proces som sker ved langtidssimring kan ikke ske på blot 10 minutter.

Det der skal ske er at oksekødets bindevæv (collagen) skal frigøres. Det er collagen der gør at kød er sejt. Derfor skal kød fra en gammel ko have lang tid, mens kød fra en kalv skal have kortere tid. Normalt ved tilberedning af hakkekød tænker man ikke på dette, fordi man har skåret kødet ud i en slags fortyggede bidder. Men det collagen som er i kødet, skaber en smag i saucen som er helt unik for langtidstilberedt oksekød. Den smag skal der være i en bolognese for at man overhovedet kan kalde det for en bolognese.

Vi har alt for travlt til det, tænker nogen når de hører at det tager mindst to timer at tilberede en bolognese. Okay, jeg kan godt gå med til, at det ikke er et stort afgørende punkt for nogle folks livskvalitet, om deres bolognese er sand eller falsk. Men det er et stort problem at vi har glemt hvordan man bliver frelst. For det har betydning for hvor mennesker skal ende i evigheden. Det er de færreste i kirkerne der i dag ved hvordan man bliver frelst. Man har en idé om det, men efter test viser det sig at rigtig mange ikke har den fjerneste idé om, hvorfor eller hvordan man bliver frelst. Man har i stedet en idé om hvordan en kristen skal se ud. Derfor prøver man med diverse discipelskabsprogrammer at få folk til at ligne kristne. For hvis vi synes de er kristne, så håber vi at Gud også vil synes det. Men Gud ser ikke på det ydre, han ser efter om vi er blevet født på ny. Bibelen siger at den som ikke er født på ny, kan ikke komme ind i Guds rige, ja man kan ikke engang se Guds rige. Og hvis folk ikke bliver født på ny, fordi kirken ikke længere ved hvordan og hvorfor man skal blive kristen, så dør folk uden evangeliet og uden Jesus.

I stedet for at forkynde et budskab der gør, at folk forstår hvorfor de har brug for at omvende sig, og kan se at de har brug for at Gud føder dem på ny. Så har vi i stedet valgt at bilde folk ind, at de bliver kristen ved alle mulige andre ting, som bibelen ikke på noget tidspunkt har godkendt som frelsende.Vi har fået noget der er meget værre end falsk bolognese. Vi har fået falske kristne i kirken. Falske kristne som ovenikøbet selv tror de er kristne, for det har de jo fået at vide at de er. Men i stedet er de døde i deres synder, og går en forfærdelig fremtid i møde, fordi en kirke der har glemt det originale budskab, ikke har advaret imod den kommende dom.

Kirken er nødt til at forkynde et klart budskab, som viser hvorfor vi har brug for Jesu frelse, og hvordan vi kommer til at tilhøre Ham. Det kræver at vi lever op til den bibelske forkyndelse, og ikke laver en parodi der svarer til mange danskeres forsøg på at lave en bolognese. Vi skal prædike det sande og fulde budskab, og ikke et halvt.

Categories
Hvem er Gud? Korset Prædikener

Masser af kors, men hvilken er det rigtige?

Her i påskedagene fejrer vi Jesu død og opstandelse. Korsfæstelsen som var omdrejningspunkt for dette var desværre noget der var helt normalt under romertiden. Det var en nem måde at afskræmme forbrydere og oprørere på, da døden på et kors var meget smertefuld. Så der var mange der endte deres dage på et kors i romertiden. Men hvorfor er det lige at det er Jesu kors vi har brug for, og ikke et af de mange andre kors?
Det talte jeg om i en prædiken jeg holdt for nogle år siden som jeg gav titlen: “100.000 kors i en høstak”. I den kommer jeg bl.a. ind på tre ting der gør at Jesu kors adskiller sig fra alle andre kors.

Og så ønsker jeg for mine læsere at I i denne påske vil fejre Jesu død og opstandelse, og håber for jer at I kommer i kirker hvor præsten forstår at påskens budskab handler om Jesus, og ikke om alt muligt andet. For Jesus er bare så meget vigtigere at fokusere på, end netop alt muligt andet. Glædelig påske herfra.

Categories
Hvem er Gud? Omvendelse Prædikener

Juleevangeliet i det gamle testamente

Det er så nemt at glemme hvad den kristne jul handler om. Vi er så fokuseret på julehygge, julemad og julekalender m.v. De ting i sig selv kan være fine nok, men hvis vi ikke ved hvad juleevangeliet handler om, så kan vi ikke se hvad den kristne jul handler om. For at vise dette, valgte jeg for fem år siden at holde denne prædiken som hedder “Juleevangeliet i Anden Samuelsbog”. Den viser hvordan vi kan finde julens budskab i den konflikt der var imellem kong David og hans oprørske søn Absalom. Den konflikt var blodig, og forfærdelig og alligevel er der et fantastisk budskab i den fortælling som viser hvem Gud er og hvem vi er, og hvorfor Gud valgte at komme til os syndige mennesker. Så hvis du ønsker at høre juleevangeliet på en anden måde end du ellers er vant til, så håber jeg du kan få noget ud af denne lille prædiken, og at må få en velsignet jul.

Bedste julehilsener fra
René Vester

Categories
Hvem er Gud? Kirke podcast Prædikener

Vil du nøjes med skyggen af Jesus, eller vil du have den sande Jesus? Podcast

For nylig i Rødkærsbro Frikirke prædikede jeg over Mattæus 15. I den talte jeg om hvorfor Jesus valgte ikke at vaske hænder før Han spiste, selvom Han vidste at det betød at farisæerne og de skriftkloge blev forargede. Nogle af dem mente faktisk at det var mere syndigt at undlade håndvaskning inden spisning, end det var at gå ind til en prostitueret. Men hvad var årsagen til at de var kommet så langt ud?
Det skyldtes at de havde valgt at leve efter noget der kun var en skygge af den der skulle komme, og ikke ville have Ham der kastede skyggen da Han endelig kom. Men hvad kan vi lære af det som kristne i dag, og har H. C. Andersen et svar som vi kan bruge her?

Lyt til denne podcast hvor du forhåbentlig kan få svar på nogen af disse spørgsmål.

Categories
Bibelen podcast Prædikener

Podcast: Hvad er den eneste synd der ikke kan tilgives?

Sidste søndag talte jeg udfra Lukas 7, hvor vi ser nogle farisæere og skriftkloge, hvorom det står at de forkastede Guds plan med deres liv. At forkaste Guds plan med sit liv, er den mest alvorlige synd der findes. Jesus nævner det selv, men han giver den hele armen og kalder dette for blasfemi mod Helligånden. Hvorfor det er det samme, og hvorfor at det er nødvendigt at det er den eneste synd der ikke kan tilgives kan du høre om i denne prædiken.
Det er et budskab som for den kristne er med til at give frihed. Alt for mange kristne har kæmpet med frygtelige tanker om de mon har begået den ene utilgivelige synd som Jesus omtaler. Men der er ikke nogen grund til at frygte hvad det angår. Når vi først forstår naturen for denne utilgivelige synd, og hvorfor den er så markant anderledes for al anden synd, så begynder man også at forstå hvor stor Guds tilgivelse virkelig er. Og den er i sandhed stor.

Podcastet som jeg har lagt på her, er ikke den jeg holdt i søndags. Men jeg holdt den samme for nogle år siden og synes optagelsen der var lidt bedre. Så den er cirka 3 år, men stadig god. I morgen søndag d. 22 februar går jeg videre med at prædike udfra Mattæus-evangeliet. Havde lige brug for at holde en pause efter at have brugt 1½ år på Jesu bjergprædiken.

Det foregår i husmenigheden Rødkærsbro Frikirke på Havrevej 4 i Rødkærsbro kl.11.00. Se mere på www.rodkarsbrofrikirke.dk.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Livet som kristen Omvendelse Overfladisk kristendom podcast Prædikener vækkelse

Skal jeg virkelig hade min far og mor?

Jesus siger i Lukas-evangeliet at hvis man ikke er parat til at hade sin far og mor, ja endog sit eget liv, så er man ikke værdig til at følge Ham. Det er en tekst som mange har haft det svært med, men hvis vi kigger på hvad det er for en sammenhæng Jesus siger dette i, og sammenligner med lignende steder i bibelen, så åbner teksten sig op for os. Det er en tekst som gør op med mange af de metoder som kirken i dag bruger til at tiltrække folk. For den viser at Jesus ikke forsøgte at lokke folk ind i Hans rige med skjulte motiver. Jesus var tværtimod kolossal ærlig når Han fortalte folk om de omkostninger det har at blive og være en kristen.

Det er slående at indse ud fra skriften at den strategi Jesus havde, er så langt fra de moderne metoder kirker benytter sig af i dag. Måske er det fordi at Jesus faktisk troede på Helligåndens værk i mennesker, mens vi tror på menneskeværk i stedet for. Hvilket vi ser ud til at gøre når vi tror at kirkevækst baseret på menneskers ideer, eller på smarte mirakler er det der skal til for at kirken må vokse. Vi bør i stedet finde ud af om kirken skal vokse med folk som er drevet af Gud, eller drevet af deres egne lyster. Lyt med på denne prædiken som jeg holdt i søndags i Rødkærsbro Frikirke.

Categories
Bibelen Prædikener Synd

Hvorfor kan vi læse om voldtægt, mord og krig i bibelen?

Første gang jeg læste dommerbogen som en ung kristen, lagde jeg mærke til at den indeholdt nogle meget voldsomme historier. Historier som var så brutale og ubehagelige at man nok kan konkludere at det ikke er alle historier i bibelen som er børnevenlige. Ikke desto mindre står det der, og børnene skal også orienteres på et eller andet tidspunkt om de dele af bibelen.
Men i dommerbogens sidste tre kapitler sker der nogle helt forfærdelige ting, som jeg som ung kristen ikke kunne forstå skulle være en del af Guds ord. For der var ikke noget forbilledligt at finde der. En konkubine forlader sin mand, bliver hentet igen hos sin far, overnatter i en by hvor hun bliver smidt ud til en flok lystfyldte mænd som voldtager hende til døde, hun bliver derefter skåret op og sendt ud til alle dele af Israel, hvorefter jøderne vælger at hævne sig på den ugerning der er blevet begået og udrydder derefter næsten hele Benjamins stamme. De få fra den stamme der overlever, giver man lov til at kidnappe unge piger der er på vej til en fest i Shilo.
Alt virker forkert i den historie, som jo er sket i virkeligheden og tilmed er en del af Guds ord. Så hvorfor står det der. Nøglen til at forstå historien, er den samme nøgle som lukker mange andre af historierne fra dommerbogen op. Det er det der står i både starten og i slutningen af Dommerbogen. Der står i kapitel 21 vers 25: På den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt.
Det skriftsted sammen med en klar forståelse af at skriften peger på Jesus, og at evangeliet derfor er at finde også i denne tekst, lukker skriften op så vi kan se hvad Guds hensigt er i at fortælle os denne historie.
Jeg er ellers i gang med at prædike mig igennem Mattæus evangeliet. Men jeg ved bare at jeg er nødt til at tage en kort pause og tage den her historie op og gennemgå på søndag i kirken. Hvis det bliver godt nok, vil jeg lægge prædikenen ud på websitet her, og nok også på vores kirkes hjemmeside. Men indtil videre kan jeg invitere dig der læser dette til at deltage på søndag hvor jeg prædiker over de sidste, men også blodige og skræmmende tre kapitler i dommerbogen.
Det sker i Rødkærsbro Frikirke kl.11.00 på Havrevej 4. Jeg tror det bliver et meget relevant budskab til kirken af i dag. For der er desværre alt for mange ligheder.

Categories
Hvem er Gud? Livet som kristen Prædikener

Da Guds ord blev forkyndt klarere end nogensinde før. Podcast

Til gudstjenesten i  Rødkærsbro Frikirke i søndags fik jeg efter 1½ år færdiggjort min prædikenserie over Jesu bjergprædiken. Den blev efter min forberedelse markant anderledes end det jeg havde regnet med, og det gjorde den også ret spændende at arbejde med. For det gik op for mig, at bjergprædikenen løfter sig over de fleste andre prædikener i bibelen, uden at det gør de andre dårlige. Det både viser afslutningen af den og hele indholdet af den. Så det var en fornøjelse at tale over hvorfor folk var slået af forundring efter at have hørt Jesu stærke og markante forkyndelse.