Categories
Hvem er Gud? Korset Livet som kristen Omvendelse Synd

Er evangeliet ikke nok for os?

I denne sommertid hvor kirkelejre mange steder bruger mere tid på at fokusere på latteroplevelser, diskofest, seje koncerter, gennemgang af udkristelige bøger som om de var gode etc, end de bruger tid på at prædike Guds ord, opstår der et vigtigt spørgsmål. Er evangeliet ikke nok for os, siden vi har brug for at krydre det med så mange fordærvede smagsstoffer? Elsker vi virkelig ikke Jesus mere, end at vi er nødt til at gøre så mange mærkværdige anstrengelser for at fastholde folk i kirkerne? Paul Washer har en forklaring på hvorfor evangeliet er nok for ham. Tør vi svare på om evangeliet også er nok for dig og mig?

Categories
Falsk Lære Omvendelse

Den karismatiske bevægelses historie på godt og ondt

I forbindelse med den triste nyhed om at pinsevækkelsen har inviteret Carol og John Arnott som tilhører en ekstrem farlig del af den karismatiske bevægelse. Vil jeg henlede til en ret god artikel om den karismatiske bevægelse på ”Nyt-i-natten

Det er en gennemgang af den karismatiske bevægelses historie, og jeg må sige at den burde læses af mange der bekender sig som karismatisk kristen. For netop denne artikel viser det som en del sunde karismatiske kristne i USA godt ved, men som er gået hen over hovedet på mange karismatikere i Danmark. Nemlig den at den karismatiske bevægelse har haft nogle splittelser som både har medført bibelske retninger, og ubibelske retninger. I USA har man bl.a. hos Assemblies of God, historisk set været langt bedre til at skille sig af med folk som gik ud over skriften. Selvom der desværre kan findes regionale forskelle i deres tilgang her.

En lille kritik af artiklen omkring en af disse retninger som udviklede sig ubibelsk. Den har ikke med at folk som Bob Mumford, Derek Prince og Charles Simpson som var ledere af et kirkeligt arbejde kaldt ”Shepherding”, omvendte sig offentligt, da de kunne se at Shepherding var på vildspor. Shepherding blev en meget kontrollerende og manipulerende organisation, som var ekstrem topstyret, og hvor der ikke var plads til at sætte tvivl om de ledende personer. På dansk kan man vel sige at den fik nærmest Hedegaardske dimensioner.

Jeg kan som karismatiker nemt anbefale artiklen, da det er en af de mere afbalancerede af slagsen, og giver et godt overblik over udviklingen, og hvorfor der er brug for at melde klart fra over for det der kun ligner kristendom, men blot er ulve i fåreklæder. Særlig er det værd at lægge mærke til hvor meget en tydelig falsk profet som William Branham (som jeg har omtalt flere gange før) er en person som går igen i artiklen.

Her er linket til artiklen: http://nyt-i-natten-rapporter.blogspot.com/2011/04/blog-post_8174.html

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke Korset Mirakler Omvendelse

Hvordan kan man se om en kirke er drevet af Helligånden?

Pinsen som vi fejrer i disse dage, er en fejring af kirkens fødsel. Det var på pinsedag for små 2000 år siden at Gud udgød sin ånd over de disciple, der var samlet for at vente på Åndens komme. Det skete ret voldsomt, ved at der kom tunger af ild, og satte sig på hvert enkelt af dem. Så begyndte de at tale på andre tungemål, uden at vide hvad det var de egentlig sagde. Men folk som kom fra andre lande, kunne høre at de priste Gud på deres sprog, og de undrede sig. Nogle mente at de var fulde, fordi det virkede så vildt. Men så er det at Peter træder frem, og holder sin berømte pinsetale. Det er Peters tale der er værd at lægge mærke til, hvad angår tegn på at være en kirke der er drevet af Helligånden. Alt for mange har troet eller tror, at tegnet på at være en kirke drevet af Helligånden er at man taler i tunger. Dem der siger sådan glemmer at kigge på hvad det var Peter prædikede på pinsedag, for den viser de sande tegn på at man er en Helligåndsdrevet kirke.

Hvad sagde han så?
Han prædikede Guds ord. Peter træder frem og siger at det der er sket, er hvad der er forudsagt i profeten Joels bog, og så citerer han fem vers fra Joels bog. Derefter fortæller han at Jesus som Gud havde sendt, havde de korsfæstet, og efter Han var død, oprejste Gud Ham fra de døde. Det bruger han så noget fra en salme af David til at underbygge, og forklare.Og så slutter han af med at sige:

“Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” Apostlenes gerninger 2.36

Hvad var det så der var så specielt ved Peters tale? For det første så var forkyndelsen drevet af Guds ord og bygget op af Guds ord. Men det var samtidig et målrettet ord, for hans forkyndelse pegede på Jesus, og viste klart hvem Jesus er. Peter kom ikke med en masse filosoferen over hvordan Gud måske kunne være. Han begyndte heller ikke at tale om hvor mange gange Gud havde brugt ham til at helbrede folk, og hvor mange penge folk gav ham fordi de ville støtte en Guds mand. Han brugte heller ikke tid på at forklare at hvis man ikke talte i tunger ligesom han nu gjorde, så var man ikke en ordentlig kristen. Han talte slet ikke om at livet handlede om at have et mål, eller at man havde brug for at frigøre sit potentiale. Og absolut ingenting om at vi ikke ved hvad Gud mener, fordi det (ifølge nogen) skulle være svært at forstå hovedbudskabet i Guds ord.

Skarp bibelsk forkyndelse
Istedet var det et klart og tydeligt Guds ord der blev forkyndt. Han holdt ikke noget tilbage, de fik at vide hvem Jesus er, og at de havde korsfæstet ham, og var skyldige i at have slået Guds søn ihjel. Altsammen baseret på det der stod i Guds ord i forvejen. Det at Peter brugte skriften som han gjorde, og viste at skriften peger på Jesus, og selv pegede på Jesus, er de primære tegn på at man er drevet af Helligånden. En kirke som ikke gør det, er ikke drevet af Helligånden, men drevet af noget andet. Eksemplerne som jeg kom med foroven illustrerer kirker som ikke er drevet af Helligånden. Folk kan tale i tunger fra nu og og ti år frem, uden at der er noget Helligånd i det. Paulus selv taler imod at man skal gøre det, for han mente jo selv at det var vigtigere at undervise i ordet, end at tale i tunger (se første korinterbrev 14).

Første tegn
Så første tegn på at man er en kirke der er drevet af Helligånden er en forkyndelse der er bygget på Guds ord, viser hvad Guds ord siger og viser at ordet peger på Jesus og viser os hvem Han er og hvad Han gjorde på korset. Men der er også et andet tegn på at man er en kirke drevet af Helligånden.

Andet tegn
Det første tegn hænger fint sammen med det næste tegn på at kirken er drevet af Helligånden. For hvis forkyndelsen er baseret på Guds ord, og peger klart på Jesus. Så vil det også få en betydning for dem der hører det. Det er hvad vi ser der sker efter Peters prædiken på pinsedag. Der står:

“Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: »Hvad skal vi gøre, brødre?” Apostlenes gerninger 2.37

De var ikke upåvirkede af det de hørte. Det stak dem i hjerterne. De så hvem de selv var, syndere der havde brudt Guds lov, og stod strafskyldige overfor Ham. De oplevede det som sker under rigtige vækkelser, de så at de i sig selv var uden håb. “Hvad skal vi gøre?” er et af de mest normale spørgsmål som folk giver hvis de er i syndenød, fordi Gud drager på dem. “Hvordan kan jeg undgå Guds straf, hvordan kan jeg få tilgivelse, og kan Gud overhovedet tilgive en som mig”. Det er spørgsmål som vil dukke op hos folk i en kirke der er drevet af Helligånden. Både hos besøgende og faste kirkegængere. For Guds ånd blev sendt for at overbevise om synd. Og når Guds ånd virker sammen med ordet, så vil folk se at de er elendige, og uden håb i sig selv. For kun der kan de se at deres eneste håb er Jesus Kristus. Der kan man se behovet for omvendelse.

Man vil også se noget andet som vi ikke ser skrevet om på pinsedag, men andre gange at evangeliet bliver prædiket i bibelen. Man vil se at folk vil blive vrede, irriterede, fornægtende o.l. Et sted hvor vi kan se det er i Lukas 7.30 hvor Jesus siger.

“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.”

Dette blev sagt i relation til Johannes Døberen og hans forkyndelse. Den måde det bliver sagt på, viser at farisæerne faktisk vidste hvad Guds plan var for dem. D.v.s. at de vidste godt at Gud kaldte på dem. Men skriften siger at de forkastede den plan. Det er også det folk gør som har fået evangeliet at vide klart og tydeligt, men som vælger at overhøre evangeliet. De siger nej til Guds plan. Det kan godt være de kalder sig kristne, men hvis de har sagt nej til Guds plan, så vil det ikke hjælpe dem på dommens dag. De er som farisæerne Jesus omtalte. Der er ikke nogen forskel.

Hvis evangeliet bliver forkyndt ordentligt i en kirke, så vil det også have denne effekt. Fordi Gud har valgt at virke ved sin ånd, når Hans ord bliver forkyndt. Det er nemlig et ord som man er nødt til at tage stilling til. Ikke sådan at forstå at folk nødvendigvis skal tage en beslutning på stedet. Folk må godt få tid til at lade ordet virke i dem. Men det vil virke, og det vil medføre at folk enten siger ja til Guds plan, eller nej til Guds plan. Men for at kunne gøre det, skal man også vide hvad Guds plan er, og det er forkynderens opgave at gøre rede for det.

Men en kirke hvor forkyndelsen ikke stikker i hjertet, hvor der ikke længere bliver prædiket omvendelse fra synd, til Jesus. Det er også en kirke som ikke er drevet af Helligånden. For enten er man drevet af Helligånden, eller også er man ikke.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Kirke Korset Omvendelse Overfladisk kristendom podcast Prædikener Synd

10 sekel og en kjortel. Podcast fra Dommerbogen

For et par år siden holdt jeg denne prædiken som jeg havde omdøbt fra “10 sekel og en kjortel” til “300.000 kr og fri bil”. Det var den første prædiken jeg holdt i den kirke hvor jeg senere blev ekskluderet som forkynder (se mere om den sag her: https://sand.omvendelse.dk/den-forkyndelse-var-der-ikke-plads-til-2690.htm). Jeg synes ellers ikke at jeg holdt mig tilbage fra at tale Guds klare ord i denne prædiken. Derfor undrer det mig at nogen mener at jeg har spillet med skjulte kort, for jeg har bestemt ikke skjult hvilken teologi jeg stod for, hvilket denne prædiken da også tydeliggør (til dem som ikke ved det er jeg reformert baptist (og formodentlig en sund karismatiker).

Jeg fik lyst til at vise denne prædiken igen, for den er desværre meget relevant for det der sker i mange danske kirker i dag. Der er alt for mange præster (og kirkefolk) som tager fejl af Guds velsignelse og Guds klare ord. Og som vælger at følge noget der ligner velsignelse, men reelt set bare er humanisme i fåreklæder.

Har du ikke hørt denne prædiken før, og hvis du ikke forstår hvorfor mange præster går på kompromis med sandheden, så er der mange svar at hente i denne prædiken over to af de mest underlige kapitler fra dommerbogen. De er dog ikke så underlige hvis man læser dem i lyset af Guds ord. Det er forresten det bedste lys at læse Guds ord i. Du kan høre den både som video eller som mp3 her nedenunder.

Categories
Bibelen Endetiden Kirke Livet som kristen Omvendelse podcast Prædikener

Podcast:Jesu brev til menigheden i Pergamon

I søndags holdt jeg fjerde del af en prædikenserie om Jesu breve til de syv menigheder. Denne gang var det om Pergamon-menigheden. I denne del taler jeg om hvad der menes med at Jesus siger at Satans trone stod i Pergamon. Hvad mener Jesus når han advarer denne kirke imod Bileams lære, og hvad var det for en lære? Skal kristne være bange for forbandelser, eller er det andre ting vi skal frygte? Og så vil der være en forklaring på hvad Jesus dog mener med at den der sejrer vil Han give en hvid sten.

Du kan høre første del af serien her: De syv menigheder første del
Den omhandler hvorfor Efesos menigheden havde forladt sin første kærlighed, og hvorfor bedømmelse er en vigtig del af kirkens arbejde.

Anden del kan du høre her: De syv menigheder anden del
Der udlægger jeg hvordan det kan lade sig gøre at være en menighed som Jesus ikke kritiserer, men kun har ros til.

Tredie del som også omhandler Smyrnamenigheden kan du høre her: De syv menigheder tredie del.
Den omhandler den kristnes ansvar, overfor det Gud har betroet os, samt om forskellen på bibelsk og såkaldt “moderne” kristendom.

Categories
Hvem er Gud? Kirke Livet som kristen Omvendelse

Ønsker vi virkelig omvendelse? Af Leonard Ravenhill

Leonard Ravenhill der i dag er hjemme hos Herren, er ofte værd at høre på. Har været et forbillede for både David Wilkerson, Keith Green og Paul Washer og mange andre. Han taler i denne prædiken om hvorvidt vi overhovedet ønsker omvendelse, eller bare vil fortsætte med at leve vore liv, som om det ikke koster noget at følge Jesus. Ravenhill rammer plet, det er forkyndelse som koster at høre på, for selvom jeg kan tale om nok så meget omvendelse, så er Ravenhill så skarp at jeg kan mærke mit eget kød stritte imod. Men det anser jeg for at være et godt tegn, på en god forkyndelse.
Ravenhills forkyndelse er ret anderledes fra de fleste andres. For bare to sætninger fra denne mand, synes jeg nogle gange kan svare til en hel prædiken fra andre forkyndere. Også gode forkyndere vel at mærke. Derfor er der som regel rigtig meget at hente i Ravenhills prædikener. Så hvis du har brug for at trykke på pauseknappen indimellem, for at tænke nærmere over hans budskab, så gør endelig det. Ravenhill kan sagtens tåle at blive hørt i bidder. For de er ret så fyldige.

Tryk hvis du vil have mulighed for at se videoen istedet. Videoen gør det lidt nemmere at forstå hvad han siger, hvis man synes det er svært med mp3en.

Categories
Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke Omvendelse Overfladisk kristendom

Konceptkirkerne vil aldrig komme til at virke

Gentagne gange op igennem historien har vi oplevet at nogle kristne har påstået af have fundet “de vises sten”. Spørgsmålene som de gerne vil give svar på er bl.a: hvordan kan vi få en bedre kirke, hvordan kan kirken blive større, hvordan kan vi blive mere accepteret af verden osv. Og der har været mange bud på “de vises sten”. Her er et par stykker.

For nogle få år siden var der en pastor havde læst om en mand i bibelen der hed Jabe og han bad en bestemt bøn og fik succes. Den pastor skrev en bog (efterfulgt af flere) om hvordan Jabes bøn kunne hjælpe os og give os succes. Det blev nærmest en universalløsning på alt.

Men forfatteren af Jabes bøn bøgerne var ikke en enlig stemme. Der har været masser af bud før ham, og der har været mange bud efter ham, og de vil fortsat komme. Jeg husker at man i 80erne havde en bogserie der hed “Sig altid tak”. De var så populære at de blev nummereret. Ifølge dem var løsningen på alle vores problemer bare at sige tak. Og så var der det ene vidnesbyrd efter det andet, som viste at bare vi sagde tak, så skulle det nok gå godt.
I dag har vi glemt disse bøger, og om nogle år har vi også glemt “Jabes Bøn” bøgerne. Noget af det de havde at sige, kan her og der være fint nok, men man fandt ud af at det at sige tak, ikke var en universalløsning.

Vi prøver et nyt koncept
Men jeg kunne nævne mange forsøg på at finde “de vises sten”. Men det vil nok ikke hjælpe meget, for det ser ikke ud til at vi har lært noget af de forsøg. Vi har kun fortsat vores søgen efter et nyt koncept. I dag håber vi at vi har fundet “de vises sten” ved at benytte os af Rick Warrens målrettede livs koncepter. Og hvis det ikke virker, så tager vi bare Bill Hybels minimalteologiske Willow creek koncept. Og dem som er blevet træt af konceptkirkerne hopper så på et nyt koncept der er klædt ud som om det ikke er et koncept. Som eksempelvis The emergent church, som er konceptualiseret af bl.a. Rob Bell og Brian McLaren.

Hvad skal vi gøre?
Og så er der alle de løsninger som folk sidder og tænker på derhjemme, og som de siger “det her er løsningen på kirken”. Det er de sædvanlige løsninger som vær god ved hinanden, eller hav altid nadver, eller husk at bede for landet, eller tag jer af de svage, eller bruger mængder af tid på at bede for syge. Og isoleret set er der jo ikke noget galt i disse. Men ingen af dem er universalløsninger. Der findes kun en løsning for kirken. Det er at prædike Guds fulde ord. Intet mindre end det. Det andet burde følge med, og skal ikke negligeres. Men hvis kirken ikke prædiker Guds ord, hvem skal så gøre det?

Der er brug for kirker i Danmark hvor Guds ord bliver forkyndt! Det er det reelle behov. Vi løser ingenting ved at lave nye konceptkirker hvor alting skal gøres nyt eller smart eller bare være på en bestemt måde som en eller anden amerikansk pastor har udtænkt. Vi har brug for at pastorerne omvender sig og begynder at prædike Guds ord ordentligt, og holder op med at prædike deres egne eller andres tanker. Det er den løsning som Gud har givet os.

“Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.” Anden Timotheus 4.2-4

Categories
Korset Omvendelse podcast Prædikener

Hvorfor var Jesu kors så anderledes end alle de andre kors?

Prædikenen jeg holdt påskesøndag havde fået titlen “100.000 kors i en høstak”.

I den kommer jeg ind på hvilke tre ting gør at Jesu kors adskiller sig fra alle andre korsfæstelser, og hvorfor det bliver til liv for os i dag. Men jeg kommer også ind på forskellige måder at forholde sig til det kors på. Bl.a. ved at se på de to røvere der hang ved siden af Jesus.

For når man ved hvad det indebar at blive korsfæstet, og så kigger på hvad de to røveres ord til Jesus var, og vurderer det i lyset af den enorme lidelse korsfæstelse reelt var. Så kan vi se forskellen mellem en der elskede sin synd, og en der erkendte sin synd og omvendte sig fra den.

I slutningen fortæller jeg hvorfor det ikke er nok at have kendskab til Jesus, og alt hvad der skete på korset, med mindre det medfører en erkendelse af synd, og omvendelse fra synd. Det kan vi særlig se på ypperstepræsternes vidnesbyrd, som er fuld af hykleri, på trods af et fuldt ud tilfredsstillende kendskab til sandheden. En sandhed som de forsøgte at skjule for andre. Hør selv hvorfor.

God påske herfra!

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Omvendelse

Podcast: Hvad er en kirke efter Guds hjerte? Smyrnamenigheden fra Åbenbaringen

I denne anden del af min gennemgang af Jesu breve til de syv menigheder i Johannes Åbenbaringen er jeg kommet til SMyrnamenigheden. Det er en af de få kirker der ikke bliver formanet af Jesus, men kun bliver rost og trøstet. Men hvordan kan de lade sig gøre at være en kirke som kun bliver rost, er noget jeg kommer ind på i denne forkyndelse. Derudover  kommer jeg også ind på følgende som Jesus siger til menigheden

“jeg kender din trængsel og fattigdom, men rig er du. og jeg ved, at du spottes af dem, der påstår at være jøder og ikke er det, men er Satans synagoge.” Johannes åbenbaringen 2.9

Guds forståelse af rigdom er ikke den samme som os menneskers. Borgerne i Smyrna ville se på de kristne i smyrna og konkludere at de var fattige. Og det ord der bliver brugt om fattigdom her, er et ekstremt ord, som sammenligner deres fattigdom med en tiggers. En form for ynkelig fattigdom, som folk så ned på. Hvilket var paradoksalt da Smyrna faktisk var kendt for sin rigdom. Smyrna var nemlig en af de flotteste byer i romerriget, og en meget moderne en af slagsen, da den pga jævnlige jordskælv blev genopbygget den ene gang efter den anden, og pga investeringer fra romerriget.

Men de kristne var tydeligvis ikke de mest anerkendte folk i Smyrna, og heller ikke dem der havde de bedste jobs. Nogle af dem havde sandsynligvis mistet deres job og muligheder for at handle pga deres tro. Det var nemlig helt normalt dengang at for at være i en bestemt branche var man nødt til at være med i et laug. En brancheorganisation. At være i en brancheorganisation er isoleret set ikke forkert. Men problemet med størstedelen af disse laug var at de var stærkt tilknyttet afgudsdyrkelse.

Du kan høre første afsnit på dette link: https://sand.omvendelse.dk/podcast-jesu-brev-til-menigheden-i-efesos-3309.htm

Categories
Bibelen Evig dom Korset Livet som kristen Mirakler Omvendelse

Og dem der ikke stod i Livets bog……

En dag skal vi alle stå foran Gud. Det bliver på dommens dag. Når vi læser i Johannes Åbenbaringen 20.11-15 kan vi se at den dag vil der blive åbnet en bog. Livets bog. I den bog står der navnene på dem der tilhører Jesus Kristus. Kun dem. Dem der står i den bog vil træde ind i Himlen og der være sammen med Gud i al evighed. Men det kan være svært at læse det der står i vers 15, uden at blive meget bedrøvet.

” Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.”

Dette er ikke rar læsning, for nogen. For det første er det ikke Guds ønske at kaste nogen mennesker i Helvede. Men fordi Han er en retfærdig dommer vil Han gøre det. Dem som har afvist det sande evangelium, vil Han styrte i ildsøen. Hvor er det bare utroligt vigtigt at vide at ens navn står i den bog. Det er ikke noget vi må tage let på.

Men hvor har jeg ofte mødt folk som siger, at de håber de er frelst. De tror nok de er kristne. De mener at Gud da nok vil tage imod dem, når de engang skal herfra. Det ville være meget vigtigere for dem at finde ud af om deres navn står i Lammets livets bog. For hvis vi ikke er overbeviste om at vi står i den bog mens vi er her, så skal vi slet ikke regne med at stå i den overhovedet. Dette ér ikke noget vi kan tage let på. Jeg kan ikke sige som Johannes Møllehave og de andre universalister, at Gud da ikke kunne finde på at straffe mennesker. For bibelen er så klar omkring dette, og er det fra start til slut, at vi ikke kan tillade os at ignorere den side af Gud.

Dem der står i Livets bog, er dem der tilhører Jesus Kristus. Dem der har overgivet deres elendige egne liv til Ham. Dem som kunne se at de ikke i egen kraft kunne gøre sig værdige til at komme ind i Hans nærhed. Dem der står i Livets bog er dem som Jesus siger DU ER MIN til. For en dag vil Han komme igen og så vil Han pege på mennesker som han vil sige Min, MIn, Min, til. Dem Han siger dette til, ved at de tilhører Ham, for de er forvandlede til nye skabninger ved den nye fødsel. Og er man født på ny, så er det noget man ved. Det er også noget der er synligt. For som Paulus skriver i anden korinter 5.17:

“Er nogen i Kristus er han en ny skabning. Det gamle er forbi, SE, noget nyt er blevet til!”

Det er altså noget man kan se. Dermed bør vi også være i stand til selv at kunne se, om vi er nye skabninger. Om vi virkelig er født på ny.