Et af de spørgsmål mange genfødte kristne står med, er hvorfor der er så mange i deres menighed som lever på samme måde som dem i verden. Umiddelbart er det et godt spørgsmål at få besvaret, men svaret er ikke altid det kirkens ledelse ønsker kommer frem. Svaret er nemlig for det meste at folk der lever som dem i verden, ikke er genfødte kristne, og dermed slet ikke kristne.
Hvis kirkens ledere ville erkende dette svar, så ville de også i større grad være i stand til at finde ud af hvordan man løste problemet med synd i menighederne. For så ville løsningen jo være at hjælpe folk til erkendelse af at de var syndere som levede i oprør mod Gud, og havde brug for at omvende sig og få tilgivelse for deres synder.
Desværre forsøger man i stedet at løse det flere steder ved discipelskabstræning o.l. tiltag. Jamen er discipelskab da ikke en god ting, kunne du måske spørge nu? Jo, det er, hvis man er kristen vel at mærke. Men at disciple folk som ikke er genfødte kristne svarer til at lære en ged pæne manerer. På trods af man faktisk får lært den pæne manerer, så er det stadigvæk en ged. Ligegyldigt hvor pænt den end opfører sig.
Sådan er det også med os mennesker. Hvis vi ikke er forvandlet ved genfødslen i Kristus, så er det ligegyldigt hvor mange kristne manerer vi lærer, vi er stadig børn af djævelen hvis vi ikke har omvendt os fra os selv, og fået Jesus som Herre. Den indre forvandling må til. Hvis ikke det sker, så vil det være en nyttesløs discipling.
I stedet for at lære folk som lever i synd at opføre sig ordentligt, skulle man i stedet finde ud af om de virkelig er kristne. Det tragiske eksempel på dette som man kan læse i avisen Nordjyske i dag, er pastoren David Hansen for AMC (Aalborg Menighedscenter) som har haft en sag med en ung mand i kirken som har krænket en 12-årig pige seksuelt i 2008. Senerehen har den samme mand krænket to andre piger og man har beslaglagt børneporno på hans computer. Meget forkert kan siges om den måde man har prøvet at løse det i den kirke, og der er allerede skrevet så meget om det, som jeg ikke behøver gentage, men det kan ses i Nordjyske for i dag d.20.8.2012. Jeg mener selvfølgelig ikke at folk ude i verden bare er sådan her, men eksemplet er så ekstremt, at det viser at der er noget meget galt, når kirken ikke engang når den her slags ting sker, formår at se det handler om uomvendte personer. Uomvendte personer som vel at mærke kommer i menigheden, men også skader andre folk i menigheden, og på en meget tragisk måde som i denne sag.
Så derfor vil jeg gerne fokusere på hvorfor man ikke har vurderet at manden ikke var kristen, og forsøgt at give ham evangeliet. For her var der et eller andet så grueligt galt at enhver normalfungerende, sund genfødt pastor burde have tænkt ”er denne mand som kommer i denne menighed, overhovedet kristen, hvis han kan gøres sådan her?”, og så selvfølgelig have kontaktet de offentlige myndigheder. Begge dele ville have været nødvendige her. Der er ikke noget der tyder på man har gjort nogen af delene, når man ser på sagens forløb. At myndighederne burde være kontaktet, kan selv ikke kristne se. Men en kristen burde også kunne se, at den adfærd den unge mand, var så langt fra det liv den kristne skulle leve, og derfor burde man have tænkt det her:
Er der for lidt fokus i kirken på hvem Jesus er, og hvad Han har gjort på korset, og hvorfor vi har brug for at vende om til Ham? Hvordan kan jeg som pastor blive bedre til at forkynde evangeliet for både kirkens medlemmer som dem der kommer udefra, så det bliver tydeligt for dem at forstå hvorfor en kristen ikke kan leve i synd, men vender sig bort fra synden?
Hvordan kan jeg som pastor sørge for at dem der bliver tiltrukket af kirken er folk der er genfødte kristne og som ønsker at leve tæt på Jesus, og hvordan skal jeg selv leve for at være et forbillede her?
Det er muligt det ikke er den eneste vinkel som vil være relevant at have med her. Men den som jeg tror er mest relevant.
OPDATERING: Det har vist sig dagen efter at AMC alligevel havde underrettet kommunen, men David Hansen havde tilsyneladende glemt dette. Så den ros skal de have. Det kan læses på dette link: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/474944:Kirke—tro–Kirke-efter-medie-kritik-i-sex-sag–Vi-handlede-alligevel-korrekt
Det ændrer dog ikke på hvad jeg derudover skrev om måden man havde behandlet resten af sagen på. Jeg undrer mig dog over Pinsevækkelsens talsmand Tony Jacobsen offentlig vil gå ud og sige (som han gør i artiklen) at AMC er en god, selvstændig karismatisk frikirke. En kirke hvor det ikke er normalt at prædike evangeliet klart og tydeligt, men hvor man i så stor grad er påvirket af trosbevægelsen, vil jeg ikke anse som god.
I min gennemgang af Mattæusevangeliet er jeg denne gang kommet til Johannes Døberens tjeneste. Hvad var årsagen til hans enorme succes? Det er ret interessant at finde ud af, da hans tjenestemetode burde have medført fiasko. Og hvordan kunne han tillade sig at kalde den tids hellige for øgleyngel, var det ikke lige voldsomt nok?
Desuden taler jeg lidt om forskellige spekulationer på hvad Jesus lavede i sin ungdom, og om vi overhovedet kan bruge disse spekulationer til noget?
I mange evangeliske kirker bruger man i dag den såkaldte ”synderens bøn”. Det foregår på den måde at folk har hørt et budskab, der som regel ikke er evangeliet, men i nogen få tilfælde faktisk er evangeliet. Herefter bliver folk indbudt til at bede en bøn som skal gentages efter prædikanten. Derefter siger man ofte til folk at de nu er blevet frelst. Men der er nogle store problemer involveret i at bruge denne frelsesbøn, eller synderens bøn som den også bliver kaldt. Den er nemlig ikke bibelsk funderet og er ligeså forkert at bruge som barnedåben, hvis man påstår at den er frelsende vel at mærke. Hverken barnedåb, eller synderens bøn er frelsende, og begge giver en forkert forståelse af hvordan et menneske bliver frelst.
Problem
De to største problemer ved denne bøn, er dels at påstå den kan frelse nogen, dels at den ikke er bibelsk funderet. Det er ikke alle der siger det helt således, der er nogen der nøjes med at påstå at nogen blev frelst fordi de bedte bønnen, men de er ikke i stand til at sige hvem og hvor mange. At den ikke er bibelsk funderet og der ikke kan findes nogen steder i bibelen hvor folk bliver frelst ved at gentage en bøn, viser at det ikke er en som er en del af historisk kristendom. Den er faktisk også kun noget vi ser i en meget kort periode i kirkehistorien og det er faktisk kun indenfor de sidste 70 år at den er slået virkelig igennem og har bredt sig.
Kan man frelses ved at tage en beslutning???
Den er baseret på vranglæren der hedder ”Decisional regeneration”. Det er en man kan finde i rigtig mange kirkeretninger, og går ud på at du kan blive kristen ved at tage en beslutning for Kristus. Det kan du ikke. Jesus siger selv meget klart at det ikke er menneskers værk at blive kristen, men Guds værk.
”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham” Johannes 6.44.
Dertil siger bibelen også at ”Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.” (Rom.3.11) og det er noget vi kan finde flere steder i bibelen, at det ikke er os der søgte Herren, men Ham der søgte os. Det betyder at vi ikke bare kan vælge at tage en beslutning og eksempelvis gentage en bøn og så blive frelst. Pga vores syndige natur som er i oprør og modstrid med Gud, så vælger vi ikke Ham. Men hvis og kun hvis Han søger os, så er vi i stand til at omvende os. Ja, omvendelsen er også en gave fra Gud, som vi ikke bare kan udføre i egen kraft. Kun når Gud giver nåde er vi i stand til at omvende os.
Med andre ord, jeg er ikke istand til at vælge at blive en kristen. Jeg kan heller ikke sige at den 7 januar 2016 kl.20.47 vil jeg blive en kristen. For det er ikke mig der vælger, det er Gud der gør det, og det er ret vigtigt. For det er Gud der skal have æren for ens frelse, ikke en selv, og heller ikke den prædikant man eventuelt hørte på da man blev en kristen.
Nu vi er ved prædikantens opgave, så er hans opgave at forkynde evangeliet, og lade Guds Helligånd drage på mennesker og overbevise om synd (som han har talt om og defineret). Vise at kun Kristus kan frelse en (hvilket prædikanten har gjort klart). For så er der to vidner som bibelen siger der skal være. Vores ord (som er fra bibelen) og Guds Ånd som virker og viser det er sandt. Det er også dette der er med til at vise at frelsen i sandhed ER OVERNATURLIG. Fordi det er Gud der overbeviser, og ikke folks evne til at manpulere med folks følelser. Så det er ikke bare en menneskelig valgt beslutning, men Gud der virker stærkt ved sin Ånd. Dem der ikke tror på det er sådan og påstår man skal bede en bøn, eller døbes for at blive frelst eller kommer med andre forslag på hvad man selv skal gøre, har ikke fattet Guds kraft. De tror ikke på Helligåndens virke og gør frelsen til menneskers værk i stedet. Hvilket er tragisk og ødelæggende for kirken, da det medfører at folk som man tror er kristne, reelt set er ufrelste men ude af stand til at forstå hvorfor de er ufrelst, og ude af stand til at se deres eget behov for frelse.
Men hvorfor må man så ikke få folk til at gentage en bøn?
Inden jeg svarer på dette, vil jeg slå fast at der er folk der er blevet frelst efter at have bedt en såkaldt frelsesbøn. Det er dog ikke en begrundelse for at bruge den. For lad mig gøre det helt klart, de blev ikke frelst fordi de bedte bønnen, men fordi Gud kaldte på dem, og de forstod Gud kaldte på dem da de var overbevist om synd, og kunne se deres behov for en frelser. Så Gud har frelst dem fordi Han gjorde det, ikke fordi nogen havde valgt at gentage en bøn. Men vi skal ikke få folk til at gentage en sådan bøn af årsagerne jeg har nævnt ovenfor. Dels fordi vi ikke har bibelsk hjemmel til at gøre det, og fordi det ikke er noget vi kan finde som værende normalt i snart 2000 års kirkehistorie.
Men et andet vigtigt argument er at en frelsesbøn giver folk en falsk frelsestryghed, ligesom barnedåben og tungetale kan være det. Jeg ved om mange som er kommet fra både den ene og den anden baggrund til deres pastor og sagt de var i tvivl om de virkelig var frelst. I stedet for at tage en sådan bekymring alvorlig, så er der en tendens til at spørge folk om følgende i stedet: Jamen er du ikke døbt? Jamen taler du da ikke i tunger? Jamen har du da ikke bedt bønnen?
At sige ja til et af disse spørgsmål er absolut ingen sikkerhed for at man er frelst. Det er helt andre ting man skal vurdere det på, og jeg har lagt et par link nedenfor som kommer lidt ind på det. Men det er for meget at komme ind på her.
Nogen er så gået tilbage, og har valgt at forsøge at ignorere det som muligvis er Guds kald til dem. Da deres tvivl om de virkelig var frelst sagtens kan skyldes (mange gange tror jeg) at Gud kalder på dem. Så i stedet for at erkende at de har behov for at omvende sig og blive Guds barn, så har de nu fået en falsk tryghed som er blevet sanktificeret af deres pastor. Det svarer til at en blind leder en blind det her, og det er meget meget alvorligt.
Men hvad så med Romerbrevet 10.9-10?
De få gange jeg har fået et bud på et bibelsk argument for at få folk til et gentage en bøn, og at det skulle frelse en, så er folk kommet med dette vers:
”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.” Romerbrevet 10.9-10
Det er dejligt at der faktisk er folk der henviser til bibelen i deres forsvar for denne metode, for det er da bedre at høre på end de mange der argumenterer med at sådan har deres kirke gjort i mange år og mange andre kirker gør også, og så må det jo være rigtigt. Hvilket er et virkeligt dårligt argument, for kirkerne har igennem tiden godt nok begået mange dumheder, og bare fordi man begår en dumhed i lang tid, gør det ikke dumheden bedre. Men hvorfor kan vi så ikke bruge versene fra romerbrevet? Fordi vi er nødt til at forstå hvordan disse vers blev modtaget og forstået af dem som fik brevet. Og det kan vi godt finde ud af.
Brevet var til en kirke som var i Rom, og det var i romerrigets tid. De var udmærket godt klar over at denne bekendelse i sin yderste konsekvens (og den konsekvens var ofte ret tæt på dengang) kunne betyde at man måtte vælge imellem liv og død. At påstå og bekende at Jesus er Herre (græsk: kyrios), svarede dengang til at sige kejseren ikke var Herre. Det kunne meget nemt dengang betyde at man mistede hovedet (hvis man var romersk statsborger), eller blev smidt for løverne, korsfæstet eller fik en anden mere pinefuld død end halshugning fordi man ikke var romersk statsborger. Romerske statsborgere havde visse borgerrettigheder som ikkeborgere ikke havde. Paulus skriver ikke her at en enkel bekendelse som bare bliver sagt, eller for den sags skyld gentaget ikke har nogen frelsende effekt. Men en bekendelse som betød at man var parat til at ofre sit eget liv for at kunne tro på Kristus, en bekendelse som betød at man satte sit eget liv mindre værd end en mundtlig bekendelse, er en bekendelse som viser at man er frelst. Når man ved det, så ved man også at et hjerte som virkelig tror på Kristus, også er et hjerte som vil bekende sin tro på Kristus både under forfølgelse og når der ikke er modstand. En kristen som vil bekende Kristus under alle omstændigheder, besidder det hjerte der sidder i den den genfødte kristne. Det er derfor der står at man med hjertet tror til retfærdighed, og munden som viser hjertets indstilling.
Så at påstå at dette vers er en begrundelse for at bruge en frelsesbøn, er en misforståelse som minimerer og ignorerer kristne som har gået i døden fordi de kendte disse bibelvers, og forstod dem som de skulle forståes. At blive frelst er Guds værk, og til Guds ære. Jeg kan kun komme til Ham hvis Han kalder på mig, det er ikke noget hverken jeg eller noget andet menneske kan planlægge. Så prædikanten kan heller ikke frelse dig, ligesom han heller ikke kan lede dig til Kristus. Han kan fortælle om Kristus, og vise hvorfor vi har brug for Kristus. Han er kun manden med budskabet fra Herren. En bøn frelser mig ikke, en beslutning frelser mig ikke, og en dåb gør heller ikke. Der er kun eén der frelser, og det er Gud selv.
Men lad venligst være med kun at høre på hvad jeg har at sige om dette emne. Men hør hvad andre og klogere folk end jeg siger. Her er Paul Washer fra en af hans ret berømte prædikerner hvor han viser hvorfor han vil gå i krig med ”the sinners prayer”.
Og her er historien bag det vi i dag kalder synderens bøn, og det er ret vigtige informationer som bliver givet her, som burde være øjenåbnere for nogen.
På Facebook oplevede jeg for et par dage siden at se et billede fra et fængsel i Rumænien hvor Moses Hansen havde været at prædike. Det var også Moses Hansen som havde lagt billedet ud på sin facebook-profil. Ordene til billedet var følgende:
” Der var ca. 140 fanger, der rejste sig for at tage imod Jesus. De bad alle med på frelsesbønnen.”
Det bedrøvede mig at denne gamle evangelist faktisk troede at man bliver frelst af at gentage en bøn, som han så i dette tilfælde har kaldt frelsesbønnen. For der findes ikke en sådan frelsesbøn i bibelen. Der står ingen steder i bibelen at man skal gentage en bøn, og så bliver man frelst. Det er en idé som først er kommet ind i kirken indenfor de sidste 150 år, og er ikke en vi ellers finder i historisk kristendom. At påstå den frelser er ligeså dumt og ubibelsk som at påstå at barnedåben frelser. Derfor valgte jeg at give en kommentar til Moses Hansens billede som lød sådan her:
”Der står ikke noget i bibelen om at man bliver frelst ved at bede en bøn. Der står man skal omvende sig og få Jesus som Herre. At gentage en bøn er ikke en bibelsk måde at blive frelst på. Det svarer til at påstå dåb frelser. Vi er altså nødt til at lade bibelen definere hvordan man bliver en kristen, ikke vore traditioner.”
Så kom den sædvanlige bunke af religiøse bemærkninger fra folk som er så blinde overfor at denne idé er mere traditions baseret, end den er bibelbaseret. Det havde jeg sådan set forventet, folk bryder sig som regel ikke om at få noget modsat at vide i forhold til det man er vant til at høre i kirke. Særlig ikke hvis man får at vide at det man bygger på er baseret på menneskers ideer og ikke på Guds. Jeg forsøgte i debatten at gøre opmærksom på problematikkerne ved at bruge denne såkaldte frelsesbøn, da den kan give folk en falsk tryghed. En tryghed som visse præster ovenikøbet prøver at prakke folk på. Jeg ved om folk der har gået til deres kirkeleder og sagt de var i tvivl om de var kristne, og så blevet spurgt om de da ikke havde bedt frelsesbønnen, som om den skulle frelse nogen.
Men så kom Moses Hansen også med en kommentar. I stedet for at svare på det jeg kommenterede på, så talte han dog udenom, og viste at han ikke havde til hensigt at forholde sig til om frelsesbønnen var bibelsk eller ubibelsk. Senerehen begyndte han at komme med stråmænd som dem her:
”Rene, da du ved, hvordan det skal gøres 100% rigtigt, så tag du til Rumænien og gør det på den perfekte måde. Du må undskylde, at jeg bare er et skrøbeligt lerkar med hjerte- og lungeproblemer, der rejser til Rumænien og forkynder Evangeliet for fanger.”
Det er desværre et ret typisk svar det her. I stedet for at forholde sig til skriften så får man at vide ”ja når du nu gør det på den 100 % rigtige måde så kan du jo gøre det”. Undskyld mig, men jeg bliver altså målløs når jeg hører eller ser en der kalder sig en Jesu tjener og som skulle have tjent Herren i flere årtier bruge så lavt et argument. Det er et tegn på mangel på modenhed i tjenesten. For sagen er ganske enkelt den at jeg på intet tidspunkt har erklæret at jeg gør tingene 100 % rigtig. Men jeg har skrevet dette, at frelsesbønnen er en ubibelsk metode og den skal ikke bruges. Men det ville Moses ikke forholde sig til. Nu bliver jeg i stedet anklaget for at det er det rene vanvid jeg skriver, men ok Moses vil ikke forholde sig til hvad skriften viser, og har i stedet vist at han er langt mere drevet af den traditionelle måde at gøre det på, end af bibelens forskrifter. Jeg vidste i forvejen godt at Moses er lige lovlig ekstrem i nogen henseender, og det synes jeg egentlig også der må være plads til, til en vis grænse. Men når det så tydeligt er kirketradtion over bibelen som bestemmer hvordan han prædiker for folk, det havde jeg i min naivitet ikke regnet med.
I debatten var der nu en masse rygklappere som gav Moses det ene skulderklap efter det andet, han er åbenbart for hellig til at man kan give en bibelsk kritik. Men der var dog også en anden person som skrev noget fornuftigt og kunne forklare hvorfor denne frelsesbøn ikke er bibelsk funderet, hvilket var en glæde at læse. Til ham skrev Moses endnu et forsvar for hans metode (dog uden bruge af bibelen i hans argument), og sluttede så af med spørgsmålet:
”Har DU da noget bedre forslag at gøre det på?
Det er det spørgsmål jeg vil give Moses Hansen svar på her.
Kære Moses
Der er en bestemt metode som er et bedre forslag end den med frelsesbøn som du har brugt over for de fanger i det rumæsnke fængsel. Men lad mig lige starte med at gøre opmærksom på at jeg ikke har noget problem i at tro at nogen af de fanger blev frelst, men ikke på grund af frelsesbønne, men i stedet på trods af. Men det er ikke en undskyldning for at bruge den, så lad os istedet finde ud af hvad Gud mener vi skal gøre.
Det er enkelt at finde ud af hvad vi skal gøre for vi kan gå til bibelen og se det der. Vi skal gøre som Jesus siger, og som Paulus, Peter og de andre apostle og disciple gjorde. Her er hvad der står Paulus og Barnabas gjorde i apostlenes gerninger 14.21:
”De forkyndte også evangeliet i denne by og fik mange gjort til disciple. Så rejste de tilbage til Lystra, Ikonion og Antiokia.”
De forkyndte evangeliet, og hvis du har en god bibelordbog så prøv at slå evangeliet op som ord, og se eksempelvis hvor mange gange det dukker op I apostlenes gerninger, og se hvor tit der bare står at de forkyndte evangeliet.
Der stod ikke nogen steder at de fik folk til at bede en frelsesbøn. Der står de forkyndte evangeliet. Hvorfor så det? Fordi det er den del der er de kristnes opgave, men at frelse er Guds opgave. Du Moses kan ikke lede nogen til frelse, og det kan jeg heller ikke. Det er kun Guds ånd der kan gøre det. Men vi kan noget andet og det er det vi er blevet befalet at gøre, nemlig prædike evangeliet.
Men nu kan jeg godt forstå at du så er lidt i en ”men hvad skal jeg så gøre for at få dem frelst?”. Forstår godt din nød for dem, den er god og behold endelig den! Men du kan kun prædike evangeliet og være god imod dem og høre på dem hvis de vil tale med dig, men du må stole på at Gud virker ved sin Helligånd og lader Ham drage på dem, overbevise om synd og lade dem forstå at kun ved omvendelse til Jesus Kristus kan de få deres synder forladt. Kun ved at tro på Jesu fuldbragte offer på korset og få Jesus som Herre kan de få lov at leve det nye liv i Kristus og få en frihed der er større end den de har både i og udenfor det fysiske fængsel.
Kære Moses Hansen, du kalder dig selv en karismatisk kristen. Hvis du virkelig mener du er det, så vis du stoler så meget på Helligånden at du tror Guds ord nok til at din opgave er at prædike evangeliet, og så vil Gud gøre resten igennem Hans ånd. Hvor mange der så bliver frelst er hverken din eller min sag at vurdere, det ved Gud langt bedre end os.
Dette er taget fra en historie som angiveligt skulle være foregået i Alaska, en december måned i 1967. I et stykke tid havde en forholdsvis stor ulv, skabt frygt i et lille bysamfund. En ung mand ved navn Langdon havde sat sig for at gøre det af med ulven inden han gik ind i hæren. Her er hans historie frit oversat.
Han gik ud om formiddagen, 8:00, og med hans 22-kaliber riffel, skød han en kanin. Det var en usædvanlig kold dag. Men for Langdon, var det perfekt vejr for hans plan. Han gik ud i køkkenet, fandt en skarp slank slagterkniv, og drænede kaninens blod. Han gik udenfor i kulden, knækkede skæftet af og lod kniven blive kold som is. Så hældte han lidt af kaninblodet på. Blodet frøs sig fast på den barberbladsskarpe stålklinge. Da blodet var størknet, hældte han lidt af blodet på igen. Og sådan fortsatte han, indtil han havde hvad der svarede til en sodavandsis. Dette var bare en blodis, med en barberbladsskarp kniv inden i sit centrum. Der var måske halvtreds lag blod over kniven, og det tog et stykke tid at fryse den, men bladet var gemt godt inde i blodsisen.
Den nat, skjulte Langdon blodisen ude i nærheden af et træ, gravet en smule ned i sneen. Han kunne ikke selv sove, han ventede på ulven. Den kom på kl 2 om natten, men dens lugtesans fik ulvens tanker væk fra dens oprindelige mål. Den fandt den indbydende is af blod og begyndte at slikke på den. Langdon bemærkede at ulven nød hvert sekund, hvert enkelt slik af blodisen. Han kunne simpelthen ikke få nok. Men samtidig gjorde det iskolde blod hans tunge mere og mere følelsesløs. TIl sidst kunne han ikke rigtig føle hans tunge efter et stykke tid. Men var samtidig så fokuseret på at slikke blodet at den mistede opmærksomheden på alt andet. Den frosne blodis skarpe fare blev ligeså stille blotlagt. Men ulven fortsatte med at slikke, uvidende om at den skarpe kniv nu langsomt begyndte gennemtrænge hans følelsesløse tunge. Han begyndte at bløde fra sin egen tunge nu, og det var nu en smag af sit eget varme blod der blev blandet med kaninblodet. Og jo mere blodet flød, jo mere forførende var det for ulven. Så selvom ulvens tunge nu blev skåret og flænset i større og større stykker, var der ikke noget der stoppede ham, for blodet flød frit , og det begejstrede ham at han havde fundet en sådan magisk kilde af endeløs glæde. Så fantastisk en følelse af velvære. Da kniven var fuldt eksponeret, var det for sent, Udyret kollapsede af blodmangel oven på kniven. Og der ville den ligge så alle kunne se den næste morgen, så alle kunne se at dens begær efter blod, var det der dræbte ulven.
Vi er ikke forskellige Menneskets begær efter synd virker på samme måde. Vi søger synden og ønsker at den skal give os tilfredsstillelse. Og når vi først dykker ned i den, forfører den os så vi ikke opdager at vor lyst til den er det samme som dræber os. Ødelægger os, og gør os mere og mere skyldige overfor Gud.
Gud kunne have ladet os være. Han kunne have ladet os svælge i synd til vi døde og så lade os gå til Helvede uden at have advaret os. Men det gjorde Han ikke. Han blev menneske og kom hertil og bar vore synder på korset. Betalte al vor skyld. For at dem der ville indse at deres liv var elendigt, for dem der ville indse at de levede et liv i oprør mod den Gud der havde skabt dem, kunne få lov at vende om fra deres eget liv, og få nyt liv i Kristus Jesus.
Men for dem der vil leve deres eget liv, og er tilfredse med det liv de lever. For dem vil det være afgrunden der er i vente. En afgrund som tyngden af deres egen synd vil trække dem ned i. Det er de syndere der hellere vil leve i synd, hellere vil leve i urenhed, end de vil vende om til den Gud der har sørget for at de kunne undgå den kommende dom.
I går startede jeg dagen med at få kaffe og blåbærmuffin på en kaffebar af evangelist og skuespiller Kirk Cameron. Åbenbart på hans ynglingskaffebar som ikke var Starbucks (med al deres aromatiserede kaffe), men et sted kaldet Peets Coffee & Tea. Han spurgte om jeg ville have en stor, og blev bagefter mindet om at man altid skal være varsom med at sige stor herovre. For stor betyder gigantisk. Så pludselig stod jeg med en enorm kaffekop som så ud til at indeholde mindst en halv liter kaffe, og tænkte om jeg overhovedet blev færdig med den inden den blev bitter.
Men vi satte os udenfor i det gode californiske vejr og havde en snak om alt lige fra hans nye film Monumental til evangelisations, og om hvordan man kan gøre kirken til et sted hvor folk ved de kan komme og snakke om de ting som man har problemer med. Den vender jeg lige tilbage til lidt senere.
Det var virkelig en velsignelse at møde en mand som er så aktiv i et stort arbejde her i USA med evangelisation og med at lave film udfra en kristen synsvinkel (som faktisk klarer sig ganske godt, filmen Fireproof blev et hit herovre hvilket kom bag på den sekulære verden ) og afholder flere seminarer om ægteskab om ugen rundtomkring.
Det var nu ikke et møde jeg selv havde planlagt, men Cameron som jeg besøger herovre i LA før Shepherds Conference. Han har et ret spændende netværk herovre, så han syntes jeg skulle møde en Hollywoodstjerne som ikke længerne lever for sin egenberømtheds skyld, men for at få budskabet om Jesus Kristus ud til folk der er fortabte. Og han var virkelig ikke selvhøjtidelig.men ydmyg, rar og særdeles humoristisk.
Det var en glæde at fortælle ham hvor meget hans arbejde havde betydet forhvordan mit kristne liv udviklede sig for ca 5 år siden nu, og hvor meget pris min kone og jeg sætter på hans film Fireproof. Men tilbage til det jeg ville vende tilbage til.
Kirk Cameron er en mand som mange enten hader eller elsker. Todd Friel fra Wretchedradio kan ikke forstå at nogen kan hade Kirk, da han er noget af det mest flinke og rare man kan møde, og det tror jeg han har ret i. Men hadet skyldes i store træk at Kirk er en person som ofte er i medierneog bliver spurgt om kontroversielle spørgsmål.
Og hvis man så tør give svar som er bibelsk baserede og derfor ikke altid er i overenstemmelse med tidsånden, ja så kan man godt blive ret upopulær i vissekredse. P.t. Er Kirk blevet målskive fra dele af de homoseksuelle interesseorganisationer, hvor de forsøger at få ham til at se homofobisk ud i medierne. At han skulle være homofobisk er simpelthen en ekstrem malplaceret og forkert anklage, som blot viser at visse folk ikke har den fjerneste forståelse for hvad homofobi betyder. Det betyder jo “en sygelig angst for homoseksuelle”! Hvilket jeg ved Kirk ikke er. Han har gode venner som er homoseksuelle, og har ikke noget imod at være sammen med homoseksuelle, men han tror på at det Bibelen siger om synd hvad enten det er tyveri, promiskuøsitet eller løgn m.v. er synd i Guds øjne. Men det er der nogen der mener at man skal passe på med at sige. Men så må løsningen for dem være at de er nødt til at få Bibelen gjort forbudt, det er der jo nogen lande hvor den er. Jeg regner faktisk ikke med at det er lande hvor nogen af Kirk Camerons modstandere har lyst til at bo (Nordkorea er ikke så dejligt et sted skulle jeg hilse og sige).
Kirk fortalte om nogen af de tanker han havde for tiden om hvordan kirken bør blive bedre til at blive et sted hvor folk ved de kan komme og tale om de ting de kæmper med. Han havde det dårligt med at nogen folk der kæmpede med eksempelvis homoksuelle tanker. Ofte var bange for at tale med kristne om det, fordi de var bange for hvordan det ville blive modtaget. Og istedet for at gå til kirken, som man var bange for at tale med, endte man måske istedet i et snusket sted som det eneste sted hvor man syntes der var nogen man kunne snakke med. Men hvor der ikke var nogen hjælp at få, kun en udlevelse af de tanker man egentlig havde kampe med. Men samtidig skulle kirken også være et sted hvor det er Guds ord der er autoriteten og ikke folks meninger og følelser som visse folk gør det til.
At høre Kirk tale om dette og om hvordan hans syntes det var svært at finde en løsning, så kirken blev kendt for at være et sted hvor man kunne tale om det man kæmpede med, syntes jeg viste en mand med barmhjertighed, og kærlighed til mennesker, og ikke bare en mand som brugte Guds ord til at hamre folk ned med, som nogen anklager Kirk og hans ligesindede for? Jeg synes det er nogen tanker der er værd at give videre, da de er relevante at tage op. Folk. Kom jo til Jesus, fordi de følte sig velkomne hos Ham . Han gav dem sandheden og holdt den ikke tilbage, og alligevel kom folk til Ham. Så det kan lade sig gøre, det er ikke en utopisk tanke som ikke kan finde stedMin kaffe som forresten nåede at blive kold (på trods af at det her er Californien) blev ikke bitter! Men smagte helt fantastisk hele vejen igennem den halve liter. Det gjorde den lækre svampede blåbærmuffin nu også. Petes coffee og Kirk Cameron får begge seks stjerner ud af seks stjerner her i Californien.
Du kan se et interview med Kirk Cameron om hans liv før og efter han blev en kristen på denne video:
I dag skal jeg ud til Living Waters ,og senere på den kristne fast fod restaurant Chick fil a, som er kendt for at have lukket om søndagen. Det er jo hviledag.
Jeg er p.t. i LA California og startede søndagen med to møder i Grace to You Church (John MacArthurs kirke). I det første møde talte en af ældstebrødrene Chris Hamilton om hvad det indebar at være en ældste, og sammenlignede det med at være en far. Her er lidt af de tanker som jeg går rundt med efter at have hørt det.
Det som jeg siger til mine børn, og det liv jeg lever må stemme overens med hinanden. Hvis ikke det gør det, så giver jeg mine børn to valg. “Skal jeg vælge at følge far i det han siger, eller skal jeg vælge det liv far han lever?” Med andre ord, hvis min bekendelse er markant højere og forskellig fra det liv jeg lever, så er mine børn også i stand til at se at der er en modsætning her. Hvilken del af det jeg viser skal de så tro på, og hvilken skal de ikke?
Det her er kollosalt vigtigt at være opmærksom på, for ellers viser jeg mine børn at det er i orden at leve som hykler. Det ønsker jeg ikke at vise dem, for det er forkert og hykleri sender folk til Helvede. Ikke nok med det, hykleri er også et stort selvbedrag. Farisæerne var kendt for at leve i et sådant selvbedrag og Jesus viste dem det. Han gjorde flere gange opmærksom på at de levede i hykleri og at det ville sende dem til evig fortabelse.
Overfladisk kold kærlighed
To forskellige bekendelser som kommer til udtryk ved at vise det ene, men gøre det andet, viser også at det kærlighedsforhold man påstår at have til Guds ord, ikke er andet end tomme ord. Ord er ikke nok hvis man siger man elsker nogen. Handling hører sammen med den bekendelse, ellers er det en kold og overfladisk kærlighed som reelt set ikke er kærlighed. Hvis det er den slags falsk kærlighed jeg viser overfor Guds ord, så vil mine børn fatte det. De vil kunne se at far har det mere i munden, end han har i hjertet.
Her tænker jeg at det her har også betydning for hvad jeg kan tillade mig at tale om, og hvordan jeg taler om det. Hvis jeg står på en prædikestol og taler over et emne som ikke fungerer særlig godt i mit eget liv, så skal jeg passe rigtig godt på med hvordan jeg siger det. For hvis jeg siger tingene hårdt og ikke selv efterlever det, så bliver jeg som farisæerne der krævede en masse af andre, men ikke selv ville løfte en finger for det. Som Jesus anklagede dem for.
Men hvis det jeg taler om også er noget jeg lever i, og det vel at mærke bygger på Guds ord, så er der også større kraft og autoritet i det jeg siger. Spørg dig selv hvorfor er der så stor kraft i eksempelvis Paul Washers, Voddie Bauchams, og Leonard Ravenhills forkyndelse? Det er ikke kun fordi der er en god teologi bag forkyndelsen (hvilket der SKAL være). Men også fordi deres liv afspejler det de prædiker. Paul Washer taler meget om at prædike evangeliet og betale den pris det har at være en kristen. Det er noget han lever i. Voddie Baucham taler meget om det kristne familieliv og opdragelse af børnene. Det er noget han lever i. Leonard Ravenhill talte meget om bøn og leve overgivent til Gud. Det var noget han levede i.
Alle tre prædikanter talte med kraft og autoritet. Ikke deres egen, men en kraft og autoritet de havde fået i Kristus pga Hans værk på korset. For det er stadigvæk af nåde vi får den kraft, selvom vi efterlever det vi prædiker.
Alt dette handler ikke om at leve perfekte liv. Det er jo ikke muligt for os, men Jesus har gjort det i vores sted. Men det handler om at vi erkender vores egen utilstrækkelighed og samtidig Guds vilje og gerninger for og i vores liv. Og leve liv der peger på Kristus og ikke os selv, og ikke gøre det på en hyklerisk måde der gør os selv bedre end vi er, men samtidig lever med Guds ord som autoriteten for vore liv så vi ikke lever i lovløshed og skam.
Men alt taget i betragtning, så står jeg tilbage med disse tanker: hvis jeg ønsker at tale og skrive med større kraft og autoritet, er jeg så parat til at betale den pris det koster?
Jeg tror det svar er værd at tænke ordentligt igennem inden jeg bare giver et svar. For hvad hvis jeg ikke er parat til det, er det så ikke bedre at tænke det ordentligt igennem først, før jeg giver et svar?
Omvendelse er ikke kun en engangsaffære. Der er en afgørende omvendelse på et tidspunkt i ens liv, men hvis den omvendelse ikke indebærer en fortsat række af omvendelser, så er det slet ikke sikkert at man var omvendt i første omgang. Derfor er dette også spørgsmål som man ikke skal tage alt for let på.
Mange kirker i dag taler om dit selvværd. Andre taler om at have en ordentlig økonomi, mens andre igen taler om at vi ikke skal være til provokation for andre, men kun tale om Guds kærlighed, og undgå al tale om synd, dom og omvendelse.
Jeg er ikke bekymret for dit selvværd, eller din økonomi eller dit renomme blandt andre. Det er din evighed der bekymrer mig. Hvor godt du har det i dette liv har ikke nogen betydning, i forhold til hvorhenne du skal være i evigheden. For dette liv er kun kortvarigt. Om du så bliver 105 år gammel vil det være minimalt i forhold til evigheden. Hvor går du hen når du dør?
Der findes kun to steder. Himlen eller Helvede. Der er ikke nogen mellemveje. Jeg har hørt folk sige jamen det gælder ikke mig, for jeg har en anden tro. Jamen, ville det hjælpe mig, hvis jeg ikke troede lastbiler var farlige, og så stillede mig ud på vejen lige foran en lastbil der kom drønende mod mig med 80 km i timen. Ligegyldigt hvor stor min tro på at lastbiler er uskadelige er,ville det ikke hjælpe mig. Jeg ville blive smadret til ukendelighed.
Helvede er et forfærdeligt sted at være. Ifølge bibelen er det et sted med evig pinsel, ild, svovl og der vil være gråd og tænderskæren. Det er ikke mine ord, men bibelens. Der er folk der har set det hvilket der er vidnesbyrd om i videoen med Mark Cahill som du kan se på dette link. Og der er ingen ren luft pga svovllugten hvilket du kan læse om her: Giftig luft i helvede. Luften er altså giftig i Helvede. Hvordan vil du have det med aldrig mere at kunne trække vejret ordentlig igen? Ville det ikke være forfærdeligt? Og så sammen med alt det andet, som også er forfærdeligt i den forkerte del af evigheden.
Jeg er bekymret for din evighed. For den er det allervigtigste for dig. Ikke hvorvidt du har råd til en stor fladskærm med det nyeste surroundanlæg til. Ikke om du kører rundt i en BMW til 700.000 kr. Ikke om du har lave tanker om dig selv. Og heller ikke om du er den mest populære på dit arbejde, din skole eller din kirke. Det er hvor du skal være i evigheden, der er værd at finde ud af.
Jesus har skabt en vej for os. Hvis vi vil erkende vores egen utilstrækkelighed, og at vi har syndet imod Gud i Himlen, og derefter omvende os til Ham, da vil Han frelse os. Men vil vi ikke erkende at vi har brudt Hans lov. At vi er syndere der fortjener den værste straf, så vil det ikke hjælpe dig om du så beder Jesus komme ind i dit hjerte. Det vil heller ikke hjælpe dig at blive døbt, og heller ikke at betale penge til kirken. Ikke engang 24 Fadervor om dagen vil hjælpe dig.
Der findes ingen gerninger der gør, at du kan komme i Himlen. Kun ved erkendelsen af at du er en synder der fortjener Guds straf, og dermed forstår hvad det er, Gud har valgt at tilgive dig for, har du mulighed for at få del i frelsen. Omvend dig til Jesus mens du kan, for så længe du kan er det stadig en nådens dag. Men en dag er det ikke nådens dag mere, så brug det gunstige øjeblik og sig ikke nej til den frelse Gud har gjort rede til os.
Jeg har en medfødt hjertefejl, som gør at lægerne løbende holder øje med mig. Ved et rutinetjek fandt man ud af at min hovedpulsåre (aorta), som udgår fra hjertet, var i fare for at briste. Det kan lægerne jo ikke lide, for det dør folk jo af. De ville derfor operere mig ved at skære mig 1/3 op fra siden i ribbenene. Derefter presse ribbenene fra hinanden og reparere på min aorta, hvilket blev gjort ved at give mig en bypass på aorta med en tube af Gore-tex. Det siger sig selv at jeg var i narkose under den operation, ellers ville jeg jo bare ligge og skrige af smerte under operationen. Men operationen gik godt, og jeg kan huske da jeg vågnede op på intensiv afdeling.
På Intensiv
Jeg hørte deres stemmer, de spurgte mig om forskellige ting for at finde ud af om min krop var tilpas funktionsdygtig efter operationen. Men efter et stykke tid fandt jeg ud af at jeg ikke fik luft nok. Og værre endnu, jeg fandt ud af at jeg ikke selv kunne trække vejret, fordi de havde sat en respirator på mig som bestemte hvor meget luft jeg kunne få. Den sad der fordi folk under narkose ikke trækker vejret selv. Det blev hurtigt en meget ubehagelig oplevelse for mig. Jeg kunne ikke trække vejret igennem. Jeg kunne simpelthen ikke få luft nok. Jeg prøvede at signalere til plejepersonalet at jeg havde brug for mere luft. Det kunne de i starten ikke forstå, da det ikke var muligt for mig at tale pga respiratoren. Da de endelig fandt ud af at jeg manglede luft, sagde de blot at jeg fik masser af luft, men jeg følte det som om jeg var ved at blive kvalt. Så jeg blev ved med at signalere om mere luft. Til sidst gav de mig lov til, at hjælpe med til at trække vejret, men sagde at jeg skulle huske at trække det. Folk der vågner op af narkose kan nemlig have en tendens til at glemme at trække vejret, og så er operationene lidt omsonst.
Hvorfor fotæller jeg om det her? Jo, på trods af at det her var en helt forfærdelig og meget ubehagelit oplevelse. På trods af at jeg følte at jeg var ved at blive kvalt,og ikke kunne gøre noget som helst ved det, fordi jeg var i maskinernes vold. På trods af det, så var det ingenting i forhold til hvordan der er i Helvede. Ved du at luften er giftig i Helvede? Det skyldes at Helvede også er en svovlsø (se Joh. Åbenbaringen 21.8) og brændende svovl giver en forfærdelig stank. Det er nærmest umuligt at indånde det, fordi din krop stritter imod. Ikke nok med det. Der er heller ingen vand i Helvede. Det som de fortabte i Helvede higer allermest efter, er en dråbe vand (se Lukas 16.24). Folk de tørster en tørst som vi slet ikke kan forestille sig. Tænk at være så tørstig at bare e’en dråbe vand kan lindre ens smerte. Den tørst vi kender til, er jo lysten til at tømme et glas vand. Men den dem der allerede er gået fortabt har en tørst der gør at de bare søger efter e’en dråbe.
Men ikke nok med det, for folk pines i Helvede med ild. Pines med meget hård varme. Og værst af alt. Der er ingen udgang. Er du først kommet derned, så er det for sent. Det er faktisk det allerværste ved Helvede, der er ingen håb. Hvis de blot vidste at om en millard år ville de blive sluppet fri, så var det muligvis til at holde til. Men det ved de godt de ikke vil, og de har ikke noget håb. Alt håb er udslukt. Det er også derfor at det bliver kaldt stedet hvor der er gråd og tænderskæren. De græder over deres smerte, og skærer tænder over at de ikke sagde ja til det tilbud de fik fra Jesus den ene gang efter den anden. De ærgrer sig som ingen kan ærgre sig, fordi det er for sent.
Hvis det var muligt for en i Helvede at få min plads på den sygeseng dengang jeg vågnede op. Hvis det var muligt for dem at skifte plads med mig og i al evighed bare føle det som om at de var ved at blive kvalt, fordi de følte at de ikke fik luft nok, for jeg fik jo nok luft, det var blot en følelse at jeg manglede luft. Ja, så ville de bytte med det samme. De ville ikke betænke sig et øjeblik.
Hvorfor? Joh, jeg fik morfin, som tog mine smerter fra operationssåret. Jeg manglede ikke væske, det fik jeg intravenøst. Jeg lå i et tempareret rum, som hverken var for koldt eller for varmt. Men jeg følte ikke at jeg fik luft nok, men jeg fik trods alt frisk luft. Det var ikke giftig luft jeg fik som min krop strittede imod. Jeg fik ren frisk luft. En i Helvede ville give hele sit liv i denne verden, for den situation jeg var i, da jeg vågnede op efter operationen.
End ikke det sted hvor ingen har lyst til at ende. Hvis du aldrig har omvendt dig, så omvend dig i dag mens det stadig er en nådens dag. Kender du Jesus og har Ham som Herre og frelser så glæd dig over at du har en bolig i Himlen hos Ham. Kender du ikke Jesus og har du ikke omvendt dig og ikke ved hvorfor du har brug for det. Så her denne prædiken:
Efter at Jesus engang havde sagt nogle sandheder overfor farisæerne kom disciplene til Jesus med et spørgsmål.
“Da kom hans disciple hen til ham og sagde: »Ved du, at farisæerne tog anstød af at høre den tale?” Mattæus 15.12
Det var ikke noget disciplene brød sig om skete. Muligvis fordi de stadig var påvirket af deres kultur, som antog at farisæerne var de mest hellige mennesker hos jøderne. Så dem skulle man ikke vække anstød hos. Men måske var det bare fordi disciplene ligesom de fleste af os andre, ikke brød sig om blive upopulære hos andre. De ville muligvis hellere have at Jesus talte så folk blev glade og ingen blev provokeret. Men sådan var Jesus ikke. Han talte sandheden, og var ikke bange for at sige den klart og tydeligt. Heller ikke selvom det flere gange betød at Hans popularitet mindskedes.
Aaarh ikke sandheden, ikke sandheden
Men farisæerne brød sig ikke om at høre sandheden, selvom de hårdnakket påstod at de efterlevede den. Dermed ser vi endnu engang at hykleri var en markant del af farisæernes væsen. Hykleriet bestod for en stor del i, at de godt kendte sandheden, men havde afvist den i deres hjerte, samtidig med at de forsøgte at vise at de fulgte den i deres ydre. Et sted hvor det bliver beskrevet er i Lukas 7.30 hvor der står:
“Men farisæerne og de lovkyndige forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham (Johannes Døberen. red.).”
De forkastede Guds plan skriver Lukas, og det skal forstås helt bogstaveligt. Når man forkaster Guds plan så ved man også hvad det er man forkaster. Der står ikke at det var Gud der forkastede farisæerne, nej det var farisæerne der sagde nej til den plan Gud havde vist dem. Og når der står at det var Guds plan de forkastede, så er det fordi de godt vidste at det ikke var Johannes Døberens personlige plan de sagde nej til. Nej, de vidste godt at det var Gud der kaldte på dem, og dermed også at det var Guds plan de sagde nej til.
Her viste farisæerne at de ikke er så forskellige fra andre mennesker som de ellers forsøgte at være. Når Gud kaldte på dem, så sagde de nej. Hvilket desværre er noget rigtig mange mennesker gør. Og sandheden er at vi mennesker godt ved når det er Gud der kalder. Det kan godt være at vi forsøger at bilde os selv ind at det bare er tanker, eller et eller andet vi ikke forstår. Jeg husker jeg kendte en ateist som Gud meget tydeligt kaldte på. Jeg kunne tydeligt høre og mærke på personen at her var der et menneske som Gud meget klart kaldte på, men som valgte at overhøre kaldet. Fuldstændig ligesom de farisæere Jesus omtalte. Men når Gud har kaldt på en hvadenten man er ateist eller farisæer, så ved man også at det var det der skete.
Ingen undskyldning
Det er en af årsagerne til at mange mennesker ingen undskyldning har overfor Gud, når de skal stå foran Ham på dommens dag. Den dag vil de ikke kunne sige, “jamen jeg vidste jo ikke du fandtes” for de har jo oplevet at Han har kaldt på dem. De vil heller ikke kunne sige at “Men jeg levede jo et religiøst liv”, for det var ikke det liv Gud kaldte dem til. Gud kaldte dem til et liv hvor de tilhørte Ham og ikke dem selv. Han kaldte dem til at liv i Hans nærhed, og ikke et liv hvor Gud fik lov at leve i deres nærhed, hvor det var dem der selv styrede deres liv.
Farisæerne sagde nej til Guds plan, og det vil de moderne farisæere også gøre i dag. De kan påstå at de kender Guds ord, og at de følger det. Men de vil ikke omvende sig fra deres egne liv og leve det liv som Gud har forberedt til dem. Et liv hvor det ikke handler om at blive set af mennesker i en religiøs tjeneste, men om at tjene Gud med det Han sætter en til, til Guds ære, og ikke en selv!
