Categories
Evangelisation Hvem er Gud? Omvendelse Prædikener Synd

Podcast: Juleevangeliet i Anden Samuelsbog

Søndag den 23 december, valgte jeg at holde en lille pause fra min gennemgang af Mattæusevangeliet. Det blev en noget anderledes vinkel på juleevangeliet end normalt, men en vinkel som er vigtig og rigtig at have med. For her får vi både gjort op med den lille (eller store) farisæer som boer inde i os mennesker, en del af os som ikke må få magt over os. Men jeg gør også op med vores lidt for perfekte billeder af folk som kong David. Jeg vil vise nogen af de sider af David som vi ikke taler så meget om, og konsekvenserne af disse sider. Men også vise hvad det var der alligevel gjorde at han var en mand efter Guds hjerte. Han havde en søn der hed Absalom, som gik hen og blev en af de farligste fjender for David. Men Absalom endte sit liv på en ynkelig og trist måde, eftet at have gjort oprør imod sin egen far, og spredt uretfærdighed.


Men hvad har Absaloms liv og død at gøre med julens budskab? Det vil jeg komme ind på i denne noget anderledes juleprædiken. De to første vers jeg læser op fik jeg ikke lige med på optagelsen. Men hvis du vil følge med er det fra Anden Samuelsbog 18.1-17.

Glædelig og velsignet jul fra mig her Omvendelse.dk. Håber denne prædike også vil være til glæde og opbyggelse for dig.

Categories
Evangelisation Omvendelse Overfladisk kristendom Synd videoer

Ray Comfort viser hvad vi kan lære af John Lennon

For nogle år siden, dukkede der en masse små reklamer op på kristelige hjemmesider, for links som påstod at John Lennon var frelst og var hjemme hos Herren. Hver eneste gang jeg så sådan en reklame var jeg meget tæt på at hamre mit hoved hårdt ned i bordet. For hvad er det dog for noget at spilde sin tid på. Hvorfor er det mere vigtigt for nogen at “vide” eller “håbe” at en mand der levede et ukristeligt liv som John Lennon, angiveligt skulle være i Himlen? Er det da ikke mere vigtigt at prædike evangeliet for dem der stadig lever, end at bekymre sig om dem der allerede er døde? Dem der er døde kan vi jo ikke nå, men dem der lever kan vi stadig give evangeliet.

John Lennon i Ray Comforts hænder
Så ja, jeg har været godt og grundig træt af at disse påstande, som har langt mere til fælles med konspirationsteorier, end de har med sand kristendom at gøre. Men hvad sker der når evangelisten Ray Comfort tager fat om John Lennon? Sidste år lavede Ray Comfort 180 the movie (den kan du se på dette link: https://sand.omvendelse.dk/det-vi-danskere-ikke-laengere-vil-snakke-om-3664.htm). En film om abortproblematikken som han brugte usædvanligt godt til at prædike evangeliet. Den kom der masser af debat ud af. I år har han så lavet en film, hvor han tager udgangspunkt i John Lennons liv, og bruger det til at vise hvorfor vi er nødt til at prædike evangeliet klart og tydeligt. Han får folk til at indse deres værste synder, og at de virkelig har brug for en frelser. Det gør han uden at gøre ham selv bedre end andre. Men som en der vil nå folk med et evangelium der giver mening. Denne film må du bare se. Hvordan man kan bruge et ikon som John Lennon uden at gå på kompromis med sandheden viser Ray Comfort på en måde som ærer Gud, og peger på det Jesus Kristus gjorde på korset for væres skyld.

Categories
Evig dom Hvem er Gud? Kirke Korset Omvendelse Synd Troens forsvar

Hvad er evangeliet?

Evangeliet er verdens vigtigste budskab, da dette budskab kan ændre et menneskes retning fra evig fortabelse i Helvede til evigt liv hos Gud i Himlen. Derfor er det også vigtigt at få evangeliet formuleret så det er bibelsk korrekt og forståeligt. En forkert beskrivelse af evangeliet kan få skæbnesvangre konsekvenser, da det kan betyde at folk bygger deres liv på en forkert forståelse. Men hvad er det så som er vigtigt at have med i en præstentation af evangeliet? Det vil jeg svare på i dette indlæg, men læg særlig mærke til slutningen også, for at undgå misforståelser omkring hvad evangeliet mindst skal indeholde. For der har jeg en vigtig opsamling.

Fem elementer bør være naturlige og centrale i evangeliets forkyndelse. Hvis man tager en af dem ud, og aldrig prædiker over den, så har man et ufuldstændigt evangelium.

  1. Gud er en Hellig og retfærdig Gud. En beskrivelse af Gud som ikke kun siger ”Gud er kærlighed”, men også peger på de andre sider af Guds karakter. At vide at Gud er Hellig og retfærdig, er vigtigt for at kunne forstå de næste to punkter. At Gud er retfærdig betyder at Han er nødt til at dømme uretfærdighed, da Han også er dommer. At Gud er Hellig betyder at Han ikke tåler synd, og at vi derfor ikke kan komme til Gud pga vores synd.
    ”De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed.” Rom 10.3.
    ”Dette siger Gud Herren: Jeg kommer over dig, Sidon, jeg viser min herlighed på dig.
    Så skal de forstå, at jeg er Herren, når jeg bringer straf over dig og viser min hellighed på dig.” Ez 28.22.
  2. Mennesket er syndigt og er ikke i stand til i egen kraft at blive god nok i Guds øjne. En ting er at man taler om synd, men mange prædikanter minimerer syndens konsekvenser, og gør dermed den fejl at folk ikke kan se hvorfor de har brug for at omvende sig. For hvis synd ikke betyder så meget, så er det sikkert ikke så galt. Derfor er det vigtigt at vise hvorfor synd er alvorligt i Guds øjne og fordi vi skal stå til regnskab overfor Gud, har vi grund til selv at tage synd alvorligt, og erkende at vi er skyldige.
    ”For alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” Rom 3.23.
    ”Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.” Første mosebog 6.5.
  3. Gud vil dømme en dag dømme alle døde og levende. En dag kommer dommens dag, og det er interessant at læse forkyndelsen fra folk som Johannes Døberen, Jesus selv og Paulus. For i deres forkyndelse er den dom central i forkyndelsen. Selv da Paulus står foran Felix og er i fangenskab advarer han også imod den kommende dom.
    ”Men da Paulus begyndte at tale om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Felix bange og afbrød: »Nu er det nok, du kan gå! Når jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig.«” Ap.g. 24.25.
    Paulus var mere interesseret i at give Felix hele evangeliet, end et halvt evangelium, selvom han godt vidste at det at tale om den kommende dom, kunne betyde at Felix ikke ville høre mere. Jesus var for resten den i bibelen, der advarede mest imod den kommende dom, og viste betydningen af dette. Hvis vi læser brevene i det nye testamente ser vi også at Jesus ikke kun er frelser, men også dommer.
    ” Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige” Anden Timotheus 4.1.
  4. Nødvendigheden af Jesu stedfortrædende død. At Jesus tog på sig den vrede, den straf som ellers ville blive sonet af mennesket selv, er kolossal vigtig. Hvis ikke man forstår hvorfor Jesus døde på det kors, så har man ikke forstået evangeliet. Hvis man påstår at Jesu død på korset bare var symbolsk, eller viser at vi skal igennem hårde ting, før vi får succes eller lignende fortolkninger, så er det ikke evangeliet man har hørt. Jesus Kristus blev knust af Guds selv, for at vi kunne undgå den straf som vi ellers skulle have. En straf som er retfærdig vel at mærke fordi vi ifølge punkt 3 er forbrydere der har overtrådt Guds hellige lov.
    ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.” Esajas 53.5.
  5. Kaldet til omvendelse. Som Peter afslutter sin pinseprædiken med, så skal vi omvende os for at få del i Guds nåde som Han giver til enhver der omvender sig til Ham.
    ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.” Ap.g. 2.38.
    Omvendelsesbudskabet er ligeså centralt som de fire andre punkter, for hvis man nøjes med de fire første, og ikke bliver omvendt, så er man ikke født på ny. Samtidig er der ikke nogen grund til at omvende sig hvis man ikke har hørt de første fire punkter. Det også interessant at iagttage at ifølge Mattæus og Markus så er det budskab Jesus starter sin tjeneste med, netop ”Omvend jer for Himmeriget er kommet nær”.

Det store spørgsmål er så: Er det nødvendigt at komme ind på alle fem punkter i en prædiken? Nej, det er det ikke. Vi ser heller ikke i det nye testamente at alle fem punkter er til stede hver gang. Men vi ser til gengæld at alle fem punkter er helt naturlige og ganske centrale i bibelen.  Netop fordi de er naturlige og centrale for den forkyndelse vi finder i bibelen, skal kirken i dag også have disse elementer som helt normale elementer i forkyndelsen. Nogen gange kommer man til at fokusere mere på nogen af elementerne, og andre gange de andre. Men hvis der er nogen af dem som man nærmest ikke kommer ind på, så har man at gøre med en mangelfuld forkyndelse af evangeliet.

Men hvad så med de kirker der aldrig taler om den kommende dom, eller ikke viser at synd er forbrydelse imod Gud, og at syndens løn er døden? Det spørgsmål kunne jeg forestille mig nogen komme med nu. Det er meget enkelt, de kirker prædiker ikke et tilfredsstillende evangelisk budskab, men noget der er udvandet og som ikke virker. Det samme er tilfældet for de kirker der ikke prædiker over Guds hellighed og retfærdighed, for det har ligeså stor betydning. Det betyder ikke at der så ikke kan være nogen der bliver frelst de steder. Det kan ske. Folk bliver nogen gange frelst i de mest elendige kirker. Men det skal jo ikke bruges som en undskyldning for at prædike dårligt. Det viser blot Guds storhed og magt. Men prøv at tænk på hvor mange flere der ville blive frelst hvis man faktisk prædikede et fuldt evangelium, fordi Guds velsignelse så ville være stærkere tilstede. Det kan godt være der ville komme færre i kirkerne (i første omgang), men det ville betyde at en langt større del af dem der kom, ville være kristne, og kom for at få et Guds ord. Og dertil ville de folk de så tog med i kirke, faktisk høre evangeliet, når de så kom. Ville det ikke være at foretrække fremfor den standard man har så mange steder i dag?

Categories
Bibelen Omvendelse podcast

Podcast: Jesu første og vigtigste budskab

I denne prædiken taler jeg over skriftstedet Mattæus 4.12-17. Her hører vi at Johannes Døberen er sat i fængsel, og at Jesus starter sin tjeneste. Hvorfor Johannes Døberen blev sat i fængsel, og hvorfor det er vigtigt vi prædiker det samme som Jesus, er hvad jeg kommer ind på i denne prædiken som jeg holdt i sidste søndag.

 

Categories
Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne Omvendelse Prædikener Synd

Satirenyhed: Frikirkenet inviterer Paul Washer til deres lederkonference

Satirenyheder som ikke er sande, men som vi ville ønske var virkelige.

Frikirkenets hovedbestyrelse har overraskende meldt ud siden den lederkonference de holdt i forrige weekend, at de har fejlet fuldstændig, og derfor lægger deres linie fuldstændig om. Derfor har man nu inviteret Paul Washer til deres næste lederkonference som foregår i marts 2013. Formand for Frikirkenet Lars Bo Olesen udtaler: ”At invitere Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt var en kæmpefejltagelse. Nogen af de andre ledere kiggede i deres bibler, under den undervisning vi fik fra Paul Scanlon. De fandt ud af at intet af det han sagde havde bibelsk indhold. Det handlede slet ikke om Jesus, men om Paul Scanlon selv. Det snakkede vi lidt om i ledergruppen, og håbede Niels Christian Hvidts undervisning ville være bedre. Men så kom Tonny Jacobsen (den forrige formand) til at sige at Niels Christian jo var romersk katolsk, og dermed tilhørte et kirkesamfund hvor man skal gøre sig fortjent til frelsen, og hvor man stadig tror på at kristne kommer i skærsilden før de kan komme i himlen, foruden en masse andre underlige ting som tilbedelse af døde mennesker kaldet helgener m.m. Da vi hørte det, måtte vi simpelthen bare erkende, at den slags kunne vi da ikke udsætte kirkeledere for.”

Frikirkenet logo

 

Sendt hjem med fly
Det endte med at ledergruppen tog den ifølge nogen voldsomme beslutning, at sende både Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt tilbage med det første fly, og aflyse resten af deres møderække. I stedet blev det til bøn og faste for dem der var kommet til lederkonferencen. Gert Bjørsted siger om hans oplevelse: ”Efter at have bedt og fastet en halv dag, var der en der rejste sig og sagde at det vi havde gjort forkert, var at vi havde glemt at søge Gud i bibelen, og glemt hvad klassisk historisk kristendom er. Vi havde søgt alle mulige andre steder som lød spændende, men som havde vist sig bare at være tomme sæbebobler. De så flotte ud med fede farver, men var tomme indeni.”

Guds mobiltelefon i køkkenet
Men hvordan ideen med at invitere Paul Washer så kom på banen var en noget speciel historie. For mens en af pastorerne som havde lidt svært ved at holde fasten, var ovre i køkkenet for i smug at få lidt mad (hans kirke havde trods alt betalt for at han fik mad på konferencen tænkte han) ringede en af køkkenpersonalets mobiltelefoner. Men ringetonen var en han aldrig havde hørt før. Den var nemlig indledningen fra en af Paul Washers berømte omvendelsesprædikener som starter med: ”I’m going to preach a message tonight that has angered many, many, many churchmen.” Et eller andet gjorde bare at han måtte finde ud af hvem det var der sagde dette, og hvad var det dog for et budskab man kunne starte med at sige på den måde. Efter at have set videoen på youtube, kom han i rimelig rystet tilstand tilbage til de andre der stadig sad i bøn og faste, og fortalte dem hvad han havde set. Lars Bo Olesen, sagde at de skulle få videoen op på storskærmen og se den sammen. Måske var der noget i dette som var fra Gud, og som de kunne lære noget af.

Grædende præster
Mikael Schlosser fra pinsekirken i Vejle fortæller: “Efter at have set den video var det som at blive ramt af en lastbil, altså på en god måde. Flere af os græd over vores egen synd, og andre sad og var helt målløse over at indse at den forkyndelse som Paul Washer havde givet, var en forkyndelse som var så markant anderledes end alt det som kirken ellers stod for i dag. Men de kunne tydeligt se at den var bibelsk, den var korrekt, og at det var den form for forkyndelse man var nødt til at gå tilbage til. Der var godt nok også nogen som gik udenfor i arrigskab over at høre evangeliet forkyndt så tydeligt, for hvem ville dog høre på den slags spurgte de om.”

Lars Bo Olesen sluttede af med at sige, at ”årsagen til at vi inviterer Paul Washer, er at vi må lære hvordan vi kommer tilbage til den nytestamentlige forkyndelse, og vi kan se at Paul Washer er en mand som har betalt prisen for dette, og er kompromisløs i hans måde at prædike det bibelske budskab på. Men det giver mening når man hører ham. Det gør ondt i ens kød, men det har vi sikkert kun godt af.” Til spørgsmålet om han ikke er bange for at nogen i kirkerne vil stoppe med at komme, hvis det bliver den form for forkyndelse der finder sted, svarer Lars Bo: “Jo, det er jeg ganske sikker på vil ske. Men det er vigtigere at Guds ord bliver forkyndt for dem der vil høre Guds ord, end at forkynde noget der ikke er Guds ord for nogen der ikke er interesseret i Guds ord.”

Splittelse?
Der går dog rygter om at invitationen af Paul Washer og aflysningen af møderne med Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt har medført utilfredshed hos nogen af Frikirkenets medlemmer. Særlig nogen af lovsangslederne har udtrykt bekymring for om det kan medføre at de mister deres tjenester, og ved ikke hvor de så skal bruge deres musikalske talenter. Det skyldes at nogen mener at have hørt Paul Washer ikke er den store lovsangsfan, men det er muligvis bare rygter. Lars Bo Olesen ville ikke udtale sig om muligheden for at dette kunne medføre en splittelse af Frikirkenet, da han ønsker at se tiden an.

Du kan se og høre den prædiken som man kunne ønske de havde set hos Frikirkenets lederkonference her nedenunder.

Categories
Evig dom Omvendelse

Hvad med den anden røver på Golgata?

Da Jesus blev korsfæstet blev han sat mellem to røvere. Den ene havde gudsfrygt og omvendte sig på korset. Det var til ham at Jesus sagde:

“Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” Lukas 23.43

Den anden derimod hånede Jesus. På et tidspunkt hvor han var sikker på at han snart skulle dø, valgte han at håne Guds hellige enbårne Søn. Det gjorde han istedet for at erkende at han havde brug for at få sin sag i orden med Gud. Da han døde og slog sine øjne op i dødsriget, eller Helvede som det også kaldes, må det have været, og stadig være helt forfærdeligt at tænke på for ham, hvor tæt han var på frelseren. Tænk at vågne op i Helvede og finde ud af at den eneste der overhovedet havde mulighed for at redde ham fra det sted, det var den selvsamme mand som han hånede da han selv led døden på et kors. Så tæt på var han, og dog så langt fra.

Røveren på korset

Gråd og tænderskæren
Helvede er det sted som Jesus omtaler som stedet hvor der er gråd og tænderskæren. At det netop er gråd og tænderskæren som høres i Helvede, viser os hvad det er for en mental tilstand folk er i der. Det er en tilstand af frustration og fortvivlelse. De græder over deres dom, over deres smerte, og skærer tinder i anger over alle de gange som de fik mulighed for at omvende sig. Disse to finder vi når folk er i frustration og fortvivlelse. For der tænker de på alle de gange som Gud kaldte på dem, og de sagde nej. Helvede er stedet uden håb, men hvor det samtidig vil stå soleklart alle de gange man havde mulighed for at omvende sig. Alle de gange hvor Gud viste at Han ikke ønskede at sende dem derhen, men ville gøre det, hvis de ikke modtog Hans retfærdighed i Kristus Jesus.

Hvor lang tid endnu?
Sådan har røveren som hånede Jesus haft det i snart 2000 år nu, og det vil fortsætte 2000 år mere, og efter dem vil det bare fortsætte og fortsætte og fortsætte. I al den tid vil han græde og skære sine tænder i fortvivlelse og frustration over at HAN JO VAR DER SELV. Han så Ham dø, han hørte Ham tale, han så Guds egen søn blive knust på korset af Guds vrede, og det rørte ham ikke. Han tog ikke imod muligheden for omvendelse, da han endelig stod med den. Det vil han bruge evigheden på at blive mindet om. Den anden røver, fandt evigt liv hos Gud i Jesus. Han tog imod Guds nåde, da han havde muligheden. Begge oplevede de Jesus, men kun en af dem modtog den gave som Han havde til dem. En tog imod den med glæde, og er i dag hos Jesus. Den anden græder og skærer sine tænder i dag, fordi han ikke tog imod den. Der er to udgange fra dette liv, et til evigt liv hos Gud, og et til evig fortabelse. Det allervigtigste for et menneske er at finde ud af hvor man er på vej hen, så man kan nå at skifte retning i fald man ikke tilhører Jesus Kristus.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Omvendelse

Forstår vi hvad Jesus siger om sig selv?

Når man læser i bibelen, kan man nogen gange komme til at overse hvordan det man læser ville blive forstået dengang det blev sagt. Fordi vi er så vant til enten at læse det (at vi overser det), eller fordi vi læser det i en dansk nutidig kulturs kontekst som giver en anden forståelse end den oprindelige. Men hvis vi læser det Jesus siger i en jødisk mellemøstlig kontekst, så åbner bibelen sig op på en fantastisk måde, og vores billede af hvem Jesus er, kan blive endnu mere klart og tydeligt. Mange folk har svært eksempelvis svært ved at forstå at Jesus virkelig skulle være Gud der blev menneske. Det er der ellers flere ting der tydeligt viser i bibelen (her er et enkelt link med et eksempel: https://sand.omvendelse.dk/hvorfor-er-det-vigtigt-at-jesus-er-gud-29.htm), men der er også flere steder hvor det bliver sagt ret direkte af Jesus, men hvor vi måske har en tendens til at overse hvor voldsomme og klare Jesus udmeldinger ville blive forstået i den tids jødiske samfund.

Har du nogen sinde tænkt på hvordan en jøde ville opfatte det hvis en kom og sagde ”Jeg er sandheden”? Jesus nøjedes ikke med det, men sagde aftenen før han blev arresteret til sine disciple:

”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Johannes 14.6

Umiddelbart kan man her komme til at nøjes med at tænke, at vi skal først til Jesus før vi kan komme til Gud. Men det han reelt set siger er at Han er Gud. Og det gør han i og med at Han siger JEG ER. Første gang vi oplever Gud sige Jeg er, er dengang Moses møder Gud på Horebs bjerg. Der spurgte Moses hvad han skulle sige til jøderne. Guds svar var ” Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”. Så Gud kalder sig selv ”Jeg Er”. Senerehen får vi så de ti bud, hvor en af budene er at man ikke må misbruge Guds navn. Det har jøderne taget så alvorligt at for at undgå at misbruge Guds navn, så bruger man ikke de to ord sat sammen sådan. Man siger ikke ”Jeg Er”. For det kunne være misbrug af Guds navn. Det tager ortodokse jøder så alvorligt at når de læser op af bibelen i synagogen og når til Moses møde med Gud på Horebs bjerg, så er de stille der hvor der står ”Jeg Er” og springer det på en måde over, men gør samtidig, på deres egen måde, opmærksom på det står der. Men at sige det, gør man ikke. Hvad hvis man ikke sagde det ordentligt, eller gjorde det med synd i hjertet, så har man jo misbrugt Guds navn. Noget som man tog meget alvorligt dengang, og kunne medføre stening.

Så kommer Jesus og siger ”Jeg er vejen og sandheden og livet”. Ikke blot siger Han Guds navn, og dermed gør Ham selv til Gud, Han siger også at Han er den sande Gud. For kun den sande Gud, kan være vejen, sandheden og livet. Et menneske alene ville ikke være istand til dette, hvilket er værd at tage en tænkepause over.

Alt dette sidder Jesu disciple og hører på under påskemåltidet med Ham. Nogen af dem må være ganske overvældede over denne udtalelse, selv efter at have gået sammen med Ham så lang tid. Men ikke en af dem modsiger Jesus her. De har efterhånden fundet ud af at Jesus var mere end et menneske, og meget mere end bare en politisk, eller filosofisk karismatisk person. Nej, her var der tale om noget der var større end det. Det gav ovenikøbet mening at Han var Gud selv der var blevet menneske, selvom de ikke lige fattede endnu hvorfor Han skulle dø på korset.

Den Gud der havde omtalt sig selv, som ”Jeg Er” var nu kommet ned til os der var faret vild som får uden hyrde, og proklameret at Han Er, og ikke nok med det. Han vil ikke nøjes med at vise os vejen, sandheden og livet. Han er selve vejen, sandheden og livet.

Kender du Ham, og går du på Hans vej? Har du givet dit liv til Ham, og omvendt dig fra dig selv? Er du skjult i Ham så dommen ikke skal ramme dig på dommens dag? Ellers er det stadig nådens tid. Han kom for at frelse syndere, og lade dem finde hvile og fred og liv i Ham. Den hvile, fred og det liv er stadig tilgængeligt, hvis du vil erkende dit behov for Ham som søgte dig, selvom du ikke søgte Ham.

Categories
Livet som kristen Mirakler Omvendelse

Den lamme søgte helbredelse, men Jesus søgte den lamme

I Johannes femte kapitel står der at Jesus gik ind til Bethesda dam. Der lå der mange syge og ventede på at en engel skulle skabe røre i vandet. For den første der nåede ned til vandet sagde man blev rask.Der ligger der så en lam mand som havde ligget der i lang tid og ventet på at blive rask. Manden søgte ikke Gud. Han søgte helbredelse. Han lå der i håbet om at en dag kunne han blive rask og leve et normalt liv, og så istedet for kun at få helbredelse fik han Jesus.
Jesus var kommet derind for at give helbredelse og det evige liv til ham. Senere hen i historien ser vi jo at Jesus siger til ham at han ikke skal leve i synd mere fordi der er noget der er vigtigere end blot en helbredelse.
To ting som jeg har svært ved at ignorere i denne historie om Jesus, er dels at det kun var den lamme mand som Jesus henvendte sig til, selvom der lå mange andre syge ved det samme sted. Af årsager vi ikke ved om blev det ham og ikke de andre der fik mødet med Jesus. Jesus havde udvalgt ham og vi ved ikke hvorfor. For det andet fik han så meget mere end det han havde håbet på. Han søgte kun helbredelse, og forståeligt nok rent menneskeligt set. For han havde været syg i 38 år og var givetvis træt af det. Men Jesus har noget der er langt vigtigere og større end helbredelse. Han har evigt liv til dem som vil omvende sig til Ham, og budskabet om omvendelse fra synd var naturligt integreret i Jesu forkyndelse. Han nøjedes ikke med at prædike frynsegoder, men gav folk hele evangeliet. Det samme skal vi gøre. Vi skal ikke nøjes med at fortælle folk at Jesus kan give dem bedre ægteskaber, bedre økonomi, helse og hvad vi ellers kan finde på at bruge som lokkemad, noget som vi ikke er blevet bedt af Gud om at gøre. Vi er blevet befalet at give evangeliet om omvendelse fra synd til Jesus Kristus til folk som ikke søger Ham, men blot søger ting der er til gavn for dem selv. Gud søger mennesker som ikke søger Ham, og Han bruger kristne til at give folk budskabet som kan redde os fra fortabelsen og give os evigt liv i Himlen. Det er også det præster er kaldet til at prædike, og de præster der mener det er noget andet de skal prædike, har misforstået deres præstegerning. Jesus gav hele evangeliet, Paulus og de andre apostle gav hele evangeliet. Og os der følger i deres spor skal også prædike hele evangeliet, og give folk det som de ikke havde søgt, men har brug for at høre!

Categories
Hvem er Gud? Kirke Korset Livet som kristen Omvendelse Synd

Gud skal ikke fremstå som en dårlig Far

En dårlig far, er en far som ikke tage sig af sine børn, og heller ikke opdrager sine børn, men lader dem passe sig selv, og leve deres eget liv. Hvad ville du egentlig sige til, hvis en familie nær dig havde teenagebørn der opførte sig sådan her:
Børnene ville vise sig at være ret oprørske teenagere. De går meget i byen. De kommer meget sent hjem. Nogle gange først om morgenen. Det er tydeligt at de har drukket alkohol i mængder der ikke er tilrådelige. De har taget stoffer som ikke er lovlige. De har ladet sig misbruge, og selv misbrugt andre.

Hvad ville du tænke om de forældre der havde disse børn? De fleste ville tænke at de var dårlige opdragere, og man ville anse faren for at være en dårlig far, eftersom han ikke har vist sig i stand til at give børnene noget at leve for, eller givet dem evne til at leve et nogenlunde civiliseret liv.

Man ville måske kunne iagttage at faren ingenting sagde til dem. Men at han i stedet for lod stå til. Han ville spise sammen med dem, tale med dem, køre dem i skole, og hvad man ellers gør som forældre til teenagebørn. Men han ville ikke gøre noget ved deres syndige adfærd, på trods af at de boede hjemme og var under hans tag, og dermed stadig var hans ansvar. Hvad tror du naboerne ville sige om en sådan far? Det ville ikke være positive ting der ville blive sagt.
Ville folk ikke tale om ham, som en dårlig far? Ville han ikke blive omtalt som ham der ikke har styr på sine børn. Når man så hans børn nede i byen ville man omtale dem som: ”Åh det er også børnene til ham den dårlige far, at han ikke skammer sig over at have sådan nogen børn”. Hvor til andre ville svare; ”Jamen, hvad kan man forvente af børnene med en far som ikke irettesætter sine børn?”

Ja, sådanne fædre findes der jo, det vil der desværre altid gøre. Der er fædre der er mere eller mindre ligeglade med deres børn, hvilket deres opdragelse eller mangel på samme viser. Men hvorfor tror nogle folk så at Gud er ligeglad med hvordan Hans børn opfører sig, og hvad medfører det af konsekvenser?

Wanted: Kirkedisciplin!
For i mange kirker accepterer man i dag at menighedens medlemmer lever i synd. Der er ikke nogen der påtaler det, man synes ikke at man har ret til at blande sig i andres liv, selvom bibelen taler om kirkedisciplin. Man undskylder sig med at de jo er kristne, for de har jo “bedt Jesus om at komme ind i deres hjerte”, hvilket nok er den dummeste undskyldning for at kunne acceptere synd. Specielt fordi bibelen ikke siger noget om at man bliver frelst ved at bede Jesus om at komme ind i sit hjerte. Man siger måske; de er jo i en proces. Men hvor er omvendelsen spørger jeg. For uden omvendelse kan vi slet ikke se Guds rige.

Hvorfor ønsker nogle kristne at gøre Gud til en dårlig far, som bare accepterer at hans børn skulle leve i synd. Det er ikke bibelsk kristendom. Jeg fik engang en kommentar fra en der skrev, at vi prædiker nåden som om at vi har fået nåde til at synde. Hvad jeg måtte give hende ret i at vi gør. Men det har bare aldrig været Guds vilje at vi fik nåde til at leve som om synden ikke gør noget. Det er istedet Guds vilje at gøre os fri fra synden. For en god far ønsker at hans børn skal leve ordentligt, og han vil også sige noget til dem hvis de er kommet på vildspor. Det gør Gud også overfor Hans børn.

“for Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af.” Ordspr. 3.12

Så lad os prædike Gud som en god Far, ikke som en dårlig. Dels fordi vi ikke skal give de ikke-troende en forkert anledning til at tale dårligt om os, og det er altså noget verden lægger mærke til, om de kristne lever som omvendte kristne, eller lever som verden gør. For det er et dårligt vidnesbyrd for kirken til denne verden.
Men den vigtigste grund til at vi med vore liv, og som kirke prædiker og viser Gud som en god Far er, at vi ønsker at ære Gud med vores liv, og vise Ham tak for Hans frelse til os, der er Hans børn. Så vi også viser respekt for det store offer Jesus var da Han udgød sit blod for os, og betalte vore synder.

Categories
Bibelen Brevkassen Omvendelse Overfladisk kristendom podcast Prædikener

Podcast: Kaldet eller udvalgt

Et af de store spørgsmål folk kan snakke meget om, er forskellen på om man er kaldet eller udvalgt. Jeg har hørt folk tale om dette emne mange gange, og i lang tid. Men hvor er det dog befriende at gå til Guds ord istedet og finde ud af hvad Jesus selv siger om det emne. For som den gode gamle bibelforståelsesregel siger “kontekst, kontekst, kontekst”. Derfor har jeg i denne prædiken jeg holdt for en tre år siden, valgt at kigge på hvad er det for en kontekst Jesus taler om dette emne i, for kunne det ikke give os svar på hvad Han mener? Og det er ganske vigtigt at vide, for det har stor betydning at finde ud af om man kun er kaldet, eller udvalgt. Se den på video, eller download den som mp3.