Category: Livet som kristen

Jeg er nogen gange sammen med en gruppe af kristne fra forskellige retninger. Når vi mødes er det en sand velsignelse at være sammen. For der er noget vi har tilfælles. Vi har en brand efter at få evangeliet ud, og har alle et ønske om at kirken må vende tilbage til den sunde lære. Dertil er vi også enige om doktrinerne. De doktriner kan du læse i trosbekendelsensmenuen ovenfor.

Men når det er sagt, så har vi også mange ting som vi kan være uenige om. Vi har ikke alle den samme forståelse af bortrykkelsen, vi kan være uenige om hvordan man skal forholde sig til forbøn i kirken, og vores forståelse af tungetale og profeti kan også afvige fra hinanden. Men det er uenigheder der er plads til. Vi bliver ikke vrede og irriterede over hinanden pga disse uenigheder. Hvorfor så ikke det? Jo vi kan se at der er vigtigere ting at kæmpe for, og disse ting er vi enige om. Vi er enige om at doktrinerne står fast, fordi de står klart og tydeligt i bibelen i forvejen. De ting som ikke nødvendigvis står så klart, er ikke noget vi gør et stort nummer ud af. Selvom vi der kan have vores forskellige meninger.

Hvor er det rart at kunne være sammen med sådanne mennesker. Der oplever jeg Guds nærhed, i en meget større grad end nogen der har været til fornyelseskonferencer og mirakelmøder. For der er jeg sammen med folk der ønsker at tale om Gud, og vil tale om Hans ord, om Hans storhed og kærlighed til os.

Hvis du ikke har hørt om Dr. Albert Mohler, også kendt som Al Mohler. Så vil jeg lige kort fortælle om ham her. Al Mohler er leder af Sydstatsbaptisterne i USA, og har flere ledende roller der. Han blev bl.a. kendt for at rydde ud blandt liberalteologerne hos sydstatsbaptisterne, og har ført rigtig meget af kirken tilbage til den sunde lære. Han turde sige hvad der var godt, og hvad der var skidt. Samtidig turde han også gøre noget ved det.

Når man hører manden, så bliver man hurtigt overbevist om at denne mand kender sin bibel, og forstår at bruge den ordentligt. Men der er særlig en ting, som Mohler har, som jeg ikke har i samme grad. Han kan sige de skarpeste, og klareste bibelske ting, på en usædvanlig flink måde. Det er meget svært at blive sur på denne mand, selvom jeg ved der er nogen der er det. Jeg ville ønske jeg kunne sige tingene ligeså pænt og rart som han kan. Han virker ikke spor provokerende, men istedetfor meget behagelig.

Det kunne jeg tænke mig var noget der også i større grad gjaldt mig. For så var der nok ikke så mange der blev sure og vrede på mig, fordi jeg skriver om det jeg gør. Men på den anden side, der var også folk i bibelens tid som kunne forkynde på måder, som var ret ligefremme i deres udtryk. Se blot profeten Elias, fåreavleren Amos, eller apostlen Peter. Så hvis de kunne, så kan jeg vel også. Vi har fået forskellige personligheder, og vi har forskellige måder at gøre tingene på. At du ikke lige taler og skriver på en bestemt måde, behøver ikke betyde at du er uegnet til tjeneste for Herren. Tag eksempelvis min kone, hun kan tale med folk om Gud, som jeg kan have meget svært at tale med om det samme. Pga at hun har en anden personlighed. Så er der nogen som jeg kan tale med om Gud, som min kone ikke ville være så god til at tale med. Vi har forskellige måder at gøre det på, og kan nå forskellige personer. Men hvad vi end gør, så lad os gøre det på bibelsk grundlag. Så det er Guds klare ord vi formidler til andre.

Har du lyst til at høre et radioprogram med Al Mohler, hvor han afslører Joel Osteen som en vranglærer, så hør nedenstående podcast. Det er rigtig god undervisning, og det bliver sagt på den sædvanlige flinke og behagelig måde som er kendetegnende for Al. Enjoy.

Ja undskyld, jeg kommer ind på det her emne. For jeg er jo allerede gift. Men lad mig prøve at forklare hvad der er vigtigt. Alt for mange kigger efter en der er smuk, en der er sjov, eller spændende at være sammen med. Og ja det er ganske udemærkede kvaliteter ved en man ønsker at dele resten af sit liv med. Men det er ikke noget man kan bygge ens forhold på. Hvorfor så ikke det?

For det første kan man ikke bygge et forhold på at ens ægtefælle er smuk. For hvad nu hvis der engang kommer en der er smukkere forbi din vej? Og tro mig, det vil der gøre. Selv hvis du er gift med den smukkeste der overhovedet findes, så vil hun/han blive gammel og dermed vil skønheden forfalde. Og så vil det være nemt at se andre som er smukkere. Så nej det kan man ikke bygge på.

For det andet kan jeg heller ikke bygge et forhold på at min ægtefælle er sjov. Hvorfor så ikke det? Jo fordi du på et tidspunkt vil blive træt af din ægtefælles humor, for du har hørt de samme bemærkninger til bevidstløshed. Og igen, kan du risikere at der vil komme en forbi der er sjovere end din ægtefælle, på det tidspunkt. Så derfor kan du ikke bygge dit forhold på det. På fuldstændig samme måde, vil et forhold der bygger på at din ægtefælle er spændende, ikke have styrken til at kunne holde resten af livet. For man bliver også træt af spænding. Rutchebanen i Tivoli er faktisk ikke så spændende den tiende gang i træk du prøver den. Tro mig, jeg har prøvet.

Men hvad skal jeg så kigge efter ved en kommende ægtefælle? Der må vel være noget. Lad os spørge historiens angiveligt klogeste mand, Kong Salomon. Han skriver i ordsprogene 31.30:

“Yndighed er bedrag, og skønhed er tomhed,
men en kvinde, der frygter Herren, skal berømmes.”

Nu står der godt nok kvinde, men jeg har ikke nogen problemer med at det også er vigtigt at manden frygter Herren. At blive gift med en der frygter Herren, det er et forhold der er værd at bygge på. For at frygte Herren er begyndelsen til visdom (ordsprogene 9.10), og det kræver visdom at være gift.

Det er ikke altid nemt at være gift. Det har jeg ikke nogen problemer i at sige her på nettet. For Gud har aldrig lovet os at ægteskabet skulle være nemt. Der vil være perioder hvor det er skønt at være gift, og der vil være perioder hvor det er svært at være to, og der vil være perioder hvor børnene bare kan skabe så meget irritation, at det forekommer meget svært at få tingene til at holde sammen. I sådanne situationer, er det vigtigere at frygte Herren, end i at søge sin egen lykke. Hvis det bare handler om at søge sin egen lykke, så får man det meget svært. For hvor er lykken henne, og hvad nu hvis der findes en bedre lykke et andet sted? Søgning efter lykke kan nemt blive en fælde. Men at frygte Herren betyder at jeg søger at gøre Hans vilje først, og sætter min egen vilje som ikke vigtig. Hvis jeg samtidig kan finde en ægtefælle som har den samme prioritet, så har jeg fundet lykken står der faktisk også i ordsprogene 18.22.

“Har man fundet en hustru, har man fundet lykke og opnået Herrens velbehag.”

Så hvis du er en af dem der søger en at dele livet sammen med, så søg først og fremmest efter en der frygter Herren. Lad alt det andet være sekundært. Hvis din ægtefælle viser sig at være smuk, så glæd dig over det. Hvis ikke, så betyder det ikke noget. Hvis din ægtefælle er sjov, så glæd dig over det. Hvis ikke så betyder det ikke noget. Men hvis din ægtefælle elsker og frygter Gud, så vid at du har fået en stor gave fra Ham.

Selvfølgelig er der også andre ting der skal falde i hak. Men hvis en kommende ægtefælle ikke har gudsfrygt, så lad det ikke blive din kommende ægtefælle, men find en anden. Jeg vil muligvis komme med et indlæg om hvordan vi skal forholde os, hvis vi er gift, og ægtefællen ikke har gudsfrygt. For det er jo nok ligeså vigtigt at komme ind på.

Alle laver fejl, og bare fordi man er en kristen kan man ikke sige sig fri for at fejle. Derfor vil det være muligt at se kristne og ikke kristne lave rimeligvis de samme fejl. Specielt hvis man tager øjebliksbilleder, sådan som jeg viste i indlægget i går. Men alligevel er der forskel på kristne, i forhold til dem der ikke er kristne. Det kan godt være at man ikke vil kunne se det med subjektive øjebliksfotos. Men hvis man tog en film af en overgiven kristen, og fulgte ham i en uge i døgndrift, så burde der vise sig nogle klare kendetegn.

Man burde se en der tog tid til at søge Gud i bøn. En der tog tid til at læse i Hans ord. En der når han havde vist sig at tage fejl, forsøgte at rette sine fejl. En der ikke løj for at sætte sig selv i et bedre lys. En der ikke lod sine øjne hvile for lang tid på andre kvinder.  Og nu skal jeg nok lade være med at farve mere på her. For vi ville nok også se en, der en travl dag ikke nåede at læse nok i sin bibel. Og også fejlede på nogle af de andre områder. Vi ville med andre ord se en der forsøgte at leve som sin frelser, men reelt set ikke var nogen supermand til det. Nogle vil nok være bedre til det end andre, uden at være perfekte, men man burde kunne se at her er en der har et forbillede, og det forbillede er Jesus.

Det er også derfor vi har fået betegnelsen kristen. Det var jo ikke de kristne selv der fandt på det, det var de ikke-troende. De kunne jo se på dem der havde valgt “vejen” som det hed dengang, at de forsøgte at være som Jesus. De lignede med andre ord små mini-Jesuser. At man dengang fik den betegnelse, burde være en opmuntring til at leve som Jesus også i dag.

De af læserne der har samme alder som mig og lidt til måske, kan muligvis huske det gamle MAD-magasin. En satiretegneserie for pseudointellektuelle. Jeg var en af dem. I det magasin var værten en grim dreng ved navn Alfred E. Neumann. Han viste sig i forskellige identiter på forsiden. Ligefra julemanden, til JR fra tv-serien Dallas. Men en af de tegninger har jeg sjovt nok fået en hvis respekt for, og den kan ses her nedenunder.

Jeg synes faktisk at den viser et godt billede af, hvordan jeg skal forsøge at være som kristen. Øhh What tænker nogen måske nu, hvad jeg godt kan forstå. Men hvis du kigger på dette billede, så er der ikke nogen som helst tvivl om at Alfred E. Neumann forsøger at ligne Michael Jackson. Det er ovenikøbet et ret godt forsøg. Men samtidig er vi heller ikke i tvivl om at det bestemt ikke er Michael Jackson som er på billedet. Men en der ønsker at være som ham.

Således burde det også være for os kristne. Det kan godt være at vi gør det på en desværre grinagtig måde indimellem, ligesom Alfred E. Neumann. Men det burde være på en måde som gjorde, at folk ikke er i tvivl om hvem der er vores forbillede. Også selvom vi fejler og falder og ikke har så meget styr på tingene som Jesus selv havde.

Bibelen siger at hvis nogen er i Kristus er man en ny skabning, og at det er synligt at man er en ny skabning. Hvordan kan man se det? For det første bør der være forskel på den man var før man blev kristen, og den man er efter man blev kristen. Hvis der ikke er nogen forskel der, så bør man undersøge sig selv i forhold til skriften, og gøre det grundigt. Men hvordan vil folk som ikke kender en fra før man blev kristen kunne bedømme om man virkelig er kristen? Her er en måde som ikke er god. En fotograf følger mig døgnet rundt i en uge. Han tager et billede af mig engang imellem og det vil være når du læser ordet KLIK.

På et tidspunkt bliver jeg meget vred på min datter som bliver ved med at skrige over et eller andet som jeg ikke vil give hende lov til. Jeg tager fat i hende og sætter hende ind på værelset, mens jeg råber “så kan du blive der til du er holdt op med at græde”. KLIK. Næste morgen kom jeg lidt for sent op, og mens jeg er på vej ud af døren til arbejde og har lidt travlt siger min kone; tager du ikke lige skraldespanden med? Hvortil jeg svarer irriteret; Nej jeg har ikke tid til den slags nu, jeg skal på arbejde, kan du ikke forstå det? KLIK. På vej til arbejder skynder jeg mig så hurtigt på min cykel, at jeg kommer til at vælte i et sving, og ligger pladask i en mudderpøl. Jeg er ret irrirteret i forvejen fordi jeg var sent på den, og fordi min kone ville have mig til at tage skraldespanden med, og nu ligger jeg i en mudderpøl og bliver endnu mere forsinket end jeg er i forvejen og råber; AArrh møg. KLIK.

Fotografen får printet billederne ud og putter dem i sin rapport. Konklusionen er slående, René er vred, irritabel, gider ikke høre på sine børn og slet ikke sin kone. Han er ikke en kristen. For sådan opfører kristne sig ikke.

Hvorfor denne model ikke er brugbar til at vurdere mit kristenliv, vil jeg sætte i perspektiv i fortsættelsen i morgen.