Når man ser moderne kirker i dag, ændre på sproget, ændre på symbolikken, og ændre på måden de forsøger at nå folk på, så er en af deres argumenter for disse ændringer “kommunikation”. Man vil gerne kommunikere noget som ikke vækker anstød hos ikke kristne, man vil heller ikke skabe forvirring med ens kommunikation, fordi det er så vigtigt for dem at verden kigger på dem som flinke, og behagelige mennesker m.v. Men hvad sker der når vi sætter denne tilgang til det kristne menighedsliv, overfor de første kristne? Det har jeg kigget lidt på.
De første kristne var umoralske i folks øjne
Urkirken gik der mange rygter om blandt folk i romerriget. Men nogle af rygterne var baseret på sandhed. Man anså eksempelvis de kristne for at være særdeles umoralske fordi de blev gift med deres søskende. For eksempel er jeg jo gift med en søster i Herren. En sætning som isoleret set virker forkert. Men i dag er det ikke så svært at sige, de fleste ved at vi kun er søskende i troen, ikke i kødet. Men det havde folk svært ved at forholde sig til dengang, så de kristne var umoralske i folks øjne, fordi man mente de giftede sig med søskende. Ikke desto mindre fortsatte man med at kalde hinanden søskende, på trods af at det medførte dårlig omtale.
De første kristne var kannibaler
Noget som folk i romerriget havde meget svært ved at forholde sig til, var at kristne spiste menneskekød og drak menneskeblod. Hvordan kunne folk dog finde på at gå ind i en sådan gudsdyrkelse? I dag ved folk godt at det jo blot drejer sig om nadveren som Jesus indstiftede, før sin død, og som ikke har noget med kannibalisme at gøre. De første kristne kunne have være smarte og bare kalde det noget andet, for at undgå misforståelser og had fra verden. Ikke desto mindre holdt de fast i de udtryk Jesus havde givet dem, også selvom det kostede dem livet.
De første kristne var ateister
Romerriget var i store træk åben overfor andre trosformer. Bare man også kunne sige “Cæsar er herre”. Men at sige det om Cæsar og de følgende kejsere var ikke noget kristne kunne sige. For kristne mener kun at der er een Gud. Og kun til Ham vil man bede, og kun Ham vil man erkende som Gud. Men at sige “Cæsar er herre” tog kristne så alvorligt at de blev dræbt fordi de ikke ville gå med til at sige det. Det svarede for dem til at fornægte deres frelser. Men i folks øjne blev det anset som ateisme. Når man ikke kunne anse deres guder som sande guder, så var man da en ateist. Alligevel holdt de kristne fast i at de kun ville tilbede den sande Gud, og ikke de falske guder.
Men hvad så i dag?
I dag er det tøsedrengene der mange steder sætter dagsordenen kirken. Kors og andre kristne symboler bliver fjernet fra kirkerummet, da det ikke skal vække anstød. Man taler ikke om synd, fordi folk ikke bryder sig om at blive kategoriseret som syndere. Man tør ikke tale om den kommende dom, da man ikke ønsker “at skræmme folk ind i Himlen” som man så kirkeligt korrekt siger det. Man vil hellere tale om “at få et bedre liv”, “at have mere selvtillid”, “at have et mål med sit liv”, “have et godt fællesskab, hvor man hjælper hinanden” og sådan kunne jeg fortsætte. Men at tale Guds klare ord, så det er til gavn og opbyggelse for menigheden, har mange af hvor tids prædikanter forsømt. Al deres kontekstualisering som de mener er så vigtig for at “nå en posttmoderne verden” og hvad de ellers siger, er tåbeligt at høre på, når man sammenligner med den første kirke. For i Urkirken var det vigtigere at holde fast i Guds ord, og i en kompromisløs forkyndelse af dette Guds ord, end at forsøge at nå verden på verdens præmisser. Det gjorde de i sådan en grad at det betød døden for mange. For os betyder det i værste grad at vores popularitet muligvis daler blandt nogle.
Men når populariteten betyder så meget for så mange, i forhold til hvad Guds ord betød for de første kristne, så er spørgmålet hvor godt ville kirken i vores del af verden ville klare sig under en forfølgelse? For hvis vi ikke tør prædike det fulde evangelium under frihed, med risiko for at blive upopulær, hvor meget mindre vil vi så prædike det under forfølgelse? Og hvorfor gider kristne finde sig i at have sådan nogen vatnisser som ledere i kirken?
