I kristelig Dagblad kan man i dag læse at “ateisten over alle ateister” Richard Dawkins mener at mild pædofili kan være i orden. Det er noget som bl.a. kommer frem i hans bog ”An Appetite for Wonder”, hvor han beskriver hvordan en lærer på hans kostskole overskred en seksuel grænse på ham da han var barn. Selv siger han at det ikke har givet ham nogen langvarig skade. Og bruger dermed hans egen erfaring, hvor meget den end er værd, til at minimere problemerne ved den slags. Men det som også er interessant ved hans udsagn, er at han her viser hvad det er for en moral der vil være bestemmende for samfundet, når man har en atieistisk tilgang. Moral vil så ikke længere være baseret på en entydig sandhed, men på hvad man lige går og mener på et givent tidspunkt.
Men lige netop denne tilgang er farlig. For vi kan godt finde perioder i historien hvor eksempelvis pædofili blev anset for at være i orden. Vi kan også finde eksempler på at flerkoneri har været fint (hvilket jo også er noget nogen stadigvæk kan mene). Vi kan også finde eksempler på at man har ment det var i orden at slå nyfødte børn ihjel hvis de havde store modermærker. Men selvom man sagde det var i orden i de samfund, så er det forkert alligevel. Bare fordi det ligger i kulturen er det ikke nødvendigvis rigtigt.
Moral skal bygges på sandhed
Hvis noget er forkert i dag, men ikke var det for 200 år siden. Så er det ikke nødvendigvis et problem. For noget moral hører ganske rigtig en bestemt tid, og en bestemt kultur til. Det er det vi kan kalde overfladekultur, som ikke behøver være en moral man bygger samfundet på, men er en måde som samfundets moral kommer til udtryk på. Det kan være måden vi møder hinanden på, som at bukke, give hånd, eller kindkys. Det kan også være om man spiller kortspil eller ej. I dag spiller mange kristne i Danmark kort uden at have samvittighedsproblemer med det, men engang var det ildeset, fordi kortspil for mange var lig med hazard og mange familier var blevet fattige pga fædre der havde spillet arbejdslønnen op.
Men så er der den moral som ikke er afhængig af tid og kultur. Det er bl.a. seksuel troskab mod ens ægtefælle, ikke at slå ihjel, ikke at stjæle o.l. Det er moral som ikke ændrer sig, og vel at mærke er en moral som bibelen viser at vi er født med. Den moral skal man passe på med som samfund at ændre på, for den vil gå direkte imod den moral som vi har fået indbygget i vores sjæle. Og hvis samfundet går imod det, og dermed gør det i orden at gå imod sin egen samvittighed, så får man et samfund som vil gå imod kaos. For det vil være et samfund som ikke har en fast moralsk base hvorpå man bygger på. Man vil istedet bygge sin moral på hvad man selv lige går og mener som samfund. Dermed vil moral blive flertalsbestemt. Og det har vist sig flere gange at være en dårlig udvikling.
Jeg tror ikke at Richard Dawkins har tænkt over de konsekvenser, men blot endnu engang har kommet med hans subjektive statements som nogen folk desværre vælger at give en hvis vægt. Jeg ville dog ønske at han ville være mere parat til at tage dialoger med folk af anden observans, og dermed være parat til at få hans statements testet. Det var faktisk noget som en anden nu afdød ateist var ret god til og åben for, nemlig Christopher Hitchens. Men det vil jeg sandsynligvis komme tilbage til en anden gang.
I 1960 var Detroit City den rigeste by i USA målt pr. indbygger. Den blev også anset dengang for at være et billede på USA’s fremtid. Detroit var mønsterbyen hvor folk boede godt, havde gode jobs, og kørte i gode biler og sendte sine børn i gode skoler. I går torsdag d. 18/7 indgav byens borgmester en konkursbegæring. Detroit City er på omkring 50 år gået fra at være den rigeste storby, til den fattigste. Hvem ville have kunne se det komme i tredserne hvor alting så såre godt ud?
Det er nu ikke så usædvanligt at den slags sker. Områder som har været kendt for sin rigdom, går hen og bliver mere kendt for sin fattigdom og armod. Tag bare Babylon og Ægypten som eksempel her. Nogle mener at årsagen til at Detroit City er gået konkurs skyldes frihandelsaftalen mellem Canada, Mexico og USA som er kendt under navnet NAFTA. Der fungerer lidt som en EU-light version. Det mener jeg bestemt ikke er den virkelige årsag. Frihandelsaftalen burde og er generelt set en fordel for USA. Jeg er økonom og mener ikke som nogen økonomer at Frihandel altid en god ting, men for et rigt land som USA og Canada, er det fordelagtigt, og det har også vist sig fordelagtigt for Mexico. Men den reelle årsag til det er gået så galt, tror jeg på skal findes i bibelen.
Salomon skrev i ordsprogenes bog at:
”Den, der stoler på sin rigdom, falder,
men retfærdige grønnes som løv.” Ordsprogene 11.28
Dette er kendetegnende for både samfund, byer og mennesker. Hvis man stoler mere på sin rigdom, end man stoler på Gud, så bygger man på usikker grund. Bibelen advarer os adskillige gange om at vi ikke skal bygge vores liv på fysisk rigdom. Den siger ligefrem at rigdom er usikker. Dette har været kendetegnende for byer som Detroit. De havde nok i sig selv, de troede de ville fortsætte med at være rige, fordi det gik så godt, og fordi de byggede på noget Guds ord kalder usikkert, så brast tingene sammen.
Engang boede der 2 millioner indbyggere i Detroit. I dag bor der 700.000. Engang var der næsten ingen arbejdsløshed. I dag er det usædvanligt svært at finde et reelt stykke arbejde. Engang fik folk en god skoleuddannelse. I dag er 50% af dem analfabeter. Og sådan kunne jeg fortsætte. Men spørgsmålet er så om det er Guds straf over byen, som også var stedet hvor heroinen flød i rigelige mængder i 70erne, for at blive udskiftet til Crack i 80erne, og til metamfetamin i 00erne.
Det er såmænd meget nemt at sige at det er Guds straf, men det er også Guds nåde at finde i dette. For en ting er at lade en by der er på vej med ødelæggelse bare fortsætte sin deroute. En anden ting er at lade gerningernes konsekvens stå så tydeligt frem for dem selv og for andre, at det bliver tydeligere at se at bare fordi man er rig, så er det ikke ensbetydende med livsvarig sikkerhed. Rigdom er ikke sikkerhed, det er bare forbigående nemhed. Rigdom gør at det er nemmere at blive mæt, nemmere at have et godt sted at bo, nemmere at rejse rundt osv. Men det er ikke ensbetydende med at man altid vil have det man har brug for. Penge er jo noget man både kan miste, eller som kan miste sin værdi.
Derfor er der også en Guds nåde i dette så det bliver tydeligt at vi må finde bedre og mere trygge værdier at bygge vores liv på. Hvad enten det er individuelt eller som samfund. De sande værdier var dem man fandt frem til under reformationen. Nemlig Guds ord og Guds frelse. Når mennesker finder frem til og vælger disse værdier, så er det vi kan bygge vore liv på klippegrund. Og vel at mærke en klippegrund som står fast også når det stormer og kommer oversvømmelser. En klippegrund som gør at vi ikke behøver være bange når verdens økonomiske og politiske strukturer ændrer sig. Fordi vi bygger på klippen som er Kristus.
”Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver. Du skal byde dem at gøre godt og være rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, og samle sig en skat som en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv”. Første Timotheus 6.17-19
Bemærkning: Detroit kan stadig se rig ud, hvis man ser den på afstand med dens flotte højhuse. Men hvis man kommer nærmere viser der sig et sørgeligt synd. Det er kontorbygninger som har stået tomme i mange år, og som bare står og forfalder. Et syn som både viser den rigdom som var engang, men som i dag vidner om Detroits fattigdom.
De fleste danskere kan godt huske den markante forfatter og digter Dan Turell. Personligt synes jeg flere af hans digte var vidunderlige med hans skæve vinkler på tilværelsen. De fik en til at se tingene på en anden måde, end man normalt ville gøre. Hans (vist nok) debutbog ”Vangede billeder” er efterhånden blevet en klassiker indenfor dansk litteratur, og er også fascinerende med fragmenter fra hans barndom.
Udover at være buddhist (med en underlig svaghed for gamle salmedigtere som Kingo o.l.), så var Dan Turell meget fascineret af den amerikanske beatnikforfatter William S. Borroughs. Manden som skrev romanen ”Naked lunch”. En roman som i første omgang blev cencureret i USA, men som man så valgte at filmatisere i halvfemserne. William S. Borroughs var misbruger. Både af alkohol, marihuana og stoffer. I en længere periode i hans ungdom var det også meget hårde stoffer han var på. En del af hans liv som han underligt nok ikke viste tegn på at fortryde, nærmest tværtimod. Hans litteratur var præget af vulgaritet, modbydeligheder, promiskuøsitet, narkotika, surrealisme og meget andet af samme skuffe. Og den litteratur havde påvirket en meget ung Dan Turell, og havde haft stor indflydelse på hans forfatterskab. Så stor at Dan Turell anså sig selv for at være den største William S. Borroughs fan i Danmark, hvis ikke i hele skandinavien.
Selvom det var i halvtredserne de fleste af William S. Borroughs bøger udkom (så vidt jeg ved), så kulminerede hans ikonstatus i starten af 80erne, hvor han rejste rundt og læste op af sine romaner. Han havde en utrolig evne til at genfortælle disse historier med hans egen rustne alkoholiserede narkostemme. Han kunne tryllebinde folk med hans oplæsninger også selvom han samtidig kunne være ret beruset, hvilket åbenbart var normen mere end undtagelsen. Det er nu ikke nogen forelæsninger jeg ville anbefale at høre, da han ofte var direkte blasfemisk, og havde et ordforråd der ikke var særligt sobert, mildt sagt.
I 1983 kom William S. Borroughs så til Danmark, og skulle holde sine romanoplæsninger i Saltlageret i København. Dette show blev indledt af Dan Turell. Men før showet skulle der laves et møde mellem Danmarks største fan af William S. Borroughs, og William S. Borroughs selv. Dan Turell skulle sidde face to face med sit største idol.
Blandt dem som kender til denne begivenhed, så er den kendt som antiklimakset over næsten alle antiklimakser. Mødet mellem de to, blev så fad en affære, at hverken Dan eller William, rigtig vidste hvor de skulle gøre af sig selv. De to som burde have været “soulfriends” ifølge nogen, sad og talte så langt forbi hinanden som de næsten kunne have gjort. Her var et møde der i sandhed opfyldte Søren Kierkegaards postulat om at forventningens glæde er den største. For det her møde nåede ihvertilfald ikke op til de forventninger der var sat til det.
Hvorfor gik det så galt?
Indehaveren af den bogbutik hvor de mødtes, forklarede senere hvorfor det gik galt. William S. Borroughs var en mand som skrev om den mest ekstreme udlevelse af sig selv. At udleve sine egne drifter og lyster, og manglen på respekt for det normale og for autoriteter var det man kunne læse ud af William S. Borroughs bøger. Nihilisme, hedonisme og anarkistisk ideologi var ekstremt fremtrædende elementer i hans litteratur.
Men på trods af dette, så var William S. Borroughs en ret konservativ person. Han gik i konservativt tøj, han opførte sig generelt set meget høfligt og civiliseret, og så egentlig ganske normal ud. Han lignede på ingen måde det stereotype billede vi har af stofmisbrugere og alkoholikere. Han havde altså en baggrund som gjorde at hans person var mere konservativ end han selv lige stod ved. Både af udseende og af hans måde at gebærde sig med andre på.
William S. Burrougs
Denne konservatisme kom til udtryk da han mødte Dan Turell. En mand der havde klippet sig fuldstændig skaldet (som på det tidspunkt ikke var særlig normalt), havde sort neglelak på (en idé han havde stjålet fra Lou Reed) og en sjov hat på samt en stor sort trenchcoat. Det så alt i alt meget mørkt ud. William S. Borroughs havde grå trenchcoat, slips, og grå hat på. Han kunne ligne en bifigur fra en en af halvtredsernes film noir. Selvom han var en der røg marihuana flere gange om dagen, og startede sin dag med et glas vodka, så så han bare helt normal ud i forhold til Dan Turell.
William S. Borroughs havde fået at vide han skulle have et møde med hans største fan i Danmark. Mødet ville blive optaget til dansk TV. Da han endelig møder Dan, spurgte han skeptisk ”hvem er den person?”.
Det viste sig desværre for Dan Turell at hans idol William S. Borroughs ikke brød sig om det syn han så. For han så en meget underlig person, som han ikke på nogen måde kunne relatere til. Hvorfor skulle han snakke med en mand der så så outreret ud som denne mand. Han var ikke vant til at have seriøse samtaler med mænd der havde barberet deres hår ned til hovedskallen og som sad med sort neglelak på, og en lidt for bredskygget hat til at den virkede normal. Med andre ord William S. Borroughs havde ikke fattet konsekvenserne af hans ideer. Han havde ikke fattet, at de tanker og ideer han havde skrevet ned i sine bøger, ville medføre at nogen mennesker begyndte at udleve dem.
Konsekvenser i samfundet
Trist egentlig at William S. Borrougs ikke forstod at de tanker og ideer man giver videre til andre, kan få konsekvenser, og vise sig at blive til noget helt andet end man havde regnet med. Det er ikke noget der er så usædvanligt endda. Hvem kunne have forestillet sig at den fri abort ville blive til at man begyndte at kønsteste fostre for så at slå en slags køn ihjel, for at beholde det andet køn? Eller at man i dag ville begynde at sortere fostre fra pga bitte små genfejl som man en dag ikke anså for at være alvorlige? Hvis man sagde det dengang, ville man blive anset for at være ekstremist. Nogen ville måske endda påstå at man brugte usaglige argumenter.
Konsekvenser i kirken
Men det er samfundet. Og samfundet har ikke nogen anden grundbyggesten end det som man mener lige nu og her er rigtigt. Fordi samfundet ikke har en base der er funderet i sandhed, men i folkets og ledernes mening og følelser. Det er galt nok, men dog forståeligt når man ikke har en fast sandhed at arbejde udfra. Men hvad værre er, at det som sker i mange kirker i dag, som ikke har noget som helst med kristendom at gøre, er konsekvenser af kirkelederes tanker og ideer som er blevet levet ud i yderste konsekvens.
Her er bare et par eksempler: Dem der talte om engang at vi ikke skulle tage forbuddet mod kvindelige præster betyde alt for meget, havde svært ved at se konsekvenserne af at se igennem fingre med det. For hvis vi ikke skal tage Guds ord seriøst omkring spørgsmålet om kvindelige præster eller ej, hvad bliver så det næste vi ikke behøver tage alvorligt? Personligt tror jeg ikke vi ville se så meget igennem fingre med skilsmisse blandt kristne som vi gør i dag, hvis kirken stadig havde holdt fast i at kvindelige præster ikke er bibelsk forsvarligt. For kunne man holde fast i den del, så havde man også god mulighed for at holde fast i at skilsmisse uden bibelsk årsag, ikke er i orden og ikke skal accepteres. Eller bare det at man i dag har præster som straight out siger at de ikke tror på bibelen er sand,og mener de er i stand til selv at vurdere hvad der skal tages seriøst og hvad der ikke skal tages seriøst, det ville også være utænkeligt i evangeliske forsamlinger før. Men i dag er det noget der forekommer ret meget af.
Eller hvad med ideen om at kirken skal have et sprog som verden forstår? Ja, selvfølgelig skal vi tale så det er forståeligt, men ideen er blevet misbrugt og overdrevet til det groteske, når man begynder at klæde sig ud som vampyrer og holder diskotek med verdslig musik i kirkelig regi, bare for at tage nogen ekstreme eksempler.
Dem der kom med disse ideer engang, har ikke altid overvejet hvad konsekvenserne af deres ideer ville være. Og alt for mange gange ser vi desværre at ideer har konsekvenser, og de kommer faktisk nogen gange ud i deres yderste konsekvens. En af årsagerne til at dem som fik ideerne ikke kom fuldstændig langt ud, er at de ligesom William S. Burroughs havde en baggrund som gav dem en hvis konservativ holdning som gjorde at de holdt sig selv lidt i snor. Men den generation vi har nu og de kommende har ikke den samme konservative holdning. Mange af dem har ikke en viden om basale bibelske grundprincipper, eller også har de ikke en tilfredsstillende viden om kirkehistorie, som sætter dem i stand til at genkende kirkernes fejltrin, for at kunne undgå dem igen. Mange af dem er på trods af at de er vokset op i kristne hjem, ikke blevet oplært i bibelen af deres forældre. Forældre som troede det blev gjort henne i kirken, og at man kunne nøjes med at se nogen tegnefilm med bibelske temaer som blot var udvandet til de ukendelige.
Når en sådan generation skal overtage kirken, så vil den generation som var før dem, ikke kunne genkende kirken. Selvom det er dem selv som er skyld i det. Det er nemlig deres egne ideer, som disse historieløse unge vil føre ud i livet. Konsekvenserne af deres egne ideer vil gøre dem selv til folk der føler sig udenfor, og ikke kan se sig selv som en del af en sådan kirke. Det er en langt større konsekvens, end den William S. Burroughs så hos Dan Turell. Burroughs forstod som ufrelst ikke sit ansvar som forfatter. Men kirkens folk som står på en talerstol, burde i langt størrre grad forstå og tænke over konsekvenserne af det de tænker og siger.
Åbenbart så har det indlæg som jeg havde her:https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-der-galt-med-torben-sondergaards-forkyndelse-og-laere-4592.htmså stort et problem for Torben Søndergaard, at han var nødt til at give svar på genmæle. Det har han gjort ved at komme med en lang tvetydig og hyklerisk kommentar. Den vil jeg offentliggøre meget snart. Han blev ellers irriteret på mig da jeg ikke godkendte den lige med det samme. Han skrev at det skyldte jeg ham. Og jeg må sige at det var det morsomste jeg havde læst i ca 2½ time på daværende tidspunkt. For hvis der er noget jeg ikke gør, så er det at skylde ham plads til at kommentere overhovedet. Manden der fjerner kritiske kommentarer på sin facebook profil, og skælder folk ud via mails for at kritisere ham, for så at blokere dem til sidst. Så de hverken kan se hvad han skriver eller kommentere derpå. Hvorfor skulle jeg skylde ham at godkende hans svar? Hvis jeg gør det, så skylder han da så langt mere til alle dem som han ikke kan tåle at få offentlige spørgsmål.
Men jeg godkender den alligevel, men ikke fordi jeg skylder ham det, men for at vise to ting. Dels hvad han vælger ikke at svare på (det som er stærkt problematisk) og hvad han forsøger at sige han ikke mener, men så viser han mener alligevel.
Det ser jeg frem til at vise, samt andre ting som viser at Torben Søndergaard ikke er ledt af Gud, ikke kender sin bibel, og ikke forstår Guds ord, men er en blind mand som leder folk vild i sit eget begær efter magt. Den sidste linie her, er ikke en jeg kan dokumentere, det er min egen mening. Men efterhånden som jeg ser tilbage på mit eget kendskab til Torben, og hvordan tingene har udviklet sig, og når jeg hører på hvad folk der har været i hans kreds siger om ham, så står det mere og mere klart at Torben Søndergaard er en mand der skal advares imod. Og hvis ikke frikirkedanmark selv kan finde ud af det, så må andre gøre det. Jeg så ellers hellere at folk fra Frikirkenet tog bladet fra munden og fik sagt det som mange af dem i forvejen mener. Spørgsmålet er dog hvor mange lig der skal vælte ud af skabet før Frikirkenet melder ud om Torben Søndergaard. Der skulle ret mange til, før de udtalte sig offentligt om Christian Hedegaard. Trist.
Men indtil da, vil jeg holde lidt ferie med min datter, det er en måde jeg godt kan lide at bruge mine ferier på. Tage en af mine børn med alene, og så bare bruge tid sammen med ham eller hende (jeg har tre børn). Jeg mener ikke at folk nødvendigvis behøver gøre som mig hvad dette angår. Men er man en kristen, og har børn, så har man et ansvar for at vise dem sin kærlighed, ved at bruge tid på dem. Både til hverdag, og i ferier.
Hvis jeg skulle holde en nytårstale til kirkerne i Danmark, så ville den i år se sådan her ud:
Vi ser i dag at moralen i vores land bliver dårligere og dårligere. På børnekanalen Ramasjang bliver der for licenspenge vist tv-serier med børn der bander som om det ikke har nogen betydning, men også diverse okkulte tegnefilmsserier. På DR HD kommer der nærmest ugenligt et program om sex, hvor diverse folk udstiller og taler om deres ekstreme seksuelle oplevelser, og hvor værten (har jeg læst, den slags vil jeg ikke se) afprøver ting på sin egen krop, som ikke burde vises i fjernsynet.Oven i det har man stadig et samfund hvor prostitution er lovligt og tilmed er en branche der betaler skat, som er med til at finansiere vore hospitaler og skoler. Man kunne ellers have gjort det ulovligt igen, da man kunne skaffe flertal og dermed minimere prostitution, hvilket ville være et godt signal at sende. Det valgte man ikke. Og som om det ikke er galt nok ser det ud til at man snart i vores zapperkultur kan få lov at blive skilt nærmest når som helst. Hvor man i dag skal være separeret et år før det kan lade sig gøre, hvad der faktisk har reddet nogen ægteskaber. Da man fik tid til at tænke sig om.
Da kirken havde en røst
Disse ting som blot er nogen få eksempler, ville en stor del af kirken i Danmark ikke have accepteret stiltiende før. Man ville have sagt fra. Også selvom det betød latterliggørelse indimellem. Men det var nogen gange med til at sætte en standard.Jeg husker tilbage i senhalvfjerdserne hvor et satireshow med Ulf Pilgaard og Claus Ryskær blev stoppet. Det skete pga en sketch hvor Claus Ryskær pludselig stod splitternøgen i den bedste sendetid. Aldrig før havde DR fået så mange klager. Deres telefoner var rødglødende og resultatet var at de tre sidste af de fem satireshows ikke blev sendt.
I senfirserne var der så en kæmpehype omkring aids. Det betød at vi fik den ene kondomkampagne efter den anden og tilmed fik Anne Linnets promiskuøse “sikker sex” sang “Den jeg elsker” spillet i radioen til hudløshed. Fint nok at advare folk der lever promiskuøst om faren ved usikker sex. Men DR måtte lige give den et ekstra hak. Så de gjorde et stort nummer ud af de ville vise et indslag med et par der havde sex og brugte kondom. Det var der en præst der blev forstyrtet over. Han kunne ikke forstå at DR skulle have brug for ligefrem at vise den slags. Jeg kan huske jeg så det (var ikke kristen dengang) og synes faktisk det var et ret lamt og ubrugeligt indslag. Ingen blev mere oplyst af det indslag end man var i forvejen. Jeg syntes selvom jeg ikke var kristen, at præsten der klagede offentligt, faktisk havde noget fornuftigt at sige.Men det var dengang. Dengang da kristne tog bladet fra munden, og definerede synd som synd. Selvom de sagde det til en falden verden, så var de salt i denne verden og havde saltets virkning. For kristne blev dog hørt og nogen tog os alvorligt.
Det var dengang, hvad med i dag?
I dag har mange kristne istedet valgt at fokusere på hvordan de kan leve et lykkeligt liv, hvordan de kan få en frisk glad kirke, hvor folk føler sig hjemme og kan høre et feelgood budskab som ikke provokerer nogen, eller hvad man nu ellers ser af nye tendenser i kirken. Imens ser vi at det moralske forfald i verden bare kører med 100 km i timen mod afgrunden, og de kristne fungerer ikke længere som salt. Det er som om saltet har mistet sin kraft. Vi klager os kun internt i kirkerne og siger “sådan er det jo” istedet for at gøre en indsats og tale offentligt imod det. Vi vil langt hellere se til, end vi vil advare. Vi er ikke længere så salte som vi har været før.Hvad vi har brug for i kirkerne i dag, er at kirken igen bliver bevidst om først sin egen synd, og derefter synd generelt. Og forstår at kun igennem Jesus Kristus kan vi få soning for vore synder. Men også at kirken igen bliver den instans der siger fra når tingene udvikler sig i en mere syndig retning. Særlig nu hvor landet er i en tilstand hvor vi efterhånden er stolte af vores synd, istedet for at skamme os over den. For det at et samfund er stolt af sin synd, er et tegn på Guds dom.
Der vil altid være synd i denne verden, men når verden er stolt af synden, viser det at man er ude i store problemer. Samfund som er i den tilstand har vist sig kun at udvikle sig i en af to retninger. Enten ødelæggelse i form af krig, økonomisk forfald, fattigdom, sygdom o.l. eller kristen vækkelse. Det kan vi se i bibelen, men historien har også vist at det ikke kun er noget der skete sådan i bibelens tid. Min bøn og håb for det nye år er at kirker må vågne op af deres søvn og se at de har brug for at prædike evangeliet klart og tydeligt igen. Holde sig fri fra vranglære og turde være salt i en verden der har brug for at få at vide hvad synd er. For hvis folk ikke får at vide hvad synd er, så fortsætter de med den, og forstår ikke syndens konsekvenser. Men hvis de får defineret hvad synd er og hvad det medfører, så er det at folk igen kan se de har brug for en frelser til at hjælpe dem ud af syndens dynd og fri dem fra den kommende dom.
Der er kun en frelser der formår at gøre det, og det er Ham der bar vore synder på Golgatas kors, for at dem der ville omvende sig og give deres liv til Ham kunne få evigt liv. Kender du Ham?
Da jeg i dag så Udfordringens artikel om at medlemmer af Frikirkenet ikke længere behøver praktisere troendes dåb, fik jeg lyst til at skrive det fra en noget anden vinkel end den Udfordringen havde. Se original artiklen her: http://udfordringen.dk/art.php?ID=25339
Frikirkenet lukker døren op for flere frafaldne kirker
Frikirkenets formand Lars Bo Olesen, fortæller glad at, nu kan endnu flere frafaldne kirker få lov til at blive en del af Frikirkenet. Lars Bo siger: ”Nogen gange føler vi os lidt alene, når vi kun er ca 100 kirker som prøver at finde laveste fællesnævner. Vi har haft et problem med at blive flere, men har svært ved at finde nogen der praktiserer troendes dåb, som også er parat til at gå endnu mere på kompromis med Guds ord end de er i forvejen.”
Bestyrelsen for Frikirkenet har diskuteret dette problem igennem det sidste års tid, og fundet ud af at der jo er masser af potentiale i frafaldne kirker som bare praktiserer barnedåb. Som Lars Bo selv siger ”Da det gik op for os at der her var en uudnyttet markedssegment, var det som om en ny verden åbnede sig for os. Så for os betyder dåb ikke noget mere. Det er vigtigere at blive så mange som muligt, og da vi i forvejen har vist en udvikling der viser at Guds ord betyder mindre og mindre for os, så burde man da åbne op for kirker som har vist samme tendens.”
Udfordringen har spurgt nogen af de kirkeretninger som kunne blive relevante. Metodistkirkens formand Jørgen Thaarup siger: “For os er det et dejligt skridt, FrikirkeNet nu har taget, med en meget større åbenhed. Så vi vil da bestemt overveje at gå med. Altså, vi er jo kendt for at være så ultraliberale efterhånden, at det nærmes ville være unaturligt ikke at tage imod dette tilbud. Hvis vi skal gå endnu mere på kompromis med Guds ord, så lad os da gøre det i en større flok, så vi kan få endnu mere indflydelse i dette land. Et fælles talerør for frafaldne kirker, er hvad vi har brug for.”
Hvad med John Wesley?
Jørgen Thaarup svarer på spørgsmålet om Metodistkirken ikke er ved at komme ret langt væk fra det som deres grundlægger John Wesley stod for, og særlig hvis man går med i Frikirkenet;”Er du tosset mand, hvem vil dog prædike sådan noget i dag? John Wesley prædikede jo udfra bibelen, og talte om omvendelse fra synd. Nej, den slags vil vi slet ikke tilbage til, så hellere Frikirkenet!
Negative metodister
Der findes da også kritiske røster fra Metodistkirken. En kvinde fra Strandby metodist kirke som har valgt at være anonym, mener at det kan være svært for Frikirkenet at rumme kirker som metodistkirken. I nogen metodistkirker har man nemlig udskiftet kirkens bibelstudie, med et studie af den kætterske bog ”Hytten”. En bog som viser et direkte ubibelsk billede af Gud, foruden at være mere buddhistisk inspireret end bibelsk. Kvinden fra Strandby Metodistkirke, er i tvivl om det ikke er for meget for Frikirkenets kirker at have nogen med, som har udskiftet deres bibelstudie med ubibelske bøger.
Til det svarer Tony Jacobsen som er talsmand for Frikirkenet, at det ikke vil være et problem. “Man har i forvejen i mange af Frikirkenets kirker udskiftet bibelstudier i hjemmene, med bøger af Rick Warren, og nogen steder selv Rob Bells bøger. Og så er der jo ikke så langt mere til bøger som Hytten.”
Dansk Oase siger nej
Alligevel er der også kirkeretninger som siger nej. Dansk Oase har meldt ud at de under de nuværende omstændigheder ikke vil overveje at gå med. Generalsekretær for Dansk Oase Karsten Bach udtaler at han ikke mener Frikirkenet er liberal nok. ”Vi er stolte af at have førertrøjen indenfor frafald. Vi gør en dyd ud af at have de mest liberale prædikanter på vores bibellejre og have mest fokus på noget der tenderer til hedonistisk gudsdyrkelse, så langt som vi i dag har moral til. Vi synes stadig at der er alt for meget konservatisme hos visse dele af Frikirkenet, og det ønsker vi ikke at være en del af!”
Lars Bo Olesen har ikke nogen kommentarer til udmeldingen fra Dansk Oase. Men siger at håbet er at man med tiden vil kunne blive så rummelige at også syvendedags-adventisterne og mormonerne kan blive en del af fællesskabet. ”Vi ønsker at være inkluderende, ikke eksluderende”.
Satirenyheder som ikke er sande, men som vi ville ønske var virkelige.
Frikirkenets hovedbestyrelse har overraskende meldt ud siden den lederkonference de holdt i forrige weekend, at de har fejlet fuldstændig, og derfor lægger deres linie fuldstændig om. Derfor har man nu inviteret Paul Washer til deres næste lederkonference som foregår i marts 2013. Formand for Frikirkenet Lars Bo Olesen udtaler: ”At invitere Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt var en kæmpefejltagelse. Nogen af de andre ledere kiggede i deres bibler, under den undervisning vi fik fra Paul Scanlon. De fandt ud af at intet af det han sagde havde bibelsk indhold. Det handlede slet ikke om Jesus, men om Paul Scanlon selv. Det snakkede vi lidt om i ledergruppen, og håbede Niels Christian Hvidts undervisning ville være bedre. Men så kom Tonny Jacobsen (den forrige formand) til at sige at Niels Christian jo var romersk katolsk, og dermed tilhørte et kirkesamfund hvor man skal gøre sig fortjent til frelsen, og hvor man stadig tror på at kristne kommer i skærsilden før de kan komme i himlen, foruden en masse andre underlige ting som tilbedelse af døde mennesker kaldet helgener m.m. Da vi hørte det, måtte vi simpelthen bare erkende, at den slags kunne vi da ikke udsætte kirkeledere for.”
Sendt hjem med fly
Det endte med at ledergruppen tog den ifølge nogen voldsomme beslutning, at sende både Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt tilbage med det første fly, og aflyse resten af deres møderække. I stedet blev det til bøn og faste for dem der var kommet til lederkonferencen. Gert Bjørsted siger om hans oplevelse: ”Efter at have bedt og fastet en halv dag, var der en der rejste sig og sagde at det vi havde gjort forkert, var at vi havde glemt at søge Gud i bibelen, og glemt hvad klassisk historisk kristendom er. Vi havde søgt alle mulige andre steder som lød spændende, men som havde vist sig bare at være tomme sæbebobler. De så flotte ud med fede farver, men var tomme indeni.”
Guds mobiltelefon i køkkenet
Men hvordan ideen med at invitere Paul Washer så kom på banen var en noget speciel historie. For mens en af pastorerne som havde lidt svært ved at holde fasten, var ovre i køkkenet for i smug at få lidt mad (hans kirke havde trods alt betalt for at han fik mad på konferencen tænkte han) ringede en af køkkenpersonalets mobiltelefoner. Men ringetonen var en han aldrig havde hørt før. Den var nemlig indledningen fra en af Paul Washers berømte omvendelsesprædikener som starter med: ”I’m going to preach a message tonight that has angered many, many, many churchmen.” Et eller andet gjorde bare at han måtte finde ud af hvem det var der sagde dette, og hvad var det dog for et budskab man kunne starte med at sige på den måde. Efter at have set videoen på youtube, kom han i rimelig rystet tilstand tilbage til de andre der stadig sad i bøn og faste, og fortalte dem hvad han havde set. Lars Bo Olesen, sagde at de skulle få videoen op på storskærmen og se den sammen. Måske var der noget i dette som var fra Gud, og som de kunne lære noget af.
Grædende præster
Mikael Schlosser fra pinsekirken i Vejle fortæller: “Efter at have set den video var det som at blive ramt af en lastbil, altså på en god måde. Flere af os græd over vores egen synd, og andre sad og var helt målløse over at indse at den forkyndelse som Paul Washer havde givet, var en forkyndelse som var så markant anderledes end alt det som kirken ellers stod for i dag. Men de kunne tydeligt se at den var bibelsk, den var korrekt, og at det var den form for forkyndelse man var nødt til at gå tilbage til. Der var godt nok også nogen som gik udenfor i arrigskab over at høre evangeliet forkyndt så tydeligt, for hvem ville dog høre på den slags spurgte de om.”
Lars Bo Olesen sluttede af med at sige, at ”årsagen til at vi inviterer Paul Washer, er at vi må lære hvordan vi kommer tilbage til den nytestamentlige forkyndelse, og vi kan se at Paul Washer er en mand som har betalt prisen for dette, og er kompromisløs i hans måde at prædike det bibelske budskab på. Men det giver mening når man hører ham. Det gør ondt i ens kød, men det har vi sikkert kun godt af.” Til spørgsmålet om han ikke er bange for at nogen i kirkerne vil stoppe med at komme, hvis det bliver den form for forkyndelse der finder sted, svarer Lars Bo: “Jo, det er jeg ganske sikker på vil ske. Men det er vigtigere at Guds ord bliver forkyndt for dem der vil høre Guds ord, end at forkynde noget der ikke er Guds ord for nogen der ikke er interesseret i Guds ord.”
Splittelse?
Der går dog rygter om at invitationen af Paul Washer og aflysningen af møderne med Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt har medført utilfredshed hos nogen af Frikirkenets medlemmer. Særlig nogen af lovsangslederne har udtrykt bekymring for om det kan medføre at de mister deres tjenester, og ved ikke hvor de så skal bruge deres musikalske talenter. Det skyldes at nogen mener at have hørt Paul Washer ikke er den store lovsangsfan, men det er muligvis bare rygter. Lars Bo Olesen ville ikke udtale sig om muligheden for at dette kunne medføre en splittelse af Frikirkenet, da han ønsker at se tiden an.
Du kan se og høre den prædiken som man kunne ønske de havde set hos Frikirkenets lederkonference her nedenunder.
For to år siden holdt Frikirkenet en lederkonference hvor hovedtaleren var en New Age filosof (Steen Hildebrandt), og dermed en der stod for det modsatte af kristendom. Det kom der lidt medieomtale om, da flere var utilfredse med at deres pastorer skulle undervises af en fra New Age bevægelsen. I år har Frikirkenet i november måned valgt at have to hovedtalere som er kirkelige, men desværre ikke nogen der prædiker Kristus. Det drejer sig om den engelske pastor Paul Scanlon fra Abundant Life Church, og Niels Christian Hvidt som er en romersk katolsk teolog. Det er ganske interessant at iagttage at Frikirkenet igen inviterer Paul Scanlon, og derfor vil jeg i dette indlæg overorndet fokusere på det problematiske ved at sætte ham på en prædikestol.
Men først er det interessant at se på hvorfor man i de danske frirkirker er begyndt at invitere Paul Scanlon, og hvorfor man er så interesseret i at invitere en fra England. Paul Scanlon har selv gjort opmærksom på hvorfor han er interessant at invitere for danske frikirker. Det gjorde han da han var her for ca tre år siden. England ligner rent kirkemæssigt Danmark. Englænderne og danskerne går ikke ret meget i kirke. I USA er der derimod mange der går i kirke. Frikirkenets ledere har efterhånden fået øjnene op for, at det er svært at efterligne de metoder man bruger i USA til at få flere folk ind i kirkerne. For hvor man i USA er vant til at gå i kirke, så er det i USA også nemmere at få folk ind i sin egen kirke. Folk er jo kirkevant i forvejen.
Men hvis man bor i et område hvor folk ikke er vant til at gå i kirke, så skal der muligvis andre redskaber til. Så man er muligvis ved at gå væk fra metoder ala Rick Warren og Bill Hybels som er meget amerikanske. I stedet kunne man se om der findes succesfulde kirker i lande som er sammenlignelige med Danmark.
Der er flere af den slags i England, men en der skiller sig særligt ud er Abundant Life Church som er ledt af Paul Scanlon. Nogen kender sikkert hans datter Charlotte Gambill som (desværre) også prædiker. Hun var en af hovedtalerne på pinsevækkelsens sommerstævne i år. Paul Scanlon har formået i et ukirkeligt område at få skabt en ret stor kirke, og lige netop dette er man i Frikirkenet ret interesseret i at lære af ham. Isoleret set et godt ønske, men spørgsmålet er om Paul Scanlons metode og forkyndelse overhovedet kan siges at være indenfor det tilladte i kirken?
Paul Scanlon er for det første en del af trosbevægelsen. Godt nok en søgervenlig del, men det hjælper ikke på det. Det alene burde være nok til at afvise ham som taler, men for Frikirkenet som jo også består af flere trosbevægelsesmenigheder er det ikke nok. Så hvad ellers taler imod?
Jeg har hørt Paul Scanlon flere gange, og jeg vil henvise til den første og den sidste tale jeg har hørt. Første gang var fra dengang han besøgte Frikirkenets lederkonference for tre fire år siden. Dengang brugte han en stor del af tiden på at fortælle om sin rejse til Danmark. Hvilket var ganske uinteressant, men han er god til at krydre sin tale. Først derefter fortalte han hvor stor hans kirke var, og hvor succesfuld den var, og sagde flere gange at han til slut ville vise hvordan man kunne se de metoder i bibelen. Til slut forsøgte han så at vise det. Han havde tre skriftsteder han brugte og de var alle sammen misvisende, og en ekstrem bøjning af Guds ord, som han fik til at blive noget helt andet.
I bund og grund handlede det om påstod han, at folk skulle finde deres særlige ressourcer. Alle har en ressource, og hvis man finder den, kan man vokse. Hvis kirkens medlemmer finder dem hver især vil kirken vokse. Det begrundede han bl.a. med at tage udgangspunkt i den historie fra Bibelen hvor en enke kommer til Profeten Elisa. Hun siger hun skylder penge og hendes mand er død, så hvad skal hun gøre. Profeten Elisa siger hun skal låne krukker hos dem hun kender og lukke sig inde i sit hus og hælde olivenolie fra hendes egen oliekrukke over i de krukker hun har lånt, og så bagefter sælge olien. Det er en fin bibelsk historie om Guds trofasthed om omsorg. Men den fik Paul Scanlon til at handle om at kvinden fandt sin egen ressource. For i stedet for at fortælle hvordan det viste Gud som trofast og omsorgsfuld, sagde han at kvinden her fandt sin egen ressource. Hendes egen ressource skulle i dette tilfælde være det store netværk som hun angiveligt havde af folk hun kunne låne krukker af. Så det at hun kunne sælge meget olie handlede i stedet om at hun havde et stort netværk af folk som hun kunne låne krukker af. Fokus på mennesket og hvad det er istand til, fremfor hvad Gud er i stand til.
Da jeg hørte det plus de to andre (som jeg ikke kan huske, men som også var misvisende) var jeg fuldstændig rystet. For det var en mp3-fil som Frikirkenet selv havde lagt ud fra deres møde, så folk kunne høre hvor fantastisk den undervisning havde været. Men den var direkte forkert. At de kunne invitere en som ikke prædiker evangeliet, men noget andet (ja jeg har hørt andet af Paul Scanlon og han kommer ikke engang tæt på evangeliet), er hvad der måske kan ske. Men så at offentliggøre hvor dårligt de er, og dermed vise at man ikke engang kunne høre at manden bøjede Guds ord til ukendelighed, er et tegn på at lederne i Frikirkenet ikke har viljen og eller evnen til at skelne skidt fra kanel.
Men hvad så nu? Jo Frikirkenet har fået en ny leder, efter Tonny Jacobsen er trådt tilbage som leder. Det er Lars Bo Olesen som er pastor i Åben Kirke i Herning. Får det nogen positiv betydning? Åbenbart ikke, for heller ikke Lars Bo Olesen og hans medpastorer er i stand til at se at det Paul Scanlon prædiker ikke er evangeliet, og tilmed heller ikke bibelsk. Det har de vist med al tydelighed, da de for et stykke tid siden havde Paul Scanlon på besøg. Her skulle han bl.a. tale om at høre Guds stemme. Det var en søndagsgudstjenesteprædiken han fik lov til at holde. Spændende tema at prædike over, og meget nemt at svare på. Jeg ved at den forrige leder af Frikirkenet Tonny Jacobsen godt kunne svare på dette. Han stillede engang spørgsmålet til en gudstjeneste om folk havde lyst til at høre hvad Gud sagde til dem? Det ville de gerne, hans svar var at så skulle de læse hvad Gud allerede har sagt. Det blev nogen folk lidt skuffede over (forstå det hvem der kan), men det var et dejligt befriende svar som viste at vi alle kan kende Guds vilje, for vi kan alle læse i bibelen, som jo er Guds vilje åbenbaret.
Det var dog ikke det svar som Paul Scanlon gav. I den tale han holdt om at høre Guds stemme, læste han på intet tidspunkt op af bibelen. På intet tidspunkt henviser han til bibelen som der du kan lære Guds stemme at kende. De gange han henviser til bibelen er for at henvise til eksempler som vi ikke skal bruge til at høre Guds stemme. Som den med det våde lammeskind og Gideon o.l. som han fik fremsagt humoristisk så det ikke var noget vi kunne lære af. I stedet for at vise hvad Guds ord siger, fortalte Paul Scanlon om sig selv.
Dette er symptomatisk for folk som Paul Scanlon. De prædiker sig selv, deres egen historie, ders egne erfaringer, deres egne kampe og det bliver ikke til andet end det. Hvor det burde og skal være Guds ord de prædiker i stedet. Paul Scanlon er dog så dygtig at han formår at krydre sin tale så godt at folk hopper på hvad han siger. For selvom Paul Scanlon på intet tidspunkt fortæller hvordan man kan kende Guds vilje, men i stedet fortæller hvordan man på en subjektiv måde selv kan føle sig frem til Guds vilje (som nok er min egen vilje i det tilfælde) uden at bruge Guds ord til at vise det udfra, så viser Åben Kirke i Herning at de synes det er godt. Den ligger nemlig på deres egen hjemmeside både som mp3-fil og som video på deres Youtubekanal. Foruden en bunke overkarismatiske personligheder fra den karismatiske bevægelse som anbefalede videoen på Facebook. Tænk at man som stor pastor i England kan få lov at tale næsten en hel time om dette emne uden at tage udgangspunkt i skriften. Og værre endnu, tænk at lederne for en stor kirke ikke kunne se dette.
Jeg forstår ikke at folk kan sige god for en mand som Paul Scanlon og invitere ham som taler. Medmindre det er fordi at man er mere interesseret i at få en stor kirke som den Paul Scanlon har, end man er i at høre en mand prædike det der står i Guds ord. Men til dem som hellere vil høre Gods ord blive prædiket, end at tage ved lære af Paul Scanlon, men som er en del af Frikirkenet, hvorfor tager de hen til denne konference? Jeg ved nogen vil svare pga netværket. Men hvad er det dog for et netværk der udover at inviterer folk er New Age filosoffer som Steen Hildebrandt, folk der bøjer Guds ord til ukendelighed, og folk som Niels Christian Hvidt der kommer fra den romersk katolske der siger at retfærdiggørelse af tro alene er kættersk (foruden en masse andet der er direkte vranglære såsom henvendelse til døde mennesker som man bare kalder helgener). Det er da ikke et netværk man kan støtte som en kristen kirke.
Frikirkenets overordnede tema denne gang er det overnaturlige. Det synes jeg godt nok man har snakket meget om i de kredse efterhånden, men evangeliet om Jesus Kristus og Hans værk på korset er svært at finde i de kredse. Og det bliver ikke bedre af at invitere hverken Paul Scanlon eller Niels Christian Hvidt. Hvidt har godt nok meget fokus på det overnaturlige, men en mand som kommer fra en kirke der bygger på vranglære, og bekender sig offentligt til vranglære, kan man da ikke invitere som kristen organisation.
Vurder selv om du kan finde ud af hvorhenne Paul Scanlon skulle prædke udfra bibelen i den prædiken som jeg henviste til ovenfor. Den kan ses på denne video. Nedenunder har jeg lagt links til relevante indlæg der er relateret til ovenstående. Den hedder ifølge Åben Kirkes podcast side “At høre Guds stemme”.
Nu har jeg fået nok. Jeg kan ikke være stille om dette mere. Torben Søndergaard som kalder sig en radikal kristen og er kendt for sine mirakler, sine bøger, og for at optræde i diverse tv-programmer er ikke en radikal kristen. Af den enkle årsag at hvis han var en radikal kristen, så ville han prædike Kristus, og vise hvorfor vi har brug for Jesus til at frelse os. Det gør Torben bare ikke. Han peger i stedet på sig selv, og det gør han i hans forkyndelse, sine bøger og ja også i fjernsynet. Det mest triste er at se hvor mange velmenende kristne der synes det er godt hvad han laver. Ja, jeg vil ligefrem kalde det tragisk. At der er så mange der gør det, er et symptom på at vi lever i en tid, hvor vi ikke længere har et rimeligt kendskab til hvad bibelfunderet kristendom er, eftersom vi ikke kan se at det folk som Torben Søndergaard, Christian Hedegaard og Ruth Evensen ikke er sendt af Gud. Jeg vil nu tage bladet fra munden og i flere indlæg her i efteråret og måske også vinter, vise hvorfor der er grund til at advare imod Torben Søndergaard. Meget af det er noget jeg i forvejen har talt med Torben om, og jeg ved flere andre har gjort det samme. Men når en der påstår at han prædiker evangeliet, reelt set prædiker noget andet end evangeliet og er blevet konfronteret med det, og ikke vender om heller ikke efter flere henvendelser, så er det på sin plads at advare imod vedkommende i stedet.
Hvorfor så nu?
Jeg vidste at Torben ville være i fjernsynet i går i debatprogrammet ”De tre bud” på DR2. Jeg har i lang tid tænkt at jeg var nødt til at tage Torben Søndergaards lære op her på bloggen, men havde valgt at give det en chance. Hvad nu hvis han faktisk fik givet evangeliet og brugte de anledninger der var til at pege på Jesus? Det kunne jo være, for manden har jo både mødt Paul Washer og Ray Comfort. Personer som jeg også har mødt, og som jeg ser op til, da de er kendt for netop at prædike evangeliet klart og tydeligt. Jeg ved (eller mener) at Torben en overgang har haft mere fokus på evangeliet før, men det er desværre fortid. Der er andre ting der har fået Torbens fokus i stedet for. Nemlig ham selv, miraklerne, og hans egne åbenbaringer (eller ideer nærmere sagt). Det er en stor bunke ting at gå i gang med. Og jeg forventer ikke at kunne klare dem alle i et hug. Så lad mig starte med at beskrive hvorfor det var en skuffelse at se programmet ”De tre bud” med Torben.
I starten af programmet fik man at vide at vinklen til en case (med en ung kvinde der havde en alkoholisk far) var budet om næstekærlighed. Elsk din næste som dig selv. De fik de tre debattører så mulighed for at svare på. Lige netop at få lov til at svare på dette er en direkte invitation til at prædike evangeliet. For det stammer fra Jesus der koncentrerede de ti bud ned til to bud. Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind, og din næste som sig selv. Den sidste halvdel er der flere som synes lyder rigtig godt. Elsk din næste som dig selv. Umiddelbart lyder det som et nemt bud, men det vi så bør gøre er at spørge os selv ”gør vi virkelig det?” Elsker vi virkelig vores næste som os selv? Det er nogen gange nemt nok at elske os selv, men sandheden er at vi har store problemer med at elske vor næste. For vor næste er ikke kun vores venner (som vi også kan have problemer med at elske nok), det gælder også vore fjender. Selv vore værste fjender. Vi har nemmere ved at sætte os selv i første række, og tilsidesætte vores næste. Det er langt mere naturligt for os at vi elsker os selv mere end vor næste.
Så at få dette spørgsmål som kristen, er en direkte invitation til at vise at vi ikke kan efterleve loven. Vi er jo ikke istand til at elske vor næste som os selv. Vi fejler alle sammen. Vi er egoister som hellere vil vort eget, i stedet for Guds og vores næste. Fordi vi er egoister og dermed gør os selv til gud, har vi brudt Guds lov om både næstekærlighed og Hans bud om at elske Ham. Vi står til evig straf. Men fordi Gud vidste at vi ikke er i stand til selv at holde loven, og fordi vi alle fortjener Guds straf, da alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, så sendte Han sin egen søn at dø på et kors i vores sted, og der tage på sig den straf som vi ellers fortjener. Det offer der blev udgydt på det kors, gælder for dem der vil omvende sig fra sig selv, og have Jesus Kristus som deres Herre.
Åben invitation
Det her er en total åben invitation til at prædike evangeliet. Og hvis man er gæst i et tv-program og er indkaldt til det fordi man kalder sig kristen, så er man også forpligtet til at give evangeliet når anledningen kommer. Den kom flere gange for Torben, men den mest åbenlyse var denne, og i stedet gav han bare loven og pegede ikke på Jesus som den der har taget vore synder. Generelt talte han ikke rigtig om synd. Han brugte nogle ord som frelse, udfrielse, bibelen, men ikke på en måde så det gav mening at tro på Kristus og Hans fuldbragte værk på Golgata. Han nævnte synd en enkelt gang, men definerede ikke hvad synd er, nemlig overtrædelse af Guds lov.
Her er hvad han i stedet for svarede:
”Bibelen siger vi skal elske Gud af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vort sind, og så elske sin næste som os selv. Og det er vigtigt at Gud kommer først der, og så bagefter vores næste. Så jeg mener det er vigtigt at vi definerer kærligheden udfra sandheden og den kommer fra Gud.”
Det er rigtigt sagt af ham at kærlighed skal defineres udfra sandheden og det er bibelen. Men bibelen viser netop at vi ikke er i stand til at efterleve det bud. Vi er hverken i stand til at elske Gud af hele vort hjerte, og heller ikke vores næste. Hvorfor valgte Torben ikke bare at sige at vi jo ikke er i stand til at efterleve det bud, og det bud burde gøre os opmærksomme på at vi har brug for en frelser? Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det virkelig skyldes at Torben mener man kan elske Gud af hele sit hjerte, og hvis det passer, så er det en form for farisæerisme som Torben er drevet af. Og der er flere ting der tyder på det er tilfældet, hvilket jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg.
Klippet ud
Nogle vil sikker komme med påstanden om at der jo er klippet i indslaget. Ja, det er der, for det er et optaget program, og derfor er det nærmest pr. definition også redigeret. Årsagen til at jeg kan sige at Torben ikke gav evangeliet, er nemlig ikke baseret alene på den udsendelse, men på hvad han ellers siger og skriver, og her er forkyndelsen af evangeliet særdeles mangelfuld. Derfor vil jeg også komme med flere indlæg fremover som viser hvad Torben står for, og vise at det ikke er evangeliet han prædiker, men noget helt andet. Noget som man i nogle kredse vil kalde for pelagianisme. Men som jeg nærmere vil kalde postmodernisme. Da det er en mærkværdig sammenblanding af noget Torben selv har sat sammen efter sin egen forståelse. Hvis han havde sagt evangeliet i debatprogrammet, er jeg dog også ret sikker på det var kommet med. At give evangeliet i fjernsynet og i et debatprogram er nemlig så kontroversielt at det ikke ville blive redigeret ud. Det ville have skabt debat som redaktøren af programmet gerne ville have, da det giver flere seere. Jeg ved af erfaring at det ikke er så svært at få givet evangeliet ud i gennem medierne når man taler med journalister. Men kirkefolk har desværre en anden forståelse af det, og tror det er journalisterne der ikke vil have det ud. Sandheden er at fordi kristne skammer sig over evangeliet, så får de det ikke sagt ordentligt til medierne, når de har muligheden derfor. I Torbens tilfælde tror jeg bare at det skyldes at han hellere vil prædike noget andet, som han tror er mere interessant end evangeliet.
Til dig som er skeptisk overfor hvad jeg skriver, det skal du bare være. Jeg vil hellere have skeptiske læsere end læsere der bare godtager alt hvad jeg skriver uden at tænke selv. Men hvis du i løbet af denne serie om Torben Søndergaard kan se at han mangler fokus på evangeliet og at der er alt for meget fokus på Torben selv, så spørg dig selv om det virkelig er sundt at følge en sådan mand.
Forresten hvis du er venner med ham på facebook, så prøv at spørg ham på hans væg, hvorfor han da ikke viste at vi ikke kan leve op til loven og brugte næstekærlighedsbudet som en direkte opfordring til at give evangeliet. Så vil du enten opleve at Torben bliver vred, eller bare sletter din kommentar. Der er nærmest kun plads til lovprisning af Torben på hans facebook profil. Noget der taler imod Torben, er der ikke plads til. Og det er der mange der har oplevet.
Hvis man skal tro på hvad medierne siger, så kunne det nogen gange se ud til at lykken handler om at være seksuel frigjort. Udlev din seksualitet og find dit eget jeg i det. Udforsk seksuelle afkroge og specialiteter som om det er et stort tagselv bord på DFDS Oslofærges buffet Seven Seas (og der er godt nok rigtig meget at vælge imellem der). Mediernes falden på halen for folks forskellige måder at udleve det de tror er deres sande seksuelle jeg, er en falliterklæring der blot viser at vi er et samfund uden egentlige værdier. Når livet handler mere om hedonisme, end det handler om ansvar, moral og socialt fællesskab, så er der noget galt.
Ok, ret skal være ret. Det er ikke kun sex der ses i fjernsynet, men der er godt nok meget af det, og det er som om det er vigtigere at finde sin egen seksualitet, end det er at leve et sobert og ansvarligt liv med en ægtefælle, børn og et normalt arbejde. For det sidste er der ikke ret meget af. Det er åbenbart ikke spændende nok at leve et sundt og fornuftigt liv.
Men lykken er ikke at finde sin seksualitet. Lykken er heller ikke at være rig, og heller ikke at have det bedste job på ens arbejdsplads og hvad jeg ellers kunne finde på af forslag her. Lykken er at være kendt af Gud og kende Ham og være Hans barn.
At vide at man før levede som fjende af Gud og stod til evig straf på grund af vore overtrædelser af Guds retfærdige og hellige lov, og så finde ud af hvad Han har gjort på korset for os. Samt tage imod den tilgivelse og frelse Han har og blive Hans barn. Det er lykken.
At tro lykke er noget jeg kan finde ved at dykke ned i mine egne lyster hvad de så end er, kan kun give kortvarige nydelser som ikke er at sammenligne med den evige lykke jeg kan få i Herren og hos Herren i dag, og som også varer ind i evigheden. Som David siger i salme 16.2:
“Du er min herre, ingen anden end du er min lykke.”
