Categories
Kirke Livet som kristen Omvendelse

Sidebemærkning til Paul Washer-sagen

Efter al denne fokus på den mærkværdige aflysning af mødet med Paul Washer på pinsevækkelsens Sommercamp (se her), tænkte jeg at nogen kunne få den mistanke at jeg arbejder imod et bestemt kirkesamfund. Det vil jeg godt meddele, at det bestemt ikke er min hensigt. Jeg ved at der er mange sunde kristne i pinsevækkelsen, jeg kender flere af dem, og har mødt mange igennem tiden. Det jeg kritiserer der kunne jeg såmænd nemt finde andre steder (hvad jeg også har gjort opmærksom på før).

Så jeg er ikke ude på at køre hetz imod pinsevækkelsen, det ville være for lavt. Jeg tilhører ikke dem som vil sætte alle i bås, bare fordi de kommer i et bestemt kirkesamfund. Jeg kan sætte folk der kommer i en sekt i den kategori der hedder “Ikke frelst”. Men folk der kommer hos pinsevækkelsen, baptister, lutheranere, metodister osv, vil jeg ikke bedømme som ufrelste, eller andenrangskristne. At vi ikke kommer i samme kirkesamfund, er ikke med til at gøre os til dårlige kristne eller fortabte.

Men der er en årsag til at jeg har taget den her sag op, og den er ret skræmmende. Derfor vil jeg godt gøre den færdig snart og vise hvad det egentlig er der er sket, og sker i pinsevækkelsen. Noget som også sker eller vil ske andre steder, hvis der ikke er omvendelse fra ledernes side. Jeg forventer at beskrive hvad det drejer sig om senere i denne uge. Men til jer der kommer i pinsevækkelsen og som læser denne blog, jeg er ikke ude på at hænge jer ud, jeg ønsker blot at vise hvad er det der sker blandt en stor del af lederne der, og hvad det vil få af konsekvenser, hvis der ikke er nogen der siger fra og vender om. Det kan betyde at der vil være nogen læsere, der vil finde ud af at de selv må sige fra overfor det der sker. For den enkelte kristnes eget ansvar i denne sag vil jeg også snart komme ind på.

Categories
Bibelen Kirke videoer

Francis Schaeffer om retfærdighed, frihed og slaveri

`

I Francis Schaeffers hovedværk “How should we then live”, kommer han i sit femte afsnit ind på hvordan retfærdighed må være baseret på en sandhed der er givet udefra, og ikke bygget på mennesker. Det handler ikke om at man er nødt til at være kristen for at kunne være en del af samfundet. Men at der må være et udgangspunkt for lovgivning som ikke er baseret på mennesket, men på en sandhed som står over alt andet.

Reformationen skabte en samfundsændring som blev bygget på, at Guds ord måtte være et udgangspunkt for hvad der måtte være sandt. Det skete fordi reformationen var baseret på et opgør med en kirke der havde sat sig over Guds ord. Man søgte tilbage til ordet og fandt at det havde den sandhed som var nødvendigt at bygge et holdbart samfund på.
Men den franske revolution, som medførte menneskerettighedserklæringen, var ikke baseret på at der fandtes en entydig sandhed given ovenfra. Den var baseret på mennesker, og var dermed også bygget på et meget løst grundlag. Det viste sig også at den franske revolution ikke skabte noget bedre. Den blev bygget på blod, og endte i blod. Man fik afskaffet en elendig konge, og fik en magtsyg diktator istedet. Nemlig Napoleon. Den franske revolution var bygget på et humanistisk fundament, som ikke var et fundament, men en sandbanke, som hurtigt mistede sin styrke.

Den franske revolution blev til en dyrkelse af mennesket. Men en dyrkelse som skabte skuffelser. Skuffelser så store at dem der startede revolutionen få år efter, selv blev ofre for guilloutinen. Det viser sig ifølge Schaeffer at den franske revolution, har mere til fælles med den russisk kommunistiske revolution. Der er ihvertfald flere paraleller som ikke er særlig rare at tænke på. Det ser ifølge verdenshistorien ud til at større ændringer i samfundet, som ikke har sit udgangspunkt i at der må være en skaber af verden, ikke skaber frihed, men restriktioner for borgerne istedet. Så når vi søger frihed uden at basere friheden på de rammer og regler som Gud har givet os, så får vi det modsatte af frihed. Se blot hvor meget frihed der er og har været i ateistiske lande.

Men i de lande hvor man havde valgt at bygge samfundet på basis af en ovenfra given sandhed, valgte man flere steder at ignorere visse sandheder. Det gjorde man for at kunne skabe rigdom på bekostning af andre. Dette er en sort plet for de reformerte lande. Slaveri (og misbrug af anden arbejdskraft) blev anset for at være i orden, da man mente at visse mennesker var af en lavere standard end andre. Derfor syntes man at slaveri kunne accepteres. Det var dog ikke alle kristne der var enige i dette. Prædikanten John Wesley, og en tidligere slavehandler ved navn John Newton gik op imod den i samfundet accepterede slavehandel. Man kunne se at kristne ikke kunne støtte dette, og man måtte også sige fra. Det var ikke populært, og der var stor modstand mod ophævelsen af slaveriet. Og mange i kirken mente også at det var et område man skulle holde sig fra. Lidt ligesom mange i kirken i dag, ikke mener at man skal tale imod abort, o.l.

John Newton som var med til at kæmpe for ophævelsen af slavehandel, var forresten også ham der skrev en af de allermest kendte kristne salmer; Amazing grace. Som du kan høre her:

Categories
Falsk Lære Kirke Overfladisk kristendom

Derfor kommer Paul Washer ikke på Pinsevækkelsens sommercamp

En af omvendelse.dks læsere har undersøgt hvorfor arbejdsgruppen til pinsevækkelsens sommercamp, har anbefalet CampZeros (den paralelle ungdomscamp til sommercamp) at aflyse møderne med Paul Washer. Jeg har fået indsigt i mailkorrespondencen og vil kommentere på den her.
Det svar spørgeren fik fra en repræsentant fra arbejdsgruppen, var at Paul Washers profil ikke passede til det koncept man ville have til de unge. Man svarede også at man ikke havde nogen mistanke om at Paul Washer levede i synd, eller prædikede vranglære. Læseren spurgte så hvad det var ved Paul Washer, som gjorde at man ikke mente han passede til konceptet. Man undskyldte sig med at arbejdsgruppen hvert år vender over 100 forkyndere som gæstetalere. Og man vil gerne være enig om dem man inviterer.

Her er hvad jeg tænker om dette
Lad mig starte med det mærkelige, og slutte af med det alvorlige. Det var faktisk ikke sommercamps arbejdsgruppe der inviterede Paul Washer. Det var CampZero der inviterede ham. Men Sommercamps arbejdsgruppe anbefalede CampZeros arbejdsgruppe at aflyse Paul Washer. Så Paul Washer hører så vidt jeg kan se ikke til de ca. 100 forkyndere, sommercamps arbejdsgruppe plejer at vende. Han var inviteret til at komme på en parallel sommercamp. CampZeros ønske om at invitere Paul Washer, havde Sommercamps arbejdsgruppe blandet sig i. Det virker mystisk, for han var allerede inviteret, og det så da ud til at CampZeros arbejdsgruppe var enige derom. De havde jo annonceret ham på deres hjemmeside. Men okay det er det mystiske, jeg har ellers læst en del organisationsteori, og her er der altså noget der tyder på at organisationerne her ikke fungerer særlig godt. En organisationsteoretiker vil sige at det her indikerer at man har en splittet organisation. Hvilket igen tyder på at der er tegn på splittelse i pinsevækkelsen. Om det er sandt vil tiden vise, for pt. er det kun indikeringer jeg kan opbservere. Men lad det nu være.

Et farligt koncept
Den anden del, er langt mere alvorlig, for hvad er det for et koncept som man ønsker for de unge, der gør at der ikke er plads til en af de allermest bibelfunderede og downloadede evangelister og bibellærere. Eller nærmere sagt, hvad er det for et koncept der gør at man ligefrem vælger at AFLYSE et annonceret møde med Paul Washer? Det virker som om disse folk er mere bange for at få en ordentlig forkyndelse, end de ønsker at få en ordentlig forkyndelse. For lad os da lige kigge på hvem Sommercamps arbejdsgruppe ellers har inviteret.

Trosbevægelsen er velkommen
For et par år siden inviterede man Carl Gustav Severin fra Livets Ord i Upsala til at prædike på Pinsevækkelsens Sommercamp. Det er en af de kraftigste trosmenigheder i skandinavien. Jeg hørte ham tale og det var lidt som at høre Christian Hedegaard, bare uden høje råb og fakten med armene. Men han forkyndte slet ikke evangeliet. Han brugte istedet tiden på at fortælle hvor meget Gud brugte ham, og hvad han oplevede Gud gjorde, og hvor glade folk var for at Gud havde sendt ham. Forkyndelsen af ordet var ikke i centrum. Bagefter gik Pastor Jarle Tangsted fra Københavns Kristne Kulturcenter (landet største frikirke) op og sagde, at han støttede alt hvad Carl Gustav Severin havde sagt, og var så glad for at de havde inviteret ham. Jeg kan huske at jeg sad og undrede mig over den godkendelse. Senerehen har man i den menighed haft besøg af Ulf Ekman, som er grundlæggeren af Livets Ord i Upsala.

Man hvad så i år?
I år havde man inviteret endnu en trosprædikant. Pastor Sunday Adelaja fra Ukraine. Han har en kanonstor menighed i Ukraine og det var nok årsagen til at man havde inviteret ham. For hans lære er baseret på trosbevægelsen, og ikke på ortodoks historisk kristendom. Nu var der bare det, at der over Pastor Sundays hoved i længere tid har hængt en retssag. En retssag der lugter lidt for meget af den sommerhussag som hænger over Christian Hedegaard. Den her er bare værre (og nej han er endnu ikke dømt, men sagen alene burde gøre at man var afventende med at invitere ham). Man har fået folk i menigheden i Ukraine til at investere på ejendomsmarkedet, og givet folk den forventning at de ville få en gevinst på  60 % om året. Til folk der ikke har forstand på økonomi, kan jeg fortælle at når nogen lover dig en så høj gevinst på en investering, så er der allerede her noget der lugter meget mistænkeligt. Man skal nok holde sig langt væk fra den slags investeringer, også selvom det er en præst der anbefaler dem.

Nu har Sommercamp været nødt til at aflyse besøget af Pastor Sunday Adalaja. Men det underlige ved den her sag, sammenlignet med Paul Washer sagen, er at det er Pastor Sunday der har aflyst, ikke Sommercamp. På sommercamps hjemmeside står der:

“Pastor Sunday Adelaja har desværre meldt afbud på grund af nogle verserende juridiske undersøgelser mod hans organisation i Ukraine. Sunday har aflyst alle besøg i Danmark denne sommer.”

Så pinsevækkelsens Sommercamp vil hellere have Ukraines svar på Christian Hedegaard, som gæstetaler, end de vil have Paul Washer. Hvad er det for et “nyt” koncept som gør at der er plads til folk som har retssager hængende over hovedet, ang. økonomisk svindel, og samtidig er en del af trosbevægelsen. Men også er et koncept, som gør at man er nødt til at aflyse et møde med en højt respekteret evangelist og bibellærer?

Hvor længe vil kristne finde sig i dette?
VIl de sande pinsefolk snart rejse sig op og sige fra? Eller vil de blot finde sig i at der fortsat bliver serveret fordærvet mad til møderne på deres Sommercamp i Mariager? Der må da være nogen pinsefolk, der er ved at være virkelig træt af ledere der ikke kan sortere mellem god og dårlig undervisning. Ledere der ikke kan sortere mellem dem som er sendt af Gud, og dem der er sendt for at skabe forvirring. Hvor længe vil de sande pinsefolk finde sig i dette. Og det vil sige dem der vil Jesus, og ikke bare have smarte møder med høj musik, og prædikanter med en elendig teologi. Hvor længe vil de lade sig køre rundt i manegen af folk som ikke viser respekt for Guds ord, når de kan invitere vranglærere, men siger nej til bibelfunderede Jesusbrændende forkyndere.

Men det er desværre ikke kun et pinsekirkeproblem. For vi ser det samme problem mange andre steder. Det er desværre ikke kun pinsevækkelsen der er plaget af tåbelige forkyndere der ikke kender Guds ord, og derfor prædiker dom over sig selv i stedet. Men det er ikke nok at jeg og nogle få andre skriver om dette på nettet. Der er brug for at de sande kristne rejser sig op og siger deres mening. For hvis vi blot forsøger at ignorere dette forfald i kirken, så vil det blive et forfald som vil påvirke os selv i sidste ende.

Vær ikke bange for at miste din anerkendelse, din popularitet, eller din ære, det er vigtigere at kæmpe for evangeliets renhed, end det er at holde fast i ens position i kirken. For det kan være den pris man kan risikere at betale. Men nogen er nødt til at betale den, så find ud af om du er en af dem som er villig til at betale den pris. For der er brug for folk som sætter Jesu navn højere end deres eget navn.

Categories
Bibelen Kirke Overfladisk kristendom podcast Prædikener vækkelse videoer

300.000 kr om året og fri bil. Podcast

Så skete det endeligt. Den prædiken som jeg i et længere stykke tid har haft lyst til at prædike, fik jeg mulighed for at prædike i går. Jeg starter prædikenen med følgende:

“Dette er en udlægning af en underlig historie som vi finder i Dommerbogens kapitel 17 og 18. At den overhovedet er at finde i dommerbogen er mærkværdigt, for den handler slet ikke om en dommer, men i stedet om noget der foregik under dommernes tid i Israel. I den hører vi om en mand ved navn Mika, som har stjålet nogen penge fra sin mor, som han giver hende tilbage, så får han lavet et gudebillede som han sætter i sit gudshus, og ansætter en præst. Et stykke tid efter kommer nogen og spørger præsten om det vil gå dem godt, Det siger han ja til, og de samme mennesker kommer senere og tager ham med som deres nye præst, og han forlader derfor sin første præstegerning, for han har fundet en ny.
Det er en mærkværdig historie flere steder, fordi den afviger fra det vi ellers plejer at finde i bibelen. Men ikke desto mindre er der et vigtigt budskab, som vi kan finde i lige netop denne histore.”

Det er en prædiken som besvarer hvad der skal til for at vi må få vækkelse. Hvad er forskellen på en god og en dårlig præst, og hvad der kan ske når Guds folk ikke følger Guds plan, selvom de ved hvad Guds plan for dem er. Det er en af de vigtigste prædikener jeg har holdt (tror jeg). Men bedøm selv.

Jeg har lagt den ud som videoprædiken her, men hvis du ønsker at se den i en bedre billedkvalitet, kan den downloades på: http://www.sendspace.com/file/cyn5uc
Den vil dog forsvinde ag sig selv efter en måneds tid. Hvis den ikke er der mere, kan man kontakte mig på info@omvendelse.dk for at få den i god billedkvalitet. Den kan også høres som mp3-fil nedenunder.

Dette er en prædiken som mange præster og forkyndere i dag har brug for at høre. Så hvis du kender nogen som du tror kunne have brug for den her. Så send den til dem, og spørg dem hvad de mener om budskabet. Men spørg dem med respekt, der står jo i ordet at vi skal henvende os med respekt for dem der er sat som ledere, også selvom man kan være uenige med dem. Men samtidig man også et ansvar for at gøre opmærksom på når der er noget galt. Og dette kunne være en måde at gøre opmærksom på dette.

Categories
Kirke vækkelse

Offentligt møde med Paul Washer

Så er det officielt. Da der ikke bliver offentlige møder med Paul Washer på Pinsevækkelsens Sommercamp, har arrangørerne af hans besøg i Danmark sørget for et andet offentligt møde med ham.Det sker i Teatersalen i Randers. Der er åbent for alle til det møde. Dette er hvad der står på “TIlbage til bibelens” hjemmeside:

Paul Washer til DK

Tilbage Til Bibelen har inviteret Youtubes mest Downloadede forkynder kommer til Randers d. 15/7 i Teatersalen Randers ved Fritidscentret. Der er gratis adgang og mødet starter kl 19.30. Dette ville være et godt møde at invitere din ateistiske onkel Bob med til.

Teatersalen ligger på Vestergade 15 i Randers.

Men hvad sker der ellers?
Paul Washer kommer ikke til Danmark primært for at holde offentlige møder. Han har sagt at han bare vil være sammen med 20-30 mænd som vil prædike evangeliet. Det var hans ønske for dette besøg. Han vil undervise og tale med dem. Her vil han tale om Open air forkyndelse, hvordan vi skal prædike evangeliet både indenfor og udenfor kirken. Hvordan vi skal forholde os til kirker (og præster) som ikke vil prædike evangeliet m.m.

Men der vil ogse være fokus på hvad der skal til for at bygge en bibelsk kirke. Noget som jeg forstår flere går og tænker på. Men som folk synes kan være en svær beslutning. Så hvis du går med tanker om at starte noget nyt op, eller har brug for (og tør) blive konfronteret af en forkynder som ikke er bange for at prædike Guds ord som Guds ord er, fordi du selv ønsker at blive en mere bibelsk forkynder, så kontakt mig på info@omvendelse.dk, eller Cameron Buettel på talkingdonkeys@hotmail.com. Det vil ikke være alle der kan komme med, dels pga begrænsede pladser, men mest fordi det er vigtigt at dem der kommer, også er folk der vil tjene Gud. Folk som ikke er bange for at sætte deres egen karriere, eller succes over styr fordi de sætter navnet Jesus højere end deres eget navn. Det skal være kristne mænd som brænder for Gud, og er villige til at brænde igennem. Så tænk godt over om det er noget for dig, og kontakt os så hvis du mener det er en beskrivelse af dig!

Categories
Kirke Livet som kristen podcast

Hvordan forholder man sig til umoral i kirken? Podcast

Som en fortsættelse på indlægget i torsdags om kirkedisciplin, har jeg valgt at lægge en debat fra White Horse Inn på som lørdagens podcast. I dette afsnit, taler de om nogen af de problemer som man kæmper med i kirkerne i Amerika pt. Problemer som desværre ikke er langt fra dem vi ser i kirken i Danmark. Men det bliver belyst udfra hvad der står i Guds ord. Og det er befriende klar undervisning som man får ved at høre de fire debattører her. Det er en debat vi også har i Danmark, men så vidt jeg kan forstå, er det ikke en debat hvor vi inddrager bibelen for at finde svar. Måske er årsagen at man godt kender bibelens svar, men man bryder sig ikke om dens svar.

Dette er hvad White Horse Inn selv har skrevet om dette podcast: “Selv om kristne bliver helliget er de endnu ikke perfekte, og fortsætter derfor med at synde på forskellige måder. Men hvad skal en kirke gøre, når synd er en skandale? Hvordan skal vi forholde os til den slags mennesker? Og hvordan skal vi relatere til dem uden for kirken? Disse og andre spørgsmål fra Paul’s første brev til Korinterne vil blive behandlet i denne udgave af White Horse Inn.”

Du kan afspille podcastet i Windows Media Player her.

Eller du kan afspille podcastet i Realplayer her.

Hvis du ønsker at downloade podcastet skal du registrere dig på oneplace.com. Men det kan bestemt godt betale sig (det er gratis). Disse fire bibellærere fra forskellige kirkesamfund har en kærlighed til Gud, og til Hans ord, og til hinanden. Og det er en glæde at høre brændende kristne fra forskellige kirkesamfund, kan være så enige om kerneområder som dem de diskuterer.

Categories
Kirke

Hvis Guds Ånd blev taget bort fra kirken

“Hvis Helligånden blev taget væk fra Det Nye Testamente kirke, ville halvfems procent af, hvad de gjorde være gået i stå. Men hvis Den Hellige Ånd blev taget væk fra kirke af i dag, ville det kun være ti procent af hvad den gør, der ville ophøre.”

Citat fra A. W. Tozer

Dette er sandsynligvis sagt engang i fyrrerne eller halvtredserne. Hvis Tozer så hvor tids kirke, hvor stor en procentdel af kirken ville han så tro var afhængig af Helligånden?

Categories
Kirke Livet som kristen

Manglende kirkedisciplin giver kirken et dårligt ry

Der er mange bibelske årsager til at have kirkedisciplin, en af dem er kirkens ry. Paulus skriver til Korinterne at der bliver talt dårligt om kirken, fordi der er folk i kirken der lever i åbenlys synd. Det er noget som man mange steder ikke ser som noget problem mere. Man undskylder sig med at man skal være “favnende”. Dertil undskylder man sig med, at der jo også er synd som ikke er åbenlys, og den kan man jo ikke gøre noget ved. Hvad der jo er rigtigt nok, men er en dårlig undskyldning for at ignorere kirkedisciplin. For hvis vi ignorerer åbenlys synd, så vil det sprede sig som cancer. Jeg har set det ske før, og det slår aldrig fejl.

Men en årsag til at have kirkedisciplin som vi ofte glemmer, er det ry som vi har blandt andre. For hvis de ved at kristne siger det ene, men gør det andet, så vil de kunne se at vi er hyklere. Eksempelvis hvis vi forkynder og siger at sex er noget der foregår indenfor ægteskabet, og kun der. Så kan vi ikke samtidig have folk som tilhører kirken, som lever i seksuel umoral. For så kan verden jo se at vi ikke mener det. Vores tale er blevet til tom tale.

Kirkedisciplin har en opdragende effekt indadtil, men det har også en signalværdi udadtil. For hvis folk kan se at det vi prædiker, også er det vi mener, så har vi et stærkt vidnesbyrd. Det kan godt være at folk ikke bryder sig om hvad vi gør, og de synes vi er ekstreme, men at se at vi mener det så meget at vi er villige til at efterleve noget, som ikke er populært i verdens øjne, vil også skabe en hvis respekt. Hvis vi ikke har den respekt, hvorfor skulle folk så blive kristne? De vil opleve at kristne er nogle hyklere, ligesom så mange andre. Der vil ikke være nogen forskel på kristne og folk i verden, det er et fedt. Og hvis der ikke er nogen forskel, er der ikke længere noget der indikerer at det at være en kristen gør en forskel. Så hvorfor skulle man så blive en kristen, det betyder jo ikke noget alligevel i så tilfælde.

De præster som ikke udøver kirketugt, gør både dem selv og deres kirke, en bjørnetjeneste. For ikke nok med at de skaber et dårligt ry for kirken så har de også fået en sygdom som vil brede sig som cancer. En cancer de kun vil få endnu sværere ved at fjerne efterhånden som den vokser. For når den har bredt sig og præsten først sent vil tage affære, vil man spørge ham; “Hvorfor sagde du ikke noget til det før? Hvis du virkelig mener dette er forkert, så burde du have sagt det før, men du tiede, derfor har du ikke nogen taleret mere”. Den dag vil præsten stå med en stor splittelse i kirken, istedetfor en lille som han forsøgte at undgå i starten. Eller også vil han stå med en kirke som ikke tager synd alvorligt, men dermed heller ikke tager Gud og Hans ord alvorligt. Og spørgsmålet er om man så kan kalde det en kirke, eller om det ikke istedet bare er et socialt fællesskab.

Kirkedisciplin er med til at holde Kristi legeme sundt, og give Kristu legeme et godt ry blandt folk.

Categories
Kirke Musik Omvendelse Overfladisk kristendom

Hvad har “Men without hats” og den moderne kirke til fælles?

I 1982 fik popgruppen “Men without hats” et giganthit på hitlisterne i verden. Nummeret var det særdeles vellydende “The safety dance”. Til sangen var der produceret en video, som allerede på det tidspunkt var ret anderledes, end de musikvideoer som ellers blev lavet på den tid. De fleste musikvideoer dengang var baseret på en minimalistisk billedside, med farver der var kørt lidt ud i ekstremer og kunstige outfits. Den her sang og video, var som et slag i ansigtet. Den sad fast når man hørte den, og man ville se videoen igen og igen. Og den er stadig populær, den dag i dag. Det er en af de allerstørste onehitwonders. For det blev kun til et rigtigt hit for mændene uden hatte.

Hvorfor
Måske er der en logisk forklaring på dette. For hvis man hører sangens tekst igennem, sidder man tilbage med en underlig fornemmelse af, at den ikke handler om noget. “The safety dance” er en tåbelig sang, som ikke har noget som helst brugbart indhold. Læs blot første vers som lægger standarden:

“We can dance if we want to
We can leave your friends behind
‘Cause your friends don’t dance and if they don’t dance
Well they’re, no friends of mine “

Det må godt nok være en meget vigtig dans det her, når den betyder så meget, at dem der ikke danser den, ikke er ens venner. Men hvad så med videoen? Måske forklarer den noget?Men nej, det gør den ikke. Den foregår i et middelalderligt miljø, hvor forsangeren render rundt med en skør dame, og en dværg som spiller på et lille strengeinstrument. De danser sig igennem hele sangen, og laver en gentagen bevægelse, som åbenbart skulle have noget at gøre med, at det er en “safety dance” de har gang i. Der bliver danset og danset, og alle følger med i dansen og bliver grebet af den. Men fascinerende ser det ud. Men hvis man så forsøger at undersøge videoen for indhold, bliver man endnu mere skuffet, end man gjorde da man undersøgte sangen. For videoen handler om absolut ingenting. Men den foregår i et middelalderligt samfund, hvor de danser til moderne musik.

Hvor fascinerende og fangende Men without hats sikkerhedsdans var, så er det meget muligt at den slående mangel på indhold, gjorde at kun de færreste gad købe deres næste album. Det er faktisk noget som ser ud til at være kendetegnende for flere onehitwonders. For hvis Safety dance albummet ikke havde noget indhold, hvorfor skulle det næste så have det. Det første var udemærket underholdning, men når underholdningen ikke havde noget kød på sig, så blev det lidt tomt på sigt.

Og hvad kan vi så lære af det?
Sådan er den moderne kirke også. Fyldt med toptunet kvalitetsunderholdning uden indhold. Vi har fjernet det der gjorde kirken interessant og relevant, og erstattet det med noget der er endnu mere tåbeligt, end Men without hats safety dance. Vi har erstattet evangeliet om Jesus Kristus med andre ting, som vi tror folk meget hellere vil høre om. Vi vil hellere give dem bedre selvværd, bedre sexliv og bedre økonomi. Eller hjælpe dem til stærkere parforhold, til at blive bedre forældre, og gode venner. Eller også vil vi bare have det skal være så sjovt at komme i kirke, at vi sætter en film på med Far til fire i sneen, for det må da lige være hvad folk har brug for. Men Jesus vil vi ikke prædike for dem. Nej nej, det vækker jo anstød. Vi har ikke plads til at prædike omvendelse fra synd. Vi har ikke plads til at pege på Ham der tog vores straf på sig, så vi kunne blive Guds børn. Vi vil langt hellere vise, at vi har en glad kristendom, end vi vil vise dem HVORFOR vi har grund til at være glade. Vi vil hellere give dem et tomt og ubrugeligt evangelium, end vi vil advare dem imod den kommende dom, som Jesus advarede folk imod.

Men har vi lært noget?
Det ser ikke ud til at vi har lært noget af det. Selvom det har vist sig igennem lang tid nu, at et tomt evangelium er et ubrugeligt evangelium. Et evangelium som ikke forvandler mennesker, men blot gør at folk godt kan “lide os”. Så viser det sig at vi ikke har lært noget. Vi har endnu ikke vendt tilbage til det rene evangelium. Vi er dummere end Men without hats. For de forsøger stadigvæk at lave musik, ligesom vi forsøger at lave endnu mere udvandede gudstjenester. Musikken som Men without hats producerer i dag, er dummere og dårligere end nogensinde før. Men de vil bare på igen, de vil bare have endnu et hit, selvom deres produkter er så kolossalt dårlige, at kun de allermest ekstreme fans gider købe deres produkter. Men hvor Men without hats, aldrig har haft noget at have det i, fordi de aldrig havde noget indhold, så har vi engang haft et reelt indhold i kirken. Men vi har skiftet indholdet ud. Det er på tide at nogen får det gode gamle budskab om Jesus Kristus tilbage i kirken. For det er der det hører hjemme!

Categories
Evangelisation Hvem er Gud? Kirke Livet som kristen Synd

Et sprog der ærer Gud

Da jeg arbejdede med kirkeligt arbejde i starten af halvfemserne, var det normalt at dem der stod med ledelsesansvar, også havde et pænt sprog. Man talte ikke som verden gjorde. Hvis man gjorde skulle man ikke forvente at få et ansvarsområde. Men efterhånden som kirken forsøgte at blive smart, og derfor også fik “smarte” folk til at overtage ledende positioner i kirken, skete der et skred. For nu begyndte sproget at ligne det man havde i verden. Vi var desværre stolte af det, istedet for at irettesætte det. For vi var glade for at have nogen der “talte et sprog som dem udenfor kunne forstå”. Men der var ikke noget at være stolt af. Og værst af alt, sproget smittede.

Jeg er i dag forbavset over hvor mange ledere i det kirkelige som taler meget grimt. Det kan godt være det ikke lige er bandeord der kommer ud af munden på dem. Men toiletsproget er ganske enkelt overvældende. Og selv et amerikansk f-ord er blevet en accepteret del af ordforrådet. Men hvis man påpeger det, får man at vide at man lever en isoleret tilværelse. For nylig talte jeg med en der havde en kirkelig opgave til en gudstjeneste. Hans sprog var så voldsomt at jeg ganske enkelt var nødt til at sige til ham, at han skulle passe på sit sprog. Det kunne han ikke forholde sig til, og fortsatte med at tale grimt. Jeg fortalte ham at vi jo skulle stå til ansvar overfor Gud, for hvert ord der er udgået af vores mund. Det blev han ret sur over, så han sagde til mig at sådan talte folk altså i dag. Havde jeg da aldrig set X-faktor? Hvortil at jeg svarede ja det havde jeg set, og det var også årsagen til at jeg ikke ser det mere. Så havde han ikke mere at sige.

Eksemplet er ikke enestående. Men vi lever i en tid, hvor enhver kan kalde sig kristen uden at have nogen frugter. Vi lever med en “åbenbaring” af at vi ikke skal tage sådanne ting så alvorligt. Men bibelen er stadig ret klar på dette område. Lederen af kirken i Jerusalem Jakob (som også var Jesu broder) skriver:

“Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd.” Jakob 1.26

Ifølge Jakob så er der altså mange der fører sig selv bag lyset. For de tøjler ikke deres tunge og tænker ikke over hvad de siger. Tænk at have en leder som Jakob, som turde melde så klart ud om dette. De må have haft betydning for hvordan man talte i den menighed. For de havde en leder som gik foran med et godt eksempel.
I dag har vi istedet ledere der går foran med et dårligt eksempel, og menighedens folk følger efter. Vi trænger til ledere der tør sige tingene klart og tydeligt, og gøre det i et sprog som er Gud til ære. Også selvom det betyder at folk så vil foretrække at komme andre steder. Lad dem bare komme andre steder, men lad dem ikke føle sig hjemme der hvor Guds folk taler et sprog som indikerer at deres gudsdyrkelse er sand.