Categories
Evig dom Omvendelse

Forband Gud og dø

Forband Gud og dø. Det var hvad Jobs kone anbefalede Job at gøre, da han lå med bylder over hele kroppen, og havde mistet al sin ejendom (Job 2.9). Det er faktisk også det mange gør når de dør. Mange siger at det der med kristendom kan de vente med til de bliver gamle. De kan også bare omvende sig på deres dødsleje, eller når de er blevet gift engang og fået børn. Jeg har hørt folk bruge alle disse undskyldninger for at vente med at blive kristen. Men kan de egentlig det. Kan vi selv bestemme hvornår vi ønsker at blive kristne? Er det muligt at proppe den slags ind i vores timemanager for vores liv?

Guds ord siger at ingen kommer til Jesus, uden at faderen drager på Ham. Ingen. Vi kan altså ikke i egen kraft vælge at blive kristen. Vi kan ikke i egen kraft blive frelst. Frelsen er overnaturlig, og det er Gud der bestemmer dagen hvor det sker. Han vil drage på os, men siger vi nej til Ham, da er vi fortabt.

Erfaringerne viser os også at mange ikke omvender sig, når de ser døden i øjnene. Tværtimod. David Pawson som er en engelsk bibellærer fortalte at han engang spurgte dem der redigerede i flyenes sorte bokse (dem der optager hvad der sker i cockpittet inden et fly forulykker), om hvad der bliver redigeret væk, før de offentliggør boksens optagelse. De spurgte ham hvor han vidste det fra, og fortalte at det var de mest forfærdelige ting, folk i cockpittet sagde lige før de skulle dø. Istedet for at omvende sig, forbandede de Gud. Sagde de værste ting om Gud som ikke burde komme ud af et menneskes mund. Det var kun ganske få gange at der var nogen som lød til at omvende sig.

Jeg har også andre eksempler på dette, men det er vigtigere at finde ud af, hvorfor mange vælger at forbande Gud istedet for at omvende sig når døden står for døren. Det handler om at vi vil leve vores eget liv. Og når så Gud kommer og tager vores liv, bliver vi mennesker så vrede over at vi ikke kan leve det liv mere. Vi lever i oprør mod Ham der har skabt os, og mange vil ikke finde sig i at Han har sat rammer og regler op, som faktisk er gode for os. Og når så straffen kommer, vælger mange at forbande Ham, istedet for at sige tilgiv mig.

Har du aldrig omvendt dig, så brug dagen i dag til at søge Herren. For det er stadigvæk en nådens tid så længe du trækker vejret. Men samtidig er du kun et hjerteslag fra at gå ind i evigheden.Hvordan vil du gå ind i evigheden? Vil du gøre det med glæde og lyst til at være sammen med Ham der skabte dig, og som reddede dig ud af syndens greb og forbandelse. Eller vil du gå ind i evigheden i oprør mod Gud og altid være adskilt fra Ham i al evighed i fortabelsen? Drager Gud på dig, så giv agt på det, for det er universets skaber og Herre, der taler til dig. Lad være med at være som de dumme der siger; det betyder ikke noget, jeg kan blive kristen når jeg bliver gammel. Hør på Ham i dag og giv dit liv til Ham, for Han har omsorg for dig og ønsker at have fællesskab med dig.

Categories
Evig dom Livet som kristen

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre!

Det er ikke alle der kommer i Himlen. Det er der ikke nogen tvivl om, fordi bibelen er meget tydelig på det punkt. Men det er heller ikke alle der kalder sig kristne der kommer i Himlen. På det punkt er bibelen også meget tydelig. Men det er også et punkt, der får en del kristne til at blive bange for om det er dem der er tale om. Men hvad siger bibelen om hvem det er der ikke kommer i Himlen, selvom de kalder sig kristne? Jesus siger i Matt. 7.21-23 at:

“Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”

Det er ganske interessant at de siger Herre, Herre. For det at det bliver gentaget er en hebræisk måde at sige “FED SKRIFT“. Det var altså nogle som virkelig mente at de var kristne, men der var noget galt med dem. Der var noget som gjorde at Gud ikke anså dem for at være Hans børn.

Læg mærke til at det ikke drejer sig om hvad de havde gjort af store ting. De troede selv at deres gerninger viste at de var Guds børn. De havde jo ovenikøbet tegn og mirakler, som de mente kunne dokumentere at de tilhørte Gud og gjorde Hans vilje. Men det var ikke dette som Gud bruger som argument for ikke at lukke dem ind. Argumentet var; Jeg har aldrig kendt jer.

Her har vi et dilemma i moderne kristendom. For vi taler meget om at Vi skal kende Kristus, for at blive frelst. Og det er bestemt sandt at det er vigtigt som kristen at kende Jesus, det vil jeg ikke sætte tvivl om. Men det er endnu vigtigere at være kendt af Ham. For hvis Han ikke kender dig, hvorfor skulle Han så lukke dig ind?

Hvis jeg en dag kom til Amalienborg og bankede på. Ville der så blive lukket op for mig fordi jeg sagde at jeg kendte Dronning Margrethe? Selvsagt nej, jeg ville ikke have en chance for at komme ind. Men hvis Dronning Margrethe i samme øjeblik stak hovedet ud af vinduet og sagde: Det er René ham der, han er min gode ven. Luk bare ham ind. Så ville jeg komme ind med det samme, fordi hun sagde god for mig, ved at tilkendegive at hun kender mig.

Sådan er det også med Gud. Det er ikke nok at vi kender Ham. Vi er nødt til at være kendt af Ham. Og give Ham lov til at kende os, og dermed også vise os hvad Hans ønske er for os. Da viser vi, at vi er kendt af Ham.

Categories
Evig dom Hvem er Gud?

Hvordan kan en god Gud straffe mennesker med evig straf?

Jeg fik et spørgsmål fra en af læserne her på omvendelse.dk. Det lød sådan her: “jeg forstår ikke helt pointen med et Helvede. Jo altså, det er noget man frygter, så man lader være med at synde osv. Dertil kan jeg godt forstå. Men hvad får Gud ud af det?”
Det syntes jeg var værd at svare på, så det vil jeg forsøge her. Men lad os starte med at se på os selv.
Hvad hvis nogen gjorde den person som du holder allermest af fortræd. Med fortræd mener jeg virkelig forbrudt sig imod den du elsker højest. Lad os antage at det kunne være voldtægt, tortur eller mord. Du vidste hvem der havde gjort forbrydelsen, og fandt bagefter ud af at forbryderne ikke ville blive anklaget fordi det offentlige retssystem, var ligeglad. Det er måske svært for os i Danmark at forestille sig, men der findes lande hvor det er tilfældet. Hvis det skete, ville du så ikke blive vred. Ville du ikke føle at det ville være så uretfærdigt, at du måske endda kunne finde på selv at finde på at opsøge forbryderne og udøve retfærdighed.
Hvad hvis det var dine børn det var sket for? Ville du så ikke gå meget langt? Ville du finde dig i at nogle havde forbrudt sig mod dine børn? Ville du ikke sørge for at retfærdigheden ville blive udøvet?
Jeg ved at hvis jeg ikke kunne få politiet eller retssamfundet til at tage en sådan sag op, så ville jeg personligt få fat i de personer der havde forbrudt sig mod mine børn og straffe dem. Nej jeg er ikke tilhænger af selvtægt. Men jeg ville ikke finde mig i at se at en sådan uretfærdighed kunne få lov at stå ustraffet. Jeg ønsker retfærdighed, og det ville du også gøre.
Derfor ønsker jeg, og du heller ikke, at Gud skulle være uretfærdig. Du ønsker en retfærdig Gud. En Gud der straffer forbrydelser. Hvis Gud ikke var retfærdig ville forbrydere ikke få den straf de fortjener. Bibelens Gud er retfærdig, for det står der igen og igen. Se salme 7.12.
“Gud er en retfærdig dommer, en Gud, der harmes hver dag.”

Her er der bare et problem for os, vi er alle forbrydere. Som der står i Rom 3.23
“for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”
Der findes ikke nogen som ikke har brudt Guds lov. Og lad mig forvisse dig om en ting: Det er meget værre at bryde Guds lov end menneskers lov. Menneskers love ændrer sig over tid, men Guds lov står fast og er faktisk skrevet i vores hjerter (noget jeg nok vil komme ind på en anden gang). Men i og med, at du har Guds lov skrevet på dit hjerte, så ved du også at du har overtrådt den. Derfor skal du også straffes. Men samtidig er Gud også en barmhjertig Gud som ikke ønsker at straffe. Derfor har han, fordi han også er retfærdig, sørget for at dem der kaster sig ind under Kristus vil undgå straffen. For dem har Kristus allerede betalt straffen på Golgatas kors. Men dem der siger de ikke har brug for Jesus, og ikke har brug for tilgivelse, og ikke vil omvende sig fra deres eget liv. For dem er der kun evig straf.
Så hvad får Gud ud af det? Svaret er retfærdighed. Gud er en retfærdig Gud der er nødt til at straffe lovbrud og lovbrydere. Han gør det ikke for at være ond, men for at retfærdigheden må ske fyldest.
Hvorfor at Helvede skal være så forfærdelig som det er, vil jeg godt komme ind på en anden gang. Jeg har dog kommet ind på dette i den podcast som hedder Hvad er vigtigt?.
Hvis du er i tvivl om du virkelig er en synder, så læs siden
Hvad er synd?

og find ud af det. Jeg vil også i senere indlæg forsøge at gå dybere ned i dette spørgsmål.

Categories
Evig dom

Hvordan er der i Helvede? 3 Giftig luft

Denne gang vil jeg selv fortælle hvordan der er i Helvede. De andre gange har jeg jo sat andre til det. Jeg har linket til dem forneden. Men før jeg beskriver hvordan der er i fortabelsen, skal du høre om den operation jeg gik igennem for et år siden.

Jeg har en medfødt hjertefejl, som gør at lægerne løbende holder øje med mig. Ved et rutinetjek fandt man ud af at min hovedpulsåre (aorta), som udgår fra hjertet, var i fare for at briste. Det kan lægerne jo ikke lide, for det dør folk jo af. De ville derfor operere mig ved at skære mig 1/3 op fra siden i ribbenene. Derefter presse ribbenene fra hinanden og reparere på min aorta, hvilket blev gjort ved at give mig en bypass der. Det siger sig selv at jeg var i narkose under den operation. Men operationene gik godt, og jeg kan huske da jeg vågnede op på intensiv.

Jeg hørte deres stemmer, de spurgte mig om forskellige ting for at finde ud af om jeg var i ordentlig stand efter operationen. Men efter et stykke tid fandt jeg ud af at jeg ikke fik luft nok. Og værre endda, jeg kunne ikke selv trække vejret, fordi de havde sat en respirator på mig som bestemte hvor meget luft jeg kunne få. Den sad der fordi folk under narkose ikke trækker vejret selv. Det blev hurtigt en meget ubehagelig oplevelse for mig. Jeg kunne ikke trække vejret igennem. Jeg kunne simpelthen ikke få luft nok. Jeg signalerede til plejepersonalet at jeg havde brug for mere luft. Det kunne de i starten ikke forstå, da det ikke var muligt for mig at tale pga respiratoren. Da de endelig fandt ud af at jeg manglede luft, sagde de blot at jeg fik masser af luft, men jeg følte det som om jeg var ved at blive kvalt. Så jeg blev ved med at signalere om mere luft. Til sidst gav de mig lov til, at hjælpe med til at trække vejret, men sagde at jeg skulle huske at trække det. Folk der vågner op af narkose kan nemlig have en tendens til at glemme at trække vejret, og så er operationene lidt omsonst.

Hvorfor fotæller jeg om det her? Jo, på trods af at det her var en helt forfærdelig oplevelse. På trods af at jeg følte at jeg var ved at blive kvalt,og ikke kunne gøre noget som helst ved det, fordi jeg var i maskinernes vold. På trods af det, så var det ingenting i forhold til hvordan der er i Helvede. Ved du at luften er giftig i Helvede? Jeg havde hørt det før, men det var først da David Pawson som jeg linker til nedenunder fortalte hvorfor den er giftig, at jeg forstod hvorfor, og kunne se det udfra bibelen. Det skyldes at Helvede også er en svovlsø (se Joh. Åbenbaringen 21.8) og brændende svovl giver en forfærdelig stank. Det er nærmest umuligt at indånde det, fordi din krop stritter imod. Ikke nok med det. Der er heller ingen vand i Helvede. Det som de fortabte søger allermest efter, er en dråbe vand (se Lukas 16.24). Folk de tørster en tørst som vi slet ikke kan forestille sig. Tænk at være så tørstig at bare e’en dråbe vand kan lindre ens smerte. Den tørst vi kender til, er jo lysten til at tømme et glas vand. Men den dem der allerede er gået fortabt har en tørst der gør at de bare søger efter e’en dråbe. Det er tørst.

Men ikke nok med det, for folk pines i Helvede med ild. Pines med meget hård varme. Og værst af alt. Der er ingen udgang. Er du først kommet derned, så er det for sent. Det er faktisk det allerværste ved Helvede, der er ingen håb. Hvis de blot vidste at om en millard år ville de blive sluppet fri, så var det muligvis til at holde til. Men det ved de godt de ikke vil, og de har ikke noget håb. Alt håb er udslukt. Det er også derfor at det bliver kaldt stedet hvor der er gråd og tænderskæren. De græder over deres smerte, og skærer tænder over at de ikke sagde ja til det tilbud de fik fra Jesus den ene gang efter den anden. De ærgrer sig som ingen kan ærgre sig, fordi det er for sent. Og hvis det var muligt for en i Helvede at få min plads på den sygeseng dengang jeg vågnede op. Hvis det var muligt for dem at skifte plads med mig og i al evighed bare føle det som om at de var ved at blive kvalt, fordi de følte at de ikke fik luft nok, for jeg fik jo nok luft, det var blot en følelse at jeg manglede luft. Ja så ville de bytte med det samme. De ville ikke betænke sig et øjeblik.

Hvorfor? Joh, jeg fik morfin, som tog mine smerter fra operationssåret. Jeg manglede ikke væske, det fik jeg intravenøst. Jeg lå i et tempareret rum, som hverken var for koldt eller for varmt. Men jeg følte ikke at jeg fik luft nok, men jeg fik trods alt frisk luft. Det var ikke giftig luft jeg fik som min krop strittede imod. Jeg fik ren frisk luft. En i Helvede ville give hele sit liv i denne verden, for den situation jeg var i, da jeg vågnede op efter operationen. End ikke det sted hvor ingen har lyst til at ende. Hvis du aldrig har omvendt dig, så omvend dig i dag mens det stadig er en nådens dag.

Jeg vil i et snart kommende indlæg forklare hvorfor Helvede findes. Det bliver en meget vigtig undervisning, som jeg godt lige vil tænke lidt over for at kunne forklare det ordentligt, men som jeg har lovet en af omvendelse.dks læsere at svare på.

Her er linksene til de to andre indlæg om hvordan der er i Helvede:

Hvordan er der i Helvede? Forklaret af David Pawson

Hvordan er der i Helvede? Forklaret af Mark Cahill

Categories
Evangelisation Evig dom Hvem er Gud? Omvendelse podcast Prædikener

Hvad er vigtigt?

Dette er nok den farligste prædiken jeg nogensinde har holdt. Den har også skildt vandene når jeg har prædiket den.  Der har været nogen der har ment at det var at gå langt over stregen, mens andre har sagt det er Guds ord det der. Og så har der været dem der har sagt, at det fik dem til at tænke ret kraftigt over deres liv.

Jeg har selv lige hørt den for at tjekke indspilningen, og ja jeg kan godt forstå at mange synes, det er hårde ord der bliver talt her.  Men hvis jeg sammenligner den med Jonathan Edwards berømte prædiken “Sinners in the hands of an angry God” så er den slet ikke så hård (Jonathan Edvards prædiken var den der startede den store vækkelse i USA i 1841).

Hør denne prædiken hvis du tør blive ramt af Guds ord, og send den gerne videre til andre der har brug for at høre den. Emnet er “Hvad er vigtigt?”

Categories
Evig dom Falsk Lære

For meget for Oprah Winfrey

Denne kvinde er blevet udnævnt til at være den mest indlydelsesrige kvinde i medieverdenen. Jamen tillykke med det, det er bare ærgerligt at hun leder millioner og atter millioner af især kvinder til evig fortabelse.

Oprah tror på den sædvanlige en Gud, mange veje. Hun skulle ellers være baptist, men må komme i en af de dårligste babtistkirker skulle man tro. For det er bestemt ikke det bibelske evangelium hun her prædiker. Læg specielt mærke til hvor sur hun bliver over at blive konfronteret med den bibelske sandhed. Det er simpelthen for meget for hende.


Det billede som Oprah har af Gud er ikke det bibelske. Hun har skabt sin egne Gud og dermed overtrådt det andet af de ti bud. Hun vil ikke høre tale om at hun e ren synder, for hun ser sig selv som et godt menneske. Desværre for hende ser Gud ikke på hende på den måde hun ønsker.

Categories
Evig dom Omvendelse

Jeg er ikke bekymret for dit selvværd

Mange kirker i dag taler mere om dit selvværd. Andre taler om at have en ordentlig økonomi, mens andre igen taler om at vi ikke skal være til provokation for andre, men kun tale om Guds kærlighed, og undgå al tale om synd, dom og omvendelse.

Jeg er ikke bekymret for dit selvværd, eller din økonomi eller dit renomme blandt andre. Det er din evighed der bekymrer mig. Hvor godt du har det i dette liv har ikke nogen betydning, i forhold til hvorhenne du skal være i evigheden. For dette liv er kun kortvarigt. Om du så bliver 105 år gammel vil det være minimalt i forhold til evigheden. Hvor går du hen når du dør?

Der findes kun to steder. Himlen eller Helvede. Der er ikke nogen mellemveje. Jeg har hørt folk sige jamen det gælder ikke mig, for jeg har en anden tro. Jamen, ville det hjælpe mig, hvis jeg ikke troede lastbiler var farlige, og så stillede mig ud på vejen lige foran en lastbil der kom drønende mod mig med 80 km i timen. Ligegyldigt hvor stor min tro på at lastbiler er uskadelige er,ville det ikke hjælpe mig. Jeg ville blive smadret til ukendelighed.

Helvede er et forfærdeligt sted at være. Ifølge bibelen er det et sted med evig pinsel, ild, svovl og der vil være gråd og tænderskæren. Det er ikke mine ord, men bibelens. Der er folk der har set det hvilket der er vidnesbyrd om i videoen med Mark Cahill som du kan se på dette link. Og der er ingen ren luft pga svovllugten hvilket David Pawson taler om på dette link. Luften er altså giftig i Helvede. Hvordan vil du have det med aldrig mere at kunne trække vejret ordentlig igen? Ville det ikke være forfærdeligt? Og så sammen med alt det andet, som også er forfærdeligt i den forkerte del af evigheden.

Jeg er bekymret for din evighed. For den er det allervigtigste for dig. Ikke hvorvidt du har råd til en stor fladskærm med det nyeste surroundanlæg til. Ikke om du kører rundt i en BMW til 700.000 kr. Ikke om du har lave tanker om dig selv. Og heller ikke om du er den mest populære på dit arbejde, din skole eller din kirke. Det er hvor du skal være i evigheden, der bekymrer mig.

Jesus har skabt en vej for os. Hvis vi vil erkende vores egen utilstrækkelighed, og at vi har syndet imod Gud i Himlen, og derefter omvende os til Ham, da er vi frelst. Men vil vi ikke erkende at vi har brudt Hans lov. At vi er syndere der fortjener den værste straf, så vil det ikke hjælpe dig om du så beder Jesus komme ind i dit hjerte. Det vil heller ikke hjælpe dig at blive døbt, og heller ikke at betale penge til kirken. Ikke engang 24 Fadervor om dagen vil hjælpe dig. 

Der findes ingen gerninger der gør, at du kan komme i Himlen. Kun ved erkendelsen af at du er en synder der fortjener Guds straf, og dermed forstår hvad det er, Gud har valgt at tilgive dig for, har du mulighed for at få del i frelsen. Omvend dig til Jesus for i dag er en nådens dag.

Categories
Evangelisation Evig dom Falsk Lære videoer

Advarsel! Rob Bell er blevet oversat til dansk

Så  nu kan enhver stakkel som kommer i en kirke som har emergente tilbøjeligheder blive ledt vild af denne mand. Hans blasfemiske bog Sex God er blevet oversat til Sex Gud. Hvis du ikke har læst om den før kan du gøre det ved læse mit indlæg; Kom Jesus for at give os et bedre sexliv ved at trykke på dette link Rob Bells bog Sex God .

Nu kan vi ovenikøbet få hans ubibelske videoprædikener med dansk tekst. Jamen dog hvor er det fantastisk at nogen har villet bruge tid og penge på at fremme vranglære i kirken. Jamen hov tænker du måske, Rob Bells videoer gør jo at mennesker får et bedre forhold til Gud. Nej de gør ej, for det er ikke bibelens Gud han beskriver, men en all-loving julemandsagtig gud der ikke straffer uretfærdighed, men lader alle komme i Himlen. For hvis du ikke vidste det så er Rob Bell også universalist. Hans begrundelse er at vi ikke kan modstå Guds kærlighed. Jamen har den mand slet ikke læst i bibelen.

Okay dette indlæg bliver en del længere end dem jeg plejer at lave. Men det skyldes at jeg føler mig nødsaget til at vise tre videoer. Den første er Rob Bells Bullhorn, hvor han kritiserer kristne der advarer de ufrelste om den kommende dom. Han mener ikke at vi skal advare imod Helvede, men bare være all-loving. Han siger i slutningen at han ikke tror at det var sådan Jesus ønskede Hans budskab skulle ud, men der glemmer han også at Jesus faktisk er den der talte allermest om Helvede. Jesus talte mindst ligeså meget om Helvede som han gjorde om Himlen, tæl selv efter hvis du ikke tror mig. Men det er åbenbart de skriftsteder som Rob Bell springer over.
Videoen tager 12 minutter og er uredigeret.Den næste video er en satire på Bullhorn. Den er fantastisk rammende, for her er det Jesus der er the Bullhorn guy. Det burde få en til at tænke, hvad mon Rob Bell ville sige til Jesus hvis han kom i dag? Den er et MUST SEE både for dens rammende satire og dens humor.

Den sidste video er Todd Friels respons til Rob Bells video. Spørgsmålet er om det nu også er så forfærdeligt at advare mennesker om den kommende dom. Ikke ifølge Todd Friel som meget enkelt forklarer og demonstrerer hvordan vi kan forkynde evangeliet bibelsk og så folk vil lytte til os. Dette er både god undervisning for dig som ønsker at blive bedre til at fortælle andre om Jesus, men også en slag i hovedet på Rob Bell og hans smarte evangelium.

Når du har set disse tre videoer burde nå frem til samme konklusion som mig. Det er kun billed og lydkvaliteten i Rob Bells video der har en god kvalitet i forhold til de to andre. Indholdet er klart bedst i Todd Friels version, det er sjovest i satireversionen, og mest ubibelsk i Rob Bells version!

Se også Cameron Buettels afsløring af Rob Bell her

Categories
Evig dom Falsk Lære videoer

Er rockmusik satanisk og farligt?

Ja ja nu slapper vi lige af. Det er nok ikke alt rockmusik der er satanisk og farligt. Men det kan dokumenteres at der er nogen elementer i rock (og pop) musikken som har sataniske rødder. Vidste du at Alister Crowley som kaldte sig selv for verdens ondeste mand, har haft en meget betydelig indflydelse på den moderne musik? Hvis du ikke tror mig kan du få det dokumenteret i denne dokumentar, som du kan se på video nedenunder.

Jeg kunne godt vise andre lignende videoer, men jeg har valgt denne serie fordi det er den der har den bedste dokumentation. Men dem der har lavet den har også gjort et rigtig godt stykke reseach for at kunne dokumentere deres anklager. Denne video er nummer to i en serie på fire som hedder “They sold their souls for Rock’n roll”. Den er god at vise for dem der kender til rockmusikkens rødder. Specielt The Beatles og The Rolling Stones. Hvis du ikke kender så meget til rockhistorien burde du starte med at se etteren. Den kan du se sammen med de andre på dette link: De solgte deres sjæle for rockmusik (men også for pop).

Categories
Evangelisation Evig dom videoer

Hvordan er der i Helvede? 2

Findes der et Helvede og har bibelen ret i dens beskrivelser. Tjah Doug Pagitt tror jo som bekendt ikke på at man skal forstå bibelens beskrivelser af Helvede bogstaveligt (klik på linket her). Men han sætter jo tvivl om næsten alt der står i bibelen. Så lad os i stedet for spørge en som tror på bibelen, og som har kendskab til flere folk, der har set hvordan der er på den anden side af døden, hvis man ikke er en omvendt kristen.

Sig velkommen til Mark Cahill. En bibelsk forkynder som ikke prøver at bøje Guds ord for at gøre det mere relevant og spiseligt. Mark Cahill er uddannet akademiker og forhenværende proffesionel basketballspiller. Men det er ikke det der kommer til udtryk i denne prædiken, som burde få de fleste kristne op af sofaen. Ray Comfort fra “Way of the Master” har udtalt; Mark Cahill er den eneste prædikant der har kunnet få mig til at føle mig som en lunken kristen”.

Videoen kan desværre ikke ses her på siden, men her er linket til Video.google.com. Jeg kan stærkt anbefale denne video, og regner også med at vise mere af Mark Cahill senere.
Hvordan er der i Helvede? Af Mark Cahill