Categories
Endetiden Kommentar til medierne

Det moralske skred som vi ikke ser

Vi lægger ikke lige mærke til det, fra dag til dag. Men der sker hurtigere end nogensinde før et moralsk skred, og det er et skred som vi nærmest er ude af stand til at stoppe, fordi vi ikke har råbt vagt i gevær, i god tid. Ting som vi accepterer i dag, som normale ville for blot tyve og tredive år siden være uhørte. Vi kalder det tolerance, men reelt set dækker ordet tolerance i denne sammenhæng, at vi ikke kan skelne kanel fra skidt, så godt som vi kunne før. Jeg har tænkt mig at tage nogle eksempler på det op her på bloggen. Men i dag vil jeg tage et meget banalt eksempel, som er så banalt, at man tænker, hvorfor i alverden tog de det så ilde op.

Dredger seriemagasinet action

The Sevenpennynightmare
I halvfjerdserne i England var der et tegneseriemagasin ved navn Action, som i dag går under tilnavnet sevenpennynightmare. Det var billigt, det var i sort hvid, og det var trykt på dårligt papir, og historierne var blodige og voldelige. Det var små serier om hajer der bed hovedet af folk, der var beskidte skurke, der var offentlig korruption, og lastbiler der smadrede ind i andre biler, huse, og folk, som stod i vejen. Med andre ord var det ikke det blad som forældrene var glade for at deres små drenge læste. For det var et drengeblad, og det var mest drenge mellem 10-18 år der købte dette blad.

Dredger
Den måske mest omtalte af disse serier var Dredger. Dredger var en secret service agent for den engelske efterretningstjeneste, og han var så rå, kold og voldelig, at James Bond blev til en lille sød puddelhund der kunne få en rolle i “The sound of Music”. Dem der er i fyrrerne kan muligvis huske Dredger, for hans historier blev trykt i det hedengangne tegneerieblad Seriemagasinet, i halvfjerdserne. Der var flere af Actionbladets serier der kunne læses der. Historierne om Dredger, var hæsblæsende fra start til slut, og intet absolut intet stod i vejen for Dredger, hverken venner eller fjender skulle stille sig i vejen for ham, det havde konsekvenser. Opgaven for efterretningstjenesten var målet, og intet skulle hindre det mål i at blive nået, og da slet ikke noget som moral. I billedet nedenunder er starten på en af de mere kendte historier om Dredger. Det er “The Berlin Job” som foregår under den kolde krig. Allerede i billede nummer tre, sparker Dredger tænderne ud på en kommunistisk agent, efter selv at være tortureret på billede 1 af samme agent. Ikke noget med at bruge lang tid på kodesnak, politisk spil, strategier og alt muligt andet.

 

Samfundets modstand
Hvor vil jeg så hen med dette? Jo, Action bladet fik kun en meget kort levetid på ca. et år. Ikke pga dårlige salgstal, heller ikke fordi den gav underskud. Det var en salgsmæssig, og indtjeningsmæssig succes. Men pga den modstand der var imod Action fra samfundets side. Det blev anset for at være et blad der gav de unge en dårlig moral. Gav dem dårlige ideer, og havde en negativ effekt på dem. Og mange forældre var en del af den modstand der var imod bladet, og dets historier. Summa summarum valgte man at lukke bladet, og høre på den store gruppe af modstandere af bladet. Samfundets moral, fik stoppet dette blad. Man forsøgte at fortsætte nogen af historierne og minimere volden, men da eksempelvis Dredger blev til en sød kopi af James Bond, blev det bare for sukkersødt til at drenge mellem 10-18 år gad spilde deres tid på den serie mere. Og så gik den helt ind il sidst.

Mine tanker (hvad end de er værd)
Jeg kan godt huske jeg læste Dredger som barn. Min mor kunne heller ikke lide at jeg læste dem. Hun syntes det var noget ynkeligt litteratur jeg brugte min tid på. Hun ville hellere have at jeg læste bøger som “Guds blinde øje” af J.. Bech Nygaard (den var godt nok kedelig), og ungdomsbøger som den svenske “Peters baby” af Gun Jacobsen (lidt mere spændende, men slog ikke Dredger i tempo). Så min mor prøvede at påvirke mig. Hun forbød mig ikke at læse lavpandet litteratur som den jeg fik i Seriemagasinet, men gav tydeligt udtryk for at det ikke var særligt godt.

Men hvad er det så de unge læser i dag? Når jeg kigger på hvad unge læser i dag af fantasy-bøger med trolddom, vold, afguder og når jeg ser på hvad det er for noget de spiller på computeren med World of Warcraft og lignende. Så må jeg i dag erkende at Dredger i sammenligning med det vi ser de unge indtager i dag fra underholdningsbrancen, kommer til at ligne en puddelhund der kunne have fået en rolle som lille sød puddelhund i hundefilmen Beethoven, eller den nyere hundefilm Marmaduke. Dredgerserien som man dengang fandt for upassende, og ulødig, er ikke noget i forhold til det unge bruger tid på i dag.

Men det får mig til at stille nogle spørgsmål. Hvis en serie som Dredger i halvfjerdserne kunne få forældre op af stolen, og kæmpe for at nedlægge serier som den? Hvad er det så lige der gør at man i dag mange steder fuldstændig blindt accepterer at de unge ser de mest forfærdelige ting i biografen, læser de mest ugudelige, og voldelige bøger, og spille de forfærdeligste computerspil hvor de får en avatar der ligner en dæmon osv?

Tavsheden
Men hvor er der nogen der råber op om det i dag? Hvor er der nogen der tør gå ud og tage en offentlig debat om hvilket moralsk forfald vi har oplevet, siden vi i dag, ikke engang vil se i øjnene at den næste generations moral, vil være langt mere formet af underholdningsindustriens mangel på moral, end på gode gamle moralske dyder? Det er som om vi bare accepterer alt, og ikke tør eller er i stand til at sige “farligt” når noget er farligt. Ikke engang kristne forældre har evnen eller viljen til at sige til deres børn, at dæmoniske computerspil, new age relateret fantasy, eller dårlig musik der promoverer promiskuøsitet og hedenskab ikke skal høre hjemme i deres hjem. Det er ihvertfald meget få kristne forældre der holder stand på det område i dag.  Og det er nok der allerværste. For det at folk i verden er mere påvirket af tidånden end af moral, er til at forstå. Men når selv dem der kalder sig kristne ikke formår at sigte skidt fra godt, så er vi ude på et vildspor. Så har saltet mistet sin kraft. Og hvad duer det så til andet end at trædes ned?

Categories
Endetiden Kirke

David Wilkerson er død, men hvad havde han at sige til kirken af i dag?

I går onsdag blev David Wilkerson dræbt i en trafikulykke, 79 år gammel. Wilkerson var særlig kendt i halvfjerdserne og firserne, for sit arbejde med evangeliet. Og særligt for hans bog om hans arbejde “Korset og springkniven” som også blev filmatiseret. Men han var også kendt for sin klare forkyndelse, som han faktisk ofte fik hug for.
Man kan godt finde nogen sider af Wilkersons arbejde som nogen gange blev lidt for karismatisk, og til tider tvivlsom. Men der er særlig en ting som kendetegnede Wilkerson igennem hele sit arbejde. Det var et klart fokus på Jesus, og hvad Han havde gjort på korset, og en forkyndelse der udtrykte en stor kærlighed til Jesus. Den kærlighed til Jesus som drev ham i hans forkyndelse, var også medvirkende til at invitationerne af Wilkerson blev færre og færre. Hans forkyndelse var ikke i overenstemmelse med det der var populært. Særligt ikke de sidste 20 år. Det afholdt dog ikke Wilkerson fra at fortsætte med den forkyndelse. Det var vigtigere for ham at prædike evangeliet, end at prædike nogen budskaber som lukkede døre op for ham. Budskabet var vigtigere, end hans popularitet. Og det er bestemt noget som mange forkyndere kunne lære noget af.
Jeg vil gerne vise et lille klip fra en af hans prædikener, så du kan høre hvad det var han prædikede om, og hvor langt væk det er fra den moderne kirke. Engang var Wilkerson populær, pga hans forkyndelse, bagefter blev han upopulær pga den samme forkyndelse. Vurder du om det er kirken der er blevet klogere eller Wilkerson der havde den rette forkyndelse.

Categories
Endetiden Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne Synd

Drikfældighed, seksuel umoral og universalisme i kirken

P.t er der en vis hype over Rob Bells nye bog (Love wins) som blot er universalisme pakket ind semifilosofisk retorik. Det er en ganske udemærket ting at få talt om, for det gør det nemmere at finde ud af hvem man kan arbejde sammen med. Hvis man er en genfødt kristen kan man ikke have et kirkeligt arbejde med folk der er fortalere for Rob Bell og dermed også hans vranglære.

Men mens vi kigger over atlanten, glemmer vi nemt de lokale vranglærere som allerede har infiltreret og inficeret mange kirker. Her står særlig en person tydeligt frem. Præsten Johannes Møllehave. I dag kan man se i flere aviser, og på nettet at manden i går blev anholdt pga en druktur hvor han ikke kunne styre sin brandert. Deraf anholdelsen i håndjern m.v. (se her: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-38782608:m%C3%B8llehave-anholdt-p%C3%A5-dangleterre.html ).

Nogen kunne tro at dette kunne betyde at Møllehaves popularitet ville dale noget. Personlig tror jeg ikke det vil have den store betydning. For Møllehave er efterhånden bleven en hellig ko i kirkelige kredse. Du taler ham ikke imod, og du må ikke sætte tvivl om han er en kristen. Et af argumenterne for at han er i orden, er at hans forkyndelse/bøger er evangeliske. Det kan man eksemepelvis læse er et argument hos Svend Løbner Madsen, medredaktøren for Udfordringen og direktøren for kirkeligt medieakademi. Det gjorde han opmærksom på for tre år siden. (Se her: http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=12357  ). Men det er også noget han mener i dag, kan man se på Svend Løbners blog (se her: http://medieakademi.eftertanke.dk/2011/02/25/m%c3%b8llehaves-filosofiske-krummer/). Det mener han selvom Møllehave stadig bekender sig som både universalist, og stadig ikke kan se at hans udenomsægteskabelige eskapader er brud på Guds lov.

At Møllehave idag offentligt erkender at årsagen til hans utroskab skyldes at han er masochist (står i hans sidste bog), og at han drikker sig så fuld at han ikke kan styre sig selv, er kun med til at tydeliggøre Møllehave ikke er en kristen og ikke skal have benene indenfor nogle evangeliske kirker.

Det vi ikke taler om
Hvor ville jeg ønske at de kirkeretninger som har frækheden til at invitere folk som Møllehave og det de står for, kunne åbne op for at debattere problemerne ved at indbyde sådanne folk. Men hvor ville jeg også ønske at der var nogen (særlig ledere) der turde gå offentligt imod disse invitationer af folk der prædiker et andet evangelium.
Lad mig give nogle eksempler. Møllehave var gæstetaler på missionsforbundets landsstævne 2008. Han skule være det hos baptisterne i 2009, men aflyste pga hjerteproblemer. Han blev afløst af Lone Hertz, kvinden som for nogle år siden udgav en dansk oversættelse af det gnostiske evangelium Thomas-evangeliet. Det var ikke med til at gøre det bedre! Og hvad så i år? Ja, det seneste jeg har hørt er at pinsevækkelsen har inviteret John Arnott som var en af lederne ved den skøre Toronto-vækkelse i halvfemserne. Noget som mange karismatikere i dag har taget afstand fra.

Men hvem tør tale imod ledere som ikke kan se forskel på hvem der er sendt af Gud, og hvem der ikke er? Hvor er de præster og ledere som tør stå fast på Guds ord, og gå imod den ugudelighed som har spredt sig i vore kirker? Hvor er de præster og ledere som hellere viil stå ansvarlig overfor Gud, end overfor mennesker? Jeg og mange almindelige folk i kirkerne efterlyser jeres røst. Vi kan nemlig ikke høre jer.

Categories
Bibelen Endetiden Falsk Lære Kirke Livet som kristen podcast

Podcast: Smyrnakirkens tro i forhold til moderne tro

Tredie del af serien om de syv kirker i Johannes åbenbaringen kan høres her. Jeg blev ikke helt færdig med at gennemgå Smyrnakirken sidste gang, en kirke som Jesus kun havde ros til. Så den fik jeg afsluttet her. Det som stod klart for mig da jeg skulle forberede denne prædiken, var hvordan denne kirkes tro og liv var så markant forskellig fra meget af det man kan kalde moderne kristendom.
Desværre har moderne kristendom inficeret så mange kristne at man slet ikke lægger mærke til hvilke dele der er i direkte modstrid med sand kristendom. Men hør selv og vurder om du er påvirket af dette, eller har været.

Men der var også et andet punkt som blev relevant at tale om her, og det var hvad dit og mit ansvar som kristen i en rig del af verden gik ud på. Det syntes jeg var ret svært at tale om, fordi det faktisk er noget jeg i længere tid har overset, og ikke fokuseret så meget på. Men nu er jeg forpligtet til at gøre noget ved det!

Du kan høre første del her: De syv menigheder første del
Den omhandler hvorfor Efesos menigheden havde forladt sin første kærlighed, og hvorfor bedømmelse er en vigtig del af kirkens arbejde.

Anden del kan du høre her: De syv menigheder anden del
Der udlægger jeg hvordan det kan lade sig gøre at være en menighed som Jesus ikke kritiserer, men kun har ros til.

Den tredie udgave kan du høre her nedenunder. Det er en lettere forkølet udgave af mig der prædiker denne gang, men jeg synes optagelsen blev god nok alligevel.

Categories
Endetiden Forvirret lære Kirke Livet som kristen

Er kirken ved at miste næste generation?

Hvorfor lever så mange unge fra vore dages kirker som verden lever? Hvorfor er der så mange af dem der forsvinder fra kirken, efterhånden som de vokser op? Skyldes det denne verden, eller er årsagen den at kristne forældre har glemt at tage deres ansvar som kristne forældre op, og give deres børn kendskab til bibelen, lyst til bibelen, og en klar forståelse af hvad evangeliet er?

Og hvad med den kirke som har opdelt kirkens arbejde, til at bestå af små enheder som hver især fokuserer på en bestemt aldersgruppe eller endog segmenttype. Har den kirke også et ansvar for at vi er ved at se at den næste generation af kristne, bliver meget meget lille i forhold til hvad den forrige generation af kristne var?

Phil LeClerc har lavet filmen “Divided” som man kan se traileren for her. Og den stiller nogle spørgsmål, og peger på nogle problematikker som de færreste kirker vil erkende er et problem. For hvis de erkender det, er de nødt til at ændre markant på den måde de kører kirke på. Det i sig selv kan være så ydmygende at det ikke er noget man ønsker at tage op. For det handler jo om at ligne en succes for mange efterhånden. Ikke desto mindre er det et vigtigt spørgsmål at tage op, og finde det bibelske svar på. Filmen har jeg endnu ikke set i sin helhed, men jeg har hørt godt om den.


Familiens ansvar
Det er da med glæde at se at Voddie Baucham er med i ovenstående video. Ham har os der kommer fra Tilbage til Bibelen inviteret til vores bibellejr d. 26-29 juli. Et af de emner som vi faktisk vil have fokus på i år, er netop familiens ansvar for at give vore børn en god kristen opdragelse. En opdragelse hvor de lærer at tænke selv, hvor de lærer at se et problem fra flere sider, og hvor de lærer hvad bibelen siger, så de ikke behøver være i tvivl om hvorfor man har brug for at være en kristen, og hvorfor denne verden kun har tomhed at tilbyde i forhold til det Jesus har at give.Du kan læse mere om vores lejr på dette link: http://www.tilbagetilbibelen.dk/?p=264

Du kan læse mere om filmen her: http://www.christianfilmdatabase.com/review/divided

og på dette link kan du læse en tankevækkende anmeldelse af den: http://defendingcontending.com/2011/03/31/film-recommendation-divided/

Categories
Endetiden Falsk Lære Livet som kristen Overfladisk kristendom

Daniels åbenbaring om antikrist

I Daniels bog kapitel 11, hører vi om den åbenbaring han havde om antikrist. Den sidste forfører som vil forføre hele verden. Da var der særlig et sted som slog mig, og det var følgende vers:

”Dem, der har handlet ugudeligt mod pagten, bringer han til frafald med smiger. Men det folk, der kender sin Gud, står fast i ord og gerning.” Daniel 11.32

For pludselig kunne jeg se at dem der var tale om her, var folk der kaldte sig kristne. Men det var ikke alle sammen der var sande kristne. For der er jo tale om at han ville bringe nogle af dem til frafald med smiger. Det indikerer at det ikke var denne verdens folk der er tale om, for hvordan skulle de kunne bringes til frafald? Det ville være en modstrid at sige det. Nej, ved nærmere eftertanke må der her være tale om kirkens folk. Men ikke en hvilken som helst del af kirken. Det er nemlig dem som har handlet ugudeligt mod pagten. Folk som kommer i det kirkelige, men har fået kirkens arbejde tilpasset så det ikke stred så meget imod denne verden. Eller kirkefolk som har valgt at ignorere skriften på områder hvor den ikke må ignoreres. Eller bare slet og ret folk som har kristent skin, men som ikke når det kommer til stykket, er parat til at gå hele vejen for deres tro på Jesus Kristus.

Dem har antikrist magt til at bringe til frafald. Det er interessant at se at det redskab han bruger dertil er smiger. De er nemme at lokke over på hans side, fordi han siger til dem, at sådan nogen kristne som dem kan han godt lide. For de er ikke som de der intolerante og arrogante bibeltro kristne, som er formørkede i deres sind, og hvad han ellers kunne have af lækre små ting at sige. Det kunne jeg godt forestille mig han sagde, for det har jeg før hørt ufrelste sige indimellem om tåbelige forkyndere som har tilpasset Guds ord til denne verden, i stedet for at tale Guds ord klart og tydeligt til denne verden.

De sande troende
Men hvem er så de andre? Det er dem som kender deres Gud. Og de viser det ved at stå fast i både ord og gerning. Det er ikke kun ordet disse kristne har, eller taler. De viser også deres lydighed mod Gud i handling. Det indikerer at det er folk som tager Guds ord så seriøst at de hellere vil adlyde det, end denne verden. Resten af kapitlet viser også at det er dem som antikrist vil kæmpe imod. De andre er ikke værd at kæmpe imod, for dem kan han jo få overtalt med smiger. Men dem som kender deres Gud, er han nødt til at bekæmpe. Det bliver ikke nogen nem tid for kristne, og om det sker snart eller først om mange år, ved jeg ikke. Jeg ved blot at det vil ske engang. Men årsagen til at det skal ske, får vi også klargjort i samme kapitel.

”De indsigtsfulde bliver ofre, for at de kan blive prøvet, lutret og renset, før endetiden kommer.” Daniel 11.35

Spørgsmålet som enhver der kalder sig kristen bør stille sig selv engang imellem er om vi virkelig holder fast i ordet og den kristne gerning, og om vi er parate til at holde fast i ordet og gerningen når der engang kommer forfølgelse. Vores liv her i det nemme Danmark kan allerede vise tegn derpå. For hvis vi ikke er parate til at sige fra overfor ugudelighed, og bøjninger af Guds ord, her og nu, hvordan skulle vi så være parate til det når forfølgelsen kommer? Har vi tegn på at være efterfølgere af Jesus Kristus i dag, med de konsekvenser det vil få, eller er vi mere drevet af at være populære blandt mennesker? Dette er spørgsmål som enhver der kalder sig kristen har brug for at stille sig selv, for at vurdere om vi er i troen. Som Paulus skriver i anden korinterbrev 13.5:

”Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve.”

Categories
Endetiden Falsk Lære Kirke Overfladisk kristendom

Hvad formanden Tonny Jacobsen ikke sagde om Frikirkenet

Det var med stor undren at jeg læste hvad Frikirkenets formand Tonny Jacobsens anbefaling af Frikirkenet, på side 3 i martsnummeret 2011 for Frikirkenets livsstilsmagasin Domino:

“FrikirkeNet er mulighedernes land. Der er
mange flere ting, vi kan gøre fælles til gavn
for Guds rige og vores land. Men vi har brug
for din støtte. Støt drømmen om enhed
blandt frikirkerne i Danmark. Støt drømmen
om at gøre historien om Jesus kendt i det
offentlige rum. Støt drømmen om fællesskab
og samarbejde. Støt FrikirkeNet.”

Tonny Jacobsen skrev at Frikirkenet er mulighedernes land, men glemte at fortælle muligheder for hvad. De sidste års udvikling for Frikirkenet viser at det er mulighedernes land for New Age filosofi, for vranglære fra trosbevægelsen, og søgervenlige kirkekoncepter fra USA som ikke har deres udgangspunkt i bibelen, (men i noget man kan læse i de fleste markedsføringslærebøger på en gennemsnitlig handelsskole). Men selve evangeliet og den evangeliske forkyndelse, er der ikke mulighed for i Frikirkenets medieorganer. Dette er noget jeg har dokumenteret flere gange, og jeg har vist eksempler på det på disse links:

https://sand.omvendelse.dk/er-der-plads-til-evangeliet-hos-frikirkenet-3157.htm 
https://sand.omvendelse.dk/er-hildebrandt-en-naturlig-udvikling-for-frikirkenet-3159.htm
https://sand.omvendelse.dk/hvorfor-inviterer-frikirkenet-paul-scanlon-2431.htm 
https://sand.omvendelse.dk/trosbev%c3%a6gelsen-emergent-church-og-frikirkenet-2429.htm

Men lad os kigge lidt på Tonny Jacobsen anbefaling af Frikirkenet med denne udtalelse:

”Støt drømmen om at gøre historien om Jesus kendt i det offentlige rum.”

For hvem er den Jesus som Tonny vil gøre så kendt? Er det den samme Jesus vi finder i bibelen, eller en anden Jesus. For hvis det er den Jesus vi finder i bibelen, hvorfor kan vi så ikke læse hvad Hans budskab er i Domino, og på Frikirkenets hjemmesider? Hvordan kan Frikirkenet gøre en historie kendt som de ikke fortæller? Dette er jo udmeldinger som er i direkte modstrid med det Frikirkenet ellers gør. De fortæller nemlig ikke historien om Jesus, men om nogle kirker i stedet, og dem der kommer i de kirker. Men hvis mange af de kirker også har store problemer i at definere hvad kristendom er, så nytter det slet ikke noget at pege på de kirker. Hvilket fører os hen til det næste problem ved Tonny Jacobsens ønske om enhed. Hvor han i samme anbefaling af Frikirkenet siger

”Støt drømmen om enhed blandt frikirkerne i Danmark”

Jeg har en drøm om enhed og sundt samarbejde for bibeltro menigheder, der prædiker evangeliet. Men det er tydeligvis ikke et krav for de frikirker der kan være med i Frikirkenet. Spørgsmålet er om man overhovedet som bibeltro menighed, kan være medlem af at kirkeligt organ som siger de prædiker Jesus, men som ikke prædiker Jesus når det kommer til stykket? Er det ikke hvad man kalder hykleri? Handler det her ikke bare om et ønske om større magt, større indflydelse, og at få et godt renomme i medierne? Hvad er det lige her som Tonny Jacobsen synes er så dejligt i forhold til evangeliet? Måske har Tonny glemt hvad Martin Luther sagde foran den tyske kejser og den romerske kirke:

“Cursed be that unity for which the word of God is put at stake”

Jeg skrev ganske rigtig ”glemt”, for jeg er overbevist om at en mand som Tonny med hans erfaring, godt ved at Luther sagde dette. Men om Tonny har glemt det eller ignorerer det er sekundært, for det er i hvert fald ikke den tilgang formanden for Frikirkenet har til kirkeligt samarbejde. Så gid dog Tonny Jacobsen kunne fortælle os hvad den enhed blandt frikirkerner skal bygge på ifølge ham, og gid han gav et svar han ville stå til ansvar for. Dvs vise at han også mener det.

“Har jeg et ansvar?”
Til jer som elsker Jesus, men kommer i kirker der er en del af Frikirkenet, hvordan kan I acceptere at jeres kirke støtter et så frafaldent system som denne mastodont på lerfødder? Hvordan kan I underlægge jer et system hvor der ikke er plads til den bibelske forkyndelse, men istedet har plads til en masse menneskefokuseret vranglære som ikke har udgangspunkt i bibelen? Vil I stadig underlægge jer nogle ledere som ikke har en tilfredsstillende forståelse af evangeliet, men i stedet arbejder på at skjule det. Lad jeres kærlighed til Jesus og evangeliet, drive jer til at gå imod den bølge af frafald som Frikirkenet har medført. Også selvom det kan koste jer en god position, og muligheder i kirken. Er kærlighed til sandheden ikke vigtigere end vores titler og popularitet?

If it quaks like a duck and walk as a duck, then it is a duck
Hvis Frikirkenet bestod af en gruppe kirker, som elskede evangeliet, prædikede evangeliet og havde bibelen som sin autoritet, så ville Frikirkenets medier, og arrangementer også tydeligt være præget af dette. Men at man skal lede med lys og lygte for at finde evangeliet i Frikirkenets arbejde, er et sørgeligt tegn på, at Frikirkenet er en organisation som kun er velegnet for i forvejen frafaldne kirker som heller ikke prædiker evangeliet. Gid dog at Frikirkenet ville omvende sig og ikke længere skamme sig over evangeliet. Gid de ville stå fast på evangeliet, og istedet for at tiltrække i forvejen frafaldne kirker, så smide dem ud som prædiker vranglære, og så tiltrække dem som elsker evangeliet. Den dag det sker, ville der være grund til at Tonny Jacobsen med god samvittighed kan sige:

”Støt drømmen om at gøre historien om Jesus kendt i det offentlige rum.”

Categories
Endetiden Falsk Lære Kommentar til medierne Musik

Hvordan blev Aleister Crowleys satanisme til populærkultur?

Aleister Crowley er kendt som verdens ondeste mand. Det særlige ved den betegnelse var at det var noget han kaldte sig selv. Han bliver anset for at være en af de mest indflydelsesrige personer indenfor okkultisme og satanisme i moderne tid. Hvis man ser hvor meget hans filosofi har bredt sig i dag til populærkulturen, så er det svært at ignorere at der er noget om snakken. Crowley var en seriøs satanist der søgte Satan for at finde ud af hvad satanisme var. Dette var hvad han fik at vide: “Do what thou wilt shall be the whole of the law”. Gør hvad du vil skal være loven i sin helhed. Det kan godt være at du nu tænker at det var da en underlig definition af satanisme. Men ved nærmere eftertanke giver det god mening, og derudover er det også en idé og sætning som vi faktisk hører oftere end vi selv lige lægger mærke til.

I videoen her vil du se eksempler på hvordan Aleister Crowleys ideer og sataniske filosofi er gået fra at være bizar og ekstrem, til at være en normal del af vores kultur i dag. I sidste del af videoen vil du bl.a se a mange af de kunstnere som man hører i radioen i dag er influeret af Crowleys satanisme. Og det er altså ikke kun ekstremister som Marilyn Manson det drejer sig om. Det mest skræmmende er at nogle af ideerne kan man høre hos folk i kirkerne i dag. Som “følg dit hjerte”, og “jeg gjorde hvad jeg syntes var bedst for mig”. Hvis du ikke lige kan se at der skulle være noget galt i at sige det, vil jeg anbefale dig at se videoerne her. Og selv vurdere om der er en sammenhæng eller ej.

Categories
Endetiden Falsk Lære Kommentar til medierne

Rick Pino besøger Danmark, men er han sendt af Gud?

I det sidste nummer af det som nærmest kan kaldes frafaldne frikirkers livsstilsmagasin Domino, kunne man læse at Frikirken på Havnen i København holder koncert med Rick Pino her den 13. marts. Da jeg læste det var jeg tæt på at tage mig til hovedet. Men kom så i tanke om at det var den samme frikirke som havde været spydspids for at anbefale karismatikere at tage over til Todd Bentley i Florida for et par år siden. Så det var desværre ikke noget der var så overraskende alligevel. Til dem der har glemt hvem Todd Bentley var så kan jeg sige at han var fuld under sine møder og havde en affære med familien barnepiger under den såkaldte ånd,sudgydelse som skulle foregå dengang i Lakeland. Foruden at prædike det vildeste vranglære, og have en masse påståede helbredelser hvoraf ikke en eneste er blevet dokumenteret (nærmere tværtimod). Skriv evt hans navn i søgefeltet og vurder selv.

Men hvad er der så galt i at Frikirken ved Havnen inviterer Rick Pino? Det er de såmænd velkommen til, men det er ikke kristendom de inviterer indenfor dørene, men en mand som står for den samme vranglære som Todd Bentley og de andre fra det man kalder “the latter rain movement”. En bevægelse der har rødder tilbage til William Branham (
læs mere her)
.

Om Rick Pino kan man læse i Domino at han står for “på den ene side er rå og usødet rockagtig stil, men han formår at kombinere den med en følsom lytten til Guds ånd” ifølge præsten i Frikirken på Havnen. Det har jeg meget svært ved at forlige mig med. For jeg har set Rick Pinos koncerter, og der er noget som han ganske rigtig lytter til. Men det er ikke Guds ånd han følger, når man ser på hvordan folk opfører sig uhæmmet til hans koncerter. For hvis Guds ord siger følgende om vore kristne møder:

“Men alt skal gå sømmeligt og ordentligt til” Første korinter 14.40

Hos Rick Pino ser man istedet at det ikke går ordentligt til med vild ukontrolleret dans, og tekster som giver et andet billede af Gud, end bibelen. Det ligner faktisk det man så i den hedenske del af samfundet under romerriget, med undtagelse af synthezizer og elektrisk guitar. Men læg særlig mærke til hvordan Rick Pino i begge videoer her, gentager strofen: “Mess us up, mess us up”. Hvortil jeg ikke kan lade være med at spørge, har vi brug for at Gud skulle skabe rod i os? Er vi ikke rodet nok i forvejen? Mærkværdig nok var det også noget som ofte blev sagt af folkene der var sammen med Todd Bentley og Bentley selv, når de blev slået i gulvet af ånden “Mess them up lord” blev der sagt. Hvad er det for en Gud de har som skulle have brug for at skabe rod i os, og hvorfor vil Sten Thomsen fra Frikirken på havnen have en sådan mand til at komme og ødelægge unges billede af Gud, og gøre kirke til noget der foregår uhæmmet og ukontrolleret med sætninger der bliver gentaget i en uendelighed, og som nærmest ligner noget der stammer fra hedenskab, mere end kristendom?

I videoen her vil du se Dutch Sheets som er en af de ledende personer fra “The latter rain movement” tale om en drøm, hvorefter Rick Pino bryder ud i hans velkendte “Mess us up” sang.  Mens de unge danser uhæmmet. Læg mærke til den fuldstændige mangel på forkyndelse af Guds ord, og den enorme fokus på EGEN åbenbaring, og EGNE følelser. I den nedenstående video vil du se hvordan han kan få en gammel popsang fra 80erne med et halvtransseksuselt band til at blive en meget dårlig lovsang (hvilket nok er en ret dårlig betegnelse. Se mere om den sang på dette link:
Stock, Aitken and Waterman nu som lovsang (Lovsang 7)

Rick Pino & Dutch Sheets
– Watch more Videos at Vodpod.

Categories
Bibelen Endetiden Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke Korset Livet som kristen podcast Prædikener

Podcast: Jesu brev til menigheden i Efesos

I går startede jeg på en ny serie som jeg prædiker over. Serien er en gennemgang af brevene til de syv menigheder i Johannes Åbenbaringen. Det blev en prædiken som mange af mine modstandere, nok ikke ville forvente at kunne høre fra mig. For jeg kommer ind på områder som behov for bedømmelse, men også hvorfor bedømmelse kan være en farlig beskæftigelse. For det er noget vi ser er tilfældet for menigheden i Efesos, og det er faktisk ret alvorligt. Derudover vil du også i denne prædiken kunne høre hvad forskellen på en kristen kirke, og en ikke kristen kirke er. Samt hvad tegnene på en genfødt kristen er, og en der bare påstår at være kristen. Det var noget Efesosmenigheden kunne finde ud af, og noget Jesus roser dem for. Men mange kirker i dag har desværre svært ved at foretage den analyse, og tage de nødvendige konsekvenser af dette.

Men vigtigst i denne prædikenserie er hvad er Guds vilje for Hans menighed? Hvad er hans ønske for menighederne, og kan det lade sig gøre at have en menighed som Gud ikke har noget at kritisere for? Det og meget andet som mange kirker har glemt vil jeg udlægge i denne serie. Første del kan du høre her.