Categories
Endetiden Falsk Lære Forvirret lære

Nyreligiøsitet og dæmoni hos Torben Søndergaard. Del 2.

Sidste gang skrev jeg om hvordan de begivenheder der sker på Torben Søndergaards Jesus-hotel, lugter mere af New Age, end det dufter af Kristus. De ting der sker har ikke sit udgangspunkt i bibelen, men i folks oplevelser. Dertil bygger Torbens lære mere på det han påstår Gud har sagt til ham og de oplevelse han har haft, istedet for at bygge på Guds ord. Det er en meget farlig cocktail for det er elementer som er kendetegnende for kulter og sekter. Vi så de samme ting ske hos Faderhuset og Evangelist. Når så Torben Søndergaard tilmed påstår at han er en apostel (hvilket han skrev i hans bog “Den sidste reformation”) påkalder han sig en autoritet som han ikke har nogen som helst ret til at have. Apostlene er døde og begravede og vores opgave er at følge apostlenes lære. Ikke at følge nye selvbestaltede apostle!

For nylig havde Torben Søndergaard et indlæg i den kirkeforvirrede avis Udfordringen, hvor han har en kritisk vurdering af kvinden Charlotte Rørth som for nylig har været i medierne og fortælle at hun har haft et personligt møde med Jesus. Hvilket skete engang hun var nede i Spanien. Torben skriver interessant nok nogle gode pointer om det som kan virke tvivlsomt ved hendes “åndelige oplevelse”. Hvilket i udgangspunktet er fint nok. Men så skriver han i samme hug følgende om en bioligi-lærer som ikke er kristen, der kom forbi deres Jesus-hotel:

“Han stod i en time og mærkede Helligånden og var dybt rystet bagefter. Han sagde bl.a., at han aldrig havde oplevet noget lignende og kunne blive i denne fred for evigt. Han tog herfra forvandlet med tårer i øjnene.”

Denne biologi-lærers oplevelse er der i følge Torben ikke noget galt med. Det kan man se mere om i mit forrige indlæg som bl.a. vise hvad Torben Søndergaard havde skrevet på facebook om den samme biologi-lærer (se dette link). Men hvad har de to personer så til fælles? For det første havde de havde begge en åndelig oplevelse hvor de begge to angiveligt havde et møde med Gud. For det andet har ingen af dem vist tegn på at det var Helligånden der virkede på dem. For hverken Charlotte Rørth eller biologilæreren viste tegn på at de var overbevist om synd, dom eller retfærdighed. Tværtimod var det en spændende oplevelse og biologilæreren havde tilmed sagt at “sådan en tilstand kunne jeg blive i for evigt” ifølge Torben. En sådan fred er ikke unormal at folk finder i de nyreligiøse kredse, og de mener også at det er Gud der virker. Men det er ikke den måde Gud virker ved sin Helligånd på folk der ikke er genfødte.
En person som ikke er en genfødt kristen vil opleve Helligånden ved at man vil kunne se sin egen synd. Man kan se at man er på vej til evig dom, og man kan for en gangs skyld indse at det er retfærdigt. Det gør Helligånden så vi kan se og erkende at vi har brug for en sand frelser og den frelser er Jesus Kristus. Men hvis vi ikke får den overbevisning, så er der heller ikke nogen grund til at omvende sig. Så er der kun grund til at søge endnu en åndelig oplevelse, og om den sker på et Jesus-hotel, i Spanien eller på et New Age center er ikke afgørende. Men det er oplevelserne åbenbart for nogle.
Jeg er alvorligt bekymret for de ting der sker oppe på Torbens hotel (ja, det burde hedde Torbens hotel, for det er ikke Jesus der virker der, men Torben). For kristne kommer fra alle mulige steder og hopper på de ting som Torben siger, fordi han er dygtig til at manipulere med mennesker. Jeg tror egentlig ikke at Torben gør det i en ond mening, jeg kan godt forestille mig at han faktisk tror på det virkelig er fra Gud det der sker. Men det ændrer ikke på at det er meget farligt at følge ham. For det han lærer folk, og det han gør ved folk har mere til fælles med nyreligiøsitet end med kristendom. Det er gået hen og blevet gnostisk hvad der sker der, og nu har han tilmed fået endnu et vindue til mange kirkefolk ved hans faste indlæg i avisen Udfordringen.

Jeg ved der er mange kirkeledere også i det karismatiske miljø som er meget skeptisk overfor Torben Søndergaard. Det er også derfor der ikke er mange der inviterer ham til at tale i Danmark. Men det er de færreste der tør gå ud og tale om det. For de ved det vil skabe splittelse og at nogen vil forlade deres menighed fordi de er forført at Torbens person. Og det er man meget bange for. Men er det ikke nødvendigt at sige sandheden og advare om de ulve der forførere fåreflokkene, også selvom ulven måske tror den er et får (men alligevel opfører sig som en ulv)?

Men selvom Torben måske selv tror på at han virkelig er ledt af Gud, og tror på de ting der sker er fra Gud, så har han et personligt ansvar for det han gør. Han er nemlig blevet advaret og konfronteret af flere som har kendt ham igennem tiden. Så han er ikke uvidende herom. Mange har sagt til ham at han prædiker sig selv istedet for Kristus. Mange har sagt til ham at han manipulerer med mennesker. Men Torben har ikke taget imod nogen formaninger, men har istedet fortsat sit personlige korstog som handler om ham selv og om hvad han gør. Der er kun en måde at stoppe en sådan mand på, og det er ved at holde op med at støtte ham og afsløre hvad manden reelt står for.

Se hvad Torben skrev om Charlotte Rørth her: http://udfordringen.dk/2015/02/hvilken-jesus-moedte-charlotte-roerth/

Eller læse mere om Torben her:  https://sand.omvendelse.dk/torben-sondergaard-praediker-skadelig-befrielsesteologi-4614.htm

Categories
Endetiden Hvem er Gud? Kirke vækkelse

Drømmer du også?

Jeg har en drøm, og det bedste ved den drøm er at jeg ved den kan gå i opfyldelse. Nogen vil nok mene at det er en umulig drøm, men det er ikke mig der fuldfører drømmen. Det er ikke engang mennesker der vil fuldføre drømmen, selvom mennesker er en del af drømmen.
Min drøm er at Gud vil rejse kristne i dette land som ikke vil acceptere dårlig forkyndelse, som ikke vil acceptere kompromisser med Guds ord på vigtige kernepunkter i bibelen, og som har et brændende ønske og lyst til at forkyndelsen som er i kirken peger på Jesus Kristus og viser Ham som den eneste og sande frelser!
Min drøm er at kirker vil vende tilbage til dette, og de steder hvor kirken ikke vil dette, at der så vil blive startet kirker som vil det sande evangelium, så sande kristne kan have bibelske samlingssteder.

Er det en stor drøm? Ja, vel er det så, men jeg ved at Gud er større end den drøm, og at Han og kun Han er i stand til at lade den drøm gå i opfyldelse. Ikke fordi det er min drøm, men fordi det er en drøm som er i overenstemmelse med Guds vilje. Derfor kan jeg også bede til Gud om at det må ske, og det kan jeg faktisk bede om af et rent hjerte. Det er ikke alle mine bønner som jeg kan være sikker på er af et rent hjerte (der kan være egoisme inkluderet selvom jeg ikke altid vil indse det), men den her kan jeg være sikker på er det. Og det er jo dejligt.

Opfyldelsen af drømmen betyder ikke at alle dårlige kirker vil blive fjernet, nej de vil altid være der, for så længe vi er på denne side af livet, vil der også være folk som ikke vil sandheden, men vil vælge en dårlig religiøs kopi af kristendom. Men jeg tror ikke på at det er Guds vilje at folk som virkelig elsker ham skal stå uden kirke. Guds folk skal ikke stå udenfor fællesskabet med Kristi Legeme som er kirken. Derfor tror jeg på at Gud vil sørge for at rejse kirker op som vil Ham. Kirker som har lederskaber som er ydmyge og tør indrømme deres fejl offentligt, og som forstår at det handler om at give Jesus Kristus ære. Det handler ikke om kirkens ære, eller om pastorens ære eller sågar kirkens netværks ære. Der er kun en bestemt person hvis ære betyder noget, og det er Gud!
Jeg drømmer dagligt om dette, og det er en langt større drøm end Martin Luther Kings (selvom den også var god).
Er du parat til at drømme om det samme, og er du parat til at bede Gud om at opfylde den drøm? For jeg ved at det er en drøm som har Guds velbehag, og den drøm ser jeg frem til at se opfyldt. Nogen steder er det allerede startet. For der findes gode kirker hist og her som pibler frem. Kirker der er fyldt med fejl her og der, men ikke desto mindre ønsker at kirken skal fokusere på Kristus alene, og ikke gå på kompromis med dem der prædiker et andet evangelium. Så denne drøm er mere end en drøm bare for 2015. Nej, det er en drøm som jeg ønsker skal gælde i meget lang tid. Ja faktisk til Herren Jesus kommer igen og henter sin brud.

Categories
Endetiden Falsk Lære Kirke

Derfor vil jeg ikke komme i en Pinsekirke i dag

For nylig skrev jeg en kritik af Frikirkeleder som lige har haft en falsk profet som hovedtaler til deres nyligt afholdte konference. Frikirkeleder er oprindeligt udsprunget af pinsevækkelsen i Danmark, men er i dag åben for andre ledere fra andre kirkeretninger. Men selve det at man hos pinsevækkelsen gentagne gange på både leder og kirkeniveau sætter åbenlyse falske profeter på sine prædikestole, har været med til at jeg (og andre) ikke engang overvejer at komme i en pinsekirke mere, selvom det har været i pinsevækkelsen jeg oprindelig kommer fra. Jeg er ellers ikke imod at man beder for syge, jeg er heller ikke imod at vi kan være ledt af Gud. Det har jeg også mødt hos kristne fra andre kirkeretninger. Eksempelvis har Hans Erik Nissen fra LM fortalt mig hvordan Gud engang viste ham meget klart at der var en helt specifik mand han skulle tale med, og han vidste det var Guds ledelse. Den slags har jeg ikke problemer med, selvom jeg bestemt synes der er nogen der overdriver lige lovligt meget hvor “ledt” de er af Gud.
Så det handler ikke om at jeg er decideret antikarismatisk. Det handler mere om at jeg ikke ved om en eneste pinsekirkepræst som offentligt har gået ud og kritiseret pinsevækkelsens lederskab, eller kritiseret Frikirkenets lederskab for at give plads til åbenlys vranglære. Engang var der nogle der var parat til det, men de er blevet gjort enten stille, eller også har de forladt pinsevækkelsen. Der var ikke plads til fornuftig kritik, for enhed som netværk er vigtigere end enhed om sandheden. Jeg ved om andre folk som har det på samme måde, og som når de har haft brug for at finde en ny kirke, så har forsøgt sig i pinsekirker for derefter at finde ud af at man ikke på nogen måde kunne leve med at bøger af Joel Osteen blev solgt i boghandelen (mens præsten sagde at dette er en god bog). Eller leve med at man inviterede prædikanter som kom med den ene underlige befrielsesteologi efter den anden som var vranglære, men lød vildt og spændende. Eller fundet ud af at en tilsyneladende god præst, som faktisk kunne prædike bare nogenlunde, gentagne gange tog til lederkonferencer hvor falske apostle og vranglærere var hovedtalere. Når man så spurgte dem om hvordan de kunne acceptere disse ting, svarede de at det var noget man bare måtte acceptere, og det kunne man jo ikke gøre så meget ved o.l.
Og lige præcis her er det store problem ved pinsevækkelsen i dag. Engang var man i langt større grad parat til at sige fra overfor vranglære, men i dag ser man istedet igennem fingre med de største tåbeligheder. Der er ingen konsekvenser overfor dem som sætter falske profeter på prædikestolene, for det sker jo også på ledernes konferencer. De ledere der kan se der er noget galt, siger ikke noget, de leger istedet Nizhals tre berømte aber (ikke set noget, ikke hørt noget, ikke sagt noget). En sådan leder ville jeg ikke kunne acceptere, for det er en leder uden lederevner som ikke mener man skal gå imod det der er åbenlyst forkert, bare for at bevare enhed indenfor et kirkeligt netværk. Er sandheden da ikke vigtigere at stå sammen om? Her glæder jeg mig over at der eksempelvis hos LM faktisk er plads til at være uenige, og til at nogle ledere er parat til at rejse sig op og gå imod den negative udvikling. Men den slags kan jeg ikke længere se hos lederne i pinsevækkelsen i dag. Jeg ved jeg har mange gode brødre og søstre i troen i pinsevækkelsen og det glæder jeg mig over. Men jeg ærgrer mig og er bekymret over den mangel de har på bibelske ledere. Jeg ville ønske at Gud også der rejste nogle folk op, der er parat til at betale prisen for at prædike et rent evangelium, og irettesætte dem der prædiker et falsk evangelium!

Categories
Endetiden Falsk Lære

Mark Driscoll mister støtte (men alt for sent)

Manden som jeg igennem flere år har advaret imod, Mark Driscoll og hans kirke i Seattle Mars Hill er nu blevet ekskluderet fra netværket Acts 29. Acts 29 svarer til en lidt mere seriøs sammenslutning af kirker end Frikirkenet. De er trods alt mere fokuseret på evangeliet end Frikirkenet er. Et af afgumenterne for at ekskludere Mark Driscoll af den organisation som har givet ham kredit i så mange år er følgende:

“Acts 29 board members explain that the church planting network has received “countless shots and dozens of fires” over the past three years for Driscoll’s “ungodly and disqualifying behavior.””

Man var altså træt af alle de klager som netværket fik pga Mark Driscolls tilknytning til dem. Og der har været meget at klage over. Eksempelvis at han bandede fra prædikestolen, alt for udpenslende om sex fra prædikestolen foruden at påstå at Helligånden skulle have givet ham seksuelle billeder i hans tanker, stjålet andres litterære produktion og puttet sit eget navn på, ekskluderet den ene efter den anden medarbejder og medleder som bare satte en lille smule tvivl om Mark Driscoll nu også gjorde det rigtige, anerkendt vranglærere som går imod treenighedslæren, og er en del af trosbevægelsen (T. D. Jakes), arbejdet tæt sammen med vranglærere som Stephen Furtick, Rick Warren m.v. Og sådan kunne jeg fortsætte. Skeletterne har væltet ud af skabet i sådan et omfang de sidste år, at man nærmest ikke kunne komme hen til skabet pga. alle de skeletter der lå hulter til bulter udenfor.

Men spørgsmålet er hvorfor det først er nu at Acts 29 sender Mark Driscoll ud i kulden? Var det fordi at Driscoll i mange unges øjne er lidt af en superhelt, som de virkelig ser op til? Eksempelvis pga. hans brug af grimme og voldsomme ord, og måde at tale om ting vi ikke er vant til at tale om i kirken. Var det fordi at Driscolls navn var for stort til bare at fjerne? Eller var det fordi man var bange for hvad Mark Driscolls reaktion ville være, når man havde set hans reaktion på andre kritik af ham? Phil Johnson spørger på hans facebookprofil om hvordan det kan være at når man har kendt til de klager som der har været over Driscoll siden 2004 at man så ikke allerede i 2004 valgte at irettesætte Driscoll? Alt dette undergraver Acts 29’s troværdighed, og burde føre til selvransagelse.

Man har fra Acts 29 side været ignorant overfor den kultagtige stemning der har været omkring Mark Driscoll. Hans tilhængere har jo i årevis valgt at vende det blinde øje til masser af uopgjort synd. Synd som Driscoll ellers er blevet konfronteret med adskillige gange, men som han ved hjælp af smart tale og dygtig markedsføring har fået fejet til side som om det ikke betød noget.

Jeg kan godt forstå at mange (også af mine venner) har været glad for at lytte til Driscoll. For han er en virkelig habil taler. Men det store problem er at han har det mere i sin mund, end i sit liv. Det gamle ordsprog: “If you can’t walk the talk, don’t talk the walk” rammer Driscoll med forhammers styrke. Af samme grund har jeg ikke i de sidste seks år anbefalet Mark Driscoll. Hykleriet undergravede hans forkyndelse, og gjorde at jeg ville få dårlig samvittighed over at henvise til ham.

Men en af de andre reaktioner på ekskluderingen af Mark Driscoll som jeg synes er til at græde over, er dem som på facebook tilkendegiver at de ikke kan se at der er noget galt med Driscoll (og de findes stadigvæk). Kommentarer som den her: “Han har jo ikke gjort noget galt ud over at være en synder lige som os andre.” Når folk skriver sådan noget, så viser de at der er to ting de ikke forstår. Den ene er at synd er meget alvorligt. Det er ikke noget man skal tage let på. Den anden ting de ikke forstår er at hvis en pastor har vist et mønster af uopgjort synd, og ikke omvender sig fra dem, og tilmed anbefaler vranglærere, så er det ikke en pastor man skal følge. Pastorer er mennesker, og er ikke overmennesker. Men det at være pastor medfører at skal tage sit hverv meget alvorligt, og derfor også være følsom overfor synd, er kendetegnende for en pastor der er fuld af Helligånden.
Det har ikke været noget som Driscoll har vist. Han kan påstå nok så meget at han er ledt af Helligånden, men han viser ikke nogen bibelske tegn derpå desværre.

 

Se også følgende links:

http://www.christianitytoday.com/gleanings/2014/august/acts-29-removes-mars-hill-asks-mark-driscoll-matt-chandler.html

https://sand.omvendelse.dk/mark-driscoll-er-en-logner-og-en-tyv-4947.htm

Categories
Endetiden Falsk Lære

175 kr for massehypnose med Israel Houghton

I næste weekend kommer selveste Joel Osteens lovsangsleder til Danmark for at holde to koncerter. Han er ifølge flere en af de mest ledende personer indenfor moderne gospel, hvis ikke den førende. Han er kendt som Israel Houghton, og er ganske rigtig, rimelig musikalsk. Men Israel Houghton har ikke forstået evangeliet og leder andre mennesker væk fra Jesus og over i en følelsesmæssig tilstand hvor kristendom bliver til en oplevelse og ikke et liv baseret på sandhed.
Jeg har intet problem i at sige at Israel Houghton ikke har forstået evangeliet, for hvis han havde, så ville han ikke kunne samarbejde med Joel Osteen som han har været lovsangsleder for i adskillige år. Ikke nok med at han samarbejder med ham, han har også offentligt gået ud og forsvaret Osteen. Til Associated Press har han forsvaret at Osteen ikke taler nok om synd med dette statement:

“Houghton says he would rather offend Christian leaders who think Osteen doesn’t preach enough about sin than the many non-Christians who are attracted to Osteen’s message of God’s love for them,”.

Umiddelbart et smukt udsagn, men årsagen til at så mange ikke kristne er tiltrukket af Osteens budskab er jo netop at han ikke taler om ders synd. Men kun om deres muligheder, og den fantastiske fremtid de kan få, hvis de følger Osteens livsfilosofi. En livsfilosofi som går ud på at leve dit bedste liv nu. Hvilket gør at man er nødt til at spørge sig selv om det er en god idé at følge en pastor som påstår man skal leve sit bedste liv nu, for så er det jo ikke Himlen man er på vej til, tværtimod. At Israel Houghton ikke er i stand til at forstå nødvendigheden af at pointere hvad synd er, og hvor alvorlig den er, så folk kan se nødvendigheden af at finde en der kan frelse dem, viser at han ikke har forstået et af de allervæsentligste kernepunkter i evangeliet. Forstår du ikke hvad synd og Guds vrede er, så forstår du heller ikke Guds kærlighed, og slet ikke hvad der reelt set skete på korset.
Men det er jo heller ikke noget Israel Houghton selv fokuserer så meget på. Han mener udfra hans eget arbejde at det er meningen at han skal få folk ind i en særlig tilstand. En tilstand som nogen anser for at være lovsang og tilbedelse, mens andre mener det er en form for massehypnose der sker. Dertil kan tillægges at hans forkyndelse minder i frygtelig grad om Torben Søndergaards. Den handler nemlig mere om ham selv, og hans oplevelser, end det handler om hvad Jesus Kristus.


Udover at være lovsangsleder i Joel Osteens kirke, så samarbejder Israel Houghton med vranglærere som Steven Furtick, og T. D. Jakes. Hvem af de to der er værst har jeg svært ved at konkludere. Men at han kan samarbejde med folk som dem også, er bare med til at slå endnu mere fast at Israel Houghton ikke forstår evangeliet, og derfor ikke kan se at hverken Furtick, Jakes eller Osteen prædiker evangeliet. De prædiker noget andet. Men at have en mand som Houghton på scenen til at gejle folk op inden man selv stiller sig frem og fremsiger den ene usandhed efter den anden, er de sikkert glade for. For når først folk er kommet ind i en stemning som folk mistolker som en slags salvelse eller helligåndsudgydelse, men reelt set er massehypnose, så er de langt mere modtagelige overfor hvad end folk siger. Noget jeg har oplevet flere gange hos Hillsong bl.a.
Prisen for at komme til koncert i Herning er 175 kr. Hvad den koster at se i Københavns kulturcenter (pinsekirken i København) ved jeg ikke. Men det bliver det samme form for massehypnose der sker begge steder, medmindre folk begynder at lægge mærke til at det kun er catchy musik, med korte sætninger der bliver gentaget igen og igen. Du kan læse mere om hvorfor dette har mere at gøre med massehypnose end det har at gøre med lovsang på dette link som jeg skrev for ca 6 år siden: https://sand.omvendelse.dk/foregar-der-massehypnose-til-kristne-m%c3%b8der-882.htm
Sangen som er i denne video, som han synger sammen med Hillsong er også blevet nævnt i det indlæg, og hvorfor det har mere at gøre med massehypnose end med Helligånden.

Categories
Endetiden Falsk Lære Livet som kristen Overfladisk kristendom

Tyven der kommer om natten

Jeg havde en drøm engang, hvor jeg i drømmen vågnede op og fandt ud af, at jeg havde haft besøg, mens jeg sov. Der havde været en tyv, for alt hvad jeg havde var væk. Væggene var tomme, møblerne var væk, skabene tømt, og de skabe der stod tilbage var dem som var en fast del af huset. Alt der var mulig at røve var blevet røvet.

Nu er jeg ikke typen som tror på at alle drømme betyder noget. De fleste drømme vi har, er bare vores hjerne der blander en masse underlige ting sammen. Den slags drømme skal vi ikke gå op i, det er kun til at blive forvirret af. Men Gud kan også tale til os mens vi sover, og det er helt bibelsk at tro på Han kan gøre det. I dette tilfælde var jeg ikke i tvivl om at Gud ville sige noget til mig. Tyven kommer når vi sover. Hvis jeg havde været vågen ville mit hjem ikke være blevet røvet. Så ville tyven ikke engang være kommet ind. For han kunne se at jeg var hjemme og vågen.

Sådan bør det også være med vort liv med Gud. Vi bør være vågne og være opmærksomme på, at vi har en skat som er så værdifuld, at der er en der forsøger at røve den fra os. Det er ikke noget vi skal gå rundt og være sygeligt bange for vil ske. Vi skal blot sørge for at holde os nær Gud og søge Ham igennem Hans ord. Kender vi Ham, så kender vi også Hans røst. Kender vi Hans røst, kan vi også høre forskel på en der kommer fra Gud og en der ikke kommer fra Gud. Selvom begge påstår at komme fra Gud. Vi kan godt høre forskel på en ulv i fåreklæder, og et af Jesu sande får.

“Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen, I ved jo, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden.” Første Peter 5.8-9

Men hvis vi ikke lever tæt med Gud, og ikke søger Ham igennem hans ord, så falder vi i søvn. Vi glemmer hvad Han har sagt, og hvad Han har åbenbaret for os. Vi bliver mindre opmærksomme på djævelens angreb. Uden at vi har lagt mærke til det, har vi pludselig mistet fællesskabet med Gud. Vi kan måske synes vi lever i fællesskab med Gud, for det siger vores præst måske vi gør. Selvom vi har mistet alt hvad vi havde engang. Vi er blevet bestjålet, men det er ikke Guds skyld. Det er vores egen. Vi har sovet og der har været en tyv og taget vores dyrebareste eje. Men fordi vi sover finder vi ikke engang ud af at vi er blevet bestjålet.

Vær vågen, og søg Jesus. Gør Hans vilje og bed Ham om at holde dig tæt til Ham. Vær opmærksom på at der er en, der er ude på at fjerne os fra Ham. For hvis vi ikke er opmærksom, så kan vi blive bestjålet. Og hvem har vel lyst til at blive bestjålet?

Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru. Første Thessaloniker 5.6

Categories
Endetiden

Hvorfor kan jeg ikke finde Kenzo tøj i Danmark?

Når jeg ser på hvordan samfundet udvikler sig imod en mere og mere kaotisk og umoraks tilstand, fordi vi ikke længere har en tro på at der findes en sandhed der står fast. Når jeg ser at kirken i Danmark på mange områder er nærmest apatisk overfor den udvikling og går mere op i at have det hyggeligt og i stedet laver gudstjenester uden bibelsk indhold og uden fokus på Kristus. Når jeg ser at kirkens medier også går i en forkert retning og får kristendom til at handle om alt andet end Kristus, for eksempel ved at man bytter new age ord som mindfullness ud med ord der lyder kristne, som christfullness (på trods af at det faktisk er det samme og ikke bliver kristent af at få et nyt navn).

Når jeg ser på hvor mange steder at udviklingen bare generelt set er negativ, så har jeg som kristen to muligheder. Enten at gå i en modsat retning og samtidig tale den negative retning imod. Hvilket jeg mener at man bør gøre. Eller også kan jeg gøre det som er det nemmeste at gøre. Jeg kan vælge at ignorere det og gå op i ting som ikke betyder noget. Ting som ikke gør nogen videre forskel, for så behøver jeg ikke tage stilling til ting der er mere væsentlige.

Og det er nemt at vælge at gå op i ting der ikke betyder noget: Dengang jeg var studerende på SDU i Odense var jeg glad for at købe mit tøj i en af Odenses bedre tøjbutikker. Den findes også i dag og hedder Allan Risumfeldt. Derinde kunne jeg købe de mærker som jeg anså for at være kvalitet og noget jeg ikke var flov over at have på (ja, jeg er en snob hvad noget tøj angår), og jeg fik også en rigtig god vejledning og service. Engang købte jeg et par lærredsbukser fra Kenzo hos Allan. De sad virkelig godt på mig, de var noble og afslappede på samme tid, og så var de elastiske på en måde så de føltes som træningsbukser, men uden at være træningsbukser. Faktisk de mest geniale bukser jeg nogensinde har haft. Jeg har haft elastiske bukser før både til jakkesæt og som jeans, men de her var bare bedre end nogen af de andre jeg har haft. Men som Bjarne Lisby sang i 80erne, så holder bukser ikke evigt. Det er nu mange år siden jeg har haft dem, og selvom jeg godt ved at jeg aldrig kan finde den model nogensinde igen, så har jeg når jeg har været på shoppetur for at finde nye bukser ofte været på udkig efter Kenzo. Men nej, jeg har ikke sidenhen i Danmark kunne finde bare et enkelt par bukser fra det nu ikke længere så kendte mærke. Ikke engang i London eller Berlin har jeg haft held med det, selvom jeg de steder har kunne finde andre mærker som kan tilfredsstille min, ja, snobbede efterspørgsel.

Det her kunne mit liv godt komme til at gå op i, i stedet. Jeg kunne vælge at sige, tøj skal have førstepladsen i mit liv, og hvordan det går for kirken kan jeg vælge at være ligeglad med. Det ville gøre mange ting meget meget nemmere, men også meget meget tommere. Sådan har jeg levet før, og sådan ved jeg at nogen kristne også har valgt at leve i dag. For det er nemmere at ignorere det der sker i kirken og i samfundet hvis vi vælger at gå op i ting som reelt set er ligegyldige. Mit eksempel her er tydeligvis en ligegyldig ting, for det at et par bukser føles som træningsbukser uden at være det og samtidig har et finere brand stående i bæltehøjden er jo ikke livskvalitet. Det er tomhed. Mit liv bør da ikke handle om det.

Den kristnes liv skal og bør handle om at ære Gud, og pege på Hans søn. Det er også kirkens opgave. Kirkens og den kristnes opgave er også at være salt i denne verden, og dermed minimere at verden bliver mere “rådden” end den er i forvejen. Det er jo saltets opgave. Derfor spørger jeg for tiden mig selv: “Er jeg parat til at være salt, og er jeg parat til at betale den pris det har?” Jeg håber du også vil stille dig selv det spørgsmål, og at du er parat til at tænke alvorligt over det før du giver et svar. Men gid også at kirken i Danmark ville stille det spørgsmål og vurdere om man virkelig er salt, eller om man går op i ligegyldige ting som reelt set er tomhed, eller om man vil pege på Kristus og give Gud ære igen?

Categories
Endetiden Falsk Lære Synd

Frikirkenet vil have venskab med verden

Nogen gange når jeg ser på paraplyorganisationen Frikirkenet, så undrer jeg mig over hvor meget og hvor mange gange denne forsamling af kirker går direkte imod Guds ord, og i stedet lader sig styre af tidsånden. For nogen år siden skrev jeg nogle indlæg om at Frikirkenet havde inviteret en New Age filosof Professor Steen Hildebrandt til at tale til deres lederkonference (Se link her). Og jeg har også vist eksempler på hvor lidt der er plads til evangeliet hos Frikirkenet, men plads til andet i stedet for (Se eksempel på dette link).

Denne gang har Frikirkenet til deres Lederkonference i november, valgt at invitere kulturministeren fra det radikale venstre Marianne Jelved, hvilket kan ses på Dominos hjemmeside. Jeg er ikke i tvivl om at Marianne Jelved er en intelligent dame som har stor politisk indsigt, og jeg ved at hun faktisk kan være ret humoristisk, og at hun i sine foredrag når hun kommer ud til folk, åbner mere op end hun gør i fjernsynet. Med andre ord, jeg har respekt for damen, hendes politiske tæft, og hendes evne til at tale til folk på en forståelig måde.
Men ingen af disse parametre kan være argumenter for at sætte hende til at tale til præster fra Frikirkenet. At Frikirkenet viser at de kan finde på at sætte Marianne Jelved på deres talerstol, viser at de enten ikke kender deres bibel, eller også (hvad jeg desværre finder mere troværdigt) ikke vil stole på deres bibel. For dels er Marianne Jelved en kvinde, og dels er hun ikke kristen. Hun kommer oven i købet fra en af de mest antikristelige partier i folketinget. Faktisk det antikristelige parti, som har haft med succes med at udøve skadelig virksomhed på kirkedanmark, hvilket er en hel historie i sig selv. Så her har vi bare tre tydelige ting som viser at kirker som tilhører Gud, ikke skal sætte en sådan person på deres talerstol!

Læg mærke til at jeg ikke påstår at man ikke må tale med folk som har sådanne holdninger. Det må man bestemt (og skal). Jeg siger heller ikke at Marianne Jelved er mindreværdig fordi hun er kvinde, for det mener jeg bestemt ikke hun er. Men hvad jeg siger er, at bibelen meget klart og tydeligt viser, at kvinder ikke skal sættes til at tale til mænd. Det er faktisk rigtigt svært at nå frem til noget andet resultat når man læser bibelen end at præstegerningen og det at undervise andre mænd, ikke er noget som er en kvindes arbejde. Heller ikke selvom det er en kristen kvinde. Mænd og kvinder har ifølge bibelen forskellige kald, og enten kan vi vælge at tro på at hele bibelen er sand, eller også må vi vælge at tage de dele ud vi ikke kan lide og så kalde resten sande. Men hvis vi ikke tror på alle de kanoniske skrifter i bibelen er sande, har vi så overhovedet noget vi kan bygge vores tro på?

Den anden del er at Marianne Jelved slet ikke er en kristen. Hun har aldrig givet udtryk for at være en genfødt kristen, og det vil jeg ikke klandre hende for. Men hvorfor overhovedet sætte en på en prædikestol som slet ikke er kristen? Det giver ingen mening. Og for det tredje så har det radikale venstre fra sin start og helt frem til nu, været et parti som har bekæmpet kirken i Danmark. Man ønsker ikke at være et land som er påvirket af troen på Jesus Kristus. Hvilket har været gældende siden Georg og Edward Brandes.

Johannes skrev i andet Johannes brev vers 10-11 følgende:

Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger.”

Dengang var det sådan (ligesom nu) at der var flere omrejsende prædikanter, men ikke alle sammen var sendt af Gud. Dem der ikke var sendt af Gud, førte ikke bibelens lære, og dem befaler Johannes at vi ikke skal tage imod. At de ikke måtte komme ind i huset, skal ikke forståes sådan at vi ikke må invitere folk ind i vore hjem, som har en anden overbevisning end den kristne. Men det skal forståes udfra den tids kontekst. For dengang var størstedelen af kirker jo noget der foregik i hjemmene. Så der er tale om at man ikke skal invitere dem ind og tale i de menigheder som de havde i hjemmene.
Men det har Frikirkenet nu gjort på en værre måde, end dem som Johannes taler til her. For under Johannes tid, kom disse folk selv til en, og sagde man var en omvandrende forkynder. Her er det i stedet Frikirkenet, der inviterer en der ikke prædiker Kristi lære til at tale til kirkernes ledere. Det er altså med direkte overlæg at man inviterer en der dels er kvinde, dels ikke er kristen, og dels kommer fra et antikristeligt parti.

Argumenterne imod det jeg skriver her, kender jeg allerede. For ligesom man ved invitationen af New Age filosoffen Steen Hildebrandt sagde at det jo ikke var en forkyndelse han skulle stå for, så er det jo også tilfældet her. I artiklen på Dominos hjemmeside argumenterer man for at kunne invitere folk der ikke er kristne med følgende:

”Talere, som kan udvide konferencedeltagerens tænkning og dermed give inspiration til forskellige måder at forkynde evangeliet på. Disse talere kan være politikere, foreningsfolk, fremtidsforskere, samfundsdebattører med flere.” http://www.domino-online.dk/?p=8056

Det er som taget ud af en Bill Hybels undervisning. Han har i årevis inviteret folk uden kristen baggrund til at tale på hans lederkonferencer, men han mangler stadig at prædike evangeliet som en naturlig del af sin forkyndelse. Bill Hybels tankegang har desværre fået rigtig meget indflydelse i kirkedanmark. Og umiddelbart kan det da også lyde flot og godt. Hvis dette havde at gøre med hvordan man organisere en verdslig organisation bedre, eller hvordan man markedsfører et produkt mere effektivt, eller hvordan man får udført sine politiske ideer mere effektivt, ja så kan det godt være en god idé at invitere folk udefra for at få inspiration. Men Guds kirke har aldrig fået at vide at man skal udvikle sig på den måde. Nærmest tværtimod. Vi finder eksempler på at når Israel begyndte at lade sig inspirere af andre folkeslag, så var det ikke noget som Gud bifaldt. Han blev vred over at Israel søgte ”inspiration” fra andre folkeslag. Han ville have at israelitterne var helliget Ham. Ligeledes er det i dag. Vi må godt se hvordan man gør i verden, vi må godt vide hvordan man gør forskellige ting i verden. Men vi skal ikke invitere verden indenfor i kirken. Det er vores opgave at gå til dem der er i verden. Det er ikke vores opgave at give verden en talerstol i kirken.

Frikirkenet inviterer verden ind i kirken og giver dem en talerstol. De kan kalde det hvad de vil, men i bund og grund er det hvad de gør, hvad enten de kalder det dialog, eller inspiration etc.

Hvad nu hvis det Marianne Jelved siger er godt?
Hvad Marianne Jelved siger af ting og sager er faktisk ikke særlig interessant. Personlig tror jeg hun vil sige nogle banaliteter som de alle kan sige ja til og grine af, mens hun kommer med en sjov vinkel på tingene (ja, det kan hun faktisk gøre). Jeg tror ikke hun vil komme med de store provokationer, hun vil måske endda tale dem lidt efter munden og fortælle at hun har så og så meget respekt for deres arbejde o.l. Om hun siger sådan eller om hun siger noget der er helt forkert i stedet for, ændrer ikke på at hun er en kvinde man har sat på en talerstol til at tale til kirkeledere. Det ændrer ikke på at hun ikke er kristen (mon hun overhovedet får evangeliet at vide af nogen på den konference?). Det ændrer heller ikke på at hun kommer fra et parti, som har bekæmpet kirkedanmark siden partiet startede.

 

EPILOG

Er det altid en dårlig idé at invitere folk udefra?
Personlig mener jeg man skal passe på med hvem man inviterer. Men jeg synes der kan være tilfælde hvor det kan være en rigtig god ting at invitere folk fra det politiske miljø. Et eksempel jeg selv synes kan bruges var da pinsekirkerne i København startede KKR (Kristent lokaltv i København). Det var tilbage i 80erne (eller starten af halvfemserne). Der havde man til receptionen inviteret daværende kirkeminister Torben Rechendorf. Jeg ved ikke om Rechendorf var en kristen eller ej. Han havde en tro på Gud, men om det var den sande tro er jeg uvidende om. Den invitation var til en fest, som han var blevet inviteret med til. Og han fik lov at fortælle hvorfor han syntes at KKR var en god idé. Det gjorde han ganske godt. Men det var altså en reception som var lidt festagtig, ikke en lederkonference, og der er altså forskel på den slags. Han blev ikke inviteret til at tale til pinsekirkernes præstesamlinger (og hvis man havde gjort det ville det dengang have medført ramaskrig). Det var i stedet ganske afslappet og meget behageligt. At KKR så ikke har været så god til at sende noget ordentligt tv er så en anden historie. Men der har vel også været nogle enkelte udsendelser der har været gode, og det skam man jo også glæde sig over.

Hvis du er uforstående overfor den skelnen jeg viser omkring emnet kvindelige præster her, kan jeg anbefale at høre Mikkel Vigelius undervisning om emnet på dette link: https://sand.omvendelse.dk/kvinden-og-mandens-plads-i-hjem-og-menighed-3751.htm hvor man vil høre en god bibelsk og balanceret udlæggelse af dette emne.

Categories
Endetiden Kommentar til medierne

Hvorfor gik Detroit City konkurs?

I 1960 var Detroit City den rigeste by i USA målt pr. indbygger. Den blev også anset dengang for at være et billede på USA’s fremtid. Detroit var mønsterbyen hvor folk boede godt, havde gode jobs, og kørte i gode biler og sendte sine børn i gode skoler. I går torsdag d. 18/7 indgav byens borgmester en konkursbegæring. Detroit City er på omkring 50 år gået fra at være den rigeste storby, til den fattigste. Hvem ville have kunne se det komme i tredserne hvor alting så såre godt ud?

Det er nu ikke så usædvanligt at den slags sker. Områder som har været kendt for sin rigdom, går hen og bliver mere kendt for sin fattigdom og armod. Tag bare Babylon og Ægypten som eksempel her. Nogle mener at årsagen til at Detroit City er gået konkurs skyldes frihandelsaftalen mellem Canada, Mexico og USA som er kendt under navnet NAFTA. Der fungerer lidt som en EU-light version. Det mener jeg bestemt ikke er den virkelige årsag. Frihandelsaftalen burde og er generelt set en fordel for USA. Jeg er økonom og mener ikke som nogen økonomer at Frihandel altid en god ting, men for et rigt land som USA og Canada, er det fordelagtigt, og det har også vist sig fordelagtigt for Mexico. Men den reelle årsag til det er gået så galt, tror jeg på skal findes i bibelen.

Salomon skrev i ordsprogenes bog at:

”Den, der stoler på sin rigdom, falder,
men retfærdige grønnes som løv.”
Ordsprogene 11.28

Dette er kendetegnende for både samfund, byer og mennesker. Hvis man stoler mere på sin rigdom, end man stoler på Gud, så bygger man på usikker grund. Bibelen advarer os adskillige gange om at vi ikke skal bygge vores liv på fysisk rigdom. Den siger ligefrem at rigdom er usikker. Dette har været kendetegnende for byer som Detroit. De havde nok i sig selv, de troede de ville fortsætte med at være rige, fordi det gik så godt, og fordi de byggede på noget Guds ord kalder usikkert, så brast tingene sammen.

Engang boede der 2 millioner indbyggere i Detroit. I dag bor der 700.000. Engang var der næsten ingen arbejdsløshed. I dag er det usædvanligt svært at finde et reelt stykke arbejde. Engang fik folk en god skoleuddannelse. I dag er 50% af dem analfabeter. Og sådan kunne jeg fortsætte. Men spørgsmålet er så om det er Guds straf over byen, som også var stedet hvor heroinen flød i rigelige mængder i 70erne, for at blive udskiftet til Crack i 80erne, og til metamfetamin i 00erne.
Det er såmænd meget nemt at sige at det er Guds straf, men det er også Guds nåde at finde i dette. For en ting er at lade en by der er på vej med ødelæggelse bare fortsætte sin deroute. En anden ting er at lade gerningernes konsekvens stå så tydeligt frem for dem selv og for andre, at det bliver tydeligere at se at bare fordi man er rig, så er det ikke ensbetydende med livsvarig sikkerhed. Rigdom er ikke sikkerhed, det er bare forbigående nemhed. Rigdom gør at det er nemmere at blive mæt, nemmere at have et godt sted at bo, nemmere at rejse rundt osv. Men det er ikke ensbetydende med at man altid vil have det man har brug for. Penge er jo noget man både kan miste, eller som kan miste sin værdi.
Derfor er der også en Guds nåde i dette så det bliver tydeligt at vi må finde bedre og mere trygge værdier at bygge vores liv på. Hvad enten det er individuelt eller som samfund. De sande værdier var dem man fandt frem til under reformationen. Nemlig Guds ord og Guds frelse. Når mennesker finder frem til og vælger disse værdier, så er det vi kan bygge vore liv på klippegrund. Og vel at mærke en klippegrund som står fast også når det stormer og kommer oversvømmelser. En klippegrund som gør at vi ikke behøver være bange når verdens økonomiske og politiske strukturer ændrer sig. Fordi vi bygger på klippen som er Kristus.

”Dem, der er rige i den nuværende verden, skal du byde, at de ikke må være overmodige og ikke skal sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver. Du skal byde dem at gøre godt og være rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, og samle sig en skat som en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv”. Første Timotheus 6.17-19

Bemærkning: Detroit kan stadig se rig ud, hvis man ser den på afstand med dens flotte højhuse. Men hvis man kommer nærmere viser der sig et sørgeligt synd. Det er kontorbygninger som har stået tomme i mange år, og som bare står og forfalder. Et syn som både viser den rigdom som var engang, men som i dag vidner om Detroits fattigdom.

Categories
Endetiden Falsk Lære Mirakler

Torben Søndergaard mener ikke hans “mirakler” har brug for at blive testet

Jeg har i de forrige indlæg skrevet om hvorfor Jesus gjorde meget ud af at dem der blev helbredt, ofte skulle gå til præsten for at få godkendt deres helbredelse. Desværre er det noget som kun meget få af nutidens selvbestaltede helbredelsesprædikanter tager alvorligt. Hvilket er underligt i og med at hvis man virkelig er helbredt, så er ens helbredelse også så reel og troværdig at den kan tåle en lægelig bedømmelse. Ja, nogen gange er det tilmed nødvendigt at få en lægelig bedømmelse. Forestil dig eksempelvis at en mand med sukkersyge er blevet bedt for, og han dertil får at vide at han blot skal tro at han er helbredt, men virkeligheden er at han ikke er helbredt alligevel? Det findes der faktisk eksempler på er sket nogen steder, også med døden til følge fordi man i falsk tro har undladt at tage sin insulin. Det er heldigvis sjældent at konsekvenserne er så voldsomme, men eksemplet viser at det meget nemt viser sig at være et problem når helbredelser ikke tåler bedømmelse.
Men inden du læser resten vil jeg gerne gøre opmærksom på at jeg tror på og har set at Gud helbreder i dag, men jeg kan samtidig se at meget af det man kalder helbredelse ikke er reelle helbredelser, men indbildning og overdrivelser. Og samtidig vil jeg slå fast at jeg ikke tror at bare fordi man bliver helbredt igennem en andens bøn, ikke er det samme som at den der beder faktisk er en Guds mand. Gud kunne bruge en troldmand som Bileam til at velsigne jøderne, men Bileam er ikke iblandt Guds børn ifølge bibelen. 

Torben Søndergaard kan selv
En som ikke mener at han har brug for at få sine helbredelser bedømt, er Torben Søndergaard fra www.oplevjesus.dk. Han mener at det er nok at få dem bedømt på stedet, og mener ikke professionel bedømmelse er vigtigt. Det er noget han både viser med sine gerninger, og siger helt åbenlyst. For et stykke tid siden blev han interviewet i den den kirkelige avis Udfordringen. En avis som mere er kendt for at være åben for alt nyt og smart, men desværre ikke er kendt for at være god i bedømmelse af falsk lære. Hvilket der ikke er noget at sige til når flere af deres topjournalister, er kendt for at være synkretister (se mere linksene nederst i indlægget). Her er hvad han sagde til Svend Løbner i maj 20013:

“Torben Søndergaard:- Det lyder, som om næsten alle kræftramte og krøblinge bliver helbredt, men dér er vi ikke endnu. Jeg snakker om dem, vi beder for. Og dette er typisk piskesmæld, hovedpine og mennesker, der går med krykker.

Svend Løbner:Hvordan tjekker du, om de er helbredt? Beder du dem kontakte lægen?
Torben Søndergaard:- Nej, det fremgår på stedet. Vi bad for en med piskesmæld i Aalborg for nylig, og han gik fra at være stiv i nakken til at kunne bevæge hovedet frit frem og tilbage.” http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=23692

Det er interessant at det her kun er sygdomme og skavanker som ikke er i den mere voldsomme afdeling. Piskesmæld er faktisk ikke altid noget som man kan dokumentere folk har.  Ikke dermed sagt at det ikke er en reel lidelse, men den er svær at påvise af andre end den der har piskesmældet. Dertil er det også interessant at tænke på at dem som kommer op på scenen hos Benny Hinn ofte er folk som netop går med krykker og som får en hurtig adrenalinoplevelse af at de er helbredt en kort stund. Sagen er nemlig den at Benny Hinn på trods af kollossal mange helbredelsescrusades ikke kan dokumentere en eneste helbredelse lægeligt set. Han kan kun vise folk frem som i en adrenalinrus tror at de er blevet helbredt uden dog at være det.

Men det er ikke den eneste gang at Torben Søndergaard har meldt ud at han ikke mener der er brug for lægelige bedømmelser. I sommeren 2012 skrev han følgende på sin facebookprofil:

“Hjemme igen efter en rigtig god tur i Sverige. Næste tur er Moldova om 11 dage. Glæder mig helt vildt ;). Sidst jeg var der skete der flere ting. En ældre dame blev bla helbredt for kræft. Så er i forventning til endnu mere denne gang”.

Det lyder umiddelbart meget godt, men en af Torbens facebookvenner spurgte så hvordan de havde fundet ud af at hun var blevet helbredt. Det viser sig at svarene fra Torben Søndergaard ikke er særlig tilfredsstillende mildt sagt. Han bliver spurgt om det var en læge der havde sagt det, hvortil Torben Søndergaards svar er:

“Har bare hørt at hun er helbredt og glad. Det er nok”

Så nu lyder det som om det er noget han bare har hørt, hvilket hans facebookven ikke forstår er godt nok til at kunne påstå en er helbredt på. Hvilket fører til at Torben Søndergaard nu i en skarpt tone melder følgende ud:

“Når kristne missionær og venner fortæller det, så er sandt.”

Det Torben siger her er at fordi han og eller en anden prædikant har sagt det, så er det sådan. Torben Søndergaards statements er så troværdige at de er nok i sig selv. Med andre ord du må ikke drage Torben Søndergaard i tvivl eller dem som Torben siger er troværdige.

Der er måske nogen nu der mener det er en voldsom anklage. Men lige præcis dette er noget der er symptomatisk for Torben Søndergaard og er noget flere har oplevet. Han accepterer ikke at der kommer kritiske spørgsmål til ham. Der er kun plads til lovprisning af Torben og hans arbejde på hans facebookprofil. Det er derfor det umiddelbart ser ud til at det kun er en succes alt hvad Torben gør. For den anden side af sagen som Torben ikke ønsker man skal høre om, bliver fjernet med hård hånd. Altsammen fordi Torben ikke kan klare at blive draget i tvivl, og fordi han ikke er i stand til at stå til regnskab for det han skriver og siger. Prøv selv at stil ham kritiske spørgsmål når der er grund til det og se hvad der sker. Men tilbage til problemet med helbredelser uden bedømmelse. For Torben falder særlig i den grøft som jeg omtalte sidste gang, hvor jeg skrev følgende:

“For Jesus handlede det altså ikke om at fokusere på en masse ydre mirakler. Det handlede ikke om at få promoveret sig selv som mirakelmageren, selvom Han udførte mirakler. Der var noget der var langt vigtigere, og det var at give evangeliet om Ham til mennesker.” (se artikel her:https://sand.omvendelse.dk/nar-helbredelsespraedikanten-stjaeler-fokus-fra-jesus-4790.htm)

Torben skriver og taler så der kommer en usund fokus på ham istedet for på Kristus. Noget som også er kendetegnende for falske profeter som Christian Hedegaard og Ruth Evensen. De taler langt mere om sig selv, end de taler om Kristus, og stjæler dermed fokus fra Kristus. Evangeliet er skjult hos dem og ikke naturligt forekommende. Det er ikke kun noget man kan se udfra det han selv har lagt på nettet, men også noget som flere folk der igennem tiden har kendt Torben, men ikke kan støtte ham mere har fortalt mig.

Dette er nu ikke det eneste der er problematisk ved en selvbestaltet apostel som Torben Søndergaard (han har selv skrevet i sin bog “Den sidste reformation” at han anser sig selv som apostel). For udover dette prædiker han farlig befrielsesteologi og lære som slet ikke er bibelsk baseret, men kommer fra ham selv istedet for fra Gud. Hvilket jeg har skrevet mere om i nedenstående links. Hvad der er virkelig trist er at nogen kristne er godtroende nok til at følge en mand som Torben Søndergaard der har en elendig teologi, men i stedet fokuserer på mirakler og egne åbenbaringer og sig selv. Hvor ville det være dejligt hvis Guds folk i Danmark var mere funderet i skriften , og havde større kærlighed til Gud og ikke til mirakler. For så kunne det være at de mere tydeligt kunne se at folk der har mere fokus på helbredelser og mirakler end de har på forkyndelsen af Guds ord, ikke er værd at følge, og heller ikke bør sættes på en prædikestol.
https://sand.omvendelse.dk/praediker-torben-sondergaard-evangeliet-4373.htm

https://sand.omvendelse.dk/hvad-er-der-galt-med-torben-sondergaards-forkyndelse-og-laere-4592.htm

https://sand.omvendelse.dk/torben-sondergaard-praediker-skadelig-befrielsesteologi-4614.htm

https://sand.omvendelse.dk/de-forkerte-vers-som-bliver-misbrugt-4153.htm

Linksene til artiklerne om synkretisme i Udfordringen finder du her:
https://sand.omvendelse.dk/svend-løbner-madsen-viser-sit-sande-jeg-1458.htm

https://sand.omvendelse.dk/william-branham-og-henry-nissen-astrologiske-vildfarelse-2993.htm