Hvad har vi lært af den såkaldte Lakeland “vækkelse”? Har vi overhovedet lært noget af det der skete. Der var mange som råbte vagt i gevær helt fra starten, og sagde dette ikke var sand kristendom. De har forhåbentlig lært at de skal holde fast i deres bibelske overbevisning, selvom mange sagde at de gik imod Guds værk. Men samtidig var der også mange der først fik øjnene op for bedraget, efter det blev offentliggjort at Todd Bentley og hans kone Shonnah, havde indledt påbegyndelsen af en skilsmisse. Så er der dem der først valgte at vågne op, efter det kom frem at separationen skyldes et upassende forhold mellem Todd Bentley og en af hans kvindelige medhjælpere. Dertil er der stadig en gruppe som hårdnakket påstår at det hele var fra Gud, men at Todd Bentley var blevet presset for hårdt. Hvad angår den sidste gruppe kan jeg godt se hvad de mener med at Todd blev presset for hårdt, men det legaliserer på ingen måde hans gerninger og lære.John Piper skriver på sin blog http://www.desiringgod.org/Blog/ at dette måske er en forsmag på hvad der vil ske i endetiden. Hvilket fik mig til at tænke følgende: Der vil komme falske profeter og gøre store tegn. Hvor mange kristne vil følge dem? Der vil komme falske profeter med ny lære som ikke er fra Gud. Hvor mange kristne vil følge dem? Der vil en dag fremstå en antikrist, som er den sidste af alle antikrister. Hvis vi kigger på kirkens tilstand i dag, så må vi komme til den konklusion at mange kristne vil følge ham, når det engang sker. Ikke fordi det ikke ville være tydeligt og klart at den mand ikke er fra Gud, men fra Djævelen. Men fordi mange af dem som kalder sig kristne ikke har en sand kærlighed til sandheden, de vil hellere følge løgnen. De vil hellere vælge det der er åbenlyst forkert. Det kan godt være at de følelsesmæssigt, intellektuelt, politisk eller endog åndeligt kan forsvare hvorfor de vil følge en mand som taler løgnelære. Men ingen af dem kan på bibelsk grund forsvare at følge den mand, når han engang kommer. Men dette må jeg vende tilbage til en anden gang.
Vi har ikke lært noget
Historien viser at vi ikke har lært noget. Vi har fulgt en mand som åbenlyst har afsløret at han var ledt af dæmoners lære. Han har selv sagt at ligesom Gud havde sendt en engel med åbenbaringer til William Branham i halvtredserne, sendte Gud en engel med åbenbaringer til Todd Bentley. William Branham var en af de største vranglærere i kirken i det sidste århundrede. Han sagde bl.a. at treenighedslæren var fra djævelen. Men han fik masser af mærkelige åbenbaringer som han mente var sande. Når man hører hvad Branham sagde og sammenligner med Todd Bentley, kunne man godt få den mistanke at det er den samme ånd der står bag.
Todd Bentley sagde at det var vigtigere at lære det overnaturlige at kende, end det var at kende Jesus. Hans forklaring var at Gud havde sagt til ham, at kirken vidste alt om Jesus. De havde brug for at høre om englen. Udover at vi aldrig bliver færdig med at lære om Jesus, og at evangeliet handler om Jesus, så er det underligt at han åbenbart mente en bestemt engel. For han omtalte den i ental. Flere gange endda. Dertil var det da også tydeligt at det ikke var Fredens Gud som fik Todd Bentley til at slå en mand med mavecancer hårdt i maven, så han faldt helt til jorden. For ikke at tale om alle de andre voldelige helbredelsesforsøg, som han endog pralte af.
Mange har ikke lært noget af Lakeland “vækkelsen” siden der skal skilsmisse og utroskab til, førend dette vanvid blev stoppet. Mange af dem der fulgte Todd og elskede at se hvad der skete, venter i dag blot på det næste der vil ske. De venter på den næste Lakeland. Hvem er de så, dem der hopper på den næste Lakelandvogn? Svaret er, det er dem der ikke har en sand kærlighed til sandheden. Det er dem der ikke vil vurdere vækkelser på et bibelsk fundament. Det er dem der lægger ord og anden lære til skriften. Og hvis der er noget i skriften der ikke passer dem, så forsøger de at gøre det uvigtigt i stedet.
Det er dem der ikke har en sand kærlighed til skriften. Og det er meget meget alvorligt. For Jesus er Ordet der blev Kød og tog bolig iblandt os. Det ord som var i begyndelsen hos Gud, og Ordet var Gud. Det er det ord de ikke har en kærlighed til.
Så hvis der er noget jeg har lært at Lakeland “vækkelsen”, så er det at jeg fortsat må læse, studere og elske Guds ord. Jeg kan ikke undvære det. Jeg kan ikke nøjes med “åbenbaringer” fra andre, jeg kan ikke nøjes med at høre på hvad andre siger, jeg kan ikke kende godt fra ondt hvis jeg ikke kender Guds ord. Men allermest har jeg brug for at læse Guds ord fordi at det er igennem skriften at Gud viser hvem Han virkelig er. Hvis der er noget jeg har brug for, så er det at lære Gud at kende, og det bedste sted at gøre det, er igennem Hans Ord!
Til dem der har brug for at høre Todd Bentley sammenligne sine engle besøg med dem William Branham havde, kan de se denne korte, men skarpe video.