Category: Bibelen

Dengang jeg var en ung kristen var jeg tit ude og evangelisere med en anden kristen som var ret brændende. Men han sagde noget igen og igen til dem som vi talte med, som jeg ikke brød mig om. Men jeg kunne ikke lige sætte fingeren på hvorfor det var forkert. Han sagde ofte, at den der med sin mund bekender Jesus som Herre er frelst. Derfor ville han gerne have folk til at sige dette, for så var de jo frelst. Det stred rigtig meget i mig. For jeg vidste godt, at frelsen ikke bare kommer ved at gentage en sætning. Det er en guddommelig begivenhed når man bliver født på ny, og kan kun ske hvis man vælger at omvende sig til Gud.

Ikke desto mindre er denne forståelse blevet brugt mange steder, også til såkaldte vækkelseskampagner. Man har i eftermødet fået folk op og bekende Jesus som Herre, og derefter erklæret dem som frelst. Men vi glemmer hvem det skriftsted er skrevet til som vi bygger denne mærkværdige frelsesforståelse på. Det blev skrevet af Paulus til de kristne i Rom. I romerbrevet 10.9 står der:

“For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.”

De kristne i Rom vidste godt hvad det betød at bekende Jesus som Herre. Det betød at de kunne miste deres liv. For man kunne godt blive udsat for at blive hentet af nogle romerske soldater som tog en hen til en statue af Cæsar. Eller at de selvsamme soldater kom slæbende med et mini-alter som skulle symbolisere Cæsar. Overfor den skulle man bekende at Cæsar er gud, med sin mund. Hvis man ikke gjorde det, ville man miste hovedet. Det var de kristne vidende om. Der var flere der havde bekendt Jesus som Herre overfor disse altre og statuer istedetfor Cæsar, og mistet hovedet på stedet. Så når Paulus taler om at bekende Jesus med sin mund, så vidste de udemærket hvad han mente. Den der tør bekende Jesus som Herre også selvom vi ved at det koster, og kan koste os vore liv, den person er frelst.  Lad os huske hvad Jesus sagde til os i Mattæus 10.32-33:

“Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.”

Dette er ganske rigtigt hårde ord. Men ord vi må tage alvorligt og tage til vores hjerter. For hvis de første kristne turde leve og dø på disse ord, så bør vi også gøre det.

I går fortalte jeg om en episode med mine børn som handlede om at være taknemmelighed overfor giveren, og ikke kun være glade for gaven. Lad os kigge lidt mere på det. I lukas 17.11-19 ser vi at Jesus møder ti spedalske. At være spedalsk i det gamle Israel betød en kollossal adskillelse fra resten af samfundet. Spedalske skulle bl.a. når de så andre mennesker råbe “uren, uren” for at andre ikke kom i nærheden af dem og blev smittet. Man kunne med andre ord, kun leve i fællesskab med andre spedalske, og måtte leve af almisser og hvad man ellers kunne finde.

De ti spedalske beder Jesus om at helbrede dem. Jesus siger at de skal gå hen til præsterne (som var den tids læger) og lade sig syne af dem. På vejen derhen blev de alle raske. En af dem vendte tilbage til Jesus og kastede sig ned for Hans fødder, for at sige tak. Til ham sagde Jesus “Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig”.

Men hvad med de ni andre spedalske. Hvad blev der af dem. Hvorfor kom de ikke tilbage og sagde tak? Svaret er at de var tilfredse med gaven. De var tilfredse med at blive helbredt. De efterspurgte gaven frem for giveren. Det var ikke til dem Jesus sagde “din tro har frelst dig”, det sagde han kun til den mand der havde taksigelse til giveren og forstod at giveren var større end gaven. De ville måske hellere holde fest fordi de var blevet raske eller finde sig et job og tjene nogle penge, eller bare være sammen med deres gamle venner igen. I sig selv er der jo ikke noget galt med det, men at glemme giveren og kun fokusere på gaven, viser at man ikke forstået betydningen af gavens værdi.

Der er folk der i større grad søger Guds gaver, end de søger Gud. Det er et stort problem for dem, for hvis de ikke søger Gud nu, hvorfor skulle de så have lyst til at være sammen med Ham i Himlen? Det spørgsmål vil jeg forsøge at svare på i morgen eller overmorgen hvor afslutningen på denne lille taknemmelighedsserie vil komme.

Her er bibelteksten til den begivenhed jeg henviser til:

“Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«”Lukas 17.11-19.