Categories
Bibelen Kirke Prædikener Uncategorized vækkelse

Program for Tilbage til bibelens sommerlejr med Voddie Baucham

Voddie Baucham hovedtaler hos Tilbage til Bibelens bibelcamp 2011

Programmet for Tilbage til bibelens sommerlejr er nu blevet fastlagt.
Program for sommerkonference 26. – 29. juli, 2011

  Tirsdag Onsdag Torsdag Fredag
         
Kl.8.00   Morgenmad Morgenmad Morgenmad
Kl. 9.30   Bedemøde Bedemøde Bedemøde
Kl. 10.00   Baucham Baucham Baucham
Kl.12.00   Frokost Frokost Frokost
Kl.14.00   Baucham Baucham Baucham
Kl. 15.00   Kaffe Kaffe Kaffe
Kl. 16.00 Ankomst René Vester Henrik Mortensen  
Kl. 18.00 Aftensmad Aftensmad Aftensmad  
Kl.19.30 Baucham Baucham Baucham  
Kl. 21.00 Aftenskaffe Aftenskaffe Aftenskaffe  
Kl. 21.30 Tabletalk (Q&A) Tabletalk (Q&A) Tabletalk (Q&A)  
Kl. 23.00 Ro i lejren Ro i lejren Ro i lejren  

Møderne
Voddie Baucham vil gennemgå efeserbrevet for os, og her særlig se på kirke, familie og den kristnes liv. Henrik Mortensen vil torsdag eftermiddag tale om betydningen af familiebibelandagt, og hvordan det kan praktiseres. René Vester vil onsdag eftermiddag tale om hvordan evangeliet er tydeligt i det gamle testamente og at det er tydeligt at det er den samme Gud i både nye og gamle testamente. En Gud der er kærlig og nådig, men også retfærdig og Hellig.

Børn
Vi har sørget for at der er gode muligheder for børnene, således at der er bibelundervisning og aktiviteter om formiddagen for dem, og fysiske aktiviteter om eftermiddagen frem til 15.30. Vi har undladt at sørge for børneaktiviteter til hele dagen, da vi godt vil have at det er en familielejr, og at man også er sammen som familie, og ikke adskilt det meste af dagen.

Pris
Priserne for lejren er de samme som sidste år.
Voksne: 700 kr.
Børn 0-6 år: 150 kr.
Børn 7-14 år: 300 kr.
Unge 15-20 år
og studerende: 400 kr.
Prisen omfatter mad og overnatning. Det foregår på den meget smukke efterskole Hedemølle i Bjerringbro. Hvor vi bor på elevværelserne som har smuk udsigt over den flotte beliggenhed.

Tilmeldingsinformationer:
Tilmeldingsfrist: 12. juli 2010
Til: Henrik Mortensen
E-mail: henrik@tilbagetilbibelen.dk
Telefonnummer 86680345
Oplys navn og alder ved tilmelding.
Kontakt Henrik Mortensen for tilmelding og betalingsinfo.
Anfør venligst navn og alder.

Medbring:
Lagen, dyne/sovepose, toiletsager, bibel

Tolkning:
Møderne simultantolkes til dansk.

Du kan læse mere om lejren på dette link: http://www.tilbagetilbibelen.dk/?p=264

Categories
Bibelen Evig dom Hvem er Gud? Korset podcast Prædikener Synd

Podcast: Hvilken Jesus vil du vælge, Kristus eller Barabbas?

Sidste år holdt jeg en prædiken om valget mellem Jesus Kristus og Jesus Barrabbas. Et valg som jøderne stod med i påsken for små 2000 år siden. Hvad var det for en situation dette skete i? Hvorfor var Pilatus ret modvillig til at korsfæste Jesus, men gjorde det alligevel, og hvorfor valgte jøderne at få sat en skyldig mand fri, og istedet dømme den mest uskyldige nogensinde til døden på et kors? Og hvordan har det været for Barabbas at se en uskyldig mand tage hans plads?

Dette og mere kommer jeg ind på i denne prædiken. Jeg har ikke lagt den på før, da jeg synes jeg bruger for lang tid på at tale om Pilatus, og ikke nok på skriften. Men efter at have hørt den igen, synes jeg godt jeg kan lægge den på alligevel. Jeg mener dog stadig at jeg bruger for meget plads på historien om Pontius Pilatus, men evangeliet er en naturlig del af denne prædiken alligevel, så derfor har jeg valgt at lægge den på nu. Men jeg vil nok en anden gang bruge mindre tid på de historiske fakta omkring den tid. Ikke at det er irrelevant, men det skal heller ikke fylde for meget af en prædiken, og det synes jeg den her tenderede lidt til.

Categories
Bibelen Brevkassen Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne

Reaktioner på indlægget om Møllehave og kirken

I går skrev jeg et indlæg hvor jeg med udgangspunkt i nogle fakta om Johannes Møllehave, viste at det en kirke der anser sig selv for at være evangelisk, ikke kan invitere Møllehave som taler. Det har jeg fået en del reaktioner på, særlig i debatter på facebook og som personlige beskeder. Det der undrer mig ved rigtig mange af de reaktioner jeg har fået, er at nogle folk mener jeg har talt grimt om Møllehave, at jeg sparker til en mand der ligger ned, at jeg ikke viser respekt for manden osv. Det har folk ret til at mene. Derfor har jeg efterfølgende genlæst indlægget, og vurderet om jeg har skrevet noget forkert. Det har jeg før gjort, og det vil jeg komme til at gøre igen. Og hvis jeg er parat til at kritisere andre, skal jeg også være parat til at modtage kritik.

Men
Min konklusion er dog den samme som før. Artiklen handler ikke decideret om Møllehave. Møllehave er blot taget frem som et symptomatisk eksempel på en kirke der ikke kan se forskel på bibelske forkyndere og vranglærere. Det var mit eneste formål. At Møllehave kommer til at fremstå som det han er (nemlig en synder som ikke har omvendt sig fra sig selv, og ikke er en genfødt kristen) ser jeg ikke noget problem i. Manden er en offentlig kendt person, og jeg har ikke skrevet noget om ham, som ikke er offentlig kendt i forvejen. Det er jo altsammen noget han selv har stået frem og sagt. Så intet af det kan påståes at være sladder, da det er fra mandens egen mund jeg har det. Jeg har blot sammenlignet det med hvad bibelen siger, og der er der stor modstrid. Så enten har Møllehave ret og bibelen uret, eller også har Møllehave uret og bibelen ret. Jeg tror på den sidste mulighed.

Hvad er meningen?
Det som jeg påpeger er at kirker der kan finde på at invitere folk som ham, bevæger sig udenfor Guds vilje. Det er altså ikke kun Møllehave der er tale om, men folk der er ligeså langt ude som Møllehave. Og kirker der inviterer den slags, kan ikke siges at være evangeliske!
Dertil skrev jeg også at der mangler en offentlig kritisk røst fra de præster og ledere som er i de kirkesamfund, hvor man inviterer den slags folk. Lad mig gentage hvad jeg skrev i går, for lige at slå fast hvad det var jeg mente var problemet her:

Det vi ikke taler om
Hvor ville jeg ønske at de kirkeretninger som har frækheden til at invitere folk som Møllehave og det de står for, kunne åbne op for at debattere problemerne ved at indbyde sådanne folk. Men hvor ville jeg også ønske at der var nogen (særlig ledere) der turde gå offentligt imod disse invitationer af folk der prædiker et andet evangelium.
Lad mig give nogle eksempler. Møllehave var gæstetaler på missionsforbundets landsstævne 2008. Han skule være det hos baptisterne i 2009, men aflyste pga hjerteproblemer. Han blev afløst af Lone Hertz, kvinden som for nogle år siden udgav en dansk oversættelse af det gnostiske evangelium Thomas-evangeliet. Det var ikke med til at gøre det bedre! Og hvad så i år? Ja, det seneste jeg har hørt er at pinsevækkelsen har inviteret John Arnott som var en af lederne ved den skøre Toronto-vækkelse i halvfemserne. Noget som mange karismatikere i dag har taget afstand fra.

Men hvem tør tale imod ledere som ikke kan se forskel på hvem der er sendt af Gud, og hvem der ikke er? Hvor er de præster og ledere som tør stå fast på Guds ord, og gå imod den ugudelighed som har spredt sig i vore kirker? Hvor er de præster og ledere som hellere viil stå ansvarlig overfor Gud, end overfor mennesker? Jeg og mange almindelige folk i kirkerne efterlyser jeres røst. Vi kan nemlig ikke høre jer.”

En undren
Til jer der mener at jeg har skrevet grimt om Møllehave. Jeg skrev ikke noget der var forkert om ham. Men jeg har ondt af manden, og mener at han skal have evangeliet, istedetfor at blive sat til at stå på en prædikestol. Men en ting der undrer mig over flere af jeres henvendelser er følgende: Hvorfor har I så meget brug for at forsvare en mand som siger han er kristen, men ikke lever som en kristen, og heller ikke taler som en kristen? Hvad er det lige der gør at man vil stå op for en mand som har langt mere til fælles med saddukæerne, og nikolaitterne? Saddukæerne var liberalteologerne under Jesu tid, og Nikolaitterne var en gruppe af påståede kristne som mente de kunne leve i synd, og være kristne alligevel. Både saddukæerne blev skældt ud af Jesus, og Nikolaitternes sagde Jesus ikke skulle have plads i kirken (se Johannes åbenbaringen kapitel 2). Så at kristne kan forsvare Møllehave, er over min forstand. Hvorfor vil I ikke stå op for evangeliet istedetfor at forsvare en mand der har været med til at ødelægge kirken, med hans fortaleri for seksuel umoral, og universalisme foruden en masse andet ubibelsk?

Man kan se det forrige indlæg her: https://sand.omvendelse.dk/druk-seksuel-umoral-og-universalisme-i-kirken-3388.htm

Categories
Bibelen Endetiden Falsk Lære Kirke Livet som kristen podcast

Podcast: Smyrnakirkens tro i forhold til moderne tro

Tredie del af serien om de syv kirker i Johannes åbenbaringen kan høres her. Jeg blev ikke helt færdig med at gennemgå Smyrnakirken sidste gang, en kirke som Jesus kun havde ros til. Så den fik jeg afsluttet her. Det som stod klart for mig da jeg skulle forberede denne prædiken, var hvordan denne kirkes tro og liv var så markant forskellig fra meget af det man kan kalde moderne kristendom.
Desværre har moderne kristendom inficeret så mange kristne at man slet ikke lægger mærke til hvilke dele der er i direkte modstrid med sand kristendom. Men hør selv og vurder om du er påvirket af dette, eller har været.

Men der var også et andet punkt som blev relevant at tale om her, og det var hvad dit og mit ansvar som kristen i en rig del af verden gik ud på. Det syntes jeg var ret svært at tale om, fordi det faktisk er noget jeg i længere tid har overset, og ikke fokuseret så meget på. Men nu er jeg forpligtet til at gøre noget ved det!

Du kan høre første del her: De syv menigheder første del
Den omhandler hvorfor Efesos menigheden havde forladt sin første kærlighed, og hvorfor bedømmelse er en vigtig del af kirkens arbejde.

Anden del kan du høre her: De syv menigheder anden del
Der udlægger jeg hvordan det kan lade sig gøre at være en menighed som Jesus ikke kritiserer, men kun har ros til.

Den tredie udgave kan du høre her nedenunder. Det er en lettere forkølet udgave af mig der prædiker denne gang, men jeg synes optagelsen blev god nok alligevel.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Omvendelse

Podcast: Hvad er en kirke efter Guds hjerte? Smyrnamenigheden fra Åbenbaringen

I denne anden del af min gennemgang af Jesu breve til de syv menigheder i Johannes Åbenbaringen er jeg kommet til SMyrnamenigheden. Det er en af de få kirker der ikke bliver formanet af Jesus, men kun bliver rost og trøstet. Men hvordan kan de lade sig gøre at være en kirke som kun bliver rost, er noget jeg kommer ind på i denne forkyndelse. Derudover  kommer jeg også ind på følgende som Jesus siger til menigheden

“jeg kender din trængsel og fattigdom, men rig er du. og jeg ved, at du spottes af dem, der påstår at være jøder og ikke er det, men er Satans synagoge.” Johannes åbenbaringen 2.9

Guds forståelse af rigdom er ikke den samme som os menneskers. Borgerne i Smyrna ville se på de kristne i smyrna og konkludere at de var fattige. Og det ord der bliver brugt om fattigdom her, er et ekstremt ord, som sammenligner deres fattigdom med en tiggers. En form for ynkelig fattigdom, som folk så ned på. Hvilket var paradoksalt da Smyrna faktisk var kendt for sin rigdom. Smyrna var nemlig en af de flotteste byer i romerriget, og en meget moderne en af slagsen, da den pga jævnlige jordskælv blev genopbygget den ene gang efter den anden, og pga investeringer fra romerriget.

Men de kristne var tydeligvis ikke de mest anerkendte folk i Smyrna, og heller ikke dem der havde de bedste jobs. Nogle af dem havde sandsynligvis mistet deres job og muligheder for at handle pga deres tro. Det var nemlig helt normalt dengang at for at være i en bestemt branche var man nødt til at være med i et laug. En brancheorganisation. At være i en brancheorganisation er isoleret set ikke forkert. Men problemet med størstedelen af disse laug var at de var stærkt tilknyttet afgudsdyrkelse.

Du kan høre første afsnit på dette link: https://sand.omvendelse.dk/podcast-jesu-brev-til-menigheden-i-efesos-3309.htm

Categories
Bibelen Evig dom Korset Livet som kristen Mirakler Omvendelse

Og dem der ikke stod i Livets bog……

En dag skal vi alle stå foran Gud. Det bliver på dommens dag. Når vi læser i Johannes Åbenbaringen 20.11-15 kan vi se at den dag vil der blive åbnet en bog. Livets bog. I den bog står der navnene på dem der tilhører Jesus Kristus. Kun dem. Dem der står i den bog vil træde ind i Himlen og der være sammen med Gud i al evighed. Men det kan være svært at læse det der står i vers 15, uden at blive meget bedrøvet.

” Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen.”

Dette er ikke rar læsning, for nogen. For det første er det ikke Guds ønske at kaste nogen mennesker i Helvede. Men fordi Han er en retfærdig dommer vil Han gøre det. Dem som har afvist det sande evangelium, vil Han styrte i ildsøen. Hvor er det bare utroligt vigtigt at vide at ens navn står i den bog. Det er ikke noget vi må tage let på.

Men hvor har jeg ofte mødt folk som siger, at de håber de er frelst. De tror nok de er kristne. De mener at Gud da nok vil tage imod dem, når de engang skal herfra. Det ville være meget vigtigere for dem at finde ud af om deres navn står i Lammets livets bog. For hvis vi ikke er overbeviste om at vi står i den bog mens vi er her, så skal vi slet ikke regne med at stå i den overhovedet. Dette ér ikke noget vi kan tage let på. Jeg kan ikke sige som Johannes Møllehave og de andre universalister, at Gud da ikke kunne finde på at straffe mennesker. For bibelen er så klar omkring dette, og er det fra start til slut, at vi ikke kan tillade os at ignorere den side af Gud.

Dem der står i Livets bog, er dem der tilhører Jesus Kristus. Dem der har overgivet deres elendige egne liv til Ham. Dem som kunne se at de ikke i egen kraft kunne gøre sig værdige til at komme ind i Hans nærhed. Dem der står i Livets bog er dem som Jesus siger DU ER MIN til. For en dag vil Han komme igen og så vil Han pege på mennesker som han vil sige Min, MIn, Min, til. Dem Han siger dette til, ved at de tilhører Ham, for de er forvandlede til nye skabninger ved den nye fødsel. Og er man født på ny, så er det noget man ved. Det er også noget der er synligt. For som Paulus skriver i anden korinter 5.17:

“Er nogen i Kristus er han en ny skabning. Det gamle er forbi, SE, noget nyt er blevet til!”

Det er altså noget man kan se. Dermed bør vi også være i stand til selv at kunne se, om vi er nye skabninger. Om vi virkelig er født på ny.

Categories
Bibelen Falsk Lære Hvem er Gud? Troens forsvar

Treenighedslæren er afgørende for sund kristendom

`

Det er efterhånden ved at være ret mange som er begyndt at sætte tvivl om en af de mest væsentlige kristne læresætninger, nemlig treenighedslæren. At Gud er eén, men er åbenbaret i tre distinkte personer er af så afgørende betydning for evangeliets sammenhængskraft, at det ikke er en doktrin man skal forsøge at ændre det mindste på. Ikke desto mindre er det ikke et område folk tager så alvorligt, som man før har gjort. Der er mange som pga falske læreres kilden i ørerne har åbnet sig for anden forståelse af Gud, end den vi ser i treenighedslæren.

Men siger man nej til treenighedslæren, siger man ja til falsk lære, og det har vist sig igen og igen at være sandt. Tag eksempelvis modalisme som går ud på at Gud er eén, men kun kan vise sig i en person af gangen, er helt tilbage i den meget tidlige kristendom blevet dømt udenfor. Modalisme er aldrig igennem kirkehistorien blevet anerkendt som en kristen lære, men i dag har mange eksempelvis åbnet sig for falske profeter som T. D. Jakes der er en velkendt modalist. Også den afdøde karismatiske præst William Branham sagde at treenighedslæren var dæmonisk, og viste dermed tydeligt at han var en falsk profet (foruden at påstå han var en genfødt Elias, og at bortrykkelsen skulle ske i 1976). Alligevel er der stadig i dag mange der følger hans lære, da den kilder så dejligt i ørerne. Men har man sagt nej til treenighedslæren har man samtidig sagt nej til evangeliet. Og det er lige præcis her det begynder at blive alvorligt.

Treenighedslæren er nødvendig for evangeliet!
Det største problem for modalisterne (og andre treenighedsfornægtere) er at når Gud kun kan være en person af gangen, hvordan skulle Gud så kunne knuse sig selv og sige Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Det er jo af afgørende betydning at den der hang på det kors var Gud selv. For kun en havde mulighed for at bære hele verdens synd. Det var en der skulle være syndfri, og tilmed kunne bære alles synd, ikke kun en enkelt persons. Derfor skulle det være en der er mere værd end alle andre tilsammen, i fald vedkommende skulle kunne opstå fra de døde igen. Det findes der kun en der kan, og det er Gud. Men hvis Gud skulle dø på det kors, og det samtidig var Gud der skulle straffe synden, så må Gud også være i stand til at knuse den der bærer synden. Det gør Gud Fader. Gud Fader knuser Guds Søn, og Gud Helligånd oprejser Ham fra de døde. Og det kan kun lade sig gøre og forståes ved en treenig Gud.

Treenigheds læren er ikke en de kristne har opfundet, sådan som nogen fejlagtig påstår. Den er udledt af bibelen, og Gud omtaler også sig selv i flere personer i det gamle testamente. Men tydeliggør det i det nye. Så dette har ikke noget med kirkepolitik at gøre. Tænk lige over det her: Hvem i alverden kunne komme frem med en så kontroversiel forståelse af Gud, så det giver sammenhængskraft i den grad det gør? Det tror jeg ikke mennesket ville være i stand til at gøre i egen kraft. Det kan kun åbenbares igennem Guds ånd sammen med Guds ord. Dertil kan vi også se at Jesus selv omtaler sig selv som Gud indtil flere gange:

”Jeg og Faderen er ét.” Johannes 10.30
Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.« Johannes 8.58 (Jeg er”, er det forbudte navn på Gud for jøderne).

Og Johannes 1.1 står der: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” som bliver fulgt af vers 14 ” Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Her er det tydeligt at Ordet som var Gud, og som blev kød og tog bolig iblandt os, er Gud. Så skal ikke være i tvivl om at Jesus er Gud, samtidig med at Gud også er i Himlen og taler til sin søn i Lukas 3.22:

”og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«”

Men hvorfor er folk så ved at fjerne sig fra treenighedslæren? Jeg har to hurtige svar på det, og der kan nok findes flere. Men den ene er at vi ikke læser bibelen systematisk mere, hvis vi overhovedet læser den. Vi vil hellere læse bøger som Hytten, som giver et helt andet bud på hvem Gud er, end vi vil læse om den sande Gud i bibelen.
Det andet svar er, at mange af dem som kommer i kirkerne i dag jo alligevel ikke er kristne. Men folk som har et ønske om at skabe en gud i deres eget billede. Og der passer treenighedlæren ikke ind. Men det er vi nok selv ude om, for en stor del af kirkelivet i dag handler om at vise ”en tilpasset gud” som er attraktiv i folks øjne. Selvom det ikke er det Gud har bedt os om. Han har i stedet sagt følgende til os:

” »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«” Mattæus 28.19-20

Læs mere om hvorfor det er vigtigt at Jesus er Gud her: https://sand.omvendelse.dk/hvorfor-er-det-vigtigt-at-jesus-er-gud-29.htm

Læs mere om William Branham her: https://sand.omvendelse.dk/william-branhams-efterf%c3%b8lgere-2985.htm 

Læs mere om romanen Hytten her: http://omvendelse.dk/Hytten%20The%20Shack.html

Categories
Bibelen Endetiden Falsk Lære Hvem er Gud? Kirke Korset Livet som kristen podcast Prædikener

Podcast: Jesu brev til menigheden i Efesos

I går startede jeg på en ny serie som jeg prædiker over. Serien er en gennemgang af brevene til de syv menigheder i Johannes Åbenbaringen. Det blev en prædiken som mange af mine modstandere, nok ikke ville forvente at kunne høre fra mig. For jeg kommer ind på områder som behov for bedømmelse, men også hvorfor bedømmelse kan være en farlig beskæftigelse. For det er noget vi ser er tilfældet for menigheden i Efesos, og det er faktisk ret alvorligt. Derudover vil du også i denne prædiken kunne høre hvad forskellen på en kristen kirke, og en ikke kristen kirke er. Samt hvad tegnene på en genfødt kristen er, og en der bare påstår at være kristen. Det var noget Efesosmenigheden kunne finde ud af, og noget Jesus roser dem for. Men mange kirker i dag har desværre svært ved at foretage den analyse, og tage de nødvendige konsekvenser af dette.

Men vigtigst i denne prædikenserie er hvad er Guds vilje for Hans menighed? Hvad er hans ønske for menighederne, og kan det lade sig gøre at have en menighed som Gud ikke har noget at kritisere for? Det og meget andet som mange kirker har glemt vil jeg udlægge i denne serie. Første del kan du høre her.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Prædikener

De syv menigheder (fra min prædiken på søndag)

På søndag starter jeg en prædikenserie i min menighed, om de syv menigheder fra Johannes Åbenbaringen. Det er en serie jeg har set frem til at prædike i lang tid nu. Hvorfor jeg har valgt at prædike over de to kapitler, fortæller jeg her i indledningen til min prædiken.

Indledning til serien “De syv menigheder i Åbenbaringen”
Jeg har nogen gange hørt kirkefolk sige at Jesus ikke kom for at starte en kirke, jeg har endog hørt velkendte forkyndere sig sådan. Men siger man det, er man samtidig nødt til at ignorere flere steder i bibelen. Eksempelvis der hvor Jesus siger til Peter at på den bekendelse og tro som Peter har vil Jesus bygge SIN kirke. Det er altså Jesus der vil bygge kirken. Det er ikke menneskers værk og heller ikke menneskers opfindelse. Vi er blot redskaber og sten i den kirke Han vil bygge. At der så er eksempler på mennesker der har forsøgt at bygge kirken på deres egne præmisser, er så hvad der er sket nogen gange. At folk har misbrugt kirken til både det ene og det andet, rokker ikke på Guds vilje. Når folk siger at der er så meget krig som kristne har begået, så skyldes det en forkert forståelse af hvad en kristen er. Tag eksempelvis påstanden om at kristne skulle have arbejdet på at udrydde indianerne. Den påstand er forkert. En sand kristen vil ikke udrydde indianere, og heller andre folkeslag. Her er det ligegyldigt om de andre folkeslag tror på det ene eller det andet. For kristne slår ikke andre ihjel. Du må ikke slå ihjel står der jo. Så ne,j Guds kirke har ikke forsøgt at udrydde indianerne. Det er en anden kirke, der har gjort dette ikke Guds. Så at en frafalden kirke har gjort noget voldsomt forkert er ikke et argument imod Guds kirke. Og dermed heller ikke et argument imod at komme at være trofast i sin menighed og være tilknyttet den.

Men når Jesus siger Han vil bygge sin kirke, så burde Han også fortælle hvordan Han ønsker den skal være. Det er noget som der jo er noget uenighed omkring. En uenighed som vi ikke behøver have, for Gud har i sit ord givet os klare befalinger for hvordan Han ønsker Hans kirke skal være.

Det klareste sted vi kan se dette er i Jesu syv breve til de syv menigheder, som vi læser om i Johannes åbenbaringens andet og tredie kapitel. Vi har faktisk breve fra Jesus til menighederne. Så vi har ikke nogen undskyldninger for at være uvidende om Jesu vilje for Hans menighed. Samtidig med at vi kan glæde os over at Han ikke har holdt os uvidende om dette vigtige emne. Men lad os se lidt på tilgangen til de syv breve til de syv menigheder.

Hør resten på søndag, eller podcastet som vil blive lagt på i næste uge på denne side.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen vækkelse

Fællesskab baseret på sandhed, ikke tradition

I USA er der p.t. tegn på at Gud virker stærkt i de bibelsk baserede kristne menigheder. For der er efterhånden opstået mange sunde arbejdsmæssige fællesskaber imellem kirker fra forskellige kirkeretninger. Her mener jeg ikke et fællesskab som er imellem kirkeretningernes organisationer, men et fællesskab som er imellem de kirker i kirkeretningerne som er kristne menigheder.
Det handler om at man vil hellere være sammen med folk som man er åndeligt enige med, end man vil være sammen med folk man kun er traditionelt enige med. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om er et tegn på at Gud er ved at samle sit folk. Ikke dermed at forstå at der er ved at opstå en ny kirkeretning. Men at Guds folk er ved at finde ud af hvad der er vigtigst at bygge et fællesskab på.
Alt for mange steder handler det mere om at være trofast overfor ens kirkeretning, fremfor evangeliet. Deri ligger der en stor fare, fordi man i kirkeretningerne har svært ved at skære igennem overfor menigheder der er kommet på vildspor. Tag eksempelvis baptistkirken Immanuelskirken i Århus. Det er en kirke som officielt bekender at de ikke mener bibelen er sandheden, og hvor folk der er medlemmer af menigheden lever i åbenlys synd. Det er velkendt i baptistkredse at Immanuelskirken er kontroversiel, men der er ikke nogen der tager skridtet og ekskluderer dem fra denne engang gode vækkelseskirke. Årsagen er meget sandsynligt at der jo efterhånden er så mange baptistkirker der i dag er ligeså vildfarne som Immanuelskirken. Så hvis man ekskluderer den, er man jo også nødt til at gøre det samme overfor ret mange andre kirker. Og baptisterne synes vist at der er nok fald i medlemstallet i forvejen, så det er åbenbart et svært valg at træffe. (Undskyld baptister, det kunne være så mange andre jeg tog frem her, for det er efterhånden et generelt problem det her. Jeg kommer selv ud af en baptistfamilie, og ved at der er mange som er lede og kede af den måde baptistkirken har udviklet sig, og historien om Immanuelskirken er jo ganske velkendt).
I Danmark er der brug for at det samme sker som det vi ser i USA. Ikke at vi skal frasige os vore forskelligheder, som vi har fra vores forskellige baggrunde. Men at vi må begynde at forstå at et fællesskab der er baseret på sandhed, er langt mere værd at bygge på, end en tradionel kirkeretning der med tiden er langt mere styret af folk der ikke forstår evangeliet, og heller ikke har nogen bibelsk forståelse af hvad den nye fødsel er eller betyder.
Jeg ser godt nok nogen tendenser på at det samme er ved at ske ligeså stille i Danmark. Men i modsætning til USA hvor det er noget der sker helt op på ledelsesniveau, så er det i Danmark noget der primært sker på lægfolksniveau. Jeg beder til og håber at der snart vil være ledere der hellere vil være med i et bibelsk baseret arbejde, end i noget der er ledt og styret af folk der er drevet af tradition og modetendenser. Der er alligevel kun en af de to muligheder her som er fra Gud. Så hvad skulle være til hinder for at vi valgte den, udover en syndig natur der vil sit eget, og ikke hvad Gud vil.