Categories
Falsk Lære

Thomas Hansen fra Hillsong Copenhagen har ikke tid til at finde evangeliet

I morgen tirsdag er jeg underligt nok blevet inviteret til Hillsongs opstart af kirke i København. Det var så den invitation jeg ikke lige forstod. For hvad skulle jeg dog lave der? Jeg har været flere gange hos Hillsong i London. Jeg har hørt flere prædikener af Hillsongs leder Brian Houston, og hørt andre prædikener fra deres prædikanter. En ting som er gældende for dem alle, er at evangeliet ikke en del af deres forkyndelse. Det er søgervenligt trosbevægelsesvrøvl, og de arbejder jo også sammen med trosbevægelsen, i og med de har samarbejdet med folk som Joyce Meyer, T. D. Jakes og Joel Osteen.

På Facebook var der i sidste uge nogen på Hillsong Copenhagens profil, der spurgte om prædikenen på tirsdag af ”næstkommanderende” i Hillsong, Robert Fergusson vil blive oversat. Til det svarede jeg at det sådan set var ligegyldigt om det blev det eller ej. For evangeliet ville jo ikke blive forkyndt alligevel, da Hillsong ikke er kendt for at prædike det budskab. Den kommentar blev senerehen slettet (hvilket jeg er helt ok med) men kan ses i slutningen af dette indlæg.

Moses Hansens søn
Den blev slettet af Moses Hansens søn, Thomas Hansen som er den nye leder af Hillsong i København. Han skrev til mig at han sletttede den fordi han fandt den frastødende. Det kan jeg godt forstå han mente, ifald han var istand til at vise mig at jeg tog fejl. Det burde han jo have gjort ved blot at have taget en prædiken af Brian Houston, hvor han rent faktisk prædiker evangeliet. Det ville have været den absolut bedste måde at tilbagevise min anklage. Så jeg spurgte Thomas Hansen om han så ikke kunne vise mig, hvorhenne Brian Houston bare indenfor det sidste år har prædiket evangeliet. I stedet for at give et svar, skulle jeg så først definere evangeliet for ham. Det var jeg ret målløs over. For her var en præst, som havde brug for at jeg skulle definere evangeliet. Det burde han da være istand til som præst, men jeg valgte så at give ham en definition, og viste ham hvad der kendetegner den nytestamentlige forkyndelse.

Hvis det er normalt, burde det være nemt at finde
Thomas Hansen svarede indtil flere gange at man prædikede evangeliet hos Hillsong, men afviste gentagne gange at give eksempler derpå. Til sidst svarede han, at han ikke havde tid til at finde dokumentation for det.
Men sagen er jo den enkle at hvis Hillsong virkelig prædiker evangeliet, så burde det slet ikke være svært at finde et eksempel på hvor det bliver prædiket. Det burde da bare være nemt at finde, en prædiken som indeholder et tydeligt evangelium, hvis det er normalt at det bliver forkyndt.  (Se mere om hvorfor det har betydning her: https://sand.omvendelse.dk/vi-ma-ikke-tage-evangeliet-for-givet-4471.htm)
Men det er ikke første gang jeg har været igennem en sådan debat, og jeg er heller ikke den eneste der har prøvet det. Min ven Cameron Buettel (ja, jeg har venner) har haft en længere debat, med netop den mand som kommer i morgen hos Hillsong Copenhagen, og han har også spurgt efter evangeliet. Men han fik heller aldrig noget brugbart bud på det (se link nedenunder).

Hvordan kan det være at disse folk ikke kan finde evangeliet i deres kirke? Hvordan kan det være at folk tror Hillsong er en kristen kirke, når de ikke advarer imod den kommende dom, og prædiker omvendelse fra synd til Kristus? Og hvordan kan det være at dem som kommer i Hillsong normalt er folk der kommer fra andre kirker i forvejen og bare har rykket over i en kirke med dårligere forkyndelse, men bedre musik? Er det virkelig et tegn på god udvikling? Er det det man kalder fornyelse?

Men måske er jeg bare for overbekymret. For Thomas Hansen er jo søn af Moses Hansen, og Moses Hansen har selv vist at han synes Hillsong er rigtig godt og støtter sin søn. Og Moses Hansen har jo ikke taget fejl af den slags før. Hvis man ser bort fra hans falden på halen for trosbevægelsen i starten af halvfemserne som splittede apostolsk kirke i to dele, foruden hans samarbejde med Christian Hedegaard og Ruth Evensen. Hmm måske er der et eller andet hos Moses Hansen der gør at hans bedømmelseskraft trænger til en teologisk reparation, og som gør at jeg burde være bekymret alligevel?

Til jer der besøger Hillsong i morgen aften i København. I får en god aften, hvis I ikke kan lide at høre evangeliet, men elsker at høre om jer selv og hvad I er i stand til, og ønsker at få det serveret med rytmisk musik. Hvis I kommer for at høre evangeliet, så bliver I skuffet, for det vil I ikke komme til at høre af Robert Fergussons mund. Hvis du møder enten Robert Fergusson eller Thomas Hansen, så gør dig selv den tjeneste at spørge dem om hvorhenne man kan finde en prædiken indenfor det sidste år hos Hillsong hvor evangeliet bliver forkyndt. De vil ikke give dig den, for de kan ikke finde det vigtigste for en kirke at forkynde. Du kan også spørge dem om hvad evangeliet er, og hvis de svarer rigtigt (det kan godt ske) så spørg hvorfor de så ikke prædiker det.

Her er hvad Cameron Buettel har haft af skriverier om Hillsong og hans debat med Hillsongs ansatte: http://onceuponacross.blogspot.dk/2010/05/hillsong-revisited.html
Her er hans correspondance med Robert Fergusson: http://onceuponacross.blogspot.dk/2010/01/false-gospel-of-hillsong-part-2_27.html

Her er et eksempel på hvad Hillsong fejlagtigt tror er evangeliet: http://onceuponacross.blogspot.dk/2010/10/i-finally-got-sent-hillsong-video-that.html

Her er den kommentar som Thomas Hansen fjernede, og som han ( i fald at Hillsong virkelig prædiker evangeliet) kunne have tilbagevist ved at dokumentere med et eksempel.

”That is not a problem Thomas in Hillsong. For the gospel is not preached there. It is only bibletwisting sermons with cool music. So you can go to Hillsong and not be worried if it is in danish or english. What should worry you is that the gospel is not being preached there. If anyone disagree with me on this, then please show me just one sermon where Brian Houston gets the gospel right, and talk about sin, justice, penalty repentance the cross and the ressurection and why Jesus is God.”

Categories
Evangelisation

Hvem overskrider grænsen her?

Mit forrige indlæg som er en satire hvor Jesper Fodgaard fra Dansk Oase vælger at blive transvestit for at nå transvestitterne, vil med garanti være noget visse folk vil mene er at gå over grænsen (se indlægget her: https://sand.omvendelse.dk/satire-nyhed-jesper-fodgaard-fra-dansk-oase-bliver-transvestit-4449.htm). Det er de velkomne til at mene. Så spørgsmålet er hvorfor jeg valgte at skrive den. Første gang jeg læste uddraget af den prædiken af Jesper Fodgaard som jeg henviser til, var jeg rystet over at den fik spalteplads, og at man viste den prædiken som om den var god. For tydeligvis havde hverken Jesper Fodgaard eller Udfordringen hvor den blev vist, tænk over konsekvenserne af den form for forkyndelse. Det er desværre noget der er symptomatisk indenfor særlig liberalteologi. De tænker ikke over de konsekvenserne af deres forkyndelse har, hvis man fører den til ende. Derfor valgte jeg at vise, at hvis man fører det ud i livet som Jesper Fodgaard talte om på SommerOase, så kunne det såmænd ligeså godt blive til at manden vælger at blive transvestit. For hvis man skal nå transvestitterne, så må man ifølge hans egne ord, tage den stil på sig for at kunne tale ders sprog.

Den vinkel er ødelæggende, og har skadet mange kirker. Jeg ved om kirker hvor nogen af de unge nærmest ligner noget der er trådt ud af en vampyrfilm. Og man er tilmed stolt af det, fordi man er noget så cool og hip og relevant. Men det at blive en græker for grækerne og en jøde for jøderne, skal ikke forståes sådan at vi skal klæde os som dem. Men forstå dem, og tale med dem som almindelige mennesker til almindelige mennesker. Tag David Wilkerson som i hans bog “Korset og springkniven” fortæller om hvordan han i tresserne gik rundt i New Yourks slumkvarterer, i sit jakkesæt. Det var jo det eneste han gik i som præst. Han talte med dem der boede i det miljø, i sit eget tøj, og forsøgte ikke at være en anden end den han var. Han viste dem respekt, ved at høre på dem, tale med dem og fortælle dem om det store Jesus havde gjort på korset for dem. Det medførte også en respekt fra dem, at her kom der en mand som tydeligvis ikke var som dem, men han anså ikke sig selv for fin til at snakke med dem, som så mange andre gjorde.
Wilkersons eksempel burde være til efterfølgelse. Tør vi tale med folk som er anderledes end os, eller er vi for fine til det? Tør vi være dem vi er, sårbare syndere som ikke fortjener frelsen og som ikke anser sig selv for at være mere værd end andre, men som ved at det at give evangeliet kan redde mennesker fra evig fortabelse, så folk kan få fællesskab med Gud i Himlen istedet for?

Nej, jeg mener at den der har overskredet grænsen er Jesper Fodgaard, og derfor valgte jeg at vise hvorfor at der ikke bør være plads til den slags fra prædikestolen. At Jesper har de holdninger, skal jeg ikke hindre ham i. Men at han har fået plads på en prædikestol til at udgyde den slags, mener jeg ikke skal have lov til at stå alene. Derfor denne satire, som er ganske alvorlig når det kommer til stykket.

Categories
Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne Omvendelse Prædikener Synd

Satirenyhed: Frikirkenet inviterer Paul Washer til deres lederkonference

Satirenyheder som ikke er sande, men som vi ville ønske var virkelige.

Frikirkenets hovedbestyrelse har overraskende meldt ud siden den lederkonference de holdt i forrige weekend, at de har fejlet fuldstændig, og derfor lægger deres linie fuldstændig om. Derfor har man nu inviteret Paul Washer til deres næste lederkonference som foregår i marts 2013. Formand for Frikirkenet Lars Bo Olesen udtaler: ”At invitere Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt var en kæmpefejltagelse. Nogen af de andre ledere kiggede i deres bibler, under den undervisning vi fik fra Paul Scanlon. De fandt ud af at intet af det han sagde havde bibelsk indhold. Det handlede slet ikke om Jesus, men om Paul Scanlon selv. Det snakkede vi lidt om i ledergruppen, og håbede Niels Christian Hvidts undervisning ville være bedre. Men så kom Tonny Jacobsen (den forrige formand) til at sige at Niels Christian jo var romersk katolsk, og dermed tilhørte et kirkesamfund hvor man skal gøre sig fortjent til frelsen, og hvor man stadig tror på at kristne kommer i skærsilden før de kan komme i himlen, foruden en masse andre underlige ting som tilbedelse af døde mennesker kaldet helgener m.m. Da vi hørte det, måtte vi simpelthen bare erkende, at den slags kunne vi da ikke udsætte kirkeledere for.”

Frikirkenet logo

 

Sendt hjem med fly
Det endte med at ledergruppen tog den ifølge nogen voldsomme beslutning, at sende både Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt tilbage med det første fly, og aflyse resten af deres møderække. I stedet blev det til bøn og faste for dem der var kommet til lederkonferencen. Gert Bjørsted siger om hans oplevelse: ”Efter at have bedt og fastet en halv dag, var der en der rejste sig og sagde at det vi havde gjort forkert, var at vi havde glemt at søge Gud i bibelen, og glemt hvad klassisk historisk kristendom er. Vi havde søgt alle mulige andre steder som lød spændende, men som havde vist sig bare at være tomme sæbebobler. De så flotte ud med fede farver, men var tomme indeni.”

Guds mobiltelefon i køkkenet
Men hvordan ideen med at invitere Paul Washer så kom på banen var en noget speciel historie. For mens en af pastorerne som havde lidt svært ved at holde fasten, var ovre i køkkenet for i smug at få lidt mad (hans kirke havde trods alt betalt for at han fik mad på konferencen tænkte han) ringede en af køkkenpersonalets mobiltelefoner. Men ringetonen var en han aldrig havde hørt før. Den var nemlig indledningen fra en af Paul Washers berømte omvendelsesprædikener som starter med: ”I’m going to preach a message tonight that has angered many, many, many churchmen.” Et eller andet gjorde bare at han måtte finde ud af hvem det var der sagde dette, og hvad var det dog for et budskab man kunne starte med at sige på den måde. Efter at have set videoen på youtube, kom han i rimelig rystet tilstand tilbage til de andre der stadig sad i bøn og faste, og fortalte dem hvad han havde set. Lars Bo Olesen, sagde at de skulle få videoen op på storskærmen og se den sammen. Måske var der noget i dette som var fra Gud, og som de kunne lære noget af.

Grædende præster
Mikael Schlosser fra pinsekirken i Vejle fortæller: “Efter at have set den video var det som at blive ramt af en lastbil, altså på en god måde. Flere af os græd over vores egen synd, og andre sad og var helt målløse over at indse at den forkyndelse som Paul Washer havde givet, var en forkyndelse som var så markant anderledes end alt det som kirken ellers stod for i dag. Men de kunne tydeligt se at den var bibelsk, den var korrekt, og at det var den form for forkyndelse man var nødt til at gå tilbage til. Der var godt nok også nogen som gik udenfor i arrigskab over at høre evangeliet forkyndt så tydeligt, for hvem ville dog høre på den slags spurgte de om.”

Lars Bo Olesen sluttede af med at sige, at ”årsagen til at vi inviterer Paul Washer, er at vi må lære hvordan vi kommer tilbage til den nytestamentlige forkyndelse, og vi kan se at Paul Washer er en mand som har betalt prisen for dette, og er kompromisløs i hans måde at prædike det bibelske budskab på. Men det giver mening når man hører ham. Det gør ondt i ens kød, men det har vi sikkert kun godt af.” Til spørgsmålet om han ikke er bange for at nogen i kirkerne vil stoppe med at komme, hvis det bliver den form for forkyndelse der finder sted, svarer Lars Bo: “Jo, det er jeg ganske sikker på vil ske. Men det er vigtigere at Guds ord bliver forkyndt for dem der vil høre Guds ord, end at forkynde noget der ikke er Guds ord for nogen der ikke er interesseret i Guds ord.”

Splittelse?
Der går dog rygter om at invitationen af Paul Washer og aflysningen af møderne med Paul Scanlon og Niels Christian Hvidt har medført utilfredshed hos nogen af Frikirkenets medlemmer. Særlig nogen af lovsangslederne har udtrykt bekymring for om det kan medføre at de mister deres tjenester, og ved ikke hvor de så skal bruge deres musikalske talenter. Det skyldes at nogen mener at have hørt Paul Washer ikke er den store lovsangsfan, men det er muligvis bare rygter. Lars Bo Olesen ville ikke udtale sig om muligheden for at dette kunne medføre en splittelse af Frikirkenet, da han ønsker at se tiden an.

Du kan se og høre den prædiken som man kunne ønske de havde set hos Frikirkenets lederkonference her nedenunder.

Categories
Endetiden Forvirret lære Hvem er Gud? Livet som kristen

Reflektioner efter præsidentvalget i USA

Efter Barack Obama er blevet valgt igen, og reaktionerne på nettet er mange, og meget forskellige. Jeg har generelt set valgt at holde mig udenfor den offentlige diskussion om hvem der ville være bedst, Obama eller Romney? Men har været glad for det ikke var mig der skulle stemme om det.

Jeg synes alt for mange af reaktionerne er desillusionerede på en måde der glemmer Gud, og gør alt for mange ting afhængige af hvem der sidder på de ledende poster. Men der er dog en reaktion som jeg synes var så Gudsfokuseret og balanceret at jeg næsten ikke kan lade være ned at henvise til den. den er skrevet af Chris Hohnholz som er en ud af 7 bidragere til den reformerede blog defendingcontending.com. Den kan sagtens overføres til dansk politiske forhold og kan læses på dette link: http://defendingcontending.com/2012/11/07/obama-was-re-elected/

Categories
Bibelen Falsk Lære Mirakler

Er oplevelser vigtigere end skriften?

For nylig var jeg til en fest, hvor jeg sad ved siden af en moden dame. Vi kom i snak om det at tro på Gud, og det viste sig at hun mente kirken snakkede for meget om synd. Jeg derimod syntes der var alt for lidt snak om synd og viste hende udfra skriften (nej jeg sad ikke og slog op det ene sted efter det andet, men sagde hvad der står) hvorfor det er vigtigt at forstå man er en synder. For ellers har vi jo ikke brug for en frelser, som kan redde os.

Det er jo en argumentation som giver mening, og som er svært at afvise. Damen havde dog et argument imod, som hun ikke er ene om at bruge. Jeg har hørt den flere gange før, men her var hendes version.Hun havde efter at have kommet i kirke nogen år, oplevet at noget hun kaldte gud, åbenbarede sig for hende og gav hende en vidundelig følelse af fred, og gav hende en forståelse af at alt var som det skulle være og at hun var i orden som hun var. I New Age bevægelsen kalder man dette for kosmisk bevidsthed. Det at oplevelsen fuldstændig ignorerede synd, gjorde at hun mente det var forkert at tale om synd, og at den form for tale ville skræmme folk væk.

Jeg valgte ikke at sige hendes oplevelse var dæmonisk, men istedet give hende eksempler på hvad jeg havde oplevet af åndelige ting, som tydeligvis kun var oplevelser som ikke var baseret på sandhed. Og også vise hvorfor hendes åbenbaring kun var en oplevelse, men ikke noget hun kunne bygge sit liv på. Det kunne hun egentlig godt se problematikken i, men derfra og så til at erkende hun havde taget fejl, var der et stykke vej kunne jeg se. Ikke desto mindre fik hun evangeliet om Jesus Kristus.

Men jeg kan godt forstå at folk der ikke er kristne, har nemt ved at falde for disse oplevelser og bygge deres liv på dem, som om det var sandheden. Selvom de ved enkle spørgsmål falder fra hinanden som korthuse. Men når det samme sker for folk der er kristne og har kommet i kirkerne gennem mange år, og tilmed kender skriften, så er der noget virkelig galt. Alt for mange i det der engang var bibeltro konservative kirker har i dag valgt at lade erfaringerne og oplevelserne blive det som bestemmer retningen, og man har sat Guds ord over i krogen som en bog man engang brugte. Men nu er man kommet videre. Man har fået højere åbenbaring siges det tilmed nogen gange. Underligt nok er flere af de “åbenbaringer” i modstrid med bibelen.Men er en kristen en person der bygger sit liv på personlige oplevelser, eller på det som Gud har åbenbaret for os igennem sit ord? Hvad vi bygger vore liv på er med til at bestemme hvordan vi ender vore liv. Den dumme byggede på sand, den kloge på klippen. Hvad vil vi bygge på, og er vi parat til at modstå de storme der vil komme hvis vi ikke bygger på en sandhed der har kunnet holde til modstand igennem de sidste 2000 år?

Categories
Falsk Lære Forvirret lære

En kristen der ikke kunne standse orkanen Sandy

I går skrev jeg om at kristne ikke har en særlig gudgiven autoritet over vejret, som nogen ellers påstår. Det viste sig så at en af mine facebookvenner havde set en kommentar på Moses Hansens facebookprofil, som lige netop var fra en som mente vi kristne har autoritet over vejret. Der var ovenikøbet lavet en video til, hvor manden siger hvordan kristne angiveligt skal stoppe orkanen Sandy ovre i USA. Den video så jeg, og den viste en mand som i bedste fald har dårlig tro, i værste fald er vildledt af forkert lære. Jeg er ikke i tvivl om at det sidste er tilfældet. I videoen som vises her nedenunder, kan man se hvordan en mand ved navn Carsten Joshua Hedegaard ”underviser” hvordan og hvorfor kristne ifølge ham kan få Sandy til at falde til ro (nej jeg ved ikke om han pga efternavnet er relateret til Christian Hedegaard). I slutningen befaler han så Sandy at falde til ro ved at tage autoritet over den, og det er ret tragisk at iagttage. For hvis det virkelig skulle være rigtigt hvad han siger, hvorfor hærgede Sandy så i så stor grad som den gjorde? Så må det jo betyde at Carsten fra videoen har dårlig eller svag tro, siden han ikke var i stand til at fjerne den. Og det er lige før man kan sige at, det så er Carstens og de kristnes skyld at orkanen Sandy hærgede på USA’s østkyst. Fordi de ikke havde tro nok til at fjerne den. Meget kan man give mig skyld for, men det er altså ikke min skyld at den orkan har hærget derovre.

Ikke desto mindre skyldes dette ikke Carstens dårlige tro. Kristne har som jeg skrev i går ikke en særlig autoritet over vejret, og jeg forklarede hvorfor det er tilfældet i det indlæg (se link her: https://sand.omvendelse.dk/hvor-meget-magt-har-en-kristen-4413.htm). Men der er en fare i at bruge tid på den slags lære som Carsten her viser. For dels bruger han en masse skønne spildte kræfter på noget som ikke virker. For det andet får det kristne til at fremstå som dumme forvirrede nyreligiøse individer som man ikke skal tage alvorligt. Og det er meget trist, både for dem selv, og også for kirken som får et dårligt ry baseret på noget forkert.
At dette er en kommentar som kommer op på Moses Hansens væg, er jeg ikke overrasket over. Moses har faktisk en tendens til at tiltrække folk som er lidt forvirrede i forvejen, og han har jo også selv arbejdet sammen med diverse problematiske personer som Christian Hedegaard og andre fra trosbevægelsen, uden offentligt at have erkendt det var forkert. Det skal dog siges til Moses Hansens forsvar at han i kommentarerne viste at han ikke er enig med Carsten og faktisk så det Carsten siger som ret problematisk. Desværre er Moses ikke særlig god til at vise det udfra skriften. Hvilket nok skyldes at Moses har en ret dårlig hermenutik i forvejen (dvs at han har svært ved at læse bibelens tekster i deres kontekst). Han fokuserer i hvert fald rimelig meget i sine svar på at man skal ”føle” sig frem til hvad der er rigtigt og forkert at gøre her. Og det er jo ikke nogen hjælp for hverken Carsten eller andre. For vi føler altså ofte noget forskelligt. En kan føle Jesus siger det ene, og en kan føle Jesus siger noget helt andet, men hvis de to er i modstrid med hinanden, hvem har så ret? Vi kan ikke basere vores liv på at blive ledt af vore følelser, heller ikke selvom vi giver dem et religiøst udtryk. Jeg ville ønske Moses var mere fokuseret på hvad der står i bibelen, i stedet for hvad han lige går og føler hvad der er rigtigt, eller har fået at vide igennem andre er rigtigt. Men det har jeg kommet ind på før i et andet indlæg som kan ses nedenunder.
Her er videoen:

Hvis du ikke er bekendt med hvorfor jeg finder Moses Hansen problematisk kan det ses på disse links:
https://sand.omvendelse.dk/abent-brev-og-svar-til-moses-hansen-4218.htm
Men måske endnu vigtigere dette indlæg: https://sand.omvendelse.dk/reaktioner-pa-mit-moses-hansen-indlaeg-4227.htm

 

Categories
Falsk Lære Hvem er Gud? Livet som kristen Mirakler

Hvor meget magt har en kristen?

I visse dele af den karismatiske bevægelse er der nogen der mener kristne har fået magt over både vind, vejr, økonomi og meget andet. Men argumentationen for dette er ikke skudsikker, da det ofte er baseret på misbrug og nogen gange misforståelse af Guds ord. Lad mig give et eksempel. I Lukas 8 har vi følgende begivenhed:

Mens de sejlede, faldt han i søvn. En hvirvelstorm fór ned over søen, og de tog vand ind og var i fare. De gik da hen og vækkede ham og sagde: »Mester, Mester! Vi går under!« Han rejste sig og truede ad stormen og bølgerne; de lagde sig, og det blev blikstille. Men han sagde til dem: »Hvor er jeres tro?« Forfærdede og forundrede sagde de til hinanden: »Hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?

Tre ting er gode at lægge mærke til her. Hvem fik stormen til at lægge sig? Det gjorde Jesus. Hvem er Jesus? Han er Gud der er blevet menneske som har magt over elementerne. Hvad gjorde disciplene? De undrede sig over hvem Han var siden storm og sø adlød Ham. Det er altså en begivenhed som viser hvem Jesus er, og Hans autoritet over denne verden. Kun Gud har denne autoritet.
Men nogen har misbrugt budet om at vi skal gøre det samme som Jesus, til at vi også skal ændre vejret o.l. og gøre det med åndelig magt. Forstå mig ret, vi må godt bede Gud om godt vejr, og bede Gud om at skåne os under orkaner og den slags, og det er jeg sikker på der er nogen kristne der gør i USA lige nu, mens orkanen Sandy hærger derovre.


Men hvis det virkelig er sandt at vi kristne har fået den samme autoritet som Jesus til dette, hvorfor ser vi så ikke nogle begivenheder der dokumenterer dette? En af de absolut mest betydningsfulde apostle var Paulus. Han burde have stor tro, kende Gud og kende til hans evne og begrænsninger som kristen. Han var jo på et tidspunkt udsat for et voldsomt uvejr da han i fangenskab var på vej til Rom over middelhavet. Det kan vi læse om i apostlenes gerninger 27.18-20:

” Eftersom vi var hårdt presset af stormen, begyndte de næste dag at kaste last over bord.  Og den tredje dag kastede de egenhændigt skibsudrustningen ud. I flere dage sås hverken sol eller stjerner, og det var stadig hårdt vejr. Til sidst svandt ethvert håb om vores redning.”

Vi ser senere at passagererne og besætningen kommer frelst i land, men båden går tabt pga det enorme uvejr som de er i. Et uvejr der er så voldsomt at de nærmest mister håbet. Kun Paulus har håb og giver det håb videre til de andre hvor han fortæller hvordan Gud vil redde dem.
Det bemærkelsesværdige ved denne begivenhed er at vi på intet tidspunkt læser om at Paulus stillede sig frem og bød stormen om at lægge sig. Om nogen skulle kunne gøre det, i fald denne lære var rigtig, så var det da Paulus. Men nej det gjorde han ikke. Noget andet bemærkelsesværdigt her, er at den samme som skrev Lukas evangeliet, er den samme som skrev apostlenes gerninger. Det er ret vigtigt at tage med her. For det betyder at hvis det virkelig var således at det at Jesus fik stormen til at lægge sig, betyder at vi skal gøre det samme. Så må man stille sig selv spørgsmålet; hvorfor hverken Lukas (som var med på båden) eller Paulus ikke gjorde det samme.

Svaret er meget enkelt. Lukas og Paulus var ikke Gud, det er kun Gud der har den autoritet. Lukas og Paulus har bedt til Gud, og bedt Ham om hjælp i deres nød. Men at byde stormen at lægge sig, var ikke deres opgave. Det havde de fattet, selvom de nok havde været langt mere “karismatiske” end mange af vor dages karismatikere. 
Spild ikke din tid med at tage autoritet over dit og dat, men bed til Gud og hold dig til Ham. Og hvis du skal tage autoritet over noget, så gør det kun der hvor bibelen viser der er hjemmel for det. Og det gælder altså ikke for vejret. Forresten den bedste måde du kan få autoritet over din økonomi (som nogen også hævder vi kan få) er ved at være fornuftig i den måde vi bruger pengene på.

Categories
Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne videoer

Frikirkenets hovedtaler Paul Scanlon prædiker sig selv istedet for Kristus

For to år siden holdt Frikirkenet en lederkonference hvor hovedtaleren var en New Age filosof (Steen Hildebrandt), og dermed en der stod for det modsatte af kristendom. Det kom der lidt medieomtale om, da flere var utilfredse med at deres pastorer skulle undervises af en fra New Age bevægelsen. I år har Frikirkenet i november måned valgt at have to hovedtalere som er kirkelige, men desværre ikke nogen der prædiker Kristus. Det drejer sig om den engelske pastor Paul Scanlon fra Abundant Life Church, og Niels Christian Hvidt som er en romersk katolsk teolog. Det er ganske interessant at iagttage at Frikirkenet igen inviterer Paul Scanlon, og derfor vil jeg i dette indlæg overorndet fokusere på det problematiske ved at sætte ham på en prædikestol.

Men først er det interessant at se på hvorfor man i de danske frirkirker er begyndt at invitere Paul Scanlon, og hvorfor man er så interesseret i at invitere en fra England. Paul Scanlon har selv gjort opmærksom på hvorfor han er interessant at invitere for danske frikirker. Det gjorde han da han var her for ca tre år siden. England ligner rent kirkemæssigt Danmark. Englænderne og danskerne går ikke ret meget i kirke. I USA er der derimod mange der går i kirke. Frikirkenets ledere har efterhånden fået øjnene op for, at det er svært at efterligne de metoder man bruger i USA til at få flere folk ind i kirkerne. For hvor man i USA er vant til at gå i kirke, så er det i USA også nemmere at få folk ind i sin egen kirke. Folk er jo kirkevant i forvejen.
Men hvis man bor i et område hvor folk ikke er vant til at gå i kirke, så skal der muligvis andre redskaber til. Så man er muligvis ved at gå væk fra metoder ala Rick Warren og Bill Hybels som er meget amerikanske. I stedet kunne man se om der findes succesfulde kirker i lande som er sammenlignelige med Danmark.

Der er flere af den slags i England, men en der skiller sig særligt ud er Abundant Life Church som er ledt af Paul Scanlon. Nogen kender sikkert hans datter Charlotte Gambill som (desværre) også prædiker. Hun var en af hovedtalerne på pinsevækkelsens sommerstævne i år. Paul Scanlon har formået i et ukirkeligt område at få skabt en ret stor kirke, og lige netop dette er man i Frikirkenet ret interesseret i at lære af ham. Isoleret set et godt ønske, men spørgsmålet er om Paul Scanlons metode og forkyndelse overhovedet kan siges at være indenfor det tilladte i kirken?

Paul Scanlon er for det første en del af trosbevægelsen. Godt nok en søgervenlig del, men det hjælper ikke på det. Det alene burde være nok til at afvise ham som taler, men for Frikirkenet som jo også består af flere trosbevægelsesmenigheder er det ikke nok. Så hvad ellers taler imod?

Jeg har hørt Paul Scanlon flere gange, og jeg vil henvise til den første og den sidste tale jeg har hørt. Første gang var fra dengang han besøgte Frikirkenets lederkonference for tre fire år siden. Dengang brugte han en stor del af tiden på at fortælle om sin rejse til Danmark. Hvilket var ganske uinteressant, men han er god til at krydre sin tale. Først derefter fortalte han hvor stor hans kirke var, og hvor succesfuld den var, og sagde flere gange at han til slut ville vise hvordan man kunne se de metoder i bibelen. Til slut forsøgte han så at vise det. Han havde tre skriftsteder han brugte og de var alle sammen misvisende, og en ekstrem bøjning af Guds ord, som han fik til at blive noget helt andet.

I bund og grund handlede det om påstod han, at folk skulle finde deres særlige ressourcer. Alle har en ressource, og hvis man finder den, kan man vokse. Hvis kirkens medlemmer finder dem hver især vil kirken vokse. Det begrundede han bl.a. med at tage udgangspunkt i den historie fra Bibelen hvor en enke kommer til Profeten Elisa. Hun siger hun skylder penge og hendes mand er død, så hvad skal hun gøre. Profeten Elisa siger hun skal låne krukker hos dem hun kender og lukke sig inde i sit hus og hælde olivenolie fra hendes egen oliekrukke over i de krukker hun har lånt, og så bagefter sælge olien. Det er en fin bibelsk historie om Guds trofasthed om omsorg. Men den fik Paul Scanlon til at handle om at kvinden fandt sin egen ressource. For i stedet for at fortælle hvordan det viste Gud som trofast og omsorgsfuld, sagde han at kvinden her fandt sin egen ressource. Hendes egen ressource skulle i dette tilfælde være det store netværk som hun angiveligt havde af folk hun kunne låne krukker af. Så det at hun kunne sælge meget olie handlede i stedet om at hun havde et stort netværk af folk som hun kunne låne krukker af. Fokus på mennesket og hvad det er istand til, fremfor hvad Gud er i stand til.

Da jeg hørte det plus de to andre (som jeg ikke kan huske, men som også var misvisende) var jeg fuldstændig rystet. For det var en mp3-fil som Frikirkenet selv havde lagt ud fra deres møde, så folk kunne høre hvor fantastisk den undervisning havde været. Men den var direkte forkert. At de kunne invitere en som ikke prædiker evangeliet, men noget andet (ja jeg har hørt andet af Paul Scanlon og han kommer ikke engang tæt på evangeliet), er hvad der måske kan ske. Men så at offentliggøre hvor dårligt de er, og dermed vise at man ikke engang kunne høre at manden bøjede Guds ord til ukendelighed, er et tegn på at lederne i Frikirkenet ikke har viljen og eller evnen til at skelne skidt fra kanel.

Men hvad så nu? Jo Frikirkenet har fået en ny leder, efter Tonny Jacobsen er trådt tilbage som leder. Det er Lars Bo Olesen som er pastor i Åben Kirke i Herning. Får det nogen positiv betydning? Åbenbart ikke, for heller ikke Lars Bo Olesen og hans medpastorer er i stand til at se at det Paul Scanlon prædiker ikke er evangeliet, og tilmed heller ikke bibelsk. Det har de vist med al tydelighed, da de for et stykke tid siden havde Paul Scanlon på besøg. Her skulle han bl.a. tale om at høre Guds stemme. Det var en søndagsgudstjenesteprædiken han fik lov til at holde. Spændende tema at prædike over, og meget nemt at svare på. Jeg ved at den forrige leder af Frikirkenet Tonny Jacobsen godt kunne svare på dette. Han stillede engang spørgsmålet til en gudstjeneste om folk havde lyst til at høre hvad Gud sagde til dem? Det ville de gerne, hans svar var at så skulle de læse hvad Gud allerede har sagt. Det blev nogen folk lidt skuffede over (forstå det hvem der kan), men det var et dejligt befriende svar som viste at vi alle kan kende Guds vilje, for vi kan alle læse i bibelen, som jo er Guds vilje åbenbaret.

Det var dog ikke det svar som Paul Scanlon gav. I den tale han holdt om at høre Guds stemme, læste han på intet tidspunkt op af bibelen. På intet tidspunkt henviser han til bibelen som der du kan lære Guds stemme at kende. De gange han henviser til bibelen er for at henvise til eksempler som vi ikke skal bruge til at høre Guds stemme. Som den med det våde lammeskind og Gideon o.l. som han fik fremsagt humoristisk så det ikke var noget vi kunne lære af. I stedet for at vise hvad Guds ord siger, fortalte Paul Scanlon om sig selv.

Dette er symptomatisk for folk som Paul Scanlon. De prædiker sig selv, deres egen historie, ders egne erfaringer, deres egne kampe og det bliver ikke til andet end det. Hvor det burde og skal være Guds ord de prædiker i stedet. Paul Scanlon er dog så dygtig at han formår at krydre sin tale så godt at folk hopper på hvad han siger. For selvom Paul Scanlon på intet tidspunkt fortæller hvordan man kan kende Guds vilje, men i stedet fortæller hvordan man på en subjektiv måde selv kan føle sig frem til Guds vilje (som nok er min egen vilje i det tilfælde) uden at bruge Guds ord til at vise det udfra, så viser Åben Kirke i Herning at de synes det er godt. Den ligger nemlig på deres egen hjemmeside både som mp3-fil og som video på deres Youtubekanal. Foruden en bunke overkarismatiske personligheder fra den karismatiske bevægelse som anbefalede videoen på Facebook. Tænk at man som stor pastor i England kan få lov at tale næsten en hel time om dette emne uden at tage udgangspunkt i skriften. Og værre endnu, tænk at lederne for en stor kirke ikke kunne se dette.

Jeg forstår ikke at folk kan sige god for en mand som Paul Scanlon og invitere ham som taler. Medmindre det er fordi at man er mere interesseret i at få en stor kirke som den Paul Scanlon har, end man er i at høre en mand prædike det der står i Guds ord. Men til dem som hellere vil høre Gods ord blive prædiket, end at tage ved lære af Paul Scanlon, men som er en del af Frikirkenet, hvorfor tager de hen til denne konference? Jeg ved nogen vil svare pga netværket. Men hvad er det dog for et netværk der udover at inviterer folk er New Age filosoffer som Steen Hildebrandt, folk der bøjer Guds ord til ukendelighed, og folk som Niels Christian Hvidt der kommer fra den romersk katolske der siger at retfærdiggørelse af tro alene er kættersk (foruden en masse andet der er direkte vranglære såsom henvendelse til døde mennesker som man bare kalder helgener). Det er da ikke et netværk man kan støtte som en kristen kirke.

Frikirkenets overordnede tema denne gang er det overnaturlige. Det synes jeg godt nok man har snakket meget om i de kredse efterhånden, men evangeliet om Jesus Kristus og Hans værk på korset er svært at finde i de kredse. Og det bliver ikke bedre af at invitere hverken Paul Scanlon eller Niels Christian Hvidt. Hvidt har godt nok meget fokus på det overnaturlige, men en mand som kommer fra en kirke der bygger på vranglære, og bekender sig offentligt til vranglære, kan man da ikke invitere som kristen organisation.

Vurder selv om du kan finde ud af hvorhenne Paul Scanlon skulle prædke udfra bibelen i den prædiken som jeg henviste til ovenfor. Den kan ses på denne video. Nedenunder har jeg lagt links til relevante indlæg der er relateret til ovenstående. Den hedder ifølge Åben Kirkes podcast side “At høre Guds stemme”.

Frikirkenets lederkonference: http://lederkonferencen.dk/talere/

Frikirkenet invitation af New Age filosof: https://sand.omvendelse.dk/frikirkenet-inviterer-new-age-filosof-som-hovedtaler-3080.htm

Mere om denne invitation: https://sand.omvendelse.dk/frikirkenet-har-ingen-bibelske-argumenter-3138.htm

Dokumentarudsendelse om læren bag den Romersk katolske kirke: http://www.youtube.com/watch?v=VClgYQnT7Z8

Indlæg om der overhovedet er plads til evangeliet hos Frikirkenet: https://sand.omvendelse.dk/er-der-plads-til-evangeliet-hos-frikirkenet-3157.htm

 

Categories
Evig dom Omvendelse

Hvad med den anden røver på Golgata?

Da Jesus blev korsfæstet blev han sat mellem to røvere. Den ene havde gudsfrygt og omvendte sig på korset. Det var til ham at Jesus sagde:

“Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.” Lukas 23.43

Den anden derimod hånede Jesus. På et tidspunkt hvor han var sikker på at han snart skulle dø, valgte han at håne Guds hellige enbårne Søn. Det gjorde han istedet for at erkende at han havde brug for at få sin sag i orden med Gud. Da han døde og slog sine øjne op i dødsriget, eller Helvede som det også kaldes, må det have været, og stadig være helt forfærdeligt at tænke på for ham, hvor tæt han var på frelseren. Tænk at vågne op i Helvede og finde ud af at den eneste der overhovedet havde mulighed for at redde ham fra det sted, det var den selvsamme mand som han hånede da han selv led døden på et kors. Så tæt på var han, og dog så langt fra.

Røveren på korset

Gråd og tænderskæren
Helvede er det sted som Jesus omtaler som stedet hvor der er gråd og tænderskæren. At det netop er gråd og tænderskæren som høres i Helvede, viser os hvad det er for en mental tilstand folk er i der. Det er en tilstand af frustration og fortvivlelse. De græder over deres dom, over deres smerte, og skærer tinder i anger over alle de gange som de fik mulighed for at omvende sig. Disse to finder vi når folk er i frustration og fortvivlelse. For der tænker de på alle de gange som Gud kaldte på dem, og de sagde nej. Helvede er stedet uden håb, men hvor det samtidig vil stå soleklart alle de gange man havde mulighed for at omvende sig. Alle de gange hvor Gud viste at Han ikke ønskede at sende dem derhen, men ville gøre det, hvis de ikke modtog Hans retfærdighed i Kristus Jesus.

Hvor lang tid endnu?
Sådan har røveren som hånede Jesus haft det i snart 2000 år nu, og det vil fortsætte 2000 år mere, og efter dem vil det bare fortsætte og fortsætte og fortsætte. I al den tid vil han græde og skære sine tænder i fortvivlelse og frustration over at HAN JO VAR DER SELV. Han så Ham dø, han hørte Ham tale, han så Guds egen søn blive knust på korset af Guds vrede, og det rørte ham ikke. Han tog ikke imod muligheden for omvendelse, da han endelig stod med den. Det vil han bruge evigheden på at blive mindet om. Den anden røver, fandt evigt liv hos Gud i Jesus. Han tog imod Guds nåde, da han havde muligheden. Begge oplevede de Jesus, men kun en af dem modtog den gave som Han havde til dem. En tog imod den med glæde, og er i dag hos Jesus. Den anden græder og skærer sine tænder i dag, fordi han ikke tog imod den. Der er to udgange fra dette liv, et til evigt liv hos Gud, og et til evig fortabelse. Det allervigtigste for et menneske er at finde ud af hvor man er på vej hen, så man kan nå at skifte retning i fald man ikke tilhører Jesus Kristus.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Livet som kristen

Podcast: Jesus blev fristet flere gange af djævelen

Sidste søndag talte jeg om Jesu fristelse i ørkenen. I den prædiken kommer jeg ind på hvorfor vi ofte oplever modstand, når vi lige har haft sejre og gode bibelske oplevelser, samt hvad der kendetegner de fristelser som djævelen kommer med. Men jeg kommer også ind på hvorfor vi kan opleve at nogle af de kampe vi har været igennem før, pludselig kan opstå igen. Og at dette ikke nødvendigvis er fordi at Gud har forladt os eller fordi vi er dårlige kristne.Men hør selv hvordan det hænger sammen. Der er lidt uro fra et par småbørn her og der på optagelsen, men personlig synes jeg ikke det gør så meget, men så er man da forberedt.