Author: René Vester

Jeg har en køkkenhave, som jeg er rigtig glad for. Jeg har et lidt romantiseret forhold til havearbejde. For der står jo at Adam og Eva var sat til at passe Edens have. De første mennesker så altså ud til at være en slags gartnere. Der er også en særlig tilfredshed i at se, at det man har sået, passet og dyrket bliver til noget man kan spise. Men det er ikke altid så nemt.

Da min kone og jeg flyttede ind i vores hus, var det en august måned. Vi havde købt den fire måneder i forvejen, med overtagelse august. Så dem der havde huset i forvejen, havde ikke gjort noget ved køkkenhaven, for de ville jo ikke selv få så meget ud af den. De havde bare ladet den stå til. Den var fyldt med ukrudt, som jeg forsøgte at fjerne i sensommeren, for at gøre den klar til foråret. Det var hårdt arbejde. Specielt pga en invasion af kvikgræs. Det meste ukrudt behøver ikke være så svært at fjerne, men kvikgræs spirer under jorden i et sindrigt rodsystem. Det kommer hurtigt, og det suger kraft ud af jorden. Kraft som skulle bruges til grønsagerne istedet.

Næste forår gik jeg så igang med at plante. Jeg var nybegynder i havearbejdet, men jeg så frem til opgaven med glæde. Engang imellem kom der en irriterende mælkebøtte op. Men de kunne godt klares. Små grønne planter kunne også godt hurtigt klares. Men kvikgræsset blev bare ved med at komme igen og igen og igen og igen. Jeg var ganske enkelt træt af det. Jeg blev faktisk så træt af det, at jeg lod det stå til nogen gange. Men så blev det jo bare meget værre. Hvilket også medførte at min jord bare blev dårligere, og mine grønsager mindre, end de burde blive. Så til efteråret måtte jeg igang igen, med at fjerne det kvikgræs. Jeg fik min svigerfar til at hjælpe mig. Han har lang og god erfaring med havebrug, som jeg benytter mig af indimellem.

I år var der så nogenlunde ryddet op i haven, så den var klar til brug. Men der hvor jeg har sået kartofler er der en plet, hvor der igen er begyndt at komme kvikgræs. Men nu ved jeg hvad jeg skal gøre. I min havebog står der at hvis rodnettet er ødelagt (evt ved hjælp af en kultivator) kan man kvæle kvikgræsset ved at fjerne det der vokser op, når det har ca tre blade på sig. Kvikgræs optager nemlig kvælstof gennem dets blade (tror jeg nok). Hvis det så ikke får kvælstof nok, vil rodnettet visne, og jorden vil blive god igen, men det vil tage lang tid. Så det gør jeg i dag. Ca hveranden dag er jeg efter den plet med kvikgræs, for det skal holdes nede, og det skal dø!

Men hvor ligner det kvikgræs bare vores egen synd. Hvis vi bare lader stå til med vores synd, så vil det overtage hele vores liv. Mange der kalder sig kristne mener jo ikke at synd betyder så meget mere. Jesus har jo taget synden siger de nærmest nonschalant, og uden at vise forståelse for hvad der skete på korset. De samme mennesker ender også igen og igen med at leve et liv hvor synden har overtaget så stor en del af dem, at de ikke længere selv kan se det. De har fået fedt om hjertet som bibelen siger. De ser ikke at synden i deres liv afholder dem fra at leve et liv med Gud.

De er som en der har ladet kvikgræsset passe sig selv. De siger at der ikke er noget kvikgræs mere, selvom det vokser vildt og uhæmmet. Men selvom Jesus har taget vor synd på sig, så synder vi stadigvæk. Og hvis vi siger at vi ikke har synd, så gør vi os selv til løgnere.

“Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.” Første Johannes brev 1.8

Vi skal ikke bilde os selv ind at Jesu værk på Golgatas kors var for at give os en usynlighedskappe vi kunne tage på os, så vi kan gå ud og synde. Han tog al vor synd på det kors, for at vi måtte blive købt fri af synden og begynde en vandring med Gud hvor vi lever i helliggørelse. Nej jeg mener ikke vi nogensinde kommer af med al vor synd i dette liv. Men vores liv bør vidne om at vi er Guds børn. Fordi vi har fået en ny natur da vi blev født påny. En natur som hader synd, og som derfor ikke kan leve i en syndig livsstil, hvor man lader synden stå til. Det er den natur der gør at vi hellere vil søge Guds rige og Hans vilje istedet, end vi vil tage imod det som verden tilbyder os.