Categories
Falsk Lære vækkelse

Er vækkelse nogle fede oplevelser?

Der er åbenbart meget fokus på vækkelse for tiden i de kristne medier. Men den måde vækkelse forstås på, afviger meget ofte fra den bibelske. Man taler om vækkelsen i Florida som er ledt af Todd Bentley. Man taler om vækkelse i forskellige kirker hvor folk ryster og råber. Man taler om at vi ønsker at få det som man havde under Toronto-vækkelsen igen. Nogle har faktisk udtalt i de kristne medier at de tog til Todd Bentleys møder i Florida, fordi de tænkte at det her var en ny udgydelse af Torontoånden, og den fik man meget velsignelse af sidste gang. Til det må jeg blot spørge hvad det er for kirker der har fået nogen velsignelse ud af Torontovækkelsen. For jeg har ikke set nogen kirker gå hen og blive sunde menigheder, med en god sund bibelsk forkyndelse pga et Torontobesøg. Jeg har kun observeret det modsatte. Men ret mig endelig hvis jeg tager fejl. Jeg vil godt høre om der er nogle kirker, som har fået sunde menigheder som taler om synd, dom og omvendelse, og Jesus Kristus som korsfæstet død og opstanden, efter et Torontobesøg.

De vækkelser som vi omtaler i dag, er ikke i overenstemmelse med god vækkelseshistorie. Vækkelseshistorie omtaler først og fremmest at folk begyndte at opleve deres egen synd så forfærdelig at de OMVENDTE sig til Jesus. De gav deres liv til Gud, fordi de kunne se at kun hos Ham var der redning for deres liv. God vækkelseshistorie fokuserer ikke på at folk ryster og råber, og jeg har aldrig hørt at nogen i vækkelseshistorien fik succes ved at råbe Bam Bam Bam, sådan som Todd Bentley gør.

Den vækkelse man hører om nu og flere andre steder kan ikke defineres som bibelsk vækkelse. Jeg ved godt at der nu vil være nogen der siger “Du er lukket overfor det nye Gud gør”. Det er de velkommne til at sige. Men som jeg ser det, så er dette en vækkelse som er baseret på hvordan mennesker ønsker det. Fordi det er med fede oplevelser, og sej musik. Det er ikke en vækkelse der er i overenstemmelse med skriftens fortællinger om vækkelse. Men hvis den ikke er i overenstemmelse med skriften, hvad er det så for en vækkelse? Og er det noget jeg burde holde mig fra istedet for at blive fascineret? Vækkelse er langt mere end nogle fede oplevelser. Bibelsk vækkelse er når Gud kalder mennesker til omvendelse. Intet mindre end det.

Et lille opråb: Jeg ved der er mange forkyndere der er imod det der sker i Florida lige nu. Men de siger ikke noget om det. Hvorfor gør I ikke det? Ved I ikke at I har et ansvar for at passe på jeres flok. Hvorfor er så mange ledere bange for at melde ud om netop dette? Der var engang hvor man godt turde sige sin mening om disse ting. Men det er der åbenbart ikke mulighed for mere. Det tror jeg ikke er en god udvikling. Der er brug for ledere der tør sige fra, og kan sige stop!

Categories
Evangelisation Livet som kristen Omvendelse

Pilgrimsvandringen

Nu er den her. Se den før din pastor. Fortæl om den før søndagsskolelæreren. Vær den første i din kirke til at købe den nye filmatisering af John Bunyans fantastiske fortælling Pilgrimsvandringen. Der blev lavet en ret dårlig filmatisering af bogen i 1979. Jeg så den på den efterskole jeg gik på i tiende klasse. Og selvom den ikke var ret godt lavet, så husker jeg at den SKAR mig i hjertet. 

Nu er den blevet filmatiseret igen, og den skulle være lavet rigtig godt denne gang. Jeg har endnu ikke set den, kun traileren. Men jeg har hørt om andre der har set den, og de skulle være rigtig tilfredse. Jeg ville ønske at der var et ordentligt kristent bogforlag eller lignende der købte rettighederne og og fik den oversat, og begyndte at distribuere den. Den har et fantastisk potentiale til at nå ud til både kristne som ikke kristne. Den fortæller klart, men i billeder hvordan og hvorfor mennesket har brug for at omvende sig til Jesus Kristus. Men derefter fortæller den også meget præcist, og stadig billedligt om livet som kristen.
Jeg må bare sige jeg har ikke set nogen forfattere gøre det så ufatteligt godt som John Bunyan gjorde. Den mand havde et virkelig godt kendskab til sin bibel, og det kommer stærkt til udtryk i hans fortælling. Han skrev den mens han sad i fængsel pga sin tro. Der sad han 12 år fordi han var blevet forbudt at forkynde evangeliet. Han var nemlig ikke medlem af statskirken. Han havde fået at vide at han måtte blive lukket ud, hvis han afholdt sig fra at prædike. Til det svarede han, at det første han ville gøre når de lukkede ham ud, var at prædike det fulde evangelium.

Her er traileren. Hvis du ikke har læst bogen kan den fås på http://www.lohse.dk/index.php?action=visvare&varenr=5405 . Hvis du ønsker at købe filmen kan det gøres på www.reelchristian.com, men husk at tjekke om DVD-koden duer til din afspiller.

Categories
Bibelen Kirke

Hvordan læser jeg min bibel?

Lige nu er der en debat igang på denne side og hos andre om evig straf og universalisme. Det er meget spændende at være med i. Men der er en ting som jeg kommer til at tænke på, når jeg læser dette og ser hvordan vi nogen gange tolker bibelen. Der er flere der vælger at tolke bibelen i deres kirkes lys, og dermed har en form for forudforståelse for hvordan den skal forstås. Det har jeg forståelse for at man kan gøre. For det har jeg selv gjort rigtig meget. Det er også muligt at jeg stadigvæk gør det på nogle områder. Derom skal jeg desværre ikke kunne sige mig fuldstændig fri. Et eksempel på hvordan jeg har tolket bibelen i min kirkes lys og formidlet den til andre, vil jeg gerne vise her.

I Hebræerne 9.27 står der følgende:

“ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes”

Det vers har jeg brugt rigtig meget når jeg talte med folk der troede på reinkarnation. Og dertil er det også et ganske godt vers. Men der var noget i verset jeg ikke brød mig om. Jeg kunne ikke lide at man skulle dømmes. Derfor gjorde jeg nogen gange det, at jeg bortforklarede det med at vi skal dømmes,fordi det ikke var noget min kirke gjorde så meget ud af. Den gjorde til gengæld rigtig meget ud af at Gud ikke vil dømme nogen., selvom samme kirke både tror på Himmel og Helvede. Den syntes bare det der med at dømme lød så negativt.
Man kan faktisk godt forsvare begge vinkler, hvis man samtidig har en fragmentarisk tilgang til bibelen. Dvs pick and choose what you like. Men set i en helhed duer ingen af dem, for der står stadig “og derefter dømmes”. Men hvorfor sagde jeg så, som jeg gjorde?

Jo, jeg var jo vant til at høre at vi er dømt på forhånd og at Gud ikke vil dømme nogen. Så derfor følte jeg at jeg var nødt til at få bibelverset til at passe ind i min kirkes teologi, istedetfor at få det til at passe med resten af bibelen. Men det er ikke i orden. Vi kan ikke nøjes med at forstå bibelvers udfra en bestemt kirkes tilgang. For hvis vi gør det, så vil det også ende med at det bliver kirken der bliver autoriteten, og ikke skriften. Her kan vi godt huske tilbage på Luther, der så at kirken ikke var i overensstemmelse med skriften. Det blev der ikke set venligt på, for der var flere der mente at kirkens autoritet var af så stor betydning, at man ikke på tilfredsstillende vis, behøvede at forholde sig til skriften. Luther var en modig mand der turde stå fast på det Guds ord han havde læst, og ikke lade sig rokke af at andre mente at han var en oprører og forræder. For Luther var skriftens autoritet over kirken.

Så når vi læser vores bibel. Sø lad os gøre det i bibelens eget lys. Lad os høre efter hvad der bliver sagt i vore kirker. Men lad os samtidig bedømme det i forhold til skriften. Og lad os bygge på ordet og ikke på traditionelle overleveringer.

Categories
Uncategorized

Ustabilitet på bloggen

Da jeg ikke kun har ret travlt for tiden, men også har fået store problemer med min PC, vil der i et stykke tid være ustabilitet her på bloggen. Jeg ved ikke helt hvornår jeg kan forvente at stabiliteten kommer tilbage i sit oprindelige niveau igen. Men forhåbentlig indenfor et par uger. Gerne før.
Det betyder også at jeg ikke i samme grad vil have mulighed for at besvare kommentarer og mails som jeg plejer. Det er jeg meget ærgerlig over, for det er en stor del af det arbejde jeg har med www.omvendelse.dk. Jeg vil dog besvare når jeg finder mulighed for det. Men I er selvfølgelig også velkommen til fortsat at kommentere hinanden. Det sker jo ofte at jeg ikke skriver noget fordi andre har svaret istedetfor mig.

Der vil dog fortsat blive forsøgt at lægge noget på dagligt. Men dette indlæg, og indlægget før gælder faktisk for dagen i morgen. Så det var det første tegn på ustabilitet. Jeg glæder mig dog til at køre på normalt tryk igen snarest.

Categories
Falsk Lære

Mormoner og jøder de er da næsten en slags kristne ikke?

Nu har de fleste på bloggen her nok fundet ud af at Joel Osteen (manden med den største menighed i USA) ikke mener at det betyder så meget om man er mormon jøde eller muslim. Men han er ikke den eneste af de store navne derovrefra som ikke har en ret forståelse af disse ting. Hvor Joel Osteen blot nøjes med at sige at han ikke ved om de kommer i himlen eller ej, så har Rick Warren valgt at arbejde sammen med dem. Og undervise dem i kirkevækstprogrammer. Det er selvfølgelig ikke noget vi har fået noget at vide om her i Danmark. Vi får kun at vide hvor flink og klog og dygtig Rick Warren er. Men læs nu det her fra USA TODAY. Hvor han forklarer hvorfor han kan finde på at hjælpe mormoner og jøder til kirkevækst.

“Warren is part of the ultra-conservative Southern Baptist Convention, and all his senior staff sign on to the SBC’s doctrines, such as the literal and infallible Bible and exclusion of women as senior pastors. Yet Warren’s pastor-training programs welcome Catholics, Methodists, Mormons, Jews and ordained women.

“I’m not going to get into a debate over the non-essentials. I won’t try to change other denominations. Why be divisive?”

Nu undrer det mig at man vurderer mormoners og jøders tro som “non-essentials”. Det er jo trosretninger som ikke har nogen frelseskraft i sig. De står for en anden tro, en tro uden frelse. Så man kan undre sig over at Rick Warren ikke har noget som helst problem med at invitere disse folk med til kirkevækstkonferencerne. Men okay, kunne det være fordi han har en helt anden agenda. end at folk skal frelses? Kan det have noget med hans P.E.A.C.E. plan som skal skabe en bedre verden? Kan jeg overhovedet som kristen bruge hans bøger som jeg før har påvist er ubibelske, når jeg samtidig ved at denne mand hjælper mennesker fra andre religioner med at få succes og få større “menigheder”? Jeg undrer mig meget. Men det er måske bare mig der er dum som en dør, og ikke fatter det nye som Gud vil gøre på en ny måde, uden at gøre ordentligt brug af de bibelske retningslinier.

Hvis du ønsker at se artiklen kan den læses på USA Today om Rick Warren. Citatet med Rick Warren som blev brugt før er markeret med grønt så det er til at finde.

Categories
Bibelen Livet som kristen

Da Moses mødte Gud

Jeg har i denne weekend haft et lille studie om Moses med mine børn. Det startede med at vi gik igang med bibelselskabets “På ekspedition i bibelen” cd-rom spil. Det var rigtig spændende og kan godt anbefales, til både små og større børn (jeg synes selv det var ret godt da jeg var 35 år, men jeg er stadig et lille barn). Da vi havde gennemgået noget af Moses-ekspeditionen, kom jeg i tanke om at vi da også kunne se Cecil B DeMilles “De ti bud”. Så som sagt så gjort. Nu er det jo en helaftensfilm, så vi har kun fået set den i bidder. Men da vi nåede til det sted hvor Moses møder Gud igennem den brændende tornebusk så jeg, at her havde Hollywood fat i noget som mange kristne desværre ikke har.

Da Moses møder Gud ved den brændende tornebusk på bjerget oplever han ærefrygt. Han begynder ikke at klage over at han skal tage sine sko af, han tager dem af fordi han ved det er Gud der taler til ham. Men mest interessant er det at se hvordan Moses ser ud, da han kommer ned fra bjerget igen. Hans kone lægger mærke til det med det samme, og udbryder; Moses har mødt Gud. Hun kan se der er sket noget. Det kan vi også, for Moses er blevet forvandlet. Og lige netop her har Hollywood en større forståelse af hvad der sker når man møder Gud, end mange kirkegængere. For vi opfører os som om at det med Gud det er bare sådan noget vi oplever indimellem. Vi fik lige et møde med Gud sidste søndag, eller vi fik lige en profeti til bibelcamping og syntes det var fedt at Gud talte til os. Men ikke noget med at vi blev forvandlede. Ikke noget med at det fik afgørende betydning for vore liv, at vi mødte Gud. Det var bare en fed oplevelse. Men spørgsmålet er om dem der siger de mødte Gud, men ikke viser nogen ændringer, om de overhovedet har mødt Gud? For et møde med Gud, vil medføre ændringer i vore liv. Et møde med Gud vil betyde at vi ikke længere er de samme som vi var før.

Så hvis vi siger at vi har mødt Gud. Viser vore liv så også at vi har mødt Ham?

Categories
Falsk Lære

Rob Bell kan trække vejret rigtig fint

Rob Bell har i en prædiken fortalt hvor vigtigt og åndeligt, det er at trække vejret. Den måde han beskriver vejrtrækning på, gør at man nærmest må konkludere at man skal trække vejret på en bestemt måde for at blive frelst. Nu tror jeg ikke at han vil sige ja til det, hvis han blev spurgt direkte. Men så burde han dog tænke sig lidt bedre om før han forkynder noget der mere tenderer til en panteistisk New age forståelse end en bibelsk forståelse.

Todd Friel fra Way of the Master Radio kommenterer i de følgende klip på Rob Bells forkyndelse. Det er muligt at du ikke bryder dig om Todds måde at gøre det på. Det er nok en smagssag. Men det er også vigtigere at finde ud af om man overhovedet kan støtte Rob Bell i det han siger i klippene. For det er godt nok langt ude. Ja han er helt derude hvor han anbefaler Yoga og meditation, og bestemte vejrtrækningsøvelser. Men han har måske læst Rick Warrens anbefaling af åndedrætsbøn i “Det målrettede liv”. Desværre står der ikke noget i bibelen om det. Så vi kan ikke bruge det til noget. Rob Bell viser endnu engang og tydeligere end han plejer, at han er en vranglærer.

Hør helst hele klippet. Rob Bells undervisning bliver efterhånden som man hører det, kun værre og værre, og man forstår ikke at dem der hører på det i Mars Hill Church, ikke har rejst sig og gået for lang tid siden.

Categories
Livet som kristen

479

Det skete for ca 479 i går. I dag vil det også ske for ca 479, og imorgen vil det ske for andre ca 479. Det daglige tal vil nok være større næste år, for det er et tal der vokser år for år. Det har ifølge nogen aldrig været større end det er nu, men det er der lidt uenighed omkring. Hvad er det for et tal tænker du? Det er det gennemsnitlige antal kristne der forventes at blive dræbt på grund af deres tro på Jesus om dagen ifølge statistikkerne på www.gordonconwell.edu. 175.000 kristne blev dræbt sidste år pga deres tro på Jesus. Det er dog et tal der er lidt uenighed omkring. Tallene går fra 55.000 til 300.000, ikke desto mindre er det rigtig mange der er tale om her. Personlig mener jeg (og jeg kan tage fejl) at Gordonconwells bud er et rimeligt godt bud.

Så hvis vi antager at Gordonconwell har ret så var der altså små 175.000  sidste år, som mente at deres eget liv var mindre værd end deres tro på Jesus. Dette burde få enhver kristen til at tænke, hvad enten vi bor i et tolerant samfund som Danmark, eller bor i et muslimsk land som Algeriet hvor muslimer der konverterer til kristendom bliver straffet meget meget hårdt. Er vi parat til at dø for vores tro? Er vi kristne for bare at komme i et rart socialt fælleskab. Er vi kristne fordi vi har friske og levende kirker? Eller er vi kristne fordi Jesus ofrede sit dyrebare liv for at vi kunne bliver frelst fra vore synder, og dermed undgå Guds vrede. Er det også noget vi er parat til at ofre vore liv for?

Jeg læste om Paulus i apostlenes gerninger 21.10-14:

“Vi havde været der i flere dage, da der kom en profet fra Judæa, som hed Agabos. Han kom hen til os og tog Paulus’ bælte, bandt sine fødder og hænder med det og sagde: »Dette siger Helligånden: Sådan skal jøderne i Jerusalem binde den mand, som ejer dette bælte, og de skal overgive ham i hedningers hænder.« Da vi hørte dette, bad både vi og folk dér på stedet Paulus om ikke at rejse op til Jerusalem. Men Paulus svarede: »Hvorfor græder I og gør mit hjerte bedrøvet? Jeg er ikke blot rede til at blive bundet, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld.« Da han ikke kunne overtales, blev vi rolige og sagde: »Herrens vilje ske!«”

Læg mærke til at selvom alle var overbevist om at hvis Paulus dragede til Jerusalem, at det så ville betyde fangenskab, så er Paulus ikke til at rokke. Heller ikke selvom han ikke tvivler på at deres forudsigelser skulle være rigtige. Han havde en tro og overgivelse til Gud, der gjorde at han var villig til at dø for det evangelium, han var blevet kaldet til at prædike.
Paulus døde også for sin tro til sidst. Så vidt vides ved halshugning efter en dom. Man mener at hans sidste brev var andet Timoteus brev. Det giver også nogle forklaringer på hvorfor han skrev som han gjorde. Det var en mand der var parat til at dø og vidste at det snart skulle ske.

Men hvis Paulus var parat. Og hvis 479 er parat til at dø i dag for den selvsamme tro. Burde jeg så ikke også være det? Og er jeg det, hvis jeg tænker det igennem?

NB: Dette indlæg er blevet ændret pga den debat som efterfølgende opstod i kommentarerne. Dette er forklaret i indlægget Jeg fejer lige for egen dør.

Categories
Synd

En allegori fra køkkenhaven

Jeg har en køkkenhave, som jeg er rigtig glad for. Jeg har et lidt romantiseret forhold til havearbejde. For der står jo at Adam og Eva var sat til at passe Edens have. De første mennesker så altså ud til at være en slags gartnere. Der er også en særlig tilfredshed i at se, at det man har sået, passet og dyrket bliver til noget man kan spise. Men det er ikke altid så nemt.

Da min kone og jeg flyttede ind i vores hus, var det en august måned. Vi havde købt den fire måneder i forvejen, med overtagelse august. Så dem der havde huset i forvejen, havde ikke gjort noget ved køkkenhaven, for de ville jo ikke selv få så meget ud af den. De havde bare ladet den stå til. Den var fyldt med ukrudt, som jeg forsøgte at fjerne i sensommeren, for at gøre den klar til foråret. Det var hårdt arbejde. Specielt pga en invasion af kvikgræs. Det meste ukrudt behøver ikke være så svært at fjerne, men kvikgræs spirer under jorden i et sindrigt rodsystem. Det kommer hurtigt, og det suger kraft ud af jorden. Kraft som skulle bruges til grønsagerne istedet.

Næste forår gik jeg så igang med at plante. Jeg var nybegynder i havearbejdet, men jeg så frem til opgaven med glæde. Engang imellem kom der en irriterende mælkebøtte op. Men de kunne godt klares. Små grønne planter kunne også godt hurtigt klares. Men kvikgræsset blev bare ved med at komme igen og igen og igen og igen. Jeg var ganske enkelt træt af det. Jeg blev faktisk så træt af det, at jeg lod det stå til nogen gange. Men så blev det jo bare meget værre. Hvilket også medførte at min jord bare blev dårligere, og mine grønsager mindre, end de burde blive. Så til efteråret måtte jeg igang igen, med at fjerne det kvikgræs. Jeg fik min svigerfar til at hjælpe mig. Han har lang og god erfaring med havebrug, som jeg benytter mig af indimellem.

I år var der så nogenlunde ryddet op i haven, så den var klar til brug. Men der hvor jeg har sået kartofler er der en plet, hvor der igen er begyndt at komme kvikgræs. Men nu ved jeg hvad jeg skal gøre. I min havebog står der at hvis rodnettet er ødelagt (evt ved hjælp af en kultivator) kan man kvæle kvikgræsset ved at fjerne det der vokser op, når det har ca tre blade på sig. Kvikgræs optager nemlig kvælstof gennem dets blade (tror jeg nok). Hvis det så ikke får kvælstof nok, vil rodnettet visne, og jorden vil blive god igen, men det vil tage lang tid. Så det gør jeg i dag. Ca hveranden dag er jeg efter den plet med kvikgræs, for det skal holdes nede, og det skal dø!

Men hvor ligner det kvikgræs bare vores egen synd. Hvis vi bare lader stå til med vores synd, så vil det overtage hele vores liv. Mange der kalder sig kristne mener jo ikke at synd betyder så meget mere. Jesus har jo taget synden siger de nærmest nonschalant, og uden at vise forståelse for hvad der skete på korset. De samme mennesker ender også igen og igen med at leve et liv hvor synden har overtaget så stor en del af dem, at de ikke længere selv kan se det. De har fået fedt om hjertet som bibelen siger. De ser ikke at synden i deres liv afholder dem fra at leve et liv med Gud.

De er som en der har ladet kvikgræsset passe sig selv. De siger at der ikke er noget kvikgræs mere, selvom det vokser vildt og uhæmmet. Men selvom Jesus har taget vor synd på sig, så synder vi stadigvæk. Og hvis vi siger at vi ikke har synd, så gør vi os selv til løgnere.

“Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.” Første Johannes brev 1.8

Vi skal ikke bilde os selv ind at Jesu værk på Golgatas kors var for at give os en usynlighedskappe vi kunne tage på os, så vi kan gå ud og synde. Han tog al vor synd på det kors, for at vi måtte blive købt fri af synden og begynde en vandring med Gud hvor vi lever i helliggørelse. Nej jeg mener ikke vi nogensinde kommer af med al vor synd i dette liv. Men vores liv bør vidne om at vi er Guds børn. Fordi vi har fået en ny natur da vi blev født påny. En natur som hader synd, og som derfor ikke kan leve i en syndig livsstil, hvor man lader synden stå til. Det er den natur der gør at vi hellere vil søge Guds rige og Hans vilje istedet, end vi vil tage imod det som verden tilbyder os.

Categories
Livet som kristen podcast

Paul Washer om familien: Faderens ansvarlighed

Der er brug for fædre, og fædre der kender deres bibel, og opdrager deres børn efter de forordninger som Gud har givet os. I dette podcast vil Paul Washer fortælle om det ansvar der følger med rollen som far. Det var det første afsnit jeg hørte af denne prædikenserie, og også den der gjorde at jeg tænkte at dette burde jeg dele med andre. Jeg kan se på statistikkerne at rigtig mange har hørt disse prædikener. Hvor mange der har hørt det hele ved jeg dog ikke. At denne undervisning handler om fædre betyder ikke at kvinder ikke vil få noget ud af den. Der er godt at vide for både kvinder og mænd hvordan en far skal være. Både overfor Gud, overfor sin hustru og overfor sine børn. De andre podcast kan høres her og her. Næste og vist nok sidste del kommer på næste lørdag.