Categories
Kirke Livet som kristen Omvendelse

Årsager til at forlade sin kirke 3 (Når der er grunde)

I de to første afsnit i denne serie skrev jeg om hvornår ens grunde til at forlade en kirke var dårlige, og hvornår løsningen på problemet kan være farlig. I dette afsnit vil jeg se på hvornår man har en god grund til at forlade sin kirke, men alligevel vil jeg gøre opmærksom på at man skal passe på med alene at bruge disse grunde. Der er så mange aspekter i dette område at man skal overveje sine årsager (og konsekvenser) meget nøje, samt vide hvad man så gør istedetfor.

Når evangeliet er fraværende
Den mest klare årsag til at finde en ny kirke (eller starte en ny) er når evangeliet ikke bliver prædiket i kirken. Hvis dette er tilfældet så har man pligt til at gå til sin ledelse og spørge dem om hvorfor evangeliet ikke bliver prædiket. Det kan godt være at man ikke bryder sig om at gøre dette, men hvis man ikke tør henvende sig til sin ledelse i en så vigtig sag, så viser det blot endnu mere at er noget galt. Enten med en selv, eller med kirken man kommer i. For enten er det fordi man har menneskefrygt og frygter mennesker mere end Gud, eller også er det fordi ledelsen i kirken har sat sig selv på en piedestal, således at der ikke er plads til kritik af folk med så høje poster. I så fald, er man nødt til at tage skridtet og få talt ud med sin ledelse. Også selvom man ikke tror det falder i god jord. Men lad mig komme med et eksempel fra mit eget liv, til en situation hvor jeg ikke kunne gå længere.

For del år siden, kom jeg i en menighed hvor vi igennem nogen år havde haft en ret smart og ungdommelig præst. Vi havde den ene relevante gudstjeneste efter den anden som ikke handlede om kristus, men om hvordan jeg kunne få et bedre liv, bedre ægteskab, bedre moral og så videre. Flere og flere begyndte at komme i den smarte kirke, men evangeliet blev ikke prædiket. Jeg og mange andre var ved at få spat (nej jeg kunne ikke finde et bedre ord her) af at høre på det. Vi var tørstige og sulten efter ordentlig kristen mad, men vi fik istedet en pæn dyb tallerken fra Royal Copenhagen fyldt op med velduftende, men uspiseligt brugt opvaskevand. Hvor fin tallerkenen end så ud, så smagte indholdet dårligt.
Men en søndag skete det så. Endelig for første gang i flere år, prædikede præsten evangeliet, og gjorde det så klart og tydeligt at det gav mening, og man kunne mærke Guds ånd virke. Men da præsten så var ved at være færdig, afsluttede han med at undskylde hvis han havde trådt nogen over fødderne. Han ønskede ikke at nogen følte sig dårlig tilpas over en sådan prædiken. Hvad han reelt set gjorde der var at han undskyldte Guds ord. Som om vi skal undskylde Guds ord og Jesu budskab. Vi var flere der var målløse over at en kunne holde så god en prædiken og så slutte af med at undskylde at man havde sagt det. Det ødelagde simpelthen budskabet. Alligevel valgte jeg at fortsætte med at komme lidt endnu i min naivitet. Hvor naiv var jeg? Tjah hør her:

En gang skulle vores præst interwieves til tv2s regional-tv. Der skulle han fortælle om sit arbejde som frikirkepræst, og jeg tænkte fedt. Hvilken mulighed for at give evangeliet til en stor del af dem der boede i regionen. Jeg tænkte at det da var en mulighed som min præst ikke ville gå glip af at benytte sig af. Men hvad skete der? Jo, jeg blev ganske enkelt chokeret over at min præst sagde det samme vrøvl som enhver anden liberalteologisk folkekirkepræst kunne have sagt (nej jeg mener ikke alle folkekirkepræster er liberalteologer). Han fortalte blot om sine opgaver som præst, og hvor vigtigt det var at være noget for folk i den tid vi levede i og bla bla bla. Evangeliet om Jesus var fuldstændig fraværende, selvom han fik den ene mulighed efter den anden for at give det. Men hvorfor skulle han da også have givet evangeliet på fjernsynet? Det kunne han jo ikke engang finde ud af at gøre i kirken. Det havde jeg jo observeret igennem flere år. Så ja jeg var naiv, jeg troede at han nu endelig ville gøre det. Men hvis man ikke er tro i det små, så kan man heller ikke være det i det store. Denne præst kunne ikke engang være tro i sit hverv som præst, så hvorfor skulle han kunne give noget i fjernsynet? Men for mig blev det nok. Jeg havde i forvejen haft flere snakke med præsten her, men valgte nu at tage den sidste, og på en pæn og ordentlig måde forklare ham at jeg ikke kunne komme der mere. For hvis ikke forkyndelsen var båret af evangeliet om Kristus, så var der ikke nogen grund til at være der. Det skal lige siges, at inden jeg tog den afgørende snak, havde jeg fundet et andet sted at komme. Hvorfor det er vigtigt at påpege vil jeg vende tilbage til i et senere indslag. Men nu skal det ikke handle om mig. Men jeg tog eksemplet frem for at vise, at man ikke skal forvente at en præst ændrer stil fra den ene dag til den anden. Har man talt med sin præst om manglen på evangeliet (hvis det er det der er problemet) så giv ham tid til at tænke.
Det er muligt at jeg gav denne præst for lang tid til at tænke, det er svært at vurdere nu så mange år efter. Men jeg er glad for at jeg ikke bare skiftede menighed efter at have hørt ham to eller tre gange, og så ikke engang have snakket med ham. For hvis vi kender evangeliet, og er født på ny, så ved vi også at Gud engang har haft langmodighed med os, før vi ændrede retning i vores liv. Og hvor mange gange som genfødte kristne har vi ikke oplevet at Gud har vist os noget vi skulle gøre noget ved, men hvor vi har været lang tid om at tage det til os? Det kan jeg godt sige at jeg har været langsom til adskillige gange. Så hvorfor skulle jeg være mere hård overfor en præst end jeg er overfor mig selv?
Når det så er sagt, så skal man heller ikke blive ved med at leve med en forkyndelse som er kristusforladt. Det er ikke det man som kristen skal spilde sin tid på. Det vil jeg også vende tilbage til senerehen, hvorfor vi ikke skal det, og hvad bibelen siger om dette. Men næste gang vil jeg sandsynligvis komme ind på hvornår vranglære i kirken kan være en årsag til at finde en anden kirke. For det er ikke al forkert lære der er så forkert, at det behøver være årsag til at flytte. Der må være grader af kategorier her, og det ved jeg mange vil være enige med mig i, selvom man kan være uenige om betydningen af de kategorier. Men lad os se.

Men generelt, konklusionen her, er at hvis evangeliet ikke bliver prædiket, og der ikke sker positive ændringer i forkyndelsen ved en gentagen samtale om dette, så er man tæt på at have en god grund til at finde en anden kirke. Men der kan også være årsager til at blive. Ja jeg ved godt at det lyder lidt vagt det her, men bibelen viser nogle paradokser til dette emne som jeg ikke ønsker at ignorere. Men derom senere.

Categories
Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 2 (Når løsningen er farlig)

En ting er at forlade sin kirke. Men en anden er hvor man så skal gå hen, og lige her er der nogle faldgruber som er vigtige at være opmærksomme på. For der er uhyggelig mange igennem historien som har udvandret fra kirken af de rette grunde, men har endt i noget der var værre, end det de kom fra. Nogle eksempler på det er farisæerne, ørkenfædrene, og emergent church bevægelsen.

Det er ikke usædvanligt at rigtige spørgsmål og en begrundet utilfredshed med det eksisterende system, kan medføre en reaktion der er værre end det man er utilfreds med. Det er velkendt at farisæerpartiet som Jesus gik voldsomt imod, var opstået som en reaktion på en den mangel på respekt for den jødiske religion der var dengang. Men som Jesus gentagne gange viste, så var deres måde at løse det på direkte ubibelsk. De troede det handlede om at leve et moralsk godt liv, og satte dermed sig selv op på en piedestal som gjorde dem bedre end andre mennesker.
Et andet fænomen i historien som viser at der er en faldgrube her, er de i dag meget omtalte ørkenfædre. Hvis man kritiserer ting som kontemplativ bøn i kirkerne i dag, får man eksempelvis at vide at det er noget man finder helt tilbage til ørkenfædrene. Men det er ikke et argument for kontemplativ bøn. Det er reelt set et argument imod kontemplativ bøn. Lad os se lidt på hvem de var.
Ørkenfædrene kunne se at en del af kirken dengang i 200-tallet var begyndt at gå på kompromis med romerriget. Det var en udvikling som nogen ikke brød sig om af naturlige grunde. Der måtte ganske rigtigt gøres noget. Men nogen af dem der var kritisk over for disse kompromisser gik istedet ud i ørkenen, og adskilte sig dermed fra samfundet. Alt andet lige, behøver der ikke være noget galt i at gå ud i ørkenen. Det gjorde Johannes Døberen også, og folk tog ud til ham for at blive døbt. Men det der skete for ørkenfædrene derude var at de ifølge Edvard Conze (afdød professor fra Oxford) kom i kontakt i ørkenen med østlige handelsrejsende. Disse handelsrejsende havde en panteistisk religion, og havde derfor en anden måde at dyrke deres guder på, end kristendommens måde at dyrke Gud på. Ikke desto mindre blev ørkenfædrene inspireret af at se disse folk søge ind i det åndelige ved hjælp af metoder som var dem fremmede. Men de tog dem til sig.
Det ses også at der er store ligheder mellem det man kalder kirkelig kontemplativ bøn, og den form for åndelighed vi ser i panteistiske religioner som buddhisme og hinduisme. Men det har sine årsager, og derfor er det heller ikke noget der skal være plads til i en evangelisk kirke. Lad mig springe emergent church bevægelsen over, dem har jeg skrevet så meget om i forvejen at jeg ikke vil bruge tid på dem her. Men henviser bl.a. til bloggen.

I Danmark
I Danmark har der været mange små forsøg på at gøre op med en kirke der er på vildspor. Men uhyggelig mange af de forsøg, er gået i vasken. Derfor er det af ret stor betydning at vurdere om de argumenter man bruger til at forlade ens kirke er i orden (kommer jeg ind på næste gang), og om ens idé til at løse det er i overenstemmelse med bibelen. For det er lige præcis på det sidste område at jeg ser gentagne gange at fejl er sket. Man ønsker at lave noget nyt, noget bedre, men i al ens iver for at skabe en ny og bedre kirke, glemmer man hvad Gud allerede har sagt om sin kirke. Og der står meget om hvordan den skal være i bibelen. Gud er bestemt ikke tavs omkring den måde Han vil tilbedes på. Gud ønsker ikke at kirken er struktureret efter måder som er opstået i folks hoveder efter folks ønsker, men i overenstemmelse med Hans ord. Hvad der her menes vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.
Nogle skræmmende eksempler i Danmark på folk der er gået ud af kirkerne af tilsyneladende gode årsager, men har endt i noget der er værre end det de kom fra, er eksempelvis den meget tillukkede gruppe kaldet “Lys og Salt” og den mystiske mand Kim Andersen fra Tagryggen.dk (læs mere her). Begge er eksempler på folk der har isoleret sig fra hvad der ellers foregår i dansk kirkeliv. Ja, der foregår ganske rigtigt meget forkert, men bare fordi noget er forkert, behøver det ikke være alt der er forkert. Men nu er det heller ikke kun disse små isolerede tilfælde der kan være faldgruber. Det kan også være den måde man vælger at bygge en kirke eller menighedsfællesskab op på der kan være forkert. Her er eksempel på hvad en velkendt forkynder har skrevet om dette:

“Jeg kender mange, der har startet en menighed med længsel efter noget andet og efter virkelig at skabe disciple, men efter noget tid sidder de med en halvdød menighed, som de underholder søndag efter søndag, uden at der rigtig kommer disciple ud af det. Hvorfor det? Jo, fordi deres kirkekultur hindrer dem i at gøre det, Gud ønsker. De starter oprigtigt med store drømme, men de ender med det, de absolut ikke ønskede. De ender med det, de netop flygtede fra, og som var årsagen til, at de i første omgang var startet. For mig er det helt klart den sværeste opgave – at få kirkekulturen ud af os.”

Problemet med en sådan udtalelse er at det ikke er kirkekulturen der er en hindring for os, når vi skal starte nye fællesskaber op. Nej det er selve tilgangen der er helt forkert her. Og dermed er det ikke et godt råd som vi her får. Den er ligeså forkert som ideen om at man kan starte gode kirker op, ved hjælp af et eller andet smart koncept fra USA eller lignende. For de forsøger jo også at gøre op med folks “kirkekultur”. Så nej, det er ikke vores kirkekultur der er hindringen, men vores forståelse for hvad et menighedsfællesskab er, og hvordan Gud ønsker det fællesskab skal være.

Jeg vil prøve i denne serie at pege på hvad det er vi kan gøre istedetfor, og hvordan vi kan undgå at nye fællesskaber dør ud. Men først vil jeg gennemgå hvad der skal til for at finde ud af om man virkelig skal forlade sin menighed. For som jeg skrev sidst er det en meget alvorlig sag. Se link her. Men jeg vil også komme ind på hvordan man kan (og nærmest skal) kigge sig om efter andre mulige kirker at komme i, førend man tager skridtet og starter nye fællesskaber op.

Categories
Brevkassen Kirke Livet som kristen

Årsager til at forlade sin kirke 1 (Kødelige argumenter)

´

Som en fortsættelse på det jeg skrev om i indlæg nr 1000 har jeg valgt at tage fat i det farlige emne “Hvornår skal jeg forlade min menighed?”. Når jeg skriver farlig, så er det ikke for sjov, for det er en særdeles alvorlig sag, som man ikke skal tage let på. Derfor er det også med stor frygt at jeg skriver dette. For det er et område hvor man skal passe på ikke at tage alt for hurtige beslutninger. Hellere gå en mil for meget, end en mil for lidt. Så lad mig starte med at give nogle eksempler, på hvad der helt sikkert ikke er gode argumenter for at forlade sin menighed. Og dem jeg kommer med her, er ikke taget ud af luften, men kommer fra virkeligheden.

Argumenter der ikke duer:
“Kirken har købt en ny støvsuger til 3000 kr”. Ja, det kan godt være at du synes det var penge som sagtens kunne bruges bedre, og det har du sikkert ret i. Men at nogen ledere kommer til at bruge kirkens midler på en mindre fornuftig måde (ifølge din vurdering) skal Gud nok dømme. Dertil burde man spørge sig selv, hvor mange gange man selv har kommet til at købe noget man ikke fik brug for. Eller bare købte noget der var for dyrt i forhold til brugsmuligheden. Jeg ville her være ligeså skyldig som den menighedsledelse der har brugt pengene inefficient her. Så nej halvdårlig administration af penge holder ikke som et argument for at forlade sin menighed.

“Præsten siger vi skal hilse på hinanden”. I nogle kirker er folk ret gode til at hilse på hinanden i forvejen. Men der findes præster der kan finde på at indføre det som et ritual under gudstjenesten. Det kan godt være du finder det tåbeligt, og formynderisk, som om du ikke selv er i stand til at hilse på de andre i kirken. Men det er ikket et godt argument for at forlade sin menighed. Hvilket naturligt fører os til det næste punkt.

“Jeg synes præsten er irriterende”. Hmm det sker at præsten taler for længe, det sker at præsten kommer til at sige noget dumt (både fra prædikestolen og andre steder). Dertil kan det være at præsten bare har en måde at være på, som ikke lige tiltaler dig. Han er måske ikke som den forrige præst, som altid brugte mindst 10 minutter på at tale med dig efter gudstjenesten, eller hvad det nu lige var du var så glad for ved ham.

“De andre i kirken er irriterende”. Ja, det behøver ikke kun være præsten der er irriterende. Det kan alle de andre også være. Hvad mon de andre tænker om dig mon? Men at de andre i kirken er irriterende, er ikke et argument i sig selv for at flytte. For kirken er fyldt med syndere der er frelst af Guds nåde, og sådan er det også i de andre kirker. Sådan er det jo forresten også med dig og mig. Men at være frelst, er ikke ensbetydende med at vi ikke kan være irriterende mere.

“De synger for lang tid i kirken”. Ja, det kan godt være at der er flere der er enige med dig i det, og i så fald så må I gå til ledelsen om det, hvis I finder det alvorligt nok til det. Men at folk synger for meget i kirken, er et dårligt argument. Men selvom sangene er ubibelske er der ikke argument nok til at forlade sin menighed. Det vil istedet give anledning til at snakke med ledelsen om hvad evangeliet er, og sætte det i forhold til de sange man synger. Hvilket bringer os videre til hvornår der kan være grund til at overveje at forlade sin menighed. Og læg venligst mærke til at jeg skrev overveje, hvilket ikke er det samme som at forlade den.

En evangelisk kirke
Jeg kunne jo fortsætte fra nu af og i meget lang tid med at remse dårlige argumenter op. Men det som er vigtigt at få vurderet i disse sager er en sand og bibelsk fokus på evangeliet. Der kan være grund til at forlade sin menighed, når evangeliet ikke blive prædiket, og når der bliver prædiket vranglære. Men selv når det sker, er der ting som man skal passe meget på med, førend man tager det meget store spring. For som jeg skrev i starten, så hellere gå en mil for meget, end en mil for lidt. Det tror jeg er vigtigt i denne sammenhæng. Men hvor meget er den mil så? Det er det store spørgsmål, og her kan vi også have forskellige vurderinger. Men et spørgsmål som er vigtigt at vurdere her er at vurdere om de kirker som kalder sig kirker, hvor mange af dem som reelt set er Guds kirker. Og skal man forblive i en kirke som ikke er Guds kirke? Hvor lang tid kan man støtte sådan et system, og er det i orden?

Da dette er en ordentlig portion at gå i gang med, vil der komme andre indlæg som er udenfor emnet i den næste måneds tid. Jeg er bl.a. ikke færdig med sagen om Frikirkenet, se eksempelvis indlægget “Er der plads til evangeliet hos Frikirkenet?“. Plus nogle andre ting, så dette vil blive en serie som vil blive taget i små bidder. Men det jeg godt vil skrive om er hvor langt man bør gå med folk som er på vildspor (og det kan være meget langt ifølge bibelen), men også hvordan man kan finde en ny og bedre menighed, og hvornår det kan være tid til at starte menighed sammen med andre, samt hvad det er vigtigt at have fokus på når man gør det. For der er desværre alt for mange fatale historier fra folk der har prøvet det. Men måske er der en årsag til at flere af disse initiativer er endt dårligt.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Synd

Fuldstændig retfærdig og uskyldig

Jeg er igang med at forberede min næste prædiken til den 5 december. Den kommer til at handle om valget mellem Jesus eller Barabbas. Det der har slået mig i min forberedelse er hvor tydeligt det er i skriften, at Jesus var fuldstændig uskyldig, og fuldstændig retfærdig. Præsterne havde kun falske anklager mod Jesus som ikke holdt stik. Pilatus som var en langt mere presset mand end man lige går og regner med, forsøger faktisk at gå ret langt for at få Jesus frikendt, selvom det ikke lykkes. Han kan heller ikke se at denne mand har gjort noget forkert, og der skal jo være noget at kunne anklage en mand for, hvis han skal dømmes til døden på et kors. Og hvad finder man? Intet. Absolut intet. Der er kun dårlige argumenter som “Vi mener”, “Vi synes” og “vi kan ikke lide Jesus”. Argumenter som normalt ikke ville holde i en retssal.

Alligevel blev Jesus korsfæstet som en forbryder, og trådte i mit sted. På trods af at Han var fuldstændig uskyldig og retfærdig og at der ikke var noget som helst at udsætte ham på. Der er to ting her som er værd at lægge mærke til. Dette skete på den ene side, fordi Gud havde valgt det således. Han havde valgt at tage vores straf på sig, for at vi kunne gå fri, hvis vi ville blive Hans børn. Dette var forudsagt i det gamle testamente, og Jesus forudsagde det selv om sin død. Men den anden side viser hvem vi mennesker er. For hvem var det der overgav Jesus til korset? Det var mennesker. Præster ja, men også jøder der fulgte præsterne råbte på at få frigivet Barabbas, istedet for Jesus. Man valgte at få den skyldige løsladt istedetfor den uskyldige. Vi ville hellere have lov at leve vores eget liv, end at få Jesus til konge fordi Hans krav var for høje. Han krævede nemlig at vi skulle spise Hans kød, og drikke Hans blod.

Da Jesus i Johanes sjette kapitel har talt om dette, sker der jo det at en stor skare forlader Ham. Ikke fordi de misforstår hvad Han mener. Men fordi de faktisk fatter præcis hvad Han mener. Derfor siger de også:

“Mange af hans disciple, som hørte det, sagde nu: »Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?«” Johannes 6.60

Jesus krævede nemlig at dem der villa have Ham til konge skulle efterfølge Ham fuldstændig. De skulle tilhøre Ham, de skulle ikke tilhøre sig selv. De skulle have Ham som Herre, og det var for meget at forlange. En sådan konge ville man ikke have. Ham var det bedre at korsfæste, og dermed komme af med. Så hellere kejseren, for selvom han var en tyran, så gav han da folk lov at leve nogenlunde som de selv ville. Der var plads til at leve i synd, uden at blive stillet til ansvar for det. Så da vi mennesker fik muligheden for at vælge mellem Jesus eller Barabbas, valgte vi Barabbas. Og ja jeg skriver vi. For jeg mener ikke at vi kan påstå at det var fordi de var jøder at de valgte Barabbas. Vi ville have gjort det samme. Jeg ville have gjort det samme. For jeg er også et menneske og ved hvad der bor i mig. Hvis ikke Gud virker ved sin ånd, og drager på os, er det umuligt for os at komme til Kristus. Den dag hvor Jesus blev overgivet til Pilatus for at blive korsfæstet, var der ikke nogen der blev draget til Kristus af Gud. Denne dag blev vi mennerskers sande natur afsløret. Vi valgte Barabbas fremfor Kristus. Vi korsfæstede en uskyldig fremfor en skyldig.

Alligevel har vi grund til at glæde os. For kun ved at en uskyldig kunne overtage en skyldigs plads, kunne en skyldig blive frikendt. Og da denne mand er Gud, og dermed mere værd end alle andre mennesker tilsammen, var det muligt for denne mand at sone synderne for alle dem, der ville omvende sig og blive Guds børn. Hvad kan jeg sige andet end, hvilken kærlighed er det ikke at Gud viser ved at gøre det klart at Han elskede os, mens vi var fjender af Ham. Det er den største kærlighed vi kan finde. Den finder vi kun hos bibelens Gud, og ikke nogen andre steder.

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Falsk Lære Himlen Hvem er Gud? Kirke Kommentar til medierne Korset Livet som kristen Mirakler Omvendelse Overfladisk kristendom podcast Prædikener Synd vækkelse

Jubilæum på Omvendelse.dk Indlæg nummer 1000

Nu har jeg skrevet på denne blog i over tre år, og det er blevet til 1000 indlæg med den her. Så jeg tænkte at det gav anledning til at kigge tilbage, og give læserne et indblik i hvad der sker bag kulisserne, og hvilke frugter denne hjemmeside muligvis har været med til at frembringe.

Forudsigelse
Da jeg startede Omvendelse.dk vidste jeg godt at det kunne skabe problemer for mig. Jeg var vidende om at mange i kirkerne ville være utilfredse med de ting jeg skrev om, og dermed vidste jeg godt at det ikke ville øge min popularitet. Det havde jeg fundet ud af da jeg begyndte at prædike evangeliet klart og ikke mudret eller ændret, det skabte en modstand jeg var blevet overrasket over, men ikke desto mindre vidste jeg det var den rigtige måde. Så det var ikke med den store lyst at jeg gik ind i dette arbejde, for jeg har ikke en indre drivkraft der går efter at blive upopulær. Jeg vidste bare at jeg var nødt til at gøre det alligevel. Mit højeste mål for denne hjemmeside har været at vise hvad evangeliet er, og hvad evangeliet ikke er. For det er lige præcis her, at den største mangel i det danske kirkeliv er. Alt for mange kristne og kirkegængere har glemt hvad evangeliet er, og er heller ikke i stand til at forklare det. Derfor har jeg gjort en del ud af at lægge prædikener på hvor evangeliet er en naturlig og bærende del af forkyndelsen. Plus at jeg her har lagt links til højre som linker til hovedsiden, som er langt mere evangeliserende end bloggen.

Også i de prædikener som umiddelbart har handlet om hvad der sker når vi ikke prædiker evangeliet, har jeg sørget for at evangeliet er den afgørende del. Hvorfor har det været så vigtigt for mig? Svaret er enkelt. Charles Haddon Spurgeon, en af de største prædikanter kirkehistorien har kendt til, var netop kendt for at ligegyldig hvilken bibeltekst han brugte, så kunne han se evangeliet i den og sørgede for at det var evangeliet der blev forkyndt udfra den tekst. Og sandheden er ogs¨at evangeliet er at finde i hele evangeliet, hvis bare vi kigger ordentligt efter. Men alt for mange prædikanter har fået Guds ord til at handle om at have et godt liv, få en bedre økonomi, få bedre venskaber osv. Udemærkede ting, men hvis de bliver forkyndt uden evangeliet, bliver det til lov istedetfor. Lov uden nåde vel at mærke. Der er brug for at danske præster vender tilbage til at prædike evangeliet, også selvom de ved at det vil betyde at store dele af menigheden vil forlade dem. Fordi mange af dem ikke ønsker at høre evangeliet. For evangeliet er en anstødssten, for dem der ikke tror, men til frelse for dem der tror.

Jeg er ond
Det er også noget jeg er klar over i det arbejde jeg får lagt her på bloggen. Der er nogen der tror at for mig handler det kun om at komme med historier om en frafalden kirke. Det være langt fra, jeg kunne skrive langt mere om dette, men jeg skal passe på ikke at overfokusere på det der er forkert, det vil betyde at jeg mister balancen (og det har der til tider været tendenser til). Jeg ved at der findes folk der læser denne blog af netop de årsager, og hvis man kun gør det, så har man et problem. For det handler ikke kun om hvad andre gør forkert, jeg er jo selv en synder og derfor skal en kristen passe på ikke kun at pege på andre. Vi er også nødt til at pege på os selv. Det skrev jeg engang om på et tidspunkt hvor læsertallene var steget til et ret højt tal. Da jeg havde så mange læsere tænkte jeg at det var på tide at pege på hvem vi mennesker virkelig er, og så bagefter pege på hvad Jesus har gjort for os. Det gjorde jeg i indlæggene Jeg er ond og Jeg er ond, men Gud har alligevel valgt at elske mig.
Efter at have skrevet dem, faldt læsertallet med en trediedel. Og det kunne ses et pænt stykke tid efter. Alt andet lige var det interessant at se, at bedømmelse vil man godt have af andre, men når det kom til en selv blev det for meget. Heldigvis lever jeg ikke af høje læsertal, da det ikke er en reklamefinansieret hjemmeside det her. Plus at jeg heller ikke får tiende fra folk der læser på bloggen. Men en præst der er ansat i en kirke med en presset økonomi (og dem er der faktisk mange af) kan desværre føle sig nødsaget til at holde det klare evangeliske budskab tilbage, for at beholde folk i kirken. Men sagen er stadig den, at en dag skal vi stå foran Gud og der stå til ansvar for vores måde at forvalte vores tjeneste på, ikke for hvor mange penge der kom ind i tiende. Den præst der ikke prædikede evangeliet i frygt for at mennesker skulle udvandre, vil blive kaldt en dårlig og utro tjener. Det ønsker jeg ikke for nogen præster, derfor har jeg også valgt at formane og opmuntre til at forkynde det vidunderlige smukke klare evangeliet igen.

Men er det sandt?
Så er vi tilbage til indlæggene igen. Dem som mange er blevet vred over. Her vil jeg godt indrømme at jeg godt kunne have skrevet mange af dem meget bedre, jeg vil også godt medgive at nogen af dem er skrevet i kødet. Det ville være dumt at tro andet, når man har skrevet 1000 af dem. Nogen af dem må være skrevet i kødet, da jeg har en syndig natur. Nogen af dem kunne jeg også have skrevet pænere, mens andre kunne jeg godt have skrevet mere klart. Jeg er et syndigt menneske som Jesus i sin nåde har frelst fra et liv i synd, elendighed og håbløshed, men jeg har stadig en syndig natur som bestemt kan påvirke måden jeg skriver på. Men spørgsmålet er ikke kun om måden jeg har skrevet det på, eller tonen jeg har i det (selvom det kan have betydning). Nej, det der er mest væsentligt her er om det jeg skriver er sandt. For hvis det er sandt, så er der mange præster der har et stort problem overfor Gud og deres menighed. Hvis det ikke er sandt, så er det mig der har et problem overfor Gud. Og et ret stort et faktisk.
Jeg har sat en ære i at der er mulighed for få en dialog. Jeg vil meget gerne i dialog med dem der er uenige med mig. Flere gange har det også medført nogle gode debatter. Nogle gange negative. Nogle få gange har det medført at jeg har fjernet indlæg jeg har skrevet. Hvis jeg pga en læser finder ud af at jeg har været for hurtig til at konkludere, så vil jeg også godt vise at jeg har taget fejl. Og helt ærlig efter 1000 indlæg, så må der være nogen af dem der står noget forkert i. Men jeg har også haft debatter med folk der var uenige, men efter et stykke tid har givet mig ret. Nogle af disse debatter har foregået i kommentarerne, mens andre på mailen. Men nu handler det ikke om jeg har ret eller ej. Men om det der står i Guds ord er sandt eller ej. For lige præcis her, ser jeg også at liberalteologien har invaderet kirker der engang var evangeliske. Guds ord er blevet til noget man kan diskutere hvad betyder, istedetfor at vise hvad betyder. Jeg ønsker at vise hvad Guds ord betyder, uden at bøje det til ukendelighed for at få det til at passe ind i mit lille hoved. Mit hoved er ikke godt nok dertil!

Frugter
En anklage jeg ofte har hørt, er at jeg bringer splittelse med mine skriverier, at jeg ikke skal dømme, og at der ikke er nogen frugter af mit arbejde. Den med splittelsen skyldes ofte at man ikke har en bibelsk forståelse af splittelse der er i orden, og splittelse der ikke er i orden. Derfor skrev jeg Paradokset om splittelse for at få klarhed over den forvirring som findes på det område. Til dem der siger døm ikke kan jeg anbefale at læse denne pupolære satiriske post som giver en tankevækkende vinkel. Eller læse hvad John MacArthur siger om folk der siger sådan:

“Folk som ikke ønsker at deres udsagn skal granskes, folk som ikke ønsker at blive holdt ansvarlige for det de prædiker eller tror på, folk som ikke ønsker at få at vide at de tager fejl, de kommer altid med dette bibelvers: Døm ikke for at I ikke selv skal dømmes.”

Så kom vi til frugterne. Har denne side nogen gode frugter? Jeg ville synes at det er for meget at påstå at denne side har skabt en hel masse gode initiativer i Danmark. Men den har været brugt til det, men det er ikke til at vurdere fra min side hvor meget af det kommer fra arbejdet på denne hjemmeside, og hvor meget fra anden side. Men jeg kan nævne noget som sammen med andre tiltag har været en frugt. Der har været mange kristne i Danmark som har fundet ud af at de ikke er de eneste der kan se der er noget fuldstændig galt med de moderne kirker i Danmark. At finde ud af at der er andre der mener som en selv, er både en trøst, og også med til at skabe en lyst og et håb om tilbagevenden til evangeliet. Der er også opstået initiativer rundt omkring. Folk mødes, studerer bibelen og beder sammen. Som følge af at folk er kommet i kontakt med hinanden igennem denne side, er der nogen der startede kirke op i Bjerringbro. En kirke jeg selv blev medlem af, efter at blive ekskluderet som forkynder i en anden kirke pga min juleprædiken sidste år. Og der ser ud til at være flere på vej. Der har været to sommerlejre medgode bibellærere som Paul Washer, Charles Leiter og Peter Hammond, plus et seminar med Justin Peters. Der er også folk der er begyndt at turde stillle spørgsmål til deres præst. Som har gjort opmærksom på de forkerte ting der foregår i kirken. Det er ikke altid det er blevet modtaget så godt, men det er vigtigt at disse ting bliver taget op, så lederskabet bliver husket på hvad der står i Guds ord. Og her har jeg fundet ud af at langt flere ledere end forventet har et fuldstændig forkert forhold til udsagnet “Rør ikke Guds salvede”. For det betyder ikke at man skal afholde sig fra at give bibelsk konstruktiv kritik.
Så er der også dem som takker for min anmeldelse af bogen “Hytten”. Bogen som folk har gjort til en moderne Pilrimvandringen, selvom det er to vidt forskellige guder de skriver om. Pilgrimsvandringen handler om bibelens Gud, det gør Hytten ikke. Foruden de andre bedømmelser jeg har af bl.a. Rick Warrens vrøvl og Joel Osteens ekstreme manipulering af Guds ord m.v. Disse bedømmelser som jeg har sørget for er dokumenterede, har også gjort at præster nogen steder ikke usagt har kunne promovere disse tåbelige bøger. Folk har bl.a. siddet i studiegrupper (som før studerede Guds ord) som havde fået at vide de skulle læse en bog af Rick Warren, undersøgt skriftstederne og fundet ud af at Rick Warren ændrede skriftens betydning. Det har givet mange debatter i de studiegrupper. Debatter som har skabt splid, men vel at mærke en splid som er nødvendig (læs Paradokset om splittelse. Men en ting som jeg anser som rigtig vigtig, er at denne hjemmeside har været med til at vise hvad evangelisation er. Det er nemlig ikke at være “relevant kirke” eller lave en masse socialt arbejde. Ikke at der er noget galt med socialt arbejde, men uden evangeliet er det tomt. Evangeliet er enkelt og det kan forkyndes så det giver mening. Noget som Ray Comfort har været en spydspids for, hvilket man kan se i den berømte video “Hells best kept secret”.

Sandheden om mig
I de tre år jeg har kørt denne hjemmeside, har jeg indimellem fundet ud af at der går nogle underlige om hvem jeg er. Rygter, halve sandheder, udokumenterede anklager o.l. Det er hvad man må leve med, når man viser hvad en lige pind er, og hvad en skæv pind er. (Den lige pind er evangeliet, de skæve pinde alt muligt andet).For hvad skal folk gøre ved det? Det nemmeste her er at komme med nogle dumme historier om hvem en er, og sørge for at de får en til at virke utroværdig, og dermed håbe at folk ikke vil læse hvad jeg skriver. Det har dog ikke hjulpet. For mange folk kan efterhånden godt se, at det jeg har advaret om, i dag er ved at ske for øjnene af os. Som når Frikirkenet eksempelvis inviterer en New Age filosof som hovedtaler til deres lederkonference. Hvem havde troet det for bare få år siden. Det er lige præcis den slags jeg har advaret om ville ske, hvis vi ikke snart omvender os fra vore ubibelske veje.
Jeg har ikke brugt så meget tid på at fortælle om mig selv, eller give modsvar på de underlige historier jeg hører. For jeg vil godt passe på med at prædike mig selv. Jeg synes der er for mange der bruger mere tid på at prædike dem selv, istedetfor at prædike Jesus. En der var kendt for det var den falske profet William Branham. Det der var kendetegnende for ham var at han elskede at fortælle hvad Gud havde sagt personlig til ham, hvad han havde oplevet af åndelige oplevelser her og der, og hvordan Gud brugte ham. Jeg får simpelthen spat af at høre folk tale sådan. Men dem er der rigtig mange af i dag.
De taler mere om hvad Gud har sagt til dem, hvad Gud har brugt dem til, og hvor tæt de lever med Gud. Hallo, det skal vi andre nok selv kunne finde ud af at vurdere om I gør. Hvad med at prædike Kristus i stedet for. Det handler nemlig ikke om hvordan I bliver brugt, men at Jesus bliver prædiket som død korsfæstet og opstanden. Folk der prædiker sig selv, har en kraftig tendens til åndelig arrogance, og det har jeg mange eksempler på.
Ikke desto mindre tror jeg tiden snart er inde til at fortælle mere om de ting jeg har oplevet igennem de sidste fire år. For jeg tror det kan være en hjælp til folk der står og er splittede over hvad de skal gøre i den kirkesituation de pt er i. Ikke at alle skal gøre som mig, men de tanker jeg har haft om det (forkerte og rigtige), og hvordan andre har gjort, kunne måske være en hjælp. Jeg ønsker dog ikke at gøre det uden at have det underbygget af Guds ord, netop for at undgå det bliver at “prædike mig selv“. For mine tanker og oplevelser er ikke en autoritet. Det er stadig Guds ord der er det. Dertil tror jeg heller ikke at det at jeg fortæller min historie vil stoppe de skøre historier jeg hører om mig selv. Det er bare sådan en ting jeg må leve med.

En bøn om vækkelse
Hvis du er en kristen, så brug din tid fornuftigt. Find ud af hvad Guds vilje er, hvad Guds vilje er for dig, og det finder du ud af ved at gå ind i vækkelse. Hør hov, kan jeg bare gå ind i vækkelse? Ja, du kan bede Gud og at vække dig, og når Han gør det (for det vil Han gøre hvis du beder Ham om det), så vil Han give dig en lyst til at søge Ham, igennem Hans ord. For sand vækkelse har altid vist sig at være kendetegnene ved en tilbagevenden til bibelen. Vækkelse kommer ikke ved at lave “relevante kirker”, “superåndelige kirker”, eller gøre det popsmart at være kristen, eller holde gospelkoncerter med dygtige sangere der ikke er født på ny. Sand kristen vækkelse har altid været kendetegnende ved at kirken har vendt tilbage til den bibelske forkyndelse, og når folk har hørt den har mange ikke kunne stå imod. Fordi Gud velsigner ved sit klare ords forkyndelse.
Den ser vi også i den største bibelske vækkelse der nogensinde har været. Den har jeg bl.a. prædiket over i kirken som jeg blev ekskluderet fra. Det er en den vi finder i det gamle testamente, om kong Josija som finder skriften frem igen, efter mange års fravær. Hvad det medfører kan man høre i denne prædiken “Josijas og den største vækkelse i det gamle testamente”.

Ja det blev et langt indlæg, med mange links. Jeg regner dog ikke med at de næste tre år vil medføre 1000 nye indlæg. Jeg har ikke den samme tid som før. Jeg har kone og tre børn som har førsteprioriteten, jeg er ved at videruddanne mig på Uni ved siden af mit arbejde, jeg prædiker i kirken jeg kommer i, og er med i netværket Tilbage til bibelen. Dertil er jeg madinteresseret, og har mine små hobbyer i form af gamle musicals og tyske film fra tyverne og trediverne (kald mig bare underlig). Så der er nok at se til. Men jeg ønsker at fortsætte med bloggen her, men ville ønske at der var flere der tog initiativet til noget lignende. Men vel at mærke folk der også elsker Guds menighed, har en god teologisk forståelse og en brand efter at fortælle andre sandhedenog advare imod den kommende dom. Noget de vil gøre på grund af deres kærlighed til Ham der gav sig selv for os på Golgatas kors, så vi kunne få evigt liv hos Ham i Himmelen. Amen.

Categories
Falsk Lære Kirke

Er Hildebrandt en naturlig udvikling for Frikirkenet?

At Frikirkenets ledere i denne weekend samles i Kolding og har sat New Age filosof (og agitør) Steen Hildebrandt på som den hyppigste taler, er ikke så overraskende. Det er heller ikke overraskende at flere af de ledere der hører på Hildebrandt, bagefter vil sige: “Vi kunne ikke høre noget galt, han sagde det samme vi mener i forvejen”, er heller ikke overraskende. For der er flere af de elementer Hildebrandt fokuserer på, som også er noget mange tilsyneladende forvirrede kirkeledere fokuserer på. At de siger at de ikke kunne høre noget galt, viser kun at de enten ikke er åndeligt modne og/eller ikke teologisk funderede.

Men det er ikke noget nyt, for det viste de sidste år ved deres invitation af den engelske præst Paul Scanlon som tilhører den søgervenlige del  af trosbevægelsen. Jeg hørte hans hovedtale sidste år, og jeg var ikke begejstret, selvom den blev taget godt imod. Lad mig kort genfortælle den:
Paul scanlon starter med at bruge mellem ca en trediedel af sin prædiken på at fortælle om hans rejse til Danmark. Rimelig uinteressant, men okay, det kan ske, og det havde da også nogle morsomme elementer. Han forsøgte såmænd nok at tale sig ind til folk og lære dem at kende på den måde. Det er noget man ofte ser hos karismatikere. Det ses eksempelvis også hos den evangeliske og reformerte karismatiker C. J. Mahaney. Han forkynder godt om Jesus, men han bruger alt for meget tid før han går i gang med sin prædiken (som plejer at være god). Men tilbage til Paul Scanlon, jeg ventede på at han skulle tage fat i Guds ord, men så gik han i gang med at fortælle hvordan hans kirke var blevet meget stor. Så fortalte han hvilke aktiviteter man havde taget fat i, og at det var sket fordi man havde vist folk at de skulle finde en ressource i sig selv. I sin fokus på dette sagde han flere gange at dette stod i bibelen, og at han nok skulle vise det.

Det stod der da ikke
Til sidst i sin prædiken tog han så endelig fat i Guds ord, og viste os hvor det skulle stå henne. Så tog han tre historier fra bibelen, som intet havde at gøre med at finde en ressource i sig selv. Jeg var ganske enkel målløs da jeg hørte ham bøje Guds ord til det ekstreme, for at få hans ide til at blive bibelsk. Jeg husker ikke alle tre historier, men en af dem husker jeg tydeligt. Han fortalte om enken der kom til Elisa og sagde at hun skyldte penge, men fordi hendes mand var død, kunne de ikke betale. Elisa sagde hun skulle gå ud og låne en masse krukker og lukke sig inde i sit hus med dem. Derefter skulle hun tage og hælde olivenolie op i dem, indtil der ikke var mere tilbage. Der kom så mirakuløs meget olie ud af hendes oliekande, så alle krukkerne blev fyldt op. Hun kunne nu sælge olien og der var nok til at betale gælden. Den historie ændrede Paul Scanlon til at handle om følgende: Enken fandt en ressource i sig selv ved at gå til hendes enorme netværk af mennesker. Fordi hun havde det netværk kunne hun låne en masse krukker, som nu kunne blive fyldt op. Hendes ressource var hendes netværk.
Men hov, hvorhenne blev Gud lige af? Han forsvandt. Væk var fokus på miraklet, væk var fokus på Guds omsorg og kærlighed, væk var evangeliet. Istedet var det blevet en klar fokus på mig selv, og på hvad jeg kan, og jeg er i stand til. Ret typisk trosbevægelsesvrøvl som sætter mennesket i centrum og ikke Gud.

Men hvad har det at gøre med invitationen af Steen Hildebrandt?
Hildebrandt er New Age filosof. En af de få ting New Age folk har til fælles (og er noget Hildebrandt har en del fokus på), er hvad mennesket er i stand til. Fordi vi er små guder i os selv (panteistisk forståelse). Sidste år havde man en forkynder på besøg, som gav et budskab der var uden evangeliet, og med mennesket i centrum istedet for Gud. Man syntes ovenikøbet det var godt, og lagde prædikenen ud på nettet, så vi andre kunne høre hvor godt det var. Man så altså ikke noget problem i den forkyndelse. Hvad sker der så? Ja, når man ikke kan se noget galt i Paul Scanlons mangelfulde forkyndelse (og den var ellers tydelig nok), så er der jo ikke noget til hinder for at man tager det næste skridt. Hvis man kan have en der kalder sig kristen, men ikke prædiker et kristent budskab (men et menneskecentreret). Så kan man vel også have en der ikke kalder sig en kristen, men prædiker et menneskecentreret budskab. Det er hvad man har fået nu. Det værste er, de kan ikke engang høre det, og de kan ikke engang se der er noget galt. Frikirkenets egen formand giver selv udtyk for det, i sin svar på kritik i Udfordringen denne uge. Det kan man læse på dette link, hvor man først ser læserbrevet han svarer på: http://udfordringen.dk/art.php?ID=19328. De folk i Frikirkenet der kan høre og se problemet, bør tage sig sammen og sige fra, og tale for at det er den evangeliske forkyndelse der er brug for at få tilbage i kirken. For det er det budskab Gud har lovet at velsigne med sin Ånd. Han har ikke lovet at velsigne en kirke der tror, at man kan få en bedre kirke ved at søge råd hos mennesker der i Hans øjne er åndeligt døde.

Næste gang bliver det anderledes
Næste indlæg kommer ikke til at omhandle denne sag. Det bliver istedet et ganske særligt indlæg, som kun vil forekomme yderst sjældent, og ellers ikke er noget jeg benytter mig så meget af. Men da det blev muligt denne gang, tænkte jeg at jeg at nu skulle det være. Se med i starten af næste uge, hvor den kommer.

Se også disse indlæg:

Frikirkenet inviterer New Age filosof som hovedtaler

Formålet med New Age

Steen Hildebrandt og hans New Age filosofi

Hvad skal jeg sige til min præst?

Categories
Endetiden Evangelisation Falsk Lære Kirke Overfladisk kristendom

Er der plads til evangeliet hos Frikirkenet?

Jeg kan ligeså godt køre sagen om Frikirkenet til ende (se sagen på dette link). At påstå at Frikirkenet er ubibelsk alene på baggrund af deres invitation af en New Age filosof som hovedtaler, er ikke nok begrundelse. Men sammen med meget andet, er det efterhånden tydeligt at se at Frikirkenet har forladt den bibelske vej. Det vil jeg skrive et par små indlæg om.

Det var der ikke plads til i Domino
For halvandet år siden kunne man se denne video på forsiden af Dominos hjemmeside (Frikirkenets kristne livsstilsmagasin). Da jeg så den blev jeg glædeligt overrasket, og tænkte at det var virkelig godt og flot skridt af Domino, at sætte en sådan evnaglisationsvideo på. Det er to unge mænd der får evangeliet på en klar og tydelig måde. Loven først, og evangeliet bagefter. Helt i overenstemmelse med reformert kristendom og sand vækkelseshistorie.

Men det var en kort fornøjelse, for dagen efter var den væk. Og ikke bare flyttet om i gamle artikler, nej den var helt fjernet og kunne ikke findes mere på deres hjemmeside. Nogen havde altså fjernet denne video. Den var der ikke plads til på Frikirkenets ansigt udadtil. Hverken på forsiden eller som en gammel artikel.
Men hvad skete der så? Jo der kom snart en anden video på forsiden istedet for. Det var af en mand der tog hovedspring i dåbsbassinet.

Den lå på forsiden i flere måneder, uden at blive fjernet. Man kan stadig se artiklen på dette link: Hovedspring i dåbsbassinet. Så man har altså plads til en video med en person der ikke tager dåben alvorligt. Men laver det om til noget pjat. Men to unge mænd der får evangeliet på en måde så det giver mening at omvende sig til Kristus, er der ikke plads til. Hvad er det for en strategi, eller tanke der ligger bagved en sådan sortering af artikler? Er det en kristen stratigi, som fokuserer på Kristus, eller på mennesket?

Find det modsatte af fem fejl
Men dette er blot et eksempel som indikerer at Frikirkenet ikke har plads til evangeliet. Frikirkenets magasin minder mig om den gamle leg, find fem fejl. Men her er det blot med modsat fortegn. Find den ene ting som ikke er forkert. Med andre ord, kan man finde evangeliet i Domino? Og her er svaret nærmest nej og slet ikke tæt på ja. For evangeliet er ikke en tydelig del af Dominos indhold. Men der er plads til en masse andet som virker kristent, som virker kirkeligt, men som reelt set er uden evangelisk fokus eller indhold. Jeg har læst Dominos magasiner igennem fire-fem år. Og jeg husker ikke en eneste gang at have læst noget hvor der var klar fokus på hvad Jesus gjorde på korset for os, og heller ikke hvorfor jeg har brug for at omvende mig til Kristus, foruden gode gamle vægtige emner som karakteristika ved Guds personlighed, gudsfrygt, eller syndens løn og fortabelsen. Men hovedspring ned i dåbsbassinet, ja det kan man godt have, foruden en masse anbefalinger af bøger af vranglærere som Brian McLaren, uigennemtænkte artikler om Rick Warren og sådan kunne jeg fortsætte.
Jeg ville ikke blive overrasket over at man et eller andet sted, kunne finde noget evangelisk der havde sneget sig ind et sted. (Der har jo før sneget sig en god video ind på deres hjemmeside). Men det er bestemt ikke det der er fremtrædende hos Domino. Det er istedet blevet til en forkert fokus på kirken, og ikke på Kristus. Men kirken er ikke noget værd uden Kristus. For uden Ham, er det kun en masse syndige mennesker der render rundt og udøver religiøse gerninger. Men med Ham, og med fokus på Ham, vil der komme liv i kirken. Det liv Jesus giver behøver ikke have noget at gøre med fed lovsang, underholdningsindslag og smarte prædikener med ugebladspsykologi. Det liv Jesus giver er langt højere end det, og det er dette liv der er savnet hos Domino.

Næste gang satser jeg på at skrive om hvorfor Frikirkenets invitation af en New Age filosof var en naturlig udvikling.

Categories
Falsk Lære Kirke

Frikirkenet+New Age=En Spindoktor???

Sagen om Frikirkenet der har inviteret en New Age filosof som hovedtaler til deres lederkonference, har udviklet sig til det bizarre (se artiklen på dette link). Denne sag er blevet håndteret så kollosalt dårligt af Frikirkenet, at jeg har to råd til dem. For det første: “Omvend jer fra jeres ubibelske veje og begynd at prædike evangeliet istedet”. Det andet råd behøver de kun gøre brug af hvis de ikke følger det første: “Få jer en spindoktor”.

Det første råd tror jeg flere af læserne her kan forstå. Men hvorfor det andet råd? Jeg har jo arbejdet sammen med journalister, og fandt der ud af hvordan man skal håndtere det pressen skriver om en. Noget af det værste man kan gøre hvis der er kommet en dårlig historie ud om en virksomhed, er at holde sin mund. Konsekvensen bliver en meget større fokus på ens virksomhed end ellers, og vel at mærke en negativ fokus. For journalisten regner med at tavshed er lig med flere skelletter i skabet. Det er langt bedre for sådan en virksomhed at gå offentligt ud og sige hvad man mener. Også selvom folk kan være enige eller ej. Et klart statement vil kunne lukke munden på mange journalister, og være med til at gøre sagen mere uinteressant. Dertil viser det også handledygtighed at kunne gøre det.

Det gjorde Dansk OASE faktisk da de efter at have haft en romersk katolsk forkynder på deres sommerstævne, blev kritiseret for at invitere en mand, som ikke troede på retfærdiggørelse af tro alene. Det var en kritik OASE tog alvorligt, debatterede, og fik lavet et skrift om. I det skrift meldte de ud, at de ikke mente retfærdiggørelse af tro var et afgørende element i kristendommen. Her er jeg jo klart uenig, men jeg har respekt for at de meldte det klart ud. De viste hvad de står for, og det var ikke bibelsk baseret kristendom. Frikirkenet burde tage ved lære af OASE og gøre det samme. (Se link om OASE her).

Hvad bør Frikirkenet så melde ud?
Ganske enkelt sandheden. Og sandheden er at de godt kendte til at Steen Hildebrandt er en New Age tilhænger, og er dybt involveret i New Age. Men at de inviterede ham alligevel, fordi de mente at kunne lære noget af ham. Det ved jeg personligt og flere andre, at de var vidende om. Jeg har tre kilder på at det er tilfældet, og enhver påstand om at Frikirkenet ikke kendte til dette, er ganske enkelt usand. Det kan være at nogle af deres ledere ikke vidste om det(muligvis fordi nogle af de andre ledere har misinformeret dem). Men der var indtil flere ledere der var vidende, og ikke anså det som et problem, før de inviterede Hildebrandt. Men det bør ikke være mig der melder det ud, det bør være Frikirkenet selv.

Modne ledere?
Det kan godt være at Frikirkenet tror at de er så åndelig bevidste og modne, at de godt kan finde ud af at sortere det dårlige fra Hildebrandts undervisning. Det er jo fra folk i Frikirkenet man ofte hører den slidte frase “spis fisken og spyt benene ud”. Et citat der ikke er bibelsk og som Frikirkenets folk også har vist at de ikke formår at leve op til. For det er de samme mennesker der har godkendt Rick Warrens ubrugelige selvhjælpsbøger. Nogle af de samme folk har sagt The Shack er en god bog, selvom det så tydeligt er en bog der beskriver en helt anden Gud end bibelens. Det er de samme folk som ikke har turdet gøre op med emergent church bevægelsen, og har tilladt at kirker fra trosbevægelsen kan være med i Frikirkenet. Nej dette er ikke en flok åndeligt bevidste og modne kristne som kan sortere det dårlige fra. De har vist at de gør lige det modsatte. Hvordan de viser det vil jeg komme ind på næste gang, og det er ganske enkelt chokerende hvad Frikirkenet har gjort for at få evangeliet ud på et sidespor, og menneskefokuseret vrøvl ind på scenen istedetfor.

Men hvis Frikirkenet melder ud at det var en fejl at invitere Hildebrandt, så bør de gøre det ved samtidig at aflyse møderne med ham. Det ville være det rigtige signal at sende her. Men hvis de blot melder ud at det var en fejl, men ikke aflyser Hildebrandt, så har de endnu engang vist at de ikke mener det er en fejl der betyder noget. Det vil jo vise  at de reelt set er ligeglad med den kritik, som de har fået fra den del af kirken som er bibeltroende og som kender Guds vilje i disse ting. Spørgsmålet er om man som kristen overhovedet skal følge sådan nogen ledere? Men se med i næste afsnit, hvor jeg vil vise hvad der er plads til hos Frikirkenet, og hvad der ikke er plads til.

Epilog (eller måske nærmere epigram): Som en sidebemærkning på det jeg skrev om Dansk Oase. Præsten fra Århus Valgmenighed Keld Dahlmann som er en del af Dansk Oase, er faktisk gæstetaler på Frikirkenets lederkonference. Det er ganske interessant at udover at man inviterer en New Age filosof, så har man også inviteret en fra et kirkesamfund, der mener at retfærdiggørelse af tro ikke er et essentielt punkt for kristendommen.

Categories
Endetiden Falsk Lære Forvirret lære Kirke podcast Prædikener

R. C. Sproul om Halvtreds års kirkeligt forfald

R. C. Spoul er kendt som mister Reformed i USA. Han har været professor i teologi, og arbejder stadig som pastor, selvom han efterhånden er en ældre herre, og har gennemgået en hjerneblødning. Men han drives stadig af lysten til at prædike Guds ord. Efter at have hørt denne undervisning flere gange til og fra arbejde i bilen, kan jeg godt forstå at han har svært ved at stoppe som forkynder. For i denne undervisning viser han hvor stort behovet for en klar forkyndelse af evangeliet er. For det er blevet langt større efterhånden som kirken mange steder i den vestlige verden er forfaldet. Hvordan det forfald hænger sammen med de filosofiske ideers udvikling, og den romersk katolske kirkes fokus på økumenisk arbejde, fortæller Sproul her skarpt og klart.

I starten vil man muligvis synes han bruger lidt lang tid på at forklare hvordan ideer hænger sammen, og bliver udviklet. Men det vil give mening. Dette er en undervisning som viser hvor vigtigt det er for kirken at holde fast på doktrinerne, særlig de fem solaer (Skriften alene, Kristus alene, Troen alene, Guds ære alene, og troen alene). Men som også viser den klare fare der er ved at arbejde sammen med kirker der ikke kan tilslutte sig disse fem solaer. For som Sproul siger, hvis vi ikke kan blive enige om disse fem, har vi så overhovedet noget at vi kan arbejde sammen om som kirke?

Men dette er ikke kun om hvor skidt det står til i kirken. Det handler også om, at hvis kirken skal kunne fungere ordentligt til Guds ære, så må vi der forkynder Guds ord, holde fast i den gode forkyndelse, og prædike Kristus. Vi skal stoppe med at prædike os selv, vore egne ideer, egne oplevelser, egne små kæpheste, men istedet prædike Kristus som korsfæstet død og opstanden!

T4G 2010 — Session 2 — R.C. Sproul from Together for the Gospel (T4G) on Vimeo.

Du kan også Dowloade den her.

Categories
Falsk Lære Kirke Kommentar til medierne

Frikirkenet har ingen bibelske argumenter

Sagen med Frikirkenets invitation af New Age filosof Steen Hildebrandt til deres lederkonference, har udviklet sig. Og jeg vil her kommentere på lidt af det. [Jeg er efter dette indlæg blev skrevet, blevet vidende om at Frikirkenets kendskab til Steen Hildebrandts forbindelse med New Age, har været helt klar. Man har blot forsøgt at minimere og fortolke hans forbindelser, på en måde som man har håbet gjorde det mindre problematisk at invitere ham. Det har dog ikke ændret  på de konklusioner jeg i forvejen har skrevet her.]

Vidste Frikirkenet at Steen Hildebrandt var New Age tilhænger?
Det er dette spørgsmål som mange har stillet, og jeg ved mange har kontaktet deres pastorer for at få svar. I den forløbne uge har Frikirkenets folk haft samtale om dette, og åbenbart haft svært ved at finde ud af hvad de skulle melde ud. For det burde være nemt at svare på. En kommentator har svaret at Frikirkenet har undersøgt sagen og meldt ud at Hildebrandt ikke er New Age tilhænger, men et søgende menneske. Hvis det er noget man har fået fra en person der repræsenterer Frikirkenet, så er der to ting som de har overset. For det første bekender Hildebrandt sig personlig til New Age. Han kalder det bare Old Age istedetfor. Men han har flere gange offentligt meldt ud hvad han står for.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg opfatter Jes Bertelsen som en lærer, men samtidig er det heller ikke noget, jeg taler særlig meget om. Jeg er jo klar over, at jeg løber en risiko for at blive opfattet som en nyreligiøs discipel, der bliver hjernevasket af en guru. Men omvendt – det, jeg tror på, vil jeg også stå ved offentligt.”  http://www.djoef.dk/djoefbladet/Arkiv/DJOeFBladet2007/DJOeFBladetnr132007/Hjertetviservej.aspx

Dertil kan man læse om hans inspirationskilder i denne artikel af ham selv: http://www.steenhildebrandt.dk/files/Bidrag_til_boeger/BTB_paa_kursus_med_nlp_guru_tony_robbins.pdf . Der kan man bl.a. læse at hans inspirationer er Rudolf Steiner, Martinus, Dalai Lama, Deepak Chopra foruden Jes Berthelsen. Det er kort sagt New Age bras af værste skuffe, han henviser til her. Men det andet Frikirkenet har overset, er Hildebrandts aktive arbejde for at få New Age tanker og metoder indført i bl.a. folkeskolen. Det er et projekt han har med New Age leder Jes Berthelsen og familieterapeut Jesper Juul (Se link her). Så ikke nok med at Hildebrandt klart bekender sig til det nyreligiøse, så arbejder han også aktivt og seriøst for det nyreligiøse. Dermed er det ikke sandt hvis Frikirkenet påstår noget andet.

Andre udmeldinger fra Frikirkenet
Men dertil ved jeg også at det er forkert at Frikirkenet ikke vidste om Hildebrandts åndelige ståsted. Det har jeg fra flere kilder i Frikirkenet fået at vide. Det er ovenikøbet kilder der synes det er i orden at benytte sig af Hildebrandt, på trods af hans New Age filosofi. Den ene har fortalt mig at det har de vidst i lang tid. Jeg har selvfølgelig meldt tilbage, at så burde Frikirkenet også melde dette ud offentligt, så man kan få mindsket eventuelle rygtedannelser omkring dette. Men det er tilsyneladende ikke sket. Så med de forskellige udmeldinger fra Frikirkenet, har vi enten at gøre med en gruppe mennesker der lyver, eller ikke ved hvad der foregår. Hvad enten det ene eller andet, så er det et særdeles dårligt signal at sende fra dem der burde være kirkens ledere. Jeg ved at Hildebrandt ikke selv ville mene at dette var en måde at agere på i disse tilfælde. Så der er da en ting de kunne lære af ham, trods alt. Men det ville jeg nu godt have fortalt dem, også fuldkommen gratis.

Men lad os nu antage:
Men lad os kort antage at Frikirkenet har ret i at Hildebrandt ikke er New Age tilhænger, men et søgende menneske. Det er tydeligt at det ikke er tilfældet, men spørgsmålet er om det ville forbedre situtationen for Frikirkenet. I fald Hildebrandt kun var et søgende menneske, og man havde inviteret ham til at tale om ledelse, så er dette stadig et klart forkert signal at sende. For det ville betyde at man havde inviteret en der åbenlyst ikke havde fundet sandheden, til at undervise folk som angiveligt skulle prædike sandheden, og derfor også kende sandheden. Hvor klogt er det lige at sætte sådan en til at undervise? Hvis de virkelig mener at det er en god argumentation for at invitere Hildebrandt, så er de jo nødt til i samme åndedrag at sige, at de ikke selv mener at have fundet sandheden. Ellers ville det ikke give mening at invitere ham.
Men det er måske også her hele årsagen til miseren ligger. Alt for mange i Frikirkenet har en så lav forståelse af evangeliet og bibelen, at de ikke fatter hvad sandheden er, og derfor søger den alle mulige andre steder. Som i verdslig ledelsesfilosofi, også selvom den kommer fra nyreligiøse sider. Ceteris Paribus, så er det stadig en trist historie.

Se også følgende links om sagen:

Frikirkenet inviterer New Age filosof som hovedtaler

Formålet med New Age

Steen Hildebrandt og hans New Age filosofi

Hvad skal jeg sige til min præst?