Categories
Evig dom Hvem er Gud? Synd Troens forsvar

Ønsker vi ikke at Gud er retfærdig?

Ofte siger folk at det da ikke kan være meningen at Gud vil dømme mennesker. Men ønsker vi virkelig det når det kommer til stykket? Er sandheden ikke at det er langt at foretrække at Gud er retfærdig i sin dom, end at Han vælger at ignorere folks forbrydelser?Lad os tage et eksempel:

Hvad hvis nogen gjorde den person som du holder allermest af fortræd. Med fortræd mener jeg virkelig forbrudt sig imod den du elsker højest. Lad os antage at det kunne være voldtægt, tortur eller mord. Du vidste hvem der havde gjort forbrydelsen, og fandt bagefter ud af at forbryderne ikke ville blive anklaget fordi det offentlige retssystem, var ligeglad. Det er måske svært for os i Danmark at forestille sig, men der findes lande hvor det er tilfældet. Hvis det skete, ville du så ikke blive vred. Ville du ikke føle at det ville være så uretfærdigt, at du måske endda kunne finde på selv at finde på at opsøge forbryderne og udøve retfærdighed.
Hvad hvis det var dine børn det var sket for? Ville du så ikke gå meget langt? Ville du finde dig i at nogle havde forbrudt sig mod dine børn? Ville du ikke sørge for at retfærdigheden ville blive udøvet?
Jeg ved at hvis jeg ikke kunne få politiet eller retssamfundet til at tage en sådan sag op, og jeg virkelig havde gået langt for at få dem til det uden held. Så ville jeg se mig nødsaget til personligt få fat i de personer der havde forbrudt sig mod mine børn og straffe dem. Nej, jeg er ikke tilhænger af selvtægt. Men jeg ville ikke finde mig i at se at en sådan uretfærdighed kunne få lov at stå ustraffet. Jeg ønsker retfærdigheden skal ske, og det ville du også gøre.
Derfor ønsker jeg, og du heller ikke, at Gud skulle være uretfærdig. Du ønsker en retfærdig Gud. En Gud der straffer forbrydelser. Hvis Gud ikke var retfærdig ville forbrydere ikke få den straf de fortjener. Bibelens Gud er retfærdig, for det står der igen og igen. Se salme 7.12.
“Gud er en retfærdig dommer, en Gud, der harmes hver dag.”

Her er der bare et problem for os, vi er alle forbrydere. Som der står i Rom 3.23
“for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”
Der findes ikke nogen som ikke har brudt Guds lov. Og lad mig forvisse dig om en ting: Det er meget værre at bryde Guds lov end menneskers lov. Menneskers love ændrer sig over tid, men Guds lov står fast og er faktisk skrevet i vores hjerter. Men i og med, at du har Guds lov skrevet på dit hjerte, så ved du også at du har overtrådt den. Derfor skal du også straffes. Men samtidig er Gud også en barmhjertig Gud som ikke ønsker at straffe. Derfor har han, fordi han også er retfærdig, sørget for at dem der kaster sig ind under Kristus vil undgå straffen. For dem har Kristus allerede betalt straffen for på Golgatas kors. Men dem der siger de ikke har brug for Jesus, og ikke har brug for tilgivelse, og ikke vil omvende sig fra deres eget liv. For dem er der kun evig straf.
Så hvad får Gud ud af det? Svaret er retfærdighed. Gud er en retfærdig Gud der er nødt til at straffe lovbrud og lovbrydere. Han gør det ikke for at være ond, men for at retfærdigheden må ske fyldest.
Hvorfor at Helvede skal være så forfærdelig som det er, må jeg komme ind på en anden gang. Jeg har dog kommet ind på dette i den podcast som hedder Hvad er vigtigt?.
Hvis du er i tvivl om du virkelig er en synder, så kan jeg anbefale dig at læse siden Hvad er synd?

Categories
Bibelen Evig dom Hvem er Gud? Kirke

Evangelisk forkyndelse: Nødvendigheden af retfærdighed

Når vi ser på den nytestamentlige menigheds forkyndelse, så er der særlig et element som går igen, men som det 21århundredes kirke næsten har glemt. Det er nødvendigheden af retfærdighed. Det kan vi bl.a. se på de prædikener som bliver holdt i apostlenes gerninger. Se her hvad Peter eksempelvis sagde i sin prædiken i hedningen Cornelius hus:

”Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde.” Ap.g 10.42

Og det sagde han i et hjem hvor han var blevet inviteret for at forkynde. Eller som Paulus prædikede for athenerne:

”Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.” Ap.g. 17.30-31

Paulus sagde faktisk i dette at athenernes hidtidige trosformer var baseret på uvidenhed, men at de nu ikke længere behøvede være uvidende, for nu havde Gud vist sig igennem Jesus, så vi kunne vide hvem Han er, og hvad Han vil. Det var provokerende for athenerne at høre den slags, det var et budskab som forstyrrede deres personlige fred.

Det var den form for forkyndelse kirken holdt dengang. En forkyndelse der viste folk at de vil komme til at stå til ansvar for deres gerninger, og at de vil blive dømt af en Hellig og retfærdig Gud. De advarede folk imod den kommende dom, og viste at det var muligt at undgå den dom ved at omvende sig til Jesus Kristus, som havde taget dommen på Golgatas kors, for dem der ville kaste sig ind under Ham.

Vi ser ikke at i den nytestamentlige menighed at nogen stillede sig op og sagde “Gud elsker dig og har en vidunderlig plan for dit liv”. Vi ser heller ikke at nogen stillede sig op og sagde “Tro på Jesus og få succes, bedre sex, mere indhold i livet, et mere spændende liv o.l.”. Istedetfor ser vi at der var en meget klar fokus på der kommer en dom hvor Gud vil dømme folk. Så når vi ser dette er så kraftig en del af den nytestamentlige forkyndelse, så bør og skal det også være en del af forkyndelsen i dag. For der står jo ikke i bibelen at det skal vi holde op med at prædike i 1995, bare for at tage et år som eksempel.

Men er det ikke også det vil ønsker af Gud, at Han er retfærdig? Det vil jeg svare på snart i et kommende indlæg.
Se første og andet afsnit i denne serie her:
Guds hellighed
og her
Menneskets syndige natur

Categories
Falsk Lære Forvirret lære

Bob Beeman siger vi ikke er syndere

I indlægget “Hvad prædiker Bob Beeman” skrev jeg, at jeg hverken kunne se eller høre dødsmetalprædikanten Bob Beeman prædike evangeliet. Det var der nogen der var uenig med mig i, hvilket kom til udtryk i kommentarerne. Jeg bad kommentatorerne om at henvise mig til forkyndelse fra Bob Beeman, hvori han virkelig prædikede evangeliet, for det ville jeg med glæde høre. I starten fik jeg bare at vide “AT DET PRÆDIKEDE HAN”, men der var ikke rigtig nogen der viste mig hvorhenne han gjorde det. Indtil der var en som så havde gjort et forsøg, og henvist mig til nogle prædikener, som han mente skulle være evangeliske.

Før jeg skriver hvad jeg så hørte, vil jeg godt sige at jeg har respekt for, at der endelig var en der ville henvise til eksempler på hvad han mente var evangelisk forkyndelse. Og jeg tror bestemt også at vedkommende anbefalede den forkyndelse af de rigtige hensigter. Desværre kunne jeg ikke høre evangeliet, men noget andet hvilket jeg kommer ind på bagefter. Det vil jeg dog ikke give kommentatoren skylden for ikke at kunne høre, men de kirker som har været med til at gøre evangeliet mudret og svært forståeligt. Det er dem jeg anklager for at være skyld i at mange kirkefolk ikke længere kan høre forskel på evangelisk forkyndelse og hvad jeg vil kalde vrøvl.

Men hvad hørte jeg så? Jo, jeg hørte en lille serie som hed “Who am I“. Der var flere ganske rigtige ting, som jeg ikke var uenig i. Han talte lidt om hvordan det var i Edens have, og at der var sket noget i haven så vi blev adskilt fra Gud. Derfra gik han over til at fortælle os hvem vi så er i Jesus. Når vi vel at mærke er blevet frelst. Hvordan man bliver frelst definerede han ikke. Det var nærmest en parantes, som han bestemt ikke gik i dybden med. Det behøver man nu heller ikke altid gøre, men jeg oplevede det personligt som om han ikke havde lyst til at beskrive det på tilfredsstillende vis. Men det er vel at mærke min egen subjektive oplevelse, og behøver ikke nødvendigvis være rigtigt. Man kan selv høre efter hvis man ønsker det. Men noget Bob Beeman brugte ret meget tid på var at tale om hvem vi er i Kristus. Og det var ligesom at høre det menneskecentrerede budskab som vi hørte meget i de karismatiske kredse i starten af halvfemserne. Vi talte kolossal meget om vores identitet i Kristus. Hvad vores rolle var i Kristus. Hvad vi var i stand til i Kristus. Men vi talte ikke ret meget om, hvem Kristus er i mig. Allerede dengang syntes jeg at det blev en overforkusering på os selv, mens Jesus kom til at stå i baggrunden, og det mener jeg også i dag. Jeg vil dog ikke sige at den slags lære vil være total ødelæggende for Bob Beemans troværdighed, i fald han også kunne finde ud af at prædike evangeliet klart og tydeligt. For jeg kan godt leve med fejl i forkyndelsen. Men jeg havde endnu ikke hørt ham prædike evangeliet, hvilket jeg ellers var blevet sat i forventning om. Men jeg fortsatte til næste del af hans undervisning/prædiken. Her blev jeg dog meget chokeret.

I hans podcast “Who am I part 2” siger han at alt for mange kristne identificerer sig selv som syndere der er frelst af nåde. Til det siger han “That is not true”. Han sagde ganske klart at det var forkert at se på sig selv som en synder der var frelst af nåde. Og det var vel at mærke noget han gjorde ret meget ud af. Dette er simpelthen ubibelsk. Det er sandt at Gud ikke længere ser på mig som en synder, når jeg er frelst. Men det er fordi Han ser Jesus istedet for mig. Jeg er stadig en synder frelst af Guds nåde, og enhver der påstår at det er en forkert måde at se på sig selv, skaber problemer for troen og dens udgangspunkt. Men det vil jeg nu ikke gå så meget ind i, da det siger sig selv at det er forkert at sige sådan.

Jeg vil istedet bruge Bob Beemans udtalelse til endnu engang at påpege at denne mand er forvirret. For jeg ved godt hvor han har den idé fra. Det er en lære som stammer fra trosbevægelsen. Jeg ved at bl.a.  Pastoren for Oslo Kristne Center Åge Åleskjær ( en trosmenighed) har talt rigtig meget for netop denne lære. Og vi ser den også hos andre trosprædikanter. Den har sin basis i den lære der hedder “little gods”, som ikke er en kristen lære, selvom trosprædikanter prøver at bilde folk dette ind. Nu tror jeg ikke at Bob Beeman er en del af trosbevægelsen, for det er ikke kun det han prædiker. Men han viser at han er forvirret fordi han bruger falsk lære fra både den ene retning og den anden retning. Han er som så mange andre moderne kristne i dag, han kan ikke sortere god lære fra dårlig lære. Lad mig holde fast i at jeg respekterer ham for hans sociale arbejde, og hans efter sigende behagelige måde at være på overfor andre. Men jeg har stadig ikke hørt manden prædike evangeliet. Jeg har istedet hørt ham prædike noget vrøvl.
Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge jer som har inviteret Bob Beeman til jeres “kristne dødsmetal” koncert “Green light District Festival” om der ville være plads til forkyndelse som den her nedenunder, eller om I ikke bare har inviteret en der siger noget der lyder godt i jeres ører, og bare bekræfter jer i det i ønsker at blive bekræftet i.

Og hvis der er plads til forkyndelse som det her, hvorfor inviterer I så ikke en der forkynder evangeliet klart og tydeligt, istedet for Bob Beeman som ikke kan formidle det klart?

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Kirke Korset

Julens sande budskab

Jeg har haft lidt travlt her op mod jul (som så mange andre). Derfor har jeg en del ting som jeg mangler at følge op på her på bloggen. Men det må ske efter jul, og noget af det må vente til først i det nye år. Jeg vil dog ønske en glædelig og velsignet jul til alle læserne.

Jeg ved at vi lever i en tid, hvor mange kristne er bekymret over de problemer der p.t. er i kirken. Det er nemt at blive deprimeret når man kigger på kirkens tilstand. Men vi har et håb, og det er et håb der er større end noget håb man kan få i denne verden. Vi har nemlig verdens frelser Jesus Kristus som vores håb. Kirkehistorien har da også eksempler på værre perioder end den vi ser lige nu, og den viser at Gud har vist at Han er den der kan ændre historiens gang, og har fået kirken tilbage til sit udgangspunkt som er Guds ord. Men vær ikke som dem der siger at kirken ikke er værd at komme i, ikke er værd at bruge tid på, og ikke er noget som man skal tage alvorligt mere. Kirken er Guds gave til Hans børn. Også selvom den ikke altid ser helt ud som den burde (og der er selvfølgelig begrænsninger for hvad man skal finde sig i fra sin kirke, men man må godt gå langt her mener jeg. Det gjorde Luther, Wesley og mange andre jo også).

Men nu skulle det handle om julens sande budskab, og det har jeg fundet her. Det er den kristne børnepopgruppe “Go Fish” som har lavet nummeret her. Den hedder “Its about the cross”. Og det er hvad julen egentlig handler om. Hvilket også var en del af min prædiken fra julefesten i søndags i min kirke.

Min juleprædiken kan man høre høre på dette link.

Categories
Evangelisation Hvem er Gud? Kirke Omvendelse Prædikener

Juleprædiken: Det glemte juleevangelium

Jeg fik i år mulighed for at prædike til kirkens julefest. Jeg tænkte at en af de dage hvor der kommer flest i kirken, er netop en dag som denne. Men mange steder vælger man at overfokusere så meget på julehygge, at man glemmer hvad juleevangeliet egentlig handler om. Det er ærgerligt, for når man ved at der kommer folk i kirken, som ikke er vant til at komme i kirke, så burde man sørge for at give dem evangeliet som det er. Det er jo ikke sikkert man får den mulighed en anden gang. Så det forsøgte jeg at gøre denne gang.

I denne juleprædiken kommer jeg ind på, hvorfor Jesus var så farligt et barn, at Herodes søgte at slå Ham ihjel. Hvorfor det var vigtigt at Gud blev menneske og kom til vores verden, og hvorfor det er afgørende at tilhøre Jesus og ikke sig selv. Send gerne denne juleprædiken til en du holder af, evt på facebook eller andre netværk. Det er en glimrende mulighed for at give evangeliet til en der har brug for det. Og en juleprædiken er faktisk nem at give videre til folk.


Det glemte juleevangelium

Rene Vester | MySpace Video

Categories
Evig dom Hvem er Gud? Korset Synd

Evangelisk forkyndelse: Menneskets syndige natur

Se første afsnit her:Evangelisk forkyndelse:Guds Hellighed

Det andet punkt som er afgørende for om forkyndelsen er evangelisk, er en klar fokus på at mennesket er syndigt, fordi det har en syndig natur. Det er en forkyndelse der i dag møder megen modstand. Nogen påstår at vi er født gode, men at det er verden der gør os onde. Hvilket er en gammel kættersk tanke som stammer fra Pelagius. En lære som kirkefaderen Augustin kig kraftigt imod. Men hvis ikke forkyndelsen viser at vi er syndere med en syndig natur, så har korset ikke nogen kraft. For hvis jeg ikke er syndig, hvis jeg i stedet er god nok på bunden som man siger, og jeg i virkeligheden bare vil det gode og det er godt nok at forsøge at være eller blive et godt menneske, så har Jesus hængt på korset til ingen nytte. Se sådan her på det, Det svarer til at Jesus hænger på korset, og kigger på menneskene, og siger “Hvis I er okay, og jeg er okay, hvorfor hænger jeg så her?”.

Men det der skete på korset var ikke bare noget symbolsk eller overfladisk. Det var Gud der ofrede sin egen søn for at vi kunne undgå Guds straf og vrede. En vrede der skyldtes at vi var fjender af Gud.

“For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde” Rom 5.10

Normalt ville en hersker fjerne sine fjender. Og det vil Gud også gøre, men Han har valgt to måder at gøre det på, og det er op til os at finde ud af hvilken af de to måder, vi ønsker det skal gøres på. Enten ved at omvende os til Jesus og give vore liv til Ham. Hvis vi gør det, kan vi gemme os i Ham, og undgå Guds vrede. For Jesus har allerede taget den vrede på sig. Men for dem der ikke vil omvende sig og leve deres eget liv, er der kun Guds vrede i vente. De ville hellere fortsætte som fjender af Gud, end at blive Hans børn. De elskede deres syndige natur højere end den Gud der ville frelse dem fra deres egen synd.

Så enten fjerner Gud sine fjender ved at gøre dem til sine egne børn, eller ved at sende dem til evig straf i Helvede. Og hvordan vi ønsker at Han skal behandle os, har Han lagt op til os. Han kunne godt tvinge os til alle at komme i Himlen. Men han ønsker ikke at være sammen med folk der alligevel ikke ønsker at være sammen med Ham. Han har istedet givet os en fri vilje, som gør at vi kan vælge om vi vil elske vore synder så højt, at vi vil foretrække dem fremfor Gud. Eller om vi vil lægge vore liv ned, og give afkald på os selv, for at sætte Jesus på førstepladsen i vore liv.

Se også følgende indlæg som forklarer vores ondskab lidt dybere. Men gør det kun hvis du kan klare at læse nogle hårde ord. For jeg kan huske at da jeg skrev disse indlæg mistede jeg bagefter omkring en trediedel af mine læsere.

Jeg er ond!

Jeg er ond, men Gud har alligevel valgt at elske mig

Categories
Endetiden Kirke Overfladisk kristendom

Når kirken ikke prædiker sandheden. Af Francis Schaeffer

“Her er den store evangeliske katastrofe- den evangeliske verdens svigt af opgaven at stå for sandheden som sandhed. Der er kun et ord for dette, nemlig tilpasning: Den evangeliske kirke har sørget for plads til denne verdens tidsånd. Og lad os forstå, at det at tilpasse sig denne verdens tidsånd i vor tidsalder, er intet mindre end den mest grove form for verdslighed i den rigtige definition af dette ord. Og med den rigtige definition af verdslighed, må vi sige med tårer, med undtagelser, at den evangeliske kirke er verdslig og er ikke tro mod den levende Kristus.”

Sagt og skrevet af Francis Schaeffer før sin død i 1984. Her er originalen:

Here is the great evangelical disaster—the failure of the evangelical world to stand for truth as truth. There is only one word for this—namely accommodation: the evangelical church has accommodated to the world spirit of the age. And let us understand that to accommodate to the world spirit about us in our age is nothing less than the most gross form of worldliness in the proper definition of that word. And with this proper definition of worldliness, we must say with tears, with exceptions, the evangelical church is worldly and not faithful to the living Christ.

– Francis Schaeffer

Categories
Hvem er Gud? Synd

Evangelisk forkyndelse: Guds Hellighed

For at en forkyndelse kan siges at være evangelisk, må den også indeholde evangeliet. For at kunne vurdere om det er evangeliet der bliver forkyndt, kan man dele evangeliet op i nogle punkter som hænger sammen, og som er så væsentlig en del af evangeliet, at man ikke kan ignorere det. Medmindre man er ligeglad med om man forkynder evangeliet eller ej. De fem punkter er:
1. Guds Hellighed
2. Menneskets syndige natur
3. Nødvendigheden af retfærdighed
4. Kristi værk på korset
5. Omvendelse og tro på Jesus Kristus
De fem punkter er ikke udtømmende, men en slags minimum for at kunne være indenfor evangelisk forkyndelse. Og det skal heller ikke forståes sådan at hvis man ikke er kommet ind på alle fem punkter, at man så nødvendigvis har leveret et uevangelisk budskab. Men det betyder at ens forkyndelse er smurt ind og drevet af dette indhold. Lad os se på den første.

Guds hellighed

Hvis ikke at Gud er hellig, så er der ikke nogen grund til at Jesus skulle dø på korset, og heller for mennesket til at omvende sig. For hvis Gud ikke er hellig, behøver Han ikke tage synd alvorligt, og så forsvinder resten af evangeliets budskab sin kraft. For så har vi ikke længere brug for syndernes tilgivelse, og dermed er der heller ikke brug for at Jesus skulle dø på et kors for os. Mange steder forkynder man ikke længere Guds hellighed, for man ønsker ikke at folk skal finde ud af at de skal stå til regnskab overfor en Gud som ikke tåler synd. Man vil hellere prædike så folk har det godt med dem selv, får et godt selvværd, og har lyst til at komme i kirke igen og blive opmuntret til at fortsætte med at leve sit eget (religiøse) liv. Men det er nødvendigt at folk ser, at Gud er så hellig at han ikke kan tåle synd. Dvs at hvis en synder kommer i nærheden af Gud, så vil det være så forfærdeligt at opleve, for ens egen synd, skam og urenhed vil stå frem som det det er. Man vil se sin egen ondskab som den er, og man vil se at man kun fortjener en ting, og det er evig straf.

Hvor meget bedre er det ikke at finde ud af ens sande tilstand i dette liv, hvor der endnu er tid til at vende om? For det er mens vi er her, at Gud giver os nåde til at vende om , hvis vi erkender at vi har brug for Hans frelse. Dette er kun muligt når vi forstår og har fået forkyndt at Gud er hellig, og ikke kan tåle synd. Heldigvis er Gud også kærlig. Han kunne have nøjedes med at straffe os, men Han valgte at tage den straf som vi skulle have, på sig selv. Så at dem der vil omvende sig fra deres eget liv, og give det til Ham, skal frelses og blive født på ny og blive Hans børn.

Så punkt nummer et, hvis vi siger vi prædiker evangeliet, prædiker vi også om Guds hellighed.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære

Hvad prædiker pastor Bob Beeman?

Jeg har lovet at kigge på Bob Beeman som en opfølgning til indlægget Og vi spiller DØØØDSmetal. Så den kommer her.

I kristne heavy metal kredse er Bob Beeman en person som dukker op flere gange. Han er en langhåret tatoveret mand på 57 år. Jeg har fået at vide at han er en utrolig flink, varm og behagelig mand. Det tror jeg på er sandt og synes også at han virker til, selvom jeg ikke har mødt ham personligt. Men at han er flink betyder ikke nødvendigvis, at han også prædiker et sandt evangelium. For jeg har hørt det samme om Dalai Lama, og han prædiker bestemt ikke evangeliet. Så jeg kan ikke godkende nogen alene af den årsag at man er en flink fyr o.l.

Hvad der er mere vigtigt er hvad han prædiker, og hvad han ikke prædiker. For at leve op til at prædike evangeliet er kravet at man prædiker evangeliets indhold. Det kan man finde ud af om man gør hvis man kan definere hvad evangeliet er. Vi har altså brug for en overordnet definition som kan bruges til at teste hvorvidt man prædiker et bibelsk evangelium eller et andet. Dette kan i overordnede træk laves om til en liste. Det er ikke sådan at forstå at hvis man overholder listen er man automatisk evangelisk. Men at ens forkyndelse burde have dette indhold for at kunne være indenfor evangelisk forkyndelse.

Evangeliets indhold er indeholdt i disse fem punkter, som hænger nøje sammen:

  1. Guds Hellighed
  2. Menneskets syndige natur
  3. Nødvendigheden af retfærdighed (dvs at Gud vil dømme alle og at Han ikke vil se igennem fingre med synd, derfor var Han nødt til at knuse sin egen Søn i vores sted, fordi han netop ikke kunne se igennem fingre med vor synd.
  4. Kristus værk på korset (handler om Guds retfærdighed)
  5. Omvendelse og tro på Jesus Kristus

Jeg mener ikke at man nødvendigvis behøver komme ind på alle fem punkter i al ens forkyndelse, men at ens forkyndelse er drevet af, og smurt ind i disse elementer, er et tegn på at man også forkynder evangeliet. Det er relativt nemt at høre om det er dette som der bliver prædiket, eller om det er noget andet. Hvis man prædiker evangeliet, burde dette være så stor en del af ens forkyndelse, fordi det er forståelsesgrundlaget for evangeliet. Det er også klassisk reformeret kristendom at have disse punkter med. Læs blot tekster af Luther, Wesley, Tozer m.v. Så spørgsmålet er om Bob Beeman prædiker dette? Jeg vil på et senere tidspunkt gennemgå punkterne, og deres betydning for forståelsen af evangeliet.

Bob Beemans forkyndelse
Nu har jeg ikke hørt alt hvad pastor Bob Beeman har prædiket, eller skrevet. Men jeg har ledt efter god forkyndelse, dvs ting om korset, om synd, og ydmyghed eksempelvis. Umiddelbart lyder det ikke så forkert. Det lyder som det man plejer at høre i de fleste kirker i forvejen. Men jeg har ikke hørt han er kommet ind på nogen af de fem punkter. Det var noget der lød godt, men uden at forkynde Jesus Kristus som anstødsstenen. Jeg har hørt hvad han siger om korset, og det var ikke et kors som viste Guds retfærdighed, men et happiness kors. Dvs Jesus døde for dig, for at du kan have det godt. Det er også sandt at jeg kan have det godt fordi Jesus døde på korset, men hvis man ikke fortæller hvorfor jeg kan have det godt nu, så er det dårskab og et kors som ikke giver nogen mening.

Handlingens mand
Men jeg har også læst hvad han har skrevet, og der har jeg kigget på hans blog, som ligger på Myspace.com. Jeg vil godt give ham den respekt, at han virker som en der virkelig bekymrer sig om andre, en som ønsker at være noget for andre. Han virker bestemt til at være en handlingens mand, hvad angår det at være til hjælp, mere end en der bare har det i munden. Det er også hvad jeg har hørt fra flere andre. På det område kan han selvfølgelig godt være et forbillede for andre.

Men det jeg også læser, når han skriver om at være til hjælp for andre er at han har misforstået hvad evangeliet er. For et sted skriver han meget bombastisk at han er irriteret over forkyndere der prædiker at alting er dårligt. For han kan ikke se det er så dårligt. Og så kommer han med eksempler på hvor meget bedre det er at leve i verden i dag, en det var for nogen år siden. Han skriver om at flere har rent drikkevand, og at flere bor i bedre boliger end før. Alt i alt hvis man læser det indlæg kan man nemt stå tilbage med en fornemmelse af at Pastor Bob Beeman tilhører den kirkeretning som tror på “Kingdom now”. Men om det helt er tilfældet er jeg ikke sikker på, det er som jeg skrev blot en fornemmelse. En ting i det indlæg som gør at jeg anser ham som fuldstændig ubrugelig, er at han anbefaler vranglærerens Rob Bells bog Sex God. I flere af hans andre indlæg, er der også forskellige anbefalinger af bøger. Han anbefaler bl.a. “The Shack”, “Blue like Jazz”, m.fl. Der er også indimellem nogen gode bøger iblandt. Men det at han blander tingene sammen viser at han mangler bedømmelseskraft. Hvis man kan anbefale bøger som disse, viser en mangel på forståelse for hvad evangeliet virkelig er.

Konklusion
Alt i alt når jeg kigger på Pastor Bob Beeman står jeg tilbage med et billede af en mand, som er langt mere påvirket af den emergente kirkes tanker, end klassisk kristendom. Det viser sig eksempelvis også i hans blogindlæg om homoseksuelle, hvor han henviser til folk fra de emergente kredse, som Shane Claiborne og Brian McLaren. Dertil er der en stor mangel på forkyndelse af evangeliet. Han kommer ikke ind på nogen af de fem punkter, som burde være et minimum for at kunne være indenfor evangelisk forkyndelse, det handler om en masse andet. At det eksempelvis handler om at være god ved andre, og at gøre verden til et bedre sted at leve, er ikke evangeliet. Det er blot frynsegoder af det at være en kristen, og så bliver det mere en dansen om den varme grød. Om Bob Beeman er en kristen eller ej, vil jeg ikke dømme, han virker for forvirret til at jeg kan bedømme det. Jeg synes ikke han virker så afklaret omkring hvad han tror på som Rob Bell og Brian McLaren eksempelvis. Men det er ikke evangeliet han prædiker, det er tydeligt. Men hvis han er kristen burde han enten holde op med at kalde sig pastor og stoppe med at forkynde. For p.t. prædiker han en dom over sig selv, hvis han fortsætter sådan. Eller også burde han omvende sig, og begynde at prædike evangeliet klart og tydeligt. Det kan godt være at det vil betyde at han ikke vil blive inviteret til så mange “kristne dødsmetal” koncerter som før. Men det er ikke hans sag at bekymre sig om, det er Guds sag. Personlig håber jeg på det sidste, og håber også at der er nogen af hans danske kristne venner som vil snakke med ham om dette når han kommer til Danmark.

Categories
Evig dom Hvem er Gud? Korset

“Er Gud da ikke en egoist?”

Dette er et spørgsmål som opstår hos de allerfleste, også hos kristne. Udover at det er et kættersk spørgsmål, ( ja undskyld mig, men det er det) så er det også et spørgsmål der er vigtigt at få besvaret. Men også forståeligt,eftersom at bibelen er så Gudsfokuseret.

Nogle siger ”Gud omtaler sig selv i flertal, det er da egoistisk.” Umiddelbart virker det egoistisk, når vi sammenligner med konger og dronninger, som skal omtales i vi-form. Men Gud er mere end blot en konge. Han er treenig. Det er sandt at ordet treenig ikke står direkte i bibelen, men der er ikke nogen tvivl om at Gud er treenig. Det er også en af de kristne doktriner at Gud er en, og han er treenig.

At Gud er treenig er en ret vigtig kendsgerning for at kunne forstå at Gud ikke er egoistisk, men kærlig. I johannes evangeliet kapitel 1 står der at, i begyndelsen var ordet, og ordet var Gud. Senere i samme kapitel står der, og ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Ordet var altså Gud, og Gud tog bolig iblandt os. Det som Johannes fortæller os er, meget klart og tydeligt, at Jesus er Gud der blev menneske.

Så Jesus er altså Gud, og den samme Gud blev udsat for verdenshistoriens mest uretfærdige dom nogensinde. Han blev pisket, slået, hånet, og hængt op på et kors til døden indtraf, uden at have gjort noget som helst forkert.

Hvorfor gjorde Gud dette?
Hvordan kan det være at Gud valgte at lade sig udsætte for dette? Før jeg svarer på det, skal du vide at Jesus døde en usædvanlig død på korset. Han døde efter meget få timer. Normalt døde man først efter to til tre dage, men ikke Jesus.

Nogle prædikanter har forklaret den hurtige død med at Gud fik ondt af sin søn og tog livet af ham, så han ikke skulle lide for længe. Disse prædikanter har misforstået alt. De fatter ikke hvem Gud er, og slet ikke hvem Jesus er. Jesus blev knust af Guds vrede, han var syndebuk for alle vores synder på det kors, og Gud valgte at hælde sin vrede ud over sin egen søn, for at vi kunne få lov at gå fri. Det var også derfor at Jesus skreg da han døde, og sagde ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”.

Gud tager altså hele straffen på sig, den straf som vi almindelige mennesker skulle have. At Gud selv tager den straf på sig, viser hvor uselvisk Gud er. En der er villig til at blive ydmyget, for andre måtte blive frelst. En sådan Gud finder man ikke i nogen anden religion. Alt anden religion, selv dem der er dårlige efterligninger af kristendom, såsom Jehovas vidner og mormonerne, er i diamentral modsætning til dette. Hos alle de andre handler det om en gud der er meget langt væk, og som vi mennesker skal gøre os gode nok til at komme til. Dette sker igennem en masse regler som ingen kan leve op til. Men i kristendommen er det Gud selv, der kom til os fordi han så at vi ikke kunne selv. Og samtidig tog straffen for os, så at dem der vil omvende sig fra deres eget liv, og vælger at give deres liv til Jesus Kristus, skal gå fri af den kommende dom. Det er ikke egoistisk, det er en kærlig Gud.