I første afsnit om lignelsen om kongesønnens bryllup, så vi at Gud er den der inviterer, men dem som havde førsteret til at blive inviteret, var ikke interesseret, hvilket fik forfærdelige konsekvenser. Du kan læse første afsnit her: Gud holder fest 1.
Men lad os nu se på de næste tre vers fra denne lignelse:
“Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige.Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet.Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster.” Mattæus 22.8-10
De indbudte var ikke værdige står der. Men hvorfor var de ikke det? De var jo inviteret, og vi kan derfor ikke sige at de ikke var velkomne til festen pga deres mangel på værdighed. Nej deres uværdighed er en som de selv havde valgt. Ikke som en falsk ydmyghed, forstået på den måde at der var nogen af dem der sagde “nej, nej, jeg er ikke værdig til at komme til fest hos kongen”. Nej, de indbudte var ikke værdige, fordi de ikke ønskede at komme med til festen. Deres ønske om at leve for sig selv, og leve i fred for nogen der forstyrrede dem i at leve for sig selv, gjorde dem uværdige. Så hele uværdigheden er en der bunder i dem selv, ikke i kongen. Ikke i Gud.
Man kan godt spørge hvem denne gruppe der havde førsteret til at blive inviteret var. På den tid da Jesus talte, var det jøderne. Guds udvalgte folk, dem som fornægtede Ham og korsfæstede Ham, fordi de ikke ville have Ham da Han kom til dem. Men det har vist sig sidenhen at det samme gælder for kirken. Igennem historien har vi set hvordan kirken er gået forkert, og har forladt skriftens ståsted, og når den så er blevet gjort opmærksom på hvad skriften siger, så har de sagt nej til den. Når Gud har sendt folk som prædikede det fulde evangelium, så har kirken ofte sagt nej til den form for forkyndelse. Men når kirken siger nej, er der andre der får budet. Og det er her at vi ser vækkelsesretninger ofte er brudt frem. Eksempelvis så blev John Wesley lukket ude af den etablerede kirke, fordi han prædikede et for klart og tydeligt evangelium. Han var ellers uddannet præst, men fik ikke lov til at tale i kirken mere. Det passede ikke ind i tiden dengang. Den tids kirke havde et budskab der var tilpasset til den tid, og var ikke i overensstemmelse med bibelen. John Wesley begyndte at prædike på torvene i England istedet. Efterhånden som folk blev frelst, startede man nye kirker og det var sådan at Metodistkirken opstod. Men lignende ting kunne siges om Indre Mission, baptisterne, m.fl. Det er faktisk spændende at høre hvordan disse vækkelsesretninger opstod, det kan man lære meget af! Men tilbage til teksten.
Selvom dem der havde førsteret til at blive inviteret valgte at være uværdige, giver kongen ikke op. Han vil holde fest. Så nu sender han sine tjenere ud for at finde andre der kan komme med til fest. Og Han er ligeglad med hvem der kommer. Det var både onde og gode står der. Alle typer her kunne inviteres med. Det viser noget om kongen her. Han ønsker at være sammen med folk, på trods af hvad de har gjort, og hvem de er. Ligesådan er Gud også. På trods af vore lovbrud, på trods af vores fornærmelse af Ham, vores liv som fjende af Ham, så ønsker Han fællesskabet med os.
Det er interessant at bemærke at det var alle som de fandt, som man inviterede. Der var ikke nogen grupper som man mente ikke duede til at blive inviteret. På trods af, at der blandt dem der her blev inviteret, var alle typer gode som onde, så kunne man komme med til festen. Det var altså ikke en fest som man kom med til fordi man i sig selv var værdig, eller havde gjort et eller andet specielt. Det var kort og godt alle. Hvilken betydning det har for slutningen af denne lignelse vil jeg komme ind på i et senere afsnit i serien her.
En sang som meget flot beskriver Guds opsøgende kærlighed som gør at Han kalder os, på trods af hvem vi er, synger Don Fransisco om i sangen “I don’t care where you’ve been sleepin” som man kan høre her:
For en uges tid siden, skrev jeg indlægget George Harrison som lovsanger. I slutningen af det indlæg havde jeg lagt en video på fra Hillsong, som jeg brugte som eksempel på lovsang med dårlig teologisk indhold. Videoen havde jeg valgt fordi den viste at Hillsong langt mere er en koncertoplevelse, end det er en kirkelig begivenhed. Det syntes jeg videoen viste fint, men den sang som blev sunget i den burde jeg have undersøgt. For den havde faktisk et teologisk indhold som var bedre end meget af den moderne lovsang af i dag. Det er jeg blevet gjort opmærksom på af kommentatorerne og af folk der har mailet mig. Jeg vil godt takke jer som har valgt at gøre mig opmærksom på dette, og undskylde at jeg har nedvurderet nogen af jeres henvendelser.
Jeg vil gerne at de ting som bliver lagt på her på siden, er tilfredsstillende undersøgt og vurderet, men det var ikke tilfældet denne gang. Jeg har derfor ændret på det oprindelige indlæg, men har beholdt det jeg fejlagtigt skrev, for at folk kan se hvad det var for en fejl jeg begik. Men også for at dem der evt. læser kommentarerne kan forstå hvorfor de er som de er. Jeg ønsker ikke at slette kommentarerne, da jeg syntes det kunne blive en form for dårlig cencur.
Jeg ønsker ikke at skjule når der sker fejl her på bloggen . Og dertil har jeg ikke noget ønske om at folk skal læse hvad jeg skriver ukritisk. Jeg vil langt hellere, at læsere selv tænker og vurderer om det der bliver skrevet her er sandt eller ej, og allerhelst vurderer det udfra bibelen. Jeg ønsker og arbejder selv for at det der bliver skrevet og vurderet, sker på Guds ord, og bliver gjort ordentligt. Men fejl kan ske og vil ske, og så skal jeg også være glad for at der er folk der kan være kritiske overfor en, og tør stille problematiske spørgsmål.
Hillsong Men min holdning til Hillsong har ikke ændret sig. Jeg glæder mig over at man kan finde sange med et bedre teologisk indhold, end gennemsnittet af moderne lovsange (lidt firkantet sagt). Men Hillsong er en del af trosbevægelsen, og det kan jeg ikke støtte. De arbejder sammen med Joel Osteen, T. D. Jakes og Joyce Meyer, og viser i deres trosbekendelse og i deres forkyndelse at det er trosbevægelsen som de tilhører. Eftersom de er en del af trosbevægelsen, kan jeg ikke anbefale dem eller deres musik. Jeg mener ikke at folk er dårlige kristne fordi de hører Hillsong, og jeg har heller ikke påstået at man ikke kan være en kristen hvis man hører og synger til Hillsong. Men jeg kan ikke anbefale det, bl.a. fordi de er en del af trosbevægelsen, men ogsa af andre grunde, og jeg kan godt tåle at folk er uenige med mig i dette. Men hvad angår teksterne til deres sange, har jeg været for hurtig, og derfor denne undskyldning til læserne og kommentatorerne på indlægget.
Pastor Steve Lawson er en af de dygtigste vers for vers undervisere som jeg kender. Han har en gudsbenådet evne til at lukke skriften op, så det bliver tydeligt for dem der hører det at, skriftens betydning er skriften. Hans tilgang til skriften er ikke at lægge nogen ny betydning ind i den, men at læse ud af den. Men det er nu også noget som mange har været vrede over at han gør. Mange bryder sig ikke om at høre evangeliet klart og tydeligt.
I denne prædiken introducerer han os til galaterbrevet. Det er faktisk starten på en gennemgang af dette brev, men kan sagtens høres alene, fordi det er en introduktion. Hvis du ønsker at få en bedre forståelse af hvem Paulus var, hvorfor han skrev galaterbrevet, og hvilken betydning det har for os i dag, så kan jeg anbefale at høre denne undervisning. Den er en time lang, og dermed lidt længere end det meste af det vi hører her i Danmark.
I modsætning til nogle af de lange prædikener som Paul Washer holder, som normalt godt kan tåle at blive hørt i bidder, så kan jeg ikke anbefale det her. Steve lawsons forkyndelse hænger meget fint sammen, og har bedst af at blive hørt i sin helhed. Den kan downloades ved at højreklikke på linket forneden. Eller høres direkte ved almindeligt klik på linket.
Her er en video om en open air prædikant i Englans, som har oplevet noget modstand, som jeg synes er værd at vurdere i ytringsfrihedens navn.
Nogle mennesker hader Gud så meget, at de hellere vil fjerne ytringsfriheden, for at kunne slippe for at høre at de engang skal stå overfor Ham. Hvad denne prædikant har været udsat for, er nu ikke noget i forhold til dem der prædiker evangeliet i Kina, Nordkorea, Saudiarabien og mange andre steder. Men bare fordi vi lever i vesten skal vi ikke tro at vores frihed til at prædike altid vil være til stede. Den frihed kan blive fjernet meget hurtigt. Så vil vi benytte os af den mens vi kan, og dem som ikke vil benytte sig af den nu, vil de prædike evangeliet når det engang bliver forbudt? Hvor firkantet spørgsmålet end er, tror jeg ikke det kan besvares helt så firkantet. Men jeg tror bestemt det er værd at tænke over, og finde ud af hvad man er villig til at gøre for Gud. Men her er videoen.
En lignelse som jeg prædikede over for et par år siden, vil jeg gerne gennemgå igen. Den står i starten af Mattæus 22, og jeg har valgt at gennemgå den stykkevis. Lad os starte med de første 7 vers:
“Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by.”
Gud søger os Vi har altså at gøre med en konge som vil invitere til en bryllupsfest. Der er her ikke nogen tivl om hvem den konge er, det er selvfølgelig Gud selv. Dem som bor i Hans rige vil Han gerne have med til festen. For det er Hans søn som festen er for. Men folk vil ikke komme. Her kan vi se borgerne sande natur. De ved godt at de har en konge, der er ikke noget der tyder på at de er uvidende herom. Men de ønsker ikke at have fællesskab med kongen. Heller ikke selvom det er noget godt som han ønsker at være sammen med dem om. De søger ikke kongen, men kongen søger dem.
Men kongen (Gud) vil ikke give op. Han ønsker virkelig at de skal komme med til festen, også selvom de ignorerer Ham. Han ønsker at dele sin glæde med sine borgere. Derfor sender Han nu sine tjenere ud for at invitere dem. Så kan de ihvertfald ikke påstå at de var uvidende om invitationen. Det vil dermed ikke være muligt for dem, at kunne sige at de var uvidende om bryllupsfesten.
De får at vide hvad de kan få til festen, og at festen er klar til dem. Der er dækket op, og maden er parat. Men alligevel siger de fra, og vil ikke komme til festen. Deres handlinger viser jo at det er deres eget valg at de ikke vil med, de viser ikke at de har gode grunde til ikke at tage med. En gik til sin mark, en anden til sin forretning, mens andre slog de udsendte tjenere ihjel. De første tos handlinger viser at de sætter deres mark og deres forretning foran andre ting. Marken og forretningen forsvinder jo ikke, fordi de tager med til en fest. Men de vil hellere have deres eget, end de vil glæde sig over kongen der holder fest. De sidste borgere viser at de slet ikke kan lide kongen. Det er som om de tænker “kan kongen ikke bare lade os være i fred? Så vi kan leve vore egne liv, så vi kan leve som vi selv vil”. Når de så bliver forstyrret af kongens tjenere, bliver de så vrede over at de ikke kan leve i fred med sig selv, at de vælger at slå tjenerne ihjel.
Kongens vrede Men hvad disse borgere også har valgt at ignorere, da de valgte at undgå invitationen, og ovenikøbet slog de udsendte ihjel, er at denne konge også kan blive vred. Det er ikke gået op for dem at deres ønske om at leve for sig selv, og ignorere deres konges invitation, vil resultere i kongens vrede. For vi ser nu at borgernes modvilje mod at tage imod invitationen medfører at kongen sender sine hære ud for at slå dem ihjel. Det kan godt være at dette kom bag på borgerne. For de havde måske kun hørt at det var en kærlig konge de havde. Men de havde ikke været opmærksom på at Han også var en retfærdig konge, som kan blive vred på sine borgere når de vælger at leve som om Han ikke findes. På trods af at de vidste hvem Han er.
Afslutning på første del Så i første del af lignelsen ser vi at Gud ønsker at være sammen med Hans skabning. På trods af at de lever for sig selv, og ikke har noget indre ønske om at have fællesskab med Ham, så søger Han dem alligevel. Selvom de lever som fjender af Ham, ønsker Han at opsøge dem. Så Gud giver ikke bare op, Han forsøger virkelig at få fat i os. Men for dem der siger nej til Hans invitation er der konsekvenser. På trods af at folk har et billede af Gud som viser en der altid er flink og rar og ser igennem finger med folks fejl, så viser det sig at bibelens Gud kan blive vred. Og vel at mærke en vrede som kan betyde døden for folk.
Men heldigvis giver Gud ikke op bare fordi de første Han kalder på siger nej. Men det vil jeg vende tilbage til i næste del af denne serie, som kommer snart.
For et halvt års tid siden skrev jeg et længere indlæg om hvordan man kan blive udsat for massehypnose igennem lovsangen (se her). Det er heldigvis ikke al lovsangsledelse der falder i den kategori. Efter jeg havde skrevet det, fandt jeg en video af en lovsangsleder som fortalte hvordan han som lovsangsleder kunne få folk ind i en bestemt stemning, alt efter hvordan han satte musikken sammen. Det er meget muligt at denne lovsangsleder gjorde dette med en god hensigt, men måden var ikke baseret på bibelen. Selvom han misbrugte et bibelvers nu og da til at underbygge det. Det var nu ikke så voldsomme misbrug, jeg har set dem blive brugt af andre, uden at jeg har gjort noget særligt ud af det.
Men det mærkværdige ved hans undervisning om hvordan man skulle lede en forsamling i lovsang, var at det handlede om at lovsangslederen havde fået evnen og ansvaret for at få folk ind i en bestemt stemning. Han viste i sin undervisning hvordan man kan få folk ind i en stemning, så de blev parat til at modtage forkyndelsen.
Set udfra den tid vi lever i, virker det ikke til at der er noget galt i dette. For det sker jo rigtig mange steder, at lovsangen fungerer på den måde, så hvorfor ikke bare blive bedre til at bruge lovsangen, til at få folk ind i en bestemt stemning? Men set i bibelsk perspektiv er der ikke noget der viser os, at man skal synge, spille eller bygge sangene op på en bestemt følelsesmæssig måde, før prædikanten kan komme til. Spørg dig selv hvor lang tid lovsangskoret var på, før Jesus trådte frem og holdt bjergprædikenen, eller nogen af de andre gange han trådte frem og underviste. Og allerede her er der heldigvis nogen der tænker “Hvilket lovsangskor? For det har jeg da ikke hørt om”. Det betyder nu ikke, at det er forkert at synge i kirken, tværtimod er det helt bibelsk at gøre det. Men vi har ikke brug for at komme ind i en stemning der er manipuleret frem vha musik og sang. Vi har brug for at få forkyndt et klart og tydeligt Guds ord, og ikke være i en tilstand hvor vi følelsesmæssigt bliver svagere til at bedømme hvad vi hører.
For det er det næste punkt jeg ville ind på. Nu er der flere som har henvendt sig til mig og sagt jeg er for hård i min bedømmelse af Hillsongfænomenet (se her). Nogen af dem der er uenig med mig, ser ud til at tro jeg har baseret min bedømmelse af Hillsong på en eller to videoer derfra. Det være langt fra, men det kan man selv undersøge ved at søge på Hillsong på denne sides søgefelt. Men i Hillsong bliver man udsat for denne form for manipulation med ens følelser, som det jeg skrev ovenfor. Man står og synger den ene sang efter den anden. Lovsangsbandet står og hopper og danser og får folk til at danse med og blive en del af stemningen. Man er i forvejen en del af en stor forsamling, og lader sig nemt flyde med på bølgen. Når så endelig prædikanten kommer på, så kan han sige næsten hvad som helst. For folk er i en stemning hvor de tager imod næsten hvad som helst. Jeg har personlig hørt det mest utrolige vrøvl blive sagt i Hillsong, mens folk har siddet og tage imod forkyndelsen ukritisk. Jeg har undersøgt og vurderet om folk tog imod den, og det så det kraftigt ud til.
Men her er et par af videoerne som er lavet af lovsangslederen Doug Flathers. I den første fortæller han hvordan det angiveligt er lovsangslederens opgave at få folk ind i en bestemt stemning, og i den anden viser han eksempler på hvordan han gør. Denne lovsangsleder har glemt hvad lovsang er. Lovsang handler ikke om at manipulere folk ind i en bestemt stemning, men om at lede folk ind i lovsang til Gud!
Hvis man ønsker at undersøge hvordan man ikke skal misbruge lovsang til at manipulere med folk, kan man se resten af Doug Flathers videoer her: Doug Flathers om lovsangsledelse
I går skrev jeg om den lidt underlige historie om hvorfor Store Stygge Ulv løslod de tre små grise, da han endelig havde fanget dem (se her). Årsagen var skrev jeg:
“For hvis han ikke havde dem at rende efter, så kunne han se at hans liv ikke havde nogen mening.”
Store Stygge Ulvs liv handlede om at fange de tre små grise. Men da han endelig fangede dem, var han nødt til at løslade dem, for at undgå at miste meningen med sit liv. Ligeledes er der mennesker der påstår at de søger sandheden, men som ikke vil tage stilling til sandheden når de møder den. Jeg har mødt dem mange steder, de vil gerne diskutere åndelige områder, og filosofere sig frem til det ene og det andet. Men når de finder ud af at man siger at man kender sandheden, så slår de fra. Det er ikke i orden at sige man kender sandheden, for det er for meget at forlange for et menneske. Dermed sætter de sig selv i en ret mærkværdig situation. For dels siger de at det de selv søger efter ikke kan findes. Og dels siger de at det ikke er muligt for et menneske at kende sandheden. Hvis de virkelig mener det, så viser de at deres liv er tomt og nyttesløst. For hvorfor skulle man søge efter noget der ikke kan findes? Det er jo tåbeligt.
Men jeg er overbevist om at der er en anden årsag til deres påstand om at de søger sandheden, som de reelt set ikke mener alligevel. Det lyder nemlig godt i andres øren at sige den slags. De kan endda få det til at lyde som om de er intelligente. Men hvis de bliver konfronteret med sandheden så vil perspektivet med deres liv jo forsvinde. For hvis de virkelig en dag skulle stå overfor sandheden, så ville det betyde at de var nødt til at forholde sig til den. På det tidspunkt var de nødt til, ligesom Store Stygge Ulv, at finde ud af om man ville betale den pris det koster at forholde sig til sandheden, eller ej.
For enten kender man sandheden og lever efter den, eller også lever man som om der ikke er nogen sandhed, på trods af at man er blevet gjort bekendt med den. Udtrykket “Sandheden er ilde hørt” må jeg sige ser ud til at være sandt. Forresten så er sandheden en person. Han hedder Jesus og omtaler sig selv sådan her:
“Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Johannes 14.6
Hvor underlig overskriften end lyder, så er dette fortsættelsen på indlægget fra i går, om det er arrogant at sige at man kender Gud (se her). Men dette indlæg handler om problematikken ved at sige man søger sandheden.
Jeg vil starte med Dan Turells digt fra 1976 fra “Dagens Disney evangelium”. Det er en genfortælling af en enkeltstående episode fra et ældre Anders And blad. Det var den udgave med store stygge ulv og de tre små grise, hvor ulven endelig får fat i grisene. For en gangs skyld var der ingen Gårdmand Bjørn, klokkeblomst eller lille stygge ulv m.m. som kunne forhindre ham i at fange grisene. Hans drøm om at tilberede dem, krydre dem og spise dem, skulle nu endelig ske. Men nu hvor de tre små grise ligger på gulvet, sker det værste der nogensinde er sket i store stygge ulvs liv. Jeg citerer Dan Turell:
“Så var det, Praktiske Gris stillede ham det helt saglige spørgsmål
ikke noget klynk og pjat med Praktiske Gris som der var med hans tankeløse brødre;
men en sidste chance for en ny erfaring – han stillede ham spørgsmålet:
hvad han – Store Stygge Ulv – nu ville tage sig til,
hvad skulle hans liv nu bestå af,
når grisene var ædt
og gryden var kold
og Store Stygge Ulv havde hvilet sig godt
efter sit solide, mangeårigt velfortjente måltid?
når Store Stygge Ulv igen stod op
efter sit livs festbanket – hvad så?
Den virkede”
Disse spørgsmål fik Store Stygge Ulv til at tænke ret alvorligt over tilværelsen. For hvad betød det for ham, når han ikke længere kunne leve for at fange grisene? Hvad skulle han så give sig i kast med? Hvad ville det betyde for hans nuværende liv? Det ville jo betyde at hans liv ville blive forandret fuldstændig. Han var nødt til at leve på en helt anden måde. Så det ender med at han løslader grisene. For hvis han ikke har dem at rende efter, så kunne han se at hans liv ikke havde nogen mening. Ligesom dette indlæg ikke har nogen mening hvis man ikke læse fortsættelsen som kommer næste gang. Selvom den intelligente læser nok har fattet pointen.
En anklage man nemt kan få i dag er at man ikke kan tillade sig at sige at man kender Gud. For hvordan kan man dog finde på at påstå at man ved hvem Gud er? Og man kan slet ikke tillade sig at påstå at man kender sandheden. Det er arrogant siges det, og dette høres fra alle sider. Ligefra ateister, new age folk, og folk der kommer i kirke og påstår at de er kristne. Men jeg kan ikke se at det skulle være arrogant. Kun hvis man kunne sige det med udgangspunkt i ens egen “åndelighed”.
Men når man siger at vi ikke kan vide hvem Gud er, og at vi ikke kan kende sandheden, så gør vi samtidig Gud meget lille. Vi skaber en gud som ikke evner at vise hvem den gud er. En gud som kan skabe verden, men åbenbart ikke har evnen til at artikulere hvorfor den gud skabte verden. Det er en meget svag gud. En sådan gud kan jeg ikke tro på. Den Gud som har skabt denne verden, har vist fantastiske evner. Når den Gud også kan skabe folk med personlighed, og siger i sit ord at vi er skabt i Hans billede, så er det fordi den Gud selv er en person. Vel at mærke en person som kan artikulere hvem Han er, hvorfor Han har skabt os, og hvad Hans formål med os er.
Når man påstår at Gud ikke kan gøre dette, så ophøjer man mennesket, og gør Gud mindre. Men der er også en anden årsag som viser hykleriet blandt disse mennesker som siger de søger sandheden, men samtidig siger at den ikke kan findes. Se hvad det er i næste kommende indlæg.
Ændring af indlægget her d.14/6: Pga kommentarer og henvendelser er dette indlæg blevet ændret. Hvorfor det er sket, kan man både læse senerehen i indlægget, samt på dette link som hedder Undskyldning til læserne.
I 1970 indspillede Beatles guitaristen George Harrison et af sine allerstørste hits. “My sweet lord” hed den. Det var en slags lovsang kan man vist godt sige. Her er et lille uddrag af den:
“My sweet Lord
Hm, my Lord
My sweet Lord
I really want to see You
Really want to be with You
Really want to see You Lord
But it takes so long, my Lord”
Og sådan fortsætter det. Min søde Herre, jeg vil gøre det og det, og jeg elsker dig, ih hvor jeg dog elsker dig. Efterhånden som sangen udvikler sig, begynder der så at komme kor på som synger halleluja indover. Til dem der ikke kender sangen, kan den høres på dette link: Youtube. Jeg kan dog ikke anbefale den, fordi den hænger fast i hovedet på en irriterende måde. Dertil er der billeder i videoen som jeg ikke synes om at have liggende på denne side. Men jeg synes samtidig det er den video som bedst viser sammenblandingen af religionerne i sangen.
Denne sang fik mange til at tro at George Harrison var blevet en kristen. Mange kristne har også sunget sangen som lovsang i deres kirker, og troet at dette var en god sang. Mange er dog også blevet overraskede når de fandt ud af at halleluja koret i slutningen af sangen, blev udskiftet med tilbedelse af Hare Kristna. Koret begyndte at synge de mantraer som bliver brugt af tilhængere af Hare Krishna bevægelsen. Men for George Harrison var dette ikke noget problem. For den gud han sang om var ikke en artikuleret gud. Sangen havde jo ikke noget reelt indhold om hvem gud er. Gud var blevet degraderet til et ord, en følelse, en åndelig oplevelse. Gud var ikke konkret og tydelig åbenbaret i det som George Harrison sang. For Harrison var der ikke nogen forskel på Kristus og Krishna. Det forhold som han havde til sin gud, var ikke et der var veldefineret. Det var ikke en som man kunne finde ud af hvem var, ved at fortælle om den gud. Men kun ved at komme ind i en bestemt følelsestilstand.
Problemet Men om Harrison valgte at synge til Krisha eller ej, så har denne lovsang et problem. Problemet er at gud blot er blevet til et ord. Den der står bag ordet gud, er ikke en som jeg kan sætte klare ord på. Det er en gud hvis person kun kan opleves i det man kalder ” the area of non-reason”. Man har en følelse overfor den ordet handler om, men jeg kender ikke personen når det kommer til stykket. Jeg ønsker blot at tilbede den eller det. Vi har altså at gøre med en lovsang uden teologisk indhold. Den ligger langt fra de gamle salmer som havde et stort teologisk indhold. Rigtig mange af de gamle salmer som man i flere kirker i dag har dømt udenfor, viste og beskrev hvem Gud er. Hvad Han har gjort for os, og hvad Han ønsker af os m.m. Disse sange fik folk ind under huden, når de sang dem ugentlig i kirken, og dagligt i hjemmene. Man kunne huske dem og man tænkte over dem, fordi de fortalte hvem Gud er.
Lovsangene af i dag er så langt fra de gamle salmer som beskrev Gud. De ligner langt mere George Harrisons hinduistiske lovsang. Mange af dem er faktisk med langt mindre teologisk indhold end Harrisons sang var, og kunne derfor med held synges i mange andre religiøse retninger. Der er ikke noget specielt ved dem, som gør dem tydeligt evangeliske. Men vi synger dem gladeligt, og tænker at det lyder friskt, det lyder moderne, og folk er glade, og kan ovenikøbet finde på at danse til dem. Hvad der jo er forståeligt nok, da det mere er influeret af dansemusik, end original lovsang.
Lad mig give dig et eksempel. Her er en video fra Hillsong, hvor de har fået besøg af Joel Osteens lovsangsleder, Israel Houghton. De synger en sang som hvis man kigger på noget af teksten kan virke udemærket. Men omkvædet kvæler budskabet, sådan som jeg ser det (læs hvorfor på dette link.) Omkvædet bliver gentaget igen og igen, så det bliver omkvædet der bliver hængende i ens sind. Det er ikke verset man husker, som faktisk har lidt indhold i sig. Man ender istedet med “Let the redeemed of the Lord say so”. Hvad man så end skal bruge det til. Jeg er blevet gjort opmærksom på at mange af Hillsongs tekster (dette er ikke en Hillsong tekst) har reelt teologisk indhold, hvilket er godt. Personlig kan jeg ikke anbefale dem alligevel. Det skyldes flere ting. Dels at de er en del af trosbevægelsen, og dels at deres forkyndelse er kolosal dårlig, og også viser at de er en del af trosbevægelsen. Men det vil jeg vende tilbage til en anden gang, man kan dog se mere om det på dette link.
Rettelse Det der står her nedenunder var den del jeg ikke havde forklaret ordentligt, samt udvalgt en video til, der var et forkert eksempel på lovsang uden telogisk indhold. For det viste sig at netop den sang der blev sunget her, havde et teologisk indhold. Jeg skulle derfor ikke have valgt den. Årsagen til at jeg valgte videoen var primært for at vise at det der skete ved Hillsong ikke er decideret kirkeligt. Det er en koncert, og stemningen er også derefter. Det ligner det Tozer kaldte at pumpe en stemning op, mere end det ligner folk der kommer for at høre et klart og tydeligt Guds ord. Det er også sangene som folk de husker Hillsong for, deres forkyndelse er bare en man tager imod når man har sunget tilpas meget. Desværre er man på det tidspunkt i en stemning som gør at man bliver meget nemt modtagelig for næsten hvad som helst. Hvad jeg også skrev nedenunder, og hvad jeg også stadig mener. Men teksten fra videoens sang, skulle jeg have undersøgt, og det undskylder jeg at jeg ikke har gjort, og dermed også undervurderet nogle af spørgsmålene fra kommentatorerne her nedenunder. De første 17 kommentarer er fra før ændringen af dette indlæg. Jeg har valgt at lade det oprindelig stå nedenunder her, for at andre kan forstå de første kommentarer, men også fordi jeg ikke har noget problem i at vise at jeg kan være for hurtig og lave fejl her på bloggen. Jeg ønsker at de ting der bliver skrevet her, er vurderet ordentligt, men kan lave fejltagelser, og det er sket her. Men her er den oprindelige del:
“Lad mig give dig et eksempel. Her er en der har været til Hillsong, som har optaget noget med sit kamera. Det er ganske rigtigt at folk er engagerede her. Men er det Gud de tilbeder, eller er det blot en følelse. Er det ikke mere en overvældelse af at være med til noget hvor folk er sammen om noget fælles. Og dem der står og synger på platformen, får de virkelig folk til at fokusere på hvem Gud er? Eller er det her ikke mere end en koncert, fordi den er uden teologisk indhold, men bare med musik der svinger?”
“Og hvad så? Der findes stadigvæk kirker som er glade for at synge George Harrisons hinduistiske lovsang, på trods af at de ved at den er hinduistisk. Man siger bare “at vi synes det er en god sang, og vi lægger det i den vi har lyst til”. Jeg ville ikke kunne komme i en sådan kirke hvor man ikke tog det seriøst at man sang sange som er skrevet til andre guder, og som var helt uden indhold. Men det er der nok mange der forstår.
Men vi siger det samme om de sange som kommer fra Hillsong, og andre såkaldte lovsange uden teologisk indhold. Mange siger at det kan godt være at deres teologi ikke er helt i orden, og at det er ret overfladisk, men det er nogen gode sange, og vi lægger det i dem som vi synes er godt. Men spørgsmålet er måske mere om vi ikke skulle vurdere, om vi bliver påvirket af folk med en overfladisk tro, og dårlig teologi, ved at høre på deres sange? Hvis vi blev påvirket af de gode salmer dengang vi sang dem, hvorfor skulle vi så ikke blive påvirket af Hillsongs sange? Spørgsmålet er nu ikke så meget om vi bliver påvirket, men hvor påvirket vi allerede er i dag? For når jeg kigger ud over kirkedanmark i dag, så ser jeg at den overfladiske kristendom har taget over, og den ser ikke ud til at være på tilbagegang (nej jeg ved godt det ikke kun er Hillsongs skyld, de er blot en del af tendensen). Men heldigvis ser jeg også at Gud rejser folk op til at stå fast på Hans ord. De samme folk har også en tendens til at gå tilbage til de gamle salmer, og vende sig bort fra den overfladiske lovsang. Mon der er en årsag til at det er den slags sange de søger?”
