Categories
Falsk Lære Forvirret lære

In the name of “Bam”

Der er forskellige forståelser af hvordan man udfører dåben. Mange kristne har kæmpet imod hinanden pga forskellige dåbssyn. Det ønsker jeg generelt ikke at gøre. For jeg synes det er et område som har skabt mere splittelse end godt er, og ikke er et område som jeg ønsker at skabe splittelse på.
Men her er en video med Todd Bentley som viser dåb som uden tvivl er meget langt fra det som Gud ønsker. Det er direkte tåbeligt. Todd Bentley døber på et tidspunkt en kvinde “in the name of the father, the son and bam. Jeg var meget overrasket over at han overhovedet kunne finde på at sige det. Men nok mere overrasket over at folk stadig synes at Todd Bentley er fra Gud. Hvis han virkelig var det, ville han så ikke vise mere respekt for dåbshandlingen end han gør her. 

NB: Dette er kun en kopi af den oprindelige video. Det viser sig at Fresh Fire Ministries er igang med at få Youtube til at fjerne videoer som afslører den vranglære som blev udøvet under disse møder. Så hvis du ha rset videoen før, og kan se der er en lille forskel, er dette forklaringen.

Categories
Kommentar til medierne

Skal jeg nu også bruge tid på ham her?

Benny Hinn kommer til Danmark igen. Men helt ærlig så synes jeg at jeg skriver nok om den slags i forvejen. Det er tåbeligt nok, at der er brug for at skrive om Todd Bentley. Jeg gider næsten ikke bruge tid på Benny Hinn også. Det behøver jeg nu heller ikke, for der er en glimrende artikel på Kristeligt Dagblads hjemmeside her. 
Læs den og vurder selv udfra skriften om det der står om Benny Hinn er i orden eller ej. Jeg synes ikke artiklen har overdrevet noget, men virker meget veldokumenteret. Der står bl.a. følgende:

– Enhver som vil donere 1000 dollar til mit fly, vil få sit navn skrevet på indersiden af flyet. Så vil I flyve med mig over hele verden, og hver gang jeg ser jeres navn, vil jeg bede for jer!” Sagt af Benny Hinn ved mødet i Falkoner Centeret 2006.” 

Det med privatflyet er ikke en and. Jeg har hørt andre fortælle det samme som var til møde med Benny Hinn dengang i 2006. Det morsomme var at de virkede til at de ønskede de havde haft 1000 dollar så de kunne få deres navn skrevet på indersiden af flyet.  

Categories
evolution eller intelligent design

Jeg har været i Legoland

Ja jeg var i legoland med børnene. Heldigvis fik børnene mere ud af det end jeg, for der var godt nok alt for mange mennesker og køer alle steder. Selv i isboderne skulle man stå i kø i mindst et kvarter. Og så var det ovenikøbet overskyet. Nåh det var de ligegyldige oplysninger, for det jeg ville skrive var at jeg så dette berømte værk, bare lavet i Legoklodser. Den var der også dengang jeg var barn, og bliver stadig brugt af Legoland i deres reklamer. Det er en legoudgave af Mount Rushmore.

Nu har jeg efterhånden brugt Mount Rushmore til at beskrive Intelligent Design ret mange gange. Men da jeg så Legolands udgave tænkte jeg, at den faktisk er meget mere simpel end den originale udgave. Det er jo kun en simplificeret model. Men hvad ville du sige til følgende historie:

Legolands pressechef fortæller sandheden om deres udgave af Mount Rushmore:
Mount Rushmore var slet ikke planlagt. Det skete ved et uheld. Nogle i vores specielle Legolaboratorium havde kommet til at blande nogle kemikalier sammen, som viste sig at være sprængfarlige. Da de fandt ud af at blandingen var ustabil, og ville sprænge i luften løb de ud af laboratoriet. De havde forsøgt at lave et eksperiment hvor de skulle bruge 1.500.000 grå legoklodser. Hvad de skulle bruges til er fortsat en Legohemmelighed. Men der skete en eksplosion, hvor alle 1½million klodser røg højt op i luften. Det bemærkelsesværdige var den måde de ramte jorden på. For da vi kom tilbage til laboratoriet, lå der et fint billede som vi undrede os over var meget lig med Mount Rushmore. Nogle sagde at det lignede Mount Rushmore så meget, at man ligesågodt kunne bruge det som en del af udstillingen. Så det valgte vi, hvilket vi ikke har fortrudt, da det nærmest er blevet et symbol for Legoland.

Årsagen til at vi først nu er gået ud med sandheden om tilblivelsen af Mount Rushmore modellen, er at vi var sikre på at ingen ville tro på den. Historien var simpelthen for utroværdig. Men vi har nu valgt at fortælle den i dag, fordi der alligevel er så mange der tror at jorden er blevet til ved en tilfældighed, hvilket jo er meget mere usandsynligt en det vi så med Mount Rushmore. Så hvis folk kan tro på det, så kan de vil også tro på sandheden om tilblivelsen af Legolands udgave af Mount Rushmore.

Intelligent design, eller uvidenskabelige påstande fra evolutionister og big bang teoretikere. Vælg selv.

Categories
Hvem er Gud?

Lad os bygge en by med et tårn, som når op til Himmelen

Dette læser vi i Første mosebog 11.4. Nogle læsere ved allerede nu at det handler om Babelstårnet. Et tårn som aldrig blev færdiggjort, fordi Gud stoppede arbejdet. Hvorfor skulle det være så forfærdeligt at menneskene forsøgte at bygge et tårn der nåede op til Himmelen? Svaret læser vi i vers 6 hvor Gud siger:

”Se, de er et folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem.”

Isoleret set lyder det til, at Gud ikke ønsker at det skal gå menneskene godt. Men når vi ved at Gud er en kærlig Gud som har gode tanker for os, så ved vi også at den udlægning ikke kan være korrekt. At Gud skaber forvirring ved at give folkene flere sprog, så de ikke forstår hinanden, og bliver spredt over hele verden, er en kærlighedsgerning. For hvad var det de ville? De ville bygge et tårn der nåede til Himmelen.
Hvis vi selv kan arbejde os op til himmelen, så har vi heller ikke brug for Gud. Nu er sandheden jo at ingen kan gøre sig selv god nok til at komme i himmelen, så illusionen om at man kan arbejde sig til Himmelen er jo heller ikke holdbar. Ligemeget hvor meget vi så end prøver. For at undgå at menneskene gjorde sig selv så store i deres egne øjne, at de ikke længere syntes at de havde brug for Gud, valgte Gud at sprede dem i stedet. De skulle ikke leve med en falsk illusion om at de kunne arbejde sig til perfekthed. Menneskene skulle have en chance for at nå til erkendelse af deres behov for Gud. Gud ønsker ikke at vi skal vandre i uvidenhed om at vi ikke kan leve uafhængigt af Ham. Derfor sørger Han også for at vi kan komme til erkendelse deraf.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære

Todd bentley bliver godkendt

Så skete det. Todd Bentley blev godkendt indsat og accepteret af andre kirkeledere. Jamen dog hvad skal jeg bruge det til? Ikke noget, for det siger mere om dem der godkender ham, end det siger om Todd Bentley. Jeg har set godkendelsen på video, og det var tåbeligt. En masse rimeligt velkendte forkyndere og ledere (flertallet af dem har bestemt ikke noget godt ry i forvejen) står og beder og “profeterer” over Todd, mens han ligger og ryster og råber på gulvet. Der er dog nogle af forkynderne der ser ud til at de føler sig lidt dumme i den situation de står i. Jeg har valgt kun at linke til videoen, for den er så kedelig og dum at se på, at det er det rene spild af tid. Men for dokumentationens skyld er linket her: http://www.youtube.com/watch?v=-A05WQYi7aQ 

Men til gengæld vil jeg gerne vise dette klip som er fra ABC Nightline. I den er der et intrview med Todd Bentley som er særdeles interessant at se. Her siger han bl.a. at han vil levere dokumentation for nogle af de helbredelser som folk påstår sker ved Lakeland. Han bliver bedt om bare tre dokumentationer. Men Todd insisterer på at levere en hel bunke af dokumentationer. Programmet har derefter gennemgået dem, og ikke fundet et eneste brugbart dokument som kan bruges til at dokumentere noget som helst. Og nej heller ikke de såkaldt 18 (eller er det 25 nu) opvækkelser fra de døde.

Lad mig sige det som det er. Jeg har ikke noget problem i at folk bliver helbredt ved bøn. Heller ikke at folk kan opstå fra de døde. For det er omtalt i bibelen. Jeg tror på en stor Gud. Men jeg tror ikke på at Gud vil gøre det igennem en elendig forkyndelse, en forkert fokus på engle, forkerte profetier, massehysteri og voldelige forbønsmetoder osv. Jeg kender Guds ord, og jeg finder ikke noget som ligner dette i Guds ord. Så hvorfor skulle Gud gøre noget nyt, som er så langt væk fra det som er omtalt i ordet i forvejen?

Nåh jeg kan da glæde mig over, at jeg ikke er den eneste i Danmark som har vurderet Todd Bentley som farlig. Pt kan jeg se at der er fire andre danske hjemmesider har samme mening. Det drejer sig om Lis Jensens blog Nyt i natten,
Andreas Michelsens side Shafan.dk, Torben Søndergaards livet med Gud og min gode ven David Jakobsen fra apologetik.dk.

Categories
Evangelisation Omvendelse

Kender du det?

Kender du det at man lige har været i gang med at lave noget sjovt, og man så pludselig kommer til skade? Jeg tror vi alle sammen har prøvet det på en eller anden måde. For nogen måske mest i barndommen. Man er i gang med at lave noget virkelig morsom, men måske også lidt dumt sammen med nogle andre. Legen bliver vildere og vildere, men ender med at man falder og slår sig hårdt. Nogle gange brækker man en arm eller et ben. Jeg tror det primært er i de situationer at folk de kommer til at brække nogle knogler. Hvis du kan huske at det engang er sket for dig, så kan du måske også huske disse tanker:

”Hvorfor gjorde jeg også det, det gør så ondt det her. Hvis jeg bare havde holdt mig i baggrunden så ville jeg ikke ligge her med store smerter. Gid jeg aldrig havde leget med på legen så jeg kunne have undgået denne ubærlige smerte.”

En fortrydelse over årsagen til at man har smerter, er det man plejer at få. Vi glæder os ikke over at vi hyggede os i legen før.
På samme måde vil folk der ender i Helvede tænke. Hver en synd som de har begået og som har været med til at sende dem til Helvede, vil de fortryde bitterligt. De vil igen og igen i al evighed, tænke på hvor bitterligt de fortryder deres synder mod en Hellig og retfærdig Gud. Der vil de ikke tænke på, hvor meget de glædede sig over synden da de levede i den. Men de vil i endnu højere grad fortryde at de ikke tog imod indbydelsen fra den selvsamme Gud til at undgå evig dom. For den samme Gud er også en kærlig Gud, der sendte sin egen søn for at Han kunne tage vores straf på sig. De vil fortryde at de ikke fortrød deres gerninger, mens de levede her. For det er for sent at fortryde for dem der er på den anden side. Det er i dette liv vi gør det. Tør vi advare folk mod den kommende dom, så de har mulighed for at omvende sig, mens de stadig kan. For mens de er her er det stadig en nådens tid.

Categories
Livet som kristen Synd

Vender vi os bort fra synd?

Jeg sad og læste i Esajas bog. Esajas er jo spændende set i vores tid. For han var en profet der talte imod det som skete i Israel. For det var et land der havde åbnet sig for synd. Man syntes ikke længere at synd betød noget. For vi er jo allesammen syndere tænkte de nok, og hvis naboen er en synder, så gør det jo ikke noget, at jeg også er en synder. Folket havde glemt at sammenligne sig selv med den standard som Gud havde givet dem, i de ti bud. Men også præsterne havde åbnet sig for synd, og lederne havde åbnet sig for synd. Så samfundet var ikke længere gennemsyrnet af at være født af en Hellig, retfærdig og kærlig Gud. Men istedet var man blevet som verden.

I dette samfund rejser Gud Esajas op, til at råbe vagt i gevær. Hertil og ikke længere. Men i kapitel 33 vers 14-15 står der noget som kan virke mærkværdigt:

“….den, som stopper ørerne til for ikke at høre om mord
      og lukker øjnene i for ikke at se ondskab,
      han skal bo i det høje,
      han får en knejsende klippeborg.
      Han får sit brød, han er sikret sit vand.”

Den som ikke vil se ondskab skal det gå godt, den der lukker øjnene for ondskab skal få lov at bo i det høje står der. Det betyder jo ikke at vi skal ignorere synd i samfundet, og bare lade folk fortsætte med at leve et syndigt liv, uden at advare dem. For det ville jo også være i modstrid med Esajases eget liv.
Det som Gud vil fortælle os her, er at Hans folk ikke skal lade sig forurene i sind og ånd, af denne verdens synd. Vi skal ikke nyde den, vi skal ikke bruge tid på den. Vi skal ikke kigge på den i lang tid. Vi skal vende os bort fra den istedet.

Det tror jeg er noget vi tit glemmer. Det kender jeg fra mig selv, og ved at der er mange der har det sådan. Vi er efterhånden så vant til at se synd i fjernsynet, i aviserne på internettet, i vores samtaler på arbejdet, at vi ikke længere tager synden alvorligt. Vi tænker “det gør nok ikke så meget, for alle de andre tager sig heller ikke af det”. Men det er ikke det der står i Guds ord. Vi er nødt til at afholde os fra synd, vi kan ikke drikke den som om det var saftevand. For synd er farligt.

En lille smule synd som vi begynder at lege med, kan udvikle sig til at blive en farlig snare som til sidst vil fange os i en fælde som vi slet ikke fatter konsekvensen af. Det betyder ikke at vi skal rende rundt og leve i sygelig angst for synd. Men at vi skal holde os rene. Hvordan gør vi så det? Mit bud ( og det tror jeg er et godt bud) er søg i Guds ord, vær bedende og lyt til Esajas råd som jeg citerede foroven. Og synes vi det kan være svært nogen gange, og det synes vi alle nogen gange, så bed Gud om at give os nåde til at søge Ham, og give os en lyst til at søge Ham. For det er ikke en naturlig lyst for os, den er given os af Gud.

Categories
Livet som kristen Overfladisk kristendom

Tørster du også?

Jeg møder dem igen og igen. Kristne som har en brand efter at komme nærmere Gud. Kristne som han lyst til at lære mere om hvem Jesus er, og hvor stort Hans fuldbragte værk på korset er. Men de samme kristne undrer sig. For de kan ikke forstå at det der bliver forkyndt i kirken, er så langt væk fra det ord vi har fået fra Gud igennem skriften.

Nogle af dem er så frimodige at de tør henvende sig til deres kirkes ledelse, og spørge hvorfor der ikke er mere bibelsk forkyndelse. Men de bliver ofte meget skuffede over svaret. De får at vide at de ikke skal stille sig imod det “nye” Gud gør. De bliver bedt om at indordne sig, og holde op med at have en “negativ” ånd. De bliver spurgt om de da ikke er glade for at menigheden er så udadvendt at der kommer nye i kirken. Men det allerværste de får at vide er når ledelsen bare siger: “Ja det var interessant at høre, den vil vi lige tænke lidt over”. Når sandheden viser sig at der ikke bliver tænkt over noget som helst.

Disse kristne som har lyst til Gud. Som elsker korset, og er villige til at gå meget langt for deres tro på Gud. Disse kristne bliver i dag udsultet af forkyndere der er mere fokuseret på deres egen succes og ære, end i at prædike det fulde evangelium. For disse kristne har ikke brug for at høre om selvhjælpsprogrammer. De har ikke brug for at lære hvordan man får et bedre selvværd. Og slet ikke hvordan de får succes i deres liv. De er interesseret i at høre om Jesus. De vil have at forkynderne åbner deres bibel og viser os hvad der står i den. De har en tørst og en længsel efter Gud, men de bliver udsultet istedet.

Det er standarden i mange kirker i dag. Kirker som engang byggede på den sunde lære. Men som i dag vælger at falde for alt hvad der er nyt, alt hvad der er smart, alt hvad der er spændende. Men de vil ikke prædike Guds fulde ord. Gad vide hvad Gud vil sige til disse forkyndere når de engang skal stå overfor Ham en dag. Mon de vil bruge de samme argumenter og undskyldninger som de bruger overfor brændende kristne? Eller vil de stå uden ord, og skamme sig fordi de skammede sig ved at prædike omvendelsens budskab om Jesus Kristus?

Categories
Uncategorized

Ustabilitet i den næste uge

Pga familiære forpligtelser, vil bloggen her og mailkorrespondencen ikke være så stabil som den plejer at være. Den skulle være oppe at køre på normalt niveau igen senest lørdag d. 12 juli om aftenen.

Categories
Himlen

Længes du?

Længes du efter at komme hjem til Gud i Himlen? Eller er der noget du gerne vil prøve her på jorden først? Jeg ved at mange kirkegængere ikke har en åndsfødt længsel efter at komme hjem til Gud. Flere af dem vil gerne have en bil først, blive gift og få børn, have en karriere, der er hele tiden noget nyt de skal opleve. De tænker at de ikke lige er parat, for der er nogen af de ting som man kan få i denne verden, som de godt lige vil prøve først.

Nu vil jeg ikke dømme folk som dårlige kristne fordi de tænker sådan, for jeg tror det er helt normale reflektioner som man må igennem, også som kristen. Men det er ikke tanker som vi skal hænge fast i. For det er ikke tanker der er baseret på en sund længsel efter at komme hjem. Derfor burde konklusionen af disse tanker også ende med at vi længes efter komme hjem til Gud. Vi bør nå til et punkt hvor det ikke længere er vores fladskærm, musikanlæg, bil, karriere eller lignende som betyder noget for os. Og her mener jeg ikke noget som vi bare siger ikke betyder noget for os. Men noget som vi også viser ikke betyder noget for os. Dermed ikke sagt at vi ikke må have dissse ting, men den tid vi bruger på det, og snakker om det, viser jo hvordan vores prioriteringer er.

Vi skal længes efter at komme hjem. Vi skal ikke tro at de ægteskabelige glæder, en god karriere eller det at være forældre på nogen måde kan sammenlignes med at være hjemme hos vor Fader i himlene. Lad os have evigheden for øje, og se frem til den fantastiske fremtid Gud har købt til os. Det er den samme længsel som Johannes Åbenbaringen slutter med i kapitel 22 vers 17:

“Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, der hører, skal sige: »Kom!« Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet.”

En menighed der siger Kom til Jesus, fordi vi længes efter Ham, Hans genkomst, og efter at Han henter sin brud.