Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Livet som kristen

Podcast: Jesus blev fristet flere gange af djævelen

Sidste søndag talte jeg om Jesu fristelse i ørkenen. I den prædiken kommer jeg ind på hvorfor vi ofte oplever modstand, når vi lige har haft sejre og gode bibelske oplevelser, samt hvad der kendetegner de fristelser som djævelen kommer med. Men jeg kommer også ind på hvorfor vi kan opleve at nogle af de kampe vi har været igennem før, pludselig kan opstå igen. Og at dette ikke nødvendigvis er fordi at Gud har forladt os eller fordi vi er dårlige kristne.Men hør selv hvordan det hænger sammen. Der er lidt uro fra et par småbørn her og der på optagelsen, men personlig synes jeg ikke det gør så meget, men så er man da forberedt.

Categories
Endetiden Falsk Lære Kirke

Fra succes til falliterklæring

Kong Saul er en som kristne ofte tænker dårligt om. Og ikke uden grund, han ville jo slå David ihjel, og henvendte sig tilmed til en åndemaner til sidst, og døde en ynkelig død. Jo, ham har vi nemt ved at tænke dårligt om. Men vi glemmer noget der også står om kong Saul. I første Samuelsbog 28.3 står der:

“Samuel var død, og hele Israel havde holdt ligklage over ham og havde begravet ham i hans by Rama, og Saul havde fjernet dødemanere og sandsigere i landet.”

Tænk over hvilken radikalitet Saul faktisk har været kendt for i Israel. Hvor andre konger som kom efter Saul, så igennem fingre med dødemanere og sandsigere, så havde Saul fjernet dem. Han havde forstået at den slags var en vederstyggelighed i Guds øjne. Foruden at fjerne dem, havde han også vundet over filistrene adskillige gange, og faktisk gjort mange gode ting for landet i Guds kraft ovenikøbet.

Men det er ikke det vi husker ham for, vi husker ham for det dårlige, og forståeligt nok. Han var en dårlig konge som ikke formåede at omvende sig som Kong David kunne. Men hvad med vor tids “Sauler”? I de forskellige vækkelsesretninger (hvor der nærmest ikke er vækkelse alligevel) er der ret mange ældre forkyndere og pastorer som lever højt på at de engang havde været troskæmper. Folk som engang betalte prisen for at være kristne, som havde gået imod kirkens forkerte trends, og som havde været parat til at være upopulære for Kristi skyld. Sådan var de engang, og det er ofte det man husker dem på. Men hvor sandheden er at mange af dem har mistet gejsten, lysten, og iveren efter at kæmpe for evangeliets sandhed. De går på kompromis med sandheden og ser igennem fingre med de forkerte ting der foregår i kirkerne, som de forsøger at få til at se ud som om alting er godt.

Jeg bliver så ked af at se hvor mange af den type der er i mit gamle kirkesamfund pinsevækkelsen (som jeg ikke er en del af mere), men også i kirkeretninger som LM, IM, baptisterne m.v. Folk der prædikede evangeliet, og havde succes med at prædike det, men som i dag lever som falliterklæringer. Men det er de færreste der tør sige det offentligt. De færreste som vil sige sandheden om dem, og spørge dem, hvorfor de har givet op. David var før han blev konge parat til at spørge Saul om kritiske ting. Det var tilmed under fysisk forfølgelse han gjorde det. Når han turde, burde vi så ikke også være parat til at stille kritiske spørgsmål til de gamle troskæmper som er falliterklæringer i dag? Måske er der nogen af dem der vågner op til dåd igen, og tør kæmpe for evangeliet og gå imod vranglære, moderne overfladisk kristendom og forkert samarbejde med kirker som går imod bibelen.

Fremtiden afhænger ikke af disse forhenværende troskæmper, men af Gud. Men hvor ville det dog være befriende dejligt at se bare nogen af dem vågne op igen, og være parat til at tage nogle slag for evangeliets skyld.

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Korset Omvendelse

Forstår vi hvad Jesus siger om sig selv?

Når man læser i bibelen, kan man nogen gange komme til at overse hvordan det man læser ville blive forstået dengang det blev sagt. Fordi vi er så vant til enten at læse det (at vi overser det), eller fordi vi læser det i en dansk nutidig kulturs kontekst som giver en anden forståelse end den oprindelige. Men hvis vi læser det Jesus siger i en jødisk mellemøstlig kontekst, så åbner bibelen sig op på en fantastisk måde, og vores billede af hvem Jesus er, kan blive endnu mere klart og tydeligt. Mange folk har svært eksempelvis svært ved at forstå at Jesus virkelig skulle være Gud der blev menneske. Det er der ellers flere ting der tydeligt viser i bibelen (her er et enkelt link med et eksempel: https://sand.omvendelse.dk/hvorfor-er-det-vigtigt-at-jesus-er-gud-29.htm), men der er også flere steder hvor det bliver sagt ret direkte af Jesus, men hvor vi måske har en tendens til at overse hvor voldsomme og klare Jesus udmeldinger ville blive forstået i den tids jødiske samfund.

Har du nogen sinde tænkt på hvordan en jøde ville opfatte det hvis en kom og sagde ”Jeg er sandheden”? Jesus nøjedes ikke med det, men sagde aftenen før han blev arresteret til sine disciple:

”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Johannes 14.6

Umiddelbart kan man her komme til at nøjes med at tænke, at vi skal først til Jesus før vi kan komme til Gud. Men det han reelt set siger er at Han er Gud. Og det gør han i og med at Han siger JEG ER. Første gang vi oplever Gud sige Jeg er, er dengang Moses møder Gud på Horebs bjerg. Der spurgte Moses hvad han skulle sige til jøderne. Guds svar var ” Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”. Så Gud kalder sig selv ”Jeg Er”. Senerehen får vi så de ti bud, hvor en af budene er at man ikke må misbruge Guds navn. Det har jøderne taget så alvorligt at for at undgå at misbruge Guds navn, så bruger man ikke de to ord sat sammen sådan. Man siger ikke ”Jeg Er”. For det kunne være misbrug af Guds navn. Det tager ortodokse jøder så alvorligt at når de læser op af bibelen i synagogen og når til Moses møde med Gud på Horebs bjerg, så er de stille der hvor der står ”Jeg Er” og springer det på en måde over, men gør samtidig, på deres egen måde, opmærksom på det står der. Men at sige det, gør man ikke. Hvad hvis man ikke sagde det ordentligt, eller gjorde det med synd i hjertet, så har man jo misbrugt Guds navn. Noget som man tog meget alvorligt dengang, og kunne medføre stening.

Så kommer Jesus og siger ”Jeg er vejen og sandheden og livet”. Ikke blot siger Han Guds navn, og dermed gør Ham selv til Gud, Han siger også at Han er den sande Gud. For kun den sande Gud, kan være vejen, sandheden og livet. Et menneske alene ville ikke være istand til dette, hvilket er værd at tage en tænkepause over.

Alt dette sidder Jesu disciple og hører på under påskemåltidet med Ham. Nogen af dem må være ganske overvældede over denne udtalelse, selv efter at have gået sammen med Ham så lang tid. Men ikke en af dem modsiger Jesus her. De har efterhånden fundet ud af at Jesus var mere end et menneske, og meget mere end bare en politisk, eller filosofisk karismatisk person. Nej, her var der tale om noget der var større end det. Det gav ovenikøbet mening at Han var Gud selv der var blevet menneske, selvom de ikke lige fattede endnu hvorfor Han skulle dø på korset.

Den Gud der havde omtalt sig selv, som ”Jeg Er” var nu kommet ned til os der var faret vild som får uden hyrde, og proklameret at Han Er, og ikke nok med det. Han vil ikke nøjes med at vise os vejen, sandheden og livet. Han er selve vejen, sandheden og livet.

Kender du Ham, og går du på Hans vej? Har du givet dit liv til Ham, og omvendt dig fra dig selv? Er du skjult i Ham så dommen ikke skal ramme dig på dommens dag? Ellers er det stadig nådens tid. Han kom for at frelse syndere, og lade dem finde hvile og fred og liv i Ham. Den hvile, fred og det liv er stadig tilgængeligt, hvis du vil erkende dit behov for Ham som søgte dig, selvom du ikke søgte Ham.

Categories
Falsk Lære Forvirret lære Kommentar til medierne

Prædiker Torben Søndergaard evangeliet?

Nu har jeg fået nok. Jeg kan ikke være stille om dette mere. Torben Søndergaard som kalder sig en radikal kristen og er kendt for sine mirakler, sine bøger, og for at optræde i diverse tv-programmer er ikke en radikal kristen. Af den enkle årsag at hvis han var en radikal kristen, så ville han prædike Kristus, og vise hvorfor vi har brug for Jesus til at frelse os. Det gør Torben bare ikke. Han peger i stedet på sig selv, og det gør han i hans forkyndelse, sine bøger og ja også i fjernsynet. Det mest triste er at se hvor mange velmenende kristne der synes det er godt hvad han laver. Ja, jeg vil ligefrem kalde det tragisk. At der er så mange der gør det, er et symptom på at vi lever i en tid, hvor vi ikke længere har et rimeligt kendskab til hvad bibelfunderet kristendom er, eftersom vi ikke kan se at det folk som Torben Søndergaard, Christian Hedegaard og Ruth Evensen ikke er sendt af Gud. Jeg vil nu tage bladet fra munden og i flere indlæg her i efteråret og måske også vinter, vise hvorfor der er grund til at advare imod Torben Søndergaard. Meget af det er noget jeg i forvejen har talt med Torben om, og jeg ved flere andre har gjort det samme. Men når en der påstår at han prædiker evangeliet, reelt set prædiker noget andet end evangeliet og er blevet konfronteret med det, og ikke vender om heller ikke efter flere henvendelser, så er det på sin plads at advare imod vedkommende i stedet.

Hvorfor så nu?
Jeg vidste at Torben ville være i fjernsynet i går i debatprogrammet ”De tre bud” på DR2. Jeg har i lang tid tænkt at jeg var nødt til at tage Torben Søndergaards lære op her på bloggen, men havde valgt at give det en chance. Hvad nu hvis han faktisk fik givet evangeliet og brugte de anledninger der var til at pege på Jesus? Det kunne jo være, for manden har jo både mødt Paul Washer og Ray Comfort. Personer som jeg også har mødt, og som jeg ser op til, da de er kendt for netop at prædike evangeliet klart og tydeligt. Jeg ved (eller mener) at Torben en overgang har haft mere fokus på evangeliet før, men det er desværre fortid. Der er andre ting der har fået Torbens fokus i stedet for. Nemlig ham selv, miraklerne, og hans egne åbenbaringer (eller ideer nærmere sagt). Det er en stor bunke ting at gå i gang med. Og jeg forventer ikke at kunne klare dem alle i et hug. Så lad mig starte med at beskrive hvorfor det var en skuffelse at se programmet ”De tre bud” med Torben.

I starten af programmet fik man at vide at vinklen til en case (med en ung kvinde der havde en alkoholisk far) var budet om næstekærlighed. Elsk din næste som dig selv. De fik de tre debattører så mulighed for at svare på. Lige netop at få lov til at svare på dette er en direkte invitation til at prædike evangeliet. For det stammer fra Jesus der koncentrerede de ti bud ned til to bud. Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind, og din næste som sig selv. Den sidste halvdel er der flere som synes lyder rigtig godt. Elsk din næste som dig selv. Umiddelbart lyder det som et nemt bud, men det vi så bør gøre er at spørge os selv ”gør vi virkelig det?” Elsker vi virkelig vores næste som os selv? Det er nogen gange nemt nok at elske os selv, men sandheden er at vi har store problemer med at elske vor næste. For vor næste er ikke kun vores venner (som vi også kan have problemer med at elske nok), det gælder også vore fjender. Selv vore værste fjender. Vi har nemmere ved at sætte os selv i første række, og tilsidesætte vores næste. Det er langt mere naturligt for os at vi elsker os selv mere end vor næste.

Så at få dette spørgsmål som kristen, er en direkte invitation til at vise at vi ikke kan efterleve loven. Vi er jo ikke istand til at elske vor næste som os selv. Vi fejler alle sammen. Vi er egoister som hellere vil vort eget, i stedet for Guds og vores næste. Fordi vi er egoister og dermed gør os selv til gud, har vi brudt Guds lov om både næstekærlighed og Hans bud om at elske Ham. Vi står til evig straf. Men fordi Gud vidste at vi ikke er i stand til selv at holde loven, og fordi vi alle fortjener Guds straf, da alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, så sendte Han sin egen søn at dø på et kors i vores sted, og der tage på sig den straf som vi ellers fortjener. Det offer der blev udgydt på det kors, gælder for dem der vil omvende sig fra sig selv, og have Jesus Kristus som deres Herre.

Åben invitation
Det her er en total åben invitation til at prædike evangeliet. Og hvis man er gæst i et tv-program og er indkaldt til det fordi man kalder sig kristen, så er man også forpligtet til at give evangeliet når anledningen kommer. Den kom flere gange for Torben, men den mest åbenlyse var denne, og i stedet gav han bare loven og pegede ikke på Jesus som den der har taget vore synder. Generelt talte han ikke rigtig om synd. Han brugte nogle ord som frelse, udfrielse, bibelen, men ikke på en måde så det gav mening at tro på Kristus og Hans fuldbragte værk på Golgata. Han nævnte synd en enkelt gang, men definerede ikke hvad synd er, nemlig overtrædelse af Guds lov.

Her er hvad han i stedet for svarede:

”Bibelen siger vi skal elske Gud af hele vort hjerte, hele vor sjæl og hele vort sind, og så elske sin næste som os selv. Og det er vigtigt at Gud kommer først der, og så bagefter vores næste. Så jeg mener det er vigtigt at vi definerer kærligheden udfra sandheden og den kommer fra Gud.”

Det er rigtigt sagt af ham at kærlighed skal defineres udfra sandheden og det er bibelen. Men bibelen viser netop at vi ikke er i stand til at efterleve det bud. Vi er hverken i stand til at elske Gud af hele vort hjerte, og heller ikke vores næste. Hvorfor valgte Torben ikke bare at sige at vi jo ikke er i stand til at efterleve det bud, og det bud burde gøre os opmærksomme på at vi har brug for en frelser? Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det virkelig skyldes at Torben mener man kan elske Gud af hele sit hjerte, og hvis det passer, så er det en form for farisæerisme som Torben er drevet af. Og der er flere ting der tyder på det er tilfældet, hvilket jeg vil vende tilbage til i et senere indlæg.

Klippet ud
Nogle vil sikker komme med påstanden om at der jo er klippet i indslaget. Ja, det er der, for det er et optaget program, og derfor er det nærmest pr. definition også redigeret. Årsagen til at jeg kan sige at Torben ikke gav evangeliet, er nemlig ikke baseret alene på den udsendelse, men på hvad han ellers siger og skriver, og her er forkyndelsen af evangeliet særdeles mangelfuld. Derfor vil jeg også komme med flere indlæg fremover som viser hvad Torben står for, og vise at det ikke er evangeliet han prædiker, men noget helt andet. Noget som man i nogle kredse vil kalde for pelagianisme. Men som jeg nærmere vil kalde postmodernisme. Da det er en mærkværdig sammenblanding af noget Torben selv har sat sammen efter sin egen forståelse. Hvis han havde sagt evangeliet i debatprogrammet, er jeg dog også ret sikker på det var kommet med. At give evangeliet i fjernsynet og i et debatprogram er nemlig så kontroversielt at det ikke ville blive redigeret ud. Det ville have skabt debat som redaktøren af programmet gerne ville have, da det giver flere seere. Jeg ved af erfaring at det ikke er så svært at få givet evangeliet ud i gennem medierne når man taler med journalister. Men kirkefolk har desværre en anden forståelse af det, og tror det er journalisterne der ikke vil have det ud. Sandheden er at fordi kristne skammer sig over evangeliet, så får de det ikke sagt ordentligt til medierne, når de har muligheden derfor. I Torbens tilfælde tror jeg bare at det skyldes at han hellere vil prædike noget andet, som han tror er mere interessant end evangeliet.

Du kan se indslaget i en begrænset periode på dette link: http://www.dr.dk/dr2/de_tre_bud#/57132

Til dig som er skeptisk overfor hvad jeg skriver, det skal du bare være. Jeg vil hellere have skeptiske læsere end læsere der bare godtager alt hvad jeg skriver uden at tænke selv. Men hvis du i løbet af denne serie om Torben Søndergaard kan se at han mangler fokus på evangeliet og at der er alt for meget fokus på Torben selv, så spørg dig selv om det virkelig er sundt at følge en sådan mand.

Forresten hvis du er venner med ham på facebook, så prøv at spørg ham på hans væg, hvorfor han da ikke viste at vi ikke kan leve op til loven og brugte næstekærlighedsbudet som en direkte opfordring til at give evangeliet. Så vil du enten opleve at Torben bliver vred, eller bare sletter din kommentar. Der er nærmest kun plads til lovprisning af Torben på hans facebook profil. Noget der taler imod Torben, er der ikke plads til. Og det er der mange der har oplevet.

Categories
Bibelen Evig dom Hvem er Gud? podcast

Hvorfor skulle Jesus døbes, og er det virkelig så hårdt i Helvede? Podcast

Johannes Døberens budskab var en advarsel imod den kommende dom. Men hvorfor er det så vigtigt at have den del med i den nytestamentlige forkyndelse? Jo, hvis man finder ud af hvad bibelen siger om Helvede, så er det noget vi er nødt til at tage alvorligt, også i forkyndelsen, selvom det ikke er det som folk har allermest lyst til at høre om. Johannes Døberen prædikede så det var nemt at forstå at vi har brug for en frelser for at vi må kunne undgå dommen. Tilmed pegede han også på den frelser, nemlig Jesus Kristus.

Det taler jeg om i denne prædiken, og også om hvordan det er i Helvede, men ikke baseret på overleveringer, men på det der står i bibelen. Det er også voldsomt nok. Men jeg kommer også ind på hvorfor det var vigtigt at Jesus blev døbt. Mange har undret sig over dette. Men når vi finder ud af hvorfor, ser vi endnu engang at evangeliet kommer frem igen og viser hvor stor Gud er, og hvor små vi er i forhold til Ham. Men jeg vil også komme ind på hvorfor det er så vigtigt at holde fast i treenighedslæren i relation til Jesu dåb. Men hør selv hvorfor.

Overordnet set, var det med en større ydmyghed jeg gik i gang med denne prædiken som var over sidste halvdel af Mattæusevangeliets tredie kapitel, end normalt. Men det har jeg det kun godt med. Jeg tror det er en god prædiken at give videre til folk der ikke er kristne, fordi den netop advarer så kraftigt imod den kommende dom. En dom som alle mennesker har brug for at tage alvorligt. For vi skal alle stå foran Gud på dommens dag. For nogen vil det være til glæde, for andre vil det være til fortrydelse over sit liv.

Categories
Uncategorized

Anbefaling af bibellejr i Norge

Den 10-13 januar afholder en gruppe kristne i Norge en pastor-konference som jeg gerne ville være med til, men har ikke rigtigt tid denne gang. Programmet ser dog så spændende ud at jeg spurgte om jeg måtte gøre opmærksom på konferencen her på bloggen. De får besøg af folk fra Heart Cry Mission som er den missionsorganisation Paul Washer arbejder for. Hvis du er interesseret kan du kontakte Bjørn Storm Johansen på mailen nederst. Det er en god mulighed for også at få gang i noget godt netværk her i Skandinavien.

Vi har gleden av å invitere deg som pastor/leder til en inspirerende langhelg på Holmavatn i Rogaland.

 Dette blir en konferanse med inspirerende undervisning og rikelig anledning til gode samtaler og åndelig fellesskap. Vårt ønske er at du, som vanligvis står i spissen der du er, skal få en helg der du kan lene deg tilbake og bli fylt av Guds ord.

Hvor ofte er det egentlig at du som pastor/leder får motta forkynnelse og undervisning i beste klasse? Det vet vi du fortjener og har godt av.. Denne helgen er vi så velsignet at vi har fått med oss Dr.Michael Morrow og Don Currin.

 Michael Morrow: pastor i Union Baptist Church, Kentucky. Han sitter i styret for HeartCry, misjonsorganisasjonen som ledes av Paul Washer, som han også er mentor for. http://www.thetheolog.com 

Don Currin: driver sitt eget arbeid gjennom Don Currin Ministeries, og han er koordinator for misjonsarbeidet til HeartCry i Øst-Europa. http://doncurrinministries.org)

Tema

Denne konferansen blir en langhelg med undervisning dypt forankret i Guds ord. I tillegg til mye god undervisning blir det tid til felleskap med andre pastorer/ledere.

Det blir god tid til å snakke med Michael og Don.

All undervisning blir på engelsk.

 

Pris

Konferansen koster kun kr 1400, og dette inkluderer overnatting i naturskjønne omgivelser og god frokost, middager, desserter og kvelds.

 

Transport

Inklusiv i prisen er også henting/bringing til og fra flyplassen.

Gi beskjed om dette er ønskelig ved påmelding. Hvis du har spesielle behov i forhold til mat, er det fint om du gir beskjed også om dette ved påmelding.

 

Påmeldingsfristen

1.desember.

Påmelding/spørsmål om konferansen skjer via

 E-post: bjornole777@gmail.com

Mobil:94 98 70 52

 

Betaling

Betaling ved påmelding kr 1400,-

til knt.nr: 3335.22.93577

 

Håper vi sees, og måtte Gud velsigne deg rikt!

 

Med venlig hilsen

Bjørn Storm Johansen

Forkynner i Normisjon Rogaland

 

Categories
Evig dom Hvem er Gud? Kommentar til medierne

Hvad er lykke ifølge medierne og ifølge bibelen?

Hvis man skal tro på hvad medierne siger, så kunne det nogen gange se ud til at lykken handler om at være seksuel frigjort. Udlev din seksualitet og find dit eget jeg i det. Udforsk seksuelle afkroge og specialiteter som om det er et stort tagselv bord på DFDS Oslofærges buffet Seven Seas (og der er godt nok rigtig meget at vælge imellem der). Mediernes falden på halen for folks forskellige måder at udleve det de tror er deres sande seksuelle jeg, er en falliterklæring der blot viser at vi er et samfund uden egentlige værdier. Når livet handler mere om hedonisme, end det handler om ansvar, moral og socialt fællesskab, så er der noget galt.

Ok, ret skal være ret. Det er ikke kun sex der ses i fjernsynet, men der er godt nok meget af det, og det er som om det er vigtigere at finde sin egen seksualitet, end det er at leve et sobert og ansvarligt liv med en ægtefælle, børn og et normalt arbejde. For det sidste er der ikke ret meget af. Det er åbenbart ikke spændende nok at leve et sundt og fornuftigt liv.
Men lykken er ikke at finde sin seksualitet. Lykken er heller ikke at være rig, og heller ikke at have det bedste job på ens arbejdsplads og hvad jeg ellers kunne finde på af forslag her. Lykken er at være kendt af Gud og kende Ham og være Hans barn.

At vide at man før levede som fjende af Gud og stod til evig straf på grund af vore overtrædelser af Guds retfærdige og hellige lov, og så finde ud af hvad Han har gjort på korset for os. Samt tage imod den tilgivelse og frelse Han har og blive Hans barn. Det er lykken.
At tro lykke er noget jeg kan finde ved at dykke ned i mine egne lyster hvad de så end er, kan kun give kortvarige nydelser som ikke er at sammenligne med den evige lykke jeg kan få i Herren og hos Herren i dag, og som også varer ind i evigheden. Som David siger i salme 16.2:

“Du er min herre, ingen anden end du er min lykke.”

Categories
Falsk Lære Kirke

Er jeg en sten som Gud har fået i tale?

Jeg får indimellem nogle ret vrede henvendelser fra folk der ikke bryder sig om at jeg er kritisk. ”Du er alt for kritisk, og du skal være mere postiv” siger de, hvilket jeg til tider synes er ret underligt, for de samme mennesker har en tendens til kun at se på det negative jeg skriver, men undlader at se på det positive, som jeg jo også har en del af. Så bliver det lidt svært at leve op til deres krav. Men sagen er den at jeg ganske rigtigt er kritisk, overfor store dele af det der foregår i kirkedanmark, fordi det ganske tydeligt ikke er alting der er fra Herren. Det burde ikke kræve den store hjernevirksomhed at konkludere at bare fordi man siger noget er fra Herren, at det ikke er en garanti for det også er fra Herren. Men det er som om mange har valgt at tro på enhver der påstår at være fra Herren, uden at bruge sin sunde fornuft.

Eksempel
Engang var det sådan at kirken selv var i stand til at skille skidt fra kanel. Vi skal ikke ret mange år tilbage hvor vi kan se at ledere fra Indre mission og Luthersk mission (og måske også andre missionske organisationer) direkte advarede deres medlemmer om at tage til Dansk Oase. Fordi Dansk Oase inviterede folk der helt tydeligt ikke prædikede evangeliet, men noget andet som ledte væk fra Jesus.

Det var ikke alle der tog disse advarsler seriøst, og det fandt man så ud af (som om man havde troet alle ville tage imod advarslen?). Så i stedet for at fortsætte med at advare, hvilket der virkelig var brug for og stadig er, så kunne man se at Dansk Oases sommerlejr blev større og større, mens deres egne blev mindre og mindre. Så hvad gør man så? I stedet for at holde sig til skriften og fortsætte med at advare, så valgte man at diskutere hvad man kunne lære af Dansk Oase. Så nu begyndte man så småt at kopiere Dansk Oases forkerte metoder og tilmed begyndte at invitere folk med såkaldte nye smarte ideer. Nogen gange fik man tilmed folk til at komme og synge på deres lejre som ikke engang lever som kristne, selvom de bekender sig som kristne.

Så i stedet for at holde fast ved at Dansk Oase var på vildspor og advare imod det, så begyndte man at kopiere dem. Dermed sendte man et signal om at Dansk Oase er i orden, og det de laver er i orden. Når folk så finder ud af at Dansk Oase er langt dygtigere og mere professionel end de andre missionske organisationer, så vil mange bare vælge at gå over til Dansk Oase. Det er jo en bedre kvalitet i end de andre steder (indtil de finder ud af at pinsevækkelsen er langt bedre end Dansk Oase til at lave kirkelig entertainment, og så smutter de derover).

Så sig dog noget hr. prædikant!
Nogen skal sige fra, og i udgangspunktet burde det være kirkerne selv der sagde fra, hvilket de også gjorde engang. Det er meget sundere og meget bedre at dem som står som ledere i kirkerne tør sige fra overfor de forkerte ting der sker, og viser de har et ansvar for den flok som Gud har sat dem til at være ledere for. Men hvis ikke lederne gør det, så må andre gøre det. Det er den eneste grund til at jeg offentligt giver min kritik af hvad der sker flere steder i kirkedanmark. Fordi kirkens ledere er blevet stumme når det drejer sig om det. Jeg ville ønske at lederne fik øjnene op for dette igen, og var parat til at blive upopulær hos deres kirkemedlemmer hvis de siger den bog der du læser, den er ikke fra Gud, og giver et helt forkert billede af evangeliet. I stedet for ser man de bøger blive solgt i kirkens egne boghandler. Hvor mange steder kan man da ikke finde bøger af Joel Osteen, Rick Warren, Rob Bell, ja selv Henri Nouwen kan man finde. Og pastorerne læser dem endda selv, og siger god for dem.

Den dag pastorerne vågner op af deres søvn, og ser at evangeliet ikke bliver prædiket og at folk ikke kender evangeliet mere, og de så går ud og advarer imod folk der prædiker et andet evangelium, det er også den dag jeg vil skrue ned for kritikken. For det vil betyde at den kritiske opgave er tilbage på sin plads. For jeg er overbevist om at den slags fungerer allerbedst i kirken. At det er allerbedst når det er hyrderne i kirkerne som varetager den opgave. Men sådan er det ikke i dag desværre.

Er jeg en sten?
Jesus sagde til nogle farisæere der var vrede over at folk sagde om Jesus ”velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn”. Hvortil Jesus svarede at hvis ikke de folk havde gjort det, havde Gud fået stenene til at sige det. Hvorfor sagde Han det? Fordi det var nødvendigt at det blev sagt, at Jesus blev vist og prist som den Han er. På samme måde har jeg det. Jeg er som en sten der ikke ville have sagt noget, hvis det ikke var fordi pastorerne og prædikanterne var tavse om det som de skulle irettesætte. Jeg ville aldrig have kommet i gang med denne hjemmeside hvis det ikke var fordi så mange var tavse om hvad evangeliet er, eller i stedet får evangeliet til at være noget andet end det virkelig er.

Jeg ser dog frem til den dag, hvor jeg kan lukke denne side ned og glæde mig over at den her tjeneste er tilbage på sin plads, nemlig hos pastorer og prædikanter der elsker Gud, og peger på Jesus, og samtidig tør advare imod dem og det som leder væk fra Gud. Jeg tror det kan ske, for der har før været tidspunkter som den vi er i, i dag i kirkehistorien. Og det er før set at Gud har forvandlet kirkerne eller startet nye kirker som tager Gud på ordet og tror Han mener det Han allerede har sagt. Det er sket før, det kan ske igen. Og jeg tror det kan ske, fordi jeg tror på en stor Gud, og hvis det sker, så er det så stort at det kun er Gud der kan få æren for det. For det vil i sandhed være et mirakel hvis det sker, for i os selv , vil vi jo ikke Gud. Men hvis vi får kirker som virkelig vil Gud, så er det fordi Gud har virket i mennesker at ville Ham. Det vil jeg godt se, og ser frem til at se.

Categories
Bibelen Brevkassen

Hvorfor er der modsigelser i bibelen?

Det hurtige svar er, at der er ikke nogen modsigelser i bibelen. Men ved første øjekast kan det virke sådan. For er det ikke en modsigelse at Jesus siger vi skal elske vores næste som os selv, men også siger at den der ikke hader sin far og mor for Hans skyld er ikke Jesus værdig? Umiddelbart ja, hvis vi læser det som isolerede citater, som skal forståes isoleret. Men det skal de ikke. Ligesom matematik kan have noget der umiddelbart virker som en modsætning (såsom at et negativt tal gange et negativt tal bliver positivt), så viser en nærmere undersøgelse af regnereglerne og logikken bag dem, at det som kan ligne modsætninger faktisk er logisk og kan forklares (selvom det ikke er alle der kan forstå det).

På samme måde er det med bibelens paradokser. Et paradoks er noget der umiddelbart ligner en modsætning, men som efter nærmere undersøgelse viser sig at hænge sammen og give mening. Her er nogle eksempler på hvordan nogle af bibelens paradokser kan forklares:

Bibelen viser at Gud er imod skilsmisse, og det gør den meget klart. Alligevel finder vi i mosebøgerne at der kan gives tilladelse til at blive skilt i fald man giver et skilsmissebrev til sin hustru. Det paradoks løser Jesus for os i nedenstående vers hvor han får følgende spørgsmål:

“De spurgte ham: »Hvorfor har Moses så påbudt manden at give et skilsmissebrev, når han skiller sig fra hende?« Han sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan. Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.«” Mattæus 19.7-9

Dengang var det sådan at kulturen gjorde at bare du var utilfreds med sovsen som din kone lavede, så var det grund nok til at blive skilt fra hende. For at gøre dette skulle der laves et skilsmissebrev, dette var med til at kvinden kunne beholde lidt af sin ære i behold, plus andre ting. Det var med tanke på jeres hårdhjertethed at det blev indført, siger Jesus. De ti bud burde have været nok, Jesus selv siger at de ti bud kunne defineres i to bud som bliver “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og “Du skal elske din næste som dig selv”. Men fordi Gud vidste at de havde hårde hjerter, indførte han regler som kunne minimere tendensen til anarki, dvs lovløshed. Han indførte regler som kunne holde orden på samfundet selvom der var lovovertrædelse. Det var ikke fordi han ønskede det skulle være sådan, men skete for at beskytte de svage i samfundet. Hvis disse regler ikke havde været der, havde der ikke været nogen konsekvens af lovovertrædelse som ægteskabsbrud, og så ville man slet ikke have et sundt samfund.

Vi ser også, at dem Gud udvalgte, havde en ret forståelse af ægteskabet. Tag eksempelvis Josef som skulle giftes med Maria. I Mattæus 1.18-19 står der:

“Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed.”

Hvis Josef havde holdt sig til hans rettigheder ifølge moseloven, så skulle hun stenes fordi hun var blevet gravid udenfor ægteskabet. Men den mand som Gud udvalgte til at være stedfar for sin søn, skulle ikke have et hårdt hjerte. Han valgte en der havde forståelse for nåden som Gud har vist i sit ord, og som ikke var drevet af hvad han havde ret til, fordi han tilsyneladende var blevet snydt. Vi kender resten af historien, han finder ud af at han ikke er snydt, og vælger at gå ind i Guds plan.

Paradokserne kan nogen gange være nemme at svare på, men andre gange svære. Nogen af dem forstår jeg ikke, men jeg anser dem for paradokser som jeg kan leve med. Ligesom jeg i mange år ikke har forstået hvorfor pi (den værdi man bruger til at beregne omkredsen og arealet på en cirkel) havde den værdi, og heller ikke forstod hvorfor formlen 2*pi*r skulle give omkredsen, så har det ikke afholdt mig fra at bruge den formel og værdien pi. Jeg har iagtagt at det var sandt den ene gang efter den anden. Senerehen har jeg så formået at forstå hvorfor det er den værdi, og hvordan man kan regne sig frem til den. Så ligesom jeg ikke behøver forstå alle paradokser i matematikken for at kunne bruge matematikken, behøver jeg heller ikke forstå alle paradokserne i bibelen. Men jeg kan anerkende dem som paradokser.

Categories
Bibelen Brevkassen

Hvad får jer til at tro at jeres tro er den korrekte?

Fik nogle spørgsmål fra en læser, som jeg har valgt at svare på ved at skrive dem som indlæg her. Det første spørgsmål var hvorfor skulle kristendommen være mere rigtig end andre?

Tjah hvorfor tror kristne at kristendommen er rigtig og andre religioner forkerte? Alt for mange vil svare ”fordi de har oplevet Gud” eller ”det er blind tro” eller bare slet og ret ”det ved jeg ikke”. Ingen af disse svar er brugbare, heller ikke den første. For der er mange folk der oplever et eller andet som de kan sige er Gud i deres religiøse oplevelse. Så ikke engang oplevelser kan dokumentere at kristendom er rigtig i forhold til andre. Spørgsmålet er om den bog som kristendom bygger på er sand eller falsk.
Udgangspunktet må være at verden ikke er opstået af sig selv. At påstå at nothing comes from nothing er uvidenskabeligt og i modstrid med de fysiske love. Noget kommer fra noget, så hvor kommer denne verden fra, og hvordan kan det være at eksempelvis en levende celle er mere avanceret end den mest moderje jumbojet? Det kan ikke lade sig gøre af sig selv, eller ved tilfældigheder. Nogen må stå bag. Det siger al sund fornuft.
Så spørgsmålet er hvem står så bag, og den der står bag, ville den person ikke være i stand til at vise hvem vedkommende er? Det burde være en selvfølge, for hvis man er i stand til at skabe denne verden, så må man også være i stand til at vise hvem man er. Så her burde man jo gå til de forskellige bud på hvordan verden blev skabt. Når videnskaben (visse dele af den vel at mærke, ikke alle) siger nothing comes from nothing modsiger den sig selv, og viser dermed at den ikke har svaret. Så må man jo gå til de religiøse skrifter i stedet.

Her er der ret mange sjove bud, hinduismen (den klassiske) siger at jorden er trekantet og flad, og hviler på hovedet af nogen elefanter. Når de ryster med hovedet eller tramper kommer der jordskælv. Jeg ved i hvert fald en ting nu, skaberen af verden har ikke skabt hinduismen, for det er tydeligvis forkert at jorden er trekantet, foruden alt det andet. Og for det andet hvorfor skulle Gud lyve om hvordan verden ser ud, det giver ikke nogen mening. Og sådan kunne jeg tage rigtig mange andre religiøse bøger frem og vise at deres verdensforståelse er i uoverenstemmelse med det vi ellers ved om verden. Vi ved at jorden er rund og hænger som en kugle midt i intet, og sjovt nok kan vi se at det også er hvad der bliver sagt om jorden i bibelens ældste bog. I Jobs bog 26.7 står der at Gud hænger jorden over det tomme. I KJV står der “hangeth the earth upon nothing”. Forfatteren af Jobs bog havde altså fået af vide af Gud at jorden hænger i et tomt rum, det som vi i dag kalder rummet.

Der er flere ting som bibelen viser hvordan hænger sammen i verden, før man fandt ud af det på videnskabelig vis. Her er et link til nogle få af dem: https://sand.omvendelse.dk/videnskabelige-fakta-om-jorden-star-ogsa-i-bibelen-101.htm

Dokumenterede historier
Et andet argument for bibelens troværdighed er at rigtig mange af dens historier er dokumenterede, og kan påvises til at være sket ærkæologisk dokumenterede steder. Vi har Israel, Jerusalem, Jordanfloden, Ægypten, Nineveh, Jeriko m.v. Mange gange har liberalteologer og modstandere af bibelen kommet med påstande om at visse dele af bibelen skulle være myter. Eksempelvis har man påstået at det der stod om Babylon bare var en myte og at Babylon aldrig har eksisteret. Det er der ikke nogen der tør påstå i dag, medmindre de bare vil fremstå som komplet dumme. Vi har masser af udgravninger fra Babylon og en stor del kan, hvis man har interesse derfor, ses på Pergamon-museet i Berlin. Eller man kan tage til Irak og se udgravningerne selv. Med andre ord de begivenheder bibelen viser kan vi finde er sket i virkeligheden. Vi har ikke alle dokumentationer, men vi får flere og flere og igen og igen viser det sig at bibelen er i overenstemmelse med den tid den siger den er skrevet i. Men det er faktisk noget man har svært ved at se i andre religioner. Der er en mangel på historisk dokumentation, og ofte er det de rene fantasifortællinger der kommer i stedet. Tag eksempelvis Mormons bog. Den henviser til en masse steder i Amerika, som ingen kan finde overhovedet. Der er kun et sted som kan vises findes, og det store krigsslag som Mormons bog siger skulle være sket der, kan ikke vises er fundet sted overhovedet. Bibelen er fuld af geografiske steder og begivenheder som er sket de steder og som man gentagne gange har påvist faktisk er sket.

Dertil er dem der har skrevet den øjenvidner til store dele af det der skete, mens andre øjenvidner også har været der. Men alt det bliver lagt bedre forklaret af Pastor Voddie Baucham i nedenstående podcast som kan anbefales.

Men så er spørgsmålet som du også kommer med hvordan man kan følge bibelen blindt når den modsiger sig selv. Det vil jeg gerne svare på i mit næste indlæg.