En ny opmærksomhed overfor synd

En af de tydeligste tegn på at man er en kristen der lever tæt på Gud, er en overbevisning om sin egen synd. Jeg opfatter ikke mig selv som et særlig godt forbillede her, men om ikke andet så kender jeg folk hvis liv med al tydelighed afspejler Gud. Og det er nemt at se hvad det er der har gjort at de har en afglans af Jesus som er langt stærkere end hos mange andre. De er opmærksomme på deres egen synd og Guds hellighed. De har ikke en farisæerisk tilgang til livet med Gud, men ved at det kun er pga Kristi nåde at de kan leve nær Jesus.
Men det som de også viser i deres liv er en overfølsomhed overfor synd, som gør at de lægger meget mere mærke til deres eget kød, end gennemsnittet af kristne. Nogen gange i en grad som gør at vi andre normalt ikke ville tænke over det som synd. Deres styrke i Herren hænger ofte meget sammen med det faktum.

Derfor er det så trist når der i dag er folk i kirkerne som påstår at man som kristen ikke må se sig selv som en synder. Det er jo desværre en lære som har bredt sig, særlig i de frikirkelige kredse der er påvirket af trosbevægelsen. En lære som eksempelvis Aage Åleskjær og Bob beeman står for. Bob Beeman ovenikøbet i en grad hvor han påstår at det er forkert af kristne at se sig selv som syndere. Folk der følger den slags lære er i stor fare for at ende i farisæerisme. For hvis man ikke må se sig selv som en synder frelst af Guds nåde, hvordan kan man da være overfølsom overfor synd? Og kan man med den overbevisnig overhovedet være ledt af Helligånden? Når man tager i betragtning at en af Helligåndens vigtigste opgaver er at overbevise om synd.

Som Paul Washer flere gange har sagt, at det tydeligste tegn på at du har oplevet Gud røre dig, er at du viser en større ovefølsomhed overfor synd. Hvis man ikke i større grad kan se synden i sit eget liv efter at have haft en oplevelse med Gud, så er det meget sandsynligt at det slet ikke var Gud du mødte.