Categories
Forvirret lære Kirke Livet som kristen Troens forsvar

En jødes argument imod Jesus

På Kristeligt Dagblads hjemmeside Religion.dk, kan man i dag læse overrabbiner Bent Lexners (dårlige) argumenter for at Jesus ikke er Messias. Den begrundelse han kommer med, minder en del om de argumenter nogen kommer med imod folk som går imod vranglære i kirken. Men lad os først se på hvad Bent Lexner siger.

“For jøder er Messiasbegrebet knyttet tæt til fred i verden – messianske tilstande er fredelige tilstande”

“Da Jesus ikke bragte fred ind i verden, anses han altså ikke af jøder for at være Messias”

Bent Lexner ved tydeligvis at den Messias der skulle komme, også var en Messias der kom med fred. Men han har misforstået hvilken fred det handler om. Det står jo skrevet i juleevangeliet at den fred Han kommer med, er en fred hos mennesker der har Hans velbehag (Lukas 2.14). Det er ikke en fred til denne verden der er tale om, tværtimod. Men Jesu fred er ikke lig med mangel på strid, som nogen fejlagtig tror. Jesus siger jo selv i Mattæus 10.34-36:

“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.”

At være en troende medfører altså ikke at man samtidig kan holde fred med alle. Jesus siger meget klart, at fred med Ham, vil medføre at man vil komme i strid med andre. Hvilket vi også ser fra en anden vinkel i Jacobs brev hvor han skriver at venskab med verden er fjendskab med Gud. Men dette er noget som mange kristne har valgt at se bort fra. For hvor mange gange har jeg og andre som forsvarer den sunde lære, ikke fået følgende anklage: ” I skaber splid, med jeres snak!” Og det kan de skrive på både den ene og den anden måd, og få til at lyde bibelsk, ved at bruge fragmenterede skriftsteder som de giver deres egen fortolkning af.

Men, ja der står jo også i skriften, at en sand kristen ikke skaber splid. Men hvad er det så for en splid der er tale om her, når Jesus klart viser at Han også er kommet for at sætte splid? Svaret for mig er ganske klart. Det må være splid imellem dem som tror på sandheden, der er tale om her. En sand kristen burde skabe samling om Kristus. Vise hvem Han er, og pege på Ham som den eneste løsning. Så hvis man kun skaber splid, og ikke skaber samling om Kristus, så er der et problem, og et ret stort et.

Midt i dette emne er der dog en ting som jeg gruer for, og ser ret alvorligt på. For hvad kan konsekvensen være ved at man har et misforstået billede af Messias, hvad enten man er jøde eller kristelig? Det har jeg tænkt mig at komme ind på næste gang.
Se fortsættelsen her: Hvilket syn har vi på frelseren og hans efterfølgere?

Categories
Kirke Kommentar til medierne Troens forsvar

Jeg er enig med de irske ateister

I Kristeligt Dagblad kan man i dag læse, at irske ateister går imod en ny blasfemilov. Den lov gør det kriminelt at viderebringe materiale som kan virke fornærmende af folk som har med religionen at gøre. Til det har kritikeren Michael Nugent sagt:

“Denne nye lov er både fjollet og farlig. Den er fjollet, fordi middelalderlige religiøse love ikke har nogen plads i en moderne sekulær republik, hvor kriminallovgivningen skal beskytte mennesker og ikke idéer. Loven er farlig, fordi den intensiverer religiøse krænkelser, og fordi islamiske stater med Pakistan i spidsen allerede bruger ordvalget fra den irske lov til at fremme nye blasfemiregler i FN”

Nogle irske ateister, deriblandt Michael Nugent, har derfor taget initiativ til en hjemmeside hvor man kan se at de religiøse retninger som loven skulle “beskytte” selv er skyldige i at bryde denne lov. Og jeg støtter dem i den sag. For ønsker vi virkelig igen at leve i et samfund hvor der er institutioner som ikke må kritiseres, være de sækulære eller religiøse? Og spørgsmålet som også melder sig er: Hvad er det for religioner, som ikke kan tåle at blive stillet kritiske spørgsmål? Kan de ikke tåle at blive testet? Kan de ikke tåle at blive modsagt?

Jeg synes personligt at en tro som ikke kan tåle at blive modsagt og kritiseret,indikerer at det er en tro som er så svag at den er nødt til at få statens beskyttelse. Det synes jeg ikke skulle være nødvendigt. Så hvad dette angår, vil jeg gerne give min støtte til disse ateister. Jeg forventer selvfølgelig at de selv kan tåle at blive kritiseret og vurderet. For ellers ville det jo være hykleri. Lidt ligesom Richard Dawkins som gentagne gange har sagt nej til at møde folk der taler for Intelligent Design, og har kristen baggrund (heriblandt Ray Comfort).

“men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har,” Første Peter 3.15

En kirke som ikke kan tåle kritik, er ikke en kirke jeg ønsker at komme i. Kirken skal være parat til troens forsvar, hvad enten den er beskyttet af en blasfemilov eller ej. Jeg håber bestemt ikke at den slags bliver nødvendigt i vores samfund. Jeg vil foretrække et samfund der holder ytringsfriheden højt, også selvom det betyder at der er folk man er uenig med. Det er en pris jeg er parat til at betale, og det skaber da også et langt mere dynamisk og udviklende samfund når der er plads til den slags.

Se den omtalte artikel her: Kristeligt Dagblad

Categories
Evig dom Hvem er Gud? Synd Troens forsvar

Ønsker vi ikke at Gud er retfærdig?

Ofte siger folk at det da ikke kan være meningen at Gud vil dømme mennesker. Men ønsker vi virkelig det når det kommer til stykket? Er sandheden ikke at det er langt at foretrække at Gud er retfærdig i sin dom, end at Han vælger at ignorere folks forbrydelser?Lad os tage et eksempel:

Hvad hvis nogen gjorde den person som du holder allermest af fortræd. Med fortræd mener jeg virkelig forbrudt sig imod den du elsker højest. Lad os antage at det kunne være voldtægt, tortur eller mord. Du vidste hvem der havde gjort forbrydelsen, og fandt bagefter ud af at forbryderne ikke ville blive anklaget fordi det offentlige retssystem, var ligeglad. Det er måske svært for os i Danmark at forestille sig, men der findes lande hvor det er tilfældet. Hvis det skete, ville du så ikke blive vred. Ville du ikke føle at det ville være så uretfærdigt, at du måske endda kunne finde på selv at finde på at opsøge forbryderne og udøve retfærdighed.
Hvad hvis det var dine børn det var sket for? Ville du så ikke gå meget langt? Ville du finde dig i at nogle havde forbrudt sig mod dine børn? Ville du ikke sørge for at retfærdigheden ville blive udøvet?
Jeg ved at hvis jeg ikke kunne få politiet eller retssamfundet til at tage en sådan sag op, og jeg virkelig havde gået langt for at få dem til det uden held. Så ville jeg se mig nødsaget til personligt få fat i de personer der havde forbrudt sig mod mine børn og straffe dem. Nej, jeg er ikke tilhænger af selvtægt. Men jeg ville ikke finde mig i at se at en sådan uretfærdighed kunne få lov at stå ustraffet. Jeg ønsker retfærdigheden skal ske, og det ville du også gøre.
Derfor ønsker jeg, og du heller ikke, at Gud skulle være uretfærdig. Du ønsker en retfærdig Gud. En Gud der straffer forbrydelser. Hvis Gud ikke var retfærdig ville forbrydere ikke få den straf de fortjener. Bibelens Gud er retfærdig, for det står der igen og igen. Se salme 7.12.
“Gud er en retfærdig dommer, en Gud, der harmes hver dag.”

Her er der bare et problem for os, vi er alle forbrydere. Som der står i Rom 3.23
“for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”
Der findes ikke nogen som ikke har brudt Guds lov. Og lad mig forvisse dig om en ting: Det er meget værre at bryde Guds lov end menneskers lov. Menneskers love ændrer sig over tid, men Guds lov står fast og er faktisk skrevet i vores hjerter. Men i og med, at du har Guds lov skrevet på dit hjerte, så ved du også at du har overtrådt den. Derfor skal du også straffes. Men samtidig er Gud også en barmhjertig Gud som ikke ønsker at straffe. Derfor har han, fordi han også er retfærdig, sørget for at dem der kaster sig ind under Kristus vil undgå straffen. For dem har Kristus allerede betalt straffen for på Golgatas kors. Men dem der siger de ikke har brug for Jesus, og ikke har brug for tilgivelse, og ikke vil omvende sig fra deres eget liv. For dem er der kun evig straf.
Så hvad får Gud ud af det? Svaret er retfærdighed. Gud er en retfærdig Gud der er nødt til at straffe lovbrud og lovbrydere. Han gør det ikke for at være ond, men for at retfærdigheden må ske fyldest.
Hvorfor at Helvede skal være så forfærdelig som det er, må jeg komme ind på en anden gang. Jeg har dog kommet ind på dette i den podcast som hedder Hvad er vigtigt?.
Hvis du er i tvivl om du virkelig er en synder, så kan jeg anbefale dig at læse siden Hvad er synd?

Categories
Bibelen Hvem er Gud? Troens forsvar

Sandheden er mulig at kende

Der har flere gange været folk der overfor mig har påstået, at det ikke er i orden at jeg siger at jeg kender sandheden. Nogen af disse siger at det slet ikke er muligt at kende sandheden, mens andre siger at den er mulig at kende, men at min blot er forkert. Nu kunne jeg godt bruge meget tid på, at argumentere for hvordan og hvorfor det er muligt at argumentere for sandheden, som David Jakobsen bl.a. gør på sin side apologetik.dk. Men det er ikke noget som jeg har valgt at prioritere i ligeså stor grad (jeg værdsætter dog at David gør det). Hvad jeg istedet ønsker at påpege, er at bibelen siger det er muligt at kende sandheden, og det er noget den siger flere gange. Bl.a. her i anden Thessaloniker 2.13:

“Vi bør altid takke Gud for jer, brødre, som er elsket af Herren, fordi Gud udvalgte jer som en førstegrøde til frelse ved Åndens helligelse og ved tro på sandheden.”

Hvordan kan man tro på sandheden hvis man ikke kender den? Så tror man jo på noget man ikke ved hvad er, hvilket jo er fuldstændig tåbeligt. Så Paulus må i dette udsagn, klart mene at han kender sandheden, og det samme er gældende for de thessalonikere han sendte brevet til. Jesus selv sagde også at Han er vejen, sandheden og livet, og Han viste også at Guds ord er sandt og troværdigt. Samtidig viser bibelen at når Jesus talte, så var folk slået af Hans forkyndelse. For Han talte som en der havde myndighed, og ikke som de skriftkloge og farisæerne. De ændrede nemlig på Guds ord, og fik det til at passe ind i deres verden. Jesus talte Guds ord som det er, og det i sig selv gjorde at folk blev ramt. Det har også været gældende for vækkelseshistorie. Guds ord blev taget for hvad det er, ikke for hvad man havde lyst til at det skulle sige.

Så når folk anklager mig for at have min egen fortolkning af bibelen, så er man da også velkommen til det. Men dem som gør det, skulle istedet tage og vise mig udfra bibelen, hvad det er jeg skriver som er forkert. For det er en argumentation som jeg kan tage alvorligt, hvis man vel at mærke kan vise at man har en god hermeneutisk tilgang til skriften, og er i overenstemmelse med klassisk historisk ortodoks kristendom. I så fald er jeg særdeles lydhør.

Min påstand er at når bibelen siger at det er muligt at kende sandheden, så må det være rigtigt. Man kan så være uenig med mig i den udlægning jeg har af Guds ord, men så burde man vise mig hvorhenne den er forkert, og forklare hvorfor at den udlægning er bedre end min. Men når folk ikke har andre argumenter end “jeg kan ikke lide din fortolkning” eller “sådan kan du da ikke skrive” eller “du træder på andres meninger” eller lignende, så har de ikke vist at deres argumenter er bedre end dem jeg har. Tværtimod. Men hvis det jeg har skrevet er sandt, og det tror jeg langt det meste er, så har dem der skriver sådan et problem. For de er nu blevet konfronteret med sandheden og har afvist den. Og det bliver meget alvorligt at stå overfor Gud på dommens dag, og der blive konfronteret med at man har afvist sandheden. Fordi man ikke brød sig om den. Jesus siger selv hvorfor folk afviser sandheden i dette skriftsted.

“Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde”. Johannes 3.18-19

Se også indlægget: Er det arrogant at sige man kender Gud?

Categories
Bibelen Troens forsvar

Frank Turek har ikke tro nok til at blive ateist

Frank Turek har skrevet en bog med den rammende titel “I don’t have faith enough to be an atheist”. Det er også en vinkel som går igen i hans undervisning her. I denne video taler han om at de pinlige historier i bibelen, som er med til at påpege at den er sand. Det er bestemt ikke den eneste grund til at den er sand, men er en ret god pointe når man taler med folk der påstår at bibelen er skrevet ned lang tid efter Jesu død og korsfæstelse, og ikke er skrevet af dem man tror. Hvis det virkelig passede, burde forfatterne have skrevet i langt mere rosende vendinger om apostlene. Men der er for mange pinlige historier om apostlene og hvor mange gange de tog fejl, til at man skulle tro at den er skrevet lang tid efter. For i så fald ville man skrive om dem som om det var de rene helgener. Det har man ikke gjort, og du kan høre nogle af eksemplerne på det her:

Categories
Bibelen Troens forsvar

Bibelen er ikke sand bare fordi jeg tror det

Bag denne næsten kætterske overskrift gemmer der sig noget enhver kristen burde have kendskab til. Nemlig grunde til at bibelen er sand. Den er jo ikke bare sand fordi jeg tror på den er sand. For jeg kan tro nok så meget uden at det har nogen betydning for dens troværdighed. Der er andre og langt mere vægtige grunde til at den er sand, end min tro. Det illustrerer den ret dynamiske Frank Turek på glimrende vis her.

Categories
Bibelen Korset Troens forsvar

Hvad betyder 7 mil

Hvad har syv mil at gøre med evangeliet? Matt Chandler har svaret her:

Categories
Bibelen Troens forsvar

Hyklerens bibelvers nummer 1: DØM IKKE

Som en mulig afslutning på de to foregående indlæg om at dømme, har jeg valgt at sætte dette lille videoklip fra en kristen video, om moderne musik. Her vil man kunne se at mange som lever et tydeligt syndigt liv, åbenbart har lært dette ene vers i bibelen, som åbenbart er det eneste de kan udenad:

Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.”

Men de viser samtidig at deres brug af Guds ord, er misbrug, og hykleri. Ikke nok med det, de prædiker også sig selv en dom til. Hvis du ikke har set denne video før, så vil du blive chokeret over at se hvordan ikkekristne bruger den samme argumentation som mange kristne benytter sig af, når der kommer kritiske røster der sætter spørgsmål ved den måde kirken er kirke på i dag. Men “døm” selv.

Categories
Evangelisation Falsk Lære Forvirret lære Kirke Kommentar til medierne Omvendelse Troens forsvar

Hvis Paulus brev var blevet udgivet i Domino eller Udfordringen

Har du nogensinde tænkt på hvad reaktionen ville blive, hvis Paulus brev til Galaterne var udgivet i et af de moderne kristne nyhedsmedier? I brevet skriver Paulus på en måde som ikke er helt i overenstemmelse med moderne kristendom. Han skælder jo galaterne ud for at have forladt troen, og viser også hvad det er de har udskiftet. Galaterbrevet er et vredt brev, og det er tydeligt at se når man læser det. Jeg har her givet nogle bud på hvordan reaktionen ville blive.

Kære Domino/Udfordringen

Jeg blev ganske rystet over at læse Paulus læserbrev i sidste nummer. Hvem er ham Paulus egentlig? Hvilken ret har han til at dømme galaterne, og hvornår har han egentlig sidst været i deres menighed? Rent faktisk kender jeg flere i den menighed som jeg anser for at være de mest elskelige og overgivne kristne.

Fra Palle Kirkevækst

Til Domino/Udfordringen

Jeg har hørt meget om Paulus og det han prædiker, men kan han da ikke bare tale om de positive ting? Hvorfor gør han så stort et nummer ud af at galaterne har fundet en anden måde at prædike evangeliet på? Dertil bryder jeg mig heller ikke om den attitude han viser.

Allervenligst John Seekerfriendly

Læsersvar til Domino/Udfordringen

Hvad bilder Paulus sig ind, når han beskriver hvad den kristnes frugter er. Hvordan kan han bare komme og sige at man ikke er en kristen, hvis man ikke har frugter? Og hvad med ham selv, det virker da ikke til at han er særlig fyldt med de frugter, når han sådan skaber splittelse i Guds kirke med hans arrogante dom over galatermenigheden.

Fra Jesper Enhed

Spørgsmål til Domino/Udfordringen

Jeg undrer mig over at man giver spalteplads til den såkaldte apostel Paulus. Jeg troede at kristne var folk der viste kærlighed til hinanden. Hvad gør det at der skulle være nogle enkelte ting som ikke er helt i overenstemmelse med Guds ord? Handler det da ikke bare om at vi elsker Gud, og forsøger at være gode ved hinanden? Jeg overvejer på det kraftigste at opsige mit abonnement på dette blad, når man kan finde på at give folk der kritiserer Guds kirke plads til deres negative udgydelser.

Venligst Svend Blind

Kære Domino/Udfordringen

Jeg er faktisk en af medlemmerne i galatermenigheden. Og jeg synes Paulus rammer helt ved siden af. For Paulus ved åbenbart ikke noget om de hundredvis af mennesker som har fået et forhold til Gud, efter vi har forladt den måde som Paulus angav os at vi skulle køre kirke på. Det han lærte os dengang passede da til den tid. Men hvis vi skal nå den nye generation, så må der altså et budskab til, som er egnet til denne tids mennesker. Og vil Paulus da ikke hellere have at folk får et forhold til Gud, selvom det sker på en anden måde end den vi oprindelig brugte? Jeg spørger bare?

De “varmeste” hilsener Lisbeth Døv

Svar til Paulus vedr. læserbrevet vedr. galatermenigheden
Har den kære Hr. Paulus overhovedet lagt mærke til hvor meget galaterkirken er vokset efter de er begyndt at benytte sig af den nye tilgang til Guds ord? Vil Paulus da hellere have at kirken var lille og kun havde nogle få ubetydelige folk med. I dag er der betydningsfulde folk fra romerriget i den kirke, og flere er på vej, samtidig med at man er nødt til at bygge kirken større fordi folk bare kommer for at være med, og få del i den velsignelse der udgår derfra. Jeg synes Paulus skulle tage og vægte sine ord langt mere end han gør i dag. Han kender jo også de berømte ord som Jesus sagde: Døm ikke for at du ikke selv skal blive dømt. Men det vers forstår Paulus måske ikke, eller også synes han ikke at det bibelvers passer på ham, når han er så stor en apostel.

Kritisk hilsen fra Tonny Dom

Tanker efter at have læst Paulus læserbrev i sidste nummer af Domino/Udfordringen

Det kan godt være at Paulus synes der er meget at beklage sig over ved galaterkirken. Men han har åbenbart valgt at se væk fra den positive omtale som kirken har fået i byen. Andre steder bliver kristne forfulgt, men ikke i galatien. Måske er det fordi vi har været bedre til at vise kærlighed til folk, og det er noget som folk har lagt mærke til at vi virkelig mener. Når folk taler så godt om os, og accepterer os som dem vi er, så må det da være et tegn på at Gud er med os. Så med andre ord, så synes jeg at Paulus skulle tage og slappe af med sin kritik, og i stedet finde ud af hvad han selv kunne lære af os galatere.

Thomas Navlepiller

Inspireret af en anden hjemmeside. Muligvis vil der senere komme et svar fra redaktionen som en reaktion på disse læserbreve.

Categories
Forvirret lære Hvem er Gud? Troens forsvar

“Sandheden er ilde hørt”

I går skrev jeg om den lidt underlige historie om hvorfor Store Stygge Ulv løslod de tre små grise, da han endelig havde fanget dem (se her). Årsagen var skrev jeg:

“For hvis han ikke havde dem at rende efter, så kunne han se at hans liv ikke havde nogen mening.”

Store Stygge Ulvs liv handlede om at fange de tre små grise. Men da han endelig fangede dem, var han nødt til at løslade dem, for at undgå at miste meningen med sit liv. Ligeledes er der mennesker der påstår at de søger sandheden, men som ikke vil tage stilling til sandheden når de møder den. Jeg har mødt dem mange steder, de vil gerne diskutere åndelige områder, og filosofere sig frem til det ene og det andet. Men når de finder ud af at man siger at man kender sandheden, så slår de fra. Det er ikke i orden at sige man kender sandheden, for det er for meget at forlange for et menneske. Dermed sætter de sig selv i en ret mærkværdig situation. For dels siger de at det de selv søger efter ikke kan findes. Og dels siger de at det ikke er muligt for et menneske at kende sandheden. Hvis de virkelig mener det, så viser de at deres liv er tomt og nyttesløst. For hvorfor skulle man søge efter noget der ikke kan findes? Det er jo tåbeligt.

Men jeg er overbevist om at der er en anden årsag til deres påstand om at de søger sandheden, som de reelt set ikke mener alligevel. Det lyder nemlig godt i andres øren at sige den slags. De kan endda få det til at lyde som om de er intelligente. Men hvis de bliver konfronteret med sandheden så vil perspektivet med deres liv jo forsvinde. For hvis de virkelig en dag skulle stå overfor sandheden, så ville det betyde at de var nødt til at forholde sig til den. På det tidspunkt var de nødt til, ligesom Store Stygge Ulv, at finde ud af om man ville betale den pris det koster at forholde sig til sandheden, eller ej.

For enten kender man sandheden og lever efter den, eller også lever man som om der ikke er nogen sandhed, på trods af at man er blevet gjort bekendt med den. Udtrykket “Sandheden er ilde hørt” må jeg sige ser ud til at være sandt. Forresten så er sandheden en person. Han hedder Jesus og omtaler sig selv sådan her:

“Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Johannes 14.6