Categories
Bibelen Evangelisation Falsk Lære Forvirret lære Hvem er Gud? Kirke Livet som kristen Troens forsvar videoer

Er kirkens ungdomsarbejde bibelsk eller ødelæggende for de unge?

En ung mand i USA, har været meget spørgende overfor meget af det det ungdomsarbejde der foregår i kirkerne. Ungdomsarbejde der i høj grad ligner det man ser rigtig mange steder i USA. Han begyndte at se en forbindelse mellem det frafald man så hos de unge, det syndige liv mange af kirkernes unge også levede i, og ungdomsarbejdet. Han begyndte at forstå at det ikke var pga folks uddannelse at man faldt fra, da der ellers gik mange rygter om at unge faldt fra fordi de kom på gymnasiet eller universitetet. Det viste sig istedet at det startede før. Det startede i ungdomsarbejdet. Det skyldte den enkle grund, at ungdomsarbejde som vi ser det mange steder slet ikke er bibelsk. Dette emne har han lavet denne helt fantastisk fine film om.

Dette er den dokumentarvideo som du bør se, hvis du er kristen og kun ser en dokumentarudsendelse om året. Den her video er så banebrydende, og stiller så mange spørgsmål som der er brug for at blive stillet igen. Se den og spørg din pastor og din ungdomsleder om de ikke også vil se den. Eller stil de samme spørgsmål til dem, som bliver stillet i videoen.

Official Divided the Movie (HD Version) from NCFIC on Vimeo.

Categories
Bibelen Falsk Lære Hvem er Gud? Troens forsvar

Treenighedslæren er afgørende for sund kristendom

`

Det er efterhånden ved at være ret mange som er begyndt at sætte tvivl om en af de mest væsentlige kristne læresætninger, nemlig treenighedslæren. At Gud er eén, men er åbenbaret i tre distinkte personer er af så afgørende betydning for evangeliets sammenhængskraft, at det ikke er en doktrin man skal forsøge at ændre det mindste på. Ikke desto mindre er det ikke et område folk tager så alvorligt, som man før har gjort. Der er mange som pga falske læreres kilden i ørerne har åbnet sig for anden forståelse af Gud, end den vi ser i treenighedslæren.

Men siger man nej til treenighedslæren, siger man ja til falsk lære, og det har vist sig igen og igen at være sandt. Tag eksempelvis modalisme som går ud på at Gud er eén, men kun kan vise sig i en person af gangen, er helt tilbage i den meget tidlige kristendom blevet dømt udenfor. Modalisme er aldrig igennem kirkehistorien blevet anerkendt som en kristen lære, men i dag har mange eksempelvis åbnet sig for falske profeter som T. D. Jakes der er en velkendt modalist. Også den afdøde karismatiske præst William Branham sagde at treenighedslæren var dæmonisk, og viste dermed tydeligt at han var en falsk profet (foruden at påstå han var en genfødt Elias, og at bortrykkelsen skulle ske i 1976). Alligevel er der stadig i dag mange der følger hans lære, da den kilder så dejligt i ørerne. Men har man sagt nej til treenighedslæren har man samtidig sagt nej til evangeliet. Og det er lige præcis her det begynder at blive alvorligt.

Treenighedslæren er nødvendig for evangeliet!
Det største problem for modalisterne (og andre treenighedsfornægtere) er at når Gud kun kan være en person af gangen, hvordan skulle Gud så kunne knuse sig selv og sige Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig? Det er jo af afgørende betydning at den der hang på det kors var Gud selv. For kun en havde mulighed for at bære hele verdens synd. Det var en der skulle være syndfri, og tilmed kunne bære alles synd, ikke kun en enkelt persons. Derfor skulle det være en der er mere værd end alle andre tilsammen, i fald vedkommende skulle kunne opstå fra de døde igen. Det findes der kun en der kan, og det er Gud. Men hvis Gud skulle dø på det kors, og det samtidig var Gud der skulle straffe synden, så må Gud også være i stand til at knuse den der bærer synden. Det gør Gud Fader. Gud Fader knuser Guds Søn, og Gud Helligånd oprejser Ham fra de døde. Og det kan kun lade sig gøre og forståes ved en treenig Gud.

Treenigheds læren er ikke en de kristne har opfundet, sådan som nogen fejlagtig påstår. Den er udledt af bibelen, og Gud omtaler også sig selv i flere personer i det gamle testamente. Men tydeliggør det i det nye. Så dette har ikke noget med kirkepolitik at gøre. Tænk lige over det her: Hvem i alverden kunne komme frem med en så kontroversiel forståelse af Gud, så det giver sammenhængskraft i den grad det gør? Det tror jeg ikke mennesket ville være i stand til at gøre i egen kraft. Det kan kun åbenbares igennem Guds ånd sammen med Guds ord. Dertil kan vi også se at Jesus selv omtaler sig selv som Gud indtil flere gange:

”Jeg og Faderen er ét.” Johannes 10.30
Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.« Johannes 8.58 (Jeg er”, er det forbudte navn på Gud for jøderne).

Og Johannes 1.1 står der: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” som bliver fulgt af vers 14 ” Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Her er det tydeligt at Ordet som var Gud, og som blev kød og tog bolig iblandt os, er Gud. Så skal ikke være i tvivl om at Jesus er Gud, samtidig med at Gud også er i Himlen og taler til sin søn i Lukas 3.22:

”og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due; og der lød en røst fra himlen: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«”

Men hvorfor er folk så ved at fjerne sig fra treenighedslæren? Jeg har to hurtige svar på det, og der kan nok findes flere. Men den ene er at vi ikke læser bibelen systematisk mere, hvis vi overhovedet læser den. Vi vil hellere læse bøger som Hytten, som giver et helt andet bud på hvem Gud er, end vi vil læse om den sande Gud i bibelen.
Det andet svar er, at mange af dem som kommer i kirkerne i dag jo alligevel ikke er kristne. Men folk som har et ønske om at skabe en gud i deres eget billede. Og der passer treenighedlæren ikke ind. Men det er vi nok selv ude om, for en stor del af kirkelivet i dag handler om at vise ”en tilpasset gud” som er attraktiv i folks øjne. Selvom det ikke er det Gud har bedt os om. Han har i stedet sagt følgende til os:

” »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«” Mattæus 28.19-20

Læs mere om hvorfor det er vigtigt at Jesus er Gud her: https://sand.omvendelse.dk/hvorfor-er-det-vigtigt-at-jesus-er-gud-29.htm

Læs mere om William Branham her: https://sand.omvendelse.dk/william-branhams-efterf%c3%b8lgere-2985.htm 

Læs mere om romanen Hytten her: http://omvendelse.dk/Hytten%20The%20Shack.html

Categories
Bibelen Falsk Lære Forvirret lære Troens forsvar

Jesu ligklæde er ikke nødvendig for min tro

Jeg er ikke imod ærkæologi. Heller ikke bibelsk ærkæologi. Tværtimod finder jeg det særdeles spændende. Men der er områder indenfor det nærmest pseudoærkæologiske område der hedder relikvierne. Relikvier er ting fra Jesu tid som har været relateret til enten Jesus direkte eller til apostlene. F.x. er der relikvier som angiveligt skulle være en apostels hånd (eller skelethånd nærmere sagt). Den slags samlede man rigtig meget på under Luthers tid. Luther selv tordnede imod det, også dengang han var ansat i den katolske kirke til at undervise. Sagen var eksempelvis den at nogle af apostlene, åbenbart havde så mange knogler at der var nok til at samle mere end syv stykker af Simon Peter ( jeg husker ikke de præcise tal for dette, så hæng mig ikke op på netop dette tal). Ret imponerende, specielt set i forhold til at kirken havde godkendt hvert eneste af disse knoglerelikvier.

Men er vi bedre i dag til at undgå et usund fokus på relikvier? Mange synes jo at det såkaldte Jesu ligklæde er særdeles interessant. De undersøger den på kryds og på tværs. De læser bøger om den, de diskuterer den. Der bliver produceret tv-udsendelser om den. Og den bliver besøgt og kigget på af folk der vil se den selv. Det ser næsten ud som om der kun findes to slags folk hvad dette ligklæde angår. Dem der er tilhængere af den, og dem der mener det er et bedrageri af høj klasse vel at mærke. Men man glemmer den tredie gruppe når man taler om ligklædet. Dem for hvem ligklædet ikke har den fjerneste betydning, fordi deres tro ikke bygger på et ligklæde. Et ligklæde som man ikke kan finde ud af at datere ordentligt. Og selv hvis man kunne, ville der ikke være nogen beviser for at dette skulle være det ligklæde, som Jesus blev svøbt ind i.

For om det er det eller ej, vil ikke have nogen betydning for min tro på at Jesus døde på korset for min skyld. Den kristne skal ikke bygge sin tro på omstændigheder, men på hvad der står i Guds ord. At dette Guds ord så igen og igen bliver dokumenteret og underbygget af ærkæologien, er jeg kun glad for. Men at bygge min tro på andet end det som Gud har åbenbaret i sit ord, såsom dette efterhånden moderne relikvie er tåbeligt tidsspilde. Husk på hvad Jesus sagde til Thomas efter opstandelsen:

“Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Joh. 20.29

Se mere om “moderne relivkvier” på dette link: Kristuskrans.

Categories
Bibelen Kirke Livet som kristen Troens forsvar

Paradokset om splittelse i kirken

Jeg havde for et stykke tid siden en serie kørende om splittelse der er bibelsk og splittelse der er ubibelsk. Jeg har fundet behov for at skrive serien sammen i et indlæg, som kan læses her.

Splittelse er ved at blive et fy-ord i kristne kredse. Det er som om at splittelse er blevet noget man er så bange for, at det har medført at kritik er blevet en synd i sig selv. Folk som kritiserer kan risikere at blive anklaget for at være falske profeter, netop fordi de har kritik og dermed skulle skabe splittelse. Begrundelsen for den anklage finder de i galaterne 5.19-21:

“Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.”

Det er bestemt også bibelvers der skal tages alvorlige, for de bliver jo afsluttet med at dem der gør den slags ikke skal arve Guds rige. Og en af de ting de gør er at skabe splid, derfor er det ikke noget vi skal ignorere! Men hvis vi kun bruger dette skriftsted, så glemmer vi hvad Jesus sagde om splid. Det finder vi i Mattæus 10.34-36:

“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender.”

Nu er det ikke sådan at vi kan sætte Jesu ord op imod Paulus ord. For skriften er troværdig, og skal forståes i sin helhed og ikke fragmenteret. Ellers ville vi ende i noget rod. For hvis vi kun benytter os af det Paulus skrev til galaterne, og brugte det taget ud af galaterbrevets kontekst, så ville det medføre at Jesus ikke kunne arve Guds rige. Netop fordi Han skabte splid, og ovenikøbet sagde at det var derfor Han var kommet. På den anden side skal det heller ikke være sådan at kristne kun er kommet for at skabe splid, hvilket de fleste formentlig er enig med mig i. Vi er nødt til at forstå det paradoks som vi ser her om splittelse. For hvis begge dele er rigtige, så må der være noget splittelse der er fra Gud, og noget der er fra mennesker, eller den onde. De to sidste former for splittelse er farlige, og er nogen vi skal holde os fra, mens den første er den vi skal forsøge at efterfølge.

Hvordan kan vi kende forskel på spittelse?
For at kunne forstå hvornår splittelse er i orden og bibelsk, og hvornår det er ubibelsk og dermed syndigt, må vi naturligvis vende os til skriften. Her er der en god idé dels at se på grundteksten, men også se på det i den kontekst vi læser det i. En læser havde engang gjort mig opmærksom på at de ord der bliver brugt om splittelse i hhv, Mattæus 10.35 og Galaterne 5.20 var lidt forskellige. Men begge ord har også den samme rod, og jeg synes ikke umiddelbart at der er den store forskel på ordene, men jeg vil anbefale at læse hvad der blev skrevet om grundteksten i den første kommentar på første del af serien på dette link.
Men jeg synes det ser ud til at det er konteksten der her får størst overvægt. Så lad os se på det Jesus siger først i Mattæus 10.35 i den sammenhæng det bliver sagt i. Så må vi se på Galaterbrevets kontekst senere.

Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.” Mattæus 10.32-38.

Hvad med splittelse i familien og kirken?
Det her handler tydeligvis om hvem der tilhører Jesus, og hvem der ikke gør. Det er noget som står helt klart af Jesu tale her. Men hvem er det så der tilhører Jesus Kristus? Det er dem som vil kendes ved Jesus overfor mennesker, og have en klar tro på Ham. Det er dem som sætter deres frelser højere end deres familiemedlemmer. Og med familiemedlemmer tror jeg Jesus vil vise meget mere end dette. For det er muligt at årsagen til at det er far og mor, datter og søn o.l. der bliver taget frem, er at det er disse  vi normalt vil gøre rigtig meget for, og tilsidesætte vores selviskhed for. Når vi skal sætte dem til side for Jesu skyld, så burde det også gælde for andre som vi sætter højt. Det kan være folk som står os nær i det kirkelige eksempelvis. De skal naturligvis heller ikke stå imellem Gud og os. Så dette bør gælde for alle menneskelige forhold.

Hvis vi ser på hvordan skriftstedet starter, ser det ud til at der vil komme splid mellem dem der ikke vil kendes ved Jesus Kristus overfor mennesker, og dem der vil kendes ved Jesus Kristus overfor mennesker. De sidste er dem der ikke er flove over deres tro, og ikke er bange for at holde fast i ordet, selvom det giver modstand. Mens de første enten skjuler deres tro, ikke har nogen tro, eller forsøger at tilpasse deres tro så den ikke vækker anstød. Eksempelvis folk der bøjer Guds ord, for at undgå uønskede konflikter med folk i denne verden.

Hvis vi ser på hvordan skriftstedet slutter, kan vi se at det også handler om dem der sætter denne verden højere end Gud. De prioriterer menneskelige relationer frem for relationen til Gud. Til allersidst ser vi hvad der virkelig skiller ”Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det”. Her ser vi at en sand kristen, er en der har mistet sit eget liv, og ikke længere lever for sig selv. Den sande kristne har fået et nyt liv, og det liv har den kristne i Jesus Kristus. Som der står i Galaterne 2.20 i den gamle oversættelse:

”det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig”

Så den splittelse som Jesus taler om, er altså ikke en splittelse af kristne. Men en splittelse mellem dem der tilhører Jesus, og dem der ikke gør. I denne splittelse indgår både folk der bekender sig til kristendommen og folk der ikke gør. Dvs dem som bliver skilt fra Jesu flok, også er dem som går under falske omvendte. Folk som muligvis kan siges at være kulturkristne, eller folk som har tjent i kirken, men aldrig har sagt ja til at blive født på ny. Mellem disse folk og de sande troende, vil Jesus sætte splid.

Så vi kan se at den splid der er i orden, og bibelsk korrekt, er den form der sætter splittelse mellem de sande troende og dem der ikke er sande troende. Men det i sig selv har flere gange været nok til at folk er blevet bedømt for at være vranglære. Noget som Jesus selv oplevede. Men også noget som Hans efterfølgere har oplevet, såsom Martin Luther, John Wesley, Jan Hus m.fl. har kunne mærke.

Når Guds folk er anklaget for at anklage
At Guds folk bliver anklaget for at skabe splittelse, er ikke noget nyt. I det gamle testamente ser vi eksempelvis profeten Elias blev anklaget af Kong Akab for at være skyld i Israels ulykke. På det tidspunkt havde Israel haft tørke, i flere år, efter en profeti fra Elias. Kongen var rasende over dette. Men Elias svarede at Kong Akab var den skyldige i denne ulykke, og definerer så hvorfor han var det.
Begrundelsen er værd at lægge mærke til. For Elias siger at der er fordi Akab ikke havde fulgt Guds befalinger og tilmed valgt at tilbede Baal istedet. Dermed vender han det hele om og får hele Akabs anklage til at gå imod ham selv.

“Så snart Akab fik øje på Elias, sagde han til ham; “Nåh der er du der styrker Israel i ulykke”. Han svarede;det er ikke mig der styrter Israel i ulykke, men dig og din fars hus fordi I har svigtet Herrens befalinger, og fordi du følger Ba’alerne. Første kongebog 18.17-18

Det er noget af en anklage at komme med imod en konge, og det kunne da også have kostet Elias livet at tale sådan. Elias var mener man den mest upopulære person Israel på dette tidspunkt. Netop fordi hans udmeldinger var irriterende for det etablerede religøse system, og derfor noget der skabte splittelse.

Hvis vi kigger kort på hvorfor den splittelse som Elias kom med var i orden, så tror jeg det skyldes følgende: Elias havde en kærlighed til Gud, der brændte så kraftigt i ham at han ikke kunne lade være med at konfrontere løgnen når han så den. Også selvom det betød at Elias ville miste popularitet og anseelse hos mange. Ja, del ville ovenikøbet betyde at han ville blive anklaget for at være skyld i Israels ulykke.

Bibelsk gudsdyrkelse, eller ikke bibelsk gudsdyrkelse
Men den form for splittelse som Elias skabte, var ikke en man ønskede. Lad os dog være i fred. Kan vi ikke tilbede gud på vores egen måde, uden at du behøver blande dig? Vi gør det på vores måde Elias, og du gør det på din måde. Men Elias havde fattet hvilken måde der var rigtig. Og læg mærke til at jeg skriver rigtig, og ikke bedst. For Elias siger jo at det var Guds befalinger Akab havde forladt. Det var ikke Guds anbefalinger. Dvs at der er en måde der er rigtig, og masser af måder der er forkerte, fordi de ikke lever op til de befalinger. Dette sagde Elias ikke i kraft af sin egen autoritet, men i kraft af Guds ords autoritet. Igen fordi han sagde at Akab havde forladt Guds befalinger. De befalinger finder vi jo kun et sted, og det er i Guds ord. Hvilket gør at vi allerede nu i serien kan konkludere at Guds ord er det der splitter os, når splittelse er i orden.

Når splittelse ikke er i orden
Når vi nu kan se at den type splid som Jesus skaber er i orden, og vi vel at mærke kan definere hvad det er for en form for splid, så er det vi kan gå videre og finde ud af hvilken form for splid Paulus talte imod i galaterbrevet. For det kan tydeligvis ikke være den samme.

I galaterbrevets lys
Lad os starte med at se på hvorfor Paulus skrev til galaterne. Her er der bred enighed om at det skyldtes, at de havde taget imod forkyndelsen af et andet evangelium. Det havde gjort Paulus så rasende at han skrev dette meget vrede brev til dem. Det er det vredeste af alle hans breve. Normalt var Paulus både mild og skarp, men i denne er han skarp og vred. Galaterne havde nemlig taget imod en såkaldt ”ny lære” som lugtede lidt af kristendom, men ikke var det. Det var en gerningsreligion de havde gået over til. Det var altså igennem deres gerninger at de skulle gøre sig egnede til himmeriget, og ikke igennem Jesu nåde, og Hans fuldendte offer på Golgata. Det er muligt at de ikke selv havde indset denne konsekvens, men at de ”blot” havde begyndt at anse Jesu offer som symbolsk i stedet. Men Paulus er så klar på at dette var et falsk evangelium og at det han havde prædiket for dem oprindelig var det sande evangelium, at han siger følgende i første kapitel vers 8-9:

” Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.”

Så når Paulus oven i købet siger at han ville selv være forbandet hvis han prædikede et andet evangelium, så er det fordi han tager dette meget alvorligt. Så alvorligt at om så en engel fra Himlen havde gjort det, så ville den budbringer stadig være forbandet. Resten af galaterbrevet er skrevet i netop dette lys. Der er et sandt evangelium og et falsk evangelium. Og de to kan ikke fungere sammen.

Når Paulus skriver så voldsomt til galaterne, så ville det være tåbeligt at antage at det ikke ville medføre splittelse i den menighed. For der var jo nogen der langt hellere ville ”det nye smarte”, mens andre godt kunne se at de havde forladt evangeliet. Men igen ville det være en splid der ville være i orden, for ellers ville Paulus jo være drevet af kødets frugter, og det ville ikke være i orden da han i kapitel 5 vers 19-21 skriver:

”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.”

Når vi kender til baggrunden for galaterbrevet, så kan vi også se at den splid der er tale om her, ikke er fra dem der prædiker evangeliet. Der er tale om splid fra folk der prædiker et andet evangelium og med det evangelium sætter splid i Guds menighed. Dvs deres budskab som ikke er fra Gud, skaber splittelse som ikke er i orden. Splittelse som er en konsekvens af kødets frugter. Så noget vi kan være sikre på, er at budbringere med et andet budskab end evangeliet, skaber ubibelsk splittelse i Guds kirke.

Men der er også en anden side, som jeg vi er nødt til at komme ind på. For vi er nødt til at forstå dette i sammenhæng med lignende bibelvers, og der ser vi at det ikke nødvendigvis er fordi der bliver prædiket et andet evangelium at splittelse er ubibelsk. Og det ville være forkert ikke at se på den side af sagen også.

Usund splittelse i kirken
Hvis man nøjes med at tro at den splittelse som bibelen taler imod, kun har noget med vranglære at gøre, tror jeg man går fejl. Bibelen viser ganske rigtigt at vranglære som skaber splittelse, bestemt er ubibelsk og er noget man skal tage meget alvorligt. Men Paulus skriver noget interessant til korintermenigheden som er værd at tænke over i denne sammenhæng.

Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at enes, så der ikke er splittelser iblandt jer, men så I holder sammen i tanke og sind. For Kloes folk har fortalt mig om jer, mine brødre, at I ligger i strid med hinanden. Jeg sigter til, at I siger hver sit: Jeg hører til Paulus, jeg til Apollos, jeg til Kefas, jeg til Kristus. Er Kristus da blevet delt? Var det måske Paulus, der blev korsfæstet for jer, eller blev I døbt til Paulus’ navn? Første korinter 1.10-14

Dette skriver Paulus til en splittet kirke, og det der burde undre os ved første øjekast, er hvad der splitter dem. For de har delt sig op i grupper som hver især ”følger” gode kristne lederes lære. Apollos, Kefas (samme som Simon Peter), Paulus og Kristus, prædikede jo alle evangeliet. Det var ikke noget andet evangelium de prædikede. Og det var heller ikke sådan at nogen af disse forsøgte at skabe splittelse i menigheden. Men grupperinger i menigheden havde valgt at sige ”Vi følger Kefas”, mens andre havde valgt at sige ”vi følger Apollos”. Dermed havde de i deres egne øjne gjort sig til efterfølgere af en ”bedre” eller ”mere klar” vej. Og i samme åndedræt havde de vist de andre, at deres forståelse ikke var helt så god som den de havde.

Paulus svar til denne splittelse var at den viste at de var som spædbørn der ikke kunne tåle fast føde. Hvilket vi kan se i det tredie kapitel hvor han igen nævner deres splittelse:

Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus. Jeg gav jer mælk, ikke fast føde, for den kunne I endnu ikke tåle, og det kan I heller ikke nu; for I er stadig kødelige mennesker. For når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og lever slet og ret som mennesker? Når én siger: Jeg hører til Paulus, og en anden: Jeg hører til Apollos, er I så ikke slet og ret mennesker? Første korinter 3.1-4

Så det kan godt være at de selv så sig som bedrevidende kristne, der havde valgt den rette retning indenfor kristendom som Paulus retning, eller Kefas retning m.v. Men Paulus lagde tingene på bordet og viste at de var kødelige mennesker hvis liv viste at de ikke kunne tåle god sund lære.

Men hvor ser vi så den form for splittelse i vore dage? Jeg tror jeg har et godt eksempel fra nogle fælleskirkelige møder som min gamle præst var med til hver halve år. Og jeg skal påpege at jeg ikke tror at disse møder var repræsentative for lignende møder andre steder. Jeg ved at der er geografiske forskelle på hvordan sådanne møder er blevet udført.

Men til disse fælleskirkelige møder fik jeg at vide at der ikke var nogen fælles bøn, og heller ikke nogen brødsbrydelse. Årsagen dertil var at nogen af lederne ikke kunne bede sammen med ”gendøbere”, og da slet ikke bryde brødet sammen. Begge grupper prædikede evangeliet, men det at nogen praktiserede dåb på egen bekendelse og ikke på forældrenes bekendelse, var altså noget der splittede så meget at man kun kunne være i stue sammen og diskutere teologi. Man kunne ikke have åndeligt fællesskab med hinanden, i form af bøn og brødsbrydelse. Begge grupperinger var startet af folk som havde en god sund opfattelse af evangeliet, og som formentlig forkyndte det klart og tydeligt. Ligesom Kefas, Paulus og Apollos. Men man var blevet så låst fast i sin bestemte måde at praktisere sin tro på, en praksis som grupperingernes grundlæggere havde stået for, at dette i sig selv skabte splittelse. Men en splittelse som jeg kun udfra det Paulus skriver kan konkludere var decideret dum.

Retorisk
Paulus spørger korinterne om Kristus er delt. Det er selvfølgelig et retorisk spørgsmål, men han stiller det for at vise, at deres splittelse bygger på dumhed og ignorance. Det er vigtigst at være enig om evangeliet, ikke at være i splid om hvilken kirkeretning man er med i.

Konklusion: Noget splittelse er bibelsk korrekt, da vi kan se at troshelte og Jesus selv skabte splittelse. Men splittelse som opstår på grund af vranglære som er kommet ind i kirken, skal der gøres op med. Man kan ikke acceptere at vranglære splitter en kirke. Den måde man løser det, er ved at konfrontere vranglæren, og få den fjernet. Også selvom det vil medføre splittelse i kirken. Men da dette er en splittelse der er i orden, ifølge første definition, skal det ikke være en hindring. Så er der den splittelse som opstår pga klikedannelser. Den går bibelen imod, da Kristus ikke kan være delt.  Så noget splittelse er i orden, og noget splittelse er ikke i orden. Vi kan derfor ikke konkludere at fordi en person skabe splittelse at den person ikke er sendt af Gud. Men vi kan konkludere at det ville være en god idé at finde ud af hvilken form for splittelse denne person udøver, og om det er en af de tre nævnte her.

Categories
Bibelen Troens forsvar

Hvorfor er de doktriner så vigtige?

Der er nogen som mener at det der med trosbekendelser er spild af tid. For kan vi ikke bare tro på hele Guds ord spørger de. Jo, vi kan tro på hele Guds ord, men vi skal også kunne forstå Guds ord. Lige præcis derfor vil en trosbekendelse som viser hvad doktrinerne er, ikke være spild af tid, men en hjælp. Mange folk siger jo at de har svært ved at forstå Guds ord. De kan ikke finde ud af hvordan de skal forstå tingenes sammenhæng, skriftens oprindelige betydning, eller hvorfor man ikke bare kan tage et bibelvers ud og det gøre den til en entydig sandhed. Det kan de ikke fordi deres forhold til Guds ord, er det samme som mange har til et usamlet puslespil med 10.000 brikker. Man ser det ligger på gulvet, og kan ikke finde hoved eller hale i det. Men man ville ønske man kunne se hvordan det hang sammen.

 Hvordan samler man et puslespil?
Dengang mine børn var meget små, tog de bare nogen tilfældige brikker og forsøgte at lægge sammen. De skulle have ret meget hjælp, for at kunne finde nogen der kunne bruges parvis. Men da de blev lidt større kunne de begynde at forstå hvordan man skulle starte det rigtige sted med puslespillet, for så blev de hurtigt gode til at lægge puslespillet selv. De skulle bare finde hjørnebrikkerne, og sidebrikkerne, og få dem til at hænge sammen, før de gik i gang med de andre brikker. For når de kan få rammen til at hænge sammen, så giver det dem en mere forståelsesagtig tilgang til resten af puslespillet. Så kan de gå videre og forsøge at sætte brikker ind i rammen, som har de samme farver, og nogle tilsvarende former. Efterhånden kan de samle puslespillet, så det til sidst giver mening, og givet et rigtigt samlet billede.

Doktrinerne er hjørne og sidebrikker i teologien
Sådan fungerer doktrinerne også. Når vi kender doktrinerne, så har vi fået en forståelsesramme som giver os mulighed for at læse Guds ord og forstå Guds ord i det rigtige lys. Hov siger du nu, skal jeg da ikke forstå Guds ord, i lyset af Guds ord? Jo, det skal vi bestemt, og doktrinerne er jo også konklusioner på Guds ord, men det er konklusioner på Guds ord, som man siden starten af kirkehistorien har været enige om er sande. Det vil sige at de er områder som ikke er til diskussion, men er noget vi kan være helt sikre på. Nogen ting i Guds ord, kan vi jo være usikre på hvordan de skal forståes (eksempelvis endetiden), men ikke doktrinerne. Så hvis vi kan finde de ting i Guds ord, som vi kan være sikre på, og også være sikre på hvordan det skal forståes, så har vi fundet hjørne og sidebrikkerne til at forstå resten af Guds ord.

Hvis du ikke har læst www.tilbagetilbibelen.dk ‘s trosbekendelse, kan du se den på dette link Doktrinerne.

Categories
Bibelen Livet som kristen Troens forsvar

De gode nyheder er klare 1. Ikke kun en følelse

Frihed, glæde og fred i Kristus er blevet sådan nogle floskler, som vi siger uden at definere hvad det er for en frihed, glæde og fred vi har fået i Ham. Men hvis vi ikke kan forklare disse begreber og hvorfor vi har fået dem i Ham, så bliver det kun til diffuse følelser som ikke giver mening. Kun en en subjektiv en. En subjektiv følelse er vel at mærke ikke en der er troværdig, eller egnet at bygge på for andre. Bare fordi jeg har oplevet noget, behøver det ikke være rigtigt. For i så fald vil de folk som har åndelige oplevelser i New Age bevægelsen have en ligeså god argumentation for at deres overbevisning er sand, som den kristne har. Vi vil da være i en relativistisk problemstilling, fordi vi vil sige at alt hvad vi oplever vil være sandt. Også selvom det vi hver især oplever vil modsigelse hinanden. Men det kan ikke være alt der er sandt, slet ikke når en stor del af det er modsigelser.

Så hvis jeg siger at jeg har fundet frihed, glæde og fred i Kristus, så er det ikke troværdigt hvis jeg kun har fået det som en ren følelsesmæssig tilstand. Det er troværdigt fordi jeg kan finde ud af hvordan jeg har fået det, hvorfor jeg har fået det, og hvad det betyder at jeg har fået det. Det kan jeg kun finde ud af ved at søge i bibelen. Når jeg kan gøre det, og ikke kun pege på det som en personlig oplevelse jeg har haft, så kan vi tale om at det skaber en troværdighed. Fordi vi nu har to vidner. Os selv og Guds ord.
Jeg vil i de næste indlæg definere hvorfor jeg har fundet fred med Kristus, hvad det er for en glæde jeg har fået i Kristus og hvordan jeg skal forstå den frihed jeg har fået i Kristus.Det er reelt set ikke stor teologi, men noget enhver genfødt kristen som har studeret Guds ord, burde kunne forklare. Desværre har vi mange steder glemt dem og gjort dem til floskler istedet. Faren ved det er at vi mister evnen til at kunne forsvare, og forklare det vi tror på. Men det er faktisk noget vi er kaldet til at vide, som Peter skriver i første Peters brev 3.15:

“men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har”

Næste del bliver om den fred vi har fået i Kristus.

Categories
Bibelen Troens forsvar

Er vores bibel troværdig?

En læser hentydede engang i en kommentar til podcastet om Rob Bell (hør podcastet her), at bibelen ikke er troværdig. Så vidt jeg kunne læse, og jeg kan tage fejl, skyldtes anklagen at man mente at bibelen var blevet omskrevet med tiden, og vi ikke kender til de oprindelige skrifter. Det er muligt at jeg ligger ham lidt meget i munden, men ikke desto mindre er det en anklage man ofte hører om bibelen, også fra folk der kommer i kirke, særlig hos dem der tilhører den emergente del af kirken. Så det var årsagen til jeg blev inspireret til at skrive dette.

Flere fremtrædende emergente pastorer og andre liberalteologer har kommet med udtalelser i den retning. De siger at vi ikke kan stole på bibelen som den er, og påstår at den sikkert er blevet omskrevet flere gange. Men når man siger den slags viser man også, at man har en så lav indsigt i bibelen, at man ikke burde stå på en prædikestol. For det viser at man ikke har undersøgt dette emne tilstrækkeligt. Sandheden er jo at de bibeler som bliver oversat i dag fra grundteksten i store træk er langt bedre , og i langt mere overenstemmelse med de første skrifter, end dem der blev oversat for bare få hundrede år siden. Hvad mener jeg så med det? Jo, engang var det normalt at man oversatte bibler på baggrund af en anden oversættelse af bibelen. Det er King James Version et glimrende eksempel.

KJV var ikke en oversættelse som blev til på baggrund af det bedste materiale. Den var baseret på tekster som var af nyere dato og som havde nogle enkelte fejl hist og her. Efterhånden som ærkæologien har fundet ældre skrifter af de kanoniske tekster, har vi kunnet nå frem til noget som er meget nær den første urkirke. Det betyder at flere af de autoriserede oversættelser i dag, principielt har et langt bedre udgangspunkt for at have en god oversættelse, end man havde da man oversatte KJV.

Har King James Version et andet budskab så?
Men det der er så bemærkelsesværdigt er at selve budskabet i KJV og i de nyere autoriserede oversættelser, ikke er forskelligt fra hinanden. Det er det samme der står. Der kan være visse småting her og der, men vi kan ikke sige at der er to forskellige budskaber. Der er altså ikke noget der indikerer at der kommer et nyt budskab ud af bibelen, efterhånden som tiden går. Guds ord om at Guds ord ikke skal forgå, står fast. Og det fører mig til det næste punkt.

Liberalteologernes gud
De liberalteologer som i dag kalder sig emergente eller postmoderne som kommer med sådanne anklager. Hvad er det egentlig for en gud de har? Det er åbenbart en gud som ikke magter at bevare sit ord tydeligt og klart. En gud der ikke formår at kommunikere til menneskene. En gud der ikke kan finde ud af at aflevere et afsenderbrev til os, der viser hvem den gud er. Sådan er min Gud ikke. Min Gud er skaberen af himmelen og jorden. Han har skabt havet og bjergene, menneskene og dyrene og planterne. Den Gud der kunne skabe det, skulle Han ikke også være istand til at gøre det muligt at kende Ham? Jeg tror på at den Gud der formåede at skabe denne verden, også er i stand til at kommunikere til os hvem Han er, i et enkelt forståeligt sprog. Et sprog der gør at både fattig og rig, uddannet som uuddannet kan fatte det? Det budskab har han sørget for er tilgængeligt til os i troværdige oversættelser. Det budskab hedder bibelen.

For dem der ønsker at undersøge bibelens troværdighed, kan jeg henvise til Jonas Kolskis hjemmeside Kristendownload.dk. Der er der en glimrende artikel som kan læses her. Den hedder Er bibelens dokumenter troværdige?. Så hvis du ønsker at kunne påvise at bibelen er troværdig så er der flere gode ting at hente i den artikel.

Forresten er jeg rigtig glad for at læse i King James Version, og jeg har den oprindelige oversættelse, som er blevet omredigeret og rettet til nogle gange. Men det at dem der oversatte den skulle være troende, og ikke bare dygtige sprogfolk, med teologisk uddannelse, løfter den oversættelse op blandt de allerbedste oversættelser igennem historien. Det er den oversættelse af bibelen jeg ofte først tager frem og sammenligner med, hvis jeg ikke synes at den autoriserede gør det klart nok. Og det har tit været mig til hjælp. KJV er så vidt jeg ved, den meste anerkendte og brugte bibeloversættelse igennem tiden. Og ikke uden grund!

Categories
Bibelen Evangelisation Evig dom Himlen Hvem er Gud? Kirke Korset Livet som kristen Mirakler Omvendelse Prædikener Synd Troens forsvar vækkelse videoer

De sande tegn på at kirken har fået Helligånden

Det er pinse i dag, og det er kirkens fødselsdag. For det var på pinsedag at Helligånden blev udgydt, og Guds startede sin kirke. Så det er en stor fødselsdag.Tegnet på at det er her kirken blev født, er at Helligånden blev udgydt over disciplene. Så her kan vi altså se hvad der kendetegner en kirke der er ledt af Helligånden.

Noget som man i særlig de kredse jeg kommer fra, har overfortolket i bibelen, er at det blev tungetale som skulle ses som et tegn på at man har fået Helligånden. Det har medført at diverse mærkværdige personer som Christian Hedegaard, Todd Bentley, Chuck Pierce m.fl. har sluppet af sted med at sige det mest forfærdelige vrøvl i kirkelige kredse. For det måtte jo være Helligånden der havde inspireret dem til det, de talte jo i tunger. Men sandheden er at vi ikke kan bedømme om en har Helligånden pga tungetalen. Hvilket jeg har skrevet mere forklarende på dette link.

Det sande tegn på at man har fået Helligånden er den evangeliske forkyndelse. For det er den der blev frigjort på pinsedag ved hjælp af Helligånden. Den evangeliske forkyndelse af Jesus Kristus igennem Hans disciple. Simon Peters Pinseprædiken er et studie værd hvad det angår, et studie jeg også har tænkt mig at gennemgå en dag her på siden. Men det der kendetegner evangelisk forkyndelse er at forkyndelsen indeholder disse fem punkter.

1: Guds hellighed

2: Menneskets syndige natur

3: Nødvendigheden af retfærdighed

4: Kristi værk på korset

5: Omvendelse og tro på Kristus

Alle disse punkter finder du både i Peters pinseprædiken og i resten af det nye testamente. Hvis en forkyndelse ikke indeholder det evangeliske budskab, hvori disse fem punkter er bærende, så er det ikke Helligånden det er ledt af. Her hjælper det ikke at bede fem timer i tunger, eller se syge blive raske. Det er for overfladiske fænomener, som ikke i sig selv har et evangelisk budskab. De behøver ikke være dårlige, men uden det evangeliske indhold er de tomme. Min ven Cameron Buettel har fået lavet en videoserie, hvor han også gennemgår hvorfor netop disse punkter er afgørende for den evangeliske forkyndelse. En forkyndelse som desværre er blevet en mangelvare i kirken, selv i de kirker som man siger er ledt af Helligånden. Men vurder selv om du hører disse ting i din kirke.

Categories
Evig dom Troens forsvar videoer

Hvor lang tid varer evigheden?

Evigheden er et begreb som vi dels har svært ved at fatte, men som vi også ved eksisterer. Det er bl.a derfor man i matematikken har et symbol for uendelig, som viser at en talrække fortsætter. Den fortsætter ud i evigheden. Men hvordan kan vi forstå evigheden, med vores begrænsede evner? Jeg har fundet en allegori som nogen nok har hørt før (jeg har). Men denne er bedre end dem jeg plejer at høre, for denne gang er det ikke kun evigheden der bliver forklaret, men evangeliet.

Categories
Bibelen Falsk Lære Kirke Troens forsvar

Svar fra Lars Due Christensen

På mit forrige indlæg som var et åbent brev til Lars Due Christensen (se her) fik jeg følgende svar:

“Kære Rene, jeg er stor tilhænger af åbenhed, hvor dette kan tænkes at have gavn for et bredt spektrum af mennesker. Karakteren af din henvendelse falder efter min mening ikke under denne kategori. Det at du uden anden form for forudgående henvendelse offentliggør et sådant brev kan ikke andet end bestyrke mig i det indtryk jeg har fået. Jeg har derfor ikke noget særligt håb til en yderligere kommunikation mellem os, men ønsker dig i øvrigt al Guds nåde og velsignelse over dit liv og fremtid.”

Jeg er selvfølgelig ærgerlig over ikke at få mere svar end dette. Og Lars kan også have ret i at jeg har henvendt mig til ham på en måde der i denne sag ikke fremmer noget positivt. Det kunne jeg måske have gjort på en bedre måde. Men hvorfor jeg valgte den måde vil jeg vise her. Jeg vil gøre opmærksom på at det jeg skriver her måske skal tages med et gran salt her og der. For det kan godt være påvirket en del af mine egne meninger, pga de konsekvenser det har haft for min forkyndertjeneste. Men lad mig forsøge at forklare:

For let
For det første syntes jeg det ville være for let af mig bare at skrive hvad Lars Due havde skrevet om mig, og så rakke det ned, og vende det til en lang anklage mod ham. Det ville være en løsning som måske kunne gøre at jeg fik det bedre og fik mulighed for at sige min mening om ham, som han skrev sin mening om mig. Men jeg syntes at et åbent brev ville være en mere ærlig måde at få de ting belyst på. Åben brev-metoden synes jeg generelt skaber rum for en god debatform og tone. Jeg har før sendt åbne breve til folk, med gode resultater. Alle de åbne breve jeg eksempelvis har sendt til politikere i Danmark, har medført at jeg har fået svar fra de selvsamme politikere, og det har jeg respekt for. Også selvom jeg ikke nødvendigvis var enig i deres svar. Lars Due mente åbenbart ikke dette, selvom jeg gav ham mulighed for at give sit besyv med i denne sag.

Mangel på bibelsk vurdering
For det andet ønskede jeg at vise, hvordan nogle ledende personer i kirkerne taler om andre som prædiker evangeliet. Det er ikke fordi jeg forventer at al korrespondence vedr, folk som mig, ser ligesådan ud. Men jeg syntes det er interessant at se, at Lars Due og Bent Hylleberg (den forhenværende rektor fra Salt Akademi som var den person Lars Due besvarede i korrespondencen) slet ikke bruger deres bibel i deres vurderinger. Det de taler om er at jeg skulle stå for en “Turn or burn” forkyndelse og at der ikke bør være plads til den slags. Der er ikke nogen henvisninger til hvad siger bibelen om folk som mig, om min forkyndelse er baseret på bibelen eller på en humanistisk metode, eller om der skulle være synd i mit liv. Nej, istedet er det deres egne meninger som kommer frem, som om deres meninger har nogen autoritet, hvis de ikke selv har underlagt sig skriftens autoritet. Den form for bedømmelse af andre prædikanter ligner meget den måde som Martin Luther og Jan Hus blev bedømt på af den romersk katolske kirke. Man brugte ikke bibelen, men byggede på de meninger som kirkens personer havde istedet. Jeg synes det er trist at se at det er den måde man bliver bedømt på i dag, af så fremtrædende frikirkefolk som Lars Due Christensen og Bent Hylleberg.

Skader andres tjeneste
For det tredie når Lars Due skriver at han kun vil have åben debat, når det har gavn for “et bredt spektrum af mennesker”, glemmer han at hans udtalelser har skadet min forkyndertjeneste, og dermed også et “bredt spektrum af mennesker” som havde gavn af den forkyndelse. Der var nemlig mange som gentagne gange havde sagt at de var glade for den forkyndelse jeg stod for, og at de gerne ville have mere af den slags. Men Lars Due mener åbenbart at han har ret til at skade andres forkyndertjenester, uden at skulle stå til regnskab for det bagefter. Og vel at mærke skade dem med udokumenterede udtalelser. Jeg mener at Lars Due har ret til at kritisere andre, men at gøre det uden nogen reel argumentation er ikke acceptabelt.

Hvad nu hvis han havde ret?
For det fjerde, hvad nu hvis Lars Due havde noget at have sine anklager i. Hvis han virkelig havde det, så mener jeg også at han var pligtig til at fortælle mig det, når jeg nu henvender mig til ham. Hvis han virkelig skulle have ret i at jeg stod for en “moderne form for farisæerisme” så burde han da fortælle mig hvorfor. Jeg ønsker da ikke at være en farisæer, for Jesus anså dem for at være djævelens børn og øgleyngel. Det er da så alvorligt at Lars Due burde advare mig så jeg kunne omvende mig. Det gør at jeg synes det ser ud til at enten bekymrer det ikke Lars Due at jeg har brug for at omvende mig, eller også er det fordi han ikke har noget at begrunde sine anklager på.

Men hvorfor jeg mere generelt har valgt at tage denne sag op, vil jeg komme ind på næste gang, og den er langt mere alvorlig end at Lars Due ikke vil give svar på mit brev.